Sjælesorg og snaps

Jeg er opvokset derovre på Ribekanten i nærheden af Kongeåen. På et tidspunkt boede der på vores lokale plejehjem en gammel mand, Andreas, som kom fra Ribe, hvor han var vokset op med Ribe Domkirke som det helt centrale sted. Her var hans far klokker. Andreas var tit med sin far, når der skulle ringes. Og da faderen, efter et fald fra noget stillads, da Andreas var omkring konfirmationsalderen, blev sat ud af spillet i et halvt års tid – da var det Andreas, der tog sig af de ringninger, hans far skulle have stået for.

Ribe Domkirke er en fantastisk bygning (som skal ses fra Brammingesiden /nordfra), og som man bestemt, hvis man overhovedet kan det, skal op i tårnet i og få kigget ud over Ribe og marsklandet. En udsigt der holder. Det var Andreas og jeg helt enige om.

Andreas havde en fagforeningsbog, han var meget stolt af. Han havde som smed i mange år levet et noget vagabonderende liv – arbejdet mange forskellige steder – måske også af og til hutlet sig igennem uden noget arbejde. For Andreas Gerken var ikke tilbageholdende hvad angår de våde varer. Han havde, også nu som gammel og efterhånden næsten helt blind mand på plejehjemmet, altid en flaske brændevin stående nede ved siden af sin lænestol.

Jeg besøgte ham jævnligt, hvor vi tit i ord og tanker vendte tilbage til dengang i Ribe, og med lovprisninger af Ribe Domkirkes storhed og skønhed. En sommerdag jeg besøgte Andreas stod der ikke én men to flasker brændevin ved siden af hans stol. Det spurgte jeg til, og det var jo så bare fordi, den ene var næsten tom og han snart ville få brug for en ny. ”Skal vi have en snaps”? spurgte Andreas. ”Joo tak”, sagde jeg – og det blev så til, at jeg skulle tage den nye uåbnede flaske, og han ville så selv tage bundslatten i den gamle. Alting tog lang tid for Andreas. Han var også blevet meget ryst-håndet. Mens han fik den gamle flaske gjort klar, sad jeg og fik skruelåget af den nye og ville så bare hælde lidt snaps op i låget. Det så Andreas. Selv om han var næsten blind, så så han at jeg sad der og filrede med låget, og spurgte så, om jeg da var for fin til at drikke af flasken? ”Neej”, det mente jeg da ikke jeg var – og som jeg tænkt det: da slet ikke nu, hvor ingen andre har drukket af flasken endnu! Så skulle vi jo skåle – og jeg ville da vente med at sige det til Andreas var helt klar – det tog ham noget tid med rystende hænder at få flasken ført op i nærheden af munden. Men da den var der, sagde vi ”skål” og satte hver sin flaske for munden. Og det var lige i det øjeblik, at døren gik op og en af de ansatte kom ind, og fik set hvordan det også kan foregå, når præsten er på besøg og til sjælesorgssamtale! Jo – hun flækkede næsten af grin og hun var hurtigt ude – det var historien om præsten og Andreas også!

Syn til blinde

For en del år siden boede der på vores lokale plejehjem (Nørrevang) i en længere årrække en kvinde, som var blevet det, man kalder senblind (NB. ikke sneblind!). Altså blevet blind forholdsvis sent i livet. Hun deltog i hver eneste gudstjeneste på plejehjemmet. To gange om måneden sad hun der på forreste række. Rank og lyttende med hver en fiber i hele kroppen. Ansigtet ikke mindst. Nærværende, som én der, som vi siger det, virkelig tager fra. Alene hendes tilstedeværelse ved vores gudstjenester på plejehjemmet gjorde, at jeg bare vidste, at her må der ikke sjuskes. Her må jeg som præst virkelig lægge mig i selen for at få dét sagt, der skal siges og så godt som overhovedet muligt.

Jeg følte mig i virkeligheden i den grad set af den blinde kvinde med al hendes opmærksomhed og nærvær. Efter den efterfølgende kaffe, eller efter besøg med samtale i hendes stue, sagde vi altid til hinanden: Vi ses! Det var jo sådan set noget mærkeligt noget at sige til en blind. Men det var alligevel en meget passende hilsen. Som jeg også tillod mig at hviske det for mig selv ved den blinde kvindes begravelse: Vi ses!

Det væsentlige er usynligt for øjet. ”Kun med hjertet ser man rigtigt”, som vi ved det fra Ræven i ”Den Lille Prins” af Saint-Exupéry – kun med hjertets øjne ser man sandt. Det vil sige, med kærligheden inde i billedet. Den kærlighed som vi hører om med de store, stærke ord fra Kærlighedens Højsang i Paulus´ første brev til korinterne kapitel 13. Om kærligheden der ”tror alt, håber alt, udholder alt”. Og jo for øvrigt også med de ord og den vision, at engang skal vi se og kende fuldt ud: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt”. Jo – vi ses! Og allervigtigst og væsentligst: Vi ses af den kærlighed, som aldrig hører op. Det er godt selv at kunne se dét – indse det og tro det: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Det er jo for øvrigt slet ikke så ualmindeligt nu om dage at få sit gode syn igen helt konkret ved en øjenoperation med laserteknik. Min mors gamle fætter – og jeg må godt sige gammel, for da var han 99 – havde næsten ikke noget syn tilbage. Og det var han gevaldig ked af. For derhjemme i sit hus, hvor han stadig boede, nu som enkemand, var til langt op i halvfemserne én af de små – eller rettere – store glæder, han havde tilbage, at gå tidligt i seng og ligge på sengekanten og læse i en god bog. Det kunne han ikke længere nu. Men så fik han som 99-årig i løbet af 14 dage opereret først det ene øje og så det andet. Og min mors gamle fætter fik sit gode syn igen, så at han nu igen en tid, indtil han døde 102 år gammel, kunne ligge på sengekanten og læse sig ind i søvn og drøm.

Bededag

For helt almindelige moderne mennesker – os selv, vores børn og børnebørn, forældre, søskende, venner og hvad vi nu har – for langt de fleste af os nu i dag begynder det med bønnen til Gud slet ikke med en overvejelse om, hvordan man egentlig skal bede til Gud, men om der i det hele taget findes en Gud. Det er endda, som nogle gør det, meget muligt, at se det som en udløber af kristendommens forkyndelse, at vi her i det vesterlandske må begynde med at spørge, om der overhovedet findes en Gud. Det har vi nemlig fået friheden til. Frihed, og ligeret og ligeværd, som en konsekvens af kristendommen. Også friheden til at lade være med at tro på Gud. Og det uanset hvor mange ulykker, og hvor meget undertrykkelse, kirken så måtte have stået for, og visse steder gør det den dag i dag, så er det muligt (og jeg gør det selv) at se ateismen som en mulig konsekvens af kristendommens forkyndelse.

Samtidig så er det, nok så moderne og oplyst og fri for snærende bånd, vanskeligt for masser af os såkaldt helt almindelige moderne mennesker, i ét væk, livet igennem, at lade være med at tro på Gud. Det kan komme over én. Og ikke kun i et faldende fly eller anden overvældende akut krise, men såmænd også når man i den helt anden ende af spektret står med det overvældende – et lille nyfødt barn i hænderne – ens elskede i favnen. Åh, tak Gud! Hov, hvad var nu det, jeg sagde?

Jeg gik engang fra kirken på vej og over til konfirmandstuen og småsnakkede med én af minikonfirmanderne (9-10-årige kirkehøjskoleagtige elever). Pigen spurgte: ”Gudmund, har du altid troet på Gud”? – ”Nej”, sagde jeg, ”jeg gør det heller ikke altid. Og på et tidspunkt som helt ung forsøgte jeg at blive helt fri for det med at tro på Gud, men jeg kunne ikke lade være”. – ”Nej, det kan jeg heller ikke”, sagde pigen. Og så gik vi to moderne mennesker videre. Med Gud i ryggen. Vil jeg tro.

Det kan godt være, at det er vanskeligt for det helt almindelige moderne vesterlandske menneske bare uden videre at tro på Gud, men det er også vanskeligt, i enhver form og på enhver måde, hele livet igennem, at lade være. Derfor kan det på de underligste tider og steder i ens liv blive bededag. En af de dage, hvor man bare beder.

Her begynder det

”De var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” (Mark 16,8). Her begynder det – kirkens og kristendommens historie – alt det, der med evangeliet er sat ind i verden. Her begynder det: I rystelse og afmagt, i frygt og bæven, med tunge tanker og tavse læber: ”for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. ”Påskeblomst! hvad vil du her? / Bondeblomst fra landsbyhave / uden duft og pragt og skær” (DDS 236,1). Her begynder det. I det, der først ikke ser ud af noget andet end undergang og tomhed, meningsløshed og endegyldig afslutning. Her begynder det. Det, som bliver til en glæde så stor, til lys og liv. Og opstandelse, på alle mulige måder. Til tale og glædessprængte ord. Til mod og mening, fylde og forundring. Til tak og lovprisning. Til fryderåb og sang i katedraler og menneskehjerter kloden rundt påskemorgen: Halleluja! Halleluja! – Kristus er opstanden!

Kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen ”var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Her begynder det. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele med et stort endegyldigt punktum. Stort som en urokkelig kæmpesten ved en grav. I sig selv et kæmpe punktum. Og vel var stenen på mærkværdig vis væltet fra indgangen påskemorgen, og vel var der en engel, der talte til dem derinde i graven, men gravens tomhed var den morgen, da de flygtede fra graven, i første omgang blot endnu en understregning af det kæmpepunktum de med Jesu lidelse og død i sig selv stod med. Og nu end ikke et lig at salve. Punktum, finale, færdig. Ikke mere at gøre. Ikke mere at sige. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele – endegyldigt – her begynder det. For endegyldigheder brydes, når og hvor Guds kraft og kærlighed, Guds nåde, er på spil. Endegyldigheder brydes, sten væltes fra. Det revner og sprækker og lys finder vej til førhen mørke steder. Frygten og angsten og sorgen tager af, talen tager til. Ord sættes på og liv finder sted, på ny. Opstandelse finder sted. Punktum bliver til komma. Noget nyt vokser frem (..,) Fortsættelse følger!

Og det begynder her. Her, hvor vi er. Den store svenske digter, Tomas Tranströmer, som døde den 26. marts 2015 (knapt 84 år gammel) skriver i et af sine digte tilbage fra 1966 (”Klange og spor”): ”Året før jeg dør vil jeg sende fire salmer ud for at opspore Gud // Men det begynder her. / En sang om det nære. / Det nære. // Slagmarker i os / hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende”. Det begynder her. Halleluja! Her ”hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende.” Hvor tilbageslag, tab og trængsler hører tilværelsen til. Og i sidste ende, altid, døden. Det begynder her.

Det begynder påskemorgen med engleord, der først fører til forstummelse hos en lille flok fortumlede kvinder, men som ikke stopper her – for det gør engleord ikke – men – som sekunderne går, minutterne, timerne, dagene med måske – trænger sig ind i hjerter og sind og sans og skaber opstandelse og nyt liv – her – hvor det begynder. ”I hjerterne begynder” som vi synger det med Thorkild Bjørnvig, ”I hjerterne begynder / al visdom, alle ynder. / Fra vore pulse springer / til fodsål og til finger / den rytme, som blir dans”. Springende, dansende, løbende lettelse blev flugten fra graven påskemorgen forvandlet til. Springende, dansende, løbende lettelse, da engleordene på vej bort fra graven virkelig gik dem til hjerte – hen til hans disciple og siden udover hele verden til alle folkeslagene med det budskab: Kristus er opstanden! Kristus er opstanden, og vi skal opstå fra de døde!

Blive et nyt menneske som sig selv

At være menneske er hele vejen, efterhånden som vi vokser op, noget med at gå i stykker – mere eller mindre – ja, nogle gange falde helt fra hinanden. Da er det godt, at kunne blive sat sammen igen – af Guds nåde – ved Guds kærligheds gode Ånd.

I en novelle læste jeg om det med at gå i stykker, og ikke komme til at hænge sammen igen. Som det siges et sted i novellen: ”Det er mærkeligt at se, hvordan mennesker pludselig kan blive helt forandrede, både i måden, de ser ud på og taler på, og sådan som de føles. Det er som om en eller anden dims indeni holder op med at virke, og så går de lige så langsomt ud”. Ordene er fra novellen ”Leifs far var borgmester” (Thomas Thurah, 2015) – om et liv der ramler sammen. Der er noget i hans, Leifs fars, liv, som ikke længere hænger sammen. Han er lidt for smart med det ene og det andet. Sladderen går. Og det gør han så også, Leifs far: går, og går lige så langsomt ud. Sygner hen, går ud og går bort. ”Det er som om en eller anden dims indeni holder op med at virke” – ja, som om ånden og selve det, der giver livet og gnisten går ud og forsvinder.

Det var ikke meningen. Det ER ikke meningen for et eneste menneske. ”Du er mit elskede menneskebarn, i dig har jeg fundet velbehag”! Det lød over Jesus i dåben. Det lyder over os i dåben. Og i dag. I dette nu. Og hver eneste gang, vi har fejlet og ramt ved siden af og er gået mere eller mindre i stykker: kærlighedserklæringen fra Gud vor Far i himlen. For det er Ånden i det hele. I det vi, ved Gud, har fået at leve ud af: ”Du er mit elskede barn, i dig har jeg fundet velbehag”!

Kom så i gang med det, der endnu måtte være muligt! Vid hvem du er og hvad du er! Under og over alt: Elsket! Bliv en anden! Bliv et nyt menneske, om nødvendigt og hver gang det er nødvendigt. Sådan må også vi, som Jesus ved dåben i Jordanfloden, tage imod Guds ånd og lade os gennemstrømme og oplive, og vide hvem vi i grunden er.

I Frankrig har de fornylig fået en slags fransk Yahya Hassan i den unge 22-årige forfatter Edouard Louis, som han hedder, nu, hvor han har fået udgivet bogen, den stærkt selvbiografiske: ”Færdig med Eddy Bellegueule” – (en bestseller) om en ubærlig barndom og opvækst et sted i Nordfrankrig i det nederste, fattigste lag af samfundet, som findes – også her i Danmark. En barndom fuld af vold og mobning og ikke mindst fordi drengen Eddy Bellegueule er anderledes: ”Da jeg begyndte at tale og udtrykke mig, antog min stemme helt af sig selv en feminin klang. Den lå højere end de andre drenges. Hver gang jeg sagde noget, viftede mine hænder frenetisk/vildt i alle retninger… Jeg knuste hurtigt min fars drømme og håb”. Eddy, eller rettere: Edouard Louis, er bøsse, og lever som sådan fuldt udsprunget i Paris den dag i dag – ”Færdig med Eddy Bellegueule”, som bogen hedder. For man kan godt, når den gode ånd kommer til, få et helt nyt liv. Blive en anden og et nyt menneske – som sig selv selvfølgelig – der er jo, som én sagde det, ikke andre der er ledige! Som sig selv, ja, men måske rykket og flyttet i god og livgivende retning gennem et andet og nyt navn, som Edouard Louis fortæller om det. Om sin store glæde ved at være blevet færdig med Eddy Bellegueule og nu have hjemme i et helt andet navn – som sig selv – i grunden elskværdig.

Himmelbjerget

Vi har ikke så mange bjerge i Danmark. NB. Jo, vi har faktisk her i Vær sogn et område, der hedder Bjergene – med en fantastisk fin udsigt udover sognet og her nedover Vær kirke på den lille bakketop ved søen! Ja, og så har vi jo da Himmelbjerget. Det er et godt navn. Himmelbjerget. Vi var der en pæn stor flok præster her fra Århus Stift for to et halvt års tid siden sammen med professor Erik A. Nielsen, som er så fin en litteratur- og bibelfortolker, og hvis yndlingshistorie i Bibelen er den, vi kalder ”Forklarelsen på bjerget” (Matt 17,1-9). Beretningen om Jesus og de tre af disciplene på bjerget – Himmelbjerget, havde jeg nær sagt – med strålende syner og visioner om sammenhængen med den gamle pagts helt store skikkelser, Moses og Elias, og den nye pagt med Jesus badet i stråleglans og ord fra himlen – som ved dåben, Jesu egen dåb i Jordanfloden, med himmelordene: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”, som vi hørte om det den sensommerdag på Himmelbjerget.

Vi har ikke så mange bjerge i Danmark. Men så har vi da klitterne derude ved Vesterhavet. Vi var der i et sommerhus en vinteruge, i storm. Det knagede i træværket. Huset gav sig, men blev stående. Det havde vi til gengæld svært ved, da vi et par gange i stormen gik til havet. Op over den sidste klitrække måtte vi stride os baglæns afsted op imod vinden og sandfygningen. Mærkeligt nok var der nede på den anden side, på stranden med havet og de skumtoppede bølger derude så langt øjet rakte, en form for læ. Det var ligesom om de ret høje bølger, der buldrede ind mod stranden gav lidt læ.

Vi har ikke mange bjerge i Danmark, men vi kan godt opleve storheden med stunder af forklarelse og begejstring alligevel i dette lave land. Jeg hørte om en femårig pige, som var ved Vesterhavet sammen med sin mormor. Det var en dag uden storm og blæst. End ingen vestenvind, men en svag brise fra øst. Det var for første gang nogensinde pigen var med ved Vesterhavet. Hun var begejstret, den femårige. Løb igen og igen ud mod vandet og den modsatte vej – op imod vinden – op i klitten. På et tidspunkt helt op på det højeste punkt på én af klitterne. Det var heroppefra pigen råbte til sin mormor: ”Mormor! Mormor! Skal vi ikke blive her for evigt?”

Skal vi ikke blive her for evigt? Det var noget af det samme, der fyldte disciplen Peter, da han deroppe på bjerget så Jesus og det hele i et forklarelsens lys: ”Herre, hvor er det godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter…” – her, hvor alting går op(!), og hvor troen og begejstringen med overhovedet ikke er noget problem, men fylder hver en porre i krop, sind og sjæl: Skal vi ikke blive her for evigt? Men det skal vi ikke, os som lever her på jorden. En tid. Vi skal ned i dalene og ud på det flade og jævne. Og engang imellem op i højden. Men vi kan ikke, og skal ikke, i vores jordiske liv være deroppe i en uendelighed.

Og nu kan man, formoder jeg – og håber jeg – godt høre, at jeg også taler i overført betydning. Det går op og ned, her i livet. Nej, korrigerede en ældre mand mig engang: Det går ned og op! Ja, og måske – hvem véd! – måske går det op det hele til sidst! Vi får se. Og vi får også undervejs – fra himlen, fra Gud og alle gode kræfter – følgeskab og hjælp og nærvær. Også når det går ned ad bakke.

Jesus gik med dem ned fra bjerget (Himmelbjerget). Det blev så stærkt og overvældende for disciplene deroppe, at de ”blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ”Rejs jer, og frygt ikke!” ”Jesus ”gik hen og rørte ved dem” – det er godt at blive rørt – på alle måder. Det er godt at blive bevæget, og til tider begejstret med. Og det er godt, hvis det er blevet til for meget af det gode – eller for den sags skyld, af det værste – at en stemme kan lyde til mig med ord som: Frygt ikke!

”Rejs jer, og frygt ikke!” siger Jesus. Det er engleordene over dem alle: Frygt ikke! som det lød til hyrderne på marken julenat, og til kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen: Frygt ikke! Vi har ikke mange bjerge i Danmark. ”I et land uden høje bjerge”, som Michael Falck synger det, ”I et land uden høje bjerge / hvor det både regner og sner, / skal jeg leve min dage / og dø den dag det sker… // Det her land har min bedstefar dyrket i sit ansigts sved // og min mor, hun tog min far og fik mig – af kærlighed / I et land uden høje bjerge / vil jeg bygge, vil jeg tro / I et land uden høje bjerge / vil jeg bygge, vil jeg bo.” Ja, så længe det varer. Og gid det må vare længe! ”Mormor! Mormor! Skal vi ikke blive her for evigt?” Nej, ikke her. Men i Guds kærlighed. I Guds himmel. For evigt. Frygt ikke!

Og det skete i de dage

”Og det skete i de dage…” – der skete noget – noget betydningsfuldt – og det fik betydning ud over alle grænser og op i tiden – og for os nu i dag, som for dem, der skal komme efter os…

Det skete i de dage – og det skete kommer os nær – ligeså nær som et lille nyfødt barn på armen – ligeså nær, som når en anden taler til mig og ordene rammer mig lige der, hvor jeg er – ja, i hjertet. Det kræver åbne porøse sind og sprækker i alt det hårde for at noget sådant kan ske. Det er ad sådanne veje det guddommelige finder sted i det menneskelige. Gud i sin kærlighed finder sprækkerne og kommer til os – fødes midt i nattemørket – lyser og varmer op i forfrosne sind med ord til tiden.

Der er – som jeg engang kom til at sige det til nogle 4. klasses elever på besøg i kirken, og blandt andet til en snak om det med, at vi engang falder til jorden – der er, sagde jeg, to vældige kræfter her på kloden: Tyngdekraften og kærligheden. Med tyngdekraften lægger vi, når én af vore kære dør, alt det, der hører jorden til ned i jorden. Med kærligheden sender vi alt det, der ikke kan lægges ned i jorden, op til Gud i himlen – til at være i Guds kærlighed. Tyngdekraften og kærligheden. Og kærligheden overgår selv tyngdekraften og vinder over alt andet.

Så var det en dreng, der godt kunne ligne én med rigeligt tunge kår, rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvordan kan det så være, at ens forældre skal skilles?  Åh ja, de unger, og deres ligefremme spørgsmål og kommentarer! Det er ikke altid så ligetil at holde fast i smukke teologiske tanker, når virkeligheden bryder ind, og tyngdekraften i form af et barns tunge tanker tager til orde. Men selv om jeg bliver svar skyldig overfor knægten, så vil jeg nu alligevel holde fast lidt endnu i tanken om tyngdekraften og kærligheden som to mægtige kræfter i menneskelivet her på kloden.

Og det skete i de dage, at kærligheden, Guds kærlighed, og tyngdekraften vævedes sammen i én skikkelse. At Guds kærlighed tog skikkelse her på jorden i det lille nyfødte barn. Helt hernede hvor tunge kår finder sted – hvor forældre skilles, hvor gamle forsvinder i demensens tåger, hvor så meget af det, der skulle være godt, falder til jorden, og vi selv en dag med – helt hernede, hvor tyngdekraften hersker, finder Guds kærlighed sted. Midt inde i det skårede, revnede, sprækkede, porøse, sårbare menneskeliv kommer Gud til verden. Varmer og lyser op for os i sind og hjerter, som barn Jesus i Marias favn i stalden i Betlehem julenat. Med englens ord: ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. For Gud kommer til verden. Sidder ikke ophøjet i sin fjerne himmel, men kommer til verden i kærligheds og afmægtigheds skikkelse. Med guddommelig tyngdekraft. I ord til tiden. Lys i mørke. Liv af døde. Så: Tak til Gud, for både tyngdekraften og kærligheden!

Mus og mænd – kvinder og elefanter

Jeg glemmer ikke den søndag for nogle år siden i Vær kirke, hvor jeg under salmen før prædikenen var på vej op ad trappen op på prædikestolen, og kom til at se en lille mus dernede på kirkegulvet. Det var bare et kort glimt af den lille mus, der pilede fra gulvværket i den ene side over kirkegulvet og ind under trægulvværket i den anden side. Det særlige for mig var, at jeg samtidig bemærkede, at en kvinde, en kirkegænger dernede på bænken, havde set det samme. Og at vi to i et lille øjeblik under salmens slutning fik vekslet smil og blikke, der sagde mig noget om, at også hun varmede sig ved synet af den lille mus i kirken. Som om den ved sin tilstedeværelse og hurtige færd henover kirkegulvet havde mindet os om, hvordan det er her i kirkens rum med evangeliets ord til os om det største i det mindste. Ja, om at den mindste skal blive den største, og at Gud selv på en ganske særlig måde kommer til os i dét felt. Og det er godt. Og det er stort, hvor småt og uanseligt det så end måtte se ud i manges øjne.

Det er godt, at have noget at varme sig ved og glæde sig over. Som vi har det i kirken. Og, slet ikke så sjældent, hos hinanden. Blive fri for at puste sig selv unødigt op og i virkeligheden gøre en latterlig figur og på bundlinjen være ikke andet end til grin i al sin selvoppustede vælde.

Som i historien om musen, der sidder i biografen, og så oplever, at der kommer en elefant ind og sætter sig lige foran. Så kan det nok være musen tog affære og pilede ned til rækken af sæder foran elefanten og satte sig ind på sædet lige foran elefanten og så vendte sig om med ordene: ”Så kan du selv se, hvordan det er!”

Det er godt, igen og igen, at kunne komme hjem til sig selv og sin egen rette størrelse. Rejse ud og komme hjemmefra, som vi alle må det. Spejle sig i både den ene og det anden, og det ene og det andet. Og så, som det bedste og det største af alt, finde sig spejlet et sted, hvor man kan se sig selv som noget værd med den størrelse, man nu engang har. Skønt lille, så alligevel stor nok og værdifuld nok til at blive regnet med som hel, og ikke halv. Skønt lille, så dog fuldkommen hel.

Som vi bliver det i kirken og gudstjenesten gennem det kristne budskab, gennem evangeliet – regnet for hele og store nok. For Guds børn. Elskede og umistelige. Spejlede i Guds nåde. I dåbens vand og nadverens vin. I ord og tanker, i udsagn og fortællinger, som vil rumme os i stort og småt og med det hele, godt og skidt, meget eller lidt.

De små tings betydning

Som en fattig enke, der giver alt, hvad hun har, alt hvad hun havde at leve af, til Guds ære. Sådan kommer lyset og livet og varmen til os, påpeger Jesus (Mark. 12,41-44) – han, som har ”sig selv mig givet” (DDS 192,7). Sådan kommer det største til os i det små. Ikke i det spektakulære. Eller det spekulative. Ikke i larmen og spektaklet fra talkshows og se-hvor-gode-vi-er. Eller i forvredne hjerners og kloge hoveders bedreviden. Men: I det små. I det daglige, i det skjulte, i det der umiddelbart set ikke ser ud af noget som helst, men i virkeligheden rummer en rigdom så stor, fordi, deri er livet.

I romanen ”De små ting” af amerikanske Paul Harding ligger den nu gamle mand, George Washington Crosby for døden i sit hjem, engang i midten af 1990´erne et sted i det nordvestlige USA, i en hospitalsseng i stuen, omgivet af sine kære. Vi er hos George gennem de sidste døgn og timer af sit liv, hvor han ligger og tænker tilbage i tiden. Hallucinerer. Og ind imellem vågner op til de små ting og det der endnu er. Endnu huserer i ham en rest af ”den lillebitte gnalling varme, som hvert enkeltindivid har fået tildelt”, så spinkel og så skrøbelig og begrænset. George tænker tilbage på barndommens mørke vintermorgener, hvor der skulle tændes op og hentes brænde og han og hans søskende skulle hjælpe til. Og nu i erindringen lyder eftertanken i ham med romanens ord og deres varme til os: ”Dine kolde morgener er fulde af den hjerteskærende vished, at om end vi ikke finder os tilpas i denne verden, er det alt, hvad vi har, at den er vores, men fuld af strid og ufred, så det eneste, vi kan kalde vores eget, er striden, men selv den er bedre end ingenting, ikke sandt? Og mens du kløver rimbroderet brænde med følelsesløse hænder, så fryd dig, thi din usikkerhed er Guds vilje og Hans nådegave til dig, og det er smukt og led i en større vished, som din egen far altid sagde i sine bønner og til dig derhjemme. Og mens øksen bider i træet, så trøst dig med, at smerten i dit hjerte og forvirringen i din sjæl betyder, at du endnu lever, at du endnu er menneske og endnu er åben for verdens skønhed, endskønt du intet har gjort for at fortjene det”. George har repareret ure i mange år. Ligger nu her i stuen omgivet af ure og tiden, der endnu går, før han selv skal gå bort. Et af urene i stuen er et stort standur: ”Dengang hans børnebørn var små, havde de spurgt, om de godt måtte gemme sig inde i uret. Nu havde han trang til at samle dem omkring sig og lukke op til sig selv og byde dem ind, så de kunne gemme sig mellem ribbene og det svagt pulserende hjerte”, Ja, for Georges hjerte er blevet ”skrøbeligt og slidt og ude af takt”. Der er ”slør i bøsningerne”. Men endnu slår hjertet. Som urene omkring ham med deres tik-tak. Og mest tak!

Eller som det også siges om George på sit dødsleje i stuen omgivet af mennesker og ure og tiden, der går, da de der våger hos ham af misforstået hensyntagen på et tidspunkt har sat alle urene i stå, men nu på Georges anmodning har trukket dem op og sat pendulerne i gang igen: ”og det var, som om blodet i hans årer og luften i hans lunger bevægede sig friere, da han hørte den skrabende klakken af fjedre, der blev trukket op, og det tiltagende kor af ure, som for ham ikke tikkede, men åndede og bragte en gensidig trøst ved blot at være i selskab med hinanden som en menighed samlet til en kirkemiddag eller en forsamling til et lysbilledforedrag på det lokale bibliotek.”

På så mange måder med ord og billeder peges der i romanen her hen på de små ting som i sig selv og tilsammen livet for os hver især. Som Hans Edvard Nørregaard-Nielsen så uendeligt vemodigt skriver det i erindringsbogen ”Mands minde” om dette igen mange år efter at være tilbage i barndommens land, hvor de sidder der endnu, nogle af dem, han allerede som barn regnede for gamle. De siger ikke så meget mere. De sidder, skriver Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, i det tilbageblik, hvor man ser, ”at det, man engang regnede for ingenting, viste sig at være det hele”. Kristendommen peger med sit budskab, sit lys og sine billeder, hele tiden, igen og igen, hen på alt det, vi så nemt overser og fortrænger. Det glemte. Det ringeagtede. De små tings betydning.

Lad os tale om det

Jeg har fornylig udgivet en samtalebog om litteratur, kristendom og menneskeliv med titlen ”Lad os tale om det” (Unitas Forlag, 2015, 104 sider, 89,-). Fra bogens forord:

”Alting begyndte med at Gud talte”, sådan indleder Johannes sit evangelium (ifølge DNA, Den Nye Aftale). På lignende vis begynder utroligt meget godt i det menneskelige med, at vi begynder at tale. Taler med hinanden. Snakker med hinanden. Mødes ansigt til ansigt og deler noget af det vi har i ord og samtale. Det er en af de væsentlige måder, hvorpå liv bliver til i det menneskelige. Og i øvrigt også den måde, hvorpå vi kan give videre af, hvad vi selv fik overleveret af gode ord og fortælling, herunder Bibelens og evangeliets.

Bibelen er med sin samlede fortælling, som det er blevet sagt, ”Den store kode” (Northrop Frye) under al vesterlandsk fortælling. Det er så fint, at Bibelselskabets mere mundrette oversættelse af Det Nye Testamente, kaldet Den Nye Aftale, forkortet går under betegnelsen DNA, som i biologiens og naturvidenskabens verden betegner organismens arvemasse. Genomet, også kaldet, som fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Således også åndeligt med DNA, Den Nye Aftale. Det er vores arvemateriale, det drejer sig om. Det er afgørende vigtigt, for ikke at sige, livsnødvendigt, at vi får det givet videre fra generation til generation. Hvor meget kristendommen så end findes institutionaliseret i vores kultur i form af bastante katedraler og kirkebygninger og årtusindårgammel tradition, så er kristendommen dog i grunden til stede i form af ikke andet(!) end ord og fortælling. En åndelig virkelighed, som gives videre først og fremmest i form af ord og samtale. Og gør den det ikke, så dør den ud. Kristendommen lever hele tiden én højst to generationer fra sin udslettelse. Hvis ikke den konstant fortælles videre og således overleveres fra generation til generation dør den ud, som et sprog, der ikke længere bliver talt, gør det. Det er vores åndelige arvemateriale, hvor nedarvningen går fra mund til mund.

Da jeg var barn, deltog mine forældre jævnlig i noget, de kaldte for ”samtalemøde.” Rundt i hjemmene mødtes de med andre ligesindede for at tale sammen om et stykke fra Bibelen. Altså i det man også ville kunne kalde en bibelstudiekreds. Nu i dag tænker jeg på udtrykket ”samtalemøde” som den fineste betegnelse af dem alle. Fordi så enkelt er det: Vi må mødes for at tale sammen om det væsentlige og livgivende. Tale sammen om det at være menneske. Og som det særlige: at være menneske i lyset af evangeliet. Det er vores arvemateriale til menneskeliggørelse. Den svenske forfatter Kerstin Ekman siger det et sted så fint med ordene: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden.” (”Springkilden”) Livet bliver til i vekselvirkning, når vi vekselvirker med hinanden, herunder låner øre og ord i mødet med hinanden.