Glæd dig da!

Kristendommen handler om alt det, der kan gå galt, og går galt. Og kristendommen handler om alt det, der kan gå godt, og vil gå godt. Med evangeliet inde i billedet, så er det sådan, at hvordan det så end går, så skal du ikke i noget af det være uden vor Herre – uden Guds nåde – uden Guds rige nær – og Guds kærlighed engang alt i mig, når jeg er blevet til intet her. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå!

Så hvordan det nu end ser ud, så ”ret jer op og løft jeres hoved”, siger Jesus, ”jeres forløsning nærmer sig”. Der er håb, der er lys og liv forude. ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”. De ord, som vi får del i allerede nu, mens vi er på vej, får del i, og ”som nærer vort håb, og som bærer vor glæde” (DDS 89).

”Våg og bed”! siger Jesus. ”Våg og bed”. De ord stod indrammede og syet i korssting over døren til mine bedsteforældres soveværelse. Jeg tænkte tit, at det var dog en mærkelig opfordring at få på vej i seng i sit soveværelse. Vær vågen! Men jeg fandt ud af, at det var heller ikke meningen. Våg og bed! Læg alt, hvad du har, og alligevel slet ikke selv kan bære, i Guds hånd. Og læg dig så trygt til hvile og vågn så, om muligt, endnu engang glad op til dagen og dens gerning, med småt eller stort.

”Skal man være udhvilet, når man dør?”, synger Allan Olsen i én af sine halvbarske sange. ”Skal man blive i sin seng, så man er udhvilet, når man dør?” Nej, man skal nok, du og jeg, så længe det overhovedet måtte være muligt, ud af fjerene, og virke og være i et ”jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, så længe og så godt det lader sig gøre. Årvågent være tilstede.

Min bedstemor fortalte mig engang om dengang i de unge nygifte år, hvor bedstefar med håndspade dyrkede hede op og på den måde fik lagt jord til gården. Tit lå han, fortalte hun, vågen i forårsmorgenen og ventede på, at det skulle blive lyst nok til at han kunne komme i gang. Ja, ikke bare ventede, men glædede sig som en lille dreng til sin fødselsdag. Sådan må vi i al knokleriet og, dybest set, trængslerne og modgangen med, glæde os til det kommende. Leve opmærksomt, årvågent og nærværende. Virke og være. – Vi skal ikke stå for det hele, men vi skal stå foran Menneskesønnen. Det er godt. Det er adventsglæden. Så ”Glæd dig da kun, du menneskesjæl” (DDS 129) Ja: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, / løft dit hoved, og tak for livet”! Glædelig advent!

Min far med alpeluen

På husmandsstedet hvor jeg voksede op sammen med min mor og min far og mine efterhånden ret mange småsøskende var det en selvfølge, at vi børn skulle hjælpe til i hus, stald og mark. Vi skulle passe skolen og lektierne og ørerne skulle være rene, men når vi kom hjem fra skole, så var det med at komme i det gamle tøj for dels at lege og for at arbejde. Muge ud ved grise og køer, skære roer og hente halm og hø ned fra loftet, og værst af alt for den førstefødte: Hjælpe til med at køre roer ind fra roekulen kolde vinterlørdag-eftermiddage, hvor andre børn sad og så engelsk fodbold og ”Anders And” på TV.

Jeg har som stor dreng i kulden ved roekulen svoret overfor min far, at uanset hvad og hvordan, så ville jeg, når han blev en gammel mand på over firs skaffe mig en roekule og tvinge ham derud en vinterlørdag eftermiddag med foldbold i fjerneren. Nu ved jeg ikke engang, om der stadig findes roekuler.

Jeg har i flere omgange som dreng derhjemme besluttet at ville føre en speciel logbog over min fars tyranniske fremfærd og brud på elementære menneskerettigheder, men det blev aldrig til andet end kladden og første linje.

Jeg har i givne stunder som dreng læst og drømt mig væk og frem til billeder af min virkelige far som en indisk fyrste, der nu snart ville komme på sin hvide, til tider, når vreden var stor, sorte hingst og føre mig væk som en Mio, min Mio til livet hos Kongen i landet i det fjerne. Men jeg er altid landet hos min far med alpeluen og alt hans væsen, inklusive varmen.

Et af de første billeder, jeg har af min far, er fra et foto, hvor han en sommerdag iført sit landmands-arbejdstøj, inklusive alpeluen som altid, sidder på hug i gårdspladsen ved siden af sin 2 ½-årige kedeldragts klædte førstefødte søn, som selv bærer en hvid sommerhat og kigger en smule betuttet ud på verden. Drengen det er mig, som skriver nu, og som den dag i dag glædes og varmes ved billedet. Far smiler på billedet. Han ser på mig, og han smiler stolt.

Jesus på Fængslet

De sidste to mandage i skønne september har vi haft ”Jesus på Fængslet” her i Horsens. Et skole-kirke-samarbejde med i alt 800 tredje klasses elever involveret i et projekt med forskellige aktiviteter og gøremål derhjemme på skolen og i den lokale kirke – kulminerende med deltagelse i ”Jesus på Fængslet” med levendegørelse af centrale skikkelser i evangeliernes beretning. Det hele indledtes udenfor fængselsporten, hvor Jesus kaldte den lille overtolder Zakæus ned fra sit træ, og hvor både den ene og den anden fra Jesu følge stod frem og opfordrede børnene til at følge med ind i fængslet og besøge dem: Maria Magdalena, Martha, Simon Peter, Johannes Døberen – kom og se! og lyt! Og det gjorde børnene så sammen med deres lærere og en hyrde for hvert hold.

I mandags var jeg selv sammen med sognepræst Jesper Hyldal fra Tyrsted-Uth vagtpost for Johannes Døberen (spillet af sognepræst Leif Nielsen fra Vor Frelser). Vi vagtposter gjorde et forholdsvist stort nummer ud af, at fangen var farlig, som vi understregede det over for børnene, og at de ikke skulle komme for tæt på ham, der bag tremmerne – ikke give ham noget at spise – og i øvrigt ikke tro på noget af hans vrøvl og mærkelige ide om, at ham Jesus skulle være noget særligt. Men det gjorde de! Det var tydeligt, at vores, vi vagtposters advarsler havde den modsatte effekt – og at sympatien og solidariteten strømmede mod Johannes Døberen der i cellen. ”Vi tror på det, han siger”, lød det fra ungerne. Og da Johannes sagde til dem, at de skulle gå ud i lyset, ud under åben himmel, og finde ham Jesus og følge ham, så var det det, børnene tog til sig, og ikke vi vagtposters advarsler og skræmmeord.

Som apostlen Paulus skriver det i sit første brev til korinterne, så er legemet et men med mange lemmer. Vi er forskellige og har noget forskelligt at bidrage med OG vi hører sammen i Kristus: ”For vi er”, skriver Paulus, ”alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1 Kor 12,13). Det er gode ord at høre. Også i en tid som vores, hvor så mange fokuserer på forskellighederne som det særlige og noget som adskiller. Nej, vi hører sammen i al forskelligheden. ”Nu er der mange lemmer, men et legeme”, som Paulus siger det. Først og fremmest så er vi mennesker alle sammen, og det endda før vi er danskere(!) – og det er mærkeligt nok meget væsentligt at få det understreget, igen og igen. Først og fremmest er vi mennesker alle sammen og derfor også kendetegnet ved som de særlige at kunne handle menneskeligt. Medmenneskeligt. Solidarisk, empatisk, næstekærlig. Som kristne er vi endda døbte til at være det. Til at være et med Menneskesønnen, med Kristus. I og med ham er vi med-lemmer(!) Han er kroppen, vi er lemmerne. Vi hører, med ham, sammen med hvert vores.

Det sang vi om, så det gjaldede derinde i Fængselskirken de to forgangne mandage med to af salmebogens nyere salmer: ”Du kom til vor runde jord, / barn, på bare fødder… // Påskemorgen stod du op… – og: Hver gang at jeg syns jeg ku´ / helt la´ vær´ at være, / står du her med livets nu, / Jesus, du min Herre”! (DDS 70) Ja: ”Se, hvilket menneske”, som vi også sang det – Kom og se! – ”Se, hvor han glad lukker / udskuddet ind… // Se, hvor han helbreder / hjerte og krop. / Se, hvor han slider og / slæber sig op… // Se, hvor han angriber / ondskabens rod. / Mærk, hvor hans Ånd driver / dødsangsten ud. / Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud” (DDS 68) Ja: ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! Det er Gud og det guddommelige vi møder her midt i det menneskelige – i Kristus – i Menneskesønnen, som vi må være ét med – som vi i dåben er et med!

Det mærkede vi i den grad i mandags og forrige mandag i Fængselskirken med børnenes sang. Salmerne var blevet øvet godt og grundigt hjemmefra – ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! blev sunget med en kraft, så Fængselskirkens tag og loft lettede og himlen stod åben nogle dyrebare øjeblikke. Der var børn af alle slags derinde. Også fra andre kulturer og med anden religiøs og kulturel baggrund. Selvfølgelig også ikke-døbte børn. Alligevel vil jeg sige, efter ”Jesus på Fængslet” og salmesangen i Fængselskirken: det tegner godt for Folkekirken!

Det tegner godt for en folkekirke med medlemsflugt (eller sivning i det mindste) og med faldende dåbstal – men også med mulige medlemmer som nu dem fra alle mulige tredje klasser i Horsens forleden i Fængselskirken. Det begyndte, alt det med kirken og kristendommen, i noget, der for mange at se så ud af ingenting. Det begyndte i noget nær ingenting. Og det kan det gøre igen og igen. I det store hele – og i det lille enkelte – i det små. For os hver især – og – igen – sammen! Som når et Fængselskirkeloft letter af børnesalmesang og himlen står åben – og Guds engle stiger op og stiger ned. Når det revner og sprækker, det gamle liv og noget nyt bryder frem. Noget nåde. Sådan! Eller, som vi siger i kirken: Amen!

Et sus af en stæreflok

Forleden morgen slog et sus af en stæreflok ned over naboens træ (apropos sangen ”Stenen slår smut på det danske vand” vers 4). Sikke en kvidren. Sikke en bevægelse. Træet blev levende. Ind imellem forstummede hele denne voldsomme kvidren, og efter et par sekunders stilhed fløj stærene op og byttede pladser i trætoppen, og så fortsatte de ellers den livlige kvidren. Som til en fest, hvor man ind imellem bytter bordherre og borddame for at holde snakken i gang. For at få noget liv og bevægelse.

Alting er i bevægelse. Også træerne. Og ikke kun når stormen raser eller når en stæreflok en september-morgen slår ned. Alting er i bevægelse. Måske var det bare en hveps, eller en bi – eller en svirreflue! Som sandelig også er en del af skaberværket!

Som i bogen ”Fluefælden” af svenske Fredrik Sjöberg: ”Fluemanden”, også kaldet, som Søren Ryge besøgte på den stockholmske skærgårdsø Runmarø, hvor han, Fluemanden, Fredrik Sjøberg, bor og har indfanget hele sin store svirrefluesamling. Han har fortalt herom i bogen ”Fluefælden”, som er en mærkelig sammensat, meget anbefalelsesværdig bog. En bog som i særlig grad kredser om den excentriske vidt berejste svenske insektforsker (entomolog) og fluefanger René Malaise, som døde 85 år gammel den 1. juli 1978 i forbindelse med et hjerteanfald.

Malaise konstruerede et specielt flueindfangningsnet, fluefælden, som han er berømt for, men er nok ellers mest kendt for bare at have været en galning, hvis liv endte på et sidespor. Og som mod slutningen levede helt alene i Simpnäs oppe i Roslagen, hvor han skændtes med de få naboer, han havde, og ellers satte sine garn og forsøgte at fange, nu ikke fluer men fisk.

Da Malaise den sommerdag 1978 stod på stejlepladsen og ordnede sine fiskenet kom det sidste af en række hjerteanfald. ”Det lykkedes ham,” fortæller Fredrik Sjøberg, ”at ringe efter ambulancehelikopteren, og han var ved bevidsthed hele vejen ind til Danderyds sygehus, hvor han døde.” Og Fredrik Sjøberg, som selv er en god fortæller, fortæller nu om Malaise, at han var en god fortæller og i øvrigt en eminent rejsende: ”Men den sidste rejse, sådan som den er gengivet, var også en bekræftelse af noget andet. Af hvad der kan ske når tiden er knap og man ved det. For sådan fortælles det, at han lå der foran i helikopterens glasboble, døende, og med en næsten lyrisk eufori og strålende glæde fortalte om alle de øer der gled forbi der langt nede i det glitrende hav. Det var slut, og han vidste det. Jeg vil tro han var tilfreds.” Ja, eller måske ligefrem taknemmelig? Fordi, som Sjøberg skriver det lidt længere fremme: ”… som altid når man giver op, opstår der en lille sprække hvor det uventede kan komme ind, netop fordi man synes at man ikke længere har noget at miste.”

Som på den sidste rejse, når vi står overfor døden, og livet og livsglæden på underligste vis tager fat igen. Eller som når vi vitterligt var spærret inde i gravmørket, og sprækken opstod, og lys slap ind og vi slap ud! Få livet igen, på mildest talt, total uventet vis. Og med jordforbindelse. – Som jeg længe havde det hængende på mit præstekontor – et gammelt emaljeret skilt med store bogstaver ”JORDFORBINDELSE” og nedenunder, med små bogstaver: ”maa ikke fjernes.” Nej, jordforbindelsen må ikke fjernes! Og bedst forstået giver Kristus og kristendommen os jordforbindelse. Opstandelse, jordforbindelse med fornyet livsmod, som i livsmodssalmen (DDS 754), som vi i disse årtier synger til et hav af begravelser – salmen ”Se, nu stiger solen af havets skød” med gode, i sig selv, livgivende ord som i det 2. vers: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.”

Det er vinklingen, det kommer an på

Sagt med Piet Heins uforglemmelige ord, så gælder det om at ”elske mens du tør det – leve mens du gør det”. Leve med. Empati og medlevenhed. Engagement. Lidenskab. Tro, håb og kærlighed.

Det er vinklingen, det kommer an på. Det er det altid. Du kan her i livet, i brokkeri og bitterhed, komme til at vende så livstruende forkert, at du som en anden Lots hustru stivner og går fuldstændig kold og død i det – i livet – og i den grad trænger til at blive omvendt. 180 grader vendt om, og igen se, at foran dig ligger – kort eller langt – et stykke liv, der skal leves. Det er dit liv, og det er dig, der skal leve det! ”Vill du leva ditt liv”, som vi synger det i en af Højskolesangbogens finsksvenske tekster – ”gör det nu! / För nu er tiden då ditt liv skall levas / och den som skall leva är du”! – Gå på skattejagt i dit eget liv! Go!

Det er vinklingen, det kommer an på. Jeg sad for noget tid siden i venteværelset hos lægen derinde i Horsens, og kom til at sidde ved siden af en ældre kvinde, jeg så udmærket kender fra andre kirkelige sammenhænge i byen. Hun fortalte mig, efter at vi havde siddet der lidt uden at sige så meget, at hun har fået konstateret en livstruende uhelbredelig kræftsygdom. Og så sagde hun med et stort smil på læben: ”Men tænk sig, at jeg skulle blive næsten firs år gammel, før jeg fik en alvorlig sygdom! Det er da fantastisk. – Og ved du hvad”, sagde hun lidt efter: ”jeg tror, jeg kan leve længe med min sygdom, for jeg har sådan et godt helbred”!

Sådan kan det være. Man kan godt være alvorlig syg og så samtidig have et godt helbred. Det er vinklingen, det kommer an på. Da vi havde siddet der i venteværelset endnu en lille stund og sundet os (det kan man også godt gøre i lægens venteværelse, trods sygdom og usikkerhed – sidde og sunde sig!) – kunne jeg ikke lade være med at sige til kvinden, som godt kender mit fulde navn: ”Ja, det er jo også sådan, at ligegyldig hvor syg jeg bliver, så bliver jeg ved med at være Rask”! Sådan sad vi der den dag i venteværelset og levede lidt med i hinandens liv.

Ferietid med tro i tanken

Nu er det sommerjuli måned og uanset vejr og vind blevet tid til ferie i hytten ved fjorden. Man skal ikke tage sit arbejde med på ferien, men som præst er det – for mig – en umulighed at leve fuldstændig op til det. Tanker om tro og kristendom, som er så uhyre væsentlig en del af mit arbejdsliv, hører tillige til i mit personlige liv som en naturlig, integreret del. Selvfølgelig også da vi for et par måneder siden – og for mig selv for første gang – var på ferie i Det Hellige Land. Altså: Israel. Her var der, hvad jeg også tydeligt kan læse ud af mine feriedagbogsnotater, tro i tanken igen og igen. Som for eksempel i Nazareth, fredag den 13. maj 2016, siddende under det store træ på torvet ved Marias Kilde, hvor jeg har noteret følgende:

”Jeg har lige haft et lille kig ind i den græsk-ortodokse Sct. Gabriel Åbenbaringskirke nærved Marias Kilde. Som alle mulige andre steder på kloden var her blot nogle få gamle mennesker (mænd) forsamlet til at udføre messen. Alle de unge sidder udenfor lidt længere ned mod torvet og drikker øl (Carlsberg). Der var fascinerende røgelsesdufte og smuk vekselsang inde hos de græskortodokse i kirkerummet, som også ved sin indretning, herunder mange helgenbilleder, virkede fascinerende.

Den kristne kirke er, generelt, billedrig. Det ser og mærker man her i Nazareth, hvor den – som sådan set i hele landet – er ”i klemme” mellem jødedommens såvel som islams billedforbud. Jeg har det skidt med alle de mange klichefyldte religiøse billeder. Bazaren er fuld af dem i souvenirudgaver, der ikke adskiller sig fra min barndoms sødladne, pladdersentimentale glansbilleder af religiøse skikkelser. Og samtidig har jeg det godt med at høre til indenfor en så billedrig religion, hvor der, så vidt jeg kan se også – allerede herved – åbnes op for billedtalen som den egentlige OG, vil jeg nok sige: eneste virkelige ”talemåde” når det kommer til alt det med Gud og os. Jesus talte selv i lignelser (/billeder) og var i sig selv en mægtig lignelse – Guds udtrykte billede på jord.

Hvor vidt og hvor meget denne pointering måtte støde sammen med det faktum(!), at Jesus fra Nazareth, senere (også af sig selv) kaldet: Menneskesønnen, Guds søn, løb rundt i bare fødder for små 2000 år siden på måske helt nøjagtigt og altså helt konkret og kropsligt, her på det sted, hvor jeg netop nu sidder i skyggen under byens måske mægtigste træ, ved jeg ikke. Men jeg vil tænke nærmere over det. Formodentlig resten af mit tænkende liv. Jeg vil kredse om det og forsøge at nærme mig mulige (del)svar gennem formodentlig udelukkende billedtale resten af mit liv, og i hvert fald aldrig nogensinde på nogen måde gennem arkæologi og anden materialitet. Troen er, hvad angår dens udspring, i et og alt af åndelig art. Dens mulige OG nødvendige materialitet er først og fremmest de troendes kroppe og liv. Derudover, i en altid sekundær form: Kirkebygninger og helligsteder og religiøse gebærder (liturgi)”.

Sjælesorg og snaps

Jeg er opvokset derovre på Ribekanten i nærheden af Kongeåen. På et tidspunkt boede der på vores lokale plejehjem en gammel mand, Andreas, som kom fra Ribe, hvor han var vokset op med Ribe Domkirke som det helt centrale sted. Her var hans far klokker. Andreas var tit med sin far, når der skulle ringes. Og da faderen, efter et fald fra noget stillads, da Andreas var omkring konfirmationsalderen, blev sat ud af spillet i et halvt års tid – da var det Andreas, der tog sig af de ringninger, hans far skulle have stået for.

Ribe Domkirke er en fantastisk bygning (som skal ses fra Brammingesiden /nordfra), og som man bestemt, hvis man overhovedet kan det, skal op i tårnet i og få kigget ud over Ribe og marsklandet. En udsigt der holder. Det var Andreas og jeg helt enige om.

Andreas havde en fagforeningsbog, han var meget stolt af. Han havde som smed i mange år levet et noget vagabonderende liv – arbejdet mange forskellige steder – måske også af og til hutlet sig igennem uden noget arbejde. For Andreas Gerken var ikke tilbageholdende hvad angår de våde varer. Han havde, også nu som gammel og efterhånden næsten helt blind mand på plejehjemmet, altid en flaske brændevin stående nede ved siden af sin lænestol.

Jeg besøgte ham jævnligt, hvor vi tit i ord og tanker vendte tilbage til dengang i Ribe, og med lovprisninger af Ribe Domkirkes storhed og skønhed. En sommerdag jeg besøgte Andreas stod der ikke én men to flasker brændevin ved siden af hans stol. Det spurgte jeg til, og det var jo så bare fordi, den ene var næsten tom og han snart ville få brug for en ny. ”Skal vi have en snaps”? spurgte Andreas. ”Joo tak”, sagde jeg – og det blev så til, at jeg skulle tage den nye uåbnede flaske, og han ville så selv tage bundslatten i den gamle. Alting tog lang tid for Andreas. Han var også blevet meget ryst-håndet. Mens han fik den gamle flaske gjort klar, sad jeg og fik skruelåget af den nye og ville så bare hælde lidt snaps op i låget. Det så Andreas. Selv om han var næsten blind, så så han at jeg sad der og filrede med låget, og spurgte så, om jeg da var for fin til at drikke af flasken? ”Neej”, det mente jeg da ikke jeg var – og som jeg tænkt det: da slet ikke nu, hvor ingen andre har drukket af flasken endnu! Så skulle vi jo skåle – og jeg ville da vente med at sige det til Andreas var helt klar – det tog ham noget tid med rystende hænder at få flasken ført op i nærheden af munden. Men da den var der, sagde vi ”skål” og satte hver sin flaske for munden. Og det var lige i det øjeblik, at døren gik op og en af de ansatte kom ind, og fik set hvordan det også kan foregå, når præsten er på besøg og til sjælesorgssamtale! Jo – hun flækkede næsten af grin og hun var hurtigt ude – det var historien om præsten og Andreas også!

Syn til blinde

For en del år siden boede der på vores lokale plejehjem (Nørrevang) i en længere årrække en kvinde, som var blevet det, man kalder senblind (NB. ikke sneblind!). Altså blevet blind forholdsvis sent i livet. Hun deltog i hver eneste gudstjeneste på plejehjemmet. To gange om måneden sad hun der på forreste række. Rank og lyttende med hver en fiber i hele kroppen. Ansigtet ikke mindst. Nærværende, som én der, som vi siger det, virkelig tager fra. Alene hendes tilstedeværelse ved vores gudstjenester på plejehjemmet gjorde, at jeg bare vidste, at her må der ikke sjuskes. Her må jeg som præst virkelig lægge mig i selen for at få dét sagt, der skal siges og så godt som overhovedet muligt.

Jeg følte mig i virkeligheden i den grad set af den blinde kvinde med al hendes opmærksomhed og nærvær. Efter den efterfølgende kaffe, eller efter besøg med samtale i hendes stue, sagde vi altid til hinanden: Vi ses! Det var jo sådan set noget mærkeligt noget at sige til en blind. Men det var alligevel en meget passende hilsen. Som jeg også tillod mig at hviske det for mig selv ved den blinde kvindes begravelse: Vi ses!

Det væsentlige er usynligt for øjet. ”Kun med hjertet ser man rigtigt”, som vi ved det fra Ræven i ”Den Lille Prins” af Saint-Exupéry – kun med hjertets øjne ser man sandt. Det vil sige, med kærligheden inde i billedet. Den kærlighed som vi hører om med de store, stærke ord fra Kærlighedens Højsang i Paulus´ første brev til korinterne kapitel 13. Om kærligheden der ”tror alt, håber alt, udholder alt”. Og jo for øvrigt også med de ord og den vision, at engang skal vi se og kende fuldt ud: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt”. Jo – vi ses! Og allervigtigst og væsentligst: Vi ses af den kærlighed, som aldrig hører op. Det er godt selv at kunne se dét – indse det og tro det: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Det er jo for øvrigt slet ikke så ualmindeligt nu om dage at få sit gode syn igen helt konkret ved en øjenoperation med laserteknik. Min mors gamle fætter – og jeg må godt sige gammel, for da var han 99 – havde næsten ikke noget syn tilbage. Og det var han gevaldig ked af. For derhjemme i sit hus, hvor han stadig boede, nu som enkemand, var til langt op i halvfemserne én af de små – eller rettere – store glæder, han havde tilbage, at gå tidligt i seng og ligge på sengekanten og læse i en god bog. Det kunne han ikke længere nu. Men så fik han som 99-årig i løbet af 14 dage opereret først det ene øje og så det andet. Og min mors gamle fætter fik sit gode syn igen, så at han nu igen en tid, indtil han døde 102 år gammel, kunne ligge på sengekanten og læse sig ind i søvn og drøm.

Bededag

For helt almindelige moderne mennesker – os selv, vores børn og børnebørn, forældre, søskende, venner og hvad vi nu har – for langt de fleste af os nu i dag begynder det med bønnen til Gud slet ikke med en overvejelse om, hvordan man egentlig skal bede til Gud, men om der i det hele taget findes en Gud. Det er endda, som nogle gør det, meget muligt, at se det som en udløber af kristendommens forkyndelse, at vi her i det vesterlandske må begynde med at spørge, om der overhovedet findes en Gud. Det har vi nemlig fået friheden til. Frihed, og ligeret og ligeværd, som en konsekvens af kristendommen. Også friheden til at lade være med at tro på Gud. Og det uanset hvor mange ulykker, og hvor meget undertrykkelse, kirken så måtte have stået for, og visse steder gør det den dag i dag, så er det muligt (og jeg gør det selv) at se ateismen som en mulig konsekvens af kristendommens forkyndelse.

Samtidig så er det, nok så moderne og oplyst og fri for snærende bånd, vanskeligt for masser af os såkaldt helt almindelige moderne mennesker, i ét væk, livet igennem, at lade være med at tro på Gud. Det kan komme over én. Og ikke kun i et faldende fly eller anden overvældende akut krise, men såmænd også når man i den helt anden ende af spektret står med det overvældende – et lille nyfødt barn i hænderne – ens elskede i favnen. Åh, tak Gud! Hov, hvad var nu det, jeg sagde?

Jeg gik engang fra kirken på vej og over til konfirmandstuen og småsnakkede med én af minikonfirmanderne (9-10-årige kirkehøjskoleagtige elever). Pigen spurgte: ”Gudmund, har du altid troet på Gud”? – ”Nej”, sagde jeg, ”jeg gør det heller ikke altid. Og på et tidspunkt som helt ung forsøgte jeg at blive helt fri for det med at tro på Gud, men jeg kunne ikke lade være”. – ”Nej, det kan jeg heller ikke”, sagde pigen. Og så gik vi to moderne mennesker videre. Med Gud i ryggen. Vil jeg tro.

Det kan godt være, at det er vanskeligt for det helt almindelige moderne vesterlandske menneske bare uden videre at tro på Gud, men det er også vanskeligt, i enhver form og på enhver måde, hele livet igennem, at lade være. Derfor kan det på de underligste tider og steder i ens liv blive bededag. En af de dage, hvor man bare beder.

Her begynder det

”De var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange” (Mark 16,8). Her begynder det – kirkens og kristendommens historie – alt det, der med evangeliet er sat ind i verden. Her begynder det: I rystelse og afmagt, i frygt og bæven, med tunge tanker og tavse læber: ”for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. ”Påskeblomst! hvad vil du her? / Bondeblomst fra landsbyhave / uden duft og pragt og skær” (DDS 236,1). Her begynder det. I det, der først ikke ser ud af noget andet end undergang og tomhed, meningsløshed og endegyldig afslutning. Her begynder det. Det, som bliver til en glæde så stor, til lys og liv. Og opstandelse, på alle mulige måder. Til tale og glædessprængte ord. Til mod og mening, fylde og forundring. Til tak og lovprisning. Til fryderåb og sang i katedraler og menneskehjerter kloden rundt påskemorgen: Halleluja! Halleluja! – Kristus er opstanden!

Kvinderne ved Jesu tomme grav påskemorgen ”var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange”. Her begynder det. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele med et stort endegyldigt punktum. Stort som en urokkelig kæmpesten ved en grav. I sig selv et kæmpe punktum. Og vel var stenen på mærkværdig vis væltet fra indgangen påskemorgen, og vel var der en engel, der talte til dem derinde i graven, men gravens tomhed var den morgen, da de flygtede fra graven, i første omgang blot endnu en understregning af det kæmpepunktum de med Jesu lidelse og død i sig selv stod med. Og nu end ikke et lig at salve. Punktum, finale, færdig. Ikke mere at gøre. Ikke mere at sige. Her, hvor det meget vel kunne være sluttet det hele – endegyldigt – her begynder det. For endegyldigheder brydes, når og hvor Guds kraft og kærlighed, Guds nåde, er på spil. Endegyldigheder brydes, sten væltes fra. Det revner og sprækker og lys finder vej til førhen mørke steder. Frygten og angsten og sorgen tager af, talen tager til. Ord sættes på og liv finder sted, på ny. Opstandelse finder sted. Punktum bliver til komma. Noget nyt vokser frem (..,) Fortsættelse følger!

Og det begynder her. Her, hvor vi er. Den store svenske digter, Tomas Tranströmer, som døde den 26. marts 2015 (knapt 84 år gammel) skriver i et af sine digte tilbage fra 1966 (”Klange og spor”): ”Året før jeg dør vil jeg sende fire salmer ud for at opspore Gud // Men det begynder her. / En sang om det nære. / Det nære. // Slagmarker i os / hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende”. Det begynder her. Halleluja! Her ”hvor vi Dødes Knogler / slås for at blive levende.” Hvor tilbageslag, tab og trængsler hører tilværelsen til. Og i sidste ende, altid, døden. Det begynder her.

Det begynder påskemorgen med engleord, der først fører til forstummelse hos en lille flok fortumlede kvinder, men som ikke stopper her – for det gør engleord ikke – men – som sekunderne går, minutterne, timerne, dagene med måske – trænger sig ind i hjerter og sind og sans og skaber opstandelse og nyt liv – her – hvor det begynder. ”I hjerterne begynder” som vi synger det med Thorkild Bjørnvig, ”I hjerterne begynder / al visdom, alle ynder. / Fra vore pulse springer / til fodsål og til finger / den rytme, som blir dans”. Springende, dansende, løbende lettelse blev flugten fra graven påskemorgen forvandlet til. Springende, dansende, løbende lettelse, da engleordene på vej bort fra graven virkelig gik dem til hjerte – hen til hans disciple og siden udover hele verden til alle folkeslagene med det budskab: Kristus er opstanden! Kristus er opstanden, og vi skal opstå fra de døde!