Alt og Intet er os givet

Livet er en gave. En morgengave, som vi ved det med Halfdan Rasmusen i ”Noget om helte”. Livet er en gave, og de dage du slet ikke føler det, da står der et OP foran. Så står der OPgave. Men altså stadig, som pointen og det der i grunden gælder: gave! – At ”Alt og Intet er os givet”, som vi synger det med Benny Andersen i sin ”Hyldest til forårssolen”. Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Netop fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, er ingen og aldrig en selvfølge men en gave. En nådegave.  – Hvad skal vi så her i livet? Hvad skal det gøre godt for? Hvad i alverden er meningen? – I en anden og lidt mindre kendt sang af Benny Andersen, ”Mørkets sang” hedder den (den er dog med i Højskolesangbogen, men uden de bedste af ordene) siger han så fint, så kort og godt, det jeg selv ville give som mit bud på meningen med livet, hvis det skulle siges på helt kort form. Ordene lyder: ”mødes og skilles og mødes igen”.

Mødes og skilles og mødes igen – så er det sagt.  Livet, det gode liv, har umådelig meget at gøre med dette at mødes. Mødet med det andet menneske. OG det sker aldrig, uden at der også er noget, der kan (eller skal) skille os. Ulykke, død, svigt og anden afstand. – Jeg har nogle gange mindet konfirmanderne om, at det er noget af det måske allervigtigste og væsentligste i deres liv lige nu og i de kommende ungdomsår: at de adskiller sig mere og mere fra deres forældre. Og forældrene fra dem. Det hører til det almindeligt gode liv, at vi lærer at stå på egne ben og leve adskilte og med måske endda en pæn stor portion afstand mellem hinanden.  Men jo ikke, så at vi ikke og aldrig skulle kunne mødes igen. Det er godt, at vi kan det. Sandelig også når det var det, der var værre, og måske endda en overgang rigtig slemt, der gav os afstanden, og tilgivelsens og forsoningens under så sker hen over svigt og måske mange års vrede og afstand. At vi da kan opleve det under: At mødes igen. Eller mødes to mennesker og blive gift og få et liv sammen. Og blive skilt. Og møde en anden! Mødes og skilles og mødes igen. Der er ikke kun én måde. Der er mange måder. Det vigtigste er, at vi mødes. Mødet med det andet menneske. Som Benny Andersens Svante et sted udbryder det: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”.

Der er mange måder at leve livet. Og fuldstændigt nemt og ubesværet får vi det ikke. Men det, der gik galt, kan komme til at gå godt igen. Det liv, der gik i stykker kan på underfuld sættes sammen igen. Det sker. Så lad det ske! Let it be! – Ordene ”Mødes og skilles og mødes igen” efterfølges i de følgende verslinjer hos Benny Andersen med ordene: ”Varmt er det hjerte der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven. / Lykken må danse på gløder”. – Sådan er livet. Også det vi kalder det almindeligt gode liv, hvilket i forskellig grad kommer til udtryk, når erfarne mennesker fortæller fra deres egen livshistorie. Om ikke andet så siges det mellem linjerne og i alt det usagte.

En at følges med

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson følger med romanen ”Lila” op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene, siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For John Ames er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Og hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.  – Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, lyder ordene: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse. – ”Hvad er det at møde den opstandne” (DDS 249) som vi synger det i en af påskens salmer?Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt, men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. I liv og i død. ”Fred være med jer”! som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor end jeg går. Vi har med andre ord fået noget (én) at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. De ord der, som vi hører det, er: ”skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” (Joh 20,31) – Glædelig påske!

Danskhed, dåb og lærkesang

Hvad er danskhed? diskuteres det for tiden. Hvis nu kristendommen var sådan rigtig dansk i al sin oprindelse, så skulle Helligånden ikke have været symboliseret i en due. Så skulle det have været en lærke. ”Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø” (Halfdan Rasmussen i ”Noget om helte”). Netop i disse dage, på kanten til foråret, går vi og lytter til, eller længes efter, lærkesangen og det nye liv.

Se, det er måske også en lille mulig markør for danskhed: at du kender til lærkelængslen? Historikeren og debattøren Henrik Jensen skriver i ”Derfra vores verden går – Et essay om fædrelandskærlighed” (2016) om hvordan vi også er definerede, eller bestemt af vejret og klimaet her hvor vi bor og lever. Henrik Jensen skriver: ”Holger Danske har siddet så længe ved køkkenbordet – en vinter lang! – at skægget er groet fast… Men når foråret så kommer, vågner han af sin dvale, Holger, vrider skægget af bordet, springer op og spænder bælte og går bersærk. Nu kommer den halvdel af året, hvor livet lader sig leve – så er det, han gør noget, manisk: sætter skib i søen, køber hus med for høj bruttoydelse, får et kirurgisk indgreb eller en tatovering, hvæsser sværdet, udskifter garderoben, konen eller bilen, går på afmagringskur, bliver klippet, sidder på fortovscafé i otte graders forårsvarme og jogger underskoven sønder og sammen. – For en stund er det slut med mørket – den kiedsom vinter forgangen er. Det var en olding, der vendte sin savlende, tandløse mund imod den opstigende vårsol, men det er en yngling, der rejser sig og kaster sig ud i livet med de største forventninger”.

Som en dåb til det nye liv. Med ånden over sig og stor glæde over blot det at være i live. Og så lige her! Her, hvor vi er – nær Vær(!) – nærværende og tilstede med Guds velsignelse hængende over os fra øjeblik til øjeblik, alle dage indtil verdens ende. – Og har det så noget med danskhed at gøre? Ja – og – nej. Nej, fordi du selvfølgelig fint kan være dansk uden at være døbt. Uden at være kristen. Dåben sætter os ind i en virkelighed, som rækker ud over alle grænser. Også dem mellem det himmelske og det jordiske. Dåben sætter os som Guds børn på tværs af alle mulige grænser ”indpodet på det træ”, som hedder Kristus. Her hører vi sammen som Guds børn. Som mennesker før noget som helst andet. Det er dåben meget fint med til at understrege: At vi er – først og fremmest – mennesker. OG det er vi så altid under bestemte (lokale) omstændigheder.

I Danmark er jeg født. Og i Danmark er jeg døbt. Det blev jeg, da jeg var helt lille. Hvad min mor og far har tænkt med det, de gjorde dengang, det ved jeg ikke helt præcist. Men jeg ved, at de, som de almindeligt danske forældre de var, knyttede til ved dåben som det sted, hvor de mest højtideligt og med de størst tænkelige ord kunne få udtrykt deres ønske og bøn om alt det bedste her i livet for deres lille nyfødte. – Jeg har været døbt så længe, jeg kan huske. Ja, før jeg kan huske. Ligesom jeg har været dansk alle dage og helt fra før jeg kan huske noget som helst.

Så: Ja – dåb og danskhed kan have noget med hinanden at gøre. Og har det for mange af os her i dette land. Men lad os for alt i verden aldrig forsøge at bruge det mod hinanden som en eksklusionsfaktor. Dåben er i sin grund og i sit væsen, og vil være, den største inklusionsfaktor af dem alle. Her hører vi alle til på lige fod. Her hører vi hjemme i Guds kærlighed – som, efter sigende, engang skal blive alt i alle.

Det er skriften, der frelser

Som en del af Reformationsåret her i Vær og Nebel sogne ved Horsens er jeg i gang med at forberede ”Samtalesalon – Luther samtale i Vær”, hvor vi skal mødes første gang nu her én af dagene, og hvor jeg selv skal bidrage med oplæg til samtale. Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan Luther med en særlig tyngde meldte sig i mit liv, dengang først i firserne, da jeg var begyndt at læse teologi i Århus. Jeg havde anskaffet mig Luthers Store Katekismus i en ret stor, flerspaltet og flersproget udgave. Samtidig havde jeg et par år før fået min førstefødte søn, som nu, et par år gammel, gik i en vuggestue ude i Årslev. Vi boede i midtbyen. Den lange vej frem og tilbage blev tilbagelagt i bybus med et enkelt skift (bus, ikke ble) undervejs. Alt i alt tre timers transport om dagen for at kunne komme på Uni og få et par timers undervisning.

Ingen grund til klage. Det var gode tider. På vejen ud havde jeg min lille søn på skødet og Luther i tasken. På vejen hjem, og senere på dagen igen på vejen ud, havde jeg Luthers Store Katekismus opslået mellem hænderne. Eller i overfyldte busser liggende på den ene underarm, mens jeg stående ved den anden arms hjælp hang i en busstroppe. Vuggende, dansende, læsende gennem Århus. Frydefuld læsning alene fordi Luthers eget tyske er så ligetil, for ikke at sige smukt og enkelt. Luthers tanker og smukke tyske vendinger har sat sig i mig. Ikke så jeg husker noget som helst udenad, men så jeg den dag i dag mærker mig bygget op og delvist beskrevet heraf. Skriften har sat sig i mig og mærket mig. Præget mig.

I romanen ”Tegn til kærlighed” (2002) af forfatteren og teologen Jan Kjærstad lyder det gentagne gange på ærkeluthersk vis som et af romanens mantraer: Det er skriften, der frelser. Herunder, som det tilføjes, i særlig grad håndskrift. Og herunder igen i ganske særlig grad den særlige form for håndskrift, vi kalder kærtegn. Det er en skrift, der virkelig vil og kan noget. Kærtegn. Tegn til kærlighed: En skrift, der skaber nyt liv. Sådan er Luthers Store Katekismus og min søns små fingre og runde kinder, bløde lyse hår og barnestemme løbet sammen i erindringen og sidder i mig som sådan set sider af samme sag: Skriften og det levede liv. Vævet og viklet sammen i et sammensurium, som ikke lader sig trævle op og fuldstændigt adskille, så længe jeg lever. Om jeg så i Samtalesalonen og i mit oplæg til Luther samtale i Vær vil kunne have denne erindring med mig, udfoldet og fortalt som en del af oplægget – om den kan bruges til noget, som vi præster så ofte siger det til os selv i jagten efter udfoldelsesinspiration – det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg HAR den med mig, uudsletteligt indskrevet, vægtig og betydningsfuld. Og hvad med min søn? Kom (også) katekismen til at sætte sig i ham? Og i så fald hvordan? Reformationen fortsætter…

(fra min Februar-blog på Præsteforeningens hjemmeside)

Den samme Gud? Hvem ellers?

Når jeg som præst deltager i begravelsessamtaler, og sidder sammen med en søskendeflok og taler med dem om deres afdøde far, kan jeg nogle gange tænke: det er da vist ikke den samme far, de har! Men det er det så alligevel, for der er, må jeg konstatere, kun tale om den ene far. Det er ham, de hver især har som far, uanset hvor forskelligt de taler om ham.

Gennem de senere år er det jævnligt blevet diskuteret i kirkelige kredse, om det er den samme Gud, vi har at tro på, alle vi der siger, vi tror på én Gud? Meget ofte, når det diskuteres, så er det med særlig tanke på muslimer og kristne. Er det den samme Gud, vi tror på? – Nej, det er det da i hvert fald ikke, vil nogle sige. – Jo selvfølgelig er det det, vil andre sige. – For mit eget vedkommende ligger det fuldstændig klart, at når vi som troende siger, at vi tror på at der er én Gud, den eneste ene Gud, så er det sådan, det er. Og så er det den ene og samme Gud, vi alle – når alt kommer til alt – i udgangspunktet har at tro på. Der er jo ingen anden.

Vi må skelne mellem det, eller den, vi retter os mod, og så måden vi gør det på. Gud er. Det er det første, der er at sige om Gud. Gud er – også udenfor og langt større end min egen altid begrænsede måde at tro på og forestille mig Gud. Gud er, og der er kun den ene Gud. Vi tror ikke på samme måde. Nej. Og der er for mig som kristen døbt heller ikke andre mulige måder at tro på Gud end troen på Gud i Jesu Kristi navn. Men det betyder ikke, at jeg så som kristen må antage, at den anden, måske muslimen, som også tror på den ene Gud, men som ikke tror på Gud på samme måde som jeg selv, så tror på en anden Gud. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre, når der – som jeg tror det – kun er den ene sande Gud – den eneste ene? Heller ikke når jeg som kristen taler om den eneste ene Gud som Den treenige Gud. Der er stadig en og kun en Gud at tro på – tror jeg – som, når jeg skal uddybe min tro på Gud, allerhelst som sagt, taler om troen på Jesus Kristus.

Her må jeg så for øvrigt sige, at jeg ofte selv – når jeg hører andre kristne tale om, hvordan de tror på Jesus, kan tænke: Det er jo ikke den samme Jesus, vi tror på! Men det er det jo. Vi tror ikke på Jesus på samme måde, men vi tror på Jesus, og der er kun den ene og samme Jesus at tro på. Ikke sandt? Det er sådan, det er. – Så lad nu Gud være den ene og samme Gud. Den eneste ene. Og ikke alene samme men tillige sande Gud. I udgangspunktet: Gud og Far i himlen for hvert eneste lille nok så kortsynede og snæversynede menneske på denne jord.

(Bragt som kommentar i Kristeligt Dagblad d. 7. jan. 2017)

Øjebliksglæden

Hvor blev det af? Året og livet der gik? Josefine Klougart (som ellers er så ung!) skriver et sted i romanen ”New Forest” fra 2016: ”Alderen kommer ikke snigende. Den falder over én som et læs grus der bliver smidt foran ens hus”. Pludselig er vi her – hvor det, der var dengang, ligger langt borte. Og hvad var det så, der var vigtigt? Og hvad er det så, det kommer an på her i det nuværende, og i tiden der kommer? Et muligt svar lyder: Øjebliksglæden. Tilstedeværelsen her og nu – og af og til: sammen. Nærvær og virkelig navngivning. At vi må kunne have navne for hinanden og leve i en ånd med mulighed for virkelig kontakt, som altid hører netop øjeblikket og kun øjeblikket til.

Vil du sættes ind i en historie, der på en stærkt livsbekræftende, både sjov og gribende måde, udfolder en pointe her, så gå i biografen (snarest muligt) og se den tyske helaftensfilm ”Min far Toni Erdmann”, som i flere biografer går et stykke ind i det nye år. ”Min far Toni Erdmann” – en film og en fortælling, en livshistorie, om at komme ned på jorden. Komme nær i forklædning. En film om forholdet, det næsten ikke-eksisterende, mellem en yngre kvinde og hendes aldrende far, som nu med alt, hvad han har i sig og på sig – herunder altid et falsk gebis i overlommen – giver sig fuldstændigt hen for om muligt at komme sin datter nær og få en virkelig kontakt. Det kan han ikke i skikkelse af alene sig selv. Han må gøre det i skikkelse af en anden – så at sige: inkarnere sig under et andet navn, i en anden skikkelse. Ines Conradi hedder datteren, som arbejder for et konsulentfirma, der, almindeligt(!) kynisk kalkulerende, beskæftiger sig med outsourcing i den rumænske olieindustri (kort sagt noget med at fjerne jobs fra i forvejen fattige rumænske arbejdere og flytte dem til et endnu billigere produktionsland). Hendes far, Winfried Conradi, melder sig nu på banen i datterens forretningsmæssige sammenhæng. Han gør det i forklædning, med paryk og falsk gebis, præsenteret som: Toni Erdmann. Ihærdigt og vedholdende insisterer faderen, forklædt som den skøre forretningsmand Toni Erdmann, på, at også hans kølige, øjensynligt kyniske forretningskvinde datter Ines er et menneske. Et rigtigt menneske, som kan føle både angst og ægte glæde. Et menneske, man kan komme i kontakt med. Virkelig kontakt og nærvær.

For det er øjeblikkene, der tæller. Livets mening, som faderen siger det, findes i øjeblikkene, som vi alt for sjældent kan nyde, fordi vi har så travlt med dette og hint. Det gælder derfor om at dvæle. Om muligt, synke ind i nuet. Være tilstede i øjeblikket. Her og nu. Men hvordan fastholde øjeblikkene? Det kan vi i virkeligheden ikke. (NB. End ikke med kamera og nok så gode fotos, som slutscenen i “Min far Toni Erdmann” så fint understreger det !) Øjeblikket er det, der netop ikke kan fastholdes. Og dog så er vi i det, og kan, i nådefulde stunder, åbne os for det. For øjeblikket og nærværet lige nu og her. Der ligger masser af grus, måske endda bunkevis, i indkørslen. Der kan være så meget i vejen. Men vi er her, lige nu. Fra øjeblik til øjeblik. Det er ikke så ringe. Lad os benytte os af det, og udnytte tiden i tide. Godt nytår!

Hjem til jul

I stalden derhjemme på den lille sydvestjyske gård, hvor jeg voksede op, og hvor mine forældre, min mor i hvert fald (min far er p.t. på plejehjem) stadig har hjemme, boede der i min barndom adskillige svalepar. Den ene svalerede efter den anden klinet i ler og strå op under loftsbjælkerne. Hvert år i april vendte svalerne tilbage til de samme reder under loftet i stalden efter deres lange rejse fra Afrika. De gjorde rederne i stand og snart kom små svaleunger til verden dér. Og de voksne svaler, far og mor, fløj med forrygende præcision ud og ind gennem sommeråbne stalddøre og vinduer med føde til deres små i reden i stalden. Helt fra Afrika, Sydafrika endda så vidt jeg ved, kom de. Det er en fascinerende tanke, at målet for sådan en enormt lang rejse på tværs af kontinenter er så beskedent et hjem under en loftsbjælke i en stald. Det siger noget om, at man kan foretage en hvilken som helst rejse, hvis målet er hjem. Ydmygt eller imponerende.

Hjem er hvor dit hjerte hører til. – Når det er et sted, hvor der findes kærlighed og læ, er der intet sted, som et hjem. Da er det et af de smukkeste ord i ethvert sprog: Hjem. Og for øvrigt i slægt med ordet hemmelighed. ”Jeg skal hjem”, siger du, og det er ikke helt til at forstå hvordan du har hjemme, der hvor du har det. Men jeg ved det godt alligevel, fordi jeg skal også hjem. Hjem til jul. Hjem til de andre. Og således på en helt særlig måde også hjem til mig selv.  – Jul uden et hjem er nærmest utænkeligt. Ikke på noget tidspunkt i året er der så mange gode kræfter i gang for at give også den hjemløse et hjem denne ene aften. Et sted at holde jul. Sårbare som vi er har vi brug for at have hjemme. Have hjemme hos os selv og have hjemme hos hinanden.

Hjem er hvor dit hjerte er. Enhver må tage bolig i sig selv, hvis livet skal være godt. Have hjemme i sin egen krop, sit eget liv. Så godt som muligt hvile i sig selv. Og hvile i sig selv det gør sjovt nok kun det menneske, der med sig selv og sit liv hviler i en historie større end ens egen personlige livshistorie. Et menneske der hviler i sig selv har jo langt fra nok i sig selv, men hviler med sit liv i en grundfortælling stor og rummelig med plads til de andre og til at de også kan høre til og have hjemme i mit liv.

En sådan historie, en sådan grundfortælling, er evangeliets. Juleevangeliet om barnet født i stalden, lagt i krybben, svøbt i klude og kærlighed. I det barn tog Gud bolig. Som svalen fra Sydafrika finder reden under loftsbjælken i en ganske bestemt stald i Vestjylland, sådan finder Guds Ånd fra himlen sin ”rede” og sit særlige sted i barnet født i stalden i Betlehem. I barnets krop med barnets sårbarhed viser Gud sig for os og lyser hermed sin velsignelse over os og vore sårbare sind og kroppe. Barn Jesus som voksede op og blev Kristus den korsfæstede og opstandne. I ham og hans livshistorie har vi hjemme ”midt i den mørke vinter”. Og derfor: Glædelig jul!

Glæd dig da!

Kristendommen handler om alt det, der kan gå galt, og går galt. Og kristendommen handler om alt det, der kan gå godt, og vil gå godt. Med evangeliet inde i billedet, så er det sådan, at hvordan det så end går, så skal du ikke i noget af det være uden vor Herre – uden Guds nåde – uden Guds rige nær – og Guds kærlighed engang alt i mig, når jeg er blevet til intet her. Af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå!

Så hvordan det nu end ser ud, så ”ret jer op og løft jeres hoved”, siger Jesus, ”jeres forløsning nærmer sig”. Der er håb, der er lys og liv forude. ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”. De ord, som vi får del i allerede nu, mens vi er på vej, får del i, og ”som nærer vort håb, og som bærer vor glæde” (DDS 89).

”Våg og bed”! siger Jesus. ”Våg og bed”. De ord stod indrammede og syet i korssting over døren til mine bedsteforældres soveværelse. Jeg tænkte tit, at det var dog en mærkelig opfordring at få på vej i seng i sit soveværelse. Vær vågen! Men jeg fandt ud af, at det var heller ikke meningen. Våg og bed! Læg alt, hvad du har, og alligevel slet ikke selv kan bære, i Guds hånd. Og læg dig så trygt til hvile og vågn så, om muligt, endnu engang glad op til dagen og dens gerning, med småt eller stort.

”Skal man være udhvilet, når man dør?”, synger Allan Olsen i én af sine halvbarske sange. ”Skal man blive i sin seng, så man er udhvilet, når man dør?” Nej, man skal nok, du og jeg, så længe det overhovedet måtte være muligt, ud af fjerene, og virke og være i et ”jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, så længe og så godt det lader sig gøre. Årvågent være tilstede.

Min bedstemor fortalte mig engang om dengang i de unge nygifte år, hvor bedstefar med håndspade dyrkede hede op og på den måde fik lagt jord til gården. Tit lå han, fortalte hun, vågen i forårsmorgenen og ventede på, at det skulle blive lyst nok til at han kunne komme i gang. Ja, ikke bare ventede, men glædede sig som en lille dreng til sin fødselsdag. Sådan må vi i al knokleriet og, dybest set, trængslerne og modgangen med, glæde os til det kommende. Leve opmærksomt, årvågent og nærværende. Virke og være. – Vi skal ikke stå for det hele, men vi skal stå foran Menneskesønnen. Det er godt. Det er adventsglæden. Så ”Glæd dig da kun, du menneskesjæl” (DDS 129) Ja: ”Favn kun trøstig, hvad Gud har givet, / løft dit hoved, og tak for livet”! Glædelig advent!

Min far med alpeluen

På husmandsstedet hvor jeg voksede op sammen med min mor og min far og mine efterhånden ret mange småsøskende var det en selvfølge, at vi børn skulle hjælpe til i hus, stald og mark. Vi skulle passe skolen og lektierne og ørerne skulle være rene, men når vi kom hjem fra skole, så var det med at komme i det gamle tøj for dels at lege og for at arbejde. Muge ud ved grise og køer, skære roer og hente halm og hø ned fra loftet, og værst af alt for den førstefødte: Hjælpe til med at køre roer ind fra roekulen kolde vinterlørdag-eftermiddage, hvor andre børn sad og så engelsk fodbold og ”Anders And” på TV.

Jeg har som stor dreng i kulden ved roekulen svoret overfor min far, at uanset hvad og hvordan, så ville jeg, når han blev en gammel mand på over firs skaffe mig en roekule og tvinge ham derud en vinterlørdag eftermiddag med foldbold i fjerneren. Nu ved jeg ikke engang, om der stadig findes roekuler.

Jeg har i flere omgange som dreng derhjemme besluttet at ville føre en speciel logbog over min fars tyranniske fremfærd og brud på elementære menneskerettigheder, men det blev aldrig til andet end kladden og første linje.

Jeg har i givne stunder som dreng læst og drømt mig væk og frem til billeder af min virkelige far som en indisk fyrste, der nu snart ville komme på sin hvide, til tider, når vreden var stor, sorte hingst og føre mig væk som en Mio, min Mio til livet hos Kongen i landet i det fjerne. Men jeg er altid landet hos min far med alpeluen og alt hans væsen, inklusive varmen.

Et af de første billeder, jeg har af min far, er fra et foto, hvor han en sommerdag iført sit landmands-arbejdstøj, inklusive alpeluen som altid, sidder på hug i gårdspladsen ved siden af sin 2 ½-årige kedeldragts klædte førstefødte søn, som selv bærer en hvid sommerhat og kigger en smule betuttet ud på verden. Drengen det er mig, som skriver nu, og som den dag i dag glædes og varmes ved billedet. Far smiler på billedet. Han ser på mig, og han smiler stolt.

Jesus på Fængslet

De sidste to mandage i skønne september har vi haft ”Jesus på Fængslet” her i Horsens. Et skole-kirke-samarbejde med i alt 800 tredje klasses elever involveret i et projekt med forskellige aktiviteter og gøremål derhjemme på skolen og i den lokale kirke – kulminerende med deltagelse i ”Jesus på Fængslet” med levendegørelse af centrale skikkelser i evangeliernes beretning. Det hele indledtes udenfor fængselsporten, hvor Jesus kaldte den lille overtolder Zakæus ned fra sit træ, og hvor både den ene og den anden fra Jesu følge stod frem og opfordrede børnene til at følge med ind i fængslet og besøge dem: Maria Magdalena, Martha, Simon Peter, Johannes Døberen – kom og se! og lyt! Og det gjorde børnene så sammen med deres lærere og en hyrde for hvert hold.

I mandags var jeg selv sammen med sognepræst Jesper Hyldal fra Tyrsted-Uth vagtpost for Johannes Døberen (spillet af sognepræst Leif Nielsen fra Vor Frelser). Vi vagtposter gjorde et forholdsvist stort nummer ud af, at fangen var farlig, som vi understregede det over for børnene, og at de ikke skulle komme for tæt på ham, der bag tremmerne – ikke give ham noget at spise – og i øvrigt ikke tro på noget af hans vrøvl og mærkelige ide om, at ham Jesus skulle være noget særligt. Men det gjorde de! Det var tydeligt, at vores, vi vagtposters advarsler havde den modsatte effekt – og at sympatien og solidariteten strømmede mod Johannes Døberen der i cellen. ”Vi tror på det, han siger”, lød det fra ungerne. Og da Johannes sagde til dem, at de skulle gå ud i lyset, ud under åben himmel, og finde ham Jesus og følge ham, så var det det, børnene tog til sig, og ikke vi vagtposters advarsler og skræmmeord.

Som apostlen Paulus skriver det i sit første brev til korinterne, så er legemet et men med mange lemmer. Vi er forskellige og har noget forskelligt at bidrage med OG vi hører sammen i Kristus: ”For vi er”, skriver Paulus, ”alle blevet døbt med én ånd til at være ét legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og vi har alle fået én ånd at drikke” (1 Kor 12,13). Det er gode ord at høre. Også i en tid som vores, hvor så mange fokuserer på forskellighederne som det særlige og noget som adskiller. Nej, vi hører sammen i al forskelligheden. ”Nu er der mange lemmer, men et legeme”, som Paulus siger det. Først og fremmest så er vi mennesker alle sammen, og det endda før vi er danskere(!) – og det er mærkeligt nok meget væsentligt at få det understreget, igen og igen. Først og fremmest er vi mennesker alle sammen og derfor også kendetegnet ved som de særlige at kunne handle menneskeligt. Medmenneskeligt. Solidarisk, empatisk, næstekærlig. Som kristne er vi endda døbte til at være det. Til at være et med Menneskesønnen, med Kristus. I og med ham er vi med-lemmer(!) Han er kroppen, vi er lemmerne. Vi hører, med ham, sammen med hvert vores.

Det sang vi om, så det gjaldede derinde i Fængselskirken de to forgangne mandage med to af salmebogens nyere salmer: ”Du kom til vor runde jord, / barn, på bare fødder… // Påskemorgen stod du op… – og: Hver gang at jeg syns jeg ku´ / helt la´ vær´ at være, / står du her med livets nu, / Jesus, du min Herre”! (DDS 70) Ja: ”Se, hvilket menneske”, som vi også sang det – Kom og se! – ”Se, hvor han glad lukker / udskuddet ind… // Se, hvor han helbreder / hjerte og krop. / Se, hvor han slider og / slæber sig op… // Se, hvor han angriber / ondskabens rod. / Mærk, hvor hans Ånd driver / dødsangsten ud. / Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud” (DDS 68) Ja: ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! Det er Gud og det guddommelige vi møder her midt i det menneskelige – i Kristus – i Menneskesønnen, som vi må være ét med – som vi i dåben er et med!

Det mærkede vi i den grad i mandags og forrige mandag i Fængselskirken med børnenes sang. Salmerne var blevet øvet godt og grundigt hjemmefra – ”Sådan er Skaberen. / Sådan er Gud”! blev sunget med en kraft, så Fængselskirkens tag og loft lettede og himlen stod åben nogle dyrebare øjeblikke. Der var børn af alle slags derinde. Også fra andre kulturer og med anden religiøs og kulturel baggrund. Selvfølgelig også ikke-døbte børn. Alligevel vil jeg sige, efter ”Jesus på Fængslet” og salmesangen i Fængselskirken: det tegner godt for Folkekirken!

Det tegner godt for en folkekirke med medlemsflugt (eller sivning i det mindste) og med faldende dåbstal – men også med mulige medlemmer som nu dem fra alle mulige tredje klasser i Horsens forleden i Fængselskirken. Det begyndte, alt det med kirken og kristendommen, i noget, der for mange at se så ud af ingenting. Det begyndte i noget nær ingenting. Og det kan det gøre igen og igen. I det store hele – og i det lille enkelte – i det små. For os hver især – og – igen – sammen! Som når et Fængselskirkeloft letter af børnesalmesang og himlen står åben – og Guds engle stiger op og stiger ned. Når det revner og sprækker, det gamle liv og noget nyt bryder frem. Noget nåde. Sådan! Eller, som vi siger i kirken: Amen!