Glæde hos Guds engle i himlen

Det er dejligt at forestille sig glæden hos Guds engle i himlen, som Jesus taler om det i evangeliet. Det er dejligt selv at mærke glæden. Og det er også dejligt at se og mærke glæden ramme et andet menneske, som måske endda i den grad trænger til det, fordi dagen og livet var blevet træls af modgang. – Jeg minder lige om, at det gode jyske ord ”træls” betyder noget med ”som en træl at være bundet til kår, man ikke bryder sig om”.

I bogen ”Tøsne og forsytia” med undertitlen ”Noget om livet med Alzheimers” fortæller Thomas Bredsdorff om livet sammen med sin Alzheimers-ramte hustru Lene. Erindringen om lysende, duftende forsytiaer det forår og den sommer, de mødtes de to for længe siden. Og om tøsneen som et billede på, hvad Alzheimers gør ved hjernen. Thomas Bredsdorff skriver: ”Jeg tror hjernen er som en bunke frisk frostsne, uhørt komplicerede mønstre med alle krystaller intakte. – Og så en skønne dag, begynder det at tø. Det fine netværk af strålende krystaller bliver til det svenskerne kalder snömos, strukturløse klatter. Sådan forestiller jeg mig Alzheimers sygdom. Som et tøvejr der breder sig langsomt, men ubønhørligt og forvandler det uendelig fine netværk af krystaller til strukturløse plamager”. (s. 181) – Er der noget, Alzheimers i den grad handler om, så er det at blive væk. Blive væk ved helt konkret at fare vild. Blive væk fra store dele af det, der engang var dig selv. Blive væk fra sit hjem og fra sit liv, som det var engang. – Johannes Møllehave skrev om det i et mindedigt (til vennen biskop Jan Lindhardt, der døde dement) med ord som: ”fortiden forsvinder / og fremtiden er forbi. / Og tid bliver til utid, / for der er heller ingen nutid. / Nærvær bli´r fravær, / som slukker livets glød, / når døden kommer, / er man allerede død”. (s. 14) Og alligevel så sker det, at der opstår sprækker eller adgange til endnu intakte dele af den dementes person og personlighed. For Lene Bredsdorff er det, langt ind i sygdommen, noget med gennem musikken og klaveret at finde dele af sit gamle selv: ”Lenes sprogcenter er smeltet. I musikcentret er det stadig klingrende frost”.

Min egen far er blevet ramt af Alzheimers og bor på plejehjem. Meget er blevet væk for ham – og af ham(!) – og bliver væk for ham. Men sangene og salmerne, de er der endnu. Og melodierne er endnu til at finde. – Da jeg for et års tid siden siden fortalte min far, og min mor, at jeg skulle på en motorcykeltur til Norge og blandt andet omkring Vossevangen, begyndte min far spontant at synge: ”På Vossevangen der vil jeg bo” – det var ikke alle ordene, der med det samme lod sig finde. Men med min mors hjælp lykkedes det stort set, at få sunget hele det første vers om Vossevangen, hvor: ”der vokser kløver over høje, / der går hver ungkarl med blanke sko / og med en sølverknappet trøje. / Der danser piger med bånd i hår, / de lange fletninger til jorden når. / Ja, tro du mig, / jeg siger dig, / der er det fagert at leve”! Fagert og glædeligt var det sandelig også, for en lille stund, at se en del af min fars gamle jeg leve op og vende tilbage. Det vil slet ikke undre mig, om det også gav glæde i himlen hos Guds engle!

Hvad er det at møde den opstandne?

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har med romanen ”Lila” (2015), fulgt op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også her i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For ham er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.

Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, skal vi have en lille bid – her hvor ordene lyder: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse.

”Hvad er det at møde den opstandne?”, som vi synger det i en stor og stærk og ret ny salme i salmebogen (DS 249). Hvad er det at møde den opstandne? Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt. Men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. Ja, i liv og i død. – ”Fred være med jer!” som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor så end jeg går. Vi har fået noget at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. Glædelig påske!

Låneord

Jeg sidder og forbereder endnu en studiekredsbog a la ”Lad os tale om det” (2015) og ”Sådan set” (2017). Denne gang lander titlen nok på et enkelt ord, nemlig: Låneord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv gennem læsning af den norske forfatter Jan Kjærstads romaner fra og med den store trilogi, ”Forføreren” (1993), ”Erobreren” (1996) og ”Opdageren” (1999) om mennesket Jonas Wergeland, oplever at have fået et andet liv. I det mindste modtaget identitetsudvidelser. Nye syn og tanker om det at være menneske. Om det at være mig i min livshistorie. Jeg har gennem årene virkelig lånt masser af ord og vinklinger fra dette i ordets bedste og bredeste forstand, fantastiske forfatterskab.  – Det går som en rød tråd gennem fortælletæppet og vævningen, hele forfatterskabet, hos Kjærstad, at menneskelig identitet ikke er noget statisk. Menneske er ikke bare noget man er, men noget man er på vej til at blive. Et menneskes personlige livshistorie er under konstant tilblivelse. Under redigering og aldrig færdigfortalt. Et menneske er ikke én men flere, eller: mange. Menneskelig identitet handler om mangfoldighed. Det fastlåste og uforanderlige er det farlige. Det frugtbare og livgivende er forvandling og forvandlingens mulighed. At jeg kan blive genfortalt. Nyfortalt. At der findes, ikke bare tegn på kærlighed men tegn til kærlighed, som Jan Kjærstad understreger det med romanen af samme navn. Tegn, som udvirker og skaber kærlighed og liv, som det sker, når bogstavtegn transformeres til kærtegn, den smukkeste skrift af dem alle.

En del af dette og meget andet fik jeg her sidst i februar ved en middag i Oslo sammen med min hustru og Jan Kjærstad (sammenkomsten var en fødselsdagsgave til mig gavmildt arrangeret af min hustru) lejlighed til at lufte overfor ordmesteren selv. Jan Kjærstads (venligt smilende) indledningsreplik til påstanden om, at mit liv er blevet forandret gennem læsning af Jonas W.-trilogien var: ”Det tror jeg ikke på”.

Nej, men det gør jeg, fortsat, selv. Og det er læseren, der bestemmer. Eller rettere: Forfatteren har udgivet sin roman, sin fortælling. Givet den ud og givet den fra sig. Nu tager jeg, læseren, den til mig. Låner ord og motiver til mulig belysning og sågar mulig udvidelse af mit eget liv. Min egen eksistens. Og det alt sammen, selvfølgelig, for det levede livs skyld. Herunder at kunne mødes til en middag en aften i Oslo sidst i februar og dele både mad og vin og låne øre til hinandens ord og tanker.

Ånd over bogstav

Ånd over bogstav. Det er Ånden, det kommer an på. Ånden der gør levende. Gør os levende. Giver os kraft og grundlag for de varmest tænkelige forestillinger om det at være menneske. Åbner vores ører, løser vores tunger. Giver os ord, sprog og virkelighed, så vi kan komme til verden hver ny dag.

Det er jo bare sprog! lyder igen indvendingen. Nej, det er jo ikke ”bare”. Det er det element, vi har at være i og komme til verden i. Sproget og vores sprogligt funderede bevidsthed er vores begrænsning OG vores mulighed. Begrænsning fordi sproget har sine begrænsninger med hensyn til nuancering og (ord)forråd, ligesom bevidstheden kun kan opfatte, kapere og bearbejde en brøkdel af sanseindtrykkene. Mulighed fordi vi her og kun her kan indoptage og bygge bro til verden i al dens andethed. Hente, så at sige, verden ind.

Skal vi komme til verden som mennesker, må sproget komme til os, og verden og virkeligheden herigennem komme til orde. Som det på en uhyre enkel og ligetil og tillige meget gribende måde udfoldes i filmen Maries historie (2014), om Marie Heurtin. Hun, der som døv- og blindfødt nu stor 13-14 årig pige i slutningen af 1800-tallet bliver anbragt hos nonnerne på klostret i franske Larney, hvor man lærer døve piger tegnsprog. Da Marie ankommer er hun dyrisk vild, præget af angst og aggression. Som ved et under lærer hun tegnsprog af den stærkt udholdende nonne, Marguerite. Nogle år efter ankommer en ny lille døv- og blindfødt pige til nonneklostret, som Marie selv i sin tid kom hertil, uden sprog og uden adgang til nogen som helst sproglig forståelse men lukket inde i en verden af sprogløs sansning. Hvad gør hun den lille nye? spørger Marie retorisk med sit forholdsvis nyvundne tegnsprog. Og Marie selv svarer: ”Hun venter. Hun venter på ordet”.

Ord og tanker – bevidsthed, sprog og fortælling – samtale og kommunikation – det er ikke ”bare”, det er selve den underfulde del af virkeligheden og den menneskelige tilværelse, hvorfra alt der har med såvel det menneskelige som det guddommelige udspringer og udfolder sig. Ord, sprog og fortælling fortjener langt større opmærksomhed og respekt for ikke at sige ærbødighed. Eller, endnu bedre, lovprisning. Alt andet end en reduktionistisk tilgang og manglende sans for sproget som det grundelement vi mennesker a la luft, vand, ild og jord behøver som livsbetingelse. Betingelse og forudsætning for menneskeliv. For alt sjæleligt og åndeligt og uden hvilket vi slet ikke var eller blev mennesker.

(Uddrag fra mit bidrag til bogen ”SLØK. Perspektivforskydninger” (2016) under overskriften ”Monstro”)

Mødet med mennesker – II

I anledning af min 60 års fødselsdag den 14. december 2017 har jeg på eget forlag (via BoD – pris: 60,- ved køb direkte) udgivet bogen MENNESKE FØRST – Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens – Kirkebladsportrætter, ”Sogn og kirke”, 1994-2017.Her følger endnu en bid af bogens indledende forord (s. 4-15) om mødet med mennesker gennem mine små 30 år som præst:

Historien begynder med mennesket

I litteraturprogrammet ”Bestseller” på DR-2 med Isabella Miehe-Renard tilbage i tiden (ca. 2004) var der af og til et lille kig ind i de ”Døde poeters Klub” – små filmklip fra samtaler og interviews med nu afdøde forfattere. En aften var det forfatteren Poul Ørum, stående et eller andet sted på Nordstranden på Fanø, der med sit stærke, furede og vejrbidte ansigt og sin let drævende stemme forsøgte at svare på et spørgsmål om ”meningen med livet”. – ”Ja, nu er det jo ganske vist et noget dyrt spørgsmål, det der med meningen med livet. Men hvis jeg” sagde Poul Ørum ”skulle give mit bud, så må det vel være noget med at møde et andet menneske”.  – Mødet med det andet menneske. Det kan lyde af så lidt, og dog så tror jeg Poul Ørum rammer plet. Det er her i mødet med det andet menneske, alt muligt, også alt muligt godt, i det menneskelige begynder.

”Historien om Danmark” hedder DR´ seneste bud på vores fælles historie. Med skuespilleren Lars Mikkelsen som fortæller om historien her hvor vi lever og bor, lige fra langt tilbage i stenalderen til i dag. Engang var det Palle Lauring, der fortalte Danmarkshistorie i fjernsynet. Hvad var det, der skete her og der og dengang i den og den situation. Og hvordan mon det gik dem – menneskene? Og af til lød det meget troværdigt fra Palle Lauring: ”Vi ved det ikke”! Men noget véd vi. Og meget kan fortælles. Det kunne Palle Lauring sandelig også. Sidenhen (1982) kom så i DR ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard” indledt med overvejelser om, hvor og hvornår Danmarkshistorien begynder. Geologerne kan, som Erik Kjersgaard sagde det: ”berette om en uendelig lang fortid af skiftende istider og mellemistider. Om hundredtusinder af år. Men det er geologi, ikke historie. Historien begynder nemlig med mennesket”. – Nemlig: Historien begynder med mennesket. Det gør den store historie. Og det gør den lille historie. Din og min livshistorie. Dagen begynder med, at solen står op. Historien begynder med mennesket.

Mødet med mennesker

I anledning af min 60 års fødselsdag den 14. december har jeg på eget forlag (via BoD) udgivet bogen MENNESKE FØRST (Møder med mennesker i Vær og Nebel sogne ved Horsens – Kirkebladsportrætter, ”Sogn og kirke”, 1994-2017). Bogen sælges for 60,- ved henvendelse (e-mail) til mig. Her følger de første 3 sider af bogens indledende forord (s. 4-15) om mødet med mennesker gennem mine små 30 år som præst:

Jeg har været sognepræst i Vær og Nebel sogne siden advent 1988. Horsens havde jeg dengang i mit hidtidige liv været inde i to gange og kørt forbi en hel del flere gange. Vær og Nebel sogne vidste jeg intet som helst om, udover det jeg havde læst mig til i stillingsopslaget og nu i sensommeren 1988 på besøg i sognene ved selvsyn så: Nebel sogn med store marker og den gamle kirketomt så smukt beliggende nord for Nørrestrand. Vær sogn med skov og forstadsbebyggelse ned mod fjorden, kirken og præstegården ensomt beliggende ovenfor søen og et område længere oppe i højderne, der ligefrem hed Bjergene! Jeg har aldrig nogensinde fortrudt, at det var her i Vær og Nebel sogne jeg søgte og fik embede. Jeg er vokset op i de flade sydvestjyske egne omkring Ribe og Esbjerg, og troede op gennem studieårene i Århus, at det nok var her til det vestjyske, jeg engang ville vende tilbage og finde mit arbejdsliv. Sådan blev det ikke. Det blev herovre på den anden side i de østjyske bakker nord for Horsens fjord. Et landskab med læ og lune, og fede jorder. Tæt befolket og med en tiltrækningskraft i disse år på mange andre end en præsteuddannet bondesøn fra Jernvedlund.

Et er landskabet og klimaet, noget andet og mindst ligeså væsentligt er menneskene, du møder. Mødet med mennesker, som begyndte helt tilbage til dengang, vi hver især kom til verden. Og blev modtaget af en jordemor. Måske en læge og sygeplejerske med. Eller alene en far og en mor. Eller en mor helt alene. Ét andet menneske var der i det mindste. I mit virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne er det mere end noget andet det, der har haft betydning fra den allerførste dag: Mødet med mennesker. Helt konkrete mennesker og personer med navne, ansigt og stemme. Landskabet. Egnen. Landet og klimaet. Og vigtigst af alt: menneskene du møder. Mødet med mennesker hører for mig at se til som det både allerførste og største og væsentligste her i livet. Fra barndommens land og hele vejen op gennem historien: At have nogle at mødes med og ses med og dele liv med. Måske blot en aftenstund. Eller en søndag formiddag i kirken.

Skovtrolden og Himmelhunden

En sommerlørdag aften for mange år siden fik vi besøg i præstegården af en mand med en hund og en tungtlastet barnevogn. Manden hed Per, men blev mest kaldt Skovtrolden, forstod vi. Vi sad og snakkede i spisestuen en halvanden times tid, og hvis bare Per fik en bajer sådan knapt hver halve time, så gik det fint. På et tidspunkt gik det op for ham, at det var en præstegård, og at jeg var præsten. Og Per bebudede, at så ville han komme i kirke dagen efter. Vi spurgte, om han ville have en seng til natten, men han ville helst sove i det fri. Jeg regnede ikke med at få Skovtrolden at se nogensinde mere. Men næste dag, søndag formiddag, da jeg kom til Serridslev kirke, stod der en ret genkendelig barnevogn udenfor kirken. Inde i kirken var der dog ingen Per. Men kort før gudstjenesten skulle gå i gang blev der skramlet ret kraftigt nede ved døren og ind trådte Skovtrolden med sin hund. De satte sig ind på en af de nederste bænke. Under klokkeringningen gik jeg ned og satte mig ind ved siden af Per, og hviskede til ham, at aftenen før, mens vi sad i præstegården, havde hunden jo ligget ligeså fint udenfor ved barnevognen – om ikke også den kunne det nu under gudstjenesten? ”Ved du hvad, præst”, sagde Per, ”det her, det er Guds hus. Og i Guds hus er der også plads til min hund! Og den ligger jo helt stille”. Ja, det måtte jeg give ham ret i bøje mig for. Både det ene og det andet. Under første del af gudstjenesten lød der et par gange nede fra Pers bænk en lyd, der umiskendeligt mindede om lyden, som når man fjerner kapslen fra en ølflaske. Prædiketeksten og prædikenen den søndag havde et emne og en tematik, som faktisk havde rigtig godt af, at Skovtrolden med sin hund og sin skæve anderledeshed var tilstede i gudstjenesten. Og jeg tænkte: hvis han går til alters, så skal han få et bæger portvin fyldt til randen (hunden havde jeg ikke lige i tankerne i den forbindelse). Men da jeg efter salmen efter prædikenen vendte rundt fra alteret for at sige indstiftelsesordene, var hverken Per eller hunden tilstede. Kirketjeneren fortalte, at de var gået ud under salmen. Det vil sige, Per havde båret hunden, som var faldet i søvn under prædikenen, i begge sine arme ud derfra. Jeg har ikke set dem siden. Og jeg vil tro, at de begge er i himlen nu – Skovtrolden og Himmelhunden!

Bindevævet

Vi er bundet sammen med hinanden i et sindrigt væv – store og små, unge og gamle, levende og døde. Bindevævet, som det hedder med et vigtigt begreb, et vigtigt fænomen, fra det konkrete kropslige. Det er bindevævet der holder sammen på os. Hele vores krop består af et net af bindevæv i forskellige lag, som binder hele kroppen sammen. Vi består jo for øvrigt mestendels af vand. Omkring 2/3 af dig og mig er vand! NB. Det er også, for nogle af os, næsten lige som om det skvulper engang imellem!

Men altså vand – i en vis saltopløsning. Og så knoglerne OG – som sagt – bindevævet. ”Vores bindevæv er”, som jeg læste det i en artikel, ”sjældent noget, vi beskæftiger os med, men det spiller faktisk en stor rolle”. Det gør det hos den enkelte af os i det rent kropslige som det, der holder sammen på os – og det gør ”bindevævet” i det sjælelige og åndelige, som det der i overført betydning forbinder os og holder sammen på os. Bindevævet i form af ånd og ord – det levende ord – ord og sprog – samtale og  fortælling. Alt det i det menneskelige som, i bred forstand: åndeligt binder os sammen.

Ting hænger sammen. Det er en meget sammensat affære at være menneske. Sammensat, ikke bare i sig selv og i os selv, men også sammensætningen og sammenhængen med både Gud (vertikalt) og mennesker (horisontalt) – inklusive vore døde, vel at mærke! ”Slægt skal følge slægters gang”, som vi synger det i ”Dejlig er jorden”. ”Slægt skal følge slægters gang” – ja, og det er der sorg i – at vi skal tage afsked med hinanden og skilles fra dem vi elsker. Og samtidig så er der også en stor, stor glæde i, at ”slægt skal følge slægters gang” – at der kommer nogle efter os. Hele netværket(!) både gamle og unge, som sandelig er en meget vigtig del af det med bindevævet. Og, som sagt, både levende OG døde. Jo længere vi lever, jo mere klart bliver det for os, i hvor høj grad vi lever med vore døde.

Det hører til alle gode relationer, at vi vil stå hinanden bi. Gøre vores hver især til at styrke og bedre bindevævet. Være “jordens salt”, som Jesus siger det, med al den kraft og mulige betydningsfylde, der ligger heri. Salt som smagsgiver og som sikring af holdbarhed. Eller jordens salt forstået som gødning og næring. Gødningssalte og næringsstoffer. Grundstof for liv og vækst. Fundér bare selv videre på alt, hvad der kan ligge af livskraftig betydning i Jesus ord om at vi er jordens salt og verdens lys. Og kast dig så ud i også at ville være det. Være tilstede i al udvekslingen og vekselvirkningen, som den finder sted i det gode menneskeliv, hvor vi vil være ved hinanden og stå hinanden bi i gode såvel som onde dage.

Jeg kan huske, det betog mig meget, da vi i biologi lærte om osmose. Om saltbalance og det osmotiske tryk med vandmolekylers cellevandring gennem semipermeable (= halvt gennemtrængelige) hinder og cellevægge, afhængig af hvor saltkoncentrationen er størst. Og det skal jeg ikke kloge yderligere i men blot sige, at sådan er der bevægelse i det overalt, hvor der er liv. Også i bindevævet af både den rent kropslige art inde i hver vores ”skvulpende” kroppe OG bindevævet i den overførte betydning: Der er bevægelse og udveksling i det. Der er ikke stilstand. Der sker noget med os og mellem os. Og der er altid risiko forbundet med denne her sammensatte affære det er at være menneske, hvor livet og kærligheden har sin pris – ja, koster livet, som vi synger det: ”Tænk, at livet / koster livet! / Det er altid samme pris” (DDS 14). Men det er så også hele prisen værd. Prisen forstået som både omkostning og lovprisning.

Længe leve skammen!

I Las Vegas har en 64-årig mand dræbt 58 mennesker og såret næsten 500 mennesker i en massakre så ufattelig ond og meningsløs, at vi vel lige nu her først i oktober 2017 bare ingenting fatter, udover at spørge: Hvorfor?

Jeg læser lige for tiden ”Fri os fra det onde” af Sørine Godtfredsen samt artikler i samlingen ”Så tæt på livet som muligt – Perspektiver på Karl Ove Knausgårds Min kamp” om selvdestruktion og opløsningshunger, om ”Skam som plotskaber af Min kamp” (Poul Behrendt) og ”Ingen skyld, uden skam”. Jeg har netop færdiglæst Jan Kjærstads nyudgivne (virkeligt velanmeldte) ”Berge”, hvor han gennem en fiktiv fortælling om et brutalt massemord går uhyre tæt på Utøya-massakren i Norge og ondskabens, ikke ene, men forskellige ansigter. Ind imellem læsningen ser vi på friaftener her i huset afsnit af den norske ungdomsserie ”Skam”.

Det kan synes for meget af det gode med al denne kredsen om det onde. Om skyld og skam, om bøvl og ballade og det der er værre. Men det er det ikke.

Det er velgørende at se en ungdomsserie som ”Skam” på så ligefrem og troværdig vis fortælle om moderne ungdomsliv med al den festglæde, venskab, forelskelse og energi der her udfolder sig og så samtidig få fortalt alle de svigt og misforståelser, fortrædeligheder og selvfedmer, der hører sig til, med ind i billedet. Titlen ”Skam” er genial af flere grunde. Måske i særlig grad fordi serien indirekte så tydeligt viser, hvor forfærdeligt det ville være at leve i en sammenhæng uden skam. I skamløsheden. – Længe leve skammen og alle mulige gode, livsnødvendige skamfølelser, som medvirker til at skabe medmenneskelighed.

Med skammen forstået som plotskaber af Knausgårds Min kamp, som det særlige fortællerdrive i romanværket, kommer man som læser rigtig langt i forståelsen af, hvad der gør læsningen af Min kamp så besættende for så mange af os. Sammen med skammen og selvafsløringen her kommer det bankende hjerte hos fortælleren endnu tydeligere frem. Som når du selv overfaldes af skammen og varmen stiger dig til hovedet, kinderne rødmer og hjertet banker heftigere end ellers.

Sørine Godtfredsen kredser i ”Fri os fra det onde” omkring ondskaben, den menneskelige ofte uforståelige ondskab, udfra Martin Luthers livshistorie og med gentagne referencer til Luthers teologiske hovedpointer. Men også med inddragelse af forhold som Utøya-massakren og Knausgårds Min kamp. Pointen er selvfølgelig, at ondskaben slipper vi ikke for som en uhyre væsentlig del af menneskers liv og samliv. Også i det helt almindelige og dagligdags.

I ”Berge” af Jan Kjærstad – hvor den unge Nicolai Berge (iklædt sit mærkelige stilige farfaragtige tøj) tavst sidder i retten i Oslo anklaget for et brutalt massemord begået den 23. august 2008 i en hytte udenfor Oslo – bliver det gennem romanen tydeligt og uundgåeligt at tænke på Berge som alias Breivik. Og i det hele taget tænke på Utøyamassakren den 22. juli 2011 og hvad der her dukkede op i norsk og nordeuropæisk historie af ufattelig ondskab. Men ikke kun det. Kjærstad skriver sig tæt op ad Utøya og eftervirkningerne og reaktionerne herpå. Men han udvider også billedet heraf og gør det klart for mig læseren, hvor bredspektret ondskaben er. Hvor indfiltrede vi alle er i den og hvor skamløst og i virkeligheden ondt, vi kommer til at handle, når vi totalfokuserer på ondskaben som den i særligt grad onde handling hjemmehørende hos det særligt onde menneske. Sagt med andre ord: Hvordan den gammelkendte historie om syndebukkementaliteten hører med, når vi selvretfærdige og blinde farer frem og under godhedens maske skamløst gør ondt.

Jo, det er sandelig godt at se det onde i øjnene. Sådan som også litteraturen og fiktionen kan hjælpe mig til det, fordi den – når den er god – kan være et spejl og hjælpe dig og mig til endnu engang at få øje på det, som i virkeligheden fylder så meget, at det kun kan skjules i skamløshed og således mere ondskab.

Sådan set

Den 8. september (på Grundtvigs fødselsdag), udgiver jeg på forlaget Eksistensen en lille bog (108 sider – 99,-), som er tænkt som muligt oplæg til samtale omkring kristendom og menneskeliv med afsæt i forskellige film. Bogen hedder: “Sådan set. – En samtalebog om film, kristendom og menneskeliv” (Eksistensen 2017). Fra forordet:

I begyndelsen var billedet, som jeg hørte én sige det, med en let omskrivning af de kendte ord fra Johannes-evangeliets indledning (I begyndelsen var Ordet) – i øvrigt med henvisning til et maleri af Asger Jorn med netop titlen ”I begyndelsen var billedet” (1965). Et billede siger mere end tusinde ord – siger man. Vi lever i en billedrig tid. Billedbårne medier tager i stor stil over fra de mere teksttunge. Vi går alle, med vores mobiltelefoner, rundt med fine velfungerende kameraer til såvel foto som film. På de sociale medier er billederne, herunder små videoer, helt centrale i kommunikationen. Billederne slipper ingen for. Nogle af dem slipper heller ikke os, der ser dem, men virker stærke og talende i os. Måske endda som øjenåbnere du får lyst til at dele med andre. Billedligt talt: Fra øje til sjæl og sind, til tanker og mulig samtale.

I denne bog, som er tænkt som afsæt for samtaler om menneskeliv og kristendom – i forlængelse af bogen ”Lad os tale om det” (2015) – vil der blive taget udgangspunkt i billeder. Ikke malerier eller fotos eller anden form for stills (stillestående billeder) men levende billeder i form af film. Danske og udenlandske spillefilm i et udvalg fra 1975 og opefter (primært fra de seneste to årtier).

Film er levende billeder, som kan fortælle historier, der i større eller mindre grad griber os og måske kaster lys ind over hvert vores eget levede liv. På den måde er film, for mig at se, fortælling på linje med al mulig anden fortælling. Blot med den lille men dog væsentlige bemærkning, at film låser dig meget mere fast i forhold til din egen forestilling og billeddannelse. Ved lytning eller læsning af fortælling og litteratur skaber du så at sige din egen indre film, som kan være meget rig og mangfoldig og langt mere fri end i forhold til det at se en film. De fleste har da også oplevet større eller mindre skuffelser ved at se én af ens yndlingsromaner filmatiseret. Det ændrer dog ikke ved, at den gode film kan noget uvurderligt godt. Også, som sagt, som øjenåbner for væsentlige sider ved menneskelivet og som afsæt for samtale herom. Måske, som bogen her lægger op til, tillige med inddragelse af synsvinkler og aspekter fra kirkens og kristendommens tale til os i det almindeligt menneskelige? …

… Billeder af alle mulige slags, herunder levende billeder, spillefilm og anden form for film, kan godt ses – udover i deres egen filmfortælleriske ret – så også ofte som en slags lignelser om væsentlige forhold i det menneskelige og det evangeliske med. ”Det ligner …” eller: ”Det er ligesom med …” siger vi om det ene og det andet, vi får øje på i en skyformation på himlen, en fortælling i en bog, et billede på væggen eller – som i bogen her – en film på skærmen derhjemme eller på lærredet i biografen. – God fornøjelse med samtalen, med billed- og orddelingen, som sådan set er meningen med bogen her.

Benådningen

I en, af omfang og sidetal, meget lille bog: ”Dage” (fra 2010) af Dorthe Nors – hører vi med jeg-fortælling i det, jeg vil kalde, en virkelig fin lille lyrisk sag, om hende, der er blevet forladt af ham, hun elskede. Og som nu i tiden derefter forsøger at komme sig over kærlighedstabet. Blandt andet ved, sensommeren igennem i København hvor hun bor, at gå ture på Vestre kirkegård og ofte på disse ture lægge sig på et tæppe ved søen med de store socialdemokratiske statsministres gravsteder – Det Røde Hav, som søen også kaldes. – ”Det skal nok ende godt, det her”, går hun og tænker igen og igen en af disse tidlige sommerdage: ”Det skal nok ende godt. Det kan næsten ikke andet, Danmark er for lille, der vil altid være døre, jeg kommer til at gå ind ad… andet giver ingen mening, tænkte jeg, og satte mig på kirkegården mellem tusindfryd og mælkebøtter, og det er hårdt nu, ja, lige nu er det som at køre bil i kviksand og så pludselig vide, at løsningen ligger i handskerummet, men man kan ikke nå handskerummet, handskerummet er fem centimeter uden for rækkevidde, fingerspidserne kildrer i luften, men handskerummet er uopnåeligt, og det er derinde den ligger, parykken, trylledrikken, benådningen. Men det skal nok ende godt, tænkte jeg og kiggede på tusindfrydene”.

”Benådningen” – dette at noget, der gik galt – eller som jeg gjorde galt – kan komme til at gå godt. At et nyt liv åbner sig for mig – bliver mig skænket, måske endda til overflod: Benådningen! – Kvinden i romanen ”Dage” fortæller videre:

”Jeg fylder år om femten dage (det er næsten midt i livet), men det skal nok ende godt, livet. Det skal nok ende godt med tålmodighed, virkelyst og godvilje… (jo) det ender godt. Jeg ved det. Det kan ikke andet. Det ender med, at mine fingre strækker sig længere og længere og når helt hen til handskerummet uden alligevel at kunne nå det, men når så mine negle er ved at kunne kradse på laminatet, så åbner det sig alligevel, handskerummet, det åbner sig af sig selv, det åbner sig, for det er, hvad det blev skabt til og derfor gerne vil, og lyset bliver tændt, og så ligger den derinde: benådningen”.

Som det siges med store stærke ord fra Johannes Åbenbaring (3,8): ”Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i”. Det skal nok ende godt, det her. Det åbner sig for os. Som stod du ved Det Røde Hav(!) nu med en banet vej foran dig, ind gennem død og ulykke, ud til det forjættede land. Som stod du ved udgangen fra en gravhule, hvor kæmpestenen som ved et under er rullet fra, så det nu åbner sig – og lyset vælder ind og drager dig og mig ud til det nye liv. Det liv og de sammenhænge, der venter derude, sammen med de andre. Glædelig sensommer!