Aktiv livshjælp – Stille hjerte.

Forleden kom der et manifest underskrevet af 30 såkaldte offentlige personer og meningsdannere. Overskriften på manifestet lyder: ”Ja til aktiv livshjælp – nej til aktiv dødshjælp.” Det er i mine ører et godt manifest med understregninger og pointer som: ”Ethvert samfund har brug for love til at beskytte de svage. … Aktiv dødshjælp må aldrig indføres for at staten skal spare penge! … oplevelsen af livskvalitet kan veksle livet igennem … hvad angår værdighed, så er der ikke noget uværdigt ved at være afhængig af andre … og hvad angår lidelse, så skal den ikke behandles ved at slå den lidende ihjel, men ved at hjælpe ham eller hende så langt og så godt som overhovedet muligt.”

Jeg tror, at den slags tanker og holdninger er værd at holde fast i for vores samfunds og medmenneskeligheds skyld. Og jeg tror, at vi historisk set har fået dem, fordi kristendommen på et tidspunkt gjorde sit indtog i vores kultur med tanker og ideer om nåde og barmhjertighed, om den svages og den lilles behov for beskyttelse, om ”rettidig omhu” af den allerbedste slags med sans for mulig værdighed midt i al sølleheden og med skånsomheden og det nådige skøn i højsædet frem for diverse i virkeligheden kolde, umenneskelige beregninger af det enkelte menneskes værdi og hvor længe hjertet skal ha lov at slå.

”Stille hjerte”, som er titlen på Bille Augusts seneste film. ”Stille hjerte” med fortællingen om en ældre kvinde, Esther, som sammen med sin mand, Poul, har kaldt familien sammen til en sidste weekend. Hun har en aggressiv sygdom, som hun vil dø af og som efter al sandsynlighed snart vil stække hende fuldstændigt. Derfor har hun besluttet sig for at dø før tiden, om jeg så må sige. ”Klokken slår, tiden går” – gennem filmen indgår forskellige ure, også det gamle stueur, i billede og lyd – til-tak, tik-tak – næsten som en hjertelyd. Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere her har bedrevet. Men det er ikke en almengyldig fortælling. Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje.

Det er ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring. At den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med, ja: sagtmodighed med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke en endegyldig løsning på min lidelse.

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag.

”Stille, hjerte, sol går ned / sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftenssang: ”Stille, stille, hjerte, sol går ned.” Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske – noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner.