”Det sku´ vær´ så godt og så´ det faktisk skidt” (Sangen om Larsen) rigtig skidt endda, en hel del af det, der foregår. Og hvorfor egentlig? Hvis Gud er god og almægtig, himlens og jordens skaber med kærligheden for øje og i grunden ikke andet – hvorfor så al den elendighed, sorg og ulykke, al den bøvl og ballade og manglende kærlighed og livsudbytte? Hvorfor, hvis nu Gud er god og almægtig?Det er det spørgsmål, som fra gammel tid er blevet kaldt teodicéproblemet. Og forvent nu ikke en klar løsning på det problem! Det er nok et spørgsmål, vi må blive ved med at tumle med. Men det kan jo godt være, at det kan vinkles anderledes end det så ofte er blevet gjort. Og at vi kan få øje på noget, vi måske ikke før så. Eller så så godt.

Teologen Lars Sandbeck har fornylig udgivet en lille bog med titlen ”Afsked med almagten” – et forsøg på ”et bidrag til det kristne gudsbillede” – og hvor Lars Sandbeck (som er i ”slægt” med Sløk – hvis nogle husker ham(!) – og ellers i øvrigt tænker vældig selvstændigt) stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at Gud er almægtig. Ja, faktisk anbefaler han os, at vi gør op med troen på Guds almagt.

Denne lille bog har jeg læst, og den er sådan set faldet i god jord hos mig, og har sået et frø i mig, som er spiret og blevet til en tanke og en tro, som jeg gerne vil udfolde her. Men lad det være sagt med det samme: Jeg tror stadigvæk ikke, vi kan eller skal opgive tanken om Gud som den almægtige. I hvert fald kan vi ikke opgive tanken som det håb vi må have, trods alle mulige nok så dårlige odds.

Som Paulus siger det om korsets dårskab, om ”Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”, så er ”Guds dårskab visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker.” (1 Kor 1,25) Guds magt er af en anden art og i virkeligheden mægtigere end vi måske endda tør drømme om. Eller også så tør vi lige nøjagtig drømme, længes, og herudaf: håbe og tro.

Lars Sandbeck gør meget fint op med tanken om Guds almagt forstået som den tanke, at Gud kan alt og at Gud forårsager alt. Gud er ikke almagten, som den der skalter og valter med menneskers skæbner og gør (lidt) godt her og (lidt) ondt der. Altså Gud som både livsbevarer og livsnedbryder. Gud er, som vi også siger det i Fadervor, og som hører til det centrale kristne billede af Gud – Gud er vores far, som også Jesus kalder ham. Vores himmelske far. Og vi må tale Jesus efter munden. Og der findes mange andre billeder af Gud. Gud kan vi umuligt rumme i et enkelt billede. Der findes mange andre billeder af Gud. Også udenfor det bibelske og dog evangeliske i ånden, og det vil sige: i grunden.

Som Halfdan Rasmussens i forundringssangen, ”Med store undrende øjne går jeg” med blandt andet de ord: ”Jeg tror, der ligger et barn dybt inde / i alle levende ting, der gror. / Et barn, der er som en fuglevinge, / en lille gud, der er evig stor. // Jeg tror, han danser i altings hjerte, / jeg tror, han hviler i altings vækst. / Og alle underes under er det, / at han er ordløs og altings tekst.”

Gud er nærværende og magtfuldt tilstede overalt, hvor liv og kærlighed opstår. Spirende, ventende, vedblivende. Altid på livets side. På vej frem mod høsten: Gudsrigets hele og fulde frembrud, hvor Gud i sin kærlighed skal blive alt i alle. Det rige, Guds rige, som med Jesus i kraftfulde glimt er tilstede iblandt os allerede nu. Der er, som vi siger det i troens og teologiens verden, tale om et ”allerede – endnu ikke” – Guds kærlighed, Guds kærligheds almagt, er allerede tilstede og endnu ikke fuldt og helt. Alt i alle.

Vi skal ikke tage afsked med almagten(!) – Guds kærligheds almagt – vi skal tålmodigt vente den, som frø i jorden i denne kolde, golde tid venter vårens og vækstens komme. Gavmildt, uforbeholdent og fuldstændigt ødselt har Gud som en overmåde rundhåndet sædemand, strøet om sig med ”kærligheds kerner”. Det ligner i verdens øjne dårskab og spild. (Mark 4,1ff.) Som korset på Golgata, Jesus den korsfæstede, som Guds kærligheds kerne og stærkeste udtryk for Guds kærligheds magt og sted i vores verden: i afmagt og mørke, i nederlag og undergang. Herfra vil det vokse og virke. For ”Guds dårskab er visere end mennesker og Guds svaghed er stærkere end mennesker.”

Allerede – endnu ikke. Men det er begyndt. Guds kærligheds almagt har vist ansigt i verden og vil virke og vokse frem for til sidst at blive alt i alle. Det sku´ vær´ så godt, og det vil det bli´! Noget faldt i god jord. Nåde faldt i god jord. Guds nåde, som vi i håbet ikke må gøre en millimeter mindre end almægtig – alle vi arvinger til Guds rige. Sådan som Lars Sandbeck da også slutter sin bog med at sige, at vi ikke må slukke ”håbet om, at Gud en dag må få al magt. Men den magt, Gud skal få, er ikke magten til at kunne alt eller til at forårsage alt. Det er i stedet en magt, der befrier os fra det onde, således at kærligheden kan fuldbyrdes iblandt os. Det er en magt, der frigør os til kærlighed. Når Gud en dag har fået al magt, kan man tale om at en ny situation er indtruffet, en situation, der er kendetegnet ved, at Guds herredømme har sat sig igennem, og at hans vilje uanfægtet sker. Man kan kalde situationen for kærlighed, men der findes som bekendt også et andet ord. Evangelierne kalder det Guds rige.”