ELSKE TIL DØDEN

I digtsamlingen ”Sjælen marineret” skriver digteren og firsårsfødselaren fra forleden, Benny Andersen i digtet ”Ode til døden” om dette på en måde godt at kunne acceptere ens egen død og sige til sig selv: – ”det ku ha gået meget værre – men det gik dog meget bedre – du fik rigeligt…” – så kom bare, siger han til døden, ”om end mandag ville passe bedre”.
”Men” skriver han så: ”Men når jeg tænker på min elskede

tænker jeg:

Aldrig i livet!

Disse øjne dette smil denne stemme

lukket og slukket

Dén går ikke du gamle

 

Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne

ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke

at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre

er et lille mesterværk og tæerne glem ikke tæerne

og de uimodståelige graciøse knæhaser

Hallelunej

sådan leger vi ikke

når hun lider lider jeg

når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til

sådan er det bare

så kom ikke for godt i gang

gigt og andre skavanker

skal vi nok selv ta os af

men hold nallerne fra hende

Forstået?

Hvis du prøver på noget i den retning

blir det over mit lig!”

 

Sådan taler den, der elsker, om den elskede. Kærligheden kan ikke med døden. På ingen måde. Døden gør alt til ingenting. Kærligheden gør ingenting til alt. Kærligheden har øje for ikke bare ansigt, øre og stemme men også knæhaser, fødder og tæer – ”glem ikke tæerne”.

Glem ikke de nederste og så ofte ringeagtede dele, som dog bærer oppe og bevæger. Glem ikke. Kom, som kærligheden, i hu det hele. Kærligheden, den rene, elsker med hud og hår og med sans for det måske ingen andre så.

Som når Jesus den sidste aften bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder, som en vigtig og fantastisk overbevisende tegnhandling, der giver kærligheden sprog. Jesus, gennem hvem Gud kærligt har taget hånd om mennesket. Hele mennesket. Dig og mig – alt inklusive.

Og hvorfor? – ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?”, spørger Jesus disciplene og nu i dag os. – Ja, vi forstår det godt: For at vi skulle gøre, ligesom han har gjort mod os.

Tage os kærligt af hinanden, som dem vi hver især er, med hud og hår – og selv sure tæer!

Elske hinanden til døden og trods det at døden for en tid skiller os fra hinanden. Heri er livet.