Længe leve skammen!

I Las Vegas har en 64-årig mand dræbt 58 mennesker og såret næsten 500 mennesker i en massakre så ufattelig ond og meningsløs, at vi vel lige nu her først i oktober 2017 bare ingenting fatter, udover at spørge: Hvorfor?

Jeg læser lige for tiden ”Fri os fra det onde” af Sørine Godtfredsen samt artikler i samlingen ”Så tæt på livet som muligt – Perspektiver på Karl Ove Knausgårds Min kamp” om selvdestruktion og opløsningshunger, om ”Skam som plotskaber af Min kamp” (Poul Behrendt) og ”Ingen skyld, uden skam”. Jeg har netop færdiglæst Jan Kjærstads nyudgivne (virkeligt velanmeldte) ”Berge”, hvor han gennem en fiktiv fortælling om et brutalt massemord går uhyre tæt på Utøya-massakren i Norge og ondskabens, ikke ene, men forskellige ansigter. Ind imellem læsningen ser vi på friaftener her i huset afsnit af den norske ungdomsserie ”Skam”.

Det kan synes for meget af det gode med al denne kredsen om det onde. Om skyld og skam, om bøvl og ballade og det der er værre. Men det er det ikke.

Det er velgørende at se en ungdomsserie som ”Skam” på så ligefrem og troværdig vis fortælle om moderne ungdomsliv med al den festglæde, venskab, forelskelse og energi der her udfolder sig og så samtidig få fortalt alle de svigt og misforståelser, fortrædeligheder og selvfedmer, der hører sig til, med ind i billedet. Titlen ”Skam” er genial af flere grunde. Måske i særlig grad fordi serien indirekte så tydeligt viser, hvor forfærdeligt det ville være at leve i en sammenhæng uden skam. I skamløsheden. – Længe leve skammen og alle mulige gode, livsnødvendige skamfølelser, som medvirker til at skabe medmenneskelighed.

Med skammen forstået som plotskaber af Knausgårds Min kamp, som det særlige fortællerdrive i romanværket, kommer man som læser rigtig langt i forståelsen af, hvad der gør læsningen af Min kamp så besættende for så mange af os. Sammen med skammen og selvafsløringen her kommer det bankende hjerte hos fortælleren endnu tydeligere frem. Som når du selv overfaldes af skammen og varmen stiger dig til hovedet, kinderne rødmer og hjertet banker heftigere end ellers.

Sørine Godtfredsen kredser i ”Fri os fra det onde” omkring ondskaben, den menneskelige ofte uforståelige ondskab, udfra Martin Luthers livshistorie og med gentagne referencer til Luthers teologiske hovedpointer. Men også med inddragelse af forhold som Utøya-massakren og Knausgårds Min kamp. Pointen er selvfølgelig, at ondskaben slipper vi ikke for som en uhyre væsentlig del af menneskers liv og samliv. Også i det helt almindelige og dagligdags.

I ”Berge” af Jan Kjærstad – hvor den unge Nicolai Berge (iklædt sit mærkelige stilige farfaragtige tøj) tavst sidder i retten i Oslo anklaget for et brutalt massemord begået den 23. august 2008 i en hytte udenfor Oslo – bliver det gennem romanen tydeligt og uundgåeligt at tænke på Berge som alias Breivik. Og i det hele taget tænke på Utøyamassakren den 22. juli 2011 og hvad der her dukkede op i norsk og nordeuropæisk historie af ufattelig ondskab. Men ikke kun det. Kjærstad skriver sig tæt op ad Utøya og eftervirkningerne og reaktionerne herpå. Men han udvider også billedet heraf og gør det klart for mig læseren, hvor bredspektret ondskaben er. Hvor indfiltrede vi alle er i den og hvor skamløst og i virkeligheden ondt, vi kommer til at handle, når vi totalfokuserer på ondskaben som den i særligt grad onde handling hjemmehørende hos det særligt onde menneske. Sagt med andre ord: Hvordan den gammelkendte historie om syndebukkementaliteten hører med, når vi selvretfærdige og blinde farer frem og under godhedens maske skamløst gør ondt.

Jo, det er sandelig godt at se det onde i øjnene. Sådan som også litteraturen og fiktionen kan hjælpe mig til det, fordi den – når den er god – kan være et spejl og hjælpe dig og mig til endnu engang at få øje på det, som i virkeligheden fylder så meget, at det kun kan skjules i skamløshed og således mere ondskab.