Min nåde er dig nok

Det var Luthers store klosterprojekt for ikke at sige livsprojekt at finde en nådig Gud. Hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan finder jeg rum til at være det og den jeg er, alt inklusive, også mine nederlag, mine svigt og min uformåenhed. I sin bibellæsning fandt Luther i særlig grad et svar ved sin læsning af Romerbrevet, herunder kapitel 3 vers 21 ff. i ordene om Guds nåde ved forløsningen i Kristus: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”

Der går, som en rød tråd, gennem Bibelen selv en eftersøgning efter billeder af en nådig Gud. Ind gennem alt det Bibelen i øvrigt repræsenterer og udtrykker, møder vi profeters, evangelisters og apostles forsøg på at finde og fremsætte billeder af en nådig Gud. Det lykkes ikke lige godt alle steder. Hver enkelt bibellæser ser det ikke på samme måde og på de samme steder i Bibelen. Men stærke billeder af nåden og af en nådig Gud findes. Uløseligt knyttet til Kristus og Bibelens og Det Ny Testamentes billeder af ham.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård mest kendt for romanværket Min kamp, 1-6 har i Norge medvirket som sprogkonsulent på den seneste bibeloversættelse og er blandt andet også herigennem blevet bragt ind på overvejelser om nåden. I essaysamlingen Sjælens Amerika mest direkte i essayet Nåde. Knausgård er her, ligesom i Min kamp 1-6 og som en af romanværkets allerrødeste tråde, endnu engang inde på sit voldsomt anstrengte forhold til sin far. ”Det var,” skriver Knausgård, ”da han blev begravet at jeg forstod hvad nåde var.” Ikke fordi han nu var død og borte, men langt mere fordi, som Knausgård skriver det: ”Det var da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, et menneske der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden.”

”Der er ingen forskel,” som Paulus skriver det i Romerbrevet.

”Nåden er,” skriver Knausgård, ”med andre ord det sociales modsætning. Det sociale inddeler, lukker ude, trykker ned, løfter op. Det sociale er et system af forskelle, en verden hvor alt og alle gradueres og differentieres. Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.” skriver den, ifølge eget udsagn ikke-troende, men dybt troværdige Knausgård.

”Det vi har glemt,” som Knausgård endvidere skriver det, ”er Kristus, det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det… Tilgivelse for alle.” Nåden hæver op. Løfter op. Nåden ophæver alle forskelle og løfter det enkelte menneske op til ligeværdighed. Paulus skriver i Andet Korintherbrev om stolthed og magtesløshed. Om store åbenbaringer og om en ”torn i kødet”: ”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”” (2 Kor 12,8-9) Der er i kristendommen og gennem Det Ny Testamente en vældig omvending af gængse magtforhold og hierarkiske sammenhænge. Ophævelse og opløftelse som en væsentlig del af Guds nådes væsen. Som Paulus skriver det i Første Brev til Korintherne 1,27-29: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting.” Der er noget om nåden. Nåden er nok. Også når det ser ud af ingenting.