Når vi går i kirke, hører vi sammen. Vi gør det, fordi det først og fremmest er netop det, det handler om i kirkens og gudstjenestens rum: At vi hører sammen. Sammen hører evangeliet. Det gode glædelige budskab om en virkelighed større og mere forunderlig end vi kan sige os selv. Nådefuld og rig på barmhjertighed.

Svenske Kerstin Ekman fortæller i romanen ”Røverne i Skuleskoven” om skovtrolden Skord tilbage i middelalderen. Navnet ”Skord” er sat sammen af ”skov” og ”ord”, og sådan er det hos Kerstin Ekman en grundtanke, at der må komme ord til skoven og til livet som sådan, for at vi kan live op.

En dag møder Skord tiggerpigen Bodel, og oplever nu det underlige, at hun tager sig af ham: ”Hun begyndte at gøre noget ved hans fødder. han måtte sidde længe med dem i vand, så snavset opløstes. Derefter skar hun neglene af. Hun gjorde det så net med sin lille kniv, at der ikke var noget der blødte eller gjorde ondt… Under alle hendes gøremål var der en tanke der var begyndt at virre inde i hovedet på Skord. Til sidst fik han fat i den og kunne forme den til ord af den slags de brugte indbyrdes. Han spurgte hende, hvorfor hun gjorde alt det med ham. Da svarede lille Bodel: – Det gør jeg for Jesus Kristi barmhjertigheds skyld.”     

Og sådan kom ordene sammen med handlingen til og formede den virkelighed, at også de to hører sammen, skovtrolden og tiggerpigen. Bodel ikke blot vasker og ordner Skords fødder og fortæller ham, at det er ”for Jesu Kristi barmhjertigheds skyld”, hun forsøger også at forklare og fortælle ham, hvad hun ved om kristentroen. Om ”Gud Fader i Himlen” og om ”Frelseren, den søde, fra hvis sår der dryppede blod og honning”. Men helst og mest fortæller middelalderpigen Bodel om ”Guds moder, Jomfruen, Den yndigste Rose, Maria. Når hun græd kom der dug på græsset.” For ”Maria, himlens rose, var alt levendes dejlighed. Hun var lun mælk og ovnvarmt brød. Hun var osteklumperne i verdens valle. Hun var blød og varm som en koside og tør og glat som halm. Hun var ren som en kilde i skoven og blød som et gåsebryst og klar som en dugdråbe på et blad. Hun var alt levendes liv og lykke – og Skord spurgte om hun (da) var som en pandekage.”

Ja, eller som barmhjertighed. Vi bruger de ord og knytter til ved de sammenligninger, vi nu hver især bedst kan, for om muligt at få sat ord på det uudsigelige. Ord at holde fast ved. Ord, allerbedst, så vi kan kende Guds barmhjertighed og oplives.

God sommer!