Jeg er for tiden i gang med at færdiggøre et manuskript til en bog, som til efteråret, sidst i oktober 2014, forventes at udkomme med titlen ”Noget om nåde.” I bogens indledning skriver jeg blandt andet: Nåden er truet. Det er nåden altid. Nåden er truet som virkelighed iblandt os, og nåden er truet som et ord og begreb, vi i det hele taget anvender. De to dele, sproget og virkeligheden, hænger normalt ret godt sammen. Forsvinder et begreb ud af sproget, eller findes det slet ikke, så findes den del af virkeligheden nok heller ikke for os. Vi har, som Sløk i sin tid påpegede det, et ord i sproget for glæden, når det går den anden skidt: Skadefryd. Vi har betegnende nok ikke på samme måde et udtryk for glæden, når det går den anden godt. Medglædenheden? Hvor blev den af? Hvad angår nåden, så er den som anvendt ord og begreb i sproget i vores tid i færd med at blive opslugt af kærligheden. Det er slet ikke så ringe, men det er heller ikke godt nok. Noget går tabt. Nåden er større. Nåden er altid større end noget andet. Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen ”Noget om nåde”, hørte han det som ”Noget om noget” og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det kan der. Også under ”Noget om nåde”, under nåden.

Nåde er et flertydigt begreb, som kan ses snævert som en tilgivelsesakt alene. Tydeligst når, som man siger det, nåde går for ret. Når den part, som åbenlyst er blevet krænket, eller som står med et måske endda større tilgodehavende, lader den anden part slippe for at skulle sone sin forbrydelse, sin overtrædelse, eller tilbagebetale gælden. Eller begrebet nåde kan i en lignende opfattelse og for så vidt endnu mere snævert ses som en sag for Gud alene. En ingrediens i det kirkelige sprog stort set uafhængig af virkelighedens verden i lighed med begrebet syndernes forladelse, som vel ofte alment opfattes som en indre-kirkelig realitet uden forbindelse til omverdenen og det almindelige a-kirkelige menneskeliv. Nåden, Guds nåde, bundet op på, stort set, alene billedet af feudalherrens nåde. Nådigherrens ret og magt til at skalte og valte med sine undersåtters liv og skæbne, og således, som en del heraf, magten til også at vise nåde. Lade nåde gå for ret, om så skulle være. Det er alt sammen billeder af nåden, som bibelsk og kristeligt har meget for sig, og som i høj grad hører med til traditionens gods. I flere af Jesu lignelser knyttes der meget direkte til herved, for eksempel i lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,21-35).

Nåden i form af tilgivelse fortjener alle vegne stor opmærksomhed. Når tilgivelse finder sted, bliver mennesker givet tilbage til eller hen til (tilgivet) en mulig ny relation i en gammel kontekst. Som det hedder med helt enkle ord i Jan Kjærstads roman Opdageren, hvor tilgivelsen med et blik, en øjenkontakt, og en replik fra den krænkede part finder sted: ”Intet var glemt, men vi kunne begynde forfra.” Således finder nåden sted i det menneskelige i form af tilgivelse og eftergivelse af gæld med ny begyndelse til følge. Men også i bredere forstand og langt mere omfattende er det muligt at tale om nåde. Om erfaringer af nåde overalt i det menneskelige fra morgen til aften og natten med. Sagt med Kingo, som tillige denne bogs bonmot: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder…” (DDS 743,2) Eller sagt mere moderne med Møllehave, med samme altomfattende nådesyn: ”Nåden er din dagligdag, / hverdagen, det nære. / Mennesker at leve med, / nåden er: at være.” (DDS 522,1) Nåden set bredt som omfattende, i udgangspunktet, enhver form for tilblivelse af nyt liv. Nyskabelse. Det er i denne altomfattende betydning, nåden først og fremmest fortjener opmærksomhed, og som jeg ser det, tillige fortjener at blive bevaret, eller rettere, brugt og anvendt som ord og begreb i sproget, så længe vi ikke har noget bedre eller blot tilsvarende godt at byde ind med.