Golfstrømmen – lys og varme

I romanen ”Sommerlys – og så kommer natten” tager islandske Jón Kalman Stefánsson os gennem sorgmunter, varm fantasifuld fortælling med indenfor i et lille islandsk landsbysamfund i årene op mod årtusindskiftet. Trikotagefabrikken, byens stolthed, med 10 ansatte, har måttet lukke, fordi ejeren er blevet bidt af latin og astronomi.
Fem af de ansatte, fem kvinder, i romanen kaldet ”de ti hænder” får ikke nyt arbejde. De mødes to gange om ugen og forsøger, når de ses, at udfylde deres livs tomrum med bitter snak, sladder og emsig tilsvining af de andre.

De andre fem finder på hver sin måde nye veje i livet. Kommer videre med deres liv. Åbner sig for endnu en mulig glæde. Endnu en åben dør.

Ikke at det bare er nemt. Alle kender til modgang. Gråd og tårer hører med. Som forfatteren skriver det: ”Tårerne har form som robåde, sorgen og savnet sidder ved årerne.” Den sejlads undgår ingen. Eller ensomheden for den sags skyld. ”Ensomhed er at have arme, men ingen at omfavne.” (romanen ”Himmerige og helvede”). Men ensomheden, sorg og savn, er ikke og aldrig alt. På et tidspunkt midt i det mørkeste mørke og lukkede fester åbnes en dør, og kaldet lyder: Kom, der er fest!

Thurídur, som ikke er én af ”de ti hænder”, er beskrevet som en kvinde med et lyst sind: ”det virker som om glæde eller lys strømmer ud gennem huden på hende; Thurídurs venlige væsen og lysstyrken i hendes indre har”, som fortælleren siger det, ”mere end én gang vakt et håb i os om at livet ikke er så forbandet alligevel, at der måske er en smule mening med tilværelsen.”

”Men inde bag latteren, inde bag lysstyrken og varmen gemte der sig (hos Thurídur) en hed længsel som aldrig havde fundet sit mål”. Hun er femogtredive år, godt og vel hundrede og firs centimeter høj, kraftig uden at være tyk. Og hvor finder man i en landsby med 400 sjæle og 500 mere ude i oplandet en passende mand med den højde?

Ved nytårsballet har hun danset med bonden Benedikt og kysset ham den ene gang. Benedikt er fraskilt og bor alene på gården med sin hund og sine 315 får og lidt kreaturer. Han er ensom. Meget ensom. OG han er hundrede og halvfems centimeter høj!

En vinteraften ser Benedikt lys fra billygter og en bil køre ind i gården. Han tøver med at lukke op. Det er, som det siges, ”så pudsigt med mennesket, det kan være ensomt og længes efter selskab, men når nogen kommer, er det som om alting bliver vendt på hovedet og det vil helst kravle ind i sig selv og være i fred – sådan var det med Benedikt.” Men han lukker alligevel op. Det er Thurídur med en lille brun kuffert i hånden og med et smil på læben. Giv mig bare ti minutter, siger hun. Det får hun men heller ikke et minut mere. Benedikt er hundeangst for, at hun er kommet af medlidenhed. Da hun er kørt står den brune kuffert tilbage. Det bliver den ved med foråret igennem, hvor Thurídur med måneds mellemrum dukker op på små visitter hos Benedikt, som langsomt tør op. Og på en femdages tur til London, som han har bestilt og købt til sig selv for længe siden i et øjebliks vanvid, skriver han postkort til Thurídur og mærker varmen og lyset brede sig i sig.

Benedikt har været på museum i London og set en fire tusind år gammel mumie fra Ægypten, og han har set så meget andet i storbyens mylder, ”livets heftige flod”, og er temmelig rystet over at mærke, at alt dette ”er for intet at regne i forhold til en enkelt kvinde i en lille landsby i et land der ligger langt fra alting, men til gengæld tæt på en evig vinter og tungt mørke, et land, som ville være fuldstændig ubeboelig hvis ikke det var omgivet af den her lune strøm.

Benedikt tænker lidt på denne strøm, Golfstrømmen, og bliver rent ud sagt rørt til tårer af taknemmelighed over den, for hvor ville Thurídur være henne hvis ikke det var for Golfstrømmen? Sikke en lorteverden det ville være uden hende”!

Golfstrømmen. Det er det, evangeliet vil være for os: Varmekilde og livsbetingelse, en strøm af nåde, så der kan leves sandt menneskeliv selv her i det kolde mørke nord. Så vi kan varmes op og vækkes og vågne af vinterhi og dvale og truende ensomhed og udelukkelse. Og rejse os og, i bedste adventsstemning, bære blus med glæde på vej til festen. Lad os gøre dét. Og lad os sørge for at få tanket godt op, som vi gør det i kirken til gudstjeneste på vej mod jul og fest og en åben dør for hver og én.

 

Pinse. Tavsheden bliver brudt. Fortæl! Fortæl!

Nu kan det ikke længere holdes tilbage. Nu vælter det frem. Alt det grønne derude. Alt det liv og al den skønhed, lys og varme vi ventede så længe og næsten ikke turde tro ville komme. Og så er det her! ”I al sin glans nu stråler solen, / livslyset over nåde-stolen, / nu kom vor pinselilje-tid,…”
Med pinsen bliver lukketheden og tavsheden brudt. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”, havde Jesus sagt til dem, disciplene. Nu lød ordene igen – pinsedag, da Ånden kom over dem, i deres mund – i Jesu Ånd, i Jesu navn – med samme vægt, med samme magt og myndighed, som da han selv sagde ordene.

Og hjerte talte til hjerte. Med trøst og med livsmod til følge. For ordene lød jo virkelig, som da han selv havde talt dem, ordene lød jo netop til tro: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Tavsheden var brudt.

Ordene lød. Og lød godt. Og derfra begyndte det nu igen.
”Fortæl! Fortæl!” som en forfatter har kaldt en god bog om fortællingens rum. ”Fortæl! Fortæl!” – det er den opfordring, børnene kommer med til den voksne. Specielt da, hvis man i en fortælling har turdet tage af sit eget, og ikke sparsommeligt holde igen med det eventyrlige.

”Fortæl! Fortæl!” er den opfordring, der udgår til os fra pinsedagen og fra alt det vor Herre har sat gang i.  ”Fortæl! Fortæl!” Og forsøg ikke, at få troværdigheden frem gennem tilbageholdenhed.

”Overdrivelse fremmer forståelsen”. Og hvis det gælder noget steds, så er det ved evangeliets forkyndelse. Den vidunderlige guddommelige kærligheds historie om bevægelsen fra langfredag til påskemorgen, om liv af døde og glæde for sorg. Denne grundfortælling er så lidt egnet til at blive udsat for sparsommelighed og så eventyrlig i sin grund, at her må alle ens fars og mors velmente råd om ikke at tage munden for fuld og ikke love mere end… osv. – her må de alle suspenderes – eller rettere vendes 180 grader rundt, fordi Ånden vil det.

Ånden vil det. Og i den alkymi, Helligåndens glød frembringer, smeltes da sparsommelighed, reservation og skepsis og bliver til glæde og gavmildhed, ja, til en generøsitet i slægt med Guds nåde.

”Hvorfor tier Gud”, skrev en sørgende kvinde til sin ven og sjælesørger, som skrev tilbage til hende: ”Fordi du skal tale”!

Det må vi tage på os, når (nu) Gud sender os sin Ånd – at vi skal tale. I Jesu navn, i Jesu Ånd, give videre af hans fred og hans kærligheds vidunderlige historie – at intet overvinder den – og i den hører vi hjemme: ”Jeres hjerte forfærdes ikke, og være ikke modløst!”

”Der er”, som jeg læste det et sted, ”én eneste historie i verden, genspejlet i de mange små, som står urokket lysende med sit budskab om tro, håb og kærlighed, og som engang vil omslutte alle andre historier og for altid lade skyggerne vige.”

Så vidunderlig er evangeliet. Så eventyrlig er perspektivet. Så fantastisk meget har vi af Gud, ved Helligånden, fået at gå videre med og sætte både ord og kropssprog på, at der er nok til et helt liv.

Glædelig pinse!

 

Forår. Maria bebudelse og nyt liv

”Hvad var det dog, der skete?” Lærkesang foroven. Vintergæk og erantis forneden. Det nye liv. Snart er tiden inde. ”Hvad gennembrød den sorte jord…? Den lille anemone,…”. Snart vil jorden vise sig så svanger med liv, at det bare bryder igennem overalt.
Hvor er det berusende og voldsomt, når foråret med sit nye livsunder afløser vinterens kolde golde stilstand. Nu bevæger det sig igen. Nu sker der noget. Nu sparker og rør det nye liv på sig. Og det glæder os inderligt.

Der er noget i luften. Og det er en glæde i slægt med julens glæde, vi nu mærker. Sådan som det så fint understreges i kirkeåret med Mariæ bebudelsesdag. Jesu undfangelsesdag ved forårsjævndøgn hvor der jo så altså er cirka ni måneder til jul.

Jeg arbejdede engang i et gartneri, hvor en ung kvinde, hvis mave var begyndt at vokse, en dag kom til mester og spurgte om en fyreseddel. ”Nå”, sagde han, efter at have sendt et sideblik til maven, ”har du været for nær på æ mandfolk?”, men hun svarede forskrækket: ”Nej, æ ved it hvordan det æ gån te!”

Jo, vi ved jo nu godt, hvordan det går til. Eller rettere: Vi ved noget om det. Men hvis vi gør alt til et spørgsmål om bioteknik – biologi og teknik, menneskelivet totalt begrebet i tekniske termer, så er vi – ja, så er vi dumme.

Hvad er virkelighed?

En præst, jeg kender, fortalte et år op til Mariæ bebudelsesdag for sin 6-årige datter historien om englen Gabriel og pigen Maria. Og da hun havde fortalt færdig spurgte hun den 6-årige, om hun ikke kunne tegne det – hvortil tøsen svarede: ”Nej, mor – for jeg tegner jo aldrig sådan noget virkeligt noget”!

”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria” – det er virkelighed. Fantastisk forunderlig virkelighed. Og dét er ikke så nemt at tegne. Det er ikke så nemt at forstå og begribe. Men man kan gribes af det. Af fortællingen om, at ”englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa” – til en jomfru hvis navn var Maria – med bud om at hun skulle føde Guds egen søn. ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.”

Det er ånden, der er det afgørende. Det er det udenfor kirkens tykke mure. Og det er det indenfor i gudstjenesten i de ord og fortællinger, der her møder os. Ånden. Guds gode Helligånd, som virker med overalt, hvor liv bliver til. Som rører os, så vi aner og fornemmer, at virkeligheden er langt større og rigere end vi så ofte går rundt og tror i den smålighed, som altid og på så mange måder truer os i det menneskelige.

Som landsbytøsen Maria må vi i forundring og taknemmelighed åbne os for dét – på ingen måde selvfølgelige – men fuldstændigt forunderlige: At børn kommer til verden. At liv bliver til. At en blomsterpragt og farverigdom så stor, nu står for døren og bryder gennem jordens mørke hinde derude. Måske en lille sartblå anemone. Og:

”… denne rene farve

den er mig som en vårens dåb,

den la´r mig nyfødt arve

en evighed af håb.

Så bøjer jeg mig da mod jord

og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.

Du lille anemone,

hvor er din skaber stor!”

 

Nåde og skarnstreger

I bogen ”Jeg har ladet mig fortælle …” har jeg selvfølgelig også inddraget Astrid Lindgrens Emil fra Lønneberg. Blandt andet historien om Det store julegilde på Katholt, hvor medfølelsen løb af med Emil, og han anden juledag, mens forældrene var draget på julebesøg, fik arrangeret julegilde for alle fattiglemmerne fra fattighuset.
Hele tredje juledag sad Emil i brændeskuret. Men det var uden tvivl det hele værd, når han tænkte på fattiglemmernes glæde ved det uventede julegilde på Katholt.

Og livet på Katholt det sin gang. Snart var vinter forbi, og det blev forår. En forårsaften da Emil pilefløjtespillende gik hjem fra en fisketur sammen med Alfred, sagde han: ” ”Ved du, hvad jeg skal lave i morgen?” ”Nej,” sagde Alfred. ”Er det en skarnstreg?” Emil satte fløjten for munden og begyndte igen at spille på den. Han gik lidt og fløjtede, mens han tænkte, så det knagede. ”Det ved jeg ikke,” sagde han endelig. ”Det ved jeg aldrig før bagefter.”

Man må turde tage nogen chancer. Vi må turde tage nogen chancer med syn og sans for de små og de klemte. Ensomme, fattige eller måske velhavende, foragtede og udstødte mennesker.

Det er her, i dette felt af medmenneskelighed, og aldrig udenom det, at det himmelske og guddommelige kommer til. At Gud selv kommer til, som vi hører om det i julens uforglemmelige budskab. ”Og det skete i de dage…” Og det sker nu igen – og igen – at Gud går ind i det menneskelige. Og, ganske som i Menneskesønnens skikkelse, gør godt. Giver sig selv. Giver sig selv til os, og dermed os til hinanden. Så at vi kan nå rundt om træet. Rundt om alt det vi har fælles. Og ind gennem grene og glitter få øje for hinanden. Også dem langt længere ude end i den nærmeste kreds. Dem der ikke var plads til i herberget. Dem der så ud til at måtte nøjes. Eller ligefrem lide. Lide afsavn. Lide ensomhed og smerte, som hører med til tilværelsen. Men ikke i et væk. For lyset skinner i mørket: ”Det folk, der vandrer i mørket / skal se et stort lys, / lyset skinner for dem, / der bor i mørkets land.” For det skete i de dage – og sagt med englens ord: ”Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren.” Guds nåde på jord. For den kan ingen vide sig sikker. Glædelig jul og godt nytår!

 

Jeg har ladet mig fortælle…

Jeg er på besøg, eller måske rettere: ophold, hjemme hos mine forældre i disse overrumplende varme løvfaldssommerdage sidst i september, først i oktober 2011. Jeg sidder en del af tiden i campingvognen heromme bagved det hele ved siden af Den Gamle Hønsegård, det mest mytologisk ladede landskab i mit liv. Her hvor alting, som i skabelsens tid, begyndte og blev til ud af ingenting.

Jeg er her for at færdigredigere manuskriptet til ”Jeg har ladet mig fortælle …”, en bog som, selv fortællende, kredser omkring temaet fortælling og identitet. Og som efter planen udkommer på Forlaget Aros sent i efteråret 2011. Om Den Gamle Hønsegård skriver jeg her blandt andet:

Den Gamle Hønsegårds omkring 400 kvadratmeter bestod rent fysisk af mindre åbninger mellem høje elmetræer, lavere mirabeller og hyld. Men ét er det fysiske, noget andet og ligeså vigtigt er sjælen. Eller: Ånden.

Ethvert sted har sin ånd. Formet og farvet af de fortællinger, der hører stedet til og hele tiden på ny kommer til. Stedets ånd kan ikke indfanges, men fornemmes. Jeg er ikke i tvivl om, at Den Gamle Hønsegårds ånd var præget af dens første fritgående indbyggere og deres måde at være til. I hvert fald så var det her, vi børn, dag efter dag, foldede os ud i en stadig omsætning af materialer, som de voksne regnede for affald og gammelt skrammel… I Den Gamle Hønsegård var identiteten flydende, mulighederne mangfoldige, og dog var grænserne givet. Mor og far havde sat dem.”

Dette sidste genoplever jeg nu igen, som altid når jeg er hjemme hos mine forældre, på en ganske særlig måde.

Jeg ser og mærker og registrerer, hvordan dele af min fars og min mors kropssprog og mimik og vaner har sat sig i mig. Jeg, som er en midaldrende mand midt i halvtredserne og selv synes, jeg er kommet ret langt hjemmefra og i mange henseender blevet mig selv, må konstatere, at jeg samtidig også er del af en historie og en sammenhæng, som jeg på både godt og ondt aldrig undslipper i live. Min mors lidt urolige rastløse virren og pillen med fingrene og flytten sig rundt i stolen. Min fars let utålmodige bevægelser og springen rundt, for slet ikke at tale om hans mave, som i faretruende grad synes at bule ud nu også i min krop. Og umådelig meget mere end det. I væsen og væremåde og andet væsentligt ser jeg med taknemmelighed såvel som (noget nær) afmægtig konstatering mig selv som udrundet af og knyttet til en historie langt større end min egen isolerede livshistorie. Hvis man da overhovedet kan tale om et menneskes egen isolerede livshistorie!

I går var jeg på en halvdags køretur sammen med min far. Først på besøg hos hans mor, min farmor, på plejehjemmet (farmor fylder 103 den 26. november) og bagefter med min far rundt i barndommens landskab. Vel at mærke ikke først og fremmest hans barndoms land men min farmors: Fødehjemmet i Vrøgum, skolen, kirken og kirkegården.

Også her har jeg til en vis grad hjemme. Også herudaf er jeg kommet. Har jeg ladet mig fortælle. Er jeg blevet til. Og ligesom alle andre, uanset hvad og hvor kringlet og sært og sammensat, så dog blevet til noget!

 

Deromme bagved

Omme bagved gården ”Elmely” i Dybmose i Sydvestjylland, hvor mine forældre har levet hele mit eget godt og vel 53-årige liv, har jeg fået min halvgamle campingvogn opstillet. Eller opstaldet. Den står tæt ved møddingmuren på et sted, hvor der engang var staklade med hø og halm. I høsten var her liv og glade dage i al knokleriet og på mange andre dage året rundt var det en yndet legeplads for os børn. Nu er der hverken staklade, halm eller mødding tilbage. Forfaldet er tydeligt. Naturen tager stille og roligt, eller rettere, stædigt vedholdende over med sit vejr og sine vækster. Her mellem campingvognen og møddingmuren i form af blandt andet en del brændenælder men også som ved et under en hindbærbusk med røde bær.
Det er fint for mig på den måde at kunne besøge mine forældre henover en række dage. Være sammen med dem, spise, tale, snakke og få et indblik i deres gode gamle-dages-dagligliv – og så samtidig kunne trække mig tilbage til campingvognen heromme bagved det hele. Læse, sove, skrive. Tænke og falde i staver. Sidde på stolen ved bordet herudenfor og kigge mig omkring på den lille stump verden, som geografisk og matrikelmæssigt engang var om ikke det hele, så langt mere end det halve.

Det var her, jeg blev til. Det var her, jeg stavrede rundt som lille og legede mig ind i verden. Det var her jeg lidt større begyndte at få opgaver som at hente køer og være med til at køre roer ind, muge ud i stalden, hjælpe til i høsten med at få halmen i hus og meget andet. Det var heromme, jeg sammen med mine små søstre, nabobørn og skolekammerater indtog Den Gamle Hønsegård. Gravede og byggede og gjorde ved og ikke skænkede forfaldet og tiden der går og går én eneste tanke. Det gjorde den bare. Tiden. Gik. Og meget af tiden gik den godt.

På ”camping” heromme bagved det hele mærker jeg, hvor godt det i grunden er at være til. Også selvom en pæn del af tiden er gået. Bag forfaldet, brændenælderne og den forsvundne staklade findes en baggrund, som ikke fuldstændig forsvinder for mig, og som jeg stadig suger næring af til at leve mit liv nu i dag.

Det er godt at have tilholdssteder. Det er godt, at der er så meget godt i grunden. Inklusive baggrunden. Steder og mennesker der gjorde én så godt, at det er svært at få det ordentlig godtgjort.

Alberte Winding sætter ord på en væsentlig side af det hele i sangen “Tidernes morgen”, hvor hun synger – og lad det så være godt for nu: “Når du klarer dig… så er det nok fordi, / at nogen engang, / har elsket dig et godt stykke hen ad vejen. / At nogen har holdt dig varm, / hvis ikke i går så i tidernes morgen.”

 

FRELSE OG FORTABELSE

Jeg er selv vokset op indenfor det missionske, og kender så udmærket fra jeg var lille – fortalt af min kærlige mor og ligeså kærlige og varme bedstemor – tanker og ideer om fortabelse. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre.
Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til indenfor det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven. For hvad nu? Betød det at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater (sandsynligvis!) skulle gå ad Helvede til?

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag mener. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige, end den hun først havde forestillet sig!

Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud.

Der er noget, som altid går rivegalt, når man vil forstå bibelens tale om fortabelse, som noget der udelukker nogle fra det himmelske – for det er jo altid de andre!

Den slags tanker og ideer om evigheden udspringer i virkeligheden af vore egne lavloftede sind og tendens til smålighed.

Hvad vi vil, det er én ting. Hvad Gud vil, er gudskelov ofte noget ganske andet. Og Gud vil at alle mennesker skal frelses. Og Gud vil det helhjertet. Så meget at Gud i Jesus Kristus har sat sig selv, sit eget guddommelige liv ind på det.

Som teologen Niels Henrik Gregersen skriver det: ”Kun mennesket er sin egen fjende. Den store uhygge ligger ikke hos Gud, men hos os selv.”

Fortabelsen findes. Der er rigeligt af den – på denne side døden! Uhyggeligt er det hvor ensomt og fortabt et menneskes liv kan blive. Hvor vigtigt er det ikke, at vi tager os af hinanden. Rækker hinanden hånden med syn og med sans for det virkeligt himmelske: At det himmelske liv finder sted, når vi finder sammen i gensidig forståelse for hinanden dybeste behov. Det er her himlen begynder. Det er her de stærkeste glimt af Guds rige findes og lyser op så helvedesild og fortabelse fortabes af syne.

”Hvis nogen,” synger Kim Larsen i sangen til Susan Himmelblå, ”Hvis nogen, sir det hele går ad Helvede til, så tro dem ikke!” Tro på nåden og barmhjertigheden. Tro på Gud som den der rækker hånden ud for at være med os alle dage indtil verdens ende, ja, langt ind på den anden side af alt det, vi kender til. Den tro er ingen snydt med.

 

DU BOR I DIT NAVN

Min far og jeg tog en augustdag for få år siden på en lille tur. Turen gik fra det aller vestligste Jylland og tværs over til Øster Nykirke ved Give med små ophold de forskellige steder og gårde, min far tjente, da han var ung. Det er han ikke mere, så vi var også alle stederne indenfor på kirkegårdene. En væsentlig del af min fars livshistorie indbefatter, helt naturligt, kirkegården. Her ligger de, her er de ”stedt til hvile”, den ene og den anden af dem, han levede sit liv sammen med – som barn, som ung og sidenhen. Nu er de døde, men de hører stadig med. Ja, i min fars fortælling og erindring er de faktisk yderst levende!
Den sidste kirkegård vi var inde på hin mindeværdige mandag var, som sagt, Øster Nykirke, hvor blandt mange andre min fars onkel Henry ligger begravet. En mand, forstod jeg, som elskede at lave sjov og have det skægt. Og det fortalte far så om på kirkegården der ved gravstedet, så lattertårerne trillede dér, nærmest som en lille bæk helt fra dengang.

På et tidspunkt, da jeg gik lidt for mig selv, så jeg en fascinerende gravsten. På et for så vidt helt klassisk dansk gravsted nærmest kirkedøren stod og står der her på Øster Nykirke kirkegård en helt almindelig gravsten med den kortest tænkelige inskription. Der står: Ib! Ib, og ikke andet. Et navn.

En mands, et menneskes navn. Og så er meget allerede sagt. Udfra denne korte inskription med blot et navn er et menneske opstået i min forestilling.

Du bor i dit navn! Hvor er det godt at have navn her i verden. ”Navnløs er den ensomme”, skriver Grethe Risbjerg Thomsen i digtet ”Mit menneske” – så: ”Giv mig et navn, min elskede, / forløs mig med et ord!”

Giv mig et navn, min elskede! Et navn at leve og være i. Lad mit navn være et kaldenavn! Et navn nogen, eller bare én, i det mindste, kalder på. Som da vi var små, og troede vi var blevet helt væk, og så far eller mor kaldte med navnet – mit navn – så at verden igen med ét hang sammen.

Som Henning Mortensen fortæller det et sted i ti-binds-krøniken om Ib fra Horsens. Ib sidder ved sin mors dødsleje og tænker tilbage på en påske for mange år siden, da han var en lille 4-5-årig dreng, og med sin far og mor i Lunden, i parken herinde.

På et tidspunkt bliver Ib stående, mens far og mor fortsætter. Om lidt vil de forsvinde bag træer og buske. Men han véd det godt, mor vil snart vende sig og kalde på ham. det kildrer i hele kroppen. Nu vender hun sig. ”Så kalder hun. Han løfter hovedet. Og med ét sætter han i fuldt løb frem mod hende. Nu husker han det. Der er vild latter hen over plænerne … og der er fyldt med gule liljer.”

Som en påskemorgen – den første – med Maria Magdalene ved den tomme grav – og Jesus, den opstandne, som hun først, i morgengryet, troede var havemanden, altså graveren, men så var det, han sagde det – navnet – hendes navn – ”Maria!”, sagde han – ikke andet først. Og i et glimt var alt, som det skulle være.

”Hold mig ikke tilbage”, lød Jesus den opstandnes ord, umiddelbart efter. Nej, fastholde ham – fastholde det Maria her så og mærkede – som konstant nærværende håndgribelig virkelighed lod sig ikke gøre. Men hun havde fået nok til, trods døden og alle tab, at vide sig set og elsket. Og gå videre med dét budskab: ”Jeg har set Herren.” (Joh. 20,1-18)

Du bor i dit navn! Og de som kærligt kaldte og kalder dig ved navn, er knyttet til det. Også på tværs og på trods af døden. ”alle gode navne”, som vi synger det i salmen (DDS 754) om morgenens glæde og den nye velsignede dag, vi har fået at gå ind i. Med Jakob Knudsens ord: ”O, at jeg tør favne dig, skære dag, / kalde dig med navne, min sjæls behag, / alle gode navne, som bedst jeg ved: / Moder, søster, elskte: min kærlighed.”

 

DEN STILLE JUBEL OVER AT VÆRE MENNESKE

Det væsentligste i tilværelsen er aldrig baseret på håndgribelig målbar viden.
Dét gælder: Troen, håbet og kærligheden. Det gælder alle de livsvigtige livsbærende fænomener allerinderst inde i det menneskelige: Ingen beviser, men masser af tegn. Bedst af alt: Kærtegn og gode ord.

Ord som når Astrid Lindgren fortalte om sine egne kærlige, varme forældre, Hanna og Samuel August, som gamle:

”En ganske særlig aften i maj 1961, da de var gået i seng og havde snakket færdig om dagens små hændelser, præcis som de plejede, læste Hanna ”Så svandt en dag ud af vor tid”, en salme, som de sang så ofte, og hvis sidste vers lyder: ”Men om jeg hører dødens bud / i denne tyste nat, / Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.” Det var det sidste Samuel August nogensinde skulle høre hende sige. Hun fik”, fortæller Astrid Lindgren, ”en hjerneblødning umiddelbart efter, og et par døgn senere havde Samuel August ingen Hanna mere.”

Nej, han havde ingen Hanna mere, men han havde ord som: ”Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.”

Det er forfærdeligt sørgeligt at skulle miste den, man elsker.

Det er fantastisk forunderligt, at tab og nederlag, sinds og hjerters tomhed ikke er det sidste.

At vore forestillinger, selv de lyseste, skal overtrumfes af evangeliets og Guds nådes virkelighed.

At vore øjne skal åbnes, og at vi engang i opstandelsen skal se ansigt til ansigt og helt og fuldt være til i Guds kærlighed og ikke andet.

Endnu er vi undervejs. Endnu er vi i det helt nære og daglige. Her, hvor opstandelsen, vel at mærke, begynder og troen og håbet og kærligheden finder næring.

”Å mine brødre og søstre”, sagt med ord lagt i munden på munken, broder Jon: ”Å mine brødre og søstre / tak ham som endnu engang har reddet jer / da I var gravet ned i fortvivlelse / og uden håb; for livet I fik igen / det jævne og fredelige liv, den enkle hverdag / smuk og vidunderlig og uden lige, slid og savn / og glæde, den glæde som ikke lader sig slå ud:/ Glæden over skaberværket, glæden over at være til, / den stille jubel over at være menneske!”

 

ORDENE SMAGER SOM NYBAGT RUGBRØD

”Du gav mig, o Herre, en lod af din jord, / som jeg nu min egen må kalde…” (DDS 728) Vi synger den hver gang vi holder høstgudstjeneste. Det er, klart nok, en salme som taler særligt stærkt til landmanden, gartneren eller frugtavleren, som dyrker sin jord og som på denne konkrete måde kender til udleveretheden til magter udenfor én selv. Men det er også en salme, som taler til alle os, som fik et sted at vokse op, en familie, et hjem – et tilhørsforhold – et sted at slå rod og rødder at suge næring igennem. Vi kan alle sammen af hjertet synge med på ordene:
”Så lær mig at leve, o Gud, som jeg kan,

frimodigt som fuglen i skove,

og takke for regnen, som vander mit land,

for solskin og varme i sommerens brand…”

I bogen ”Landet og året” har Søren Ryge Petersen en meget fin skildring af den sidste høstdag hos de to halvgamle sygdomsplagede brødre, Anders og Julius, som én del sikkert husker fra fjernsynet.

På trods af enhver fornuft, kan man sige, bliver de ved med at drive deres ejendom. Og det er besværligt med den høst. Først er der vejret. Når man har to eller ti eller tyve tønder land byg stående på sine marker, længe efter at alle andre har høstet deres, så bliver vejret altoverskyggende. Så bliver det, det man snakker om, forbander eller lovpriser.

Så kommer da endelig det rigtige vejr og med det sliddet, som er umenneskeligt hårdt for de to, Anders og Julius. Men det lykkes, kornet kommer i hus – og Søren Ryge Petersen skriver: ”Vi snakker om høsten. – ”Er I ikke glade for, at I fik det i hus?” – ”Jo, det er altid godt at få høsten i hus.” – ”Det havde I ikke troet for en uge siden, da det bare regnede og regnede.” – ”Nej, det havde vi ikke.” – ”Og de lover mere regn til aften.” – ”Ja, det gør de.” Og så videre. Emnet er stort. Ordene smager som nybagt rugbrød.”

”Ordene smager som nybagt rugbrød”, det er et godt udtryk. Sådan sanses den lykkelige efter-høst-samtale – og sådan er det i det hele taget med de gode ord vi lever af: De smager som nybagt rugbrød – og giver os, som brødet, nye kræfter.

Også Guds ord. Hvis vi hører det ret, så vil vi kunne fornemme, at Guds ord er virkelig som dagligt brød på denne jord – noget som vi kan leve af og som kan give os næring til at leve i en grundlæggende ubekymrethed i taknemlighed til livets Gud:

”Ham takker alle vi med sang

for alt, hvad han har givet,

for hvad han vokse lod i vang

for ordet og for livet.” (DDS 729)