GENSYNSGLÆDE

Jeg så for nogle år siden på DR-2 en fantastisk fin dokumentarfilm (og hvor ville jeg gerne gense den) om søskendeparret Hugo og Rosa – fulgt over en periode på 10 år, fra 1992 til 2002, i den sidste del af deres lange liv. Hugo og Rosa Bergkvist fra gården Gunby i Roslagen, et lille sted på kloden et stykke vej nord for Stockholm.

Hugo, født 7/12 1900 og lillesøster Rosa, født 7/10 1905. De to sidste af i alt ni søskende. Altid levet sammen på den lille svenskrøde gård med de hvide vinduer. Til helt op allersidst i århundredet, uden el og rindende vand. Stille og roligt sad og gik de nu som gamle rundt med hver deres sysler og al tid god tid.

Søskendekærligheden, varmen og tilfredsheden lyste ud af deres ansigter, af øjne, træk og ord. Taknemmeligheden og sangen fyldte meget for dem begge. For Rosa mest hendes egne fine hjemmelavede viser. For Hugo, som gik mere op i det kirkelige end hun, mest salmerne. Altid en sang på læben som en tak til livets giver.

Og som Hugo sagde det – filmet siddende i midten af en flok børn samlet ved alteret til høstgudstjeneste – ”at Han vil have mig – at Gud vil have os, hver især, som vi er – det har altid undret mig og fyldt mig med dyb taknemmelighed!”

Da Hugo et stykke tid før sin 100 års fødselsdag bliver alvorligt syg og indlagt på hospitalet må Rosa på plejehjem. Åh, sikke en hjemve. Og sikke et savn og sikke en længsel efter sin kære bror, Hugo.

Vi ser klip til sygehuset, hvor han ligger i hospitalssengen som en død. På ryggen, med åben mund men uden at tage næring til sig ligger Hugo og sygner hen. På plejehjemmet blegner Rosa. Tilbage er stadig sangene, men nu mere som udtryk for tab af gode kår.

Da er det underet sker. Hugo kommer til live igen. Og en dag bliver han trillet ind på plejehjemmet til Rosa. De to gamle mennesker – han snart 100, hun 95 – siddende overfor hinanden i gensynets stund med hænderne famlende i kærlige klem, med kærtegn på kinden og ord som: ”Åh, men at vi to dog skulle se hinanden igen!” og Rosa: ”Hvor er din hånd dog kold, kære bror! Lad mig varme den!”.

Resten af tiden boede de sammen på samme værelse på plejehjemmet. Taknemmelige, dybt tilfredse, kærlige og varme, med sange og salmestrofer på læben til det sidste. Rosa døde 96 år gammel. Hugo fik endnu en tid.

En uge efter sin 101 års fødselsdag havde han, fik vi fortalt, siddet ude på gangen og sagt: ”Nu skal jeg hjem til Rosa”. Så var han stavret ind på værelset til vinduet – havde åbnet det og råbt: ”Nu kommer jeg, lille Rosa!”. Og så lagde Hugo sig ellers tilrette i sin seng, hvor han døde dagen efter.

Hugo og Rosa” – et varmt, varmt portræt af hvad det også vil sige at være menneske. Selv i tabets verden. For ”Gud har besøgt sit folk” (se DDS 349). Gud vil have os, som vi er. Også når vi er fortabte. Da stadigvæk Gud – Kristus – som den der kommer til os for at opsøge og frelse det fortabte. For at være hos os ind gennem mørkets og kuldens tid og føre os igennem ud til lyset. Til gensyn og glæde. Til nærvær og varme på ny. Sagt med Benny Andersen:

Mødes og skilles og mødes igen.

Varmt er det hjerte der bløder.

Livet begynder bag smerten min ven.

Lykken må danse på gløder.”

 

ET ÅR MERE HERRE!

Det er, som vi tydeligt kan se det rundt omkring vore huse på en nytårsmorgen, vigtigt at få ryddet op og få ting sat på plads. Det er det også i sindets og sjælens sager. Så vidt muligt, at få ryddet op og talt højt. Med både Gud og mennesker. Men det er ikke noget, der skal gøres på gader og torve. I talk-shows på tv-skærmen og hvor folk nu i dag, i det offentlige rum, krampagtigt forsøger at komme af med det smertefulde. Ikke på gadehjørnerne ”for at vise sig for mennesker”. Men du skal gøre det ansigt til ansigt med det andet menneske og i lønkammeret overfor din Gud og Far i himlen. – ”Lade din sjæls forurening fosse ud af dig i bøn til Gud”, som Kim Larsen på et tidspunkt sagde det.

”Forlad os vor skyld…”, som Jesus lærer os det i Fadervor. Forlad mig min skyld. Giv mig fred i sindet. Fri mig fra det onde. Giv mig at turde tale højt overfor det menneske jeg har forbrudt mig mod. Eller, om det ikke er muligt, så ansigt til ansigt med en anden, som vil lytte til mit sinds nød og elendighed.
Fri mig, Far i himlen, for al unødig og livsødelæggende fortrængning. Gør fremtiden åben for mig i forvisningen om at både den og min fortid ligger i din hånd!
Så bliver det også muligt, med den bøn – med Fadervor i hjertet – at se nytårsdagen som en gave og sige, med den gamle, desværre afdøde, Horsens-dreng Poul Borum i ”Digte til musik” fra nytåret 1995/96:
”Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.

Et år mere
af forsvindende drømme
og knopper der blev til løv.
Et år mere
lagt oven i bunken af år
der synker længere ned
og bliver støv.

Et år mere
At samle grunde til at ville
Et år mere, Herre!”

 

ADVENTSTID. OLIE PÅ LAMPEN

”At tro er”,  som Søren Kierkegaard skriver det,  ”bestandig at vente det glade, det lykkelige, det gode.” Også dette ikke at glemme den lykke der var. Lade den tælle med og lyse op i mørke tider.
Klaus Rifbjerg fortæller et sted om det at have fået sit tredje barn og glædes inderligt derover: ”… vi (to) var far og søn i solen – intet ondt kunne for alvor ramme os – selvom jeg godt vidste, at selv når solen skinner klarest, ligger skyerne over horisonten og venter på at gå i drift for vinden. Jeg så på den lyshårede dreng, mens klapvognen bumpede og knirkede af sted på den grusede vej og tænkte: LYKKE. Glem det aldrig.”

Glem det aldrig! Sørg for, så vidt det står til dig, sørg for olie på lampen, gennem såvel erindringen om det, der var godt – og det bliver dét ved med at være – som i håbet om det, der skal komme og kan blive godt.

Vent, ikke det værste, men det bedste! Våg og bed! Hold ud i trængselstider! ”Han kommer selv”, som vi synger det i én af adventstidens salmer, ”han kommer / at dæmpe al din ve / og gør en liflig sommer / af al din trængsels sne.” (DDS 86,6)

Min farmor, som forleden blev 101, bor på et plejehjem i Vestjylland. Hun sidder i kørestol, kan ikke så meget mere, sidder og bladrer i mindernes bog og glæder sig ved det, der var godt. Udsigten udad og fremad er begrænset. Det er den også helt konkret fra hendes vindue, hvor hun ikke har meget andet end et stykke græs og en hæk og et stykke himmel at kigge ud på.

Jo, så er der fuglene. Dem har farmor dagligt at vente på og glæde sig over, når de er der. Hun fodrer dem året rundt, fordi som farmor siger det: ”Æ fuwl de skal fodres æ hiel oer rundt, hvis de osse ska kom´ i di swo´t daw.”

De sorte dage, de mørke tider, de kommer. Vi må gøre alt, hvad vi kan for ikke at mørket med al dets afvisning og udelukkelse skal få ret. Huske på det, der var godt. Huske den stemme der lød til os og tog imod os i dåben. Dengang vi som små fik den første olie på lampen. En velsignelse, en olieforsyning som i virkeligheden aldrig slipper op og som bliver ved med at være der i et menneskeliv, ikke bare som den første men også som den sidste olie.

Så våg og bed da! Fald trygt i søvn og vågn glad og forventningsfuld op! Tænd lyset, gnid øjnene, løft blikket med øje for både fugle og himmel – for festen forude – for det er sandt: Herren kommer! Kommer i tidens fylde, med julens fryd: Guds godhed, nåde og gavmildhed, ”som nærer vort håb, og som bærer vor glæde.” (DDS 89,3)

 

AT BLIVE GAMMEL

Året er ved at blive gammelt. Og at blive gammel er ikke godt. Vi lever i en alderdomsforskrækket kultur. Selvfølgelig først og fremmest fordi det at blive ældre rykker os nærmere vor egen død. Og dødeligheden er jo, som bekendt, stadigvæk på næsten 100% – selv om vi ofte forsøger at lade som om, at den rammer nok ikke mig, når bare jeg lever sundt nok!
For det andet – og det hænger vel også sammen med det med ”dødens problem” – så lever vi i en enormt ungdomsfikseret kultur. Ungdom er i alle henseender det optimale. Både hvad angår skønhed, udseende – og betydning, nytteværdi – samfundsværdi.
Ordkunstneren – sangeren og spillemanden Allan Olsen – siger: ”Vi lever i en så ungdomsfikseret, perverteret kultur, at det er en fornærmelse at give livstegn fra sig, når man er fyldt 25”.
”Jeg bærer med smil min byrde – jeg drager med sang mit læs…”, sang Jeppe Aakjær for snart 100 år siden. Nej, vi gør ej! – må vi sige nu i dag – og da slet ikke når det kommer til alderdommens byrde og tunge læs. Alderdom er virkelig dom – den værste af alle. Og ikke bare det – alderdommen er for os en fornærmelse!
Bitterheden – offermentaliteten – truer. Følelsen af at blive krænket – alene fordi tiden går og huden bliver slappere.
Forfatteren Fay Weldon fortæller i et interview om sin roman ”Rhode Island Blues”, at den meget handler om denne overdrevne offermentalitet og de mere eller mindre febrilske forsøg vi samtidig gør for at sminke og skjule modgangen som et vilkår her i tilværelsen.
I romanen ”Rhode Island Blues” er vi med på et mondænt, amerikansk plejehjem ”Guldskålen”, hvor hovedpersonen, den 83-årige, men stadigvæk meget åndsfriske, Felicity flytter ind. Der er her et ætsende portræt af plejehjemmets tilsyneladende menneskekærlige, men i virkeligheden kyniske forstanderinde, der kører hjemmet som hård buisness. De gamle som viser det mindste tegn på senilitet eller spilder ned ad sig, når de spiser, bliver lige så stille flyttet over i en lukket fløj for sig. På den måde får pårørende til kommende beboere det indtryk, at der kun bor friske, glade (ungdommelige!) mennesker i ”Guldskålen”.
Nej – ked-af-det-heden – sorgen – hører sandelig med, når noget er ved at være forbi. Når året bliver gammelt. Når kroppen knager og livet så småt begynder at ebbe ud. Når det for alvor er blevet tid til at miste i ens eget liv. Selvfølgelig hører der sorg til den situation. Men ikke offermentalitet! Ikke – nødvendigvis – bitterhed!
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” siger Jesus. ”Tag mit åg på jer, og lær af mig…. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Der er en sagtmodighed og en ydmyghed overfor livets givne vilkår på spil hos Jesus – og vævet tæt sammen hermed, en frimodighed, som smitter. Og som er den ”hvile” og fred i sindet, han skænker os.
Det er i modtageligheden af livet fra Gud – i troen og tilliden til Guds nåde – også når der lægges tunge byrder på vore skuldre – det er i denne ydmyghed og modtagelighed livet kan blive godt og byrden til at bære. Selv når enden nærmer sig.

ELSKE TIL DØDEN

I digtsamlingen ”Sjælen marineret” skriver digteren og firsårsfødselaren fra forleden, Benny Andersen i digtet ”Ode til døden” om dette på en måde godt at kunne acceptere ens egen død og sige til sig selv: – ”det ku ha gået meget værre – men det gik dog meget bedre – du fik rigeligt…” – så kom bare, siger han til døden, ”om end mandag ville passe bedre”.
”Men” skriver han så: ”Men når jeg tænker på min elskede

tænker jeg:

Aldrig i livet!

Disse øjne dette smil denne stemme

lukket og slukket

Dén går ikke du gamle

 

Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne

ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke

at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre

er et lille mesterværk og tæerne glem ikke tæerne

og de uimodståelige graciøse knæhaser

Hallelunej

sådan leger vi ikke

når hun lider lider jeg

når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til

sådan er det bare

så kom ikke for godt i gang

gigt og andre skavanker

skal vi nok selv ta os af

men hold nallerne fra hende

Forstået?

Hvis du prøver på noget i den retning

blir det over mit lig!”

 

Sådan taler den, der elsker, om den elskede. Kærligheden kan ikke med døden. På ingen måde. Døden gør alt til ingenting. Kærligheden gør ingenting til alt. Kærligheden har øje for ikke bare ansigt, øre og stemme men også knæhaser, fødder og tæer – ”glem ikke tæerne”.

Glem ikke de nederste og så ofte ringeagtede dele, som dog bærer oppe og bevæger. Glem ikke. Kom, som kærligheden, i hu det hele. Kærligheden, den rene, elsker med hud og hår og med sans for det måske ingen andre så.

Som når Jesus den sidste aften bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder, som en vigtig og fantastisk overbevisende tegnhandling, der giver kærligheden sprog. Jesus, gennem hvem Gud kærligt har taget hånd om mennesket. Hele mennesket. Dig og mig – alt inklusive.

Og hvorfor? – ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?”, spørger Jesus disciplene og nu i dag os. – Ja, vi forstår det godt: For at vi skulle gøre, ligesom han har gjort mod os.

Tage os kærligt af hinanden, som dem vi hver især er, med hud og hår – og selv sure tæer!

Elske hinanden til døden og trods det at døden for en tid skiller os fra hinanden. Heri er livet.

 

ALLEHELGEN. DØDEN ER VOR FJENDE

Kristendommen, evangeliet, kan karakteriseres som en voldsom protest mod døden og al dens væsen. At døden altså, virkelig, er vor fjende. Selvfølgelig kan døden komme som en befrielse, fordi der ikke var mere at gøre. Al behandling var udsigtsløs og livet én stor smerte. Men det betyder jo ikke, at det var døden, vi ville. Var der kærlighed på spil, så var det livet, vi ville, og døden, der var og er fjenden. Så er det den, vi vil protestere og kæmpe imod, hvor tåbelig en kamp det så end måtte synes at være.
For godt ti år siden døde fortælleren, digteren og sprogkunstneren Anne Sophie

Seidelin. Med hendes ord beder vi ved én af efterårets gudstjenester: “..Gud, vor Far i himlen… Lad os takke dig, hver gang vi trækker vejret, / lad os elske livet i dig, og i alle, som du gav liv, / lad os sørge med dig over døden / og aldrig give den ret …”.

I kapitlet “Naturligvis er døden en fjende” – i bogen “På isflagen” – fortæller Anna Sophie Seidelin om det at blive gammel. Om ikke at være bange for at dø. Om at komme sine forældre nærmere, fordi barndommen tit rykker nær. Om vidunderligt morsomme drømme, hvor hun på en ny og uventet måde er sammen med sin nu afdøde mand: “Og det er glædeligt og trøsteligt.” siger hun, “så er han sådan, som han er og var, og så er glæden fuldstændig den  samme, som den altid var – så er man pludselig ung et par timer.”

Men hun taler også i det følgende om, at det betyder jo selvfølgelig ikke, at døden på nogen måde er en ven. Døden er fjenden. “Der er jo det mærkværdige” siger Anne Sophie Seidelin “at man elsker livet så meget, og elsker denne jord såså meget, at døden naturligvis er en fjende. Og det er den, hvad enten man tænker et evigt liv eller ej – så er livet her…. Og talt religiøst så ville det jo være den afskyeligste skam, hvis man ikke elskede det liv, som er skabt, og som man er i – en utaknemmelighed uden lige..” meget, og elsker de mennesker der er på den, levende og døde,

“Og da håber jeg” slutter Anne Sophie Seidelin “at jeg vil bevare min lyst til at leve, lige til jeg omkommer, og ikke sige farvel til nogetsomhelst med glæde. Og hvad der så er på den anden side, da må vi ganske alvorligt og i ordets bogstaveligste forstand sige: det må Gud vide!”. (s.113)

Det må Gud vide! Hvad vi véd, det er, at vi er på denne side. Her, hvor det hører med til livet, at vi skal miste og sørge! Døden skal vi af al kraft protestere og kæmpe imod. Men ikke sorgen. Den hører med. Sorgen hører med til livet! Som en taknemmelighed over det, der var. Som en opstand mod døden og al dens væsen.

Det er, hvad evangeliet vil. Det er, hvad kærligheden vil – ”..kærlighedens ild” –  ”hvor den blusser bor livsgrøden, / hvor den slukkes, hersker døden.” (Grundtvig, DDS 710,7).

 

TAKNEMMELIGHEDS OG VEMODS TID

Når høst er vel tilende” skriver Henrik Pontoppidan et sted, ”og sommerens fugle draget bort og sæden ligger godt gemt i stakke og lader, kan det undertiden hænde, at folk, bedst som de går omkring og har travlt med at forberede sig på vinteren, overraskes af en række festligt skinnende solskinsdage. Der kommer en grøde i luften, (så bonden ganske ængsteligt skotter til sin nye rug, der skyder i vejret som på en forårsdag.) Spirer og spildte korn, der for længst har trykket sig ned under mulde og givet sig vinteren i vold, farer på én gang op i lange strå og ser sig som i glad forundring omkring fra grøftekanter og stubmarker… Skovene svulmer i broget fylde, og hist og her i bondens haver begynder frugttræerne at skyde nye blomsterknopper.”

Men så er det, som Henrik Pontoppidan skriver det: ”pludselig en nat farer der en frostkold vind henover landet; og folk, der om morgenen kigger gennem vinduet ud til deres blomsterbede, ser træerne hænge med bladene, – festglansen er som blæst bort. Engene falmer; rugmarken sygner hen. I tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove.”

———

Taknemligheds og vemods tid. Alt hvad der spirer, vokser op og gror skal også dø. Er det da hele meningen, også med os: At vi skal vokse op, blomstre kort, og så ellers blot visne for at dø? Nej, vi skal mere end det.

”At flyve som et forårsfrø” skriver Alex Garff i sin dejlige sensommersang om septembers himmel – om søndagsstille ro – stubbede marker – og røde æbler:

“At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

At dit røde hybenhjerte slår og banker for noget og nogen – om end bag nok så falmet rosendragt – det er, hvad der virkelig betyder noget. Vi skal, som alt muligt andet levende, sætte frugt. Blandt andet, og som noget meget væsentligt, gennem ordene. Derfor er det så vigtigt, at de ord vi taler og hører er ægte og varme. Hjertelige. Ikke uden modsigelse, holdning og temperament. Men ærlige og troværdige. Talte fra hjerte til hjerte – med den virkning i sig, at grobunden for det sandt menneskelige holdes levende og frugtbar i os. Og det på en måde så at vi kan gå også efterårets, modenhedens og høstens tid i møde med frimodighed, fordi den del hører med som meningen med det hele.

Når ”festglansen” er borte – når ”tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove” – så at kunne gå også den tid i møde med fortrøstning, det er så vigtigt. Måske nok med det vemod som hører alle bløde røde bankende hybenhjerter til, men sandelig også med den taknemlighed, som kommer af at ”have fået høsten i hus”. At hvor bøvlet det så end blev, mit levede liv – og måske endda også udsigtsløst ind imellem – så blev det ikke frugtesløst.

For det takker vi hver især vor Gud og Skaber – og be´r Ham bevare os alle i den sammenhæng, hvor høsttid, dybest set, slet ikke er afslutning, men begyndelse og fest – til evig tid i Guds rige.