AT BLIVE GAMMEL

Året er ved at blive gammelt. Og at blive gammel er ikke godt. Vi lever i en alderdomsforskrækket kultur. Selvfølgelig først og fremmest fordi det at blive ældre rykker os nærmere vor egen død. Og dødeligheden er jo, som bekendt, stadigvæk på næsten 100% – selv om vi ofte forsøger at lade som om, at den rammer nok ikke mig, når bare jeg lever sundt nok!
For det andet – og det hænger vel også sammen med det med ”dødens problem” – så lever vi i en enormt ungdomsfikseret kultur. Ungdom er i alle henseender det optimale. Både hvad angår skønhed, udseende – og betydning, nytteværdi – samfundsværdi.
Ordkunstneren – sangeren og spillemanden Allan Olsen – siger: ”Vi lever i en så ungdomsfikseret, perverteret kultur, at det er en fornærmelse at give livstegn fra sig, når man er fyldt 25”.
”Jeg bærer med smil min byrde – jeg drager med sang mit læs…”, sang Jeppe Aakjær for snart 100 år siden. Nej, vi gør ej! – må vi sige nu i dag – og da slet ikke når det kommer til alderdommens byrde og tunge læs. Alderdom er virkelig dom – den værste af alle. Og ikke bare det – alderdommen er for os en fornærmelse!
Bitterheden – offermentaliteten – truer. Følelsen af at blive krænket – alene fordi tiden går og huden bliver slappere.
Forfatteren Fay Weldon fortæller i et interview om sin roman ”Rhode Island Blues”, at den meget handler om denne overdrevne offermentalitet og de mere eller mindre febrilske forsøg vi samtidig gør for at sminke og skjule modgangen som et vilkår her i tilværelsen.
I romanen ”Rhode Island Blues” er vi med på et mondænt, amerikansk plejehjem ”Guldskålen”, hvor hovedpersonen, den 83-årige, men stadigvæk meget åndsfriske, Felicity flytter ind. Der er her et ætsende portræt af plejehjemmets tilsyneladende menneskekærlige, men i virkeligheden kyniske forstanderinde, der kører hjemmet som hård buisness. De gamle som viser det mindste tegn på senilitet eller spilder ned ad sig, når de spiser, bliver lige så stille flyttet over i en lukket fløj for sig. På den måde får pårørende til kommende beboere det indtryk, at der kun bor friske, glade (ungdommelige!) mennesker i ”Guldskålen”.
Nej – ked-af-det-heden – sorgen – hører sandelig med, når noget er ved at være forbi. Når året bliver gammelt. Når kroppen knager og livet så småt begynder at ebbe ud. Når det for alvor er blevet tid til at miste i ens eget liv. Selvfølgelig hører der sorg til den situation. Men ikke offermentalitet! Ikke – nødvendigvis – bitterhed!
”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile” siger Jesus. ”Tag mit åg på jer, og lær af mig…. For mit åg er godt, og min byrde er let.” Der er en sagtmodighed og en ydmyghed overfor livets givne vilkår på spil hos Jesus – og vævet tæt sammen hermed, en frimodighed, som smitter. Og som er den ”hvile” og fred i sindet, han skænker os.
Det er i modtageligheden af livet fra Gud – i troen og tilliden til Guds nåde – også når der lægges tunge byrder på vore skuldre – det er i denne ydmyghed og modtagelighed livet kan blive godt og byrden til at bære. Selv når enden nærmer sig.

ELSKE TIL DØDEN

I digtsamlingen ”Sjælen marineret” skriver digteren og firsårsfødselaren fra forleden, Benny Andersen i digtet ”Ode til døden” om dette på en måde godt at kunne acceptere ens egen død og sige til sig selv: – ”det ku ha gået meget værre – men det gik dog meget bedre – du fik rigeligt…” – så kom bare, siger han til døden, ”om end mandag ville passe bedre”.
”Men” skriver han så: ”Men når jeg tænker på min elskede

tænker jeg:

Aldrig i livet!

Disse øjne dette smil denne stemme

lukket og slukket

Dén går ikke du gamle

 

Denne fine bløde hud dette varme hjerte denne

ømhed for andre disse skøre indfald for slet ikke

at tale om denne uforlignelige latter og hvert øre

er et lille mesterværk og tæerne glem ikke tæerne

og de uimodståelige graciøse knæhaser

Hallelunej

sådan leger vi ikke

når hun lider lider jeg

når hun er lykkelig fyldes jeg af glæde ved at være til

sådan er det bare

så kom ikke for godt i gang

gigt og andre skavanker

skal vi nok selv ta os af

men hold nallerne fra hende

Forstået?

Hvis du prøver på noget i den retning

blir det over mit lig!”

 

Sådan taler den, der elsker, om den elskede. Kærligheden kan ikke med døden. På ingen måde. Døden gør alt til ingenting. Kærligheden gør ingenting til alt. Kærligheden har øje for ikke bare ansigt, øre og stemme men også knæhaser, fødder og tæer – ”glem ikke tæerne”.

Glem ikke de nederste og så ofte ringeagtede dele, som dog bærer oppe og bevæger. Glem ikke. Kom, som kærligheden, i hu det hele. Kærligheden, den rene, elsker med hud og hår og med sans for det måske ingen andre så.

Som når Jesus den sidste aften bøjer sig ned og vasker disciplenes fødder, som en vigtig og fantastisk overbevisende tegnhandling, der giver kærligheden sprog. Jesus, gennem hvem Gud kærligt har taget hånd om mennesket. Hele mennesket. Dig og mig – alt inklusive.

Og hvorfor? – ”Forstår I, hvad jeg har gjort mod jer?”, spørger Jesus disciplene og nu i dag os. – Ja, vi forstår det godt: For at vi skulle gøre, ligesom han har gjort mod os.

Tage os kærligt af hinanden, som dem vi hver især er, med hud og hår – og selv sure tæer!

Elske hinanden til døden og trods det at døden for en tid skiller os fra hinanden. Heri er livet.

 

ALLEHELGEN. DØDEN ER VOR FJENDE

Kristendommen, evangeliet, kan karakteriseres som en voldsom protest mod døden og al dens væsen. At døden altså, virkelig, er vor fjende. Selvfølgelig kan døden komme som en befrielse, fordi der ikke var mere at gøre. Al behandling var udsigtsløs og livet én stor smerte. Men det betyder jo ikke, at det var døden, vi ville. Var der kærlighed på spil, så var det livet, vi ville, og døden, der var og er fjenden. Så er det den, vi vil protestere og kæmpe imod, hvor tåbelig en kamp det så end måtte synes at være.
For godt ti år siden døde fortælleren, digteren og sprogkunstneren Anne Sophie

Seidelin. Med hendes ord beder vi ved én af efterårets gudstjenester: “..Gud, vor Far i himlen… Lad os takke dig, hver gang vi trækker vejret, / lad os elske livet i dig, og i alle, som du gav liv, / lad os sørge med dig over døden / og aldrig give den ret …”.

I kapitlet “Naturligvis er døden en fjende” – i bogen “På isflagen” – fortæller Anna Sophie Seidelin om det at blive gammel. Om ikke at være bange for at dø. Om at komme sine forældre nærmere, fordi barndommen tit rykker nær. Om vidunderligt morsomme drømme, hvor hun på en ny og uventet måde er sammen med sin nu afdøde mand: “Og det er glædeligt og trøsteligt.” siger hun, “så er han sådan, som han er og var, og så er glæden fuldstændig den  samme, som den altid var – så er man pludselig ung et par timer.”

Men hun taler også i det følgende om, at det betyder jo selvfølgelig ikke, at døden på nogen måde er en ven. Døden er fjenden. “Der er jo det mærkværdige” siger Anne Sophie Seidelin “at man elsker livet så meget, og elsker denne jord såså meget, at døden naturligvis er en fjende. Og det er den, hvad enten man tænker et evigt liv eller ej – så er livet her…. Og talt religiøst så ville det jo være den afskyeligste skam, hvis man ikke elskede det liv, som er skabt, og som man er i – en utaknemmelighed uden lige..” meget, og elsker de mennesker der er på den, levende og døde,

“Og da håber jeg” slutter Anne Sophie Seidelin “at jeg vil bevare min lyst til at leve, lige til jeg omkommer, og ikke sige farvel til nogetsomhelst med glæde. Og hvad der så er på den anden side, da må vi ganske alvorligt og i ordets bogstaveligste forstand sige: det må Gud vide!”. (s.113)

Det må Gud vide! Hvad vi véd, det er, at vi er på denne side. Her, hvor det hører med til livet, at vi skal miste og sørge! Døden skal vi af al kraft protestere og kæmpe imod. Men ikke sorgen. Den hører med. Sorgen hører med til livet! Som en taknemmelighed over det, der var. Som en opstand mod døden og al dens væsen.

Det er, hvad evangeliet vil. Det er, hvad kærligheden vil – ”..kærlighedens ild” –  ”hvor den blusser bor livsgrøden, / hvor den slukkes, hersker døden.” (Grundtvig, DDS 710,7).

 

TAKNEMMELIGHEDS OG VEMODS TID

Når høst er vel tilende” skriver Henrik Pontoppidan et sted, ”og sommerens fugle draget bort og sæden ligger godt gemt i stakke og lader, kan det undertiden hænde, at folk, bedst som de går omkring og har travlt med at forberede sig på vinteren, overraskes af en række festligt skinnende solskinsdage. Der kommer en grøde i luften, (så bonden ganske ængsteligt skotter til sin nye rug, der skyder i vejret som på en forårsdag.) Spirer og spildte korn, der for længst har trykket sig ned under mulde og givet sig vinteren i vold, farer på én gang op i lange strå og ser sig som i glad forundring omkring fra grøftekanter og stubmarker… Skovene svulmer i broget fylde, og hist og her i bondens haver begynder frugttræerne at skyde nye blomsterknopper.”

Men så er det, som Henrik Pontoppidan skriver det: ”pludselig en nat farer der en frostkold vind henover landet; og folk, der om morgenen kigger gennem vinduet ud til deres blomsterbede, ser træerne hænge med bladene, – festglansen er som blæst bort. Engene falmer; rugmarken sygner hen. I tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove.”

———

Taknemligheds og vemods tid. Alt hvad der spirer, vokser op og gror skal også dø. Er det da hele meningen, også med os: At vi skal vokse op, blomstre kort, og så ellers blot visne for at dø? Nej, vi skal mere end det.

”At flyve som et forårsfrø” skriver Alex Garff i sin dejlige sensommersang om septembers himmel – om søndagsstille ro – stubbede marker – og røde æbler:

“At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.”

At dit røde hybenhjerte slår og banker for noget og nogen – om end bag nok så falmet rosendragt – det er, hvad der virkelig betyder noget. Vi skal, som alt muligt andet levende, sætte frugt. Blandt andet, og som noget meget væsentligt, gennem ordene. Derfor er det så vigtigt, at de ord vi taler og hører er ægte og varme. Hjertelige. Ikke uden modsigelse, holdning og temperament. Men ærlige og troværdige. Talte fra hjerte til hjerte – med den virkning i sig, at grobunden for det sandt menneskelige holdes levende og frugtbar i os. Og det på en måde så at vi kan gå også efterårets, modenhedens og høstens tid i møde med frimodighed, fordi den del hører med som meningen med det hele.

Når ”festglansen” er borte – når ”tunge oktobertåger ruller vinteren langsomt frem over rustbrune og ræverøde skove” – så at kunne gå også den tid i møde med fortrøstning, det er så vigtigt. Måske nok med det vemod som hører alle bløde røde bankende hybenhjerter til, men sandelig også med den taknemlighed, som kommer af at ”have fået høsten i hus”. At hvor bøvlet det så end blev, mit levede liv – og måske endda også udsigtsløst ind imellem – så blev det ikke frugtesløst.

For det takker vi hver især vor Gud og Skaber – og be´r Ham bevare os alle i den sammenhæng, hvor høsttid, dybest set, slet ikke er afslutning, men begyndelse og fest – til evig tid i Guds rige.