17.s.e.trinitatis, 2015

Læsninger:
Salme 19, 2-7
Lukas 14,1-11

Salmer:
331, 392, ”Han glemmer mig aldrig” (Melodi: Ørting) / 403, 401

Bøn:
Herre, vor Gud, besøg os i glans,
hvor i din kirke vi mødes!
Tungerne binde dig krans over krans,
alt som vort hjerte opglødes!
Amen.

Tiderne skifter. Det, som engang var simpel selvfølge forvandles til noget nærmest eksotisk og sjældent som et mærkeligt dyr i skoven. Eller forsvinder helt. Som nu det med at holde sabbat, eller søndag som det hedder hos os. Den ugentlige hviledag for mennesker, sådan som Gud Herren selv hvilede ud på den syvende og sidste skabelsesdag. ”Kom hviledagen i hu, at du holder den hellig”, som det lyder som det tredje af de ti bud. Engang var det simpel selvfølge. Nu er det nærmest forsvundet.

Allerede da jeg var dreng var det noget eksotisk og mærkeligt noget, at min far, på den lille gård i Sydvestjylland hvor jeg er vokset op, aldrig på en søndag kunne finde på at høste eller lave noget som helst andet markarbejde. Det gjorde alle de andre bønder rundt omkring os, og de rystede vel også lidt på hovedet af min far. Kun det helt nødvendige i stalden blev gjort derhjemme. Herudover var søndagen gudstjenestedag og hviledag. Det kunne være nok så strålende høstvejr – ikke et strå blev rørt.
Som stor dreng gav det mig en følelse af pinlighed og irritation over for mine indremissionske forældre – at de var så anderledes – og samtidig så havde og har jeg også en slags stolthed og taknemmelighed i mig over, at min far og mor gjorde som de gjorde – og holdt hviledagen hellig og havde lidt mere tid til os børn og hinanden og vor Herre med. Der var altså alligevel noget, der var vigtigere end høstudbyttet og det rent materielle.

Sabbatsdagen, den ugentlige hviledag, søndagen og helligdagene, havde og har deres udmærkede funktion – eller kan have – eller kunne have, må man sige nu hvor traditionen er stærkt på retur og det hele på samfundsplan glider ud i ét og alle har åbent og alt muligt er i gang hele tiden.

Jesus gjorde op med en rigid helligdagslovgivning og pegede på, at du og jeg meget gerne må gøre godt hele ugen rundt. Og at det vigtigste og væsentligste aldrig kan være noget med at overholde en lov og et reglement, men altid må være noget med det andet menneske. Er der én, der har brug for en hånd eller for den sags skyld en helbredelse eller anden livsnødvendig hjælp fra din og min side, så skal end ikke en juleaften i familiens skød med god ret kunne afholde os herfra.

Men herudover kunne det da godt tænkes, at vi lige skulle overveje en ekstra gang, hvad det gør ved os, hvis vi helt afskaffer søn- og helligdagene. Uden nogen sans for sabbatten, men kun rabatten! Uden at noget holdes højt og helligt ud over det private og det materielle.
Livet er altid noget, vi har sammen med de andre. Menneskelivet kan ingen have fuldstændig for sig selv. Så er det ikke et menneskeliv. Derfor peger Jesus igen og igen på det andet menneskes betydning. Det fælles hører med, og i det fælles og for fællesskabets skyld har vi brug for former og rammer og ritualer.

Præsten og teologen og religionsfilosoffen K. E. Løgstrup talte i et essay fra 1960 om det han kaldte ”Formløshedens tyranni”. Vi tror, vi får en masse mere frihed, når vi ophæver formerne og ritualerne i det fælles rum – høflighedsregler, højtidsdage, rammer og ritualer for det ene og det andet – væk med det, det gamle stads – vi vil have frihed. Ja, men gør vi det for grundigt, så får vi bare en ny form for tyranni, påpeger Løgstrup.
Er der ingen forskel, så er det hele lige gyldigt, og så kan det også bare være lige meget. Liv består i grunden af, at der er forskel. Uden forskel, intet liv men bare én mørk suppe.

Som i en nyudkommen børnebog af ham, der nu kalder sig Sankt Nielsen med tegninger af Madam Karrebæk og med titlen ”Da Gud var dreng” og med ord som: ”Da Gud var dreng / løb han rundt i det bare ingenting… Da Gud var dreng / lå han vågen i mørket / og ventede på at det skulle blive dag / men der kom ingen dag / Det var, som om det aldrig skulle blive lyst…” Og langt længere fremme i bogen: Da Gud var dreng var der ”ingenting / bare mørke / mørke mørke mørke / et eneste ord / ja / først var ordet / og / pludselig / blev der lys / hov / sagde Gud / hvor kom det fra? / Det kom ligesom ud af intet / Lige pludselig var der lys / Hallo? sagde han / Men der var ingen der svarede / der var jo ingen andre end ham / Så må det jo være mig / tænkte han / hvem skulle det ellers være? / Det var mig / der gjorde det / pludselig / da det var allermest uhyggeligt / så blev der lys / Nu er der ikke bare mørke / nu er der også lys / mørke og lys / eller nat og dag / det er da altid noget / tænkte Gud / til en begyndelse…”

Ja, det var ”da altid noget / til en begyndelse” – og sådan består alt liv i, at der er forskel. Også på dagene. At der er hverdag og der er helligdag. At der er højtider med dage og tider, der rager op over de andre dage, og hvor vi for eksempel kan samles i kirken til gudstjeneste. Og oven i købet som nu i dag med dåb af to små mennesker, som er kommet til verden, og det skal markeres. Og det gør vi endnu den dag i dag hos os med dåbens ritual og med kirken og dens gudstjeneste som ramme og sted for festens begyndelse. Sådan som vi gør det ved de store begivenheder i et menneskeliv.
Og det er godt, at vi gør det.
Når Jesus fortæller sin lignelse om som bryllupsgæst ikke bare at møvre sig frem til de øverste pladser og opføre sig som om, man var den eneste eller i hvert fald den vigtigste, så hører jeg det ikke som en løftet jantelovsfinger fra Jesu side. Altså, at du ikke skal tro, du er noget. Jo, det skal du. Du er noget. Men det er de andre også. Og alle er vi gæster. Indbudte til festen.
Skulle jeg sige det helt kort, hvad Jesus i mine ører siger med sin lignelse, så er det: Kend din plads! I allerbedste forstand: Kend din plads! Vid, at du hører hjemme i en sammenhæng med de andre. Og en vis portion ydmyghed – også overfor gode gamle ritualer og ordninger – det hører så fint sammen med det gode liv, hvor der er plads til os alle og forskellige forskelligheder er til for festens og fællesskabets skyld.

Tiderne skifter og kristendommen og evangeliet i sin kerne hører med alle dage og til alle tider. Det er uden tvivl godt at have et hus og et rum at gå ind i, som er bygget større og anderledes end andre huse. Som ofte ligger på et højdedrag, så at vi – når vi går i kirke – går op i kirken. Op i højden på højtidsdagene med ord og vinklinger, hvor menneskelivet ses fra den himmelske vinkel. Fra Guds side.

Kend din plads, kære menneskebarn! Der er Gud og der er os (det lodrette). Og som vi sang det i Grotrians (mærkelige!) salme: ”Han glemmer mig aldrig i afgrundens nat / han løser min ensomheds gåde…”
Der er Gud og der er os (det lodrette), og der er dig og mig og det andet menneske (det vandrette). Og alt sammen hænger det så godt sammen her i det hus, hvor vi lige nu er samlet til søndagsgudstjeneste på en højtidsdag med dåb i familien – her i kirken, her har, som vi først sang det: ”Her har dagen evighed, / her har kærlighed sit sted, / hvor Guds søn er sammen med os / under Helligåndens fred, / og da føler vi en stund, / at vi står på hellig grund, / og at livets mening lyder fra / vor skabers egen mund” (DDS 331) Gudsketakoglov – i Jesu navn! Amen.