1. SØNDAG I ADVENT, 2005

Og sådan går han da fra os, hver eneste gang vi vil pine livet ud af vor Herre. Spærre ham inde i alt for snævre (forståelses)rum eller styrte ham ned fra betydningens tinder – det er det samme.

Vor Herre går fra os, hver eneste gang vi vil have en ”tilpasset” Gud. En Gud der ikke overrasker – ikke viser sig på steder og måde, vi ikke først lige havde tænkt. Eller slet ikke kunne tænke os. For eksempel ligeså nær og tæt på, som ham eller hende vi så udmærket kender, og som jo ”bare er” – naboens datter, tømrerens søn.

Problemet for dem i Nazareth var, for dem som for os nu i dag, måske slet ikke en Gud der ser ud til at være for langt væk, men en Gud der kommer for tæt på? Alt for tæt!

Da de greb ud efter Jesus den dag var det ikke som en redningsmand, en profet og livredder, men som én de skulle have krammet på. Og da er det, det går galt. Også for os nu i dag når vi, herskesyge og begribelsesivrige, vil have krammet på Gud.

Griber vi ud efter Gud, og tror at det så også er det, vi herigennem, ved vort eget begriberi, måtte få tag i, der er Gud – ja, da er det lige nøjagtig her, Gud forsvinder for vort blik, ligesom Jesus gjorde det den dag i Nazareth. Den dag da de ude af sig selv af raseri ville uddrive Jesus, fordi han sagde, han var sendt af Gud. Ikke til dem alene, ikke bare til nogle – for eksempel dem, der troede sig særligt udvalgte og sikrede – men til alle – de yderste og de underste med! Ikke bare engang ved tidernes ende, men nu i dag i dette øjeblik.

Og ude af sig selv af raseri forsøgte de at styrte ham ned, fordi de i deres snæversyn ikke så, at her var Gud. At han, Josefs søn, var sendebud fra Gud. Og derfor gik han bort.

Og meget passende ville man i Nazareth-tidende, under dødsannoncer, kunne have læst: ”Gud selv er i dag gået bort. Højtideligheden foregår i stilhed.” Ja, ikke bare i stilhed, men nok rettere i tavshed. For mon ikke de har været tavse, da de kom til sig selv, og fandt sig selv helt alene derude på kanten?

Alene – uden Gud – uden godt nyt og nådebud til dem, som intet har og derfor alt at vinde. Alt at få af Gud.

I en roman af den israelske forfatter Amos Oz sidder Gud på en lille cafe i Jerusalem. Byen hvor alt kan ske. En ung mand spørger, om han må slå sig ned ved samme bord.

Det må han gerne. Der går noget tid, før det går op for den unge mand, at det er Gud, han sidder sammen med. Men han spørger så Gud, hvilken religion der er den rette – islam eller kristendom eller én af de andre, og hvis det er kristendommen er det så protestantismen eller katolicismen eller hvad? Og Gud svarer: ”Min dreng, jeg har en tilståelse, jeg er ikke religiøs og slet ikke interesseret i religioner”!

Historien er fin til at understrege, at Gud må være hævet over alt vort snæversyn. Gud må være større end vore ofte alt for snævre begreber om Gud.

Gud må sprænge vore rammer, også når vi vil spærre Gud inde i det, der med det fine ord hedder: Æstetiseringen. ”Smukkeseringen”, overfladeliggørelsen, hvormed det egentlige og væsentligste kan holdes på afstand.

Som den dag i synagogen i Nazareth, hvor Jesus var hjemme på besøg i sin barndomsby og ved gudstjenesten læste op fra profeten Esajas. Og det lød vældig smukt. Fin oplæsning. ”Det er han sandelig da god til, ham Josefs søn!”

Men da Jesus så lukkede bogen og gik i gang med sin prædiken og sagde, om nåden og frigivelsen, om syn til blinde, ikke bare: Det er nu i dag i dette nu dette her går i opfyldelse – men altså også, at det er nok slet ikke først og fremmest her hos jer det sker. Ja, da vendte det.

Men sådan er det altså, understreger Jesus: De raske har ingen brug for læge. Har I nok i jer selv, så er det det I får. Også når sulten og sygdommen så alligevel melder sig og gnaver løs. Vil I blive på overfladen, vil I kun have med det smukke, det nostalgiske og harmløse at gøre, og ikke stikke fingrene ned der, hvor det trykker og gør ondt, så kan det heller aldrig komme til at gøre rigtig godt i jeres liv!

Vi må turde være små, lige så små og afmægtige som vi ind imellem hver især er. Vi må turde åbne os for andet og langt mere end det vi kan sige os selv. Vi må lytte, lære, turde gå i dybden og ikke bare blive på overfladen. Vi må af al kraft åbne os for, at Gud og Guds nåde også findes der, hvor vi først slet ikke regnede det for muligt.

Som Unn fra Stjernestene i Hanne Marie Svendsens roman af samme navn, hun som i 1300-tallets Grønland en overgang i sit liv som helt ung bor i et nonnekloster midt i den grønlandske ødemark, og her møder nonnen Edmonda, som kan læse og skrive, og som også læser i andet end bibel og helgenlegender, kirkens autoriserede litteratur.

Og Unn tænker, at hun vil åbne sig og lære alt, hvad hun formår af Edmonda. ”Hvad kan hun bruge det til?” Som romanen siger det: ”Jo mere man ved, desto mere er der at længes efter. De uvidende lever lykkeligst, (ja, men) dem om det. Hun behøver ikke blive lykkelig, bare hun får brugt sit liv til noget betydeligt.”

”Du ejer den nysgerrighed, der kan føre til visdom”, siger Edmonda til Unn – ”Den håber jeg også selv at beholde.” Og så fortæller Edmonda om sin gamle skriftefader fra tiden i klostret i England: ”Han var en gammel tyk mand, fuld af klogskab, og læste også skrifter af hedenske forfattere, der ikke kendte Gud, men kom ham nær i deres søgen efter sandhed. Læs bag om teksten, sagde han, så finder du Guds finger. Hans ansigt (den gamle skriftefaders) var uskønt, men hans ånd uden grænser, og” – som Edmonda siger det: ”troen havde ikke lagt låg på hans tanker. Han hjalp mig meget”, siger Edmonda, ”da mit sind var formørket.”

”Troen havde ikke lagt låg på hans tanker” – ”læs bag om teksten, så finder du Guds finger” – vær nysgerrig! Luk ikke af, men luk op! Til det har vi teologien, skriften, budskabet om Guds nåde.

Teologi bliver nogle gange brugt, som vi ville sige det på jysk, netop ”te o lok i”. Men teologi har vi te o luk op! Læren om Gud, talen og skriften om Guds nåde har vi til at lukke op med. Lukke endnu mere op.

Ja, for skal det kunne tale til os overhovedet, så forlanges der åbne sind på forhånd. Åbne, varme, bevægelige sind, så at vi kan blive grebet af Guds ord.

Fordi sådan begynder det, det gode liv. Og sådan kan det under ske, at vor Herre ikke går bort, men tværtimod går os i kødet. Kommer os så nær, at Gud selv med sin levendegørende og livsforvandlende Ånd går i kroppen og sjælen på os og bliver til levet liv.

At gribe og begribe noget som helst af værdi her i livet begynder med at blive grebet. Det skete ikke for dem den dag i Nazareth, hvor åbenheden og den ellers i første omgang næsten åbne favn blev afløst af korslagte arme og forfølgelse. ”Men han banede sig imellem dem og gik.” Gik hvorhen? Gik i retning af den åbenhed, der dog om muligt, for Gud, måtte kunne findes og være i det menneskelige. Gik i sidste ende ind gennem mørket, ud gennem den åbne grav, fra død til liv, for at kunne være, al tid, hos os og på livets side. Nu. I dag.

Den 52-årige norske forfatter, Jan Kjærstad, som er aktuel med endnu en roman, siger i et interview under overskriften ”Hjertets sult”: ”På opslagstavlen foran min computer sidder der en lille lap, hvor der står: ”Vær sulten!”… I min alder kan man vælge, om man vil parkere og slukke lysene eller finde sulten frem igen. Det sidste kan jeg gøre ved at udsætte mig for nye impulser, ligesom nomaderne.” Altså være på vandring, leve livet med forvandlingens mulighed for øje. ”At dø mæt af dage”, siger Jan Kjærstad, ”- det er en helt umulig tanke for mig. Jeg kæmper konstant for at holde mig skrupsulten på nye dage. Livet mister sin mening i samme øjeblik, jeg læner mig tilbage i stolen og ikke længere mærker længsel. Heldigvis”, siger han, ”giver arbejdet som forfatter gode muligheder for at stimulere uroen gennem leg og fantasi.”

Det sidste udsagn læste jeg i første omgang som ”gode muligheder for at stimulere troen gennem leg og fantasi.” Nu stod der så altså ”uroen”, men så lidt skal der nogle gange til – et ”u” der skiftes ud med et ”t”, så ”troen” står der i stedet for ”uroen”!

Ja, for vel er hjertets sult og længsel godt og udtryk for den åbenhed det kommer an på. Men det er troen nu også og allerbedst, når den på bedste vis huserer i et menneskes liv.

At være troende er ikke at være indgået til den evige hvile, eller at have fundet alle svar. At være troende, når vi taler om at være det i forhold til Kristus – og det gør vi her i kirkerummet, ja, i sidste ende ikke om andet – det er, at være ”koblet op”, knyttet og forbundet med ham, som er sendt for at bringe godt budskab, frigivelse for fanger, syn til blinde, undertrykte i frihed – ”et nådeår fra Herren.”

Det er, hvad vi får. Det er, hvad vi har at glæde os til, længes efter og til stadighed åbne os for, også når det ikke er der – og fryde os og juble over, når det er her. Når livet er godt. Nogle gange på netop denne dag – når Kristus med glædesbudet ”tænder sin flamme / iblandt os på ny.”

Jo, det kan ske – nu – i dag – for som vi sang det: ”Denne er dagen, som Herren har gjort…” – så lad os da gå ud i den og gå julen og det alt sammen i møde, med mod og med åbne sind! Glædelig advent!

Amen.