På trappen til Nøddebo Præstegård står pastor Blicher og hans lille familie, i én af de kendteste og mest elskede danske filmscener, og byder de tre kane-farende brødre velkommen til julens fest. Som pastor Blicher, spillet af Johannes Meyer, synger det:

”Velkommen velsignede drenge
velkommen hver eneste gæst.
Hvor har vi dog ventet Jer længe,
men nu bli´r her glæde og fest.”

På lignende vis byder vi hinanden velkommen med adventsgudstjeneste og dejlige kendte salmer til glædens og festens tid her op mod jul. En velsignet dejlig tid. Ja:

”Vær velkommen, Herrens år!”, hvor det går fra nat til morgen til dag – julenat, påskemorgen, pinsedag – ”Herrens år med vor Guds velbehag”. Hvor velsignet en virkelighed!

Det er en skam at visse ord forsvinder fra dagligsproget. Fra virkeligheden derude, udenfor kirkens tykke mure og gamle danske film. ”Velkommen I velsignede børn…!” er en dejlig hilsen at blive mødt med, hvis ellers den kommer fra hjertet. Det kan formodentlig enhver mærke. Ordet velsignelse hører til storordene, de store ord, som ville være gået helt af brug, hvis de ikke havde kirken at overvintre i.

Og de gamle film gør det altså ikke, så det fungerer som andet end et kuriosum. Men det gør det i kirken. Velsignelsen, den aronitiske, sidst i gudstjenesten, er for de allerfleste en meget vigtig, ja måske ligefrem dén, vigtigste del af gudstjenesten.

Vi kan vel stadigvæk udenfor murene bruge udtryk som: ”Det har du min velsignelse til”, men kun som udtryk for tilladelse. Ikke som noget vi højtideligt kan sige, med al den bøn om medgang og kraft og styrke, der kunne ligge i det.

Vi kan vel også, en del af os, sige om en familie, at: ”de har fået en Guds velsignelse af børn”, når vi bare mener, de har fået mange, eller nok nærmere rigelig. Som min farmor, der forleden fyldte 102, og som har 60 oldebørn og et begyndende mylder af tipoldebørn! Farmor, hun kan for øvrigt godt finde på at bruge udtrykket ”velsignet” i dets mere oprindelige og fulde betydning, som – fra hendes side – et udtryk for stor taknemmelighed med ord som: ”Jamen, hvor er det dog velsignet, at de alle sammen er sunde og raske.” Men for de fleste af os er ordet blevet for stort til at vi uden videre kan tage det i munden.

Og at gå rundt og ønske både den ene og den anden en ”fortsat rigtig god dag”, det er altså ikke helt det samme. Der mangler ligesom noget. Noget vi måske godt kunne få lidt bedre fat på.

I dagens tekst, som jo også er prædiketeksten til palmesøndag, altså ved påskens indledning – i dagens tekst bliver Jesus ved indtoget i Jerusalem mødt med en velkomst, der i styrke og intensitet, bestemt ikke står tilbage for pastor Blichers i Nøddebo præstegård: ”Velkommen velsignede drenge – velkommen hver eneste gæst. – Hvor har vi dog ventet Jer længe, – men nu bli´r her glæde og fest.”

I Jerusalem med ordene: ”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” og på vejen blev der lagt grene, ja, ligefrem kapper blev bredt ud som en løber for den velsignede. ”Velsignet være han…” – fordi, i et netop velsignet øjeblik, fornemmede folkeskaren, at her kom velsignelsen, Guds egen velsignelse, dem nær i manden Jesus fra Nazareth. Æselrytteren. Den sagtmodige.

I et guddommeligt øjeblik opstod der korrespondance med den feststemning, Jerusalem i forvejen var så præget af på grund af påskefesten med dens gode mad og familiers og venners gensyn – og så på den anden side Guds nærvær i det, der ellers ikke så ud af noget særligt overhovedet.

Men netop der, som det for øvrigt også på akkurat samme måde forholder sig nu i dag, er Gud. Guds nåde og velsignelse. I det så ofte ringe og foragtede. Det så nemt oversete. I det virkelig at se en blomst i vejkanten, ”hvor blomst den er”, som Benny Andersen kan sige det. Eller, virkelig få øje på det andet menneskes ansigt og tilstedeværelse. Det er her nåden og velsignelsen når os.

Som Løgstrup siger det et sted: ”Det er en almindelig filosofisk iagttagelse, at de mest elementære fænomener, der hører vor eksistens til, bliver vi sidst og vanskeligst opmærksom på.” For eksempel hvor velsignet det er at du, min ven, min ægtefælle, min kæreste, søster, bror, søn, datter eller hvem det nu måtte være for den enkelte, at du er her ved min side lige nu i dag og måske endda har været her længe.

At vi hver især har nogen eller blot én at gå sammen med. At vi har nogen at blive inviteret af og budt velkommen af. At nogen kalder på os, fordi de vil os det godt. Det er alt sammen en totalt ufortjent og både gådefuld og nådefuld gave.

Det er en velsignelse og stor tak værd.

”Løft jeres hoveder, I porte”, lyder ordene til første søndag i advent fra Davids Salme 24, ”løft jer, I ældgamle døre, så ærens konge kan drage ind.” Så at Gud i Kristi skikkelse kan komme til. Komme til verden. Komme til dig. Han, som ”kommer til dig, sagtmodig…”.  – Når og hvor Gud i Kristi skikkelse dukker op, så er det ikke med fanfarer og store armbevægelser. Han kommer til dig, sagtmodig.

Sagtmodig er et godt ord – et velsignet ord, som udtrykker viljen til stædigt og vedholdende at insistere på kraft og styrke. Også når festen er forbi og al pynten taget ned, så alligevel, gennem det sagte mod insistere på livets og glædens ret. Sådan kommer vor Herre til os. ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn!”

Velsignelsen er en strøm. Velsignelsen er som en flod. En kærlighedsflod som strømmer i et væk – som ingen dæmning tåler, men som hele tiden må flyde frit. At modtage velsignelse er at blive rørt og bevæget og selv, endnu engang, for det er en gentagen proces, blive flyttet og forvandlet i livgivende retning.

Velsignelse er i sin grund knyttet til fysisk kontakt. Tænk bare på faderen i Jesu lignelse, som giver sønnen sin velsignelse, da han rejser bort fra hjemmet. Men sandelig da ikke mindre, da han, fortabt, vender hjem igen og stik mod sin egen forventning bliver genindsat i sine rettigheder som barn af huset. Favnet og velsignet af en far, som næsten ikke ved ,hvad godt han skal gøre i sin store glæde.

”Hvor har vi dog ventet dig længe, / men nu bli´r her glæde og fest.”

Velsignelse forlanger krop, og gir krop. En form at være i. En form for væren.

Ved dåb, ved konfirmation og bryllup og ved den døendes seng bliver velsignelses-ordene fysisk overdraget gennem håndspålæggelse. Det har ikke noget (i hvert fald ikke noget særligt) med gammel overtro at gøre, men er noget meget enkelt. Vi kender det alle sammen fra det daglige liv. Og vi ved, det virker. Når et barn skal trøstes, er der ikke noget, der så godt som at tage det op – favne, knuse, stryge og puste på skrammen. Det virker smertestillende. Det virker godt og glædeligt. Som det gør det, når du selv trænger til en omfavnelse og får den. Måske oven i købet af én, du holder af.

Vi har alle brugt for at blive rørt og bevæget. Vi kender alle i én eller anden grad velsignelsens mirakel. Hvor vid-underligt det er at være og blive velsignet af én, der taler til mig (tiltaler mig) og favner mig med den myndighed, der skal til.

Dét gør Kristus. Det gør den Jesus, der som en sagtmodig fredskonge rider ind ad den gyldne port, ind i Jerusalem. I al sin sårbarhed og udleverethed er han den, der møder dig i netop din sårbarhed, for at give dig styrken og kraften. For at give dig del og lod i det sagte mod. Glæden ved det nærværende. Taknemmeligheden for at være netop her, under hans velsignelse. Han, som kommer til dig med ”nådens gyldne år”.

”Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!” – som giver os at turde tro, at det er dét, vi er – i Herrens navn: Velsignede drenge og piger, velsignede mænd og kvinder – længe ventede og velkomne til festen.      Amen.