16. søndag efter trinitatis, 2015

Læsninger:
Efes. 3,13-21
Luk. 7,11-17

Salmer:
408, 448, 349 / Jeg ved en sang (Testkirke 14), 754.

Bøn:
Giv mig at synge alle dage,
om også med mit sidste vejr…
Når jeg forlader alt, jeg ved,
lad mig gå syngende afsted.
Amen.

”Jeg ved en sang, der aldrig ender, / dybt i mit hjerte sangen gror. / Den er fra ham, der engle sender, / den er fra ham, der holdt sit ord. / Den var her før mit lys blev tændt / og når min sidste dag er endt”. Sådan skal vi synge nu efter prædikenen i en spritny salme af digteren Helle S. Søtrup. Det er gode ord at synge – åbne for såvel taknemmeligheden som tilliden til, at det må kunne tænkes at gå godt, selv når det ikke gør det.

”Græd ikke!”, sagde Jesus til den sørgende mor og enke den dag i Nain – ”Græd ikke!” Og til hendes unge enbårne døde søn: ””Unge mand, jeg siger dig: Rejs dig op!” Da satte den døde sig op og begyndte at tale, og Jesus gav ham til hans mor”.

Det er fuldstændigt umuligt, det der her sker. Det lader sig ikke gøre. Og samtidig så er det fuldstændigt vidunderligt at få livet tilbage og blive givet til hinanden igen. Gengivet livet og det andet menneske.
Det kan vi godt sætte os ind i. Det kender vi godt noget til, og kan derfor også godt have vores forestillinger om, hvad der hændte den dag i byen Nain, hvor umuligt det så end måtte virke.

Min gamle morbror fortalte mig for noget tid siden, da vi talte om, at det en dag er forbi – livet – og at han ønsker at blive begravet fra samme kirke og på samme måde som sine forældre. Ja, det vil sige, min morbror tilføjede, at hvor umuligt og mærkeligt, det så end måtte virke – ”så ville jeg gerne”, sagde min morbror, ”når I bærer mig ud af kirken, ud til graven, kunne rejse mig op og sige: ”Nu skal I alle sammen have så mange tak, fordi I kom og fulgte mig afsted. Tak alle sammen ”! og så ellers roligt lægge sig igen.
Jeg kan godt følge min morbror – også i forestillingen her. Det betyder meget for ham, som er ungkarl og lever alene, at have følgeskab på vejen og det lige til det sidste. Den taknemmelighed har han med sig nu i levende live, og den vil han gerne have med sig helt ind i døden.
Umuligt. Ja. Men ikke meningsløst.

Vi har i litteraturkredsen indledt sæsonen med at kredse om P.O. Enquists ”Lignelsesbogen – En kærlighedsroman”, og samtidig en erindringsbog.
Lignelsesbogen, fordi det kan være svært at tale fuldstændig lige ud om det allervæsentligste, og fordi det ene og det andet i ens egen livshistorie og erindring kan blive til en slags lignelser. Billeder og lignelser på almene, men også store, tunge og vigtige forhold her i livet.
Som for eksempel dette, som ved et under, at få livet igen, når man ellers var gået så godt som helt i stykker.

”Lignelsesbogen” efterfølger bogen ”Et andet liv”, hvor P.O. Enquist i slutningen her fortæller om at blive reddet ud af den alkoholisme, som op gennem 1980´erne var ved at tage livet af ham. Med en promille på 1,95 blev han i februar 1990 indlagt på afvænningsstedet Kongsdal i Fredensborg. Det var det tredje forsøg på at redde hans liv. Og nogle gange er tredje gang lykkens gang.
Nogle nætter senere på Kongsdal, mens ham han delte værelse med – en 75-årig landmand fra Jylland der vejede cirka 150 kilo, og som de derfor kaldte Greven – lå og snorksov, gik der hul på den skriveblokering, Enquist længe havde haft. Som han skriver det i 3. prs. ental (afstand!) om sig selv og sit liv: ”Han havde jo troet at han havde drukket evnen til at skrive op. At den var væk, for tid og evighed, men nu følte han at han skrev igen som før, det var som et under. Greven snorkede tungt men han var tilbage i landsbyen deroppe (barndommens land) og skrev om det som var smertefuldt men alligevel sjovt, og han kunne skrive”.
Og som bogen ”Et andet liv” slutter med at sige det: og han vidste, at bogen, han som ved et under havde fået taget hul på her på Kongsdal, han vidste, at: ”Den skulle handle om genopstandelsen… Den skulle knytte det sidste i hans gamle liv sammen med det første i det andet liv han nu havde fået som gave.
Og han vidste at han var reddet”.

Livet har mange måder at opstå på. Eller genopstå. Når nåden, som vi altid taler om det i kirken og med kristendommens og evangeliets budskab til os – når nåden finder sted, og vi på forskellig vis oplever at blive givet tilbage til hinanden. Til livet og menneskene.
I ”Lignelsesbogen” af P.O. Enquist, med undertitlen ”En kærlighedsroman”, handler det i nøgleberetningen om nåden i det livgivende og erotiske møde mellem ham selv, purung, og en midaldrende kvinde en sommersøndag i 1949.
”Tak”, havde hun sagt dengang ved afskeden – ”Det er mig, der siger tak”, havde han hvisket. Det gør han også nu igen, da han mange år senere, skønt de ikke har haft nogen nævneværdig kontakt siden, møder op sammen med ganske få andre ved kvindens bisættelse – og hvor han stille hvisker, da rustvognen kører bort med kisten: ”Det er mig, der siger tak”.

Så mildt og lavmælt og fint kan det også siges – og finde sted i et menneskes liv – når man tænker sig om, og mærker hvad og hvem, der som ved et under, fik livgivende betydning i ens liv: ”Det er mig, der siger tak”.
Også forstået på den måde, at jeg er og vil være i mit liv, én der siger tak. Ikke tager livet og menneskene omkring mig som en selvfølge, men som – i grunden – et under.
Taknemmeligheden er ikke bare en størrelse, der automatisk dukker op, når der er særlig grund til den. Taknemmeligheden er en livsholdning. En holdning man som et voksent ansvarligt individ – nb. udenfor depressionstilstandene, vel at mærke(!) – kan vælge til eller fra. Sige til sig selv, og vælge at ville være, én der står i taknemmeligheden som grundholdning – udgangsposition – udgangssted.

Det er mig, der siger tak!

Lad os sørge for at få dét gjort. Igen og igen. ”Jeg ved en sang, der aldrig ender / dybt i mit hjerte sangen gror”. Der er sange der skal synges og takke, der skal siges højt, mens vi endnu er sammen på vejen.
Nu i dag her i kirken – tak, også for lille Viktor – sådan som vi siger det med dåben og dåbsfesten – udover hvad dåben så i øvrigt måtte have af velsignet betydning.

”Gud har besøgt sit folk”, som folkeskaren udbrød det den dag i Nain, da en mor fik sin søn igen. ”Herren han har besøgt sit folk”, som vi sang det – nyt liv opstår, og det er guddommeligt godt – også når man som selv halv- eller helgammel får livet igen – og det får vi – det skænkes vi – af vor Herre, som kommer til os med al sin kærligheds rigdom og skaber opstandelse af bedste slags. Derfor: ”Lever nu op, I kristne små! / Nu er her godt at være, / alle Guds engle med os stå, / vil jer på hænder bære”.
Også når alting her er forbi, og jeg bliver båret til graven og jorden kastet på – eller min aske strøet ud på havet eller lagt ned i jorden – så stadig: Tak Gud! Tak til Ham, som – sagt med de ord vi hørte fra alteret – ”som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår”.

Jo: Det er mig, der siger tak! ”Jeg ved en sang, der aldrig ender, / dybt i mit hjerte sangen gror… / Det er en sang om påskemorgen / og om at rejse sig igen. / Det er et løfte sendt fra oven / om at gå med, hvor jeg skal hen”.
I Jesu navn, amen.