Prædiken til 19. søndag efter trinitatis,
1.txt.række, Mark. 2,1-12 – 2007

Læsninger:
Esajas 44,22-28
Efes.4,22-28
Mark. 2,1-12

Salmer:
4 , 29 , 731 / 414 (Hannes melodi), 729.

Bøn:
Giv mig, Gud, en salmetunge!
ja – lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!
Amen.

Jesus er hjemme i Kapernaum. Og folk stimler sammen, fordi han har taget ordet og grebet dem med det. De er mange. De er sammen om det. De er ikke længere enkeltstående og adskilte. De er blevet til menighed.

Jeg var for nylig i Prag sammen med et par venner. Og undrede mig igen over storbyens kaotiske kompleksitet, mylderet af mennesker, og så samtidig den velfungerende, meningsfyldte sammenhæng mennesker imellem. Vi går hver for sig, skal hver sin vej og finder alligevel ud af at følges så tilpas meget, at storbyen døgnet rundt kan fungere som en kæmpeorganisme med en roligt bankende puls.

Alt dette gik jeg på et tidspunkt højlydt og undrede mig over, hvortil den ene af mine rejsekammerater sagde: ”Man skal bare ikke tro, at man er uundværlig.” Men som den anden rejsekammerat så udbrød med én af turens absolut bedste bemærkninger: ”Nej, men tilsammen er vi”!

Tilsammen er vi uundværlige. Vi behøver hinanden. Vi behøver sammenhæng af så mange slags. Også den at hænge sammen med nogle, som vil gå et godt stykke af vejen sammen med mig. Ja, måske endda gå et stykke af den for mig, når jeg ikke selv kan – hvad enten de så bærer mig på skulderen, på ryggen, i kongestol, eller på en båre mellem sig.

Hvor er det godt at have venner, og selv ind imellem kunne vise sig som en sådan. Tilsammen er vi uundværlige. Tilsammen kan vi bryde grænser og finde vej. Finde sammenhæng og nyt liv, hvor vi alene og hver for sig ville have været fortabte.

Den dag i Kapernaum, da folk stimlede sammen – og uden at det var det, de ville, spærrede vejen for den, der måske havde allermest brug for Jesu ord – den dag viste det sig, at den lamme på båren ikke bare havde venner, men også venner der ville gå virkeligt langt for hans skyld.

Ovenfra – fra himlen! – brød de vej for ham, og sørgede for at Jesus kunne få øje på deres syge, lamme ven og kunne tale til ham – røre ham med sit guddommelige ord, og, om muligt, bevæge ham med nyt liv til følge.

Jesus så først og fremmest deres – vennernes – tro!? Kan man se, om folk tror? Ja, i grunden kan man. I grunden viser tro sig som trofasthed. Og udholdenhed. Ja, som her, måske endda som fantasifuldhed og opfindsomhed. Og Jesus siger da til den lamme: ”Min ven, dine synder tilgives dig.”

Og så blev der ballade! Ja, det vil sige, de smålige, bogstavfikserede såkaldte skriftkloge, der sad derinde i huset på første række, de sagde godt nok ingenting. Men ”de tænkte i deres hjerte”. Og de tænkte så højt at det slet ikke var til at overhøre. Sådan som vi kender det, når folk (måske os selv hver især) forarges og krymper sammen så det slet ikke er til at overse og ignorere for de andre.

Og Jesus sagde til dem: Hvorfor forarges I? Hvorfor forlanger I sparsommelighed på Guds ords vegne? Hvorfor vil I ikke tillade mig at tale Guds ord? Og tale det ligeså enkelt og ligetil og på samme tid ligeså omfattende og livsforvandlende som det siges kan?

”Storordene”, som Torgny Lindgren kalder én af sine fortællesamlinger. Storordene – dem har vi brug for. Det er godt at blive ”tiltalt”, når ellers det er udenfor retssalen. Det er godt at blive tilfortalt – tilsagt – en ny identitet. At blive genfortalt, nyfortalt, ja, nyskabt, gennem store myndige, fantasifulde ord. ”Fantasifulde”, fordi det kræver fantasi, det kræver en forestillingsevne af den allervarmeste slags, at kunne se det lammede menneske i bevægelse på ny. Frigjort og forløst til et helt nyt, et splinternyt liv, fra og med dette øjeblik.

Jesus har det syn. Jesus har den varme forestillingsevne og guddommelige fantasi, der skal til for at kunne forestille sig noget andet og bedre, end det der er. Og hermed, fordi han taler ligeud heraf, med nådens og barmhjertighedens og tilgivelsens Gud i ryggen, – hermed skabes der ved hans ord et nyt univers. En helt ny situation hvor en Lots hustru, om det skulle være, eller som her: en sengeliggende lam mand, bliver rørt og bevæget og grebet af ordet, så det sætter sig i ham selv helt ud i kropssproget. Så han rejser sig fra sin båre, af sin elendighed. Og temmelig sikkert, må vi tro og forestille os, med et stort bævende vantro smil på læben mærker, at han har fået nye ben at gå på.

I Peter Madsens tegneserie ”Menneskesønnen” er det beskrevet og tegnet så fint – underet – da den hidtil lamme mand nu rejser sig fra sin båre og går hjem. I det sidste billede står han i lyset ved døråbningen. Vi ser ham bagfra, indefra fra det mørke rum. Han står nu der i lyset, på vej ud til de andre. Til sammenhængen og det pulserende liv.

Som på vej ud fra et mørkt kirkerum efter en gudstjeneste – eller endnu stærkere og rammende: Som på vej ud fra et gravkammermørke, En grav, hvor stenen nu er væltet fra og lyset vælder ind og drager mennesket ud til livet med de andre. Ja, for: Tilsammen er vi uundværlige.

Opstandelse af døde. Helbredelse og nyt liv. En helt splinterny identitet til-givet det enkelte menneske – det findes. Det findes i virkeligheden. Og den dag så de det.

Den dag fik de syn for sagn. Vennerne, de mange sammenstimlede, de skriftkloge inklusive, nu så de det! Nu så de, at storordene, den ældgamle storslåede forestilling om syndernes forladelse, ikke ”bare” var noget himmelsk i verdensfjern forstand, men helt konkret og kropsligt havde med deres liv, med menneskelivet, at gøre.

”Menneskelivet er underligt (lig et under) / langt mer, end vi kan beskrive …” Ind imellem slår ordene slet ikke til, og det er der ikke noget at sige til(!) – men noget kan der jo siges. Det kan der altid.

Når underet sker, når nyt liv opstår, hvor måske slet ingen troede det muligt, så kan og så må vi svare igen med lovprisning. Med tak og med lovprisning, som meget ofte og helt oplagt bliver til, at mennesket må bryde ud i sang.

Som eskimoen Orpingalik siger det: ”Sange er tanker, der synges ud med åndedrættet, når mennesket lader sig bevæge af stor kraft og ikke længere kan nøjes med almindelig tale.”

Eller som den anden ven sagde det, da vi i Prag gik og talte om, hvor vigtigt det er med den gode Ånd og fantasien, det at kunne blive bevæget af ord og fortælling: ”Ja”, sagde han, min ven, ”vi har brug for tillægsordene”.

”Tillægsordene”. Det, at der kan siges os mere end vi kunne sige os selv. At syndernes forladelse, tilgivelse, nåde og barmhjertighed finder sted, fordi ordene findes og lyder med guddommelig myndighed. Det er under ligt!

”Aldrig har vi set noget lignende.”

Knud Rasmussen fortæller i ”Festens Gave”, som er én stor hyldest til fantasien, at han – der jo selv var halvt eskimo – på en rejse, under en storm, havde søgt læ i et lille eskimosamfund et sted i Beringsstrædet. Her fik han ”… Øje paa et Hus, der var rejst helt ude paa en Skrænt, højere og stateligere sat op end alle de andre Bygninger. Man fortalte mig, at det var qagsse, Bopladsens gamle Festhus, der nu beboedes af Stammens ældste Kvinder… Vi kravlede ind ad en mørk Husgang, der ligefrem lugtede af Fortid”, skriver Knud Rasmussen, og fortæller, hvordan de i halvmørket (eller halvlyset!) derinde i det gamle festhus helt oppe i det inderste hjørne opdagede en skikkelse, der laa sammenrullet i nogle Skind. Det var kvinden, Majuaq, der her ”tilbragte sine sidste Dage i tre Spæklampers Hede.”

Majuaq er stadig fuldt i live, og hun fortæller nu Knud Rasmussen om stammens ældgamle skik kaldet ”Quarrtsiluni”:

”I gamle Dage fejrede vi hvert Efteraar store Fester for Hvalens Sjæl, og disse Fester skulde altid aabnes med nye Sange, som Mændene satte sammen. Ånderne skulde paakaldes med friske Ord; slidte Sange maatte aldrig benyttes, naar Mænd og Kvinder dansede og sang for at hylde det store Fangstdyr.

Og da havde vi den Skik, at i den Tid, Mændene fandt deres Ord frem til disse Hymner, skulde alle Lamper slukkes. Der skulde være mørkt og stille i Festhuset. Intet maatte forstyrre, intet adsprede.

I dyb Tavshed sad de i Mørke og tænkte, alle Mænd, baade gamle og unge, ja, selv de mindste Smaadrenge, blot de var saa store, at de kunde tale.

Denne Stilhed var det, vi kaldte qarrtsiluni, der betyder, at man venter paa noget, der skal briste. – Thi vore Forfædre havde den Tro, at Sangene fødes i denne Stilhed, medens alle kun anstrenger sig for at tænke smukke Tanker; da bliver de til i Menneskenes Sind og stiger op som Bobler fra Havets Dyb, Bobler, der søger Luft for at briste. Saaledes bliver de hellige Sange til.”

Det var alt, hvad Majuaq kom til at fortælle mig”, skriver Knud Rasmussen, ”I Nattens Løb stillede Vinden af, og vi fortsatte vor Rejse. Men under et kort Møde og i et eneste Ord gav hun mig sin simple Vurdering af den ydmyge Alvor, der skal til, om man virkelig vil give andre Del i noget, som kommer fra Menneskesindets hellige Dyb.

Qarrtsiluni.”

I kirken, i vores ældgamle festhus, lyder ved gudstjenesten mange og store ord. Og det er godt. Men også vi må som Majuaq og de andre kende til Quarrtsiluni. Til det livgivende og livsnødvendige sprog, som stilheden er. Ikke tavsheden, den dræbende krympende! men stilheden, hvor ordene kan vokse i os. Og nye sange og nyt liv blive til.

”Guds lovsange synger vi ikke, / men sangene synger i os”, som vi nu om lidt skal synge det i en ny salme, og med en helt ny melodi (af organist Hanne!): ”… sangene synger i os, / når glæden slår ind i vort hjerte / og smelter vort mismod og trods. / Da ser vi med undrende øjne / vor tvivl blive afklædt som løgne / og sandheden lyse af liv.”

Da hører vi ”tillægsordene” og tør tage dem til os i mund og med kropssprog – da ser vi, at tilsammen er vi uundværlige, og enhver hører med. Og at ingen i øvrigt skal blive hængende herinde, eller i noget som helst lammende ondt, men at du må gå ud herfra med dine synders forladelse og Guds velsignelse.

Fordi sådan er det, med Jesu ord, i Jesu navn: ”min ven, dine synder tilgives dig … rejs dig, tag din båre og gå hjem!”

Amen.