1. txt. række, Luk. 24,13-35 – 2007

Læsninger: Ap.G.10,34-41 Bøn: Bliv hos, når dagen hælder,

Luk.24,13-35 du kære Fader og Gud!

Bliv hos os, når mørket vælder

Salmer: af nattens sluser ud!

236 , 218 , 234 / 243 , 773. Amen.

Det er vel for mange nogle af de mest fascinerende ord i bibelen, når Paulus i sin Kærlighedens Højsang i første korinterbrev 13 slutter med ordene:

”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud.”

Det er i mødet ansigt til ansigt, det største af alt bliver til.

Endnu er vi på vejen. Vi er undervejs.

Det guddommelige møder os i det menneskelige. I glimt.

Det er i os. I svøb.

Men engang skal vi være i det.

I Gud. Ansigt til ansigt.

” – Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

Ja, for det er kærligheden, det kommer an på. Størst af alt: Guds kærlighed. Guds nåde. Det er her i den, vi må tro, alting ender. Det var her alting begyndte.

Det var det også for Jesu disciple. De, som var blev grebet af hans ord og hans væsen. Havde fulgt Jesus, og med ham fået fantastiske forestillinger om det menneskelige ind i deres liv. Forestillinger, som de end ikke havde turdet drømme om før ham. Syner, som gjorde det klart, at intet er større end kærligheden, den guddommelige. Og at end ikke døden skal få bugt med den, og med den der elsker helt og fuldt. Tværtimod.

Nu var han død. Og ikke bare død, men det var den mest forsmædelige død. Som en anden ynkelig røver på korset derude på Hovedskalsstedet udenfor Jerusalem. Udenfor det hele. Flere af dem havde været derude om fredagen og stået ansigt til ansigt med ham. Også da han hen mod slutningen råbte: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?”

Det var her, det endte. Det var her, de selv var nu: I gudsforladtheden. ”Vi havde håbet…” Vi havde håbet og troet, det var ham, der var meningen med det hele. Og nu: Tomhed. Total tomhed. Selv hans grav, hvor de lagde ham ind langfredag ind under aften, var – havde de hørt: Tom!

Desillusion, opgivenhed. Sorg, savn og sørgmodighed i det hele taget: ”jeg, som gik og troede…”

TV-serien ”Forbrydelsen” er på DR-1 søndag aften for tiden blevet afløst af ”Forestillinger”. En serie i seks afsnit, som fortæller det for så vidt samme hændelsesforløb, om opsætningen af et skuespil og forviklingerne heromkring, men set gennem seks forskellige personer. Seks vinkler. Seks forestillinger.

For forestillinger går vi og gør os, og roller spiller vi i hinandens liv. Og intet af det kan undgås. Vi er uundgåeligt begrænsede af de vinkler, vi hver især går og gør os – at vi (trods mulige multitask-evner) kun kan være et sted ad gangen og langtfra kan opfange alt omkring os. Og at vi ydermere, hvad angår vores bevidsthed og forestillinger, er bundet til fordomme og i det hele taget at skulle fortolke.

Det er på en måde meget mærkeligt, at vi alligevel, trods alle mulige begrænsninger og forhindringer, kan nå hinanden og også på bedste vis spille en rolle for hinanden.

Jeg kan ikke gøre dit syn til mit, og omvendt, men vi kan dele vore syn med hinanden. Og noget kan ske. Også noget godt. Det lukkede kan åbne sig. Forvandlinger finde sted. Håbløshed blive til håb. Desillusion og opgivenhed til begejstring og initiativ, til handling og levet liv.

Det kan være rigtig godt at gå en tur. Også med en anden. Hinanden. Måske et stykke af vejen endda slå følge med en fremmed. Måske ligefrem på en pilgrimsvandring.

Det bliver så enkelt og så tydeligt på en sådan tur, at det blandt andet er det, det vil sige at være menneske: At vi er undervejs, og at vi på vejen kan gå alene, men vi kan også slå følge med hinanden. Komme på talefod med hinanden – og os selv(!) – i den tankegang(!) turen også kan blive til. I særlig grad, når samtalen får ben at gå på!

”Bliv hos os!”, sagde de to disciple på vejen til Emmaus påskedag til ham den fremmede, som havde slået følge med dem. Lyttet og talt og gået sammen med dem på vejen. Og det var godt. Det havde tændt ilden i dem. Noget andet end kulden og opgivenheden trængte sig på. Ikke at alt var faldet på plads. Tværtimod, så var der måske kommet en endnu større uro ind i dem, men med den også en sprække i håbløsheden. Så de holdt ham tilbage og sagde:

”…”Bliv hos os!…” Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; men så blev han usynlig for dem.”

I et glimt åbnedes deres syn. I et glimt så de ansigt til ansigt. Og det brændte sig ind i deres hjerter, hvor skriftens ord åbnede sig for dem på en helt ny måde og gav dem, og os nu i dag, grobund for forestillinger, som – ja, som ingen havde forestillet sig: ”Kristus er opstanden!”

”Herren er virkelig opstået, og han er set af Simon.” Ja, og af os! Et syn, som satte sig i dem, og som gjorde tiden herefter til – som Cecil Bødker har kaldt sin seneste fortælling: ”Fortrøstningens tid”. Fyldens og fortrøstningens tid med modet til at bryde op – som fortabte sønner og døtre at gå nedenom og hjem – men også til at gå helt nye veje.

”Bliv hos os!” Ja, og: ”Så gik han med ind for at blive hos dem” – hos os! men aldrig i stagnation og stivnede forestillinger om, hvad livet måtte have at byde på. Opstandelsens virkelighed rækker langt ud over det rent fysiske, mildest talt, meget mærkværdige: At en død bliver levende. Opstandelsen og troen på Kristi opstandelse fra de døde bryder grænser af alle mulige slags. Også den ene og den anden af de grænser vi i tåbelige, indsnævrede forestillinger går og gør os om livet og hinanden på denne side døden.

En mand, jeg kender, har fortalt mig, at det på en ganske særlig måde var fint og grænsenedbrydende for ham at gå til alters i Århus Domkirke ved en sen eftermiddagsgudstjeneste for nogle år siden. Heroppe ved nadverbordet kom han nemlig til at knæle ned med Dronning Margrethe ved sin ene side og den bedrageridømte Rasmus Trads ved den anden side!

Evangeliets ord om opstandelse – at ”Kristus er opstanden!” – og at vi skal opstå fra de døde! – rammer os ikke på én og samme måde – men ramme kan det. Og rammer os gør det, hvis hjertet endnu kan brænde – og du kan bevæges – og ikke alene bryde brød og sidde stille i den tid, der ind imellem skal til – men også bryde op og bryde ned, hvis det er det, der skal til, for at det altid nye og livgivende, som med Kristi opstandelse er kommet ind i verden, kan komme til og blive til virkelighed – allerede nu – i dette øjeblik.

Opstandelsens virkelighed! Tro ikke, at der hverken forlanges eller skulle kunne gives beviser herfor. ”Endnu ser vi i et spejl…” Viden er godt, og ”vil du vide mere”, så gør endelig noget ved den del og bliv klogere ved at suge til dig alle mulige steder.

Men vid også, at det væsentligste i tilværelsen i virkeligheden aldrig er baseret på viden.

Der er for nylig kommet endnu en bog om Torino-ligklædet. ”Det sande ansigt” hedder bogen og fortæller om de mange videnskabelige undersøgelser af ligklædet fra Torino med det mærkelige aftryk af en formodentlig korsfæstet mand, sådan som det fotografiske negativ af ligklædet tydeligt fremviser det.

Men som en anmelder så fint skrev det: ”Jesu billede kan være af uvurderlig betydning for troen, enten man ser billedet for sig i et stykke materielt klæde eller bærer det malet på hjertet, hvilket er en metafor. Men det er” – skrev anmelderen – ”vel nærmest en djævelsk list at ville lade sandheden i det ord, kristne lever og dør på, afgøre under plantefiberanalytikernes mikroskoper.”

Det væsentligste i tilværelsen er aldrig baseret på håndgribelig målbar viden.

Dét gælder – ja, det gælder: Troen, håbet og kærligheden. Det gælder alle de livsvigtige livsbærende fænomener allerinderst inde i det menneskelige: Ingen beviser, men masser af tegn. Bedst af alt: Kærtegn og gode ord.

Ord som når Astrid Lindgren fortalte om sine egne kærlige, varme forældre, Hanna og Samuel August, som gamle:

”En ganske særlig aften i maj 1961, da de var gået i seng og havde snakket færdig om dagens små hændelser, præcis som de plejede, læste Hanna ”Så svandt en dag ud af vor tid”, en salme, som de sang så ofte, og hvis sidste vers lyder: ”Men om jeg hører dødens bud / i denne tyste nat, / Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.” Det var det sidste Samuel August nogensinde skulle høre hende sige. Hun fik”, fortæller Astrid Lindgren, ”en hjerneblødning umiddelbart efter, og et par døgn senere havde Samuel August ingen Hanna mere.”

Nej, han havde ingen Hanna mere, men han havde ord som: ”Det er min trøst at hos dig, Gud / jeg aldrig er forladt.”

Det er forfærdeligt sørgeligt at skulle miste den, man elsker.

Det er fantastisk forunderligt, at tab og nederlag, sinds og hjerters tomhed ikke er det sidste.

At vore forestillinger, selv de lyseste(!), skal overtrumfes af evangeliets og Guds nådes virkelighed.

At vore øjne skal åbnes, og at vi engang i opstandelsen skal se ansigt til ansigt og helt og fuldt være til i Guds kærlighed og ikke andet.

Endnu er vi undervejs. Endnu er vi i det helt nære og daglige. Her, hvor opstandelsen, vel at mærke(!), begynder og troen og håbet og kærligheden finder næring.

”Å mine brødre og søstre”, sagt med ord lagt i munden på munken, broder Jon: ”Å mine brødre og søstre / tak ham som endnu engang har reddet jer / da I var gravet ned i fortvivlelse / og uden håb; for livet I fik igen / det jævne og fredelige liv, den enkle hverdag / smuk og vidunderlig og uden lige, slid og savn / og glæde, den glæde som ikke lader sig slå ud:/ Glæden over skaberværket, glæden over at være til, / den stille jubel over at være menneske!”

Amen.