Læsninger:
1.Joh.3,13-18
Luk.14,16-24

Salmer:
725, 404, 260 / 320, 217.

Bøn:
Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!
Amen.

Hvordan får vi smag på det – evangeliet? Det med Gud og os – det med Guds rige. Hvordan får vi smag på det? Og hvordan får vi del i det?
Nej, det er ikke rigtig noget for mig. Det siger mig ikke rigtig noget. Altså det er da fint nok det der med, at vi skal være gode ved hinanden. Det der Jesus snakker om med næstekærligheden. Men alt det andet med ”synd” og ”dommens dag” og ”Guds rige” – og ”Guds vrede”! – nej, det kan jeg ikke have med at gøre. Eller: Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i!
Undskyldningerne er mange. Afvisningerne kan være bastante. Jan Lindhardt sagde, at danskeren er som en skrabeplade – når man skraber lidt i overfladen kommer kristendommen til syne. Ja, det kan godt være. Men det kan også være, at hvis man skraber igennem – skraber hele pladen ren – så viser det sig, at så er der alligevel ingen gevinst – så er det en nitter. At vi altså, sådan generelt, alligevel ikke er så kristne, at det gør noget. Fordi vi, netop, ikke gør noget, men lar stå til. Kommer med undskyldninger i stedet for bare at tage imod invitationen.

Kunne man mon lave en lille demokratilignelse som en parallel til evangeliets lignelse om Det store Gæstebud, det store festmåltid? På torsdag den 18. juni er alle vi over 18 år inviteret til bruge vores stemme – til at tage del i folketingsvalget og afgive vores stemme. Flaget går til tops på torsdag. Der er rigtig mange af de toneangivende, der siger, at det er folkestyrets og demokratiets store festdag. Kommer du? Tager du del?

Nej, det siger mig ikke rigtig noget. Jeg er blevet ramt af det, man kalder politikerlede. Så jeg bliver hjemme på torsdag og passer sofaen.

(NB. Mens jeg sad og forberedte denne del af prædikenen fik jeg en mail med indkaldelse/indbydelse til tandeftersyn. Jeg kunne lige pludselig godt mærke behovet for en ”god” undskyldning!)

Nå, men lignelsen holder i hvert fald så langt, at selv om der er nogle, der siger nej til at tage del nu på torsdag, så bliver valget gennemført og hver en stemme tæller uden mindste hensyn til social status og anseelse. Den nederste lige såvel som den øverste.

I lignelsen, Jesus fortæller, siges det, at husets herre blev vred, da afbuddene og undskyldningerne kom ind, og sagde: Så gå endnu længere ud med invitationen!

Umiddelbart set kan vi ikke så godt lide, når nogle bliver vrede – og da slet ikke når det er én, der skal ligne Gud – sådan som jeg opfatter Jesu lignelse, at husets herre, manden der ville holde et stort festmåltid, og som blev vred, er den, der ligner Gud.
”Mor er ik´ vred, mor er skuffet” – nå ja, mange gange var mor nok i virkeligheden vred. Og i tilfældet her, i lignelsen, er det godt. Det er en meget konstruktiv vrede, der kommer til udtryk hos husets herre: Fest skal der være, koste hvad det vil! Mit hus skal blive fyldt. Kom i gang! Kom afsted med indbydelsen. Bliv ved med at invitere. Gå så langt ud som overhovedet muligt. Helt ud i de yderste områder af udkanten – siger husets herre til tjeneren, sendebuddet, som jeg slet ikke kan lade være med at opfatte som et billede på først og fremmest Jesus selv – han, som fortæller os lignelsen – men dernæst sandelig også på alle os, der skal ligne ham og gå i hans spor.
”Du satte dig selv i de nederstes sted. / Du satte dig op mod de stores fortræd”, som vi før sang det i en salme om Kristus – og som i sidste vers lyder: ”Du sender os ned i de nederstes sted. / Du sætter os op mod de stores fortræd. / Du lever i os i de inderste lag. / Vi lever i dig på den yderste dag”.

Vi sendes. Vi sendes afsted med evangeliets invitation. Har vi først hørt det, og ikke afvist det med mere eller mindre dårlige undskyldninger – har vi først hørt evangeliets invitation og er det gået os til hjerte, så må det videre ud.

Ud med sproget. Ud med Ordet. Ud med evangeliet og evangeliets invitation til festen i Guds rige – som i slægt med livet selv begynder her og nu, og som engang og på den anden side alt det vi kender, skal folde sig helt og fuldt ud. For det er målet: Mit hus skal blive fyldt, siger husets herre. Guds rige skal, som Guds kærlighed, blive alt i alle. Det er målet. Det er det ”sted”, vi hvert øjeblik, hele vejen, er på vej til, med evangeliets invitation taget til efterretning.
Ifølge Markusevangeliets indledning var det med de ord, Jesus trådte frem: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet”! (Mark 1,15)

Men stadig: Hvordan får vi smag på det – evangeliet? Det med Gud og os – det med Guds rige. Hvordan får vi smag på det? Og hvordan får vi del i det?

Bette Nohr og lille Liva er blevet døbt nu for lidt siden og er som sådan, som døbte, sat ind i Guds rige. Men også de skal vokse op og selv finde ud af, eller rettere: ind i, hvad det så vil sige at høre hjemme i Guds rige. At have det sted, Guds rige, som det ultimative hjemsted og værested alle dage indtil verdens ende, ja, ind på den anden side alting.
Lad mig give et lavmælt udtryk for, hvad det vil kunne sige her i livet, at tage imod invitationen og få smag på det med Gud og os – det er fra en artikel forleden (KD) med billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt. Fra en hård barndom fortæller hun:

”Mit sted er i naturen. Det er altid den, jeg har følt, at jeg hang sammen med, og det var i naturen, jeg blev klar over, at der måtte være en gud til. Mit barndomshjem var et lille husmandssted mellem Saltbæk og Lille Vrøj nord for Kalundborg. Jeg skulle bare løbe fem minutter, så var jeg nede på stranden…. Når tingene var helt forfærdelige mellem mine forældre, så løb jeg ned til vandet. På strandbredden kunne blikket fortabe sig, og alt kunne ske ude over horisonten. Alle muligheder var åbne ved havet, og jeg kunne forsvinde ud i en evighed. Mange nætter er jeg bange gået ned på stranden efter at have sikret mig, at mine to yngre søstre sov. Jeg kan huske følelsen af at være bange, men alligevel føle mig tryg, mens jeg stod på strandbredden og hørte bølgerne bruse og bad så inderligt uden at vide, hvem jeg bad til. Jeg havde en fornemmelse af at alt, hvad jeg sagde, blev hørt. Svaret på min bøn var følelsen af at høre til i naturen og den tryghed, naturen gav. Når det var koldest, kunne jeg se, at der var anstrøg til små knopper på buskenes grene. Det tog jeg til mig som et holdepunkt. Svaret på mine bønner kunne også komme, når jeg gik i en bøgeskov og følte grønheden omfavne mig; jeg følte en dyb taknemmelighed. For en stund slap den mistillid, jeg havde til alt og alle inklusive mig selv”.
Og så fortæller Maja Lisa Engelhardt, hvordan hendes kristentro former sig nu som voksen og midaldrende:

”For mig handler troen om hengivelse og er samtidig forbundet med pligt… Jeg læser min Kierkegaard og Bibelen dagligt, og begge dele lutrer mig. Fadervor er hele essensen af mit liv, og jeg beder bønnen mange gange om dagen… Jeg gør, hvad jeg kan, for at være til stede i øjeblikket, og her vender jeg igen tilbage til mit Fadervor. Uden det Fadervor kan jeg ikke komme ind i den modtagende tilstand, hvor jeg tier stille. … For mig er evigheden nu. Om jeg lever eller dør, hører jeg Kristus til. Gud er det vigtigste af alt i mit liv, og så kan man spørge, hvordan man bærer sig ad med at elske Gud mere end for eksempel mand og familie. For mig handler det om at forsøge at gøre Guds vilje ved at udfylde den plads, som er min. Det er blevet tydeligere for mig, at vi alle er Guds børn, om vi tror på ham eller ej.  … Nogle gange kan jeg mærke, at der er ateister, som betragter mig som naiv. De tanker kan jeg ikke forholde mig til. Troen er ikke noget tagselvbord. Vi har netop fejret pinsen, som er så utrolig. At Gud er os nær med sin ånd, kan man jo ikke begribe med sin hjerne. Tro kan ikke forstås, og hvis det at tro kunne forstås, så kunne vi ikke tro det. Det er ikke min hjerne, der bestemmer. Det er med hjertet, jeg tror”.

Se, sådan kan det lyde, når et menneske har fået smag på Guds rige. Takket ja til invitationen. Smagt på sagerne ved ikke alene at lytte til Guds ord, men ved også selv at tage ordene i munden, herunder ordene fra Fadervor. Glem dem aldrig. Brug dem flittigt. Og sig, også således, dagligt tak for livets gode gave, og for at være på gæstelisten og, allerede nu, høre med ved festbordet i Guds rige. Amen.