Læsninger:
2.Mos.3,1-7.10-14
Ap.G.4,7-12
Joh.14,1-11

Salmer:
750, 7, 29 / 379 (Melodi: Barnekow), 787.

Bøn:
Vi be´r dig Kristus:
Giv os mod til at leve et menneskeliv,
at vokse i kærlighed, folde os ud,
til alt bliver ét i en lovsang til Gud.
Amen.

Hvordan finder vi vej her i livet? Der er så mange veje at gå. Vildveje inklusive.

Mon ikke de fleste af os med nogle år på bagen kender til det at tænke: Hvad nu, hvis jeg dengang var gået til højre i stedet for til venstre? Havde vi to så overhovedet mødt hinanden? Hvordan var det så gået med min lykke og min ulykke her i livet?

Hvordan finde vej her i livet? Den rette eller den bedste vej? Og hvad når jeg er faret vild og gps´en er gået i u-du og dækningen (mobildækningen) forsvundet? Og nu tænker jeg jo altså også sådan helt grundlæggende, eksistentielt, altså i overført betydning, og ikke bare konkret derude på E45 og A13 og Værvej og Agervej og hvad vi nu har.

Der ”hvor jeg går hen, derhen kender I vejen”, siger Jesus til sine disciple. Hvordan det? spørger Thomas. Jo, siger Jesus: ”Jeg er vejen og sandheden og livet”. Sådan er det – lige ud ad landevejen: Kender du ham, så kender du vejen. Vejen her i livet. Vejen fra jord til himmel. Til vor Far i himlen, hvor der er plads til alle og ingen bolignød.

”Jeres hjerte må ikke forfærdes”! siger Jesus, ”Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer”?

Sådan! Så er det sagt. Det er da rene ord for pengene. Jesus er vores ”Vejmand” (Jesus Vejmand). Han er, i grunden – i bund og grund – infrastrukturen.

”Infrastruktur”, der, som det hedder med Wikipedia-ord, er: ”en betegnelse for summen af de systemer, der forbinder enheder i et større system”.

Med Jesus er vi forbundet med Gud – med det guddommelige og det himmelske. Med Jesus er vi aldrig på Herrens mark. Ligegyldig hvor voldsomt vi måtte være faret vild, så er vi med ham på vej.

Der er, som vi senere skal synge det i en fin salme af Grundtvig – ”Der er en vej, / som verden ikke kender” – en vej, som ”sig sælsomt snor / igennem skyggedale” – på vej ”til livets land med glædens kilder”. Altså – hvis jeg må sige det helt lavmælt i pagt, tror jeg, med ånden i evangeliet: Det skal nok gå! Ligegyldig hvordan det så går – hvor langt ud du måtte komme – og hvor meget du så måtte fare vild undervejs: Det skal nok gå! ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”!

Apropos det lavmælte så har vi her i den forgangne uge sluttet sæsonen af i Litteraturkredsen med Helle Helles seneste lille roman. ”Hvis det er”, hedder den.

Handlingen er meget enkel.

En mand og en kvinde er, hver især på løbetur i Rold Skov, begge to faret vild. Det er den sidste uge i oktober, uge 44. Begge er de blevet sat af(!) og faret vild. Nu støder de tilfældigt ind i hinanden sidst på eftermiddagen. De slår følge. Hun har en mobiltelefon (med strøm), men der er ingen mobildækning. Han har nogle ordentlige vabler på den ene fod på grund af for små sko. Eller rettere: De løbesko han lige har købt har vist sig at være to forskellige størrelser. Den ene for lille.

Han er 48. Hun er 38. Han hedder Roar (jeg-fortælleren). Bor alene i Hundige, og er lige nu på et flerdages seminar med sit firma i nærheden af Rold Skov.

Hun er fra Aars. Har levet i et forhold, hvor hun har en pap-søn. Hendes navn får vi ikke at vide, men på et tidspunkt, da de i mørkningen vakler afsted sammen på en skovsti fyldt med skærver, siger hun: ”Det er værre end Jens Vejmand, det hedder jeg næsten til efternavn”. Så det bliver det, han flere gange i de følgende to døgn kalder hende: ”Vejmand”. Og det er det hun bliver for ham. Og han sådan set også for hende: Vejmand og følgesvend.

For de bliver sammen i mørket, de to. Fryser sammen. Sulter sammen. De har ingen mad med. Finder også en shelter den første aften, endda med tre tæpper. Finder også noget varme sammen, og deler hendes 5 stykker tyggegummi, og noget fra deres livshistorie hver især.

Masser af akavede situationer opstår undervejs. Som det gør det for de fleste af os på vejen gennem livet. Roar tænker på, at sidst han fik noget at drikke var om morgenen, da han sådan bare på grund af noget uro var gået udenfor under udhænget med en krus kaffe, mens de andre kolleger sad derinde og spiste morgenmad sammen. ”Jeg stillede mig på en vippende flise” og stod bare der og ”vippede stille og roligt, kaffen duvede”. Men så fik han overbalance og måtte træde ud i terrassebedet og mistede en del kaffe for ikke at sige det meste. Men som vi hører det fra Roar: ”Jeg genfandt en stabil position, stod og drak videre, også da kruset var tomt”(!) Åh ja, det kan være svært at finde ud af det, og man kan næsten fare vild også i sig selv.

Roar og Vejmand finder ud af det. Det akavede afløses mere og mere af enkel og ligefrem hjælpsomhed de to imellem. En fortrolighed og varme. På anden-dagen i mørket ind under aften får de øje på et gult lys langt inde mellem træer og buske og finder frem til et lille stråtækt hus for enden af en smal sti. Der er vist ikke nogen hjemme. Men omme bag stalden ligger en mindre bygning af nyere dato.

Herinde er der en lille gang med en kummefryser med rundstykker, rejer og en halv flaske snaps, der er et toilet og et værelse med seng, bord og el-radiator. Åh, hvor godt.

Åh, hvor godt at finde vej og finde frem. Og holde sammen og holde ud, også ad snoede, mørke veje. ”Lad os komme ind i varmen”. Ja, lad os det. Og det kommer vi ikke her i livet for alvor uden en anden. Uden hinanden. En Vejmand, uanset køn, bare af bedste slags.

Skal vi følges? Det kan vi da godt – hvis det er! Og det er det: Nødvendigt at kunne slå følge – finde sammen og finde vej.

Jeg for vild, og jeg blev fundet. Det er noget af det allerbedste at kunne sige og erfare her i tilværelsen. At komme ind i varmen. Finde vej og finde frem.

”Jeres hjerte må ikke forfærdes”! siger Jesus. Han som i grunden – i bund og grund – vil være der alle dage for dig og mig som ”vejen og sandheden og livet” – i grunden: infrastrukturen mellem det himmelske og det jordiske, så at det ind imellem er intet mindre end himmelsk at være til allerede her i det jordiske alle vildveje og vildfarelser til trods.

Koret, Danscher-koret, skal synge om det i et par sange. Popsange – ja, men foragt ikke popsangene! Flere af de gamle populære salmer, vi synger i kirken til gudstjeneste er oprindelig kommet til som den tids popsange. Sangen ”Fix you” (Coldplay), som vi skal høre med ord (på eng-elsk) om at være kørt fast, gået ned, faret vild: ”When you try your best but you don’t succeed / When you get what you want but not what you need / When you feel so tired but you can’t sleep (/ Stuck in reverse) // When the tears come streaming down your face / When you lose something you can’t replace / When you love someone but it goes to waste /

Could it be worse? – når det altså næsten ikke kan blive værre – så kan det ske, at, som omkvædet siger det: ”Lights will guide you home / And ignite your bones / I will try to fix you” – Lys vil føre dig hjem / Og optænde/opvarme dine knogler / Jeg vil forsøge at fikse dig – hele dig – – hvis det er!

Det er i det lav – som vi siger – Jesus – ja: Faderen og Sønnen og Helligånden agerer. Her, hvor menneskelig varme finder sted. Det er den vej, vi har fået at gå. Og får at gå, igen og igen, hver eneste gang efter at være faret vild. Som en Guds gave. Som, i grunden, infrastrukturen.

”Verden er i farver nu”, som koret også skal synge det med Lis Sørensen-sangen over dem alle: ”Havet er / så blåt som et øje kan se. / Aldrig vil jeg glemme / det jeg så. // Livet kom / og tog mig tilbage igen. / Aldrig vil jeg glemme / havets blå // Verden er i farver nu …” – Vejen er banet. Skal vi følges? Det kan vi godt – hvis det er! Og det er det. Det er godt, at følges. Guddommeligt godt. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”! – i Jesu navn, amen.