Læsninger:
Joel 3,1-5
Ap.G.1,12-14
Joh. 15,26-16,4
Salmer:
722, 299, 724 / 281, 305.
Bøn:
Kom, Gud Helligånd, kom brat!
Gennembryd den mørke nat
med Guds morgenrøde!
Lad vort hjertes lærkeslag
hilse Herrens klare dag,
som står op af døde! (DDS 305,1).
Amen.
”… jeg var hos jer”, siger Jesus til sine disciple – og jeg vil komme til jer og være jer i Ånden nær. Som dengang således også nu i dag i dette øjeblik – her i disse solbeskinnede, lyse, varme forsommerdage, hvor alting ånder af liv og vækst og lærken midt på dagen slår sine energiske triller så højt oppe fra, at man skulle tro, det var fra himlen.
Det er det ikke helt, men det er deropad fra – og lydhørhed og syn og sans for også den del af skabelsens overdådighed – og godhed, som vi spontant opfatter det som – er slet ikke så ringe en ”hjælper” og ”forbereder” for at kunne høre også evangeliets tale til os.
Det gælder om at have forbindelserne/ens forbindelser i orden. Også dem oventil, som vi ofte tænker om det og taler om det med hensyn til forbindelsen til Gud og det guddommelige, så er det opad – oventil Gud er – selv om vi med evangeliet og Jesu tale in mente må forstå, at vor Herre vil være os nær nøjagtig her, hvor vi er. Hvor så end vi er, i alt det der er i dit og mit liv.
Uanset hvad, så gælder det om at have forbindelsen i orden.
Vi er i tiden mellem påske og pinse. Nu meget nær pinsen, som handler om Guds Ånds udgydelse – om Helligåndens virke – om hvordan himlen kom jorden nær, så disciplene nu af hjertet forstod, eller begyndte at forstå, noget af det vidunderlige, der lå i den tomme grav. I engleord og kvindeord fra Jesu tomme grav påskemorgen – i erindringen om alt det han selv havde sagt til dem – og gjort – så de og mærkede de nu i Åndens lys og Helligåndens virke i deres hjerter, at han… – ja, at han VAR opstanden! Og at forbindelsen med ham og alt hans var i orden – og levende – og livgivende. Og at de, som han så tit havde sagt til dem, ikke skulle frygte. ”Frygt ikke”! – end ikke døden og al den modgang, ja, udelukkelse og forfølgelse, som kan komme til at høre jeres liv til. ”Følg mig”! og ”Frygt ikke”! Det havde han sagt til dem dengang – og de ord og det budskab klingede nu i dem igen sammen med deres hjerters lærkeslag.
Ja, som vi selv med Grundtvig skal synge det nu i dag, inden vi går ud herfra:
”Lad vort hjertes lærkeslag / hilse Herrens klare dag, / som står op af døde”!
Den norske forfatter Tomas Espedal kredser i bogen ”Året” (2016/2017) om den store kærlighed. Kan man blive ved med at elske, selv når den elskede er gået bort og kærligheden uigengældt?
I den forbindelse kommer han – som en sidehistorie – til at fortælle om en ven, som faldt om på rypejagt i fjeldet med en voldsom hjerterytme og blev indlagt på sygehuset, ”hvor han skulle ligge / nogle dage med ledninger på brystet / ubevægelig endelig”. Og de talte sammen de to i telefonen: ”Det er de bedste dage jeg har haft / sagde han fra sygehussengen. Her bliver jeg / virkelig taget godt vare på. // Og senere i telefonen: Det er det bedste / som er hændt mig. At dø / kan ikke være så slemt / men det allerbedste / var at overleve”.
Og han besøger vennen på sygehuset, og hører mere fra den dag i fjeldet, hvor vennen var på rypejagt med sin bror: ”Jeg fik som fortjent siger han. Vi / skød for mange ryper” – og den sidste, af dem han skød, kunne han ikke finde, men ville have hende med, og ledte og ledte – og det skal vi høre om nu her, for også på sådan skæv vis og i sære sidehistorier, såvel som i lærkesang og andet godt mellem himmel og jord, kan evangeliet komme til os, når Ånden er til det og vi selv er åbne nok for det. Vennen, ham med hjertet(!), fortæller fra sygehussengen – og fra jagten den dag i fjeldet:
”Det begyndte at blive mørkt jeg
tændte pandelygten lyste
efter hende
gik i lysstrålen nu bliver det svært
at finde vejen tilbage til min bror han
venter som aftalt nede ved bilen men
jeg må finde hende og jeg fandt hende ikke.
Så begyndte jeg at gå hurtigt op
hvor jeg var løbet ned og nu
mærkede jeg hjertet det slog hurtigere
end sædvanlig jeg standsede men hjertet fortsatte
i sit eget tempo det løb vildt og så faldt jeg
var væk et øjeblik slog øjnene op nu
dør jeg tænkte jeg der var ikke noget
at gøre jeg tog afsked farvel sagde jeg
og tak fra mig sagde jeg højt
til fyrretræerne til birketræerne
farvel aftenhimmel farvel stjerner
farvel eller hallo nu kommer jeg
far og mor tænkte jeg og blev liggende
helt rolig det var bare at overgive sig
jeg overgav mig nu er det slut
og måske fordi jeg overgav mig
så faldt hjertet til ro nu standser det
nu er det standset nu er jeg død
tænkte jeg og tankerne var der stadig
og måske er det bare halvdelen af mig som er død
så underligt at være død og levende
sådan er det altså at dø måske
tager vi tankerne med os i døden
tænkte jeg nu kommer lyset men lyset
kom ikke det var bare pandelygten som lyste
træerne op som viste vejen
men hjertet blev ved med at slå
det mærkede jeg nu jeg lever
heldigvis men så ringede mobiltelefonen
det irriterede mig her ligger jeg og dør
og så ringer telefonen
det må være min bror jeg
fandt telefonen i jakkelommen ja hvad
skulle jeg sige jeg dør nej jeg lever
jeg ligger i lyngen og lever.
Rejs dig forsigtigt op sagde han
det var som at snakke med Gud
i telefonen. Rejs dig forsigtigt op
og gå langsomt ned ad fjeldet ned
mod bilen langsomt gentog han
afbryd ikke forbindelsen lad telefonen
være på når du går sagde han min bror”.
Afbryd ikke forbindelsen! – Her mellem Kristi himmelfart og pinse: Gør dig åben! Gør dig klar! Talsmanden, Guds Ånd, Helligånden vil virke, ja: virker(!) i og iblandt os som forbindelsen mellem himmel og jord. Afbryd ikke forbindelsen!
Det er i Tomas Espedals fine lille sidehistorie som at få en slags omvendt Kain-Abel-historie – høre om en bror, der tager sig godt af sin bror – og samtidig nu her i kirken blive mindet om Jesus som en sådan bror, der vil mig det godt. Hjælpe mig ned ad fjeldet og ud af hjertets forvildelser. Hjælpe mig med at finde vej her i livet. Så: Afbryd ikke forbindelsen!
Forbindelsen oventil og udadtil – og indadtil. Alle de steder og måder, hvorpå Ånden, Guds gode Ånd, hjælper os til at finde modet og vejen – og kærligheden – nu mens vores mere eller mindre skrøbelige hjerter endnu banker. Og ”Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø, / for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø” – og dog så kan også den med sin sang og sine fortryllende triller åbne os for Åndens virke og forståelsen af Guds godhed og omsorg for os. Så: ”Velkommen lærkelil! … lær mig som du at se / igennem mulm og sne / den pinseglans, der dølger sig bag tågen”! I Jesu navn! Amen.