Prædiken til Konfirmationssøndagen
den 6. maj 2007 i Vær kirke.
(Se 3.s.e.trin.,1.; 2005)

Læsninger:
Salme 8 (1.s.e.h.3.k.,2.)
Filip.4,4-7 (4.s.i advent)
Luk.15,1-10 (3.s.e.trin.,1.)

Bøn:
Kære Gud! Vi be´r dig:
Bekræft for de unge, som blev  døbt i dit navn
– at du vil være med dem alle dage indtil verdens ende.
– Styrk dem og os alle med
dit levende håb – så at din glæde
må leve i os! Amen.

Salmer:
750 , 331 , 674 / 192 , 478 , 787.

Blomstrende syrener og gule rapsmarker så langt øjet rækker. Det er forår og forsommer. Mandag bliver blå. Flagene er gået til tops. Festdagen er begyndt, og vi har fundet sammen her i kirken, sådan som vi gør det, hver gang vi fejrer de helt store fester i et menneskeliv. Når der er højtid – når tiden bliver høj, og stuerne derhjemme bliver for små til, at vi kan være der med alt det største, så finder vi sammen her i kirken og sætter os en times tid – lidt klemt måske på de store dage – men så mærker vi jo også på den måde, at vi lever. Og hvor er det egentlig godt, at blive klemt, måske endda knust(!) og krammet!

Kirken og gudstjenesten er det godt at tænke om som ”findestedet”. Stedet, hvor den enkelte bliver fundet af Guds nåde. Vi kan komme langt ud og langt hjemmefra og fuldstændig blive væk fra det, der var meningen – da er det godt, at finde hjem. Eller rettere: Da er det allerbedst, at blive fundet og favnet.

Som et genfundet får at blive båret hjem på skuldrene af én, som er så glad for sit fund, at glæden må deles. Og når glæden deles, så vokser den mærkeligt nok og bliver endnu større. Eller som en fortabt søn, sådan som Jesus fortæller det i lignelsen til den anden tekstrække, der bange og nervøs bevæger sig mod hjemmet – for hvor skulle han ellers gå hen, men hvad venter der ham mon? – og som endnu inden han finder helt hjem, i stedet for at finde, selv bliver fundet og favnet af en forpustet far, som inderlig glad er løbet ham i møde.

Jeg vil gerne – og jeg har vist gjort det før for jer – men så vil jeg gerne endnu engang fortælle jer fra en rigtig god radioudsendelse, jeg på et tidspunkt hørte på radioens P-1 (det var før DR skulle spare noget så gevaldigt!). Udsendelsen jeg hørte hed ”Danskere tvunget i krig” (anden verdenskrig). Her fortalte sydslesvigeren Karl Andreasen til slut i udsendelsen om hjemkomsten efter krigens afslutning.

I årevis havde han været væk. I månedsvis havde han været uden kontakt med hjemmet – vidste ikke, hvordan det var gået hans 3 brødre – om hans forældre i det hele taget levede, eller hvad der mon kunne være sket. Han var på den uger lange vej hjemad, som jo foregik på apostlenes heste, fuld af længsel men også nervøs og bange for, hvad der mon ventede ham ved hjemkomsten. Og meget træt og afkræftet.

”Den sidste kilometer var speciel”, fortalte Karl Andreasen, ”de kendte husgavle,

alt det jeg kendte så godt som min barndoms landskab. Og der, lidt mindre end en kilometer før jeg var hjemme, kommer min far trækkende med sin cykel ud fra skoven, hvor han havde været inde og fælde træ. Da han ser mig, siger han: ”Dav, min dreng! Så kunne du være her.” – ”Dav far”, sagde jeg – og så sagde han til mig, at jeg kunne sætte mig op på cykelstangen, hvor jeg jo så tit havde siddet som barn – og så satte far sig op i sadlen, og vi cyklede hjemad. Og jeg skal indrømme,” fortalte Karl Andreasen, ”jeg skal indrømme, jeg kunne ikke lade være med at læne mig ind mod min fars skulder, og han bøjede også sit hoved en smule mere end han måske behøvede ned mod min nakke. – Vi sagde ingen ord til hinanden, men vi fik sagt en hel masse…”

Jo – hvor er det godt, velsignet godt, at blive fundet og favnet. Ja, ”Sådan bliver der … glæde i himlen”. Himmelsk er det at vende hjem og blive taget imod. En far som knusklemmer mig ind til sig – eller som varsomt bøjer sig ned mod mig med et nænsomt kærtegn – ”Vi sagde ingen ord til hinanden, men vi fik sagt en hel masse.” Som i kirken og gudstjenesten med dåben og nadveren som vor himmelske fars kærtegn til fortabte men genfundne sønner og døtre. Eller som en søndag med kirken fuld af konfirmander, hvor den enkelte konfirmand knæler ned ved alteret og gennem håndspålæggelse og velsignelse bliver mindet om ”sin dåbs nåde”.

Kærtegn, som uden forklarende ord kan sige os en hel masse, når bare vi tager imod. Tager imod den kendsgerning, at vi selv er blevet taget imod. Budt med ved festbordet og endnu engang genindsat i tabte rettigheder og gamle kære kendte sammenhænge, hvor der er brug for mig den enkelte.

Når Jesus fortæller lignelsen om kvinden med de ti drakmer, som taber den ene mønt og ivrigt og udholdende leder efter den, indtil hun finder den, og derefter kalder sine veninder og nabokoner sammen og siger: ”Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt.” Så er der lagt op til, at så blev der holdt fest.

Som Bjarne Lenau Henriksen, chef i Kirkens Korshær, skriver det: ”Om den tabte drakme fortælles det, at den gik op i fest og munterhed. De 9 andre drakmer fortælles der ikke noget om. Men rygterne går, at de gik til i kapital- og ratepension.” Ja, en gevaldig trussel er det for os, at vi går til i forsøg på at sikre os det liv, som kun kan vindes og fås, når det sættes på spil og bruges op til sidste øre. Og sker det ikke, da tabes det.

Ikke for at tage festglæden og gaveglæden fra en eneste, men også på en konfirmationssøndag giver det god mening at citere ordene, som Dan Turell sang og sagde det: ”Pas på, pas på pengene” – ”Pas på, pas på pengene / de er dødsensfarlige!” Ja, hvis det er dem, man går op i, før alt det andet dejlige.

Jeg var som 5-årig inviteret med til den første børnefødselsdag i ”fremmed land” med en flok skolebørn, jeg ikke kendte, hos den 2 år ældre naboknægt.

Da jeg nervøs ved det hele kom derhen og gav ham pengene – fødselsdagsgaven – som dengang ifølge overenskomsten var 1 krone, og jeg ved en fejl kun havde en 25 øre med, blev det hele endnu værre og jeg følte mig endnu mere udenfor, da Ib, uden overhovedet at se mig i min situation, sagde: ”Stik lige hjem efter resten!” Det gjorde jeg så, og jeg kom aldrig rigtigt ind i den fest den dag.

Både før og siden har jeg selv som storebror og i lignende privilegerede positioner, dum og blind, ført mig frem som Ib og pukket på min ret.

Men hvem kan leve af at have ret? Nej, det kan man faktisk dø af, hvis det er det eneste man har. Tænk bare på trafikken, og hvad der kan ske her, hvis man holder på sin ret og bare kører frem!

Konstant har vi brug for at blive omvendt. Vendt om fra vor farisæiske forvildethed, hvor vi så ofte satser på at skulle kunne leve af egen ret og opsparing. Og i stedet vendt om til at se, hvor givende godt det er at miste for at finde og få. Slippe enhver tåbelig tanke, om at skulle kunne leve af egen ret og i stedet give sig glæden i vold og lade sig bruge til det sidste.

Vor Herre selv er i Jesu skikkelse gået foran os ad den vej. Han, som ikke sparede sig selv eller holdt noget som helst af sit eget for sig selv, men som ”ville alt opgive / for at holde os i live,…” (DDS 192,2). Han, som er som hyrden og kvinden, der leder til de finder.

Du kan trille nok så langt ind under kommoden og ned i de dybeste gulvrevner – du kan komme nok så langt væk fra flokken og blive filtret nok så meget ind i smalle uvejsomme kløfters krat – du bliver på et tidspunkt fundet af Guds nåde. Du slipper ikke for det!

”Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.” Én sølle lille synder som dig og mig – og husk nu: ”det kan godt være”, som Storm P. siger det, ”at jeg ikke er nogen stor synder, men lidt har vel også ret” – ja, én sølle lille synder tæller også med i Guds rige.

Forunderlige fund finder sted – gavmildhed – glæde og fråds. Vi bliver gang på gang væk fra meningen. Vi er som forvildede får – som mønter der triller væk – MEN som gudskelov bliver fundet for at – ja, i billedet af mønten, den tabte drakme – for at bruges!

Det er meningen med det hele – det må vi finde os i – at vi skal bruges og ikke gemmes hen. Bruges og lade os bruge i det daglige – bruges i glædesfesten – for til sidst engang at blive brugt helt op. Brugt op som dem vi var. Og så, når tiden er inde, smeltes om og indgå i en ny sammenhæng.

Endegyldigt fundet og favnet i den sammenhæng, hvor Guds kærlighed skal blive alt i alle. Det har vi Jesu ord for. Det satte han alt ind for. Det fandt han sig i. Og heri skal vi også finde os – som fundne og favnede – i Jesu navn – og med fest til følge.

Amen.