Læsninger:
Salme 113
Acta 1,1-11
Luk. 24,46-53

Salmer:
257, 251, 243 / ”Når æbletræets hvide gren” (Testkirke 71), 217

Bøn:
Kristus! Du forlod de lave egne
kapslet ind i rum og tid……
men du efterlod et lys,
for evigt tændt:
Aldrig slettes ud,
hvad lykkeligt er hændt! (J.M.94)
Amen.

Til vores forestillinger om himlen hører forestillingen om Det ny Jerusalem, eller Det himmelske Jerusalem. For sådan hænger i troens verden det kendte, og det vi er eller kan være fortrolige med, sammen med det ukendte og utrolige. Det, som er udover og ovenover alt det, vi kender og dog ikke kan lade være med at rette os mod i vores længsel, vores tro og håb og forestillinger om noget andet og mere end det rent jordiske. Noget godt. Noget fuldendt. Noget himmelsk. Og her knytter vi selvfølgelig til ved noget, vi kender til i det liv, vi lever her på kloden. For eksempel den, vil mange sige, mest mærkværdige af alle klodens storbyer: Jerusalem.

I morgen eftermiddag rejser jeg til Israel og Jerusalem for første gang i mit liv. Til det land og til den by som mere end nogen anden by på denne jord spiller en konkret geografisk rolle i min livsanskuelse som kristen.

Jeg har ellers længe sagt, at jeg ikke skal have mine billeder ødelagt af souvenirs. Men nu er tiden altså kommet.

Digteren Pia Tafdrup skriver om sin første rejse til Jerusalem, og hvad det betød for hende under overskriften ”Jerusalem – utopi eller rå realitet”: ”For mig er det ikke afgørende at få udpeget et bestemt sted eller en særlig sten som hellig. Om det var det ene eller det andet sted, en begivenhed udspandt sig, vides alligevel ikke med sikkerhed. Men landskabet er gribende. Ørkenen og de frugtbare dale lever, hvis man kender bare lidt til de bibelske fortællinger. Selv mine drømme blev påvirket af landskabet omkring Jerusalem”.

Og kulturredaktør Michael Bach Henriksen skriver i samme rejsebog: ”Jerusalem er så meget mere end had og konflikter; f.eks. er solnedgangen over byen det smukkeste syn i verden. Og en bid af en falafel på Abu Shukris restaurant i den gamle bydel er en himmerigsmundfuld. Og stemningen en langfredag nat i Getsemane Have blandt de tusind år gamle oliventræer er dybt rørende…”

Længe var Jerusalem for jøderne, som Gyldendals Store Danske skriver det, en forskudt drøm, en idé, en myte, en himmelsk stad.

I næsten 2000 år var Jerusalem en sådan forskudt drøm for jøderne i diasporaen (i jødernes eksil); hvor ofte har det ikke lydt med den gamle hilsen: “Næste år i Jerusalem” som centrum i jødisk selvforståelse; og igen “at drage op til Jerusalem” (for Jerusalem ligger oppe!) som drømmens kerne. Og i hele denne periode har byen samtidig været en jordisk kopi af den himmelske drømmestad, Det ny Jerusalem, for kristne, opfattet som verdens centrum både geografisk og symbolsk. Gudsrigets sted. Paradiset. Så det er sandelig noget af en by!

Jeg forestiller mig allerede nu, hvordan en del af rejsen for mig til Jerusalem vil blive – som de fleste af os kender til det, når vi rejser – en bevidsthed om, at hvor er det dog godt, at jeg skal hjem igen. Hjem til Danmark. Hjem til Horsens og Stensballe. For det er jo det, det i grunden, også her Kristi himmelfartsdag, handler om: At det er godt at have et hjemsted – og at kunne komme hjem.

Kristi himmelfart handler isoleret set om, at Kristus kommer hjem til sin far i himlen. Til Gud, som er over alt, og som vi derfor taler om som vores himmelske far. Og det er så i videre forstand det, Kristi himmelfart også handler om, at Jesus er der, hvor Gud er. Og der, hvor også vi endegyldigt skal være.

Ikke for at komme væk her fra jorden i en fart, som om det var meningen. Men for at vi, også når vi ikke længere skal have hjemme her i dette jordiske liv, at vi da fortsat må have et sted at høre hjemme: Hos vor Gud og Far i Himlen.

Kort sagt, og enfoldigt sagt: vi udgik hver især i sin tid fra Gud i himlen til liv her på jorden, og vi indgår igen engang til Gud i himlen. Af Guds kærlighed til Guds kærlighed. Som det lød over os i dåben (og nu for lidt siden over lille Frederikke): ”Herren bevare din udgang og indgang fra nu og til evig tid”! Udgang OG indgang. Vi skal hjem igen!

Det er i dag ikke alene Kristi himmelfartsdag, det er også Danmarks befrielsesdag, den 5. maj. 71 år siden, at befrielsesbudskabet lød aftenen før over radioen fra London, og danskerne vågnede op til at være blevet befriet fra nazisternes besættelse af landet. Det var noget, der løftede og lettede. Som vi har sunget det siden dengang: ”En lærke letted, og tusind fulgte, / og straks var luften et væld af sang. / De tusind tårne tog til at tone, / så landet fyldtes af klokkers klang, / og byer blomstred i rødt og hvidt, / og det var forår og Danmark frit, / – ja, Danmark frit”. Det er værd at huske på. Det er værd at mindes og være bevidste om, hvor godt det er – ikke bare at have et hjemsted og et hjemland, men også at kunne leve frit og fri for fremmed åg. Det mærkede mange den morgen, den 5. maj 1945, hvor det for mange var næsten himmelsk at være dansker: ”Det var en morgen som tusind andre / og ingen morgen i tusind år, / da Danmark vågned med klare øjne / til glædestimer og frimandskår, / og landet lyste fra sund til klit, / for det var forår og Danmark frit, / – og Danmark frit”.

Kristi himmelfart har ret beset et sådant schwung(!) og en stor glæde og løftelse og lettelse over sig. Kristus – korsfæstet, død og begravet, på tredje dag opstanden fra de døde – farer til himmels og løfter os allerede herved op over det rent jordiske.

Det er ikke ”bare” det at være menneske – bare noget med at få noget at spise og at have tøj på kroppen, selvom det sandelig er en velsignelse i sig selv, men der er mere at sige end det. Uendelig meget mere.

Det ved vi for eksempel noget om, eller det aner vi meget stærkt, når vi i familien og vennekredsen står med en ny lille én på armen. Det lille barn er ikke ”bare” en bunke gener og DNA med en række simple fysiske behov. Det er mere. Meget, meget mere.

Derfor forstår vi det også af hjertet, og synger med af hjertet så godt vi nu kan det hvert år ved jule-tide med ord som: ”Et barn er født i Betlehem, / thi glæde sig Jerusalem! / Halleluja, halleluja”! Åh ja, åh ja!

Det lille barns komme til verden og Kristi himmelfart. Det jordiske Jerusalem og det himmelske Jerusalem. Ting hænger sammen, og der er sammenhænge større og mere underfulde end vi kan sige os selv. Så er det godt, at vi har kirkens og kristendommens rum til at få det sagt. Og til at gå op i, i kirkens rum til gudstjeneste, hvor vi er eller kan være himlen og det himmelske en lille smule nærmere for en stund.

Det åbnes der op for her i kirkens rum med himlen over os – med løftelse og lettelse og grund til tak og lovprisning. For som vi nu om lidt skal synge det i en ny salme:

”Nu er det Kristi Himmelfart / bag hvide skyer ser du klart / at sådan en velsignet sol / må komme fra hans kongestol. / Han åbner rummet over dig / og pinse er på vej // med vingebrus og Helligånd / der løser vore tungebånd / så munden løber over med / hvad hjertet fyldes af og ved. / Et glædesbud forplanter sig: / Guds rige er på vej”.

Og det er vi også – vi er på vej – og engang er vi det, kære Gud – ”til dit det ny Jerusalem, / til al din herlighed”! Amen.