Læsninger:
Salme 110,1-4
Acta 1,1-11
Mark.16,14-20
Salmer:
257, 261, 258 / 250, 251.
Bøn:
Gud!
Gør vore hjerter åbne
og vore sind modtagelige,
så vi hører glædens budskab!
Amen.

”… ved de tegn som fulgte med” – og hvilke tegn, må man have lov at sige. Der er sandelig mere mellem himmel og jord, end man sådan lige tror. Der er, som Birthe Rønn Hornbech engang sagde det – der er i hvert fald mere der end så mange andre steder!

”Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med”.

Døden havde, med korsfæstelsen langfredag, hårdt og brutalt taget ham fra dem. Og som en del af sorgprocessen havde hårdhjertetheden nu i større eller mindre grad taget over hos en del af dem. Velsagtens som et forsøg på at beskytte sig mod yderligere skuffelser og tab, sådan som mange af os kender til det, når vi forsøger at overkomme tabene og sorgen ved at gøre os hårde.

De havde hørt, og nogle af dem også ved selvsyn set, at graven var tom, men hvad skulle det betyde? Og hvad var kvindesnak og englesnak mod den hårde realitet, at døden havde taget alt det fra dem, de havde satset så meget – for ikke at sige: alt – på?

Nu kommer han til dem – den opstandne – nu viser han sig for dem på en måde, der bryder ned og ind gennem al deres vantro og hårdhjertethed – og sender dem ud i alverden med ordet om ham og Guds kærlighed til verden i ham. ”Og disse tegn skal følge dem, der tror” – og så oplistes der en række tegn, som så absolut hører hjemme i den spektakulære og mere ”eksotiske del” af det religiøse – og hvad i alverden vi skal med dem – dæmonuddrivelse, tungetale, slangetæmning og giftdrikning – det ved jeg ikke. For det er ikke cirkus og tivoli og overnaturlighed det handler om i kristendommen, men det helt virkelige og realistiske og konkrete menneskeliv, det handler om. OG der er også her mere mellem himmel og jord, end man måske sådan lige går og tror.

Kristi himmelfart er en mærkelig dag i kirkeåret. Det er faktisk en højhelligdag. Én af de helt store helligdage med klokke-kimning som til jul, påske og pinse. Men det er også en helligdag, som for mange truer med at blive reduceret til noget mærkeligt uvirkeligt og påståeligt eller næsten tegneserieagtigt: Jesus, der farer til himmels. ”Kristi flyv-dag” som friske, frække drenge og piger i generationer har kaldt dagen.

Jeg tror, det derfor er desto mere vigtigt, at vi fastholder al realiteten og virkeligheden i den del af bibelhistorien vi her har med at gøre.

De, disciplene og kvinderne omkring Jesus, havde hårdt og brutalt mistet ham, der betød alt for dem og som havde fyldt dem med tro, håb og kærlighed. Og som vi hører det: Vantroen og hårdhjertetheden havde, uanset hvad der så gik af rygter, taget over hos de elleve. De var gået helt i stå. De var som Lots hustru i sin tid gjorde det gået kolde og døde og sad stivnede og tavse tilbage.

Der er mere mellem himmel og jord – ja – men det her, det var sorg. Hård, bastant, drønvirkelig lammende sorg, som truede med at blive til hårdhed.

Forfatteren Naja Marie Aidt, mor til fire, mistede marts 2015 sin 25-årige søn Carl i en tragisk faldulykke. Nu har hun to år efter tabet – efter katatonisk sorg, efter skriveblokering og gråd og fortvivlelse og tænders gnidsel – udgivet ”Carls bog” med titlen ”har døden taget noget fra dig så giv det tilbage”.

Døden tog sønnen Carl fra Naja Marie Aidt. Nu giver hun ham tilbage i form af bogen om ham. I form af ord og fortælling – poesiens sprog om sorg og kærlighed: ”Jeg tænker på mit døde barn; hans tid og hans liv er indfoldet i mig. Jeg har født ham. Jeg skal rumme hans død. Jeg vil stadig kæmpe som en løvinde for ham. Ingen skal gøre ham uret. Ingen skal glemme ham. Ikke så længe jeg lever. Jeg beskytter ham stadig, jeg kender ham stadig præcis så godt, som jeg kender mine levende børn”.

Naja Marie Aidt beskriver sig selv som ikke-troende. Troens sprog er ikke hendes. Men poesiens er det. Og det er sært at se så langt den alligevel bærer i retning af det, jeg vil kalde troens sprog. Og åbner op for den trøst og det livsmod kristendommen skænker.

Som Mai Misfeldt så fint inddrager det i sin anmeldelse af bogen i Kristeligt Dagblad, om hvordan Naja Marie Aidt for eksempel citerer sin dagbog fra december 1989, da Carl er omkring en måned gammel. Han siger de sødeste små lyde, som om han sang. Og så er hendes tekst tilbage i nuet. Hvad kan man sige der – i tomheden og tabet?

”Jeg kan sige om dig: Som om du sang.

Jeg kan sige: Du sang.

Jeg kan sige: Du synger i mig”.

Gennem tre sætninger flytter den døde fra noget, der allerede er lukket, som er datid, ind i sin mor, ind i en nutid, der altid vil være der. Fra en yderverden til en inderverden.

Det er en lignende bevægelse, der sker ved Kristi himmelfart for disciplene – fra en yderverden til en inderverden. Fra det liv de havde haft sammen med ham i den ydre virkelige verden til nu i ånden at bære ham med sig i deres egen indre virkelige verden. I ord og forkyndelse:

”de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med”.

”har døden taget noget fra dig så giv det tilbage” skrev Naja Marie Aidt allerede i 2008 i digtsamlingen ”Poesibog”: ”så giv det tilbage/ giv dét tilbage/ som du fik af den døde/ da den døde var levende/ ((da den døde var dit hjerte/ giv det tilbage til en rose,/ et kontinent, en vinterdag/ en dreng der ser dig an/ fra hættens mørke”)) Dengang var det et digt blandt mange andre digte. Et godt digt. Men i dag er det et andet digt. Da hun skrev det dengang, tænkte hun stærkt på Carl. Alting kan, som Mai Misfeldt skriver det, blive et tegn, ikke alle tegn kan tælles med, det kan blive en farlig vej at gå ad, men alting må bagefter alligevel læses på en anden måde… Der er tegn i det.

Alting er faldet fra hinanden, men omkring de efterladte slår en stor gruppe ring. De hjælper og bærer. ”Carls bog” er en kærlighedserklæring til fællesskabet, alle de mennesker, der stiller op og tager hånd om de efterladte. Som Aidt selv skriver: ”Fællesskabet som eneste mulighed”.

Og så igen til sidst – og som et mærkeligt tegn med ord fra dengang han, Carl, endnu levede: ”Har døden taget noget fra dig / så giv det tilbage / giv dét tilbage / som du fik af den døde / da I stod i regnen i sneen / i solen og den døde var levende / og vendte sit ansigt mod dig / som ville han spørge om noget / du ikke mere husker og han / havde også glemt det og det er / en evighed / en evighed siden nu”.

Der er sandelig mere mellem himmel og jord. Der er med troens ord og sprog den virkelighed, at han, Kristus, i ånden vil være os nær, og virke med og stadfæste – og det vil sige virkeliggøre – ordet om den himmelske kærlighed Gud i ham har sat ind i verden. Ind i os, så at vi nu må bære hans liv i os og med os ud i verden. Ud i dagligdagen og det virkelige jordiske liv. Det er her, vi må blive ved med at give dét tilbage, vi som himmelgave har fået med Kristus – ”Jesus, himmelfaren, / udsender engleskaren / al jorden rundt til sine små… // Jesus, himmelfaren, / dog midt i folkeskaren / uddeler himlens vin og brød, / er med sit folk i liv og død. / Bøjer alle knæ for vor frelser”! Amen.