Læsninger: Salme 118,19-29
Første Pet. 1,3-9
Matt. 28,1-8

Salmer:
224, 234, 236 / 223, 218 (k.325)

Bøn:
Gud,
Du, som åbner døren gennem døden,
vis os midt i mørket morgnrøden!
Amen.

I dag er det påskemorgen. I går var det påskelørdag. Der er en verden til forskel på de to.

Påskelørdag er den dag, hvor det hele er brudt sammen, og gået i stykker i sorg og fortvivlelse for dem, der havde fulgt Jesus. I mørke og udsigtsløshed som var de selv lagt i graven. Lukket og slukket. Færdig for altid med kæmpestenen, ind under aften fredag, rullet for indgangen til graven som et kæmpepunktum. Urokkelig og bastant. Dødens lukkede dør. Og nu med alt det Han havde sat ind i verden, sagt og talt til dem lige ind i hjertekulen – nu med det alt sammen lukket inde bag den dør.

Som en kvinde skrev det til mig om sit kæmpetab – kommet, som hun skrev det: ”Meget uventet, så det rammer hårdt, som en kæmpe sorg og pludselig giver ingenting (meget/mere) mening”.

Typisk nok så er det også i bibelhistorien, i evangeliets beretning, netop kvinderne der alligevel ved af noget at gøre. Vi kan da i det mindste gå ud og se til graven!

Og det er her alting forvandles for dem. I forårssolen, påskemorgen ved Jesu grav med kæmpestenen rullet væk fra indgangen til graven, og ikke længere hans døde legeme og krop at se men i fraværet af den engleord så vidunderlige og voldsomme og verdensforvandlende at alting på ny åbner sig for dem med mening og fylde for altid.

Ved Jesu tomme grav påskemorgen i det der kunne være forvirrende tomhed alene opstår en fylde så stor for kvinderne (Mariaerne) og senere disciplene, fordi engleordene lyder, og som altid når engle taler til os med indledningsordene: ”Frygt ikke”!

”Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”.

”Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde” – ja, for det var jo for godt til at være sandt – og alligevel – åhhh, men det ER sandt! Og de løb hen for at fortælle hans disciple det. Og hvor er det dog godt, at de gjorde det. For det har gjort intet mindre end en verden til forskel, for også os nu i dag.

Jamen, kan vi tro det? Som Storm P. et sted lader manden sige det til sin kone: ”Min fornuft forhindrer mig i at tro” – ”Nå”, siger konen, ”men det er da ikke nogen særlig stor forhindring”.

Nej, vel? Og hvis vi nu, for en stund i det mindste, lader al fornufts- og forstandsmæssig interesse for diverse ”teknikaliteter” i talen om Jesu opstandelse fra de døde ligge – og i stedet for med al mulig sans og åbenhed for hjertesproget lader dét komme til (hjertesproget), og tale til os, så vil det måske være muligt for selv stivnakkede og forstandstyngede mænd at fornemme, at her åbner sig en dør. Her revner og sprækker det med lys og liv til følge. Her åbnes der op for, at der altid er mere at sige, end det at vi skal dø. At vi skal miste den ene og den anden undervejs og til sidst også selv skal dø. Det er sikkert og vist. Og dog, så er der mere at sige og høre og tro end det. Ikke mindst da, hvis du er villig til at lytte til kvindeord om engleord i forårssolen påskemorgen.

Hertil forlanges – langt mere end forstand og fornuft – forundring. Det er altid godt at få sig en øjenåbner, og komme til verden på en ny måde. Komme måske endda ind i et helt nyt rum, fordi noget, eller nogen, har talt til dig og skabt en ny opmærksomhed hos dig.

Den tyske børnepædagog og læremester Wolfgang Klafki taler om det med begrebet ”den dobbelte åbning”, hvor som han siger det, man med ord og fortælling, gennem samtale og fælles forundring ”åbner verden for barnet, hvormed barnet åbner sig for verden”. Altså: Den dobbelte åbning.

Og hvor er det dog godt, når en førhen lukket dør åbner sig, og kunne komme, som sagt, ind i et nyt rum. Eller komme, endnu bedre end hidtil, til verden.

Det med at komme til verden, det er jo ikke noget, der er klaret én gang for alle. Det må hele tiden ske. Hele vejen trænger vi til at få lukket op for på ny at kunne komme til verden. At få verden og tilværelsen åbnet for dig, hvormed du kan åbne dig for den – for verden og livet og dagligdagen, der venter derude.

Norske Karl Ove Knausgård, ham med mammutværket ”Min kamp”, skriver så fint (og meget mere læseroverkommeligt) om det i bogen ”Om efteråret” (fra sidste år, 2015), som bliver efterfulgt af tre bind mere (vinter, forår, sommer). De fire bind er alle tænkt skrevet til hans fjerde, endnu ufødte barn. En lille pige som skal komme til verden. Han skriver i det første bind i indledningen til sin lille endnu ufødte datter om hvordan gerne vil vise hende verden. Vise dig: ”Blodet der flyder i årerne, græsset der vokser på jorden, træerne, åh, træerne som vajer i vinden.

Dette fantastiske, som du snart skal møde og se, er så let at miste af syne, og der findes næsten lige så mange måder at gøre det på som der findes mennesker. Det er derfor jeg skriver denne bog til dig. Jeg vil vise dig verden, som den er, lige omkring os, hele tiden. Kun ved at gøre det, kan jeg selv få øje på den”. Livet og verden må fortælles for at blive til for os som mennesker. Der må sættes ord på.

”Hvad er det der gør livet værd at leve”? spørger Knausgård videre her i indledningen: ”Ingen børn stiller det spørgsmål. For børn er livet selvfølgeligt. Livet siger sig selv: Om det er godt eller dårligt, spiller ingen rolle. Sådan er det fordi de ikke ser verden, ikke betragter verden, ikke betænker verden, men er så dybt inde i verden at de ikke skelner mellem den og sig selv. Først når det sker, når der opstår en afstand mellem det de er, og det verden er, melder spørgsmålet sig: Hvad er det der gør livet værd at leve”?

Og så er det, han skriver – ikke om det helt store og komplicerede, men om det helt enkle – hvad er det der gør livet værd at leve:

”Er det følelsen af at trykke håndtaget ned og skubbe døren op, mærke hvordan den svinger indad eller udad på hængslerne, altid let og villig, og komme ind i et nyt rum?

Ja, døren åbner sig som en vinge, og kun det gør livet værd at leve”.

Hvor er det dog underfuldt, når en førhen lukket dør åbner sig! At kunne komme fra ét rum ind i et andet! Komme til verden! Være tilstede.

”Har man levet i mange år er døren en selvfølge”, som Knausgård skriver det: ”Huset er en selvfølge, haven er en selvfølge, himmelen og havet er en selvfølge, selv månen der hænger og lyser over hustagene om natten, er en selvfølge. Verden siger sig selv, men vi hører ikke efter, og eftersom vi ikke længere befinder os i dybet af den og oplever den som en del af os selv, er det som om den forsvinder for os. Vi åbner døren, men det betyder ingenting, bare noget vi gør for at komme fra et værelse til et andet.

Jeg vil vise dig vores verden som den er nu: døren, gulvet, vandhanen og vasken, havestolen op ad muren under køkkenvinduet, solen, vandet, træerne. Du kommer til at se den på din egen måde, du kommer til at gøre dig dine egne erfaringer og leve dit eget liv, så det er selvfølgelig først og fremmest for min egen skyld jeg gør det: At vise dig verden, du lille, gør mit liv værd at leve”.

Den dobbelte åbning. Det underfulde liv. En dør der åbner sig. Øjenåbner og åbenbaring. Så at jeg nu også må tro, at selv når jeg dør, så er der en dør. Fra dør(!) til dør. Fra død til liv. Til at det igen åbner sig, og jeg på ny kan gå ud i dagen og livet.

Også engang, når alting her er forbi. Lad det nu bare stå åbent! Vi får se! Vi får se!

Eller sagt med engleord: ”Frygt ikke! … Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt… Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Galilæa, det var der de kom fra. Dagligdagen, hverdagslivet. Det er der, han er, med al sin opstandelses kraft. ”Dér skal I se ham”. Både her og hisset. Der er nu slet ingen grænser for, hvor Han, vor Herre Jesus Kristus, vil være tilstede med al sin kærligheds rigdom. Som der står skrevet: ”Jeg har åbnet en dør for dig, som ingen kan lukke i” (Åb 3,8) – ”Nu har jeg sagt jer det”. Og som sagt så gjort. Nu er det os, der må gå vejen. Glædelig påske! – i Jesu navn! Amen.