PINSEDAG 2007

Prædiken til Pinsedag,

1.txt.række, Joh. 14,22-31 – 2007.

Læsninger: 1.Mos.2,4b-7 Bøn: Kom, Gud Faders Ånd fuldgod,
Ap.G.2,1-11 kom med ild, med kraft og mod,
Joh.14,22-31 ..Byg dit tempel i vort bryst,
klart oplyst til håb og trøst!
Salmer: (Ja:) Gør med din livsånde varm
døden husvild i vor barm!
290 , 299 , 282 / 291 , 725. Amen.

Jul, påske og pinse. Og i dag er det pinsedag. – Pinsen, hvor ordet og budskabet ved Åndens hjælp, folder sig ud og åbner sig ligesom blomster og blade nu fuldstændigt hæmningsløst har gjort det her hos os, en forsommerdag i Vær og Nebel sogne.

Pinse betyder udfoldelse. Nu folder det sig ud, nu åbner det førhen lukkede sig, nu griber det os og fører os steder hen til udsigter og indsigter, vi måske end ikke turde drømme om, hvis ikke det var for Ånden. Guds gode Ånd, Helligånden, som er noget meget diffust, når det kommer til forsøg på forklaringer, men som er noget meget, meget virkeligt, når det handler om det levede liv, hvor intet betyder mere end netop Ånden.

”Der herskede en god ånd”, siger vi om det sted, den stemning og tilstand, hvor der er godt at være og hvor der er god plads. ”Ånde” siger vi om selve det mirakel det er at leve – at ”trække vejret”, som det hedder lidt mere upoetisk – ånde ind og ånde ud – ånde for noget og for nogen – ja, elske, som Jesus igen og igen taler om det, og som er selve ånden i hans budskab og eget guddommelige væsen.

Jul, påske og pinse. Hvad er jul? Ja, det er på sin vis så forunderligt enkelt og ligetil – det er barnets komme til verden. Det er, sagt mere filosofisk, det er dette at Ordet, Guds Ord inkarnerer(!) sig, går i kødet på os Hvad er påske? Ja, det er på sin vis det ligeså enkle og fuldstændigt uomgængelige – det er dødens tid og sted. Men er det ikke også, vil enhver af os sige, er det ikke også opstandelsens og den tomme gravs tid og sted i dén guddommelige historie Gud i Jesus har gang i med os? Jo, det er det. For langfredag var det ikke Jesus fra Nazareth alene, men Guds kærlighed i kød og blod de slog ihjel. Eller: Forsøgte at slå ihjel – men kærligheden i dens egen inderste guddommelige fylde kan ikke dø. For kærligheden vil døden være intet. Derfor: ”Kristus er opstanden!”, som de skræmte jublende glade kvinder råbte det, da de påskemorgen løb bort fra graven.

Jo, påsken er sandelig ikke kun dødens tid og sted – det er mere endnu opstandelsens. MEN, virkelig opstandelse kan det for os først blive, når det bliver pinse.

Når jul og påske bliver til åndelig og dermed virkelig virkelighed. Når Ordet går i kødet på os og ved Åndens hjælp vækkes og vækker os af døde. Når vi lives op – når det lukkede åbner sig – tomhed bliver til fylde – og kærligheden, glæden og livsmodet folder sig ud i vore sind og sjæle. Så er det for alvor blevet opstandelsens tid – og så er det pinse! Så kan drømme blive til virkelighed. Også dem vi slet ikke af os selv turde drømme.

”Drømmene er ikke større end de, der drømmer dem”, synger Steffen Brandt fra gruppen TV-2 i sangen ”Sporløs” (fra albummet ”De første kærester på månen”) – og det lyder så rigtigt: ”Drømmene er ikke større end de, der drømmer dem”, men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på ånden i det! Jeg tror der er større og langt mægtigere kræfter på spil her i tilværelsen end vore egne alene, og sandelig da også i vore drømme, som ikke er nogle vi bare har, men som også har os og kan føre os videre.

Sangen ”Sporløs” handler om hende, der, som det siges og synges: Ku ha fået ”ham henne fra banken… men lige meget hvad, så blev det kun ved tanken…”(!) – en dag rejste hun væk – ingen spurgte hvorhen – hun forsvandt bare i en bil på gule plader. Og som det da lyder i omkvædet: ”Intet her og intet der / hun ku lisså godt ha ladet vær / for drømmene bliver ikke større end de der drømmer dem.”

Jo, de gør! Eller rettere, det kan de gøre. Det kan de blive. Det afhænger af Ånden, som ligesom drømmene er noget i os, men som også er noget uendeligt større end os. Noget udenfor os selv – mellem os – ja, mellem, først og sidst, Gud og os.

Et menneske kan vokse – vækkes af tanker, drømme og ord større end dem man kan sige selv – vækkes, live op, ja, stå op af døde og folde sig ud på en hidtil ukendt og helt ny måde, fordi – ja, fordi Ånden, Ånden fra Jesus selv og alt det han står for, tager bolig i det menneskelige!

”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Mærk Ånden! Det er vor Herres egen. Og den virker på så mangfoldige måder, og gør at førhen frosne og forfærdede hjerter kan varmes op og fyldes med mod.

I filmen ”Das Leben der Anderen” / ”De andres liv” er vi i det gamle Østtyskland, i 1984, hvor man stadig her 5 år før murens fald for fuld kraft opretholdt det Stasi-infiltrerede statstyranni med overvågning af alle mulige på alle mulige fronter. I et system styret af angst må ingen føle sig sikker, hvilket de mange, mange tusinde Stasi (StatsSicherheits)agenter sørger for.

Én af dem er den stærkt partiloyale agent, hauptmann / kaptajn Gerd Wiesler, som på et tidspunkt får til opgave at overvåge den intellektuelle, frittænkende forfatter Georg Dreyman og hans kæreste, skuespillerinden Christa-Maria Sieland. På et loftsrum sidder Wiesler, i begyndelsen kold og kynisk, og noterer ufølsomt ned hvad han via følsomt lytteudstyr observerer fra Dreymans mikrofonspækkede lejlighed.

Men noget sker. Overvågning af andre – opmærksomhed – kan medføre forandring hos én selv. ”Ingen forandrer sig” har én af filmens gennemført kyniske skikkelser tidligt i filmen med vægt konstateret. Men det holder ikke i virkeligheden.

På loftsrummet sidder Gerd Wiesler med sine hovedtelefoner og modtager indtryk fra Dreymans lejlighed, hører ord og toner som giver ham indsigt i en helt ny verden. En verden af kunst, musik, kærlighed og lidelse. Liv og død. For det hele hører med.

Knapt nok uden en mine fortrækkes i hans ansigt forandres Gerd Wiesler indefra. Fra hjertet som varmes op, optøs, og begynder at banke for noget langt større og mere end blot et koldt system og hans eget livs elendige sikkerhed.

Den verden der her lukkes op for, for Gerd Wiesler, virker på ham som et blixensk Babettes Gæstebud. Vælter al mulig hæmning og smålighed hos ham til side og baner vej for helt nye ord og syner.

Wieslers rapporter forandrer karakter. Ånden – ja, for det er jo det, det handler om – Ånden i de ord og toner han hører – stemningen og gløden – forvandler hans rapporter fra kølige referater til kunst. Til fiktion og digt med det ene store formål, som altid må være skriftens inderste mål: At redde et menneskeliv. Redde Dreyman og Christa-Maria fra Stasis kløer. Og med hans, Gerd Wieslers, eget liv og sikkerhed som indsats.

”Sonate vom guten Menschen” hedder filmens centrale musikstykke og tema, og som i væsentlig grad virker med til at forvandle Stasiagenten Gerd Wiesler fra maskine til menneske. Ja, sågar – i stærke glimt – et godt menneske – og med fred i sindet. Den forunderlige fred, som overgår al forstand, og som verden og dens systemer ikke giver, men alene ånden. Ånden fra det, som er større og smukkere og stærkere end det vi kunne sige os selv og i os selv – og som kan få os til at drømme drømme større end os, der drømmer dem – og få os til at tale nye livgivende ord i både hjertesprog og kropssprog, i tale, handling og gerning til fordel for det andet menneske.

Hvordan kan vi gribe ind i hinandens liv – i de andres liv? Ja, for vi gør det, uanset hvad. Og bedst gør vi det, når Ånden fra Jesus vor Herre, fra jul, påske og pinse fylder og folder os ud, som mennesker. Andet og mere skal vi ikke være end mennesker og menneskelige. Men det kræver så også glød og varme. Og vi har den ikke og aldrig alene i os selv. Vi har den fra det guddommelige, fra kunsten og poesien. Vi har den fra Gud. Vi har den fra Jesus vor Frelser: Ånden, som skal få os til at leve, elske og ånde. Også for de andres liv.

”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Stærke, myndige ord som gælder og giver fred, når vi mærkes af Ånden heri. Når Ånden, Guds gode Helligånd, skaber opstandelse i os. Åbner hjerteporte og får kærligheden til at folde sig ud i al dens dødsforagtende kraft og styrke. – Men det begynder altid med modtagelse. Modtagelsen af vor Herres vidunderlige ord og ånden heri: ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!” Amen. Og glædelig pinse! Amen.