Der findes så mange forfattere, der troværdigt kan give bud og billeder på angsten og frygten og følelsen af at intet holder og hvor er det dog ensomt at være menneske. Det er de færreste, der kan fastholde denne erkendelse og så samtidig lade den blive brudt på en måde, hvor for så vidt intet sker og dog alt er forandret.
Kerstin Ekman kan det. Som i romanen ”Skrabelodder”. Et sted heri er der en fortrolig samtale mellem den nu pensionerede læge, Birger Torbjörnsson, og præsten Ingefrid deroppe i det nordlige Sverige i landsbyen Röbäck ved Svartvattnet.
År tilbage mistede Birger sin hjerteveninde, Annie Raft. Lærerinden. ”Da hun døde, vidste jeg slet ingenting. Hvor jeg skulle gå hen. Ingenting. Jeg var hul indvendig. Det er svært at beskrive.” Men Birger prøver på det overfor Ingefrid. Sætte ord på, hvordan det var dengang, sorgfuld, at være ude af sig selv og bange:
”… jeg mener når jeg trådte ind i mig selv, når jeg var nødt til det, så var det som at tage et skridt ind i et værelse, et fuldkomment velkendt værelse, og så var der ikke noget gulv. Forstår du? … Man står der og vil træde ind, og så er der ikke noget gulv. Ingenting.”
Så var det jeg kom i kirke, fortæller Birger, ved et tilfælde. En begravelse. En gammel mand fra landsbyen var død. ”Der sad jeg og længtes efter Annie. Hun plejede at synge i kirken, mest til begravelser.” Nu sad jeg ”og sørgede og savnede hende. Rigtigt. Der var ingen som sang ved denne begravelse. Hun manglede på en virkelig måde. Det gjorde ondt, men der var ingen angst i det. – Derefter var kirken længe det eneste sted hvor jeg kunne gå hen og føle denne rene ublandede sorg efter hende.”
Så Birger begyndte at gå i kirke om søndagen. Begyndte at vænne sig til gudstjenestens enkelte dele. ”Nogle af dem kunne jeg bedre lide end andre. Sad faktisk og ventede på at de skulle komme. Som velsignelsen. Lad dit ansigt lyse over os. Ja, det er jo tosset. Et ansigt. Som lyser. Men jeg sad alligevel og ligesom ventede på det.” Når jeg sådan sad og ventede, fortæller Birger, forstod jeg, ”at jeg var havnet i en sammenhæng hvor gentagelse betyder genkomst… som årstider. Den største højtid er jo også om foråret. Jeg ville ikke gerne gå glip af påskedag.” Nej, for som den stadig i høj grad fornuftafhængige Birger siger det til præsten: ”Påskedag.” Kristus er opstanden! ”Selve glæden i det. Det er ligesom hinsides al den teologiske snak. Ja, undskyld…”