Jeg er opvokset derovre på Ribekanten i nærheden af Kongeåen. På et tidspunkt boede der på vores lokale plejehjem en gammel mand, Andreas, som kom fra Ribe, hvor han var vokset op med Ribe Domkirke som det helt centrale sted. Her var hans far klokker. Andreas var tit med sin far, når der skulle ringes. Og da faderen, efter et fald fra noget stillads, da Andreas var omkring konfirmationsalderen, blev sat ud af spillet i et halvt års tid – da var det Andreas, der tog sig af de ringninger, hans far skulle have stået for.

Ribe Domkirke er en fantastisk bygning (som skal ses fra Brammingesiden /nordfra), og som man bestemt, hvis man overhovedet kan det, skal op i tårnet i og få kigget ud over Ribe og marsklandet. En udsigt der holder. Det var Andreas og jeg helt enige om.

Andreas havde en fagforeningsbog, han var meget stolt af. Han havde som smed i mange år levet et noget vagabonderende liv – arbejdet mange forskellige steder – måske også af og til hutlet sig igennem uden noget arbejde. For Andreas Gerken var ikke tilbageholdende hvad angår de våde varer. Han havde, også nu som gammel og efterhånden næsten helt blind mand på plejehjemmet, altid en flaske brændevin stående nede ved siden af sin lænestol.

Jeg besøgte ham jævnligt, hvor vi tit i ord og tanker vendte tilbage til dengang i Ribe, og med lovprisninger af Ribe Domkirkes storhed og skønhed. En sommerdag jeg besøgte Andreas stod der ikke én men to flasker brændevin ved siden af hans stol. Det spurgte jeg til, og det var jo så bare fordi, den ene var næsten tom og han snart ville få brug for en ny. ”Skal vi have en snaps”? spurgte Andreas. ”Joo tak”, sagde jeg – og det blev så til, at jeg skulle tage den nye uåbnede flaske, og han ville så selv tage bundslatten i den gamle. Alting tog lang tid for Andreas. Han var også blevet meget ryst-håndet. Mens han fik den gamle flaske gjort klar, sad jeg og fik skruelåget af den nye og ville så bare hælde lidt snaps op i låget. Det så Andreas. Selv om han var næsten blind, så så han at jeg sad der og filrede med låget, og spurgte så, om jeg da var for fin til at drikke af flasken? ”Neej”, det mente jeg da ikke jeg var – og som jeg tænkt det: da slet ikke nu, hvor ingen andre har drukket af flasken endnu! Så skulle vi jo skåle – og jeg ville da vente med at sige det til Andreas var helt klar – det tog ham noget tid med rystende hænder at få flasken ført op i nærheden af munden. Men da den var der, sagde vi ”skål” og satte hver sin flaske for munden. Og det var lige i det øjeblik, at døren gik op og en af de ansatte kom ind, og fik set hvordan det også kan foregå, når præsten er på besøg og til sjælesorgssamtale! Jo – hun flækkede næsten af grin og hun var hurtigt ude – det var historien om præsten og Andreas også!