For en del år siden boede der på vores lokale plejehjem (Nørrevang) i en længere årrække en kvinde, som var blevet det, man kalder senblind (NB. ikke sneblind!). Altså blevet blind forholdsvis sent i livet. Hun deltog i hver eneste gudstjeneste på plejehjemmet. To gange om måneden sad hun der på forreste række. Rank og lyttende med hver en fiber i hele kroppen. Ansigtet ikke mindst. Nærværende, som én der, som vi siger det, virkelig tager fra. Alene hendes tilstedeværelse ved vores gudstjenester på plejehjemmet gjorde, at jeg bare vidste, at her må der ikke sjuskes. Her må jeg som præst virkelig lægge mig i selen for at få dét sagt, der skal siges og så godt som overhovedet muligt.

Jeg følte mig i virkeligheden i den grad set af den blinde kvinde med al hendes opmærksomhed og nærvær. Efter den efterfølgende kaffe, eller efter besøg med samtale i hendes stue, sagde vi altid til hinanden: Vi ses! Det var jo sådan set noget mærkeligt noget at sige til en blind. Men det var alligevel en meget passende hilsen. Som jeg også tillod mig at hviske det for mig selv ved den blinde kvindes begravelse: Vi ses!

Det væsentlige er usynligt for øjet. ”Kun med hjertet ser man rigtigt”, som vi ved det fra Ræven i ”Den Lille Prins” af Saint-Exupéry – kun med hjertets øjne ser man sandt. Det vil sige, med kærligheden inde i billedet. Den kærlighed som vi hører om med de store, stærke ord fra Kærlighedens Højsang i Paulus´ første brev til korinterne kapitel 13. Om kærligheden der ”tror alt, håber alt, udholder alt”. Og jo for øvrigt også med de ord og den vision, at engang skal vi se og kende fuldt ud: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt”. Jo – vi ses! Og allervigtigst og væsentligst: Vi ses af den kærlighed, som aldrig hører op. Det er godt selv at kunne se dét – indse det og tro det: ”Så bliver da tro, håb, kærlighed disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Det er jo for øvrigt slet ikke så ualmindeligt nu om dage at få sit gode syn igen helt konkret ved en øjenoperation med laserteknik. Min mors gamle fætter – og jeg må godt sige gammel, for da var han 99 – havde næsten ikke noget syn tilbage. Og det var han gevaldig ked af. For derhjemme i sit hus, hvor han stadig boede, nu som enkemand, var til langt op i halvfemserne én af de små – eller rettere – store glæder, han havde tilbage, at gå tidligt i seng og ligge på sengekanten og læse i en god bog. Det kunne han ikke længere nu. Men så fik han som 99-årig i løbet af 14 dage opereret først det ene øje og så det andet. Og min mors gamle fætter fik sit gode syn igen, så at han nu igen en tid, indtil han døde 102 år gammel, kunne ligge på sengekanten og læse sig ind i søvn og drøm.