Teodice og nihilodice

Men er det ikke for godt til at være sandt? Strider denne tale om nåde ikke mod det almenmenneskelige livs, selv et ret så velbjærget vesterlændingelivs, erfaringer af ulykke, modgang og tab som grundvilkår? Samtidig med nådens påståede altomfattende karakter findes der erfaringer af nådesløshed og kraftfulde modsigelser af nåden, som intet menneske, der vokser op, slipper for at kende til. Nogle i en sådan grad at enhver let og ubesværet tale om nåde anstændigvis må holde inde.

Lidelsen findes. Og overfor kristendommens tale om Guds kærligheds og nådes almagt overskygger lidelsen let. Det drejer sig om den klassiske teologiske og filosofiske problemstilling, af Leibniz kaldet teodicéen, hvor man forsøger at retfærdiggøre Gud i forhold til det ondes tilstedeværelse. Teodicéproblemet, lidelsens og det ondes problem overfor talen om Guds kærligheds almagt, som en uhyre kendt indfaldsvinkel til talen om det med Gud og os. Hvordan kan der være så meget ondt i verden, når Gud er god? Fra minikonfirmander til plejehjemsbeboere er det i samtaler med præsten slet ikke så sjældent det, samtalen kredser om. Og, som sagt, på en måde hvor lidelsen overskygger talen om det gode. Men hvad så med det, man kunne kalde det godes problem? Lykkens og glædens tilstedeværelse i det menneskelige? Hvorfor er der så meget smukt og godt i livet? Kalder den del ikke i ligeså høj grad på forståelse eller i det mindste undren?

Teologen og religionsfilosoffen K. E. Løgstrup skriver om det i Skabelse og tilintetgørelse: ”Ligesom man i gamle dage med en teodice forsøgte at give en forklaring på det ondes og ulykkeliges tilstedeværelse for at retfærdiggøre Gud, burde man så ikke i dag med hvad man kunne kalde en nihilodice forsøge at give en forklaring på det lykkeliges tilstedeværelse og forsvare meningsløsheden og intetheden mod angrebet på dem fra lykken?”

Det er, som Løgstrup ser det, uhyre svært for ikke at sige umuligt at være rendyrket og succesfuld nihilist. Ligesom ateisten har sin anskuelse baseret på teismen, altså på tanken om Gud, således har nihilisten sin tankemåde baseret på tanken om, at livet i grunden er, eller i hvert fald skulle have været, godt. I Løgstrups terminologi: Livet som skænket.

Uanset hvad så kalder en nihilodice, eller: godhedens problem, i ligeså høj grad som en teodice, det ondes problem, på overvejelse og undren. At nåde finder sted, hvor underligt! Som en bonde sidst i 1700-tallet så fint siger det i Torny Lindgrens Norrlands Akvavit til biskoppens opbyggelige ord om at sætte vor lid til Guds nåde: ”Nej, nåden, den kan sandelig slå ned som lynet. Man må være beredt hele tiden.”