Kristeligt Dagblad, 26. september 2024
Lange linjer i form af trofasthed er ofte et tema hos de efterladte, når sognepræst Gudmund Rask Pedersen mødes med efterladte til begravelsessamtalen. I 36 år har han været præst i Vær og Nebel nær Horsens. Uanset om den afdøde fejrede 40-årsjubilæum i en virksomhed, førte slægtsgården videre, var en omsorgsfuld ægtefælle eller den, som holdt sammen på kortklubben i årtier, så er det stort set altid den relationelle trofasthed, familien fremhæver. Eller manglen på samme.
“Når mennesker siger om en afdød, at man kunne regne med ham, så mærker man den store taknemmelighed, som ligger bag. Jeg møder også mennesker, som nærmer sig deres livs afslutning og gruer for, om der er nogen, som vil være ved deres side, når de bliver alvorligt syge og døende. De vigtige lange linjer er relationen til mennesker, som lover trofasthed, uanset hvordan vejen ser ud.”
Gudmund Rask Pedersen har selv et arbejdsliv med en meget lang linje. Som 30-årig søgte og fik han embedet som sognepræst i Vær og Nebel Sogne, hvor han siden har været sognepræst. Til december fylder han 67 år, og snart skal han gøre noget, han ikke har prøvet i sine 36 år som præst. Han skal sige op. Han ved ikke endnu, hvornår han skal holde sin afskedsprædiken, men det bliver i løbet af det nye år.
“Jeg skal ikke helgenkåre mig selv for at være blevet det samme sted. Faren er jo, at man bliver stæreblind.”
Undervejs har han været i tvivl om, hvorvidt han skulle søge væk. For 18 år siden blev han skilt, og nogle år efter skilsmissen kom overvejelserne om at søge et andet embede. Han var omkring 50 år, og han tænkte, at hvis han skulle prøve noget andet, var det nok ved at være tid. Så i 2010 søgte og fik han orlov fra embedet i Vær og Nebel. Han havde et vikariat i nogle måneder i et sogn et andet sted i landet. Året med orlov var, beskriver Gudmund Rask Pedersen, som en vigtig udflugt.
“Jeg fik stærk hjemve, og jeg blev klar over, hvor gyldne forhold jeg har her, hvor jeg er, men det kan være godt med lidt afstand, så man kan se herlighedsværdien.”
Når han går på kirkegården i Vær eller Nebel og læser navnene på gravstenene, ser han for sit indre blik mennesker, han har kendt. Kirkegårdene er det sted, hvor han tydeligt mærker, at han er vokset sammen med sine sogne.
“Et arbejdsliv er egentlig ret kort. Hvis du gerne vil prøve at slå rod i et landskab eller en befolkning, så har du kun ét eller to skud i bøssen.”