”Evigt i tiden” hedder en nyudkommet roman af bondeforfatteren Jens Smærup Sørensen – ”Evigt i tiden” – for vi lever altid i tiden – og samtidig er der i tiden, til enhver tid, noget der går igen – noget som har evigheden for sig – kortest sagt: Kærligheden – relationen – dette, at det at være menneske i grunden er noget, vi er sammen – og for alvor kun kan være sammen – ikke til perfektion men meget gerne med, for evigt, dedikation. NB. ”For evigt, skal vi sammen samme vej…” (Volbeat)

Hen over små 250 år følger vi landmandsægteparret Lone og Jakob Gojesen, sådan som det godt kan gøres i en roman (et stykke fiktion). Vi møder dem lige før udskiftningen allersidst i 1700-tallet. Vi møder dem igen godt hundred år efter i andelsbevægelsens tid sidst i 1800-tallet. Vi møder dem endnu engang godt hundred år efter i den tid der er vores nu i dag som økologikvægbønder med litauiske ansatte og nu snart en ny mælkerobot installeret til de flere hundrede malkekøer på gården i nærheden af Nibe.

Og så møder vi Jakob og Lone i romanens rammefortælling, hvor vi befinder os i en ikke særlig fjern fremtid, hvor noget voldsomt, klimamæssigt, er sket – hvor lyset fra solen udebliver – hvor mørket råder – med romanens egne ord i indledningen: ”Himlen var sort. Der var bælgravende mørkt. Det var sådan det nu var. Dag efter dag. Det blev nat. Så endeløst” – en omvendt skabelsesberetning i et liv og en verden med gråd og tænderskæren: ”Alle var bange. Al den angst. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv.” Og så håbet alligevel, nu hvor der efter en to-tre måneder begynder at trænge lidt lys igennem. Som Jakob tænker det: ”Vi er da nogle underlige nogen. Bare det at der nu trænger en lille smule lys herned til os, har straks fået os til at tro at alting bliver godt.” Eller i hvert fald håbe. Fordi sådan er det, for evigt, når dedikationen i det menneskelige er på spil.

Og Jakob tænker på det med at støtte hinanden de to. Prøve på at hjælpe hinanden, ”… når vi ellers selv har villet hjælpes. Jeg har nok helst villet nøjes med et blik fra hendes side, eller med et par ord, og gerne om noget helt andet end det jeg gik og døjede med. Ikke kunne finde ud af, var ved at segne under. Bare et blik, en berøring, nogle lyde fra hendes mund som ikke skulle betyde andet end at hun var der. Alene det betød mere end noget andet. Det kunne give mig mange flere nye kræfter end nogen nok så indfølende og kærlig snak om det der nu plagede mig, kunne have gjort. Den ville bare trække mig dybere ned i det. Og jeg ville videre …”

Så fin en beskrivelse af manden, som han – nok nær for evigt – har kunne have det i menneskehedens historie. Som Jakob videre tænker det: ”Jeg ville bare videre. Om det så var videre på vejen til helvede, nej ligefrem trøstes, aldrig i livet, så svag var det langtfra jeg kunne blive. Og jeg véd heller ikke om hun ville, om hun nu i grunden vil det, sådan trøstes, nu vi begge er så svage at det ville være som at tage det sidste af livet af os selv og hinanden at lyve sig fra det, og trøste, ja, enhver lille trøst ville minde os om noget der ikke er nogen trøst for.”

De skal være sammen de to, Lone og Jakob. Det er det, der står fast – for evigt (lige nu). Med Jakobs ord: ”Vi skal ikke nogen steder videre. I mørket, i helvede har vi været, og vil nogen himmel atter åbne sig for os, og solen vise sig, i al sin glans. ” Åh ja, det kunne jo være! ”Vi kan bare prøve at være her. Vi kan prøve stadig at være her, jeg prøver, og hun prøver. – Som altid jo på hver vores måde…” Åh ja, sådan er dét. Og sådan skal det være, når det er godt – for evigt – uanset mørke, gråd og tænderskæren. For, som vi synger det med Jens Rosendals ord i én af tidens mest elskede bryllupssange: ”… kærligheden er og bliver / og hvad end hele verden sir, / så har den vore hjerter”.

Ydmyghed hører med som grundposition i det gode liv. Ikke jantelovsmentalitet, hvor du ikke skal tro du er noget – men ydmyghed, hvor du må tro på, at du er noget – hele vejen – ja, i både liv og i død – i kraft af noget større end dig selv. Kort sagt: Gud. Guds kærlighed. Guds nåde og velsignelse. Det kommer så godt og så fint til udtryk, når vi som i denne tid holder høstgudstjeneste med tak til Gud for alle gode gaver, ”for al hans kærlighed”, inklusive kornet på marken og brødet på bordet, og alt det andet vi høster og får til opretholdelse af livet. Ja, til liv og helse for os alle – tak, Gud!

Frihed, selvstændighed og kamp for alt, hvad du har kært, er sandelig godt. Men altid koblet til en sand og sund ydmyghed, hvor du sammen med din kamp og din insisteren på frihed og selvstændighed kender og erkender din afhængighed og udleverethed i alle grundlæggende forhold. Vi ER underlagt noget større end os selv og vores egen frie vilje. Selvbestemmelse og selvberoenhed må kende sine grænser for ikke at blive til magtfuldkommenhed og blindhed for det væsentligste af alt.

Der kører, som alle ved, lige nu – igen – en diskussion om, hvorvidt vi i Danmark skal have indført en lovliggørelse af såkaldt ”aktiv dødshjælp”. Sådan som man allerede kender det fra en række lande: Holland, Belgien, Schweitz, Canada o. a. – Det er helt sikkert, at vi, som man siger det: ”skylder alle vor Herre en død”. Vi fik og vi får fra dag til dag, fra øjeblik til øjeblik, livet som en gave – for en tid – kort eller lang. Det bliver høsttid engang – også i hvert vores liv. Vi skylder alle vor Herre en død. Spørgsmålet er, om vi også selv skal kunne gøre os til herre over hvordan og hvornår. Om vi altså, i givne situationer og tilstande, på fuld lovlig vis skal kunne beslutte os for og anmode om selv at få en lægeassisteret aktiv dødshjælp. Fordi, som det bliver sagt, at et menneskeliv kan blive så domineret af håbløs, uhelbredelig og smertefuld sygdom, at det er uværdigt for det menneske at skulle leve videre endnu en tid således, og ikke på fuld lovlig vis kunne bede om hjælp til at dø og få det afsluttet – efter ens egen bestemmelse og afgørelse. – Selvbestemmelse og selvstændighed bliver her set som en ganske særlig og grundlæggende del af begrebet værdighed. Noget med som det værdigste af alt at kunne klare sig selv – og kan du ikke længere det, og endda slet, slet ikke, så er det liv, vil man kunne sige, uværdigt.

Jeg tror, det er et helt galt spor at komme ind på. Men både det ene og det andet i tiden kan virke med til, at vi bliver blinde for vores grundlæggende udleverethed og i alt for høj grad fokuserer på selvstændighed og selvbestemmelse som det særlige. Sagen er bare, at menneskelig værdighed er IKKE som det særlige baseret på selvbestemmelse men i langt højere grad en størrelse, jeg skænkes. Får givet i det menneskelige fællesskab. I ganske særlig grad, når kærlighed og omsorg finder sted. Så bliver der virkelig høstet gode frugter med stort udbytte i det menneskelige.

Se på de små. Det lille barn lever et værdigt liv – ikke i kraft af selvbestemmelse og egen indsats, men i kraft af det, barnet skænkes. At der er nogle, der tager sig godt af den lille. Sådan er det, når vi er små og nye her i livet. Sådan er det, når vi engang igen bliver små og måske endda meget gamle her i livet. Sådan er det i grunden hele vejen op gennem livet: Værdighed finder sted i relationer af alle mulige slags, fra de helt nære til de rent professionelle – med omsorg, opmærksomhed og tilstedeværelse, hjælp, smertelindring og nærvær i højsædet. Sådan! Så opstår der i selv de mest håbløse situationer menneskelig værdighed.

Som Jesus let oversat siger det til en flok regelfikserede magtfuldkommenhedstruede skriftkloge: Hvem vil ikke gøre alt, hvad han eller hun kan, for at redde en anden, der er i nød? – Det er det, vi må rette os ind efter. Også her og nu i dagens samfund med alt det vi her har at tage stilling til. Hvis vi for alvor skal kunne være et velfærdssamfund og høste frugten af alt det gode, vi har fået skænket, så må vi bestræbe os på den ydmyghed, hvor vi holder medmenneskeligheden i højsædet og således virker med til sand menneskelig værdighed.

For første gang i mit liv har jeg været på Island. Denne knap to en halv gange så stor som Danmark nordligt beliggende ø nær Grønland. Vi var godt tyve kvinder og mænd afsted på et rejsekursus under overskriften ”Moderne islandsk litteratur” med diverse ekskursioner ud i landet og langt op nordpå i Island. Fordi sådan hænger, og helt sikkert i netop Island, litteratur og natur nært sammen.

Fra Islandsrejsedagbogen tirsdag den 5. september 2023: ”Jeg sidder på en bænk i solen hernede ved vigen i Reykjavik og kigger udover vandet og fjeldene. Jeg forsøger at få øje på Snæfellsjøkull. Det godt 1400 meter høje vulkanfjeld små 120 kilometer derude i det fjerne nordvest. Men der er lidt diset, og måske er det min fantasi, der spiller mig et puds, når jeg ind imellem synes at ane det. Sådan er det her i sagalandet helt almindeligt at opdigte, eller nok rettere: tildigte landet og landskabet sine særlige steder og særlige historie. – Ved busturen forleden op til Skagafjorden mod nord blev det yderligere åbenbaret for os, hvor kæmpestort et øde, Island består af. Her finder sagaen sine steder. Her sætter menneskene ord på og tilegner sig landet og landskabet. Gør det beboeligt. Finder sig på ganske særlig vis tilrette via fortællinger, som skaber liv i det golde øde og gør landet beboeligt ind gennem også nok så megen storm og regn, sne og vinter i (historisk set) nedgravede tørvehytter og åbne fiskerbåde på havet derude.

Vi har mødt en række islandske forfattere. Heriblandt Audur Ava Olafsdottir, hvis førstenavn betyder, eller kan betyde, ”tomhed”, ”øde”. – Overalt derude i det store, store øde er der rundt omkring sprækker, geysere og størknet lava fra de vulkanudbrud, som hele tiden har fundet sted på Island. Og som gør det, eller som er på vej, også nu i dag. Som en glødende lava, der af og til bryder frem og strømmer ud i landskabet, ligger sagafortællingen under al anden fortælling  i dette land og denne nordiske/norrøne kultur.

Varmeforsyningen hentes i øvrigt direkte op fra varme, spilkogende kilder, og sendes i fjernvarmerør op til i hvert fald 70 kilometer med et varmetab på kun 1-2 grader. Her i Island er der ingen vindmøller eller solvarmeanlæg. Alt leveres fra undergrundsvarmen, der jo så altså vel at mærke består af kilder og glødende materie, som kan eksplodere og bryde frem, ud og op i omfattende ødelæggelser og forandringer i landskabet.”

NB. Læs endelig nyudkomne ”Eden” af Audur Ava Olafsdottir, og bliv gennem læsningen her opvarmet helt ind i sjælen som sad du og dasede i en hot pot i Island. Det er ikke farligt, selvom også litteratur og fortælling kan forme og forandre.

I en sommer med ikke alene voldsomme skovbrande men også bogafbrændinger og brændende ytringsfrihedsytringer kan der være grund til at besinde sig på, hvad vi (også) har at gøre med i hele dette felt: 1) Afbrænding af bøger (nok så hellige eller uhellige) har aldrig ført noget som helst godt med sig. 2) Det har så sandelig heller ikke fundamentalistiske læsninger af helligskrift som legitimation for afbrænding af bygninger og mennesker.

Altid skal man være ekstra opmærksom og varsom i omgangen med ”hellige bøger” og bogstaver. ”Man skal”, som forfatteren Paul Auster skriver det i romanen ”Brooklyn dårskab” (2005) i den sidste sætning inden romanens allersidste lille kapitel: ”Man skal aldrig undervurdere bogens magt” – Det gælder på både godt og ondt. Bøger kan være skønne og livgivende. Og bøger kan være dræbende.

I ”Brooklyn dårskab” hører vi om den godt og vel 60-årige Nathan Glass, som ramt af en alvorlig kræftsygdom ”ledte efter et stilfærdigt sted at dø”, som det siges i indledningen, men som fandt et sted at leve – i New York. Kræftsygdommen bliver han helbredt fra, og menneskelige relationer han troede tabt for evigt, på grund af egen dårskab og uopmærksomhed genopstår. Ja, Nathan, får sig en kæreste – den blot få år yngre Joyce, som virkelig bliver hans livs joy og rejoice – glæde og genopstandelse. Vi to havde, som Nathan fortæller det, ”ikke nået vores livs december, men der var ingen tvivl om at maj lå langt bag os…” Nu først i september har Nathan været indlagt nogle dage på grund af noget i virkeligheden ukompliceret. Han er nu denne morgen blevet udskrevet – ikke af historien, men fra hospitalet. Det er et dejligt sted at blive udskrevet fra. Og så lyder ordene sådan her i romanens lille afsluttende kapitel:

”Så lod de mig gå. Jeg trådte ud i den kølige morgenluft, og jeg følte mig så glad over at være i live at jeg havde lyst til at skrige. Over mig var himlen ren og dybblå. Hvis jeg gik hurtigt nok, kunne jeg nå hen til Carroll Street før Joyce tog på arbejde. Vi kunne sidde i køkkenet og få en kop kaffe sammen, se børnene rende rundt som jordegern mens deres mødre gjorde dem klar til at gå i skole. Så ville jeg følge Joyce til subwayen, lægge armene om hende og kysse hende farvel. Klokken var otte, da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11. september 2001 – bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordligste tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tre tusind brændte lig drive hen over Brooklyn og styrte ned over os i en sky af aske og død. Men lige nu var klokken stadig otte, og mens jeg gik hen ad avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde havde levet.”

Kære venner – og fjender – lad os ikke lege med ilden. Lad os besinde os. Der er nok at brænde for og glæde sig over og sågar kæmpe for uden at behøve at brænde noget som helst af – hverken bøger eller mennesker.

I romanen ”De usynlige” og de tre følgende romaner af norske Roy Jacobsen er vi hen over generationer i en stærk livsfortælling med den lille klippeø Barrøy i det nordvestlige Norge i Norskehavet som fixpunkt. Selve øen Barrøy repræsenterer bestandigheden i alt det foranderlige. – I det første bind, i romanen ”De uynlige”, hører vi om Hans Barrøy engang i 1930´erne på vejen hjem fra hovedøen ud for kysten heroppe i det nordvestlige Norge – på vejen hjem til Barrøy, hvor de som eneste familie har boet og levet i generationer. Hans Barrøy er fiskerbonde. Hvert år i nogle vintermåneder er han væk sammen med sin bror og ”fisker på Lofoten”. Nu er han denne dag på vejen hjem. Han har været hos præsten og aftalt, at de to nu forældreløse børn, som for nogle måneder siden er kommet med hjem på Barrøy, at de skal blive hos dem der på øen. Det står nu fast, at det må være det bedste for dem. Og så må vi se, hvad der sker.

Som sagt, Hans Barrøy er nu på vejen hjem i sin egen lille sejlbåd, og tænker mens han sejler hjemad: ” – Matutinum, matutinum… Det er latin og betyder i morgen, i morgen, havde han set i en bønnebog på anlægget, og ordene var blevet siddende i ham som prydgenstande, der var gode at have i munden, og han var sjældent højtidelig til mode over at være hjemme igen på sin egen ø, han, som kunne alle hundekunster og kneb med at længes hjem uden at gå til grunde, nu var det endelig afgjort, også derinde hos præsten, at når alting revner, holder øen stand, det vidste han jo godt, men havde ikke mærket det så religiøst som nu, hvor det gik så skævt med verden, og han havde en tungere byrde på sine skuldre end nogensinde, tænkte han og slap sejlet ud for landingen, så båden kunne glide de sidste favne ind og sætte jernet i træværket.”

Hjemme! Hvor er det dog uvurderligt godt at have et sted at høre hjemme. At bygge og bo. Og som her i ”De usynlige” nogle at have hjemme og høre hjemme sammen med. Så er det ikke de nok så ”mægtige gerninger” derude i verden, der i virkeligheden betyder noget, men så er det stedet og ånden og hvad vi bygger og bor på derhjemme, der er det afgørende. – Som det siges i romanen ”De usynlige”, efter at de har fået træhuset, det gamle hjem på Barrøy, udvendigt malet og givet farve: ”De gik ud på jorderne om aftenen, vendte sig om, kiggede hjem og tænkte, der bor vi. Det var også det første, de gjorde om morgenen: De gik ud og kiggede på huset. De fik kræfter af at se på det, håb og humør.”

”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – sådan har jeg det også, hver gang jeg fra nordsiden kommer hjem til Vær og ser kirken. Smukke, hvide Vær kirke – liggende, som nu i små tusind år her på bakketoppen ovenfor søen. Og sådan tror jeg, eller: véd jeg, at mange andre har det på lignende vis. Om ikke Vær kirke specielt, så én af de tusinde andre kirker her i landet. Kirkehuset som et særligt fælles hjemsted: ”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – og sandelig også af at gå ind i det, til gudstjeneste, og få noget ud af det. Fornemme ånden herinde i kirkehuset og gudstjenesten – og i den bedst tænkelige ånd, kunne gå ud herfra – opbyggede – på ny opladte og oplagte til hverdagslivet derude og derhjemme hos os selv hver især.

På motorcykeltur sammen med fem andre ældre gutter op gennem Gudbrandsdalen, med så mange store fine, flotte biler på vejene, så vi flere steder på gårde og lader store bannere udspændt, hvorpå der stod: ”Norge trenger bonden” altså: Norge har brug for bonden – Norge behøver landbruget. Selv rige olie-Norge har brug for, at der er nogle der dyrker korn og græs og producerer mælk og kød og brød til bordet. Det er stadigvæk for mennesker, hvor teknologisk højtudviklede og rige vi så end måtte være blevet i vores vestlige velfærdssamfund – det er stadigvæk grundlæggende nødvendigt, at vi kan få mad på bordet. At der er bønder og alt muligt andet godtfolk, der sørger for den del af forsyningerne til menneskelivet.

”Norge trenger bonden” – vi mennesker trænger til livstaknemmelighedens og forundringens åbenhed for virkelig at kunne modtage livets gave fra øjeblik til øjeblik – nu og her. Norge – Norges land og kultur – har så umådelig meget stort og godt at byde på. Herunder gode forfattere som for eksempel Karl Ove Knausgård. Det er ham med seksbindsværket ”Min kamp”. Men også så meget andet godt, som i romanen ”Ulvene fra evighedens skov”, hvor Knausgård et sted skriver så fint om køkkenhaveglæden. Opmærksomheden og sansen for underet i det nærværende. Hør bare her, hvor han skriver om: ”At trække gulerødderne op færdigudvoksede, med de grønne fjerduske der giver dem et islæt af middelalderens riddere, og skinnende orange, slanke kroppe, skrånende ned mod spidsen fra alle sider, når de slipper grebet i den fede, sorte muld, er ikke kun æstetisk smukt og etisk tilfredsstillende – jeg har selv dyrket dem i min egen have – men også dybt meningsfuldt. – Det samme gør sig gældende for hindbærrene, når de lyser rødt i det grønne, bugtede og matte, med de mange små puder af saftigt bærkød og bittesmå tørre frø, eller ribsenes næsten glasagtige skal, også de knaldrøde i søen af grønt, eller for den sags skyld kartoflerne der ligger blinde og stumme ned i jorden og selv ligesom er blevet jordede med de mørke, tørre skræller, rugende på en hemmelighed som er at kødet nedenunder er lysende gulhvidt, som veddet under barken på et træ eller som tænderne bag læberne på menneskene for hundrede år siden. At grave i jorden, at dyrke frugt og grøntsager og bær, at se årstidens gang, er at være en del af verden, det er at være en del af det samme som gulerødderne, hindbærrene, ribsene eller kartoflerne er en del af.”

Sikke en glæde at få ord som disse skænket. Og smage på dem. Og mærke hvor underfuldt godt det er, at leve i modtagelsen af livets rige gave – herunder hindbærrene, ribsene, nyopgravede gulerødder og kartofler. – Intet af det vi i grunden lever af, har vi ret til. Intet menneske kan i det hele taget leve af at have ret (det skulle da lige være i en vis forstand advokater!). Tværtimod, så dør vi af at se livet som en ret og af udelukkende at fokusere på, hvad vi måtte mene at have ret til.

”Se jer for”, siger Jesus, ”og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” (Lukas 12,15) Se jer for. Tag ikke fejl. Men ”Se jer for”, betyder også: Kig op fra din skærm og din sparekassebog! Kig op og kig ud og se hvilken rigdom du og jeg får givet alene ved det at være her til stede, her i live, endnu en dag – det er nådens tid! Så rig hos Gud, hvor meget aktiekurserne så end hamrer mod bunden og inflationen stiger. Så umådelig meget givet, at vi også i virkeligheden altid har noget at give videre af – give slip på – slippe og give videre. Give op, om det skulle være – og det skal det af og til og engang endegyldigt. Og stadigvæk så skal du også her være i Guds nåde.

Kære konfirmander! Så er vi her – til jeres store festdag. Og I skal have en lille tale med på vejen. I har alle sammen hørt om tidens unge klimakæmpere. Det kan endda være, at nogle af jer allerede selv er det – helt unge mennesker, skoleelever, der kæmper for klodens klima.

Se, det håber jeg, at I alle sammen vil være i årene, der kommer: Unge klimakæmpere. Men selv om det så er umådeligt vigtigt det med klodens klima og miljøforhold, så vil jeg nu i dag dreje den lidt og fokusere, sådan som vi altid gør det her i kirken, i særlig grad på det menneskelige klima! På medmenneskelighed. At I, kære konfirmander, mere end noget andet, vil være unge klimakæmpere på netop dét område: medmenneskelighedens. At der må kunne være et rigtig godt klima her. For det er nu engang sådan, at menneskelivet, det er – ligesom klodens liv – noget, vi har sammen. Man kan ikke gå rundt og være menneske fuldstændig for sig selv. Menneske og menneskelige det er noget, vi er sammen.

Det er også en hovedpointe i kirken og kristendommen. Her, hvor vi på en ganske særlig måde hører sammen på tværs af alle mulige forskelligheder. Vi hører i grunden sammen, alle sammen. Sammen rimer på amen! Det er altid godt at finde sammen. Gøre noget sammen. Gøre noget for hinanden. Sammen kæmpe for det gode menneskelige klima. Det er vigtigt. ”Det er dejligt at være alene” – ja, og det er nødvendigt at kunne være det – ”men det er bedst at have en ven”, som vi synger det med Benny Andersen. Noget og nogen at leve for. Der er, som Astrid Lindgren siger det i ”Brødrene Løvehjerte” – ”der er visse ting, man bare bliver nødt til at gøre, hvis man ikke vil være en lille lort.”

Nej, det passer ikke, som ordsproget siger det, at enhver er sin egen lykkes smed. Tværtimod: Ingen er sin lykkes egen smed! Som Benny Andersen et sted lader Svante sige det: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”! Ja, og først og sidst, vil jeg sige: Ved Guds hjælp. Guds velsignelse. – Kære konfirmand! Om et øjeblik skal du konfirmeres og hermed mindes om din dåbs nåde. Velsignelsen og kærligheden fra Gud, som du må leve i livet igennem. Tro og håbe. Som det siges med ord af Kim Larsen, fra de gode gamle Gasolindage:

Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting der skal komme / før end livet er omme.

Der er solstrejf og der er vanddråbestrejf. ”Som et strejf af en dråbe” – som dåbens vand, der strejfede dit og mit hoved engang som tegn på, at der er altid mer´ at håbe på – at vi hører sammen i det store håb Gud har givet os som mennesker – og medmennesker! – Guds velsignelse, kære konfirmander! Guds velsignelse til jer, kære unge klimakæmpere, i det liv, der venter jer – alle ”de ting der skal komme – før end livet er omme.”!

Englænderen Gavin Bryars arbejdede sammen med vennen Alan Power i 1971 på en dokumentarfilm om Londons hjemløse i området omkring Waterloo Station. På en stump lydoptagelse uden billede fra dengang fandt Gavin Bryars i det efterfølgende klippearbejde en lille stump på omkring et halvt minuts tid med en gammel hjemløs (i øvrigt ikke fordrukken) mands helt enkle, gribende sang med ordene: ”Jesus’ blood never failed me yet / never failed me yet / Jesus’ blood never failed me yet / This one thing I know / for he loves me so.” – altså: ”Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig / endnu aldrig svigtet mig. / Jesu blod har endnu aldrig svigtet mig. / Dette ene jeg ved, / fordi han elsker mig så højt.”

Denne fine lille lydstump, bare med gadens lyde og den hjemløse mands sang lagde Gavin Bryars nu musik ind over og senere engang i 1990´erne tillige med sang af sangeren Tom Waits lagt ind over – stadig med den gamle mands oprindelige sang og ord i bunden af det hele: ”Jesus´ blood never failed me yet” www.youtube.com/watch?v=xMrjhN_iQF8

Helt anonymt har denne gamle hjemløse mand fra London fra bunden af det hele lagt ord og stemme til en sang, som nu i dag er en klassiker. En sang, en salme, så fuldstændig enkel om kærlighedsfloden fra påsken dengang i Jerusalem, hvor Jesus skærtorsdag indstiftede nadveren – gav sig selv, sit liv, sit alt, som Guds søn, Guds eget udtrykte billede på jord, ved korsfæstelsen langfredag – og vejen, ved hans kærlighed, ved Guds kærlighed, banet ind gennem dødens mørke frem mod påskemorgens opstandelse – lys og liv og sammenhæng – døden overvundet ved hans kærlighed.  Jo: ”Kærligheden, hjertegløden / stærkere var her end døden; / heller giver du end tager, / ene derfor dig behager / korsets død i vores sted.” (DDS 192,3) – som vi synger det i kærlighedsalmen over dem alle i vores salmebog. En salme som med andre og mange flere ord, i grunden, siger det samme som den gamle hjemløse mands sang ved Waterloo Station dengang først i 1970´erne.

Kærlighedsfloden fra Kristus, som også således og meget konkret sætter sig igennem i hvert vores liv. ”Jesus’ blood never failed me yet / This one thing I know / for he loves me so.” ”Derfor beder jeg med tårer: / Led den ind i mine årer, / floden, som kan klipper vælte, / floden, som kan isbjerg smelte, / som kan blodskyld tvætte af!” Rene og rensede, hvor miserable vores liv så end i øvrigt måtte se ud – rene og rensede står vi af Guds nåde ved hans kærlighed i Kristus – hans livs og hans blods kærlighedsflod, som ikke alene gennemskyller og vasker og renser enhver, men som endnu mere går i blodet på os hver især for at smelte og vælte alt det hårde og kolde – oplive og opvarme os til det liv, vi endnu har at leve. Tak Gud! Tak, Herre Jesus! Ja: ”Du, som har dig selv mig givet, / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” – ”This one thing I know / for he loves me so.”

”Det var på den tid, hvor jeg gik rundt og sultede i Kristiania, denne mærkelige by, som ingen forlader, før han har fået mærker af den” – sådan lyder indledningsordene til én af de mest kendte romaner fra det nordiske. Ordene er fra Knut Hamsuns roman ”Sult” fra 1890, dengang byen Oslo endnu hed Kristiania, om digteren der går rundt i byen og sulter helt konkret, lider legemlig sult, men som sandelig også går rundt med en kæmpestor åndelig sult og tørst. – Den fyldte mave er ikke nok. Den kan endda i sig selv, som hovedformål og det alting skulle handle om, gøre os dorske og dumme og åndeligt dovne. For mennesket er mere end maden og det legemlige. ”Mennesket er et guddommeligt eksperiment af støv og ånd”, som vi ved det med Grundtvig. Støv og ånd. Krop og sjæl – ja, men med det guddommelige med inde i billedet, så må vi også sige ånd. Det er i ånden, vi forbindes med det guddommelige. Der er en åndelig virkelighed forbundet med det at være sandt menneske.

Vi véd det godt, hvor vigtigt det er, hvilken ånd der hersker. Det er gennem ånden, vi virkelig kan nå hinanden. Det er et under, når vi af hjertet oplever, at vi forstår hinanden. At vi når hinanden, fordi ånden er til det. Og det kan opleves som en ensomhed og en sult og tørst så stor, når vi ikke i ånden mærker os forbundne. Når vi lever adskilte fra hinanden, måske endda både legemligt og åndeligt. Isolerede fra hinanden og fra det dybt nærende og livgivende i tilværelsen. Som teologen og præsten Dietrich Bonhoeffer skriver det fra sin fængselscelle i Berlin 1943 om sin menneskelige, åndelige sult og tørst, hvor han bliver helt i tvivl om, hvem han er: ”Urolig, længselsfuld, syg som en fugl i bur, / kæmpende for at få vejret, som om én havde mig i struben, / hungrende efter farver, efter blomster, efter fuglestemmer, / tørstende efter gode ord, efter menneskers nærhed…” Gode livgivende ord. Som når Jesus siger, også til os nu i dag: ”Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” Alene det at have sådanne gode ord at gå og smage på, og tygge på, det er et kæmpegode.

Og når vi nu er her, hvor vi kredser om lovprisningen af ord og sprog, gode bibelord og hvad vi nu har, så lad os også lige tage bogen med som et under og som en væsentlig del af vores åndelige virkelighed. – Vi kalder Bibelen for bøgernes bog. Og den er i vores vestlige kultur en uhyre væsentlig del af vores kulturelle og åndelige virkelighed. Den er The Great Code, som litteraten Northrop Frye kaldte det – ”Den store kode” under al vesterlandsk litteratur og fortælling. Tænk sig, alt hvad vi har fået færget med op gennem tiden de sidste mange hundrede år gennem bogen – bøger og biblioteker, nogle af dem prægtige som katedraler.

I bogen ”Evigheden i et siv” (2019/2021) med undertitlen ”Historien om bogen” skriver Irene Vallejo: ”Vi skal ikke glemme, at bogen i mange hundrede år har været vores allierede i en krig, der ikke bliver nævnt i historiebøgerne. Kampen for at bevare vores værdifulde skaberværker: ordene, der blot er et vindpust; fiktionerne, som vi digter for at skabe mening i kaos og overleve i det; de sande, falske og altid foreløbige indsigter, som vi ridser ind i vores uvidenheds hårde klippe.” (s. 24) – ”Vi er”, som Irene Vallejo skriver ”de eneste dyr, der fabulerer” – ja, og allerede her er vi ikke længere, som det særlige, dyr, men mennesker! Mennesker, som kan vise menneskelighed, hvilket er et i virkeligheden guddommeligt gode – ”med vores fortællinger jager vi mørket væk,” skriver Irene Vallejo, ”med vores beretninger lærer vi at komme overens med kaos, med luften fra vores ord får vi arnens ulmende gløder til at flamme op, vi tilbagelægger lange afstande for at bringe vores historier til fremmede, og når vi deler de samme fortællinger, holder vi op med at være fremmede.” (s. 481)

Tænk sig, at urgammel mytologi og fortælling er blevet færget op gennem tiden til os nu i dag via ord og sprog og bog! For hvad er ”en fortælling, når alt kommer til alt?”, spørger Irene Vallejo, og svarer selv i bogen ”Evigheden i et siv”: ”Et åndepust. En luftstrøm, der forlader lungerne, bevæger sig gennem strubehovedet, får stemmebåndene til at vibrere og antager sin endelige karakter, når tungen smyger sig mod ganen, tænderne eller læberne. Det virker helt umuligt at bevare noget så flygtigt. Men selv om alt er dømt til glemsel, bød mennesket forgængeligheden trods, da det opfandt skriften og bøgerne. Takket være disse opfindelser opstod der et umådeligt rum for at mødes med andre, og ideernes udsigt til at overleve blev stærkt forøget. På spontan og mystisk vis skabte kærligheden til bøgerne en usynlig kæde af mennesker – mænd og kvinder – der uden kendskab til hinanden har reddet en skat af de bedste tanker, drømme og fortællinger gennem tiden.” (s. 482)

Ja – eller måske endnu mere passende: Hallelu-ja! Tak for ordene og for bøgerne! Tak for bøgernes bog og gode livgivende ord fra vor Herre selv, der kommer til os som livets brød. Som åndelig næring af den allerbedste slags til sultne og tørstige mennesker, som herigennem får styrke og kraft og livsmod.

”Det var ikke udspekulerede fabler, vi byggede på…” skriver disciplen, apostlen og kirkebyggeren Peter (2. Pet.1,16). Det er ikke udspekulerede fabler det handler om i den kristne åbenbaring. Det er skinbarlig virkelighed, som vi kan få øje på og øje for, ikke gennem forklaring, men når og hvor forklarelse finder sted. Og livsmod og ny lyst til at leve og virke får tag i os. Trods frygt og tab – og frygt for nye tab. Så alligevel en åbenhed for det liv, der venter – hjulpet hertil gennem åbenbaring og guddommelig hjælp. Sådan som det vitterligt sker i det menneskelige. I dit og mit liv – at nåden finder sted. At himlen rører jorden – også i mit eget mere eller mindre forhutlede liv – og at jeg ser mere, end jeg af mig selv kunne se. Og får øje på – ja, måske det andet menneske og dette øjeblik og livets under. Opstandelse og nyt liv allerede her og nu i lyset af Guds nåde dybt inde i det daglige og almindelige menneskelige liv. Måske hjulpet på vej af en god historie. Af gode ord.

Fra litteraturens verden – den skønne litteratur også kaldet skønlitteraturen – vil jeg gerne her inddrage et par glimt fra amerikanske Elizabeth Strouts nutidsroman om Olive Kitteridge. Bosiddende i den lille by Crosby i Maine ved østkysten et godt stykke nord for New York. – Olive. Pensioneret matematiklærerinde. Et kantet kvindemenneske, som siger tingene ligeud og som derfor også støder en del fra sig. Men som også tydeligt nok har et hjerte, der kan banke for andet og mere end sig selv og sit eget isolerede. Olive er nu et stykke oppe i 70´erne. Hun mærker ensomheden true. Hun har indenfor det sidste par år mistet sin mand, Henry, og hun har kun ringe kontakt til sønnen Christopher. Nu har hun tilfældigt mødt enkemanden Jack Kennison, som på en gåtur havde brug for en hjælpende hånd. De er mødtes igen et par gange de to. Et meget umage par. Jack har selv svært ved at komme sig over sit livs tab og forfald. Svært ved at komme rigtig på benene igen. Sådan ligger han da også på gæstesengen i sit eget hus en dag, Olive kigger indenfor. Ligger der skræmt og sårbar: ””Gud, det er skræmmende,” sagde han stille…” – og kiggede op på Olive: ”Hans blå øjne iagttog hende nu. Hun så sårbarheden, invitationen, frygten i dem, da hun stille satte sig ned og lagde sin hånd på hans bryst, mærkede hans hjerte slå, hjertet som en dag ville holde op med at slå, som alle hjerter gør. Men det var ikke endnu, lige nu var der kun stilheden i det solbeskinnede rum. De var lige her, og hendes krop – gammel, stor, slap – følte en ligefrem længsel efter hans.”

Jo, det er godt at blive rørt. Også helt konkret kropsligt – og åndeligt og sjæleligt med. Det er livgivende godt. Og Olive lægger sig ned ved siden af Jack. Åh: ”Alt det unge mennesker ikke vidste, tænkte hun, mens hun lå ved siden af denne mand med hans hånd om sin skulder og arm. Åh, alt det unge mennesker ikke vidste. De vidste ikke at klumpede, gamle og rynkede kroppe havde de samme længsler som deres egne unge, faste kroppe, at kærligheden ikke måtte sløses bort, som om det var en kage på et fad med andre kager der ville blive budt rundt igen. Nej, hvis kærligheden bød sig til, så valgte man den, eller man valgte den ikke… Og hvis denne mand ved hendes side ikke var den mand hun ville have valgt før i tiden, hvad gjorde det så? Han ville sikkert heller ikke have valgt hende. Men nu var de her, og Olive så to stykker schweizerost for sig, presset sammen med alle deres huller – de huller som var prisen for at leve. – Hans øjne var lukkede og bølger af taknemmelighed og sorg skyllede gennem hendes medtagne jeg. Hun så for sit indre blik det sollyse rum, den solbeskinnede væg og porsebuskene udenfor. Verden var forunderlig. Hun havde ikke lyst til at forlade den endnu.”

Se, også sådan – og i et gammelmands- og gammelkoneliv – og på så mangfoldige andre måder og i alle mulige liv finder nåden sted. Og det er, når vi da forbinder dét livgivende vi erfarer med Guds ord og Menneskesønnens nærvær, det er ikke udspekulerede fabler, vi da bygger på. Men på mødet mellem det himmelske og det jordiske, som det vitterligt finder sted, når Ånden går i kødet på os og bliver til levet liv. Skinbarlig virkelighed. Og i virkeligheden meget passende med tak til Gud for alle gode gaver. For kærlighed, krop og bankende hjerter.