Alle indlæg af Gudmund Rask Pedersen

Brinkmann og den stoiske fristelse

(En anmeldelse af Svend Brinkmann: “Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang.” Gyldendal, 2014. Bragt i Præsteforeningens Blad)

Jeg har det med Brinkmanns Stå fast som med Tidehverv: Jeg ville så gerne bare kunne tilslutte mig og få del i hele den afgjorthed og enkelhed, som karakteriserer bevægelsen. Eller ”bevægelse” er måske så meget sagt, for det handler jo både det ene og det andet sted netop om at stå fast. Urokkeligt, sejt, stoisk. Blottet og befriet for blævrende bløddele, såsom følelser, usikkerhed, afmagt, angst, længsel, fryd og åbenhed. Svend Brinkmanns allerede stærkt eksponerede lille bog om at stå fast op imod tidens udviklingstvang, som han kalder det, kommer som et friskt pust op mod de senere års flodbølge af selvhjælpsbøger, selvudviklingskurser og coaching. Der er, også i mine ører, masser af gode pointer i Brinkmanns bog, som virkelig trænger til at blive luftet og sagt højt som et muligt troværdigt korrektiv til alle mulige selvsvingningstendenser i vor tid. Der er en helt bevidst, og fra Brinkmanns egen side åbent erkendt, karikatur i flere af beskrivelserne af tendenser i tiden, og i hvad vi så kan gøre i stedet for overforandringsparate at springe på selvudviklingsbølgen. Således også i hans egen 7-trinsguide til et bedre liv, som helt sikkert er fremlagt med et glimt i øjet hos psykologiprofessoren fra Aalborg, Svend Brinkmann. Men det er bare alligevel, hvis det overhovedet skal tages alvorligt, for meget af det gode. Det er fra den ene vejgrøft og over i den anden. Det er med nye overanstrengte idealiseringer på spil, i lighed med det oprindelige tidehvervske opgør med den indremissionske fromhed, hvor det uanset tiltrængtheden og velanbragtheden og det, dengang, friske pust hurtigt førte til nye idealiseringer og andre fromhedsudtryk. Og hvor jo for øvrigt også de to kirkelige bevægelser den dag i dag har taget hinanden noget så pænt i hånden i flere henseender. Det er så yndigt at følges ad. Mere om den del senere. Nu først, trods disse indledende forbehold overfor Brinkmanns bog, til applausen.

Brinkmanns syv-trinsguide

Omkranset af en introduktion om behovet for at finde fodfæste og slå rod i en ellers accelererende kultur og en afslutning om stoicismen, som Brinkmann anbefaler som brugbar filosofisk tradition at knytte til ved nu i dag op mod en accelererende kultur af selvoptagethed og selvsving, fremlægger Svend Brinkmann i 7 kapitler sin syv-trinsguide: 1. Hold op med at mærke efter i dig selv 2. Fokuser på det negative i dit liv 3. Tag nej-hatten på 4. Undertryk dine følelser 5. Fyr din coach 6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi 7. Dvæl ved fortiden.

Hvert kapitel rundes af med et afsluttende afsnit under overskriften: ”Hvad kan jeg gøre?” Fuldt bevidst lader Brinkmann således på paradoksal vis sin lille bog være endnu en selvhjælpsbog på det marked han ellers af al kraft modsiger. Hvad kan jeg gøre?

Ad. 1. Stol ikke på din mavefornemmelse. Søg ikke at finde dig selv, affind dig med dig selv. Øv dig i selvkontrol. Øg din viljestyrke.

Ad. 2. Memento mori – husk du skal dø. Forestil dig selv ramt af sygdom, ulykke, tab og død.

Ad. 3. Sig nej til mindst fem ting hver dag. Sig nej med et smil. For eksempel til endnu et møde.

Ad. 4. Øv dig i at bære maske. Vælg værdigheden. Styrk selvbeherskelsen. Styr dine følelser.

Ad. 5. Drop selvets religion. Fyr din coach og få dig en ven. Gå på museum. Tag på skovtur.

Ad. 6. Hold dig fra selvhjælpsbøger og biografier. Læs mindst én roman om måneden.

Ad. 7. Sammenlign hinandens ar. Gentag dig selv. Opsøg traditionsfællesskaber.

Der er, som det ses, en hel del gode råd og øvelser på spil hos Brinkmann. En del af disse korrektiver til en grassat-gående, selvsvingstruet kultur har man i øvrigt ret længe kunnet høre over det ganske land i diverse prædikeners nærmest ”lovbefalede” kulturkritikafsnit.

Selv er jeg vældig begejstret over punkt seks i guiden med opfordringen til at læse en roman i stedet for en selvhjælpsbog eller en biografi. Brinkmann fremfører her en række gode grunde til at vælge romanen, der, som han så fint påpeger det, kan minde os om vores såvel afmagt som sammenfiltring. Tilværelsens kompleksitet og sammensathed. Mangfoldigheden af perspektiver. Brinkmann nævner begejstret forfattere som Houllebecq og Knausgård, som med deres romaner ”viser, hvordan illusionsløs og negativistisk litteratur ikke er det samme som litteratur, der nedbryder og tager modet fra folk, men at det negative kan være opbyggeligt, fordi det peger på det væsentlige ved alt det, der ligger uden for selvet.” (s. 114) Hvordan lærer romanen dig at stå fast? spørger Brinkmann retorisk og svaret lyder: ”Ved at hjælpe dig til at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv, som du kan stræbe mod at stå fast på.” (s. 115)

Giv slip

Så meget til applausen. For der er, når det kommer til stykket, for meget i Svend Brinkmanns bog, der lander i nye idealiseringer, som i virkeligheden slet ikke ligger så langt fra dem, han ønsker at gøre op med i selvudviklingskulturen.

Jeg vil samlet sagt kalde det den stoiske fristelse, som for mig at se huserer alle mulige steder i kulturen, nu også hos Brinkmann. Nemlig fristelsen til at antage, at det gennem beherskelse og teknikker skulle være muligt at hæve sig op over sårbarheden og skrøbeligheden og undgå følelsesmæssigt ubehag. Opnå sindsro gennem uafhængighed. Blive renset og ren og gennem fornuft og pligt og teknik få kontrol over ens liv.

Det stoiske er ikke noget gammelt nyt, men en gammel fristelse som har huseret op gennem hele kulturen. Nu i dag i blandt andet diverse selvudviklingsteknologier og guider til det gode liv.  Som Seneca ifølge Svend Brinkmann ville svare på spørgsmålet: Hvordan får man mest ud af sit korte liv? – ved at leve med mildhed og sindsro og søge at begrænse sine negative følelser. Brinkmann mener, at der hos Seneca er en tilgang til tilværelsen og menneskeheden, som minder om den, der stort set samtidig prædikedes af Jesus af Nazaret. Nej, Brinkmann, det er der ikke. Det budskab, der med Jesus af Nazaret er sat ind i verden, siger ikke stå fast, styr dig og tag dig sammen! Men før noget andet: giv slip, vær den lille, erkend din afmagt! Slip alle dine elendige idealiseringer. Giv op og giv slip for herigennem, om muligt, at kunne tage fat. Gå, som den fortabte søn i Jesu berømte lignelse, nedenom og hjem og find dig i at blive fundet, rummet og set. Kort sagt: Elsket. Heri begynder alting. Igen og igen. Når Brinkmann så fint peger på den gode skønlitteratur som en hjælp til ”at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv”, så vil jeg kristeligt enfoldigt gå et skridt videre og henvise til evangeliet som en god horisont for det gode, bøvlede liv. Et godt ståsted. Når Brinkmann taler om at opsøge et traditionsfællesskab og søge gentagelsen, så vil jeg pege hen på folkekirken og gudstjenesten som et godt sted for modsigelse af den allestedsgrasserende stoiske fristelse.

Subtil magt

Teologen Lars Sandbeck forsøger i bogen De gudsforladtes Gud at gøre op med teismens billeder af den ophøjede og almægtige Gud til fordel for en fokusering på Gud i billedet af den inkarnerede, korsfæstede og opstandne Kristus. Sandbeck taler i den forbindelse om Guds magt, som: Subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

Guds subtile magt er korsets magt, tilgivelsens og forsoningens kraft, som er svaghed og afmagt i verdens øjne. Som sådan, svagt og afmægtigt, finder nåden ofte sted i den menneskelige verden, og giver det ødelagte liv en ny begyndelse. Som subtil magt. Ikke buldrende og bragende med stor fanfare men dog som uafviseligt mærkbar, bærende eller livsfornyende kraft.

Min nåde er dig nok

Det var Luthers store klosterprojekt for ikke at sige livsprojekt at finde en nådig Gud. Hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan finder jeg rum til at være det og den jeg er, alt inklusive, også mine nederlag, mine svigt og min uformåenhed. I sin bibellæsning fandt Luther i særlig grad et svar ved sin læsning af Romerbrevet, herunder kapitel 3 vers 21 ff. i ordene om Guds nåde ved forløsningen i Kristus: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”

Der går, som en rød tråd, gennem Bibelen selv en eftersøgning efter billeder af en nådig Gud. Ind gennem alt det Bibelen i øvrigt repræsenterer og udtrykker, møder vi profeters, evangelisters og apostles forsøg på at finde og fremsætte billeder af en nådig Gud. Det lykkes ikke lige godt alle steder. Hver enkelt bibellæser ser det ikke på samme måde og på de samme steder i Bibelen. Men stærke billeder af nåden og af en nådig Gud findes. Uløseligt knyttet til Kristus og Bibelens og Det Ny Testamentes billeder af ham.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård mest kendt for romanværket Min kamp, 1-6 har i Norge medvirket som sprogkonsulent på den seneste bibeloversættelse og er blandt andet også herigennem blevet bragt ind på overvejelser om nåden. I essaysamlingen Sjælens Amerika mest direkte i essayet Nåde. Knausgård er her, ligesom i Min kamp 1-6 og som en af romanværkets allerrødeste tråde, endnu engang inde på sit voldsomt anstrengte forhold til sin far. ”Det var,” skriver Knausgård, ”da han blev begravet at jeg forstod hvad nåde var.” Ikke fordi han nu var død og borte, men langt mere fordi, som Knausgård skriver det: ”Det var da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, et menneske der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden.”

”Der er ingen forskel,” som Paulus skriver det i Romerbrevet.

”Nåden er,” skriver Knausgård, ”med andre ord det sociales modsætning. Det sociale inddeler, lukker ude, trykker ned, løfter op. Det sociale er et system af forskelle, en verden hvor alt og alle gradueres og differentieres. Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.” skriver den, ifølge eget udsagn ikke-troende, men dybt troværdige Knausgård.

”Det vi har glemt,” som Knausgård endvidere skriver det, ”er Kristus, det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det… Tilgivelse for alle.” Nåden hæver op. Løfter op. Nåden ophæver alle forskelle og løfter det enkelte menneske op til ligeværdighed. Paulus skriver i Andet Korintherbrev om stolthed og magtesløshed. Om store åbenbaringer og om en ”torn i kødet”: ”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”” (2 Kor 12,8-9) Der er i kristendommen og gennem Det Ny Testamente en vældig omvending af gængse magtforhold og hierarkiske sammenhænge. Ophævelse og opløftelse som en væsentlig del af Guds nådes væsen. Som Paulus skriver det i Første Brev til Korintherne 1,27-29: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting.” Der er noget om nåden. Nåden er nok. Også når det ser ud af ingenting.

Teodice og nihilodice

Men er det ikke for godt til at være sandt? Strider denne tale om nåde ikke mod det almenmenneskelige livs, selv et ret så velbjærget vesterlændingelivs, erfaringer af ulykke, modgang og tab som grundvilkår? Samtidig med nådens påståede altomfattende karakter findes der erfaringer af nådesløshed og kraftfulde modsigelser af nåden, som intet menneske, der vokser op, slipper for at kende til. Nogle i en sådan grad at enhver let og ubesværet tale om nåde anstændigvis må holde inde.

Lidelsen findes. Og overfor kristendommens tale om Guds kærligheds og nådes almagt overskygger lidelsen let. Det drejer sig om den klassiske teologiske og filosofiske problemstilling, af Leibniz kaldet teodicéen, hvor man forsøger at retfærdiggøre Gud i forhold til det ondes tilstedeværelse. Teodicéproblemet, lidelsens og det ondes problem overfor talen om Guds kærligheds almagt, som en uhyre kendt indfaldsvinkel til talen om det med Gud og os. Hvordan kan der være så meget ondt i verden, når Gud er god? Fra minikonfirmander til plejehjemsbeboere er det i samtaler med præsten slet ikke så sjældent det, samtalen kredser om. Og, som sagt, på en måde hvor lidelsen overskygger talen om det gode. Men hvad så med det, man kunne kalde det godes problem? Lykkens og glædens tilstedeværelse i det menneskelige? Hvorfor er der så meget smukt og godt i livet? Kalder den del ikke i ligeså høj grad på forståelse eller i det mindste undren?

Teologen og religionsfilosoffen K. E. Løgstrup skriver om det i Skabelse og tilintetgørelse: ”Ligesom man i gamle dage med en teodice forsøgte at give en forklaring på det ondes og ulykkeliges tilstedeværelse for at retfærdiggøre Gud, burde man så ikke i dag med hvad man kunne kalde en nihilodice forsøge at give en forklaring på det lykkeliges tilstedeværelse og forsvare meningsløsheden og intetheden mod angrebet på dem fra lykken?”

Det er, som Løgstrup ser det, uhyre svært for ikke at sige umuligt at være rendyrket og succesfuld nihilist. Ligesom ateisten har sin anskuelse baseret på teismen, altså på tanken om Gud, således har nihilisten sin tankemåde baseret på tanken om, at livet i grunden er, eller i hvert fald skulle have været, godt. I Løgstrups terminologi: Livet som skænket.

Uanset hvad så kalder en nihilodice, eller: godhedens problem, i ligeså høj grad som en teodice, det ondes problem, på overvejelse og undren. At nåde finder sted, hvor underligt! Som en bonde sidst i 1700-tallet så fint siger det i Torny Lindgrens Norrlands Akvavit til biskoppens opbyggelige ord om at sætte vor lid til Guds nåde: ”Nej, nåden, den kan sandelig slå ned som lynet. Man må være beredt hele tiden.”

Noget om nåde

Jeg er for tiden i gang med at færdiggøre et manuskript til en bog, som til efteråret, sidst i oktober 2014, forventes at udkomme med titlen ”Noget om nåde.” I bogens indledning skriver jeg blandt andet: Nåden er truet. Det er nåden altid. Nåden er truet som virkelighed iblandt os, og nåden er truet som et ord og begreb, vi i det hele taget anvender. De to dele, sproget og virkeligheden, hænger normalt ret godt sammen. Forsvinder et begreb ud af sproget, eller findes det slet ikke, så findes den del af virkeligheden nok heller ikke for os. Vi har, som Sløk i sin tid påpegede det, et ord i sproget for glæden, når det går den anden skidt: Skadefryd. Vi har betegnende nok ikke på samme måde et udtryk for glæden, når det går den anden godt. Medglædenheden? Hvor blev den af? Hvad angår nåden, så er den som anvendt ord og begreb i sproget i vores tid i færd med at blive opslugt af kærligheden. Det er slet ikke så ringe, men det er heller ikke godt nok. Noget går tabt. Nåden er større. Nåden er altid større end noget andet. Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen ”Noget om nåde”, hørte han det som ”Noget om noget” og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det kan der. Også under ”Noget om nåde”, under nåden.

Nåde er et flertydigt begreb, som kan ses snævert som en tilgivelsesakt alene. Tydeligst når, som man siger det, nåde går for ret. Når den part, som åbenlyst er blevet krænket, eller som står med et måske endda større tilgodehavende, lader den anden part slippe for at skulle sone sin forbrydelse, sin overtrædelse, eller tilbagebetale gælden. Eller begrebet nåde kan i en lignende opfattelse og for så vidt endnu mere snævert ses som en sag for Gud alene. En ingrediens i det kirkelige sprog stort set uafhængig af virkelighedens verden i lighed med begrebet syndernes forladelse, som vel ofte alment opfattes som en indre-kirkelig realitet uden forbindelse til omverdenen og det almindelige a-kirkelige menneskeliv. Nåden, Guds nåde, bundet op på, stort set, alene billedet af feudalherrens nåde. Nådigherrens ret og magt til at skalte og valte med sine undersåtters liv og skæbne, og således, som en del heraf, magten til også at vise nåde. Lade nåde gå for ret, om så skulle være. Det er alt sammen billeder af nåden, som bibelsk og kristeligt har meget for sig, og som i høj grad hører med til traditionens gods. I flere af Jesu lignelser knyttes der meget direkte til herved, for eksempel i lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,21-35).

Nåden i form af tilgivelse fortjener alle vegne stor opmærksomhed. Når tilgivelse finder sted, bliver mennesker givet tilbage til eller hen til (tilgivet) en mulig ny relation i en gammel kontekst. Som det hedder med helt enkle ord i Jan Kjærstads roman Opdageren, hvor tilgivelsen med et blik, en øjenkontakt, og en replik fra den krænkede part finder sted: ”Intet var glemt, men vi kunne begynde forfra.” Således finder nåden sted i det menneskelige i form af tilgivelse og eftergivelse af gæld med ny begyndelse til følge. Men også i bredere forstand og langt mere omfattende er det muligt at tale om nåde. Om erfaringer af nåde overalt i det menneskelige fra morgen til aften og natten med. Sagt med Kingo, som tillige denne bogs bonmot: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder…” (DDS 743,2) Eller sagt mere moderne med Møllehave, med samme altomfattende nådesyn: ”Nåden er din dagligdag, / hverdagen, det nære. / Mennesker at leve med, / nåden er: at være.” (DDS 522,1) Nåden set bredt som omfattende, i udgangspunktet, enhver form for tilblivelse af nyt liv. Nyskabelse. Det er i denne altomfattende betydning, nåden først og fremmest fortjener opmærksomhed, og som jeg ser det, tillige fortjener at blive bevaret, eller rettere, brugt og anvendt som ord og begreb i sproget, så længe vi ikke har noget bedre eller blot tilsvarende godt at byde ind med.

Noget andet og mere

Da jeg var barn i 1960´erne lærte mine forældre mig, at det var godt at spare op. Have noget på kistebunden, som man siger. Vi fik, så vidt jeg husker, omkring 10 % i rente dengang på en opsparingskonto med 12 måneders opsigelse. Inflationen var høj i tresserne. I dag er den lav. Så lav, at du nærmest ingen rente får. Ja, så lav at bankerne i Eurozonen lige for tiden skal betale for at have penge stående i Den europæiske Centralbank. Det koster at være rig! Meningen med Centralbankens politik er faktisk, og det er jo også det pengene er til for – at de skal bruges. Sættes i omløb. Ingen bliver rig af at sikre sig og holde på sit eget i et væk. Det gælder endda helt konkret i den økonomiske verden, og det gælder i allerhøjeste grad i den alment menneskelige verden.

At være ”rig hos Gud”, som Jesus taler om det i forbindelse med lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13-21), det er ensbetydende med at have optaget et kæmpelån hos Gud, og stå ved det i bundløs gæld. At være en, der i det grundlæggende lever af Guds nåde, og ved det. Forholder sig til det ved grundlæggende at leve i taknemmelighed. Taknemmeligheden i bevidstheden om at livet, har vi til låns.

Taknemmeligheden er ikke en automatik, som vi bevidstløst kan have eller ikke have. Taknemmeligheden er en livsholdning. Et sted at stille sig, her i livet. En holdning, og derfor også en dimension i tilværelsen du kan vælge til eller fra. I taknemmeligheden åbnes der op for livet i al dets rige mangfoldighed. I nærigheden og griskheden lukkes der af. ”Vær på vagt over for al griskhed”, siger Jesus. Både den konkrete med pengene og de midler du måtte have, og den mere overførte og ligeså ødelæggende, hvor man bare ikke skal risikere noget, og holder kortene og alting tæt ind til kroppen, for at have det for sig selv. Det får du så. Og det er døden. Man kan ikke spare sig til liv. Livet er altid en gave. Større og mere end jeg selv råder for.

Jeg stod engang tilbage sidst i 1960´erne, 11-12 år gammel, i kø oppe i Andelskassen med min bankbog og en klat sparepenge, som jeg skulle have sat ind på min opsparingskonto. Så var der én af byens gårdmænd, der henvendte sig til mig og spurgte: ”Er du ikke Niels Rask´ søn?” Min far var husmand og ikke nogen særlig dygtig landmand. Oveni det var vi missionske. Så jeg dukkede nakken, i hvert fald indeni, og tænkte: Nu er den nok gal. Alligevel nikkede jeg og sagde ”jo”, til gårdmandens spørgsmål om jeg var Niels Rask´ søn. ”Det kan du være stolt af”, sagde gårdmanden. – Jeg husker lettelsen, og glæden, og taknemmeligheden. Og hvor uendeligt ligegyldigt det i det øjeblik blev, hvad jeg mon havde stående på opsparingskontoen, og hvor mange renter der mon var løbet på siden sidst. Noget større var kommet ind i billedet i Andelskassen den dag, i et glimt i det mindste, og var med til at forstyrre mig i sparsommeligheden og reserveretheden.

Sådan kan det gå. Vi har alle hver vores erfaringer at knytte til ved. Også som her erfaringer om det gode liv. Jeg er sikker på, at den slags erfaringer i virkeligheden aldrig handler udelukkende om at have laderne fulde og penge på kistebunden og kontoen og alt det der, men noget andet og mere.

Den fortabte søn

Den måske mest kendte af Jesu lignelser næstefter lignelsen om Den barmhjertige samaritaner er nok lignelsen om Den fortabte søn. Den er i hvert fald, for mig at se, helt sikkert den bedste. Lignelsen fortæller om den helt grundlæggende erfaring i tilværelsen, at man kan blive væk og gå i stykker, og så kan man, som ved et under, blive fundet igen og sat sammen på ny.

En sommerdag, da jeg var 11 år gammel, var jeg med min far og mor og små søskende i marken. Vi skulle ud og køre noget halm hjem. Min far sad på traktoren. Den lille røde Volvo Bolinder Munktell Krabat 425. Vi andre sad sammen deromme på den tomme firehjulede vogn. Min mor, mine dengang fire små søskende og jeg selv, storebroderen.

Normalt var det mig, der havde gang i et eller andet drilleri af en eller flere af dem. Men denne dag var det anderledes. Det var som om, de havde rottet sig sammen, og med min mor oven i købet, om at nu var det mig, den store, der skulle drilles. På et tidspunkt fik jeg nok, og sprang af den forholdsvis langsomt kørende vogn. Så løb jeg ellers bare afsted vestpå. Udover den stubbede mark. Henover grøft og markskel, og videre udover fremmede marker. Væk hjemmefra. Nu kunne det være nok. Aldrig nogensinde skulle de få mig at se igen. Så kunne de have det for det. Virkelig få at mærke, at de var gået alt for langt. Så kunne de leve resten af deres liv med skammen og sorgen over at have mistet mig.

Da jeg jeg efter noget tid ikke længere for godt kunne få vejret, og var sikker på, at jeg var helt ude af syne, smed jeg mig i en grøft. Mens jeg lå her og sundede mig og fik vejret igen, begyndte jeg at overveje hvor jeg egentlig skulle tage hen. Hvor jeg skulle jeg få noget at spise? Eller bare noget at drikke? Hvor skulle jeg sove i nat? Jeg begyndte også allerede her at mærke en lille sorg over ikke at skulle være sammen med dem derhjemme mere. Det korte af det lange blev, at jeg besluttede mig for at vende om og forsøge at vende tilbage til mit hjem. Men hvordan komme hjem uden at tabe ansigt?Jeg luskede afsted hjemad. Da jeg nærmede mig gården sneg jeg mig langs et hegn, kravlede nede bagved en hæk, hen til den store blodbøg i hjørnet af haven. Et godt klatretræ, som jeg denne gang klatrede højere op i end nogensinde før. Godt gemt bag bøgens blodrøde bladhang sad jeg så og drømte om at blive fundet. Af min far eller min mor allerhelst.

Et par af mine småsøstre løb rundt og legede i haven. Min far og mor var gået i gang i stalden med malkning og fodring. Engang imellem slog en af dem et slag ud i haven, men ingen af dem så mig i træet. De spurgte, så vidt jeg kunne høre, ikke engang til mig. Jeg var sulten og tørstig. Jeg var fortabt. Alt for godt gemt i træet. Jeg længtes sådan efter at blive fundet. Til sidst gjorde jeg, ligesom dengang jeg var endnu mindre og under gemmeleg var kommet til at gemme mig for godt – jeg begyndte at give lyd. I ganske særlig grad da min mor på et tidspunkt kom ud fra stalden og om i haven. Nu hørte hun noget, kunne jeg se. Jo! Nu kom hun hen mod træet. Kort efter stod hun lige nedenfor og kiggede op på mig med et stort smil og sagde: Nej, er du der! Hvor er det dejligt at se dig igen, Gudmund. Kommer du ikke ned fra din gren. Vi skal snart spise.

I kan tro, jeg kom ned. Helt ned på jorden. Ned til de andre. Løb lidt rundt og legede fredsommeligt og taknemmelig glad med mine småsøstre, indtil der lidt senere blev råbt: spise! og jeg kort efter sad bænket ved bordet i køkkenet sammen med alle de andre, små søskende og far og mor. Alle var glade. End ikke en eneste søster eller bror var fornærmet over min hjemkomst og mine forældres åbne favn for deres ellers ret så fortabte søn denne sensommereftermiddag.

Ingen regning!

Min mor er lige blevet 80. Min far er 82. De bor og lever på husmandsstedet derhjemme hvor jeg selv kom til verden for godt og vel 56 år siden. En dag sidst i marts ringede min far og sagde: ”Der kommer nok en regning til dig én af dagene” – straks afvæbnede han og sagde: ”Nej, det gør der nu ikke. Men jeg har altså lige vasket din campingvogn.”

Se, det lyder måske ikke af noget særligt. Men det er det.

Jeg har min gamle campingvogn stående omme bagved stalden og den gamle møddingmur. Her har jeg mit refugium. I løbet af sommerhalvåret er jeg engang imellem derhjemme med et par overnatninger. Så benytter jeg campingvognen deromme bagved det hele som, udover mit sovested, også mit læse- og skrive- og måske allervigtigst: Falde-i-staver-sted. Et sted, at sidde og grunde, og i gode stunder mærke hvor godt det i grunden er at være til. Er det godt vejr sidder jeg med stol og bord udenfor, og kaldes så i øvrigt jævnligt ind til de to gamle (som jeg nu, vist nok, godt må kalde dem) til et måltid mad eller bare til en kop kaffe og en af dagens ret mange mellemmåltider.

Min campingvogn var gennem den forgangne milde vinter blevet meget, meget grøn. Det er jo sådan set en køn farve, bare ikke når det er af alger og forfald. Det så bestemt ikke godt ud. Nu har min gamle far vasket campingvognen ren. Han har endda været oppe på stigen og taget taget med: ”Det sad godt fast, kan jeg godt love”.  Nu er det væk. Tavlen er vasket ren. Refugiet står klar til endnu en sommer. Og så oven i købet, som Peter Belli i sin tid sang det: Ingen regning!

Det kan blive forår med påske og opstandelse og nyt liv til følge på så mange måder. Det koster at være menneske. Vel gør det så. Men det væsentligste og vigtigste og vidunderligste i livet er gratis, som er latin og betyder nåde.

Glædelig påske!

Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

En dag i det tidlige forår, marts 2014, stjal én eller flere tyve Ølstrup (ligger ved Ringkøbing) kirkes dyrebare altertavle. Et maleri fra 1904 af Emil Noldes med titlen ”Middag i Emmaus” til den anslåede værdi af 10 millioner kroner.

Billeder er værdifulde. Vi vil gerne have nogle med os. Også fra kirkens rum og uden nødvendigvis at være kriminelle af den grund. Den gennem årtier ret restriktive ordning omkring fotografering i vore kirker ved gudstjenester og kirkelige handlinger kalder på opblødning. Som en præstekollega (Peter Nejsum) skrev det, så findes Folkekirken kun, når den også findes i folks fotoalbums.

Nu ved jeg så ikke i hvor vid udstrækning, folk har fotoalbums i gammeldags forstand. Men i den udstrækning de findes – og det gør de jo i vor tid i allerhøjeste grad, gammeldags eller ej – så skal der selvfølgelig også være fotos fra de helt store højtider, som i normaldanskerens liv fejres ved at gå i kirke før noget andet. Her begynder festen. Det ligner ikke noget, hvis vi fra menighedsrådsside og kirkepersonaleside blokerer for enhver form for fotografering. Fotografering i kirken må på den anden side set have en form, som forstyrrer så lidt som muligt. Overordnet kunne rettesnoren hedde som nævnt i overskriften: Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

Ved dåbssamtaler og bryllupssamtaler siger jeg derfor til folk: Udnævn en enkelt person i jeres kreds til, diskret og uden selv at fylde unødigt i billedet, at tage nogle billeder undervejs i gudstjenesten, og bed så resten om at holde ”isenkrammet” i lommen og tasken! Så at sige alle har et fotografiapparat nu om dage (mobilen), så alle kunne for den sags skyld fint være i gang med fotograferingen. Men den kirkelige handling og højtid lever godt af at have deltagere og den dør af udelukkende, eller bare som flertal, at have tilskuere. Lav eventuelt nogle opstillinger ved døbefont og alter efter gudstjenesten med faddere, vidner og hvad vi nu har og få også på den måde gode minder med fra dagen!

Pointer som disse møder, fornemmer jeg, ret stor forståelse i vor tid, og ikke i Ølstrup v. Ringkøbing alene: Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

Spiring

Det kommer til os gennem ord og fortælling. Gennem kropssprog og kærtegn. Det levende ord, som kan og vil gøre levende og skabe liv. Liv af døde. Liv i overflod, når det går i kødet på os og falder i god jord.

Og det ved vi jo godt, hvad det betyder – at noget falder i god jord: at det bliver taget imod. At ordene taler til åbne, modtagelige sind. I det mindste sprækkede og revnede, og ikke pansrede og stenhårde sind. Og her spirer og gror, slår rod og folder sig ud med levet liv til følge. Som det sker, når vi tiltales af gode ord eller måske ligefrem hele det andet menneske. Tiltales. Så kan der ske noget. Også noget godt og frugtbart.

Ejegod er Gud som fra begyndelsen fuldstændigt hæmningsløst, som en gavmild og generøs sædemand langt ud over det sædvanlige, har strøet om sig med liv og kærlighed.

Meget går til spilde og bliver til intet, som vi også hver især erfarer det, efterhånden som vi vokser op. Det afgørende er, at vi ikke af den grund lukker til og lukker af. At vi forbliver åbne og sårbare. Åbne og sårbare og ligeså skrøbelige vi i givne situationer er. Det er den gode jord. Det er den muld i det menneskelige, hvor ord og kærtegn og kærlighed kan komme til og spire frem og blive til liv – og leg og lyst.

”Vi kendes på sårene”, som jeg læste det et sted (”Ansigtets gåde” af Ele Bonde): ”Vi kendes på sårene. De er med til at tegne identiteten. Når de integreres er de en del af livets fylde.” Eller som sangeren og livsfilosoffen med den dybe, varme stemme, Leonard Cohen synger det i sangen ”Anthem” (som betyder salme): ”There is a Crack in Everything” – der er en sprække i alting – ”thats how the Light gets in” – det er på den måde lyset kommer ind. Og liv bliver til: ”So, ring the Bells that still can ring, / forget your perfect offering” – ring med alle de klokker, der stadig kan ringe / glem al din perfektionisme, alle dine tanker om pæn facade som det optimale! Sprækker, revner og åbninger opstår. Det krakelerer for os. Og det er godt.

Som frø i jorden, som muld der åbner sig, og nyt liv bliver til. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”, åh ja, vi ved det godt – OG – siger evangeliet, som det vi ikke kan forklare og dog erfare: ”Af jorden skal du igen opstå!” Eller som jeg også godt kan lide at tænke og sige det ved at fjerne bare et enkelt ”j”: Af ord er du kommet! Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå!

Så hvad kan det dog ikke blive til, når gode ord finder sted. Levendegørende, gode guddommelige ord rundhåndet spredt ud over alt så også du og jeg, vi og vore liv, dækkes af dem. Guds gode ord. Guds nåde og barmhjertighed: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede / til en himmelsk frugtbarhed.” (DDS 320,8).

Vi havde engang en præstegårdsforpagter, som havde en forvalter. En midaldrende, mild og venlig og meget dygtig mand, som mest kørte og arbejdede i marken. Frede hed han. Jeg tænker altid på ham, når vi synger det vers, jeg før citerede: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede(!) / til en himmelsk frugtbarhed.” Ja, jeg ved det godt – frede med lille f og ikke stort F – Gud vil frede det bedste af alt her på jorden – dvs. troen og håbet og kærligheden – til at kaste en himmelsk frugtbarhed og overflod af liv af sig. Og samtidig så er det fint nok at tænke Frede med stort F ind, også, fordi Guds nåde, Guds riges hemmelighed, ikke og aldrig finder sted udenom mennesket.  Vi er medarbejdere og forvaltere af Guds nåde. Guds medarbejdere – ”på hinandens glæde”, som Paulus siger det. I os skal det spire og gro og vokse frem, det gode liv. I sårbarhed og skrøbelighed. I åbenhed og afmagt.