Vores yndlingslegested som børn på det lille sydvestjyske husmandssted, hvor jeg voksede op i 1960´erne, var ”æ gammel hønsegård”, der – som man kan høre det – var blevet forladt af sine tidligere beboere. Nu flyttede vi børn ind i, for os, noget nær Paradis. Vi måtte, som jeg husker det, alt. Undtagen slå søm i levende træer og tænde bål uden aftale med mor eller far. Vi lagde ikke æg som de tidligere beboere, men jeg skal love for, at der blev udruget ideer, planer og projekter.
Indtil jeg var 6-7 år gammel, hed min bedste ven og legekammerat, Frants. Vi var dengang nabobørn. Sammen med mine ældste småsøstre og med Frants, opdagede jeg verden, sådan som børn gør det, opslugte og selvforglemmende, i leg og i drøm og på opdagelsesrejser. Ikke geografisk set ret langt ud omkring. Men bortset fra det, så kom vi virkelig langt omkring. I træet vi kravlede i. I hullet i jorden, vi gravede med drømme om kommende tunnelsystemer og underjordiske net af gange og huler. Sejlads med barkbåde i en vandpyt, pinde, sten og en smule jord og pludselig havde vi hver især en stor gård med marker og dyr og nok at se til. I sproget og ordene og samtalen, vi hele tiden havde kørende og udviklede sammen. Sådan var det, mit gode liv, i de første barndomsår, gang på gang i forundringsleg sammen med Frants og de andre.
Senere i livet blev hønsegården udskiftet med præstegården og kirken. Og forundringslegen fortsatte. Nu i samspil med kirkegængere, kolleger og kirkepersonale. Allerbedst og allerhelst i selvforglemmende optagethed af selve sagen: Gennem gudstjenester og kirkelige handlinger, gennem samtale og salmesang, prædiken og ordleg, at få sat de bedst tænkelige ord og syner på selve dette gådefulde, underfulde noget at være menneske i glæde og sorg, i medgang og modgang. Alt sammen i lyset af evangeliet om Guds nåde og kærlighed som den særlige livgivende oplysning af livet.
Forundringslegen fra dengang i barndommens land i ”æ gammel hønsegård” fortsat og forlænget ind i voksenlivets optagethed. Det er gået som en leg. Sådan tænker jeg taknemmeligt nu, hvor barndommens land ligger langt bagude, og hvor arbejdslivet som sognepræst nu meget snart slutter (med udgangen af april 2025): Det er gået som en leg.
Nu skal jeg videre. Ind i et nyt livslandskab. Og som vi gang på gang siger det til hinanden derhjemme i skovhuset ved fjorden med hestene og hønsene og katten, og træfældningen og brændekløvningen og alt det andet, der dagligt kalder på os: ”Vi leger jo bare”. Og se, dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En opfattelse og en anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. Jeg glæder mig…