Det er nu et år siden, jeg efter godt 36 år som præst i Vær og Nebel sogne gik på pension. Følgende er en forkortet udgave af min afskedsprædiken søndag den 27. april 2025 (1.s.e. påske):

Der er for alting her i livet en første gang. Og der er en sidste gang. Der er vemod og sorg. Og der er fryd og glæde. Bedst af alt: Livsmod. Mod til livet – på trods af, at alting – som vi kender til det – har en ende. Også det som var så godt. Umisteligt godt… Der er for alting her i livet en første gang. Og der er en sidste gang. Ja. Men med Kristus, den opstandne, er vi sat ind i den virkelighed, hvor der – for evigt og altid – venter en ny begyndelse. Både her og hisset. Både her og nu og på den anden side alt det vi kender til.

Med evangeliet (kortest sagt ordene: ”Kristus er opstanden”) er vi sat ”i begyndelsen” – her er vi med Ham, med Kristus den opstandne, stillet med en ny begyndelse foran os som mulighed – for altid – for evigt – lige så vel som her og nu. Vi tror, som vi slutter vores trosbekendelse med at sige det: ”Vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – Sikke et crescendo! Her er nok at ”smage på”, tænke på og tro på til et helt langt liv – og mere end det! For evigt!

”Fred være med jer!” med de ord og gode hilsen kommer den opstandne til dem, som han før var kommet. Som han i sin Ånd kommer til os nu i dag: ”Fred være med jer!” ”Modtag Helligånden!” Drag videre ud i verden og livet med Guds nåde, Guds dødsovervindende kærlighed som livsgrundlag. Med syndernes forladelse. Som betyder, at det liv der var gået i stykker, kan blive sat sammen igen. Også når det i givne situationer gik i stykker, fordi jeg selv svigtede – ”missede målet” og ramte ved siden af (som ordet ”synd” i sin oprindelse betyder) – så kan det blive sat sammen igen. Heles. VI kan blive sat sammen igen. Ja, for hele og helede mennesker, det bliver vi nu engang ikke i os selv alene, men sammen! Sagt med de uforglemmelige ord af Benny Andersen (Danmarks femte evangelist!): ”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”

Vi er her, som Paulus siger det et sted, ”som medarbejdere på hinandens glæde”. Vi skal give videre af det, vi selv har modtaget – syndernes forladelse, Guds nåde – ”Åndsgnisten”. Så at Guds godhed, Guds nåde, kan ”rumstere” i os og mellem os. Det gælder præst og menighed, i grunden uden forskel. For at opstandelse, igen og igen, kan finde sted. Og vi kan gå, som vi synger det med Grundtvig: ”Fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321,4) Fra det liv, hvor vi er gået i stykker og gået død, til igen at blive sat sammen og på forunderlig vis live op igen. Og vejen dertil går, som Grundtvig siger det, via ”vidundertroen”, der som en gyngende hængebro fører udover, henover alt det der truer med at opsluge os, ”fra dødningehjem til de levendes land”. Det er den vej, det går…

”Fred være med jer!” Livgivende godt er det at få del i Hans fred. Den fred, som overgår al forstand. Til det formål, med det sigte, har vi fået Guds gode ord og kirken med dens gudstjeneste. Her kan vi få ”tanket op”. Her bliver det med dåb og nadver og alle gode, stærke ord sagt til os. ”For at I”, som det lyder med evangeliets slutord til denne søndag: ”for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” – i Jesu navn. Det er et godt sted at slutte. For her begynder det. Det nye liv. For evigt!