Jeg var for få år siden på en motorcykeltur til barndommens land sammen med min gode ven helt tilbage fra dengang for omkring 60 år siden, hvor vi begge voksede op på Esbjergkanten. Vi så mest ruiner og gravsteder. Mine bedsteforældres fine ejendom, som spiller en særlig rolle for mig som hjemstavn, var fuldstændigt jævnet med jorden. Alt var væk.

I stuen her hvor vi nu bor og har hjemme, min hustru og jeg, står der to meget enkle og særdeles robuste køkkenstole. Sandsynligvis med indbyggede håb og drømme. Min oldefar har lavet dem sammen med andet indbo, da han i 1876 stod for at skulle giftes med min oldemor og de to sammen flytte ind på den nybyggede ejendom lidt udenfor Andrup. Det sted som blev både min bedstefars og sidenhen min mors fødehjem. Et ganske særligt sted for mig i min egen barndoms historie, og hvor jeg også selv boede hos mine bedsteforældre godt et halvt års tid i min tidligste ungdom.

Det var for mig som barn, som om gården – mine bedsteforældres – havde ligget der altid og for altid ville blive liggende. Også haven med tornebuskhækken omkring som afgrænsning og værn mod verden derude. Klatretræet. Bærbuskene. Gemmestederne. Stalden og stuehuset med de mange rum og møbler, hele indretningen, herunder køkkenet med den faste bænk, køkkenbordet og oldefars solide køkkenstole.

Nu er både huset og haven, det hele, fuldstændig væk. Hvert et rum, hver en sten – jævnet med jorden. Bygningerne og markerne med er blevet opkøbt af Facebook med planer om etablering af et kæmpe datacenter. En ny tids form for hukommelses- og erindringssted. Hvor er da nu min hjemstavn – hvis den da overhovedet findes? Min hjemstavn er indeni mig. I mit hjerte. I min erindring. P.t. rimelig velbevaret og intakt. Her vil den blive liggende, så længe det varer – med de mennesker, der engang befolkede min hjemstavn som det ganske særlige og centrale element: Mine afdøde bedsteforældre og min morbror. Min vældigt nulevende 91-årige mor.

Men også min for længst afdøde oldefar, som jeg aldrig selv har kendt, men hvis gamle køkkenstol jeg den dag i dag kan sætte mig på og helt konkret og meget mærkbart fornemme, hvor godt det er, trods alle tings ubestandighed og altings forgængelighed, at hvile i forbundetheden med det og dem der var, dengang da hjemstavnen fandtes også i det ydre og konkret geografiske. Inklusive dens lyde og lugte, krinkelkroge og særlige steder.

Jeg ser for mig bryggerset med den grå klynekasse, linoleumsgulvet, de grøntmalede faste skabe, døren med klinkehåndtaget og dens særlige lyd, når bedstefar ind under aften kom ind ude fra stalden og ved vaskebaljen under gasvarmeren på sin egen karakteristiske, meget grundige måde vaskede hænder, arme, hals og hoved og tørrede sig grundigt med det lille håndklæde, inden han efter et kig i spejlet satte sig ind til køkkenbordet med bedstemors gode, brasede kartofler, koldt flæsk og solbærsyltetøj samt til bedstefar en portion reven gulerod.

Jeg ser for mig dagligstuen og krogen med den lille sofa, sofabordet og bedstemors lænestol med standerlampen, så hun altid kunne få lys til sit håndarbejde. Her har jeg ofte siddet som barn og purung og lyttet til bedstemors fortælling. Mine bedsteforældre var indremissionske. Bedstefar på sin egen både inderlige og grublende vis. Bedstemor på sin, som jeg så det, helt ubesværede og enfoldige måde med bibelhistorie og trosfortælling som sit ganske særlige kald overfor børn og børnebørn og i grunden enhver hun mødte på sin vej.

Bedstemor var en god fortæller. Udover bibelhistorie holdt hun af at fortælle slægtshistorie. Man skal vide noget om, hvor man kommer fra. Og sandelig også noget om, hvor vi i sidste ende skal hen. For begge genrers vedkommende i grunden noget om at høre til og høre hjemme… (fortsættelse følger)