… Bedstemor, som var født ved århundredskiftet i år 1901, har fortalt mig om sine morbrødre, der som så mange andre i slutningen af 1800-tallet udvandrede til Amerika. Én af dem var, som det dengang var almindeligt blandt fattige bønder og husmænd, kommet ud at tjene en sommer som 6-7-årig.

Det var en dårlig plads med både sult og tørre tæsk. En dag da der i gården var bagedag, og hvor den yngste i gården skulle kravle ind i den afkølede ovn og hive de inderste af brødene ud, lykkedes det min bedstemors morbror, at smugle et lille brød med ud under skjorten og med op på høloftet, hvor han i dagene derefter på den måde havde et lille supplement til den sparsomme kost. Men værst af alt, så bildte gårdmandsfolkene knægten ind, at hans mor var død og at hans far ikke ville have ham tilbage igen. Til sidst stak han af. Under flugten tabte han sin ene træsko men løb videre. En bondemand i hestevogn fik ham til at stoppe op og sætte sig op i vognen til ham. Og knægten brød sammen og fortalte det hele til bondemanden, som til gengæld kunne fortælle, at han samme dags morgen havde set drengens mor stå og hænge vasketøj op, og nu skulle han nok køre ham hjem til sine forældre. Her blev drengen, fortalte bedstemor, heldigvis taget godt imod.

Ligesom den fortabte søn, kunne jeg allerede dengang sidde og tænke, for ham havde bedstemor forinden fortalt mig om. Og om Josef i Ægypten. Og om Moses og Abraham. Og Kain, Abel, Eva og Adam. Om alle Guds børn. Men først af alt og mest af alt om Jesus, hvis historie forstået som livshistorien over dem alle bedstemor fortalte om og om igen. Så at jeg på den måde vitterligt er vokset op sammen med Jesus. Eller for at sige det, som det er blevet til i det lange løb, så er jeg vokset sammen med Jesus. I hans livshistorie hører jeg hjemme. Med al bedstemors ånd og fortælling i ryggen vil jeg endda sige: helt uden tvivl.

Op over alle ruiner og med jorden jævnede hjemstavnssteder rager himmelhøjt min bedstemors, og sidenhen min egen mors, fortælling i form af såvel slægtshistorie som bibelhistorie. Her har jeg, hvad angår hjemstavn, på ganske særlig vis helt uforglemmeligt fået min hjertelige tilknytning til barndommens land. Til det og dem der var engang, og som jeg på bedste vis lever med den dag i dag. Holdt i live af erindring og fortælling. For det skal det, for at det kan leve videre og kaste liv af sig: det skal siges højt. Det skal fortælles. Det uforglemmelige er ikke det, som ikke kan glemmes, men som ikke bør glemmes, ikke må glemmes. Og derfor skal det fortælles videre igen og igen.

Det kan hverken Facebook og sociale medier eller AI og kunstig intelligens med nok så kæmpestore datacentre og kapaciteter gøre for os. Hvis det skal virke og virke allerbedst, så skal det gøres ansigt til ansigt med levende ord fra mund til mund. Måske siddende sammen på ens egen oldefars gamle hjemmelavede køkkenstole – nu selv som bedstefar sammen med mit barnebarn, som gerne på alle mulige måder må vokse op til at kunne fornemme hvor godt det i grunden er at høre til og høre hjemme.