Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet om kærligheden til naturen og det enkle liv. Om livet i skovene. I bogen ”Om at vandre og andre essays om natur” skriver han nu for snart 200 år siden med en sær aktualitet ind i vores tid om ikke at lade dig fylde med alt muligt nyhedsskrammel og lade tomme ord og ligegyldigheder strømme ind, men øve dig i at leve opmærksomt, tilstedeværende på livsvandringen: ”Brug alle slags kneb og advarsler”, skriver Thoreau, ”for at uddrive det, som trænger sig ind på det (eneste) sted, der er dig helligt. Det er så svært at glemme, hvad det er værre end unyttigt at huske! Hvis jeg skal være en gennemfartsvej, foretrækker jeg, at den er til bjergbække og strømme fra parnasset og ikke til byens kloakker. Man kan lade sig inspirere af det, som fra himlens sale når den opmærksomme sjæls øre.” Ja, eller af alt muligt skidt og skrammel: ”Jeg tror”, skriver Thoreau, ”sjælen kan blive varigt vanhelliget af at hengive sig til trivielle sager, så alle vore tanker præges af almindeligheder…” – “Hvis vi således har vanhelliget os selv – og hvem har ikke det? – vil kuren være med omhu og hengivenhed atter at indvie os selv og gøre en helligdom ud af sjælen. Vi bør behandle vore sjæle, og det vil sige os selv, som uskyldige og troskyldige børn, for hvem vi er værger…”

Kan du følge mig? Eller sagt med Jesu eget helt enkle: ”Følg mig!” – for jeg tror, det er Hans Ånd, der er på spil som her hos en Thoreau fra midten af 1800-tallet – med dugfrisk bud også til os nu i dag. Som ung vin på nye sække. Eller som en lap af et flot gammelt stykke stof til istandsættelse og ”heling” af en gammel kappe og klædning til fortsat brug. Som ord til tiden. Passende pointer til os, der trænger til at kunne både faste og feste. Holde igen med det ene og give los med det andet. Hver ting til sin tid. Og med menneskesønnen inde i billedet – med Jesus og Hans gode livgivende Ånd nærværende – tilstede i og iblandt os – ”med al sin kærligheds rigdom” – så er tiden virkelig langt mere inde til at feste end til at faste. Til at åbne op, lukke sig op, end at skærme sig og lukke ned.

”Følg mig!”, siger Jesus og åbner op til livet, med det livssyn på færde, at livet er en gave. Ja, at hvert et hjerteslag, hvert åndedrag, hvert et øjeblik du får at leve, er en gave givet af Gud. Hvem i alverden ellers! Jeg har ikke givet mig selv det. Og jeg har uendeligt svært ved at betragte mit eget liv som en tom ligegyldighed opstået i et univers af ren og skær tilfældighed: Tak, Gud!

Kan du følge mig? Kan du mærke, at det er godt at sige ”tak”? Og endnu mere: At det er, i sig selv, velsignet godt at have et sted at gå hen med din tak! ”Så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed!”