Lad os tale om troen, alt det vi kan. Men hvordan? Som det lige for tiden drøftes med afsæt i det tværkirkelige initiativ ”Lad os tale om tro”, så kan det vinkles vidt forskelligt.

Skal der kigges indad mod din tro som en slags beholdning, du kan have i dig selv, i dit sind? Eller skal der kigges udad og hen mod det, din tro måtte have at rette sig imod? Jeg vil sige som et muligt godt og givende udgangspunkt: Lad os tale om kristentroen, ikke som noget vi har eller ikke har, lidt eller meget af, men som noget vi gør. Troen set som noget vi gør, meget mere end som noget vi har! Troen har du ikke, som én eller anden opsparet beholdning i sindet, psyken, sjælen. Din tro gør du, hvorved den bliver til. Igen og igen. Også når du var kommet væk fra det. Måske bare på grund af almindelig sjusk eller ligegyldighed. Dette at vi gør troen. Herunder af og til udfører den særlige form for gangart, som vi kalder kirkegang.

”Troen kommer af ordet der høres”, siger Luther. Ja, det skal til. Men endnu mere: Troen kommer af ordet, der gøres og siges og ikke bare høres (og ties). Og her tænker jeg ikke i første omgang på såkaldt gode gerninger som at rejse sig i bussen for en anden, hjælpe én over gaden, give en hjælpeløs en hånd, en hjemløs en halvtredser, en kollega en undskyldning osv. osv.  Nej, jeg tænker på at ”gøre troen” som det at sige og synge med så godt som muligt på alle gode ord fra det skatkammer vores kristne tradition er. Sige med på trosbekendelsens ord. Bede Fadervor – dagligt! Bede bordbøn – hvorfor ikke? det er dog en gavmildhed og barmhjertighed i grunden, en gave så guddommelig stor at have mad på bordet og siden i munden og maven til ny kraft og styrke i krop og sind. Tak Gud, for alle gode gaver!

Det at gøre det, det at sige det højt, udvider rummet helt vildt – himmelhøjt – uendeligt stort bliver rummet med evighed til følge. Herigennem, gennem en sådan gøren, bliver troen til. Lad endelig være med at ”mærke efter”, om du nu så også ”har” troen. Troen tåler – som håbet og kærligheden – ikke selvbefamling, afvejning og målinger. Troen lever, som håbet og kærligheden, af at rette sig udad og opad, bort fra dig selv og din egen lille navle og snævre egeninteresse. Troen tåler ingen selvbeskuelse – så fordufter den som dug for solen. – Lad os gøre troen! Være tro!