”Hvem sidder der bag skærmen?” – engang var det Jens Vejmand. Nu er det os alle i større eller mindre grad. Jeg kom til at sprutte af grin en dag, da jeg lidt før vi skulle begynde kom ind til en flok konfirmander – en tyve stykker der sad der i lokalet rundt i hesteskoen – ”hvad griner du af, Gudmund?”, var der én, der spurgte – ”jeg griner, fordi jeg pludselig kunne se, at I ligner en flok fromme mennesker, der sidder med foldede hænder og beder bordbøn – som I sidder der med bøjet hoved over hver jeres skærm”.

”Skærm Ånden” hedder en lille bog i serien ”Kristendommen ifølge…” den og den, her idehistoriker Agnete Braad: Skærm Ånden. Ja, for det drejer sig om Ånd. Det gør det altid. Og her altså vel at mærke med stort Å. Ånden, den gode livgivende Ånd, som i grunden er Guds gode Skaberånd, skal skærmes. Æres og respekteres. Den skal vi åbne os for og lade os fylde af. Så altså: Skærm Ånden, for skærmånden(!) får nemt alt for stor magt iblandt os og forhindrer nærvær og tilstedeværelse. Ægte medmenneskelighed. Også i allerhøjeste grad sammen med vores i virkeligheden allernærmeste. Skærm Ånden!

Kom ud i lyset, livet og legen. ”Lev som lysets børn”, som apostlen Paulus skriver det: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren” (Efes. 5,8). Lev som lysets legesyge børn! Det kan vi allerbedst når vi løfter blikket fra de små skærme og vores egne navler og får øje på hinanden, og gør noget sammen. Måske noget så enkelt som at lave et bål, sidde sammen og snitte en pind og fortælle hinanden historier. Eller bygge en hule, spille et spil, tage på vandretur, sove i telt, i shelter eller bare med hovedet i fodenden i sengen derhjemme. Gøre noget andet. Gøre noget sammen. Gøre af og til noget godt for nogle andre. Det giver mening. Det giver fylde – livsfylde. Sjovt nok allerbedst, når du selvforglemmende er optaget af noget andet end dig selv. Og meget gerne sammen med nogle andre. I leg eller arbejde.

Som jeg læste en forfatter (Jeppe Krogsgaard Christensen) skrive om dét en tidlig morgen at opdage, at nu har han bare siddet og fået skrevet i flere timer: ”en særlig selvforglemmende lykkefølelse”, som han skriver det, og fortsætter: ”sådan som det måske er for den troende at mærke Guds nærvær. Jeg vil nok hellere (skriver forfatteren) tale om en helt særlig fornemmelse af tilværelsesfylde, om en dyb, vibrerende meningsfuldhed…” Ja, og jeg vil helt sikkert tale om det som sider af samme sag: Guds nærvær OG meningsfylde!

Herhjemme i skovkanten Sondrup, hvor jeg bor sammen med min kone, og hvor der er nok at se til med både heste og brændeovn og alt det andet både ude og inde, der dagligt kalder på os, siger vi gang på gang til hinanden: ”Vi leger jo bare”. Og dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. For os alle. Den bedste ånd at være til i. Og sammen i. I meningsfuldt samvær – hvor det går som en leg – hvor vi er åbne for indtryk og gode ånders virke. Åbne for inspiration.