Alting står for fald. Alt er under konstant forvandling. Tyngdekraften og det der med det fine ord fra fysikkens verden kaldes entropien er overalt på færde. Er der da noget, der holder os oppe? Trækker os op fra det dybe? Som kan holde os menneskeligt varme ind gennem kolde tider? Holde os sammen i medmenneskelighed med barmhjertighed i højsædet? Ja, det er der – ved Gud(!) – og netop ved Guds nåde og barmhjertighed som altings både begyndepunkt og endepunkt.

Man kan godt på kort form sige, at evangeliet, som vi hører det til 17.s.e.trinitatis, 1. tekstrække, Luk. 14,1-11 (læs det!) med sine to tekstafsnit handler om dette: at møde barmhjertighed. At blive trukket op – op af brønden. Blive helet. Reddet. Frelst. At være langt nede – og så opleve at blive hevet op – og sat til højbords. Æret og tilkendt høj værdi. Set som dyrebar. Kort sagt (som sagt): at møde barmhjertighed. Og derfor ikke gå til i ensomhed, mørke og forfald.

Som jeg læste det i en roman (”Under brostenene, stranden!” af Johan Harstad), hvor en taler ved en fysikerkonference går udenfor sit specifikke faglige emne og taler om angsten for at forsvinde og gå ned, og at vi derfor må bestræbe os på at være der for hinanden: ”Jeg taler om Ensomheden”, som taleren siger det (og det er Ensomheden med stort E – som et væsen) – ”Jeg taler om Ensomheden og vigtigheden af ikke at blive siddende alene i sine faglige grubleriers skyttegrav. Vigtigheden af at tale sammen og finde en forankring i hinanden, og i verden. Ellers går det ikke.”

Og han taler om depression og det at være virkelig langt nede, nedtrykt i svær grad: ”Den deprimerede har, hvis jeg har forstået det rigtigt, så store psykisk og muligvis fysisk manifesterede smerter, at selve grundstenen i selvopholdelsesdriften krakelerer, alt bliver mørkt, jeg mener virkelig, virkelig mørkt, indtil al tro på ens egne bedrifter og fremtid og selvværd og troen på, at denne tilstand nogensinde vil gå over, går i stykker. Ordet deprimeret er interessant her, at blive trykket ned, angiveligt af en så stor kraft, at man må have oplevet det for at forstå det. Frygtelige smerter…”

Tænk sig, at blive trukket op fra et sådant dyb af mørke og udsigtsløshed. Møde barmhjertighed, som vel at mærke nogle gang først virker over tid. Og som aldrig nogensinde bør blive mødt med forargelse og menneskelig smålighed, som den sabbatsdag, da Jesus helbredte en mand. Trak ham op og ud af sin sygdoms dynd – ”og lod ham gå”, som der står. Gå fri, frelst og frejdig videre på livsvejen.

Hvor godt, at det kan ske. At du og jeg kan møde barmhjertighed. Menneskelig varme frem for smålighed og forargelse. Blive trukket op – på både den ene og den anden måde. Op af hullet. Også forstået som det at få ”livsfjederen” trukket op endnu engang med ny livskraft og energi til følge.

Vi kan alle i større eller mindre grad gennem livet opleve at gå ned, gå kold – måske ligefrem gå død. Og som ved et under blive livet op, varmet op, trukket op og hevet ud til livet igen. Møde barmhjertighed og menneskelig varme, som i virkeligheden er guddommeligt. Guddommeligt godt: ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed!”