Den tjekkoslovakiskfødte jøde, Edith Eger, nu i dag 98 år gammel, fortæller så stærkt i bogen ”Valget – Fra fangenskab til frihed” (2017) om som purung pige at blive interneret i udryddelseslejren Auschwitz, OG på mirakuløs vis at overleve. Eger indleder sin bog med en række barndomserindringer, og skriver: ”Måske udgør enhver barndom det terræn, som vi bruger til at forsøge at fastslå, hvor meget eller hvor lidt vi betyder, et landkort, hvor vi gransker dimensionerne og grænserne for vores eget selvværd. Måske er hvert eneste liv et slags studie af de ting, vi ikke har, men ville ønske, at vi havde, og de ting, vi har, men ville ønske, at vi ikke havde. Det tog mig mange årtier at opdage, at jeg kunne gå til livet med et andet spørgsmål. Ikke: Hvorfor overlevede jeg? Men: Hvad stiller jeg op med det, der er blevet mig givet?”

Edith Egers bog har originaltitlen ”The Choice: Embrace the Possible” – altså: ”Valget: Omfavn det mulige”. Eller sagt med andre ord: Løft dit ansigt! som det lød fra Gud Herren allerede til Kain, efter brodermordet – løft dit ansigt! Løft blikket! Lyder det til enhver af os: Se ud og op – og indad! Og hav alle vegne blik for det mulige. Det mulige og livfulde i dit liv. Modtag det! Omfavn det mulige som den gave det er i dit liv. Omfavn det mulige!

”Nåden er din dagligdag”, som vi synger det i Møllehaves fine lille salme. Forfatteren Niels Brunse skriver så fint om netop den salme: ”Nåde er et ord, som de fleste nutidsdanskere kun kan bruge spøgende eller famlende. Alene af den grund er det godt, at Johannes Møllehave for en god menneskealder siden indkredsede det med sit fine, enkle digt…” Det slående ved salmen er, som Brunse skriver det: ”at nåden ikke bliver fremhævet som det exceptionelle, som noget man skal gøre sig fortjent til, noget der kun sker en sjælden gang – at nåden i den mest radikale formulering slet og ret er ”at være”…. Mange af os kender fornemmelsen af at have forskertset alt, mistet sin berettigelse, opført sig så tåbeligt, at alle døre er lukket. Men så kan der ske et hverdagsunder: ”Nåden er, når alt er tabt / at få alt tilbage.” Salmen opfordrer ”ikke til at handle, men til at vente og lytte. Nåden og livshåbet skal ikke erobres, de bliver ”grundløst givet”. – Salmen kan bruges nærmest når som helst og hvor som helst. Jeg bærer den med mig i hverdagen, og jeg ville meget nødig undvære den.”, slutter Niels Brunse.

Det er nådefuldt, helt ufortjent, gådefuldt underfuldt at være til som menneske, som dig og mig i hver vores livshistorie, fra fødsel til død, ind gennem selv dødens mørke, i lyset af Guds nåde.