Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

En dag i det tidlige forår, marts 2014, stjal én eller flere tyve Ølstrup (ligger ved Ringkøbing) kirkes dyrebare altertavle. Et maleri fra 1904 af Emil Noldes med titlen ”Middag i Emmaus” til den anslåede værdi af 10 millioner kroner.

Billeder er værdifulde. Vi vil gerne have nogle med os. Også fra kirkens rum og uden nødvendigvis at være kriminelle af den grund. Den gennem årtier ret restriktive ordning omkring fotografering i vore kirker ved gudstjenester og kirkelige handlinger kalder på opblødning. Som en præstekollega (Peter Nejsum) skrev det, så findes Folkekirken kun, når den også findes i folks fotoalbums.

Nu ved jeg så ikke i hvor vid udstrækning, folk har fotoalbums i gammeldags forstand. Men i den udstrækning de findes – og det gør de jo i vor tid i allerhøjeste grad, gammeldags eller ej – så skal der selvfølgelig også være fotos fra de helt store højtider, som i normaldanskerens liv fejres ved at gå i kirke før noget andet. Her begynder festen. Det ligner ikke noget, hvis vi fra menighedsrådsside og kirkepersonaleside blokerer for enhver form for fotografering. Fotografering i kirken må på den anden side set have en form, som forstyrrer så lidt som muligt. Overordnet kunne rettesnoren hedde som nævnt i overskriften: Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

Ved dåbssamtaler og bryllupssamtaler siger jeg derfor til folk: Udnævn en enkelt person i jeres kreds til, diskret og uden selv at fylde unødigt i billedet, at tage nogle billeder undervejs i gudstjenesten, og bed så resten om at holde ”isenkrammet” i lommen og tasken! Så at sige alle har et fotografiapparat nu om dage (mobilen), så alle kunne for den sags skyld fint være i gang med fotograferingen. Men den kirkelige handling og højtid lever godt af at have deltagere og den dør af udelukkende, eller bare som flertal, at have tilskuere. Lav eventuelt nogle opstillinger ved døbefont og alter efter gudstjenesten med faddere, vidner og hvad vi nu har og få også på den måde gode minder med fra dagen!

Pointer som disse møder, fornemmer jeg, ret stor forståelse i vor tid, og ikke i Ølstrup v. Ringkøbing alene: Du må gerne tage et billede i kirken, bare du ikke stjæler det!

Spiring

Det kommer til os gennem ord og fortælling. Gennem kropssprog og kærtegn. Det levende ord, som kan og vil gøre levende og skabe liv. Liv af døde. Liv i overflod, når det går i kødet på os og falder i god jord.

Og det ved vi jo godt, hvad det betyder – at noget falder i god jord: at det bliver taget imod. At ordene taler til åbne, modtagelige sind. I det mindste sprækkede og revnede, og ikke pansrede og stenhårde sind. Og her spirer og gror, slår rod og folder sig ud med levet liv til følge. Som det sker, når vi tiltales af gode ord eller måske ligefrem hele det andet menneske. Tiltales. Så kan der ske noget. Også noget godt og frugtbart.

Ejegod er Gud som fra begyndelsen fuldstændigt hæmningsløst, som en gavmild og generøs sædemand langt ud over det sædvanlige, har strøet om sig med liv og kærlighed.

Meget går til spilde og bliver til intet, som vi også hver især erfarer det, efterhånden som vi vokser op. Det afgørende er, at vi ikke af den grund lukker til og lukker af. At vi forbliver åbne og sårbare. Åbne og sårbare og ligeså skrøbelige vi i givne situationer er. Det er den gode jord. Det er den muld i det menneskelige, hvor ord og kærtegn og kærlighed kan komme til og spire frem og blive til liv – og leg og lyst.

”Vi kendes på sårene”, som jeg læste det et sted (”Ansigtets gåde” af Ele Bonde): ”Vi kendes på sårene. De er med til at tegne identiteten. Når de integreres er de en del af livets fylde.” Eller som sangeren og livsfilosoffen med den dybe, varme stemme, Leonard Cohen synger det i sangen ”Anthem” (som betyder salme): ”There is a Crack in Everything” – der er en sprække i alting – ”thats how the Light gets in” – det er på den måde lyset kommer ind. Og liv bliver til: ”So, ring the Bells that still can ring, / forget your perfect offering” – ring med alle de klokker, der stadig kan ringe / glem al din perfektionisme, alle dine tanker om pæn facade som det optimale! Sprækker, revner og åbninger opstår. Det krakelerer for os. Og det er godt.

Som frø i jorden, som muld der åbner sig, og nyt liv bliver til. ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive”, åh ja, vi ved det godt – OG – siger evangeliet, som det vi ikke kan forklare og dog erfare: ”Af jorden skal du igen opstå!” Eller som jeg også godt kan lide at tænke og sige det ved at fjerne bare et enkelt ”j”: Af ord er du kommet! Af ord er du kommet, til ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå!

Så hvad kan det dog ikke blive til, når gode ord finder sted. Levendegørende, gode guddommelige ord rundhåndet spredt ud over alt så også du og jeg, vi og vore liv, dækkes af dem. Guds gode ord. Guds nåde og barmhjertighed: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede / til en himmelsk frugtbarhed.” (DDS 320,8).

Vi havde engang en præstegårdsforpagter, som havde en forvalter. En midaldrende, mild og venlig og meget dygtig mand, som mest kørte og arbejdede i marken. Frede hed han. Jeg tænker altid på ham, når vi synger det vers, jeg før citerede: ”Thi den gode jord hernede: / tro og håb og kærlighed / rense vil Gud selv og frede(!) / til en himmelsk frugtbarhed.” Ja, jeg ved det godt – frede med lille f og ikke stort F – Gud vil frede det bedste af alt her på jorden – dvs. troen og håbet og kærligheden – til at kaste en himmelsk frugtbarhed og overflod af liv af sig. Og samtidig så er det fint nok at tænke Frede med stort F ind, også, fordi Guds nåde, Guds riges hemmelighed, ikke og aldrig finder sted udenom mennesket.  Vi er medarbejdere og forvaltere af Guds nåde. Guds medarbejdere – ”på hinandens glæde”, som Paulus siger det. I os skal det spire og gro og vokse frem, det gode liv. I sårbarhed og skrøbelighed. I åbenhed og afmagt.

Tro og kirkegang

”Giv os en større tro!” sagde disciplene. Og var det fordi, de havde siddet hver især og mærket efter og følt efter inde i sig selv om, hvor lidt eller hvor meget de nu også sådan virkelig troede på det ene og det andet af det, Jesus stod for, så er det såmænd ikke så sært, at de bad, som de gjorde. For troen tåler ikke en sådan selvbeskuelse. Så damper den af. Så forsvinder den tro, der måtte have været, mens du selvforglemmende var i gang med noget andet og større – så forsvinder den som dug for solen. Så svides den af så let som ingenting.

Alt det med troen, det begynder som alt muligt andet godt her i livet med at modtage. Åbne sig for det og tage imod. Således også med hensyn til troen og al dens væsen. Troen, kristentroen, retter sig mod en anden og noget andet end mig selv: det troværdige. Dén troværdige, som er selve troens subjekt. Den, som giver mig troen og således noget at gå efter, leve for, være her for, så tilstedeværende og nærværende som muligt, lige til det sidste.

At få noget at gå efter her i tilværelsen, kunne og kan så udmærket inkludere kirkegang. Ikke bare noget men én at gå efter. Han, som kaldte sig selv for vejen, sandheden og livet. Guds ord som næring og udgangspunkt for alt, hvad jeg har at gøre.

Som Kirsten Thorup så fint fortæller det i romanen ”Bonsai” om hovedpersonen Ninas mor og hendes kirkegang: Faderen ”går i kirke til højtiderne. Som det hører sig til. Moren går hver søndag for at få den portion åndelige føde, hun har så hårdt brug for. Hun ser ikke øjnene bag ruderne, der følger hendes lette gang til kirken og hører ikke de gnavne bemærkninger om hendes renden Gud på dørene. Hun spiser grådigt af Guds ord. Ordene trænger ind i hende som regn i den tørre jord. Hun bliver helt opfyldt af ordene. De flyder gennem årerne blandet med hendes blod. Hun mærker suset, der udgår fra præstens mund. Hun drikker hans stemme som duggen, der falder tidligt om aftenen. Hun er en lille fugl, der pudser fjerene i et fuglebad af marmor på en fornem plads. Hun er i den store verden, der åbner sig mod menneskers sjæle.”

Gå i kirke, som en del af det at ha noget at gå efter. Og så ellers ud igen, og leve, så vidt muligt, tro i både det små og det store. Og lykkes det ind imellem, så er det ikke noget at bryste sig af, men del af gaven. Troens gave. Troens frugter. ”Gørelsen”, som har så godt af ”smørelsen”: Guds gode ord til os derinde til brug derude.

Guds blinde øje

Fra mine helt, helt unge år – fra dengang jeg bare var en stor dreng – husker jeg, som mange andre af en vis alder sikkert også gør det, romantitler som: ”Guds blinde øje” og ”Du blev træl”. Den efter 2. verdenskrig på mange måder ildesete Jacob Bech Nygaards kendte romaner. Bech Nygaard var under krigen på ”det forkerte hold”, havde et galt syn, og blev i 1946 smidt ud af forfatterforeningen. Men hans romaner blev læst: ”Guds blinde øje” og ”Du blev træl” – om den forældreløse Anne og hendes barske opvækst på børnehjemmet og siden hen også vanskelige voksenliv. ”Man gjorde et barn fortræd”, som Tove Ditlevsen skrev det på samme tid. Og jeg husker, som én af de gamle danske film, der har gjort stærkest indtryk på mig, filmen ”Kampen mod uretten”. Om socialisten, eller socialdemokraten, Peter Sabroe i hans kamp for samfundets små. Med Mogens Wieth som Sabroe, og Ib Schønberg i én af de roller, han sandelig også kunne, som den ubehagelige forstander på en såkaldt opdragelsesanstalt. En film om opstanden mod undertrykkelse og mobning af samfundets små. Kampen mod uretten.

”Guds blinde øje”. Jo, det kunne, når man tænker på børns lidelser og undertrykkelse til alle tider, se ud, som om det er Gud, der er blind. Eller i hvert fald ofte vender det blinde øje til. Men som romaner, film og fortællinger af alle slags, inklusive nyhedernes daglige beretninger viser det, så er det altid, i det felt vi her taler om, mennesker det handler om. Menneskers, voksne menneskers, blindhed og ind imellem deciderede ondskab. ”Man tramper sin vej og er voksen og dum / og tramper små drømme ihjel”, som Nis Petersen skrev det. Hvor er det dog ynkeligt, når vi som voksne ikke ser barnet i dets nød, i dets egen konkrete situation, men bare tramper af sted, hvis vi da ikke ligefrem spænder ben for det barn, som måske ellers var ved at rejse sig.

Ve det menneske, siger Jesus, i et af sine stærkeste udsagn om hvor farligt ødelæggende det er at stjæle et andet menneskes mulige livsmod – det var ”bedre tjent med at få en møllesten hængt om halsen og blive sænket i havets dyb.” (Matt. 18,6) Og lad nu være med at tro, at de ord skulle tale for at vi med selv Jesus i ryggen skulle kunne gå ind for dødsstraf. Fokus er barnet. Fokus er den lille. Den, som er så altafhængig af hjælp udefra, støtte og omsorg, af at blive set som noget værd, og som i al sin lidenhed netop er den største i Himmeriget. I Guds rige, hvor der er vendt op og ned på alting, så at selv død kan føre til liv, de sidste blive de første, og fortabte får af enhver tænkelig art kan blive fundet og favnet og i glædesrus båret hjem. Fordi: ”Således er det jeres himmelske fars vilje, at ikke en eneste af disse små skal gå fortabt.” (Matt. 18,14) Dét er pointen!

Juleaftens-prædiken

Så er vi her – igen – samlet endnu engang om julebudskabet – omkring krybben i stalden i Betlehem og alt hvad der herfra stråler ud til os alle hver især – ja, for sagt med englens ord, så er det en glæde, ja, intet mindre end ”en stor glæde, som skal være for hele folket.”

Om ikke hele folket, så i hvert fald langt de fleste af os, går i kirke, når livet bliver for stort til at det kan være derhjemme. Så må vi ind i et hus bygget større og mere rummeligt end alle andre (i det mindste i overført betydning). Jo, for herinde kan vi være med det hele i både glæde og i sorg. Derfor kommer vi her, når sorgen er stor, og vi må tage afsked med et menneske, vi har kendt og holdt af. Og derfor kommer vi her, når glæden er stor, til dåb, konfirmation og bryllup. Så kirkelukning: Nej tak!

Når vi er i kirken, ved dåb, konfirmation og bryllup, så er der et helt centralt ord, og helt nødvendigt ord, som bare lyde – det er et ord på to bogstaver(?) – ja, det er: JA! Og lad det være kodeordet nu i dag, juleaften.

Menneskets ja (og ja tak) til Guds gave – Guds nåde og velsignelse – oven i købet, som ved brylluppet, i skikkelse af mennesket ved min side, ham eller hende som jeg nu siger ja til. Menneskets ja til Guds gave. Og nu, med julens budskab, med barnet i krybben i stalden i Betlehem, Guds ja til mennesket og menneskelivet. Guds store JA i det små, ja, i den lille. Guds klare udmelding til os, ligeså sårbart og udleveret som et lille barn. Ingen tilbageholdenhed længere, overhovedet, hos Gud med Guds store JA i Jesus (Yes(to)us!). Sådan som det kan gå, også hos os, at vi virkelig melder os ind ved at melde klart ud. At vi går fra tøven til tak. Fra ”aj” – fra det tøvende til det fuldtonende ”ja” – fra ”aj” til ”ja” – det giver tilsammen: ”Eja” – det gamle udråb, det gode gamle udtryk, for glæde og jubel – sådan som vi synger det i omkvædet i julesalmen ”Lad det klinge sødt i sky” (DDS 115) med ordene: ”Eja, eja! / nu er født til jordens held, / hvad os meldte Gabriel, / Guds engel fin: / Født er Herren af en mø, / og vi ej fødes til at dø.”

”vi ej fødes til at dø” – nej, med Guds gave til os, Guds nåde og velsignelse, fødes vi til at leve og elske! Kærligheden som den ganske særlige mening med livet, sådan som man da heller ikke er særligt meget i tvivl om det med ens lille nyfødte i favnen, eller for den sags skyld med en anden og noget større meget kær person i favnen!

I en tid med PISA-undersøgelser og målinger og panik omkring danske børns staveevner er det godt af og til at blive mindet om, hvad der er vigtigt, og hvad der er mindre vigtigt Som når Grisling spørger Peter Plys: ”Hvordan staver man til kærlighed?” og Peter Plys svarer: ”Det er da ikke noget man staver til – det er noget man føler!” Ja, og lever. Lever i og lever ud af: at kærligheden findes – også i mit liv. Og slet ikke som en selvfølge, men som en gave så stor. Med det gode gamle ord, som: En nåde.

I årets julebrev, kortere end sædvanligt, skrev en af husets veninder, omkring de 50 er hun, med en skilsmisse et par år bagude, om at have fået svært ved at nå sine ting her på det sidste. ”Det har alt sammen med en mand at gøre”, skriver hun, ”en mand som får tiden til at gå vanvittig hurtigt – en dag i hans selskab varer kun omkring en time. Og så når man jo ikke meget, det giver sig selv. Alligevel er det nærmest et mirakel. Og når man oplever sådan ét – og det sker jo ikke hver dag – må man bare tage imod og være til stede. Og tage på sig, at man forsømmer og svigter andre steder. For kærligheden må man vise respekt; ellers er man selv ude om det.”

Ja, det er man. Og det er ikke så godt, bare ”selv at være ude om det”. Det er meget bedre at være to, eller flere for ikke at sige: i sidste ende alle sammen, sammen om det. Ude om det og inde i det og parate til at tage imod kærlighedens indbrud, hver især, når det sker. Sige ja til det. Ja til at ville leve og elske, og det lige til det sidste.

Jeg tænker tit, at måske er det derfor konfirmander og andet godtfolk elsker salmen ”Hil dig frelser og forsoner” (og vælger den år efter år til deres konfirmation) – udover for dens smukke melodi – så på grund af verset med ordene: ”Du (Kristus), som har dig selv mig givet / lad i dig mig elske livet, / så for dig kun hjertet banker, / så kun du i mine tanker / er den dybe sammenhæng!” Altså kærligheden, den guddommelige, som bunden og grunden under os i liv og i død.

”Vil du elske og ære, og leve med ham eller hende i medgang og modgang til døden jer skiller”, lyder det ved kirkebrylluppet, og så skal der gerne, højt og tydeligt, siges ja! Og det bliver der også. Kun én gang (i de 25 år jeg har været præst) har jeg oplevet, at det kom lidt tøvende fra gommen. Men også her gik det fra ”aj” til ”ja” – og de to, de lever stadig sammen – Eja, eja!

Med julens budskab, med barnets fødsel, Jesu fødsel i stalden i Betlehem, lyder, som sagt, Guds eget store JA til mennesket og menneskelivet. Vil du elske og bære, og være med ham og hende, dit menneske, i medgang og modgang? JA lyder Guds svar i Jesus Kristus. I alt det vi hører om og af ham, Menneskesønnen. I og med hans Livshistorie, og det virkelig Livshistorie med stort L: JA, lyder det fra Gud. JA til at elske og bære, og være med dig, hans menneskebarn, alle dage. Også ind gennem mørket af hvad art det måtte være, så at end ikke døden skal kunne skille dig og mig fra Guds kærlighed i Jesus Kristus. ”Eja, eja! / Nu er sket til jordens held / hvad os meldte Gabriel / Guds engel fin”. Og sagt med ordene fra vores venindes julebrev, så er dét, som det altid er det med kærligheden, et mirakel. Og som hun skriver det: ”når man oplever sådan ét … (så) må man bare tage imod og være til stede… For kærligheden må man vise respekt; ellers er man selv ude om det.” Men nu er vi, Gudskelov, ikke bare længere ”selv ude om det”. Vi er sammen om det. Sammen med hinanden. Sammen med Gud selv, som ikke vil lade os være selv ude om det. Men som vil være sammen med os i det. I både det, der gør ondt, og det der gør godt. I sorg og i glæde.

Ja, og se, nu kunne jeg her i årets juleprædiken, med JA i fokus, måske godt have sluttet af med at knytte til ved årets digter Yahya Hassan – ja, ja! Men det bliver i stedet for ved digteren Jens Rosendal og hans nyudgivne ”Julekalender for voksne” ved lågen til dagen i dag, den 24. december. Jens Rosendal, den nu godt og vel 80-årige digter dernede fra Ballum, som vi er mange der holder af for hans sange, ikke mindst ”Du kom med alt det der var dig”, han slutter i sin ”Julekalender for voksne” (”December-refleksioner”) med, til den 24. december at vælge et enkelt ord og lade det fylde det hele, så at sige. Det ord som, for ham at se, er så nært beslægtet med barnet født i Betlehem, og hvad Gud i ham har sagt til os – nemlig, netop: JA – med kæmpestore bogstaver! Et ja, som vi nu må tage til os og sige med på. Sagt med ordene fra Jens Rosendals Julekalender for voksne, må vi nu sige et fuldtonende ja til Guds JA: ”Ja, ja, ja, ja til det alt sammen: // til glæden / til livet / til lyset og til varmen / til kærligheden. // Ja ja ja ja! // Der står ikke andet end det i dag, / så hver gang du griber efter noget her, / får du bare et JA. // Et JA helt uden forbehold. / Et JA der kan bære hele livet / og alle vanskelighederne / alle sygdommene. // Et JA der kan bære alle savnene. / Et JA der kan bære tvivlen og synden. / I dag får du det JA / og det gælder i dag og i alle dage.” Amen. Og glædelig jul til hver og én. HalleluJA! I Jesu navn! Amen.

Hobitter, mus, nisser og andet småfolk

Hobbitter er, som Tolkien beskrev det: ”et lille folk, omkring halvt så høje som os … De har det med at være tykmavede, og … de går uden sko, fordi deres fødder af naturen har læderagtige såler og en tyk, varm, brun pels, som ligner håret på deres hoveder (der er krøllet); de har lange, smidige, brune fingre, rare ansigter, og de ler en dyb, smittende latter…” En slags rare nisser. Småfolk. Barnlige sjæle i små kroppe. De rører ved noget i os, som trænger til at blive rørt og holdt levende i os, når vi bliver store og voksne og grueligt glemsomme i forhold til det vigtigste, eller umådeligt selvoptagne og blinde for det største i det mindste, og således for, hvor Gud kommer til os og har det med at finde sted.

Jeg glemmer ikke den adventssøndag for nogle år siden i Vær kirke, hvor jeg under salmen før prædikenen var på vej op ad trappen op på prædikestolen, og kom til at se en lille mus dernede på kirkegulvet. Det var bare et kort glimt af den lille mus, der pilede fra gulvværket i den ene side over kirkegulvet og ind under trægulvværket i den anden side. Det særlige for mig var, at jeg samtidig bemærkede, at en kvinde, en kirkegænger dernede på bænken, havde set det samme. Og at vi to i et lille øjeblik under salmens slutning fik vekslet smil og blikke, der sagde mig noget om, at også hun varmede sig ved synet af den lille mus i kirken. Som om den ved sin tilstedeværelse og hurtige færd henover kirkegulvet havde mindet os om, hvordan det er her i kirkens rum med evangeliets ord til os om det største i det mindste. Ja, om at den mindste skal blive den største, og at Gud selv på en ganske særlig måde kommer til os i dét felt. Og det er godt. Og det er stort, hvor småt og uanseligt det så end måtte se ud i manges øjne.

Selve glæden i det

Der findes så mange forfattere, der troværdigt kan give bud og billeder på angsten og frygten og følelsen af at intet holder og hvor er det dog ensomt at være menneske. Det er de færreste, der kan fastholde denne erkendelse og så samtidig lade den blive brudt på en måde, hvor for så vidt intet sker og dog alt er forandret.
Kerstin Ekman kan det. Som i romanen ”Skrabelodder”. Et sted heri er der en fortrolig samtale mellem den nu pensionerede læge, Birger Torbjörnsson, og præsten Ingefrid deroppe i det nordlige Sverige i landsbyen Röbäck ved Svartvattnet.
År tilbage mistede Birger sin hjerteveninde, Annie Raft. Lærerinden. ”Da hun døde, vidste jeg slet ingenting. Hvor jeg skulle gå hen. Ingenting. Jeg var hul indvendig. Det er svært at beskrive.” Men Birger prøver på det overfor Ingefrid. Sætte ord på, hvordan det var dengang, sorgfuld, at være ude af sig selv og bange:
”… jeg mener når jeg trådte ind i mig selv, når jeg var nødt til det, så var det som at tage et skridt ind i et værelse, et fuldkomment velkendt værelse, og så var der ikke noget gulv. Forstår du? … Man står der og vil træde ind, og så er der ikke noget gulv. Ingenting.”
Så var det jeg kom i kirke, fortæller Birger, ved et tilfælde. En begravelse. En gammel mand fra landsbyen var død. ”Der sad jeg og længtes efter Annie. Hun plejede at synge i kirken, mest til begravelser.” Nu sad jeg ”og sørgede og savnede hende. Rigtigt. Der var ingen som sang ved denne begravelse. Hun manglede på en virkelig måde. Det gjorde ondt, men der var ingen angst i det. – Derefter var kirken længe det eneste sted hvor jeg kunne gå hen og føle denne rene ublandede sorg efter hende.”
Så Birger begyndte at gå i kirke om søndagen. Begyndte at vænne sig til gudstjenestens enkelte dele. ”Nogle af dem kunne jeg bedre lide end andre. Sad faktisk og ventede på at de skulle komme. Som velsignelsen. Lad dit ansigt lyse over os. Ja, det er jo tosset. Et ansigt. Som lyser. Men jeg sad alligevel og ligesom ventede på det.” Når jeg sådan sad og ventede, fortæller Birger, forstod jeg, ”at jeg var havnet i en sammenhæng hvor gentagelse betyder genkomst… som årstider. Den største højtid er jo også om foråret. Jeg ville ikke gerne gå glip af påskedag.” Nej, for som den stadig i høj grad fornuftafhængige Birger siger det til præsten: ”Påskedag.” Kristus er opstanden! ”Selve glæden i det. Det er ligesom hinsides al den teologiske snak. Ja, undskyld…”

Golfstrømmen – lys og varme

I romanen ”Sommerlys – og så kommer natten” tager islandske Jón Kalman Stefánsson os gennem sorgmunter, varm fantasifuld fortælling med indenfor i et lille islandsk landsbysamfund i årene op mod årtusindskiftet. Trikotagefabrikken, byens stolthed, med 10 ansatte, har måttet lukke, fordi ejeren er blevet bidt af latin og astronomi.
Fem af de ansatte, fem kvinder, i romanen kaldet ”de ti hænder” får ikke nyt arbejde. De mødes to gange om ugen og forsøger, når de ses, at udfylde deres livs tomrum med bitter snak, sladder og emsig tilsvining af de andre.

De andre fem finder på hver sin måde nye veje i livet. Kommer videre med deres liv. Åbner sig for endnu en mulig glæde. Endnu en åben dør.

Ikke at det bare er nemt. Alle kender til modgang. Gråd og tårer hører med. Som forfatteren skriver det: ”Tårerne har form som robåde, sorgen og savnet sidder ved årerne.” Den sejlads undgår ingen. Eller ensomheden for den sags skyld. ”Ensomhed er at have arme, men ingen at omfavne.” (romanen ”Himmerige og helvede”). Men ensomheden, sorg og savn, er ikke og aldrig alt. På et tidspunkt midt i det mørkeste mørke og lukkede fester åbnes en dør, og kaldet lyder: Kom, der er fest!

Thurídur, som ikke er én af ”de ti hænder”, er beskrevet som en kvinde med et lyst sind: ”det virker som om glæde eller lys strømmer ud gennem huden på hende; Thurídurs venlige væsen og lysstyrken i hendes indre har”, som fortælleren siger det, ”mere end én gang vakt et håb i os om at livet ikke er så forbandet alligevel, at der måske er en smule mening med tilværelsen.”

”Men inde bag latteren, inde bag lysstyrken og varmen gemte der sig (hos Thurídur) en hed længsel som aldrig havde fundet sit mål”. Hun er femogtredive år, godt og vel hundrede og firs centimeter høj, kraftig uden at være tyk. Og hvor finder man i en landsby med 400 sjæle og 500 mere ude i oplandet en passende mand med den højde?

Ved nytårsballet har hun danset med bonden Benedikt og kysset ham den ene gang. Benedikt er fraskilt og bor alene på gården med sin hund og sine 315 får og lidt kreaturer. Han er ensom. Meget ensom. OG han er hundrede og halvfems centimeter høj!

En vinteraften ser Benedikt lys fra billygter og en bil køre ind i gården. Han tøver med at lukke op. Det er, som det siges, ”så pudsigt med mennesket, det kan være ensomt og længes efter selskab, men når nogen kommer, er det som om alting bliver vendt på hovedet og det vil helst kravle ind i sig selv og være i fred – sådan var det med Benedikt.” Men han lukker alligevel op. Det er Thurídur med en lille brun kuffert i hånden og med et smil på læben. Giv mig bare ti minutter, siger hun. Det får hun men heller ikke et minut mere. Benedikt er hundeangst for, at hun er kommet af medlidenhed. Da hun er kørt står den brune kuffert tilbage. Det bliver den ved med foråret igennem, hvor Thurídur med måneds mellemrum dukker op på små visitter hos Benedikt, som langsomt tør op. Og på en femdages tur til London, som han har bestilt og købt til sig selv for længe siden i et øjebliks vanvid, skriver han postkort til Thurídur og mærker varmen og lyset brede sig i sig.

Benedikt har været på museum i London og set en fire tusind år gammel mumie fra Ægypten, og han har set så meget andet i storbyens mylder, ”livets heftige flod”, og er temmelig rystet over at mærke, at alt dette ”er for intet at regne i forhold til en enkelt kvinde i en lille landsby i et land der ligger langt fra alting, men til gengæld tæt på en evig vinter og tungt mørke, et land, som ville være fuldstændig ubeboelig hvis ikke det var omgivet af den her lune strøm.

Benedikt tænker lidt på denne strøm, Golfstrømmen, og bliver rent ud sagt rørt til tårer af taknemmelighed over den, for hvor ville Thurídur være henne hvis ikke det var for Golfstrømmen? Sikke en lorteverden det ville være uden hende”!

Golfstrømmen. Det er det, evangeliet vil være for os: Varmekilde og livsbetingelse, en strøm af nåde, så der kan leves sandt menneskeliv selv her i det kolde mørke nord. Så vi kan varmes op og vækkes og vågne af vinterhi og dvale og truende ensomhed og udelukkelse. Og rejse os og, i bedste adventsstemning, bære blus med glæde på vej til festen. Lad os gøre dét. Og lad os sørge for at få tanket godt op, som vi gør det i kirken til gudstjeneste på vej mod jul og fest og en åben dør for hver og én.

 

Pinse. Tavsheden bliver brudt. Fortæl! Fortæl!

Nu kan det ikke længere holdes tilbage. Nu vælter det frem. Alt det grønne derude. Alt det liv og al den skønhed, lys og varme vi ventede så længe og næsten ikke turde tro ville komme. Og så er det her! ”I al sin glans nu stråler solen, / livslyset over nåde-stolen, / nu kom vor pinselilje-tid,…”
Med pinsen bliver lukketheden og tavsheden brudt. ”Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer”, havde Jesus sagt til dem, disciplene. Nu lød ordene igen – pinsedag, da Ånden kom over dem, i deres mund – i Jesu Ånd, i Jesu navn – med samme vægt, med samme magt og myndighed, som da han selv sagde ordene.

Og hjerte talte til hjerte. Med trøst og med livsmod til følge. For ordene lød jo virkelig, som da han selv havde talt dem, ordene lød jo netop til tro: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!”

Tavsheden var brudt.

Ordene lød. Og lød godt. Og derfra begyndte det nu igen.
”Fortæl! Fortæl!” som en forfatter har kaldt en god bog om fortællingens rum. ”Fortæl! Fortæl!” – det er den opfordring, børnene kommer med til den voksne. Specielt da, hvis man i en fortælling har turdet tage af sit eget, og ikke sparsommeligt holde igen med det eventyrlige.

”Fortæl! Fortæl!” er den opfordring, der udgår til os fra pinsedagen og fra alt det vor Herre har sat gang i.  ”Fortæl! Fortæl!” Og forsøg ikke, at få troværdigheden frem gennem tilbageholdenhed.

”Overdrivelse fremmer forståelsen”. Og hvis det gælder noget steds, så er det ved evangeliets forkyndelse. Den vidunderlige guddommelige kærligheds historie om bevægelsen fra langfredag til påskemorgen, om liv af døde og glæde for sorg. Denne grundfortælling er så lidt egnet til at blive udsat for sparsommelighed og så eventyrlig i sin grund, at her må alle ens fars og mors velmente råd om ikke at tage munden for fuld og ikke love mere end… osv. – her må de alle suspenderes – eller rettere vendes 180 grader rundt, fordi Ånden vil det.

Ånden vil det. Og i den alkymi, Helligåndens glød frembringer, smeltes da sparsommelighed, reservation og skepsis og bliver til glæde og gavmildhed, ja, til en generøsitet i slægt med Guds nåde.

”Hvorfor tier Gud”, skrev en sørgende kvinde til sin ven og sjælesørger, som skrev tilbage til hende: ”Fordi du skal tale”!

Det må vi tage på os, når (nu) Gud sender os sin Ånd – at vi skal tale. I Jesu navn, i Jesu Ånd, give videre af hans fred og hans kærligheds vidunderlige historie – at intet overvinder den – og i den hører vi hjemme: ”Jeres hjerte forfærdes ikke, og være ikke modløst!”

”Der er”, som jeg læste det et sted, ”én eneste historie i verden, genspejlet i de mange små, som står urokket lysende med sit budskab om tro, håb og kærlighed, og som engang vil omslutte alle andre historier og for altid lade skyggerne vige.”

Så vidunderlig er evangeliet. Så eventyrlig er perspektivet. Så fantastisk meget har vi af Gud, ved Helligånden, fået at gå videre med og sætte både ord og kropssprog på, at der er nok til et helt liv.

Glædelig pinse!

 

Forår. Maria bebudelse og nyt liv

”Hvad var det dog, der skete?” Lærkesang foroven. Vintergæk og erantis forneden. Det nye liv. Snart er tiden inde. ”Hvad gennembrød den sorte jord…? Den lille anemone,…”. Snart vil jorden vise sig så svanger med liv, at det bare bryder igennem overalt.
Hvor er det berusende og voldsomt, når foråret med sit nye livsunder afløser vinterens kolde golde stilstand. Nu bevæger det sig igen. Nu sker der noget. Nu sparker og rør det nye liv på sig. Og det glæder os inderligt.

Der er noget i luften. Og det er en glæde i slægt med julens glæde, vi nu mærker. Sådan som det så fint understreges i kirkeåret med Mariæ bebudelsesdag. Jesu undfangelsesdag ved forårsjævndøgn hvor der jo så altså er cirka ni måneder til jul.

Jeg arbejdede engang i et gartneri, hvor en ung kvinde, hvis mave var begyndt at vokse, en dag kom til mester og spurgte om en fyreseddel. ”Nå”, sagde han, efter at have sendt et sideblik til maven, ”har du været for nær på æ mandfolk?”, men hun svarede forskrækket: ”Nej, æ ved it hvordan det æ gån te!”

Jo, vi ved jo nu godt, hvordan det går til. Eller rettere: Vi ved noget om det. Men hvis vi gør alt til et spørgsmål om bioteknik – biologi og teknik, menneskelivet totalt begrebet i tekniske termer, så er vi – ja, så er vi dumme.

Hvad er virkelighed?

En præst, jeg kender, fortalte et år op til Mariæ bebudelsesdag for sin 6-årige datter historien om englen Gabriel og pigen Maria. Og da hun havde fortalt færdig spurgte hun den 6-årige, om hun ikke kunne tegne det – hvortil tøsen svarede: ”Nej, mor – for jeg tegner jo aldrig sådan noget virkeligt noget”!

”undfanget ved Helligånden, født af jomfru Maria” – det er virkelighed. Fantastisk forunderlig virkelighed. Og dét er ikke så nemt at tegne. Det er ikke så nemt at forstå og begribe. Men man kan gribes af det. Af fortællingen om, at ”englen Gabriel blev sendt fra Gud til en by i Galilæa” – til en jomfru hvis navn var Maria – med bud om at hun skulle føde Guds egen søn. ”Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud.”

Det er ånden, der er det afgørende. Det er det udenfor kirkens tykke mure. Og det er det indenfor i gudstjenesten i de ord og fortællinger, der her møder os. Ånden. Guds gode Helligånd, som virker med overalt, hvor liv bliver til. Som rører os, så vi aner og fornemmer, at virkeligheden er langt større og rigere end vi så ofte går rundt og tror i den smålighed, som altid og på så mange måder truer os i det menneskelige.

Som landsbytøsen Maria må vi i forundring og taknemmelighed åbne os for dét – på ingen måde selvfølgelige – men fuldstændigt forunderlige: At børn kommer til verden. At liv bliver til. At en blomsterpragt og farverigdom så stor, nu står for døren og bryder gennem jordens mørke hinde derude. Måske en lille sartblå anemone. Og:

”… denne rene farve

den er mig som en vårens dåb,

den la´r mig nyfødt arve

en evighed af håb.

Så bøjer jeg mig da mod jord

og stryger ømt dit silkeflor,

en flig af nådens trone.

Du lille anemone,

hvor er din skaber stor!”