Der findes et sted derovre i Vestjylland på Lemvig-egnen en forening, der kalder sig ”Foreningen til forundringen over at kornet gror”. I øvrigt en forening der hylder ”lediggangen” – denne næsten glemte og truede gangart: Lediggangen. Måske i slægt med den gangart, vi kalder kirkegang – hvor vi går i kirke, sætter os ind i kirken, åbne og ”ledige” for forundring med tak til Gud.

Lea Korsgaard, chefredaktør for mediet Zetland, har skrevet bogen: ”Inden året er omme” med undertitlen: ”Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”. Sidste år i 2024 satte hun sig for (inden året var omme) at opsøge, finde og få fotograferet de i alt 64 forskellige sommerfuglearter, der (endnu) findes her i Danmark. Bogen er samlet sagt en fantastisk fin forundringsbog.

I sin fine fortællemosaik fortæller Lea Korsgaard også om sommerfuglen som symbol. Gennem dens mærkværdige forvandling, metamorfose, gennem sin egen opløsning: fra larve til puppe til farvestrålende frit flyvende sommerfugl. Sommerfuglen er og har således fra ældgammel tid været anvendt som symbol for liv af døde, for tanken om genfødsel, om opstandelse og evigt liv.

Som hun fortæller det om Anden Verdenskrigs KZ-lejre, hvor man efter krigen kunne se, hvordan masser af fanger i træværket rundt omkring i KZ-lejren havde skåret deres navne, initialer eller tegninger, hvor særligt ét motiv gik igen og igen: Sommerfugle – alle vide vegne. Hvorfor ridsede kz-fangerne sommerfugle i væggen her i dødslejren? Som Lea Korsgaard skriver det: ”De måtte have forventet, at de skulle dø. Alt var taget fra dem, deres forældre, deres børn. Deres fremtid. De levede med brutalitet, kolde og forpinte, skelettynde, angste. Alligevel havde nogle af dem en kraft i sig, der fik dem til at snitte symbolet på genfødsel i barakkernes vægge, hvilket må fortælle os noget om, at selv dér – i et levende helvede – var der noget, der sagde disse mennesker, at deres liv var mere end resultatet af materie og biologi, at det var dyrebart. At det er værd at være i live…” – i grunden forunderligt.

Og Lea Korsgaard fortæller fra sine egne, ind imellem stressede, vandringer rundt omkring i Danmark i jagten efter at finde endnu én af de 64 sommerfuglearter – hvor hun også gang på gang bare betages og gribes af det hemmelighedsfulde landskab, hun lige nu befinder sig i. Som hun et sted fortæller: ”Jeg strakte mig og så igen ud over landskabet. Det var, som om jeg havde fået en vidunderlig hemmelighed betroet. Hvad jeg så var ikke længere en græsmark, men et sælsomt sted, hvis undere kun de indviede kendte til, her kunne man få lov at vandre med græssernes svirp op ad buksebenene og beundre det hele, men kun hvis man kendte stedets løsen. – Jeg så også mange sommerfugle”, som hun skriver det.

Og et andet sted hen mod slutningen, hvor hun er sammen med sin mor på en sådan sommerfugletur: ”Jeg bevægede blikket hen over græsserne og blomsterne og mærkede, hvordan det strømmede igennem mig, landskabet omkring mig, som en flod, alle farverne, duftene. Noget uendeligt vemodigt vældede op i mig som fra et klippedyb, eller også var det glæde, jeg mærkede. Synet af sommerfuglen gav adgang til en følelse af undergang, men også til noget uendeligt frydefuldt, det var forvirrende, men jeg ville hellere mærke det end slet ikke noget.” Og tilføjer: ”Jeg smilede til min mor. – Skal vi gå?”

Ja, vi skal så! Også ud fra gudstjenesten – videre i livet – åbne for forundring og livstaknemmelighed.