Der er talenter, og der er fallenter. Der er vindere og der er tabere. Jesus fortæller om det i sin berømte lignelse om de tre med de betroede talenter (læs Matt 25,14-30!) og deres forskellige udbytte. Og lad os nu lige få slået helt fast, at dét – som altid når Jesus fortæller lignelser – ikke i eksistentiel, i grundmenneskelig forstand, handler om forskellige personer og mennesketyper, men om hvert eneste enkelte menneske. Dig og mig, hver for sig. En vinder kan også tabe. Et talent kan gå fallit. OG en fallent kan få opgravet og opdyrket nyt talent. En taber kan blive en vinder! Nyt liv opstå. Eller som jeg hørte én sige det: ”Mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet”!

Og én ting mere: Når Jesu, til hver en tid, meget aktuelle lignelse om talentudvikling, investering og risikovillighed ender med at fortælle, at den uduelige tjener ryger ”ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” – så skal vi med alt det vi måtte have i os af lydhørhed for evangeliet huske, at det er lige nøjagtig her, vor Herre går hen: Ud i mørket udenfor, hvor der er gråd og tænderskæren. Ud til os til tider uduelige, totalt talentløse og fortvivlede mennesker. Her, hvor der vitterligt mere end noget andet sted er brug for det, møder vor Herre os med sin nåde og barmhjertighed. Med det, der skal til for at oprejse et menneske, så jeg endnu engang kan gå fra kulden og mørket ind i lyset og varmen. Ind til livet, hvor der tabes og vindes og aldrig vindes mere, end når vi tør sætte det hele på spild og give os hen til livet med hinanden ligeså vidunderligt og bøvlet og hårdt og godt, det kan være.

I kirken og i forståelsen af evangeliets budskab må vi holde tungen lige i munden. Hvis flid og talent her sættes i højsædet i en sådan grad, at vi tror, at det endegyldigt er det, vi dømmes på, at det endegyldigt er herudfra et menneskes værdi sættes, så er vi, evangelisk-luthersk set, gået ligeså galt i byen, som tænkes kan. ”Gode gerninger gør ikke et godt menneske, men et godt menneske gør gode gerninger”, som Luther blandt meget andet sagde det i sin forståelse af nåden som altings begyndelse. Gode gerninger, herunder flid og talentudvikling, er troens frugter. Noget, hvad så end det måtte være, som jeg har fået at gøre ved at få mulighed for det. Det er sådan, det er med livet i grunden. Livet er ikke noget, man tager (forhåbentlig da). End ikke tager for givet. For livet er en gave. Livet er noget, man får. Fra øjeblik til øjeblik. Til det sidste åndedrag. Og hvad der herefter måtte være – ja, det er ikke til at vide. Så, vi får se! Vi får se!

Den 4. februar 2012 begravede vi min farmor. En uge før sov hun stille ind i sin seng på plejehjemmet i den første time efter midnat. 103 år gammel. Et jævnt, og muntert virksomt liv på jord kom her til sin afslutning. Min farmor skal ikke helgenkåres, men hun må gerne blive nævnt, og også i klummen her, som et menneske, der gjorde det godt. Og som vi i slægten var glade for at have. Ikke i særlig grad fordi hun var her så længe, men fordi hun var her, som den hun var. Ikke fordi farmor havde særlige talenter. Og så alligevel. For, hvem kunne lave en hønsekødssuppe som hende? Hvem havde en stemme og kunne med glød og med varme, med både gråd og med grin, snakke og fortælle som hende? Hvem tænkte på os alle og huskede os og glædede sig i sit gammelkoneliv ved et besøg af en af os som hende? Og se, sådan har vi Gudskelov hver især, og sikkert endda både den ene og den anden, at tænke på her. Taknemmelige for, hvad der blev os givet af godhed og glæde, fordi der var nogle, der gav os tid og opmærksomhed, mad og menneskelig varme, et blik en hånd og som måske endda skød slet ikke så lidt ind og faktisk risikerede en hel del ved at tro på os og se os som slet, slet ikke talentløse.

Talenter er af så mange slags. De vigtigste af dem har vi næsten alle sammen fået en hel del af. Grav dem ikke ned! Dyrk dit talent! men for Guds skyld ikke dig selv! Dyrk først af alt dit talent for medmenneskelighed! Sæt rigtigt meget ind her! Dobl bare op! Det kan gå galt, men det kan også gå godt. Og godt gået er det altid, når mennesker risikerer og sætter noget, og måske endda meget, af deres eget på spil for de andres skyld. For det andet menneske – set som mål og ikke middel til mit eget snævre ve og vel. Det er den vej vor Herre er gået. Det er Menneskesønnens vej. Den er altså banet. Hvad vi nu har at gøre, er blot at gå den, og gøre alt hvad vi kan, så godt vi kan, med det vi nu hver især har fået og lige nu har at gøre godt med. Og husk det nu: Vor Herre selv er gået ud til os i mørket udenfor, fordi de mennesker, der ikke kan bruges til noget, kan altid bruges til noget andet!

Mor og barn. Billedet af de to har brændt sig ind i vores bevidsthed som begyndelsens sted. Og med tanken om det at være barn og ligge i en favn og blive båret på armen af én, som vil mig det godt, som det bedst tænkelige sted. Her bliver alting til. Ja, her er det tidernes morgen ligegyldig på hvilken tid af døgnet, fødslen finder sted, og om det er i en stald eller på et slot, barnet kommer til verden.

I indledningskapitlet “Begyndelsen” fra William Heinesens “Moder Syvstjerne” – En Fortælling fra Tidernes Morgen (Gyldendal, 1952), beskrives med digterisk storladenhed begyndelsen som noget, der for mennesket netop i ganske særlig grad handler om at høre til i moders favn. Heinesen skriver: ”I begyndelsen var hverken himmel eller jord eller ting, men kun en umådelig higen efter varme, mættelse og søvn. I vældige byger kom livet over dig, storme af ømhed fyldte dit urtidsmørke, vilde floder af mælk og rensende vand, uophørlige kildevæld af gode mindelige lyde, der endnu ikke var blevet ord. Og omsider fik dine øjne deres første sjæl og du så de dunkle omrids af den store livgiverske, alle tings ophav, den der skaber og vedligeholder, den Evige. Ja, før du endnu sansede solen og dagen, tændtes lyset i dig, dengang du mødte den Eviges menneskeøjne. I begyndelsen er du ikke den og den og bor ikke der og der. Du hviler på din moders arm og er kun en jordens navnløse søn. Og tilsammen er I to kun et led i den endeløse kø af mødre og børn, der venter på deres tilskikkelse. … Men udefra set er det hele kun en stakket stund, kun et stjerneskud i natten. Ja, for det er jo bare Antonia, den lille købmand Jacob Sifs datter, der er nedkommet med en søn.”

Nå ja, en blandt mange. Blandt utallige andre, som også er kommet til verden. Og som med lige så stor ret som den enkelte skal være her. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi fastholder tanken om det enkelte menneskes uendelige værdi. Hertil hjælper os på en ganske særlig måde evangeliet, det kristne budskab. Og slet ikke mindst juleevangeliet om, hvordan Gud går ind i det menneskelige – kommer til verden – i skikkelse af et almindeligt fattigt menneskebarn. Der ligger selvfølgelig stærke pointer i det forhold, at der ikke var plads til dem i herberget, men at Jesus bliver født i en stald, det er ikke det særlige. Det er i virkeligheden hverken umenneskeligt eller mærkeligt. Det har såmænd tilbage i historien været det helt almindelige, at mennesker og husdyr levede tæt sammen. Det særlige er, at det er Gud, der viser ansigt her i det helt almindelige menneskelige. I et lille barn født ud af moders skød. I moders favn. I Jesu navn. I hans ord og livshistorie, Menneskesønnens, taler Gud sit ord til os. Sin klare tale og sit tydelige sprog om hvert enkelt menneskes uendelige værdi. Og at det, som sagt, er her i det menneskelige Gud møder os. I de menneskelige grundvilkår og i mødet med det andet menneske. I medmenneskeligheden med andre ord. Og det hvad enten jeg er i den som giver eller modtager. Som barn eller gammel, syg og træt og afhængig af hjælp, eller som livgiver, mor, far, søster, bror, venligsindet fremmed eller en god nabo. Når og hvor medmenneskelighed finder sted viser Guds nåde ansigt. Guds kærlighed og barmhjertighed, som julenat kommer til verden i kød og blod i skikkelse af en lille nyfødt dreng. ”Så lattermildt, så enkelt bud / på livets mening har kun Gud!”, som en moderne salmedigter har sagt det.

Glædelig jul og godt nytår!

Forleden kom der et manifest underskrevet af 30 såkaldte offentlige personer og meningsdannere. Overskriften på manifestet lyder: ”Ja til aktiv livshjælp – nej til aktiv dødshjælp.” Det er i mine ører et godt manifest med understregninger og pointer som: ”Ethvert samfund har brug for love til at beskytte de svage. … Aktiv dødshjælp må aldrig indføres for at staten skal spare penge! … oplevelsen af livskvalitet kan veksle livet igennem … hvad angår værdighed, så er der ikke noget uværdigt ved at være afhængig af andre … og hvad angår lidelse, så skal den ikke behandles ved at slå den lidende ihjel, men ved at hjælpe ham eller hende så langt og så godt som overhovedet muligt.”

Jeg tror, at den slags tanker og holdninger er værd at holde fast i for vores samfunds og medmenneskeligheds skyld. Og jeg tror, at vi historisk set har fået dem, fordi kristendommen på et tidspunkt gjorde sit indtog i vores kultur med tanker og ideer om nåde og barmhjertighed, om den svages og den lilles behov for beskyttelse, om ”rettidig omhu” af den allerbedste slags med sans for mulig værdighed midt i al sølleheden og med skånsomheden og det nådige skøn i højsædet frem for diverse i virkeligheden kolde, umenneskelige beregninger af det enkelte menneskes værdi og hvor længe hjertet skal ha lov at slå.

”Stille hjerte”, som er titlen på Bille Augusts seneste film. ”Stille hjerte” med fortællingen om en ældre kvinde, Esther, som sammen med sin mand, Poul, har kaldt familien sammen til en sidste weekend. Hun har en aggressiv sygdom, som hun vil dø af og som efter al sandsynlighed snart vil stække hende fuldstændigt. Derfor har hun besluttet sig for at dø før tiden, om jeg så må sige. ”Klokken slår, tiden går” – gennem filmen indgår forskellige ure, også det gamle stueur, i billede og lyd – til-tak, tik-tak – næsten som en hjertelyd. Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere her har bedrevet. Men det er ikke en almengyldig fortælling. Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje.

Det er ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring. At den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med, ja: sagtmodighed med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke en endegyldig løsning på min lidelse.

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag.

”Stille, hjerte, sol går ned / sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftenssang: ”Stille, stille, hjerte, sol går ned.” Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske – noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner.

Nu er den her så. I dag, på årets Spil Dansk Dagen, udgiver jeg bogen Noget om nåde. Bogen udkommer på Aros Forlag og, er – som det siges på flappen – femte bind i serien Litteratur & Kristendom, hvor jeg tidligere har udgivet bøgerne: Jeg har ladet mig fortælle… (2011); Glæden på trods (2005); At tænke stort (2002); Forladthed og nærvær (2000). Af de tidligere udgivelser minder Noget om nåde mest om Forladthed og nærvær og er bygget op på samme måde som denne med en række ”omvendte prædikener” i fire hovedafsnit centreret om evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.

Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen Noget om nåde, hørte han det som Noget om noget og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det er jo en fejlhøring, jeg gerne vil have. Jeg er slet ikke ked af, at det lyder som ”Noget om noget”, når man lidt sjusket eller bare afslappet udtaler bogens titel. Der er noget om snakken. Også den om nåden. Noget som ligger udover det, vi kan sige os selv, eller som vi kan håndtere eller for den sags skyld operere med. Noget som kommer bagpå os, bærer, favner og finder mig, der hvor jeg er. Noget som jeg, som sagt, ikke finder noget bedre ord for end det gode gamle: Nåde. Der er nåde i luften! ”Der er noget i luften” – ja, og der er ind imellem og slet ikke så sjældent noget, der kommer til os udefra og som en stille nåde lægger sig ind over os, eller lægger sig til vore liv. Bedst når vi er små og porøse nok. Fra bogens bagside: ”Vi mærker det godt, når vi tør tvivle og længes. Når sindet er porøst nok. Når hjertet står åbent. Vi mærker det, og vi mærkes af det. Som et strejf på kinden. Et lille strejf af nåde. Og det er nok. Hvor lidt skal der til?” Som i Jakob Knudsens ”Tunge, mørke natteskyer” – pendanten til morgensalmen ”Se, nu stiger solen” – aftensalmen med de dæmpede, nænsomme, nådefulde udsagn og billeder – som i det sidste vers med billedet af det ene svagt oplyste vindue i huset der længere fremme ad vejen – mit hjem, eller bare et sted med mulig gæstfrihed – hvor godt! Hvor nådefuldt! ”Tung og mørk den tavse / over jorden spænder, / hist kun bag et vindve mat / vågelys der brænder. / Du, som lindrer sorg og nød, / al vor synd forlader, / lyser op den mørke død, / tak, du lysets Fader!”

(En anmeldelse af Svend Brinkmann: “Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvang.” Gyldendal, 2014. Bragt i Præsteforeningens Blad)

Jeg har det med Brinkmanns Stå fast som med Tidehverv: Jeg ville så gerne bare kunne tilslutte mig og få del i hele den afgjorthed og enkelhed, som karakteriserer bevægelsen. Eller ”bevægelse” er måske så meget sagt, for det handler jo både det ene og det andet sted netop om at stå fast. Urokkeligt, sejt, stoisk. Blottet og befriet for blævrende bløddele, såsom følelser, usikkerhed, afmagt, angst, længsel, fryd og åbenhed. Svend Brinkmanns allerede stærkt eksponerede lille bog om at stå fast op imod tidens udviklingstvang, som han kalder det, kommer som et friskt pust op mod de senere års flodbølge af selvhjælpsbøger, selvudviklingskurser og coaching. Der er, også i mine ører, masser af gode pointer i Brinkmanns bog, som virkelig trænger til at blive luftet og sagt højt som et muligt troværdigt korrektiv til alle mulige selvsvingningstendenser i vor tid. Der er en helt bevidst, og fra Brinkmanns egen side åbent erkendt, karikatur i flere af beskrivelserne af tendenser i tiden, og i hvad vi så kan gøre i stedet for overforandringsparate at springe på selvudviklingsbølgen. Således også i hans egen 7-trinsguide til et bedre liv, som helt sikkert er fremlagt med et glimt i øjet hos psykologiprofessoren fra Aalborg, Svend Brinkmann. Men det er bare alligevel, hvis det overhovedet skal tages alvorligt, for meget af det gode. Det er fra den ene vejgrøft og over i den anden. Det er med nye overanstrengte idealiseringer på spil, i lighed med det oprindelige tidehvervske opgør med den indremissionske fromhed, hvor det uanset tiltrængtheden og velanbragtheden og det, dengang, friske pust hurtigt førte til nye idealiseringer og andre fromhedsudtryk. Og hvor jo for øvrigt også de to kirkelige bevægelser den dag i dag har taget hinanden noget så pænt i hånden i flere henseender. Det er så yndigt at følges ad. Mere om den del senere. Nu først, trods disse indledende forbehold overfor Brinkmanns bog, til applausen.

Brinkmanns syv-trinsguide

Omkranset af en introduktion om behovet for at finde fodfæste og slå rod i en ellers accelererende kultur og en afslutning om stoicismen, som Brinkmann anbefaler som brugbar filosofisk tradition at knytte til ved nu i dag op mod en accelererende kultur af selvoptagethed og selvsving, fremlægger Svend Brinkmann i 7 kapitler sin syv-trinsguide: 1. Hold op med at mærke efter i dig selv 2. Fokuser på det negative i dit liv 3. Tag nej-hatten på 4. Undertryk dine følelser 5. Fyr din coach 6. Læs en roman – ikke en selvhjælpsbog eller en biografi 7. Dvæl ved fortiden.

Hvert kapitel rundes af med et afsluttende afsnit under overskriften: ”Hvad kan jeg gøre?” Fuldt bevidst lader Brinkmann således på paradoksal vis sin lille bog være endnu en selvhjælpsbog på det marked han ellers af al kraft modsiger. Hvad kan jeg gøre?

Ad. 1. Stol ikke på din mavefornemmelse. Søg ikke at finde dig selv, affind dig med dig selv. Øv dig i selvkontrol. Øg din viljestyrke.

Ad. 2. Memento mori – husk du skal dø. Forestil dig selv ramt af sygdom, ulykke, tab og død.

Ad. 3. Sig nej til mindst fem ting hver dag. Sig nej med et smil. For eksempel til endnu et møde.

Ad. 4. Øv dig i at bære maske. Vælg værdigheden. Styrk selvbeherskelsen. Styr dine følelser.

Ad. 5. Drop selvets religion. Fyr din coach og få dig en ven. Gå på museum. Tag på skovtur.

Ad. 6. Hold dig fra selvhjælpsbøger og biografier. Læs mindst én roman om måneden.

Ad. 7. Sammenlign hinandens ar. Gentag dig selv. Opsøg traditionsfællesskaber.

Der er, som det ses, en hel del gode råd og øvelser på spil hos Brinkmann. En del af disse korrektiver til en grassat-gående, selvsvingstruet kultur har man i øvrigt ret længe kunnet høre over det ganske land i diverse prædikeners nærmest ”lovbefalede” kulturkritikafsnit.

Selv er jeg vældig begejstret over punkt seks i guiden med opfordringen til at læse en roman i stedet for en selvhjælpsbog eller en biografi. Brinkmann fremfører her en række gode grunde til at vælge romanen, der, som han så fint påpeger det, kan minde os om vores såvel afmagt som sammenfiltring. Tilværelsens kompleksitet og sammensathed. Mangfoldigheden af perspektiver. Brinkmann nævner begejstret forfattere som Houllebecq og Knausgård, som med deres romaner ”viser, hvordan illusionsløs og negativistisk litteratur ikke er det samme som litteratur, der nedbryder og tager modet fra folk, men at det negative kan være opbyggeligt, fordi det peger på det væsentlige ved alt det, der ligger uden for selvet.” (s. 114) Hvordan lærer romanen dig at stå fast? spørger Brinkmann retorisk og svaret lyder: ”Ved at hjælpe dig til at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv, som du kan stræbe mod at stå fast på.” (s. 115)

Giv slip

Så meget til applausen. For der er, når det kommer til stykket, for meget i Svend Brinkmanns bog, der lander i nye idealiseringer, som i virkeligheden slet ikke ligger så langt fra dem, han ønsker at gøre op med i selvudviklingskulturen.

Jeg vil samlet sagt kalde det den stoiske fristelse, som for mig at se huserer alle mulige steder i kulturen, nu også hos Brinkmann. Nemlig fristelsen til at antage, at det gennem beherskelse og teknikker skulle være muligt at hæve sig op over sårbarheden og skrøbeligheden og undgå følelsesmæssigt ubehag. Opnå sindsro gennem uafhængighed. Blive renset og ren og gennem fornuft og pligt og teknik få kontrol over ens liv.

Det stoiske er ikke noget gammelt nyt, men en gammel fristelse som har huseret op gennem hele kulturen. Nu i dag i blandt andet diverse selvudviklingsteknologier og guider til det gode liv.  Som Seneca ifølge Svend Brinkmann ville svare på spørgsmålet: Hvordan får man mest ud af sit korte liv? – ved at leve med mildhed og sindsro og søge at begrænse sine negative følelser. Brinkmann mener, at der hos Seneca er en tilgang til tilværelsen og menneskeheden, som minder om den, der stort set samtidig prædikedes af Jesus af Nazaret. Nej, Brinkmann, det er der ikke. Det budskab, der med Jesus af Nazaret er sat ind i verden, siger ikke stå fast, styr dig og tag dig sammen! Men før noget andet: giv slip, vær den lille, erkend din afmagt! Slip alle dine elendige idealiseringer. Giv op og giv slip for herigennem, om muligt, at kunne tage fat. Gå, som den fortabte søn i Jesu berømte lignelse, nedenom og hjem og find dig i at blive fundet, rummet og set. Kort sagt: Elsket. Heri begynder alting. Igen og igen. Når Brinkmann så fint peger på den gode skønlitteratur som en hjælp til ”at finde en mening eller tilværelseshorisont uden for dig selv”, så vil jeg kristeligt enfoldigt gå et skridt videre og henvise til evangeliet som en god horisont for det gode, bøvlede liv. Et godt ståsted. Når Brinkmann taler om at opsøge et traditionsfællesskab og søge gentagelsen, så vil jeg pege hen på folkekirken og gudstjenesten som et godt sted for modsigelse af den allestedsgrasserende stoiske fristelse.

Teologen Lars Sandbeck forsøger i bogen De gudsforladtes Gud at gøre op med teismens billeder af den ophøjede og almægtige Gud til fordel for en fokusering på Gud i billedet af den inkarnerede, korsfæstede og opstandne Kristus. Sandbeck taler i den forbindelse om Guds magt, som: Subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

Guds subtile magt er korsets magt, tilgivelsens og forsoningens kraft, som er svaghed og afmagt i verdens øjne. Som sådan, svagt og afmægtigt, finder nåden ofte sted i den menneskelige verden, og giver det ødelagte liv en ny begyndelse. Som subtil magt. Ikke buldrende og bragende med stor fanfare men dog som uafviseligt mærkbar, bærende eller livsfornyende kraft.

Det var Luthers store klosterprojekt for ikke at sige livsprojekt at finde en nådig Gud. Hvordan finder jeg en nådig Gud? Hvordan finder jeg rum til at være det og den jeg er, alt inklusive, også mine nederlag, mine svigt og min uformåenhed. I sin bibellæsning fandt Luther i særlig grad et svar ved sin læsning af Romerbrevet, herunder kapitel 3 vers 21 ff. i ordene om Guds nåde ved forløsningen i Kristus: ”Der er ingen forskel; for alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud, og ufortjent gøres de retfærdige af hans nåde ved forløsningen i Kristus Jesus.”

Der går, som en rød tråd, gennem Bibelen selv en eftersøgning efter billeder af en nådig Gud. Ind gennem alt det Bibelen i øvrigt repræsenterer og udtrykker, møder vi profeters, evangelisters og apostles forsøg på at finde og fremsætte billeder af en nådig Gud. Det lykkes ikke lige godt alle steder. Hver enkelt bibellæser ser det ikke på samme måde og på de samme steder i Bibelen. Men stærke billeder af nåden og af en nådig Gud findes. Uløseligt knyttet til Kristus og Bibelens og Det Ny Testamentes billeder af ham.

Den norske forfatter Karl Ove Knausgård mest kendt for romanværket Min kamp, 1-6 har i Norge medvirket som sprogkonsulent på den seneste bibeloversættelse og er blandt andet også herigennem blevet bragt ind på overvejelser om nåden. I essaysamlingen Sjælens Amerika mest direkte i essayet Nåde. Knausgård er her, ligesom i Min kamp 1-6 og som en af romanværkets allerrødeste tråde, endnu engang inde på sit voldsomt anstrengte forhold til sin far. ”Det var,” skriver Knausgård, ”da han blev begravet at jeg forstod hvad nåde var.” Ikke fordi han nu var død og borte, men langt mere fordi, som Knausgård skriver det: ”Det var da han ikke blev set som dette særlige menneske med særlige egenskaber og tilbøjeligheder, et menneske der havde den og den særlige handling bag sig, men blev set som et menneske blandt utallige mennesker, og hans skæbne som en skæbne blandt utallige skæbner. Det var nåden.”

”Der er ingen forskel,” som Paulus skriver det i Romerbrevet.

”Nåden er,” skriver Knausgård, ”med andre ord det sociales modsætning. Det sociale inddeler, lukker ude, trykker ned, løfter op. Det sociale er et system af forskelle, en verden hvor alt og alle gradueres og differentieres. Nåden ophæver alle forskelle, i den er alle lige. Radikaliteten i dette er så stor, tankegangen bag så forskellig fra alt andet at det egentlig er umuligt at fatte betydningen af den. Men det er dette og intet andet kristendommen handler om.” skriver den, ifølge eget udsagn ikke-troende, men dybt troværdige Knausgård.

”Det vi har glemt,” som Knausgård endvidere skriver det, ”er Kristus, det uhørte i hans ord om at vende den anden kind til, det uhørte i tilgivelsen, den enorme, men også selvudslettende kraft tilgivelsen har, og hvordan alle mennesker og alt menneskeligt bliver forbundet i det… Tilgivelse for alle.” Nåden hæver op. Løfter op. Nåden ophæver alle forskelle og løfter det enkelte menneske op til ligeværdighed. Paulus skriver i Andet Korintherbrev om stolthed og magtesløshed. Om store åbenbaringer og om en ”torn i kødet”: ”Tre gange bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, men han svarede: ”Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.”” (2 Kor 12,8-9) Der er i kristendommen og gennem Det Ny Testamente en vældig omvending af gængse magtforhold og hierarkiske sammenhænge. Ophævelse og opløftelse som en væsentlig del af Guds nådes væsen. Som Paulus skriver det i Første Brev til Korintherne 1,27-29: ”Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting.” Der er noget om nåden. Nåden er nok. Også når det ser ud af ingenting.

Men er det ikke for godt til at være sandt? Strider denne tale om nåde ikke mod det almenmenneskelige livs, selv et ret så velbjærget vesterlændingelivs, erfaringer af ulykke, modgang og tab som grundvilkår? Samtidig med nådens påståede altomfattende karakter findes der erfaringer af nådesløshed og kraftfulde modsigelser af nåden, som intet menneske, der vokser op, slipper for at kende til. Nogle i en sådan grad at enhver let og ubesværet tale om nåde anstændigvis må holde inde.

Lidelsen findes. Og overfor kristendommens tale om Guds kærligheds og nådes almagt overskygger lidelsen let. Det drejer sig om den klassiske teologiske og filosofiske problemstilling, af Leibniz kaldet teodicéen, hvor man forsøger at retfærdiggøre Gud i forhold til det ondes tilstedeværelse. Teodicéproblemet, lidelsens og det ondes problem overfor talen om Guds kærligheds almagt, som en uhyre kendt indfaldsvinkel til talen om det med Gud og os. Hvordan kan der være så meget ondt i verden, når Gud er god? Fra minikonfirmander til plejehjemsbeboere er det i samtaler med præsten slet ikke så sjældent det, samtalen kredser om. Og, som sagt, på en måde hvor lidelsen overskygger talen om det gode. Men hvad så med det, man kunne kalde det godes problem? Lykkens og glædens tilstedeværelse i det menneskelige? Hvorfor er der så meget smukt og godt i livet? Kalder den del ikke i ligeså høj grad på forståelse eller i det mindste undren?

Teologen og religionsfilosoffen K. E. Løgstrup skriver om det i Skabelse og tilintetgørelse: ”Ligesom man i gamle dage med en teodice forsøgte at give en forklaring på det ondes og ulykkeliges tilstedeværelse for at retfærdiggøre Gud, burde man så ikke i dag med hvad man kunne kalde en nihilodice forsøge at give en forklaring på det lykkeliges tilstedeværelse og forsvare meningsløsheden og intetheden mod angrebet på dem fra lykken?”

Det er, som Løgstrup ser det, uhyre svært for ikke at sige umuligt at være rendyrket og succesfuld nihilist. Ligesom ateisten har sin anskuelse baseret på teismen, altså på tanken om Gud, således har nihilisten sin tankemåde baseret på tanken om, at livet i grunden er, eller i hvert fald skulle have været, godt. I Løgstrups terminologi: Livet som skænket.

Uanset hvad så kalder en nihilodice, eller: godhedens problem, i ligeså høj grad som en teodice, det ondes problem, på overvejelse og undren. At nåde finder sted, hvor underligt! Som en bonde sidst i 1700-tallet så fint siger det i Torny Lindgrens Norrlands Akvavit til biskoppens opbyggelige ord om at sætte vor lid til Guds nåde: ”Nej, nåden, den kan sandelig slå ned som lynet. Man må være beredt hele tiden.”

Jeg er for tiden i gang med at færdiggøre et manuskript til en bog, som til efteråret, sidst i oktober 2014, forventes at udkomme med titlen ”Noget om nåde.” I bogens indledning skriver jeg blandt andet: Nåden er truet. Det er nåden altid. Nåden er truet som virkelighed iblandt os, og nåden er truet som et ord og begreb, vi i det hele taget anvender. De to dele, sproget og virkeligheden, hænger normalt ret godt sammen. Forsvinder et begreb ud af sproget, eller findes det slet ikke, så findes den del af virkeligheden nok heller ikke for os. Vi har, som Sløk i sin tid påpegede det, et ord i sproget for glæden, når det går den anden skidt: Skadefryd. Vi har betegnende nok ikke på samme måde et udtryk for glæden, når det går den anden godt. Medglædenheden? Hvor blev den af? Hvad angår nåden, så er den som anvendt ord og begreb i sproget i vores tid i færd med at blive opslugt af kærligheden. Det er slet ikke så ringe, men det er heller ikke godt nok. Noget går tabt. Nåden er større. Nåden er altid større end noget andet. Da jeg fortalte min 85-årige morbror, at jeg var i gang med en bog under titlen ”Noget om nåde”, hørte han det som ”Noget om noget” og sagde: ”Jamen, det kan der da komme en hel del ind under.” Det kan der. Også under ”Noget om nåde”, under nåden.

Nåde er et flertydigt begreb, som kan ses snævert som en tilgivelsesakt alene. Tydeligst når, som man siger det, nåde går for ret. Når den part, som åbenlyst er blevet krænket, eller som står med et måske endda større tilgodehavende, lader den anden part slippe for at skulle sone sin forbrydelse, sin overtrædelse, eller tilbagebetale gælden. Eller begrebet nåde kan i en lignende opfattelse og for så vidt endnu mere snævert ses som en sag for Gud alene. En ingrediens i det kirkelige sprog stort set uafhængig af virkelighedens verden i lighed med begrebet syndernes forladelse, som vel ofte alment opfattes som en indre-kirkelig realitet uden forbindelse til omverdenen og det almindelige a-kirkelige menneskeliv. Nåden, Guds nåde, bundet op på, stort set, alene billedet af feudalherrens nåde. Nådigherrens ret og magt til at skalte og valte med sine undersåtters liv og skæbne, og således, som en del heraf, magten til også at vise nåde. Lade nåde gå for ret, om så skulle være. Det er alt sammen billeder af nåden, som bibelsk og kristeligt har meget for sig, og som i høj grad hører med til traditionens gods. I flere af Jesu lignelser knyttes der meget direkte til herved, for eksempel i lignelsen om den gældbundne tjener (Matt 18,21-35).

Nåden i form af tilgivelse fortjener alle vegne stor opmærksomhed. Når tilgivelse finder sted, bliver mennesker givet tilbage til eller hen til (tilgivet) en mulig ny relation i en gammel kontekst. Som det hedder med helt enkle ord i Jan Kjærstads roman Opdageren, hvor tilgivelsen med et blik, en øjenkontakt, og en replik fra den krænkede part finder sted: ”Intet var glemt, men vi kunne begynde forfra.” Således finder nåden sted i det menneskelige i form af tilgivelse og eftergivelse af gæld med ny begyndelse til følge. Men også i bredere forstand og langt mere omfattende er det muligt at tale om nåde. Om erfaringer af nåde overalt i det menneskelige fra morgen til aften og natten med. Sagt med Kingo, som tillige denne bogs bonmot: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder…” (DDS 743,2) Eller sagt mere moderne med Møllehave, med samme altomfattende nådesyn: ”Nåden er din dagligdag, / hverdagen, det nære. / Mennesker at leve med, / nåden er: at være.” (DDS 522,1) Nåden set bredt som omfattende, i udgangspunktet, enhver form for tilblivelse af nyt liv. Nyskabelse. Det er i denne altomfattende betydning, nåden først og fremmest fortjener opmærksomhed, og som jeg ser det, tillige fortjener at blive bevaret, eller rettere, brugt og anvendt som ord og begreb i sproget, så længe vi ikke har noget bedre eller blot tilsvarende godt at byde ind med.

Da jeg var barn i 1960´erne lærte mine forældre mig, at det var godt at spare op. Have noget på kistebunden, som man siger. Vi fik, så vidt jeg husker, omkring 10 % i rente dengang på en opsparingskonto med 12 måneders opsigelse. Inflationen var høj i tresserne. I dag er den lav. Så lav, at du nærmest ingen rente får. Ja, så lav at bankerne i Eurozonen lige for tiden skal betale for at have penge stående i Den europæiske Centralbank. Det koster at være rig! Meningen med Centralbankens politik er faktisk, og det er jo også det pengene er til for – at de skal bruges. Sættes i omløb. Ingen bliver rig af at sikre sig og holde på sit eget i et væk. Det gælder endda helt konkret i den økonomiske verden, og det gælder i allerhøjeste grad i den alment menneskelige verden.

At være ”rig hos Gud”, som Jesus taler om det i forbindelse med lignelsen om den rige bonde (Luk 12,13-21), det er ensbetydende med at have optaget et kæmpelån hos Gud, og stå ved det i bundløs gæld. At være en, der i det grundlæggende lever af Guds nåde, og ved det. Forholder sig til det ved grundlæggende at leve i taknemmelighed. Taknemmeligheden i bevidstheden om at livet, har vi til låns.

Taknemmeligheden er ikke en automatik, som vi bevidstløst kan have eller ikke have. Taknemmeligheden er en livsholdning. Et sted at stille sig, her i livet. En holdning, og derfor også en dimension i tilværelsen du kan vælge til eller fra. I taknemmeligheden åbnes der op for livet i al dets rige mangfoldighed. I nærigheden og griskheden lukkes der af. ”Vær på vagt over for al griskhed”, siger Jesus. Både den konkrete med pengene og de midler du måtte have, og den mere overførte og ligeså ødelæggende, hvor man bare ikke skal risikere noget, og holder kortene og alting tæt ind til kroppen, for at have det for sig selv. Det får du så. Og det er døden. Man kan ikke spare sig til liv. Livet er altid en gave. Større og mere end jeg selv råder for.

Jeg stod engang tilbage sidst i 1960´erne, 11-12 år gammel, i kø oppe i Andelskassen med min bankbog og en klat sparepenge, som jeg skulle have sat ind på min opsparingskonto. Så var der én af byens gårdmænd, der henvendte sig til mig og spurgte: ”Er du ikke Niels Rask´ søn?” Min far var husmand og ikke nogen særlig dygtig landmand. Oveni det var vi missionske. Så jeg dukkede nakken, i hvert fald indeni, og tænkte: Nu er den nok gal. Alligevel nikkede jeg og sagde ”jo”, til gårdmandens spørgsmål om jeg var Niels Rask´ søn. ”Det kan du være stolt af”, sagde gårdmanden. – Jeg husker lettelsen, og glæden, og taknemmeligheden. Og hvor uendeligt ligegyldigt det i det øjeblik blev, hvad jeg mon havde stående på opsparingskontoen, og hvor mange renter der mon var løbet på siden sidst. Noget større var kommet ind i billedet i Andelskassen den dag, i et glimt i det mindste, og var med til at forstyrre mig i sparsommeligheden og reserveretheden.

Sådan kan det gå. Vi har alle hver vores erfaringer at knytte til ved. Også som her erfaringer om det gode liv. Jeg er sikker på, at den slags erfaringer i virkeligheden aldrig handler udelukkende om at have laderne fulde og penge på kistebunden og kontoen og alt det der, men noget andet og mere.