Nærværende og opmærksomme

Sidder du i din læsekrog eller et andet godt sted, uden forstyrrelser udefra? Gør du det, så sæt dig godt til rette i stolen. Vend din opmærksomhed mod dit eget åndedrag: ånde ind, og ånde ud, og ånde ind igen. Dyb indånding. Lang udånding. Dyb indånding på ny. Tage imod og give slip, og tage imod igen. – Dette under, at lungernes hæves og sænkes, og du drager ånde. Og at hjertet slår i dit bryst og har gjort det måske længe. Uden at du nogensinde selv har gjort noget som helst for, at det sker. Det er et under. Livet – det biologiske, det fysiske og legemlige, for os som mennesker tillige det psykiske, det sjælelige og det åndelige – set som et mirakel. I udgangspunktet, under og mirakel, at hjertet slår og slår, og blodet bruser – at lungerne hæves og sænkes, og åndedraget finder sted. Så at vi kan være i live og her til stede.

Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.

Bortset fra alle de andre lyde, støjen og larmen inklusive, er der i Danmark kun få steder, hvor man ikke ved morgen og ved aften vil kunne høre en kirkeklokke eller flere ringe solen op og ringe solen ned. De omkring hundrede almindelige klokkeslag efterfulgt af de tre gange tre bedeslag. Sådan som det har lydt ud over landet i tusind år. Også, både dengang som nu, ved gudstjenestens indledning – ved dåb og konfirmation, bryllup og begravelse.

Kirkeklokken kalder os sammen. Kalder os til bøn og gudstjeneste. Kalder os til eftertanke og bevidsthed om noget større end os selv. Ved morgen og ved aften. Og om søndagen som det særlige. – Det var intet mindre end genialt, da de gamle ved kristendommens indførelse etablerede klokketårne med kirkeklokker til at kalde sammen. Man kan lukke øjnene og kigge den anden vej og ignorere det ene og det andet. Det er straks vanskeligere at lukke ørerne og fuldstændig ignorere for eksempel kirkeklokkens klang. Sådan blev kristendommen fra begyndelsen ”ringet ind” i folket.

Jeg sad som almindelig kirkegænger ved en gudstjeneste for nogle år siden og kom til at tænke på, eller rettere: mærke bedeslagene som vejviser for det dybe åndedrag: de tre gange tre bedeslag som indledning til gudstjenesten og som en virkelig god guide for det dybe, rolige åndedrag. På det første slag: ånde ind! På det andet slag: holde på vejret (din ånde)! På det tredje slag: ånde ud! Og i mellemrummet inden den næste ”serie” af de tre bedeslag: vente! Vente på igen at kunne ånde ind. Dette mirakel, dette under: at ånde. At få liv og ånde fra øjeblik til øjeblik. Ånde af nåde. For det er vel ikke sådan, at du går rundt og roser og takker dig selv for dit åndedrag? Hvad angår de cirka hundrede almindelige klokkeslag, der falder før bedeslagene, så ringes de – også ifølge Kirkeministeriets senest udsendte ”Vejledning til klokkeringning” – med en rytme, der svarer til hvilepulsen med en 50-60 hjerteslag pr. minut. Og hvad så med kimningen – de hurtige klokkeslag op til de store højhelligdage og når vi holder bryllup? Jo, de svarer til brudens løb og høje puls, når hun er for sent på den. Eller gommens nervøsitet. Eller til glæden, når den tager fuldstændig over, og hjertet bare hamrer løs, så der ringes og kimes, nu også i både bryst og barm.

Åndedraget er en velsignelse. Som hjerteslaget, ren velsignelse. Alting begynder med velsignelsen. Uforskyldt at komme til live og være i live fra øjeblik til øjeblik. Med mulighed for at mødes og være sammen i det nu, der er.

Nærværende og opmærksomme. Til tider tankefulde og undrende.

(Ovenstående er fra forordet i min ny-udkomne bog ”NÆR VÆR”, Eksistensen (2021))

NÆR VÆR

Torsdag den 2. september 2021 udkommer bogen “NÆR VÆR – Præstehistorier og livsfortælling fra egnene omkring Vær”. Følgende er et uddrag fra kapitlet “Indledning – om bogen og baggrunden”:

… Søndagsgudstjenesten er og bliver det særlige. Også uanset den af og til måske lidt magre tilslutning. Det er skønt at leve i en tid, hvor det er fuldstændig frivilligt, om man vil gå i kirke. Der er altid nogle, der vil. Nogle få stykker endda meget ofte og meget trofast. Jeg har dog alligevel i alle årene kun kendt én eneste kirkegænger, der ringede afbud, når han ikke kunne komme. Han var de første otte år, jeg var præst i Vær og Nebel sogne den mest trofaste kirkegænger, jeg har kendt og som man kan forestille sig. Hvad enten der var tidlig eller sen søndagsgudstjeneste i Vær kirke, så kom han til hver eneste én af dem. Hans hustru var B-menneske, så hun kom kun til halvdelen af gudstjenesterne. De sene, selvfølgelig. To gange i løbet af de otte år tingede han til mig lørdag aften og sagde, at han gerne ville melde afbud til gudstjenesten dagen efter. Han var desværre forhindret. Da det skete anden og, som det blev, sidste gang sagde jeg til ham: Du skal have så mange tak for al din trofaste kirkegang, og fordi du ringer afbud til mig de meget få gange, du er blevet forhindret i at deltage. Så skal jeg ikke gå og tænke på, om der mon er sket noget. Men jeg vil også sige: Hvor er jeg dog glad og taknemlig for, at alle de andre ikke gør det samme som dig!

Der kan være stort fravær nær Vær, og dog så er det her, vi mødes, når tilværelsen i sognebørnenes liv på godt og ondt brænder på. Tilstede og nærværende i kirken til gudstjeneste og kirkelige handlinger. Det er fra nærværet her og mødet op gennem årene med mennesker i alle disse forskellige livssituationer denne bog vil fortælle. Præstehistorier og livsfortælling fra egnene omkring Vær, som undertitlen siger det. Men også helt generelt fra præstelivet sammen med alle mulige danskere, og mennesker, som de er flest gennem en række årtier nu her omkring årtusindskiftet.

Det skal her nævnes, at personnavnene er anonymiserede i de fortællinger, hvor der ikke er indhentet tilladelse til at anvende de eksakte navne. Hvilket der i øvrigt er alle de steder, hvor bestemte personer optræder med mulig genkendelighed. Ganske få af fortællingerne har været bragt i bogen ”Menneske først”.

Bogens hovedafsnit og forløb er bestemt af de ganske særlige mødesteder mellem folk og kirke som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse lykkeligvis endnu den dag i dag udgør.

Hvad angår det bibelske stof er der i hvert af de fire indledende afsnit med tanker om dåb, konfirmation, bryllup og begravelse knyttet til ved i særlig grad Første Mosebog kapitel 1-3, som i sig selv rummer et storslået væld af motiver til forståelse af det grundmenneskelige. I det alt sammen hele vejen igennem med en forståelse af kristendommen som først af alt Menneskesønnens historie og således vores hver især.

Med hensyn til opbygning består bogen ydermere af en række indledende og afsluttende betragtninger om såvel menneskers som Guds nærvær. Alt sammen bogen igennem krydret med inddragelse af fortællestumper og sentenser fra litteraturen i dens mange forskellige former og udtryk. I særlig grad koncentreret i de afrundende afsnit under overskriften: Poesibogen.

Alt i alt en kludetæppeagtig beretning fra et liv som præst i samme sogne gennem mange år mixet med fortælling fra egen personlige livshistorie og baggrund herunder egen læsning. Alt sammen ud fra en tanke om nærvær og tilstedeværelse som forudsætningen for egentligt menneskeliv. – En lang række småhistorier af mere eller mindre anekdotisk art opsamlet gennem årene. Bundet sammen af et syn på (og overvejelser om) kirken og kristendommen, gudstjenesten og de kirkelige handlinger, som et særligt (godt) mødested for mennesker af alle slags og i alle mulige livssituationer.

Det er mit håb, at bogens grundtone vil kunne fornemmes som livs-taknemmelighed inklusive sansen for livets modhager, og at bogens stemning i øvrigt vil kunne opleves som båret af en skønsom blanding af humor og alvor. Alt i alt fra min side et seriøst-muntert forsøg på at lægge stemme til en kærlighedserklæring til livet, folket og kirken…

Tak for alt

Nu i september 2021 udgiver jeg en bog med titlen ”NÆR VÆR – Præstehistorier og livsfortællinger fra egnene omkring Vær”. Bogen rummer et tilbageblik henover de snart 33 år jeg har været præst i Vær og Nebel sogne ved Horsens. Hen mod bogens slutning skriver jeg under overskriften ”Nærvær Nær Vær” blandt andet følgende:

Det tog mig lang tid at forstå, hvorfor det er en god inskription at sætte på en gravsten over et menneske, du i en eller anden grad har kendt og elsket og levet sammen med og tumlet og bøvlet og bakset og grædt og lidt og glædet og frydet dig sammen med: ”Tak for alt.” Jeg tænkte længe: Er det ikke lidt rigeligt? For meget af det gode. Eller for stor en fortrængning af det, der ikke var godt, og som slet, slet ikke fortjente tak. Men hvor meget den eller de efterladte og sørgende med inskriptionen ”Tak for alt” så end måtte have tænkt på ordene som en tak til afdøde, så vil jeg tillade mig at tænke på det som ord, der først og sidst rækker længere ud, op eller ind. Kort sagt: til Gud. Det er som sådan, inskriptionen med ordene ”Tak for alt” har fået for mig den allerbedste mening og betydning: takken til Gud for intet mindre end alt. Som en fastholdelse på den tro og anskuelse, den livsholdning, at livet er i grunden og altid en gave. De dage, det ikke ligner det, da som opgave – men vel at mærke stadig: gave. Man kan jo se det på selve ordet – inden i ”opgaven” ligger stadig ”gaven”.

Som vi synger det med Benny Andersen i hans Hilsen til forårssolen: ”… for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet. / Og en gang går solen sin / runde uden mig, / men når forårssolen skinner, / lever jeg!”

Alt og Intet er os givet. Benny Andersen skriver Alt og Intet med store forbogstaver, for så stort er det: Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Alt kan blive til Intet. Livet er mig ikke givet som en sikkerhed. Sådan er det netop, fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, aldrig er en selvfølge, men en gave fra øjeblik til øjeblik. En nådegave.

Det er et godt syn at have. Livssyn. Det er mig, der siger tak. Både opad og udad: Det er mig, der siger tak. Også forstået på den måde, at jeg er og vil være i mit liv, én, der siger tak. Én, der altså ikke tager livet og menneskene omkring mig som en selvfølge, men som – i grunden – under og ufortjent gave. Sådan som det har formet sig for mit eget vedkommende i nu et godt stykke over tredive år som sognepræst i Vær og Nebel sogne i mødet med mennesker. Samvær med nærvær, her nær Vær og alle vide vegne. Det er mig, der siger tak.

Hellere skuffe end brænde

Der er mange, der gerne vil ansætte folk, som ”brænder for” det ene eller det andet virke inden for hvilket fagområde det nu måtte være: Skolelærer, sygeplejerske, pædagog, præst, pedel – hvad som helst – bare du ”brænder for det”, så kan det godt tænkes at være lige netop dig, vi søger.

Det er, som jeg ser det, for meget af det gode at forvente, at vi nødvendigvis skal brænde for det, vi beskæftiger os med arbejdsmæssigt. Derfor blev jeg opmuntret, da jeg så en artikel på Kirke.dk, hvor en graver fortæller om sit virke på kirkegården under overskriften: ”Jeg vil hellere skuffe, end jeg vil brænde”. Graveren fortæller her om sin foretrukne form for ukrudtsbekæmpelse velvidende udtalelsens dobbelte betydningslag med ordene: Hellere skuffe end brænde.

Godt sagt. Og her forlader jeg straks ukrudtsbekæmpelsen i det rent konkrete aspekt, for i stedet for at anvende udtalelsen til at tale for en tiltrængt udlugning i det sproglige omkring vores forventning til den enkeltes arbejdsindsats og indstilling til ens eget og andres professionelle virke.

Det er, og det er det i øvrigt inden for også andre vigtige livsområder end ens arbejde, nødvendigt at kunne ville skuffe. Det er for mange af os bestemt ikke rart at skulle skuffe. Men gør vi det ikke af og til, eller arbejder hele tiden på for alt i verden ikke at komme til at gøre det, så er det meget sandsynligt, at du der, hvor du i et væk forsøgte at brænde i dit virke og leve op til de andres overdrevne forventninger (eller måske allermest bare din egen forestilling herom) – at du her ender med at brænde ud.

Ja, det gælder også i alle de mellemmenneskelige forhold i øvrigt. Vi må hver især tage på os, af og til, at skuffe hinanden. ”Rådighedsforpligtelsen” er ikke uendelig.

Jeg tænker, at det må være nok – ja, faktisk umådeligt passende – at forsøge at gøre sit arbejde ordentligt. Og i det hele taget bestræbe os på at behandle hinanden ordentligt og respektfuldt. Også ind i de helt nære relationer, hvor nok så varme følelser kan finde sted, må vi være varsomme med (hjemme)brænderiet, som kan have store omkostninger og øve os på i givne situationer hellere at ville skuffe end at brænde. Også i en sommerferietid med nok så store forventninger til at få indhentet det ene og det andet forsømte. Vi skulle jo nødig brænde hinanden af.

Vi må ikke blive kræsne over for hinanden

Der må være noget, der må være vigtigere for os hver især end al mulig afholdenhed og kræsenhed, restriktioner og forbeholdenhed. Vigtigere end alt andet. Og det må være i det fælles, vi finder det. I det samfundsmæssige. Ja, samfund som i grunden netop det at finde sammen. Samfundssind, som sagt igen og igen gennem coronatiden. Luther har så fin en måde at sige noget om det i sin lille katekismus i forklaringen til Fadervor og bønnen om at give os ”det daglige brød” – hvad er så det daglige brød? Ja, det er – og så remser Luther op om alt det, vi har brug for af føde, klæde, hjem osv. og slutter så med at sige, at det daglige brød det er: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende”.

”andet lignende” – bare det at kunne gå ind i en butik, på besøg på plejehjemmet, se sin frisør i spejlet (og således også (igen) sig selv), samles til foredrag, til fest, til hvad som helst med nok så fremmede mennesker – ja, til selv, som det hed i min barndom, at ”få fremmede”. Det andet mennesket, og samværet og samlivet her, som en umistelig, livgivende del af det menneskelige. Vi mærker det. Vi véd det tydeligere end ellers. For vi har fastet – længe!

Jeg hørte en radio-kok i Mad-radio fortælle mundvandsfyldt og begejstret om den ene konkrete ret og madingrediens efter den anden, mens han stod og kokkererede. Men så slog han pludselig om, og sagde – som det jeg vil kalde et meget, meget vigtigt kostråd – at det lige nu og fremover, for radiokokken at se, vil være meget vigtigt, at vi ikke splitter hinanden unødigt op i diverse madrestriktionsgrupper med folk, som ikke kan eller vil spise sammen. Fordi en er vegetar eller veganer, en anden spiser ikke gluten, eller drikker ikke alkohol, eller kaffe, spiser kage osv. Der kan være virkelig gode grunde til både den ene og den anden form for afholdenhed, men vi må ikke blive kræsne over for hinanden!

Vi må gøre alt, hvad vi hver især kan for at kunne komme sammen – også på tværs af alle mulige barrierer – og meget gerne sidde sammen ved samme bord (som ved nadverbordet for eksempel) – bordfællesskabet, det daglige brød: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende” – det er den vej, vi skal.

Sogne-nedlukning og genåbnede sind

Nu er så det og det sogn blevet nedlukket, har man i den seneste tid dagligt kunnet høre. Da jeg første gang hørte det, tænkte jeg: nå, ja, men det er jo den vej det går i det folkekirkelige med stadig større pastorater og sogne-nedlukninger. Men nej, det var sandelig betegnelsen ”sogn” anvendt uden for det kirkelige – her og nu i corona-sammenhængen, hvor man har fået brug for at kunne operere med langt mindre enheder end region og kommune.

Sognet er den helt gamle betegnelse for, hvem der hører sammen i et bestemt afgrænset område med de fællessager, der her fra gammel tid har været at stå sammen om. I de seneste tusind år, kirken inklusive. Og nu i dag jo altså, bortset fra en undtagelsessituation som nu med coronaen, en betegnelse som udelukkende anvendes i det kirkelige. Sognerådet findes ikke længere, men menighedsrådet gør stadig, om end ofte nu i dag med flere sogne slået sammen med ét pastorats-råd som styrende organ.

Ordet sogn udspringer af verbet at sogne, som betyder: dem, der søger sammen. Søger sammen om samme kirke, ting og retsområde. Selv om jeg nu har fundet ud af, at begrebet sogne-nedlukning lige for tiden udelukkende handler om forsøget på at kontrollere corona-smitten, så gyser det i mig, hver gang jeg hører det. Jeg er nok bange for, at det smitter! At sogne-nedlukninger i fremtiden skal komme endnu mere massivt tilstede som – isoleret set – udtryk for en folkekirkelig deroute. Men også som udtryk for en mere generel medmenneskelighedsderoute, hvor vi i stadig ringere grad vil ”sogne” og søge sammen i det geografisk set nære, lokale område.  Vi er jo blevet så vældigt mobile. Coronaen den har først og fremmest holdt os hjemme og for en tid spærret os inde i bittesmå sociale bobler. Nu letter den. Og det gør vi nok også snart i vidt omfang. Mod ret så fjerne rejsemål endda. Og vi glæder os. Glæder os til en ordentlig god gang gammeldags normalitet med fester og samvær langt uden for ikke bare hjemmets men sandelig også sognets grænser. Og samtidig så håber jeg, at vi længe endnu vil blive ved med at sogne i tilstrækkelig høj grad til, at vi kan holde liv i sognekirken, som på ét plan er bygget af marksten og mursten for måske endda meget længe siden, men som på et andet plan, og i grunden, er bygget af aktuelle nulevende stene (tak, Grundtvig!) – dig og mig.

Lad os alle sogne! Søg kirken og gudstjenesten! Og lad os ikke bevæge os mod yderligere nedlukninger men mod stadige genåbninger af såvel evangeliet som vores egne sind!

Et solstrejf i en vandpyt

Til påskens evangelium (2. påskedag – Lukas 24,13-35) hører beretningen om de to nedslåede disciple på vejen til Emmaus den første påskedag, sammen med en fremmed, som på vejen åbnede skrifterne for dem, og som de ved bordet om aftenen med et, da han brød brødet, i et glimt så, var Ham! Den opstandne. Den døde, men nu opstandne Kristus, vor Herre. Hos dem ved bordet og på vejen! Mødet med Guds magt ser måske i udgangspunktet ikke ud af så meget. Og dog, så gør det en verden til forskel. I bogen ”De gudsforladtes Gud” (2012) taler teologen Lars Sandbeck om Guds magt, som det han kalder: subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

”Et solstrejf i en vandpyt” som Grethe og Jørgen Ingemann i sin tid (1963) sang det i ”Dansevise”: ”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder / sit spind i dit sind / Et sølvfløjt fra en trætop / en svag tagfat-lyd af en kat / en rislen i bækken / en hvislen i hækken / der si’r, at det ikke mer’ er nat…”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: Gud er kærlighed. ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder…” Åh ja! At livet begynder på ny. Igen og igen. Og engang: for evigt. Vi får se. Vor Herre fører os, som den gode hyrde. Fører os ad snoede veje. Og livet er bestemt ikke altid en dans på roser. Men en dans det er det. – Også for Marie Magdalene, som vi synger om det (og snart skal vi igen synge sammen, også indenfor i kirken) i Grundtvigs salme ”Tag det sorte kors fra graven!” – om den første påskedag, med Marie Magdalene derude ved gravhulen, som var tom – tom og forladt – ligesom hun selv. Da var det hun midt i al sin gråd og store forladthed hørte sit eget navn blive nævnt – ”Maria!” – og det var med hans stemme det lød. Den dødes. Nej, den opstandnes! Herrens. Hyrdens. Den gode hyrdes stemme, med hendes navns nævnelse. Så lidt, og så med et alt forandret! Med salmens ord, så fine og sarte, om Marie Magdalenes nye begyndelse denne påskemorgen: ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Glædelig påske!

Perseverance – udholdenhed

På planeten Mars kører nu, siden torsdag den 18. februar 2021, et lille sekshjulet robotkøretøj rundt i ensom majestæt og foretager undersøgelser med det særlige formål at forsøge at finde ud af, om der har været liv på Mars. Køretøjet hedder Perseverance og er begyndt at sende fotos i en lind strøm til jorden, hvilket den gerne skulle kunne fortsætte med i en rum tid endnu.

Perseverance betyder udholdenhed. Her på planeten Jorden skulle der efter sigende være en hel del liv. Men meget er i denne tid gået i dvale, for ikke at sige gået helt død, præget som det menneskelige samfund p.t. er det, af coronavirus og langvarig nedlukning. Det mærkes. Det er udfordrende for de mange af os, som er så vante til fri og livlig omgang med hinanden. Nu spørger jeg så: Er Perseverance, altså: Udholdenhed, udelukkende et robotkøretøj på Mars fjernt fra jorden, eller findes den også her på planeten?Hvordan står det til med udholdenheden? Din og min? Der er tæret på den, ingen tvivl om det. Men mon ikke den stadig kører rundt et sted derinde i sindet på de fleste af os. Som et lille sekshjulet køretøj der humper af sted i et støvet og hullet og kraterfyldt landskab. Engang imellem helt uden radiokontakt. Uden signaler at modtage. Men så pludselig så er den der igen. Udholdenheden er en fantastisk faktor i det menneskelige. I virkeligheden, tror jeg, nært beslægtet med nysgerrigheden.

Jeg kender en mand på 66. Han har siden han var 22, altså i 2/3 dele af sit liv, tumlet med kræftsygdom. Nu er han af lægerne erklæret for terminal, hvilket han så p.t. har været i omkring to år. Med smil på læben fortæller manden mig, at hans daglige liv er nærmest helt upåvirket af coronaen. Når hjemmehjælperne og sygeplejerske har fået ham hjulpet op og gjort i stand og gjort klar til dagen er det allerede blevet hen midt på formiddagen. ”Så vil jeg jo gerne”, siger manden som nu sidder rank i sin kørestol, ”have kræfterne til at få tegnet lidt og læst nogle sider i en roman eller kigget i en af kunstbøgerne”. Hans lille lejlighed er et righoldigt bibliotek med masser af gode bøger samlet gennem mange år. Jeg fortæller ham, at jeg ser ham som en modstandsmand, en frihedskæmper. Et af de mest udholdende mennesker, jeg har kendt. ”Hvor får du mon din udholdenhed fra?”, spørger jeg ham – og han svarer efter en lille betænkningstid, med det jeg vil kalde et drenget smil: ”Jeg tror, det skyldes min nysgerrighed. Jeg vil gerne vide, hvad der er henne om det næste hjørne. Hvad der kommer til at ske.” Og et øjeblik efter: ”Og nu er det jo ved at være forår. Og så er der jo også alle fuglene.” Se, sådan kan man have det, også i en coronatid, når man er landet godt og grundigt her på jorden med en tilpas stor nysgerrighed. Uanset betingelserne og oddsene, så med udholdenheden kørende rundt derinde, bakke op og bakke ned, som et lille fartøj, der bare vil videre ud over stepperne, så længe der overhovedet er den mindste smule kraft på batterierne.

Hvem ku vid i 19?

Jeg sad for ikke så længe siden i et videomøde med nogle kolleger, herunder vores provst, som på et tidspunkt reagerede på en udtalelse fra én af de andre om vores pandemiprægede virkelighed med ordene: ”Ja, hvem ku vid´ at…”

Det gav mig ideen til at bruge noget af isolationstiden lige nu, hvor alle foredrag og diverse møder og arrangementer er blevet corona-aflyst, til at udarbejde et foredrag under overskriften ”Hvem ku vid i 19?” Hvem kunne vide før coronakrisen med Covid 19´ hærgen, hvor afhængige vi i virkeligheden er af hinanden og af friheden til at kunne komme sammen? Sågar synge sammen?

Er der noget, vi allerede nu med sikkerhed har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være (sagt med én af de vitser der florerer på nettet lige for tiden: ”I 2019 holdte jeg mig væk fra negative mennesker. I 2020 holdt jeg mig væk fra positive mennesker”) – og samtidig så mærker vi hudsulten og, som tiden går, savnet efter fællesskab og samvær og nærhed. Nærheden rent kropsligt som en virkelig væsentlig del af det gode liv med det menneskelige nærvær som særlig markør.

Jeg stod en aften ved et foredrag i Frederikshavn og fortalte spontant en lignelse. Det med at være menneske, sagde jeg, det er ligesom i computerverdenen, hvor der er både hardware og software. Hardware det er alt det håndgribelige – tastatur, skærm, harddisk – det svarer i det menneskelige til alt det der har med gener og DNA at gøre – krop, hud og hår, indvoldene med. Så er der software. Det er i computerverdenen programmerne, det ikke-håndgribelige, alt det der får skidtet til at virke. Det svarer i det menneskelige til bevidsthed, sprog, sjæl og ånd, fantasi og forestillingsevne. – Jeg var under kaffepausen ret godt tilpas med min lille spontane lignelse, da en ældre herre kom hen til mit bord og sagde: ”Ved du hvad, præst, det er da godt nok med det der hardware og det der software, men vi jyder vi ved da, at det vigtigste, det er samwær”. Tak for dén! Og sikke en udvidelse af pointen, som med stor sandsynlighed gælder, ikke for jyder alene, men også for både fynboere og sjællændere og mennesker udover hele kloden.

Hvem ku vid i 19?

  • et livsmodssmittende foredrag om nærvær, hudsult og kærtegn i coronaens tid

 Hvem ku vid i 19, i hvor høj grad vi lever udleverede til hinanden i sind OG krop? Ud over de i forvejen isolerede og ensomme? Coronakrisen i 2020-21 sendte det samfund vi kendte i karantæne med nedlukninger, restriktioner og retningslinjer, mundbind, afstandskrav og forsamlings- og fællessangsforbud. Samfund er at finde sammen, også helt konkret og kropsligt. Hvor er det godt at kunne komme sammen. Finde sammen. Synge, lytte, tænke, tale, drikke kaffe, trykke hænder og danse tæt. Coronakrisen var en øjenåbner. Vi har altid brug for øjenåbnere til det virkelige liv. Sådan som også litteraturen og det levende ord i dets mangfoldige former kan være det. Og hjælpe os med at finde ud af det – sammen. 

Troen skænkes

(Fra en prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh. 2,1-11) Hvordan tror vi, når vi tror, hvad vi tror – hvis vi tror? Lad os gå en omvej – med en lignelse – det gør Jesus selv også så tit, for ikke at sige hver gang, de kom og spurgte ham om det med Gud og os – så fik de en lignelse:

Ved brylluppet i Kana i Galilæa troede skafferen og brudgommen og bryllupsgæsterne, Maria og disciplene med ikke deres egne øjne, eller rettere: smagsløg, da den gode vin blev skænket i glassene – og det på et tidspunkt, da der ellers var blevet hvisket for ikke at sige snakket højt i krogene om, at der var nok ikke mere at komme efter. Festen var løbet tør for forsyninger. Flere havde pakket forventningerne godt og grundigt sammen og var på vej i overtøjet, da det skete. – De troede ikke deres øjne, og de fik ingen forklaringer. De fik såmænd bare(!) et under at smage og en noget finere fest end samtlige sandsynligheder og beregninger havde forudsagt det. – De troede ikke deres egne øjne, men det var heller ikke det, de skulle. De skulle ikke andet end at række glasset ud og tillade skaffer og tjenere at skænke op, føre bægeret til munden og lade den gode vin løbe ind i mund og svælg og videre ned og rundt i krop og sjælen med.

Hvor var det godt. Hvor var det godt, de ventede. Hvor var det godt, at timen nu var kommet, hvor Jesus viste ansigt og guddommeligt nærvær i den gode vin og festens glæde. Så nådefuldt. Så utroligt overraskende og overvældende og samtidig helt uafviseligt stærkt overbevisende. Det kunne jo smages! Det kunne jo mærkes! Men hvad har alt det med tro at gøre? Rigtig meget. Fordi det er sådan, det er med troen: den skænkes. Som vinen ved brylluppet i Kana i Galilæa, hvor Jesus og hans mor og hans disciple var med som gæster. Troen skænkes – vi har den ikke og aldrig nogensinde som ejendom og besiddelse. Min tro er sådan set ikke min egen. Den skænkes mig af den, min tro retter sig mod. Den troværdige. Det er ham, og med kristentroen: Kristus, der virker og udvirker min tro. Tak, Kristus!

Hvor har du dit fokus? Det er vigtigt. Det er det i alle sager. Sandelig også troens. Hvor har du dit fokus? Forhåbentlig ikke på din egen eventuelle tro forstået som en art præstation eller besiddelse, for da har du lynhurtigt slet ingen tro for dig selv at se. Troen tåler ingen selvbeskuelse og (af)vejning: hvor meget har jeg mon af den? Er der nok til endnu en dag – eventuelt oven i købet i præstekjolen med præstekald og det hele? Har jeg nok af den? Drop det! Drop det hver og én og ret blikket mod det, det drejer sig om i kristentroen: Kristus og alt hans. Alt hvad Gud her har skænket os i bredfuldt mål. Ingen smålighed her. Ingen trosbarometertest som forudsætning for at kunne komme i betragtning i forhold til Guds nåde. For Gud skænker op af sin kærlighed og livgivende nåde alle mulig steder og tider. Nåden kan slå ned som et lyn. Forvandle vand til vin. Vantro til tro. Liv af døde. Fest og glæde, der hvor vi overladt til vore egne sølle beregninger og ideer om, hvad der måtte være muligt, ville være fulde af desillusion og triste tanker om hvor skuffende småt og kort livet dog er.

Hvor har du dit fokus? Har du stirret dig blind på begrænsninger og din egen og alle de andres uformåenhed? ”Men vinen slap op”, som vi hører det. Det kan troen også til tider gøre. Specielt da hvis vi er begyndt at rage på den, og med mikroskop og måleudstyr er begyndt at måle og veje, hvor stor den monstro er – min tro. Så er der pludselig ingenting at komme efter. Så er den bare pist væk.

Hvor har du dit fokus? I kristendommens og kristentroens verden er fokus Kristus. ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” sagde moder Maria til tjenerne ved brylluppet i Kana. – ”Vær ikke tøvende i jeres iver,” skriver Paulus i Romerbrevet, ”Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.” (Rom. 12,11) Spring ud i det! Troens liv leves derude på de 70.000 favne vand, hvor ingen kan bunde, men hvor det, måske(!), alligevel kan bære. Som vi synger det med Grundtvigs vidunderlige ord: ”O vidunder-tro! / Du slår over dybet din gyngende bro, / som isgangen trodser i brusende strand, / fra dødningehjem til de levendes land.” (DDS 321,4) Til fest og lys og liv og glæde går vejen og retningen ifølge evangeliet. Og det også når du slet ikke kan se det eller føle det og i den forstand tro det. Det er med troen som med livet selv. Som John Lennon sang det: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans” – ”livet er hvad, der sker med dig, når du er travlt optaget af alt muligt andet.” Således også med troen.