Opkald fra mælkevejen

I den stærkt selvbiografiske roman ”Opkald fra mælkevejen” (2020), fortæller den nu omkring 60-årige forfatter, billedhuggeren, Bjørn Poulsen, om en vild og voldsom, og også sær og vanskelig opvækst alene sammen med sin søster og sin psykisk syge, sindssyge, som vi sagde det dengang, mor – jævnligt indlagt på Skt. Hans og i de sidste 40 år af sit liv konstant på Skt. Hans og lignende steder. – Faderen var væk i et nyt ægteskab, allerede da børnene var små. Moderen, som var ud af svensk landadel og besad en vis sum penge, en mindre formue, opgav efter få år at holde hus og hjem i Virum. Og så boede de ellers på skiftende hoteller de kommende fem år, indtil Bjørn kom på Herlufsholm og et par år her med massiv mobning og ensomhed.

Bjørn Poulsen fortæller usentimentalt og uden nogen som helst offermentalitet fra sit, mildest talt, mærkelige barndomsliv. Tonen er lettere distanceret og dog i grunden kærlig i forholdet til den mor, som i så ringe grad, eller i hvert fald på så skæv og mærkelig en måde, forsøgte at være: mor. Opgøret kommer mere til at ligge i forholdet til den fraværende far – og til Gud.

I en erindring efter et af sine mange besøg hos moderen på ”Askely”, på det psykiatriske plejehjem, hvor hun levede den sidste lange del af sit liv, fortæller han: ”Ude i bilen slår det mig, at jeg allerede som barn tænkte over teodicé-problemet. Jeg kendte selvfølgelig ikke selve begrebet, men jeg spekulerede over, om Gud virkelig var så god, som både min børnebibel og H.C. Andersen påstod. Tværtimod forekom han mig at være ikke kun hævngerrig og grusom, men også uretfærdig. Første gang jeg hørte om Guds befaling til Abraham om, at han skulle ofre sin søn Isak, reagerede jeg mod det urimelige i dette krav. Jeg ønskede, at Isak skulle gøre oprør, rive sig løs af sine bindinger.

I Virum havde vi en stor bog om Rembrandt, og på hans billede af Isak kunne jeg se, han var en stor dreng, i mit otte-ni-årige perspektiv så godt som voksen, alligevel lå han bare der med alt sit hvide kød blottet for slagtekniven. Jeg hadede Gud og Abraham og foragtede Isak, og senere, da jeg blev ældre ændrede mine følelser sig ikke grundlæggende. Ikke et øjeblik købte jeg Kierkegaards ellers meget velargumenterede forklaring om, at det hele handlede om tro, om en tro der var så stor, så ubegribelig at den overskred enhver moral, nej, for mig var sagen klar, alt handlede om magt, om at Gud ville demonstrere sin almagt, at uanset hvor gudfrygtig og pligtopfyldende Abraham var, så kunne Gud alligevel til hver en tid tvære ham ud som en ynkelig lille pissemyre…”

Det er, som jeg ser det, en skam, at Bjørn Poulsen bliver hængende i Det Gamle Testamente. I øvrigt vil jeg lige minde om, at Guds engel stopper Abraham i sit forehavende. Isak bliver ved Guds engels mellemkomst ikke ofret. Det er (også) fortællingens pointe. Og hvis vi åbner os for Det Ny Testamente og for ånden i evangeliet, så vil vi her fornemme, og i en eller anden grad, forstå, at Gud selv i Jesus Kristus går ind på offerets, på Isaks og den lidendes plads. Og opløser inde fra ofringen af den anden som en vej til Gud. Gud selv hænger i Jesu skikkelse på korset. Der er ingen Gud i himlen at ofre til. Der er heller ingen vej til livet gennem offermentalitet. Ofrets plads er éngang for alle taget af vor Herre selv! Men der er en vej, ”som verden ikke kender” (DDS 379,1), en vej som går ind gennem afmagten, inklusive smerten og lidelsen og alt det mest forfærdelige. En guddommelig vej, som Gud selv i Kristus baner for dig og mig. – Der er nok i vejen! Der er nu nok også for de fleste af os en hel del mærkværdig glæde og fryd, til tider nærmest lykke, forbundet med det at være menneske her på vejen og livsvandringen for os hver især. Det kunne vi godt skænke en tanke – og en tak til Gud og til hinanden.

Halvbroderen

Hvordan bliver man et helt menneske? Glad for sig selv, sit liv og sit medmenneske? Hvordan kan vi kendes ved vore liv og hinanden? Hvordan tager vi imod? Og hvordan bliver vi selv taget imod? Hvordan får vi sagt det, som skal siges i en verden hvor tavsheden og uvidenheden om os selv og hinanden er enorm? Hvor så meget kun er halvt og ensomheden stor – ”for vi ved ikke mere om hinanden end det vi ser, vi står med lup midt i Mælkevejen, og det vi ser er heller ikke sandt, vi ved kun lidt og ingenting, vi er adskilte og hver for sig, vi står udenfor, vi er blot utålmodige betragtere, og om os selv ved vi endnu mindre.”

Ordene, tankerne, er Barnums. Barnum Nilsen, som er fortælleren og hovedpersonen i Lars Saaby Christensens roman ”Halvbroderen” (læs den! Og orker du ikke de godt 700 sider så se den lige nu på Netflix i 8 afsnit a 45 minutter i en vellykket filmatisering fra 2013!). Men, som det også siges: ”det lidt vi ved, må vi ikke glemme, og det vi tror vi ved, skal også regnes med.” Trods glemsel og uvidenhed kan der fortælles. Og skal der fortælles. Kun herigennem opstår mulig sammenhæng, helhed, mening. – Barnum er et lille menneske. Mindre end de fleste andre. Også i sit voksenliv. En mandsling. En pisling. En parentes, som drømmer om at blive fyldt ud. Fordi der er i ethvert menneske en længsel, en sult, efter at være hel. Men hvordan bliver man det?

Kvinderne udgør slægtens rygrad og røde tråd. Slægtens mænd er natmænd. Kommer og går og forsvinder igen. I lejligheden på Kirkeveien i Oslo bor tre generationer af kvinde: Den Gamle, Boletta og Vera. På den dejligste forårsdag, Norges befrielsesdag, tirsdag den 8. maj 1945, er Vera på tørreloftet for at hente tøj. Hun er fyldt til randen af en stor og besynderlig glæde. Men glædens slukkes brat, for Vera voldtages denne tirsdag af en ukendt mand med ni fingre. Hendes førstefødte undfanges. Han bliver 8 ½ måned senere født i en taxi i et gadekryds i Oslo og får navnet Fred. Men er der noget Fred ikke har i sit sind, så er det fred. Det er som om, han er født rasende. Rasende over ikke at være hel men kun halv. Uægte barn uden at vide, hvem der er hans far. Ukendt med så væsentlig en del af sin egen livshistorie.

Lillebror Barnum kommer til nogle år efter Freds fødsel som frugten af forholdet mellem Vera og den lille mærkelige trinde Arnold Nilsen fra øen Røst. Hjulet kaldet. Endnu en natmand i slægtens historie. For det meste fraværende. Fred og Barnum er halvbrødre. Eller er de? Er de måske helbrødre? Ja. Måske(!) ikke i kødelig forstand, men  i egentlig og inderlig forstand er de helbrødre. Hinandens ”bedre halvdel”. Komplementære. Dybt afhængige. Fred har et opmærksomt øje på alt inklusive sin lillebror. Barnum søger frygtsomt Fred, men når ham kun i få og sjældne stunder. Fred forlanger integritet af sin omverden. Af det der siges. Selv siger han kun det han regner for nødvendigt. Og efter Den Gamles, oldemorens dødsulykke er han – som sin mor, Vera, var det efter voldtægten – i mange, mange måneder (22!) tavs som graven.

I dette mærkelige men via kvinderne alligevel varme hjem, som drengene vokser op i – med så mange Natmænd og ukendte faktorer – er der et forhold som spiller en ganske særlig rolle og som skaber en vis sammenhæng, sammenhold og værdighed for dem alle. Det er oldefar Wilhelms sidste brev fra Grønlandsfærden, hvor han, ganske ung, omkom i sneen og isen. Brevet med de gode slutord – så påståelige og fulde af kærlighed og mod: ”Dog vil jeg meget nødig dø nu, for jeg synes, at det er dejligt at leve!”

Hvordan bliver man et helt menneske? Hvordan får man parentesen fyldt ud? Barnum drikker som voksen en tid lang som et hul i jorden. Fylder på som en gennemført fyldebøtte men får kun tomhed ud af det. Han lever sammen med Vivian, som gerne vil have et barn. Men Barnums sæd er dømt uduelig. Og dog så bliver Vivian gravid. Omkring det tidspunkt de to, Barnum og Vivian, går fra hinanden og hun flytter ind i den nyindrettede lejlighed på Kirkeveien hos gamle Bolettta og Vera øverst oppe på det der engang var tørreloft, omkring det tidspunkt føder Vivian sønnen Thomas. Thomas for tvivl. Hvis søn er han? Gamle vise Boletta siger til Barnum: ”Du skal ikke være rasende, Barnum – du skal hellere elske Vivian og barnet – kan du ikke det, så er du kun en halv mand…” En hel mand, et helt menneske, bliver man ved at elske og være elsket. Kun herigennem fyldes parentesen ud.

Oprindelsen, sæden, dens kvalitet og opkomst er uvis. Men sikkert er det, at børn kommer til verden. Det væsentligste er altid, om mennesker vil kendes ved hinanden som brødre og søstre som mødre og sandelig også som fædre! At være hel er at elske og være elsket. Ved at tage imod det andet menneske og virkelig påtage sig at være hinandens bedre halvdele. Det er på den måde fortællingen, ens livshistorie, kan blive hel, hænge sammen og give mening fra sig. Det er i det almindelige liv, hvor mennesker vil kendes ved hinanden og tage til orde, selvom det er så lidt vi ved – men: ”det lidt vi ved, må vi ikke glemme, og det vi tror vi ved, skal også regnes med” – det er i det almindelige liv, hvor vi tør give slip på alle mulige tåbelige forbehold, hvor vi tør satse på nærvær i stedet for fravær, vi kan opleve det endda ofte daglige under det er at få ensomheden og halvheden brudt. Når den gode ånd indfinder sig og gør os til mennesker, der mærker, ”at det er dejligt at leve!” – så er fraværet fyldt ud og ophævet. Så er man på højde med livet og har fundet sit sted her på jorden. Så er man blevet et helt menneske.

Man bliver ikke hel af at være høj, men man bliver høj af at være hel. Og tage del. Give slip for at kunne tage fat. Vokse ved at turde være lille. Redde sit liv, få et liv, et helt liv, ved at miste det – give det bort i dagligdags rutiner sammen med det andet menneske ved min side. Min bedre halvdel: Bror, søster, ægtefælle, ven. – Barnum ser det til sidst i flyveren fra startbanen på Tempelhof i Berlin, at så enkelt er også drejebogen for hans eget liv. Han ser de oplyste vinduer og herigennem livet i husene dernede: ”… det er som en film, tænker jeg, menneskenes historier fra vindue til vindue, menneskenes bevægelse, deres almindelige og skønne rutiner, det er min film, og i det sidste vindue ser jeg et gammelt par der sidder på sengekanten og kysser hinanden, før flyet farer ind i himlen og jeg får et glas vand.”

Tavshed og tale

I Stine Pilgaards nyudgivne, meget velanmeldte og både sjove og sigende roman ”Meter i sekundet” – handler det om det, vi kunne kalde fortabtheden eller fortabelsen i det vestjyske. Om at flytte fra København med sin højskolelærerkæreste til Velling og højskolen ved Ringkøbing fjord. Og, for vores kvindelige fortæller, forsøget på at finde fodfæste i det helt almindelige, ofte akavede liv, lige nu som nybagt mor, kæreste og kørekortsumulius + brevkasseredaktør og sangskriver, og et i det hele taget meget talende menneske. Hun forstår ikke, at man i Vestjylland kan have noget kørende og mene, at man er sammen og har det hyggeligt, næsten uden at sige noget – og i hvert fald med lange, lange pauser i samtalen.

I romanen hører vi et sted om, hvordan hun får etableret en slags tavshedstræning med Anders Agger: ”Tre minutter, siger Anders Agger og trykker på knappen på et stopur, det går fremad. Vi har siddet på en bænk foran fjorden uden at sige noget. Han spørger, om jeg godt kan se, at man kan vænne sig til det. Jeg trækker på skuldrene, det er, som om mine ord er fuldstændig forsvundet nu… Det gælder om at have is i maven, siger Anders Agger, hvis man er stille længe nok, vil de til sidst begynde at snakke.” (s. 165-166)

Og det gør hun også selv. Hun bliver ved med at forsøge på at være eller blive sig selv i alt dette fremmede. Og finder sig stadig bedre tilrette og taget imod. – Af forstanderinden bliver hun bedt om ved midsommertide at holde den afsluttende tale til højskoleeleverne ved afslutningsfesten: ”… I tror, at ungdommen er et karaktertræk, råber jeg. I vandrer rundt i hinandens drømme med samme alvor, som var det selveste virkeligheden. I er upåvirkede af tiden, den er en uendelig slette, I slår vejrmøller på. I ikke bare lever i nuet, I er nuet, og derfor elsker vi jer. I lokker os med jeres glatte hud og klare øjne, men vi har en viden, vi holder hemmelig for jer. En dag vil jeres hud langsomt løsne sig fra knoglerne, rynkerne vil tegne ansigtet op og håret blive gradvist tyndere. Kære ungdom, siger jeg. Det er behageligt at blive ældre, men livet bliver også mere ufarligt. Man bliver sværere at slå ud af kurs og overlader scenen til andre med en træt håndbevægelse. Skarpheden forsvinder, porerne bliver større, kroppen lægger sig på plads i bløde folder, ikke kun fordi den giver op, men også fordi den finder fred.” (s. 262-263)

Hvor godt, når også kroppen finder fred. Og ikke jages i et væk af tanker og ideer om at skulle kunne holde sig ung helt ind i alderdommen. Når vi mærker, igen og igen, at vi af Guds nåde, får lov til at være her, endnu en dag, som dem vi er – inklusive alle nederlagene og forbierne. Som vi synger det med ordene i sangen fra de gode gamle Gasolindage: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme” – ja, og ind på den anden side alt det, vi kender til – ind til festen hos vor Gud og Far i Himlens sale, hvor ”med venner i lys vi tale.”

Barndommens leg og livets brød

Det er i disse dage og uger Pippi Langstrømpes 75 års fødselsdag. Astrid Lindgren gav os hende, udgav Pippi Langstrømpe, i befrielsesåret i maj 1945. Med Pippi blev der sat noget godt i verden, helt i – vil jeg sige – den ånd, vi kender fra evangeliet. Pippi har klare lighedstræk med Jesus i sit væsen og sin væremåde. Hun sætter på ingen måde sit lys under en skæppe. Hun formår at give af sig selv og sit eget til gavn for alle. Både dem der trænger til at blive løftet og dem der modsat har godt af at blive trykket lidt ned og sat på plads. – Pippi anbefaler for øvrigt et sted, over for den strikse og stramme frøken Rosenblom, blodigler på kroppen og lidt varm petroleum ved sengetid, det kvikker op! Pippi er frisk, fræk og frejdig OG hun har hjerte. Et varmt bankende kødhjerte. Godteposer i rygsækken og gavmilde hænder.

Den norske forfatter Jan Kjærstad fortæller i sin nyudgivne roman ”Mr. Woolf” om Will, som vokser op i Oslo med en far, som gennem mange år med sin egen stille vedholdende begejstring for legesager driver forretningen Stjernepladsens Legetøj. Tænk på dit eget livs, din egen barndoms legetøj! Tænk på noget af det vigtigste af det og hvor meget, det i virkeligheden(!) betød for dig! Hvor meget liv det satte i verden og befrugtede din fantasi og din leg.

”Det var cheyennerne der fik mig til at vie mit liv til Stjernepladsens Legetøj”, sagde Wills far ofte. Og det kan vi godt sætte os ind i alle os, der selv gentagne gange har været fuldstændigt opslugte i legen som cowboy og indianere, og af og til af hjertet med allerstørst sympati for indianerne.

Will fortæller om sin far: ”Far. Han var fjern. Jeg elskede ham. Jeg kan ikke bruge noget andet ord. Jeg elskede ham. Uden forbehold. Han var en smule kølig som person, han var ikke en som klemte alt for ofte, men han havde varme hænder. Og intuition. Hvis jeg var nedtrykt, var han der med to kærlige hænder på mine skuldre, eller en hånd på hovedet. Det var nok. Jeg trængte ikke til mere. Han var alt hvad en far skulle være. Jeg kunne have skrevet om vort forhold, og det ville blive afvist af et forlag, det var ikke sådanne skildringer de ville have, de ville have mundhuggeri og rivalisering, de ville have fantasier om fadermord, knytnæveslag, svig og djævelskab. Jeg ved ikke … der er så mange, der forlanger så alt for meget af deres far. For mig holdt det med disse hænder. Der var et univers af opdragelse, der var en overflod af kærlighed i disse hænder, og den kærlighed har lagret sig, den er forblevet i min krop.”

”Jeg er livets brød”, siger Jesus – ”Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid.” Og er Ånden til det, og det er den virkelig fra vor Herres side, så mærker vi godt, at her hos ham og i ham er der føde og næring ud over alle grænser. Liv til evig tid. Kærligheden, Guds kærlighed, som vil lagre sig i vores liv, krop og sjæl, og blødgøre vores hjerter så vi fri for frygt og forstening kan kaste os ud i livets leg og i dette selv at elske og leve livet alle dage indtil verdens ende. Og det vil sige: Indtil Guds kærlighed engang bliver alt i alle. Og ingen død vil kunne hindre, at det sker.

Pinse i coronaens tid

Nu åbner det sig. Genåbning finder sted.

Det sker for fulde gardiner i naturen derude, hvor alting grønnes og brister og blomstrer, så vi endnu engang næsten slås omkuld af al denne livskraft, duftene og sangfuglelydene inklusive.

Det sker i samfundet og kulturlivet. Om end stadig behersket, så allerede nu sidst i maj klart mærkbart. Og vildt glædelig for os alle, at vi nu igen kan nærme os hinanden og igen i langt højere grad end i de seneste godt og vel to måneder dele liv og oplevelser med hinanden, nu hvor kirker og museer og alle mulige andre(!) forlystelsessteder genåbnes.

Det sker i kirken og kirkeåret netop nu på en ganske særlig måde, at genåbning finder sted, fordi nu er det pinse. Pinse er i kirken og kristendommen på en ganske særlig måde genåbningens tid. Nu åbner det sig for alvor for disciplene og for os deres sene efterkommere.

Det som kvinderne og disciplene ved Jesu tomme grav påskemorgen, via englens ord til dem, fattede en lille flig af, det folder sig nu for alvor ud for dem og griber dem i deres hjerter. Ånden, Guds hellige ånd, kommer over dem og de begejstres og munden løber over med nye ord. Ildtungerne danser og ord og påstande vildere og varmere end de selv havde forestillet sig det muligt må, som den i positiv forstand varmeste tænkelige kartoffel, nu bare spyttes ud af deres egne tunger og munde. Fortælles. Forkyndes og viderebringes. Fordi det ER sandt! Han ER opstanden! Kristus er opstanden og med al sin guddommelige kærligheds rigdom er han i sin ånd tilstede hos os her og nu i dag i dette øjeblik.

Nu åbner det sig. Genåbning finder sted. Centrum for det hele er stadig det, der skete i og med påsken med bevægelsen fra langfredag til påskemorgen. Alt det der fik sin spæde begyndelse ved juletid og som med Jesu død og opstandelse fandt sted i påsken med langfredags og påskemorgens hændelser det folder sig nu, hvor det bliver pinse, ud med al sin rige betydning for dig og mig. For vores liv som på så mange måder er truet af nedlukning.

Sagt på en lidt anden måde: Påskemorgen bliver det først for alvor, når det bliver pinse – når hjerte taler til hjerte, når sproget åbner sig – når ordet går i kødet på os (inkarnerer sig ved Ånden) og bliver til levet liv. Til kropssprog og tale. Til samliv og til tider til noget nær lykke. Til tro, håb og kærlighed. Fordi nu åbner det sig. Genåbning finder sted. Og vi går, i Guds Ånd, og ved Guds hellige Ånd, fra det lukkede til det åbne. Fra truende død til glædelig opstandelse og nyt liv. Fra ensomhed og modløshed til livsmod og tro. Det er Guds vej her hos os. Det er pinse for Herren.

Med Benny Andersens ord fra Go´ nu nat sangen: ”Der er dem, der holder dørene på klem / jeg tager hele døren af / venter på dig nat og da´…” Sådan er Guds ånd. Sådan er ånden i det Gud ved Kristus har sat ind i verden. Her og nu virksomt i og iblandt os ved Helligånden, Guds gode Ånd.

Nu åbner det sig. Nedlukningens tid er forbi. Genåbning finder sted. Døren er taget af (stenen rullet fra). Også kirkedøren står nu mere end på klem. Kom selv og se! Ja, kom til gudstjeneste i den genåbnede kirke pinsedag og anden pinsedag og så videre…

Den forårsaften den 4. maj 1945

Min far var født i januar 1932 på en lille landejendom i Nørre Nebel nord for Varde. Han huskede både den 9. april 1940 med de mange tyske fly brummende ind over landet og de mange tyske køretøjer fyldt med soldater på vejene i dagene derefter. Og han huskede i den grad den 4. maj 1945 om aftenen med frihedsbudskabet i radioen.

Allerede som 11-årig kom min far, som var nummer tre i en børnerig husmandsfamilie, ud at tjene. De følgende år indtil konfirmationen var han fra forår til sensommer tjenestedreng på en lille gård et par kilometer derhjemmefra hos gode folk, Marie og Kristian, som også var hans forældres gode venner.

Min far har fortalt om sin del af modstandskampen bestående i, at han en sommerdag, 11-12 år gammel, da han var på vej op på møddingen med en børrefuld møg, så en tysk lastbil med åbent lad og en flok bevæbnede tyske soldater sidde der – da greb min far til våben – det vil sige: han tog møggreben og holdt den op som et gevær og ”sigtede” ud mod soldaterne. Det så én af de tyske soldater og han løftede straks sit gevær og sigtede tilbage. Da kapitulerede min far. Da opgav han for altid modstandskampen og smed sig ligeså lang han var ned i møddingen.

Fredag den 4. maj 1945 om aftenen sad min far, 13 år gammel, inde i stuen hos Marie og Kristian og hørte de danske nyheder fra Radio BBC – ”Her er London” fulgt af en række krigsnyheder – og så midt i det hele en længere pause – efterfulgt af ordene: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager:…”

Da havde min far, som han selv har fortalt det, kun én ting i hovedet: at få det fortalt til dem derhjemme. Og så løb han ellers ud af stuen, ud af Maries og Kristians gård, sydvestover mark og eng og henover banen (Nebelgrisen). Min far sprang over grøfter og bæk – sprang som aldrig før eller siden – hjem for at fortælle, hvad der var blevet sagt i radioen. – Sådan har der til alle tider været mennesker, der glædesprængte er løbet afsted med det glade budskab, som for øvrigt på græsk hedder: evangelium.

Jeg kan godt lide at se min far for mig den forårsaften den 4. maj 1945, løbende henover markerne, med et stort bævende smil om læben og godt nyt til dem derhjemme.

Livet er langt, lykken er kort

(Her endnu en prædiken i coronatiden – nu den 3. søndag efter påske – den første søndag i maj hvor vi skulle have haft konfirmationer, men de er udskudt til først i september – og hvor vi går og glæder os til forhåbentlig meget snart igen at kunne mødes til gudstjenester i vores kirker)

”Når nu min verden bliver kold og forladt / finder jeg trøst i min kæreste skat / klipper motiver med drømme og saks / papirsilhouetter af den fineste slags. // Her er et af min far og min mor / de som gav mig til denne jord / kærlige kys og en duft af jasmin / altid solskin og sødeste min. // Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…”

Ja, det er Kim Larsen i sangen ”Papirsklip” fra ”Midt om natten”. Det er ord mange af os har sunget og fundet rum og hvile i. Måske endda som godnatsang sammen med sange som ”Jeg ved en lærkerede” eller ”Solen er så rød mor”. Og hvad handler de så om disse sange? Joo – at det er godt at have et sted at være. Være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude.

”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus. Det er godt, at være rummet og kunne have et sted at være med det hele (all inclusive!). Alt det der gik godt, og alt det der gik galt i løbet af dagen. Og så alligevel med tryghed og sindsro kunne lægge sig til hvile. Som et barn i trygge kår i boligen og sengen ved aftentide derhjemme hos far og mor, lægge sig til at sove.

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – Jesus er den, der giver det hele bort – sig selv, sit liv, sin kærlighed. Og er som sådan Gud for os: ”Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig” siger Jesus. Vil du kende noget til, hvem Gud er og vil være for os, så må du kende noget til Jesus. ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus; ”ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Han er den, det hele drejer sig om for os som kristne. Og det er godt, for han er rummelig og den der virkelig giver os grund til at tro på, at der ”i min fars hus er mange boliger” – at der er god plads hos Gud – i liv og i død: plads til dig og mig med det hele.

Det er blandt andet det, der ligger i de store ord, vi slutter vores trosbekendelse med – nemlig, at ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. At vi trods svigt og fejhed og diverse fejlskud må høre til hos Gud, i Guds kærlighed – med hud og hår, og det til evig tid: ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.

Hvor er det godt at blive rummet. Eller som det siges i romanen ”Nogenlunde på størrelse med universet” af Jon Kalman Stefánsson: ”Det er så godt når nogen vil sige ens navn”. (s. 332) Hovedpersonen, den midaldrende Ari, har svigtet og fejlet og er ”gået galt i byen” med det ene og det andet i sit liv, herunder kommet væk fra hende, der var hans livsledsager og børnenes mor. Efter et par år i København er Ari nu vendt hjem til Island. På et tidspunkt ligger han på et hotelværelse i Keflavík og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til”. (Åh ja) Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.”

Det ved Ari noget om. Og det ved hans far, Jakob, kræftsyg og rent faktisk døende, sandelig også noget om. Åh, så meget liv han også har spildt og spoleret både for sig selv og for andre. Nu har Jakob på plejehjemmet delvist slået kludene sammen med jævnaldrende Anna, som også har levet et rimeligt hårdt liv med også alt for meget sprut. Hun kan tage Jakob. Stryge ham over håret. Kysse ham, og sige: Kære Jakob.

Anna er, som romanen siger det: ”Det eneste menneske, som har fået Jakob til at sige Sindsrobønnen højt, andre steder end under (alkoholafvænnings)behandlingen som han har været igennem to gange, og hun tre: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskel.” Men, som det siges: ”Men hvor skal visdommen komme fra, og hvad hvis Gud ikke kan give dig det nødvendige mod, det er måske udsolgt, ikke længere på lager, du må vente, der arbejdes på skift her i himmerige, men vi kan bare ikke følge med, himmerige er for lille til menneskers lidelser.”

Ja, sådan kan man have det, og føle det, når ens verden bliver kold og forladt – også som forladt af den gode Gud. Eller, som det siges om Jakobs tanker i en nattetime på kanten af livet: Eller at Gud slet ikke er ”interesseret i at give dig mod eller visdom, ja, i det hele taget give dig noget som helst, for du fortjener det ikke, dit liv er mislykket, du har svigtet alle, mest dig selv, levet sådan i over halvfjerds år, hvilket spild. – Jakob græder. Så, hvisker Anna, så, så. Hun kysser ham på skulderen og trækker ham derefter ned til sig, jeg skal hjælpe dig, mumler hun halvt i søvne, det er aldrig for sent at ændre tingene, ikke så længe man lever, i morgen er der atter en dag, og den er vores. Jakob falder til ro, hun falder i søvn, han lytter til hendes vejrtrækning som bliver tungere og tungere og stryger hende varsomt, måske endda kærligt over armen.” – Hvor er det godt at være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude – og fejheder og fortvivlelser herinde. ”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. Der er på nådefuld vis plads til dig og alt dit, sådan som du i glimt og gyldne stunder kan opleve det her i livet hos det andet menneske. I hans eller hendes favn, og med dit navn kærligt nævnt og sagt højt eller bare hvisket. Jo: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus.

Og lidt senere den nat, hvor Jakob er faldet til ro hos Anna, som nu er faldet i søvn igen, står han op og stavrer hen i køkkenkrogen, hvor han sætter sig, og rækker ud efter en kuglepen og en yatzy-blok, hvor han river en side af og skriver på bagsiden: ”Mit liv har ikke været præget af ro. Det er min egen skyld. Og det værste var ikke at kunne tale med dem som stod mig nærmest. Tale om det der absolut ikke burde ties om. Det lykkedes mig at ødelægge meget med det. Jeg” – og han river endnu en side af yatzy-blokken, sidder lidt og skriver så: ”… nej, jeg tror at jeg går, ja, ja, eller rettere stavrer ned til strandkanten og kigger lidt på vandet inden jeg fortsætter. Og så er jeg overbevist om at jeg endelig kan få sagt det som er vigtigt.”

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – ”I min fars hus er der mange boliger; hvis ikke,” siger Jesus, ”ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Der er (i Jesu navn) ikke noget der er for sent eller for ødelagt til, at der ikke kan sættes ord på det – så godt som muligt – over for Gud og over for det andet menneske. Og hvor der ved at ”tale om det der absolut ikke burde ties om” vil kunne findes vej til nyt liv. I Jesu navn. Han som med guddommelig legitimitet om sig selv siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”

Der er god plads hos Gud – i Himlen – og her hvor vi er og lever her og nu, hver især. Plads til at være her med det hele. Både det, der gik godt og det der gik galt. Herunder alt det jeg gjorde galt, eller skulle have gjort men ikke fik gjort. Få sat ord på det! Tal om det! Tal højt om det der absolut ikke burde ties om! Tilgivelse findes. Nyt liv opstår, selv på kanten: ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – husk det nu! Der skal slet ikke så sjældent ikke stort andet til end at kapitulere. Gi slip. Gå nedenom og hjem. ”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – og give sig hen til det liv, der endnu er at leve – så fuldt og så helt som muligt – i grundet rummet og favnet – selv ind gennem nattens mørke – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” I Jesu navn, amen.

 

Den gode hyrde

(Fra en prædiken til 2. søndag efter påske (om Jesus som den gode hyrde) – den 26. april nu her i coronatiden hvor de forårskåde frie løb og sammenrend (som var vi får og lam), herunder at mødes i kirken til gudstjeneste, endnu ikke er mulig – men snart – snart skal vi ses igen – også i kirkeskibet til gudstjeneste!)

Da jeg var barn på landet bestod en del af sommertjansen for en knægt som mig i at hente køerne fra marken “ude til vester” hjem til malkning. De gode dage var, når køerne genkendte stemmen og lød dens kalden. Når det lykkedes mig fra lang afstand at kalde dem til mig med et ”hep, hep, hep”, og jeg ikke skulle hele vejen ned på marken og bag om de bagerste, før jeg kunne få flokken med hjem. Men var der bare én, der ikke adlød røsten, ja, så var det af sted på den lange tur.

Jesus bruger billeder fra det liv, som har været kendt af alle i tusindvis af år: Hyrden, der leder sin flok – kalder og fører ved hjælp af stemmen – lader sin røst lyde – og ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig …”. Sådan er livet, når det er godt. Så hører vi stemmer(!) og genkender blandt alle andre den stemme, som vi har godt og allerbedst af at lyde og høre til hos. Tilhøre. Som når mor kaldte i stormagasinets mylder eller fra køkkenvinduet ud i haven – måske bare mit navn – mors stemme og mit navn – så hang verden sammen – rigtigt godt endda. Så hørte vi sammen – for det er jo det, stemmen og ordene kan: Få os til at høre sammen.

Når vi sidder i kirken i kirkeskibet til gudstjeneste, så bliver det så tydeligt, at vi hører sammen, og at vi netop og i særlig grad gør det ved at høre sammen. Sammen høre stemmer, røst og ord, og i det og bag det alt sammen høre vor Herres egen stemme kalde. Som hyrden, kalde på os, og kalde os for sine egne får – men også og endnu mere for sine elskede børn – fortabte og genfundne sønner og døtre af huset – alle dage i Hans hånd, som ingen og intet skal rive os ud af.

Jo, det er sandelig godt at høre til og høre hjemme – OG det er godt at være fri og komme ud, og få luft i håret og afstand til dem og det derhjemme. Som et får eller en ko at komme på nyt græs, måske endda i fjerne enge. Ja, og så jo altså blive hentet hjem – komme hjem igen, og igen, hver gang tiden er inde til det.

”Inderst inde er vi alle langt ude”, som jeg hørte én sige det (Lilian Munk-Rösing) – inderst inde er vi langt ude! Det er en grundkonflikt vi også som mennesker lever i: Vil vi have for meget tryghed, så bliver det til indespærring og truende indelukkethed. Vil vi på den anden side have for meget frihed i form af ubundethed, så bliver trygheden en by i Rusland. Helt ligetil er det ikke. Og går vi til kristendommen for at få enkle ligefremme svar og forklaringer, ja, så får vi det ikke.

”Da slog jøderne ring omkring Jesus”, står der, ”og de spurgte ham: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”. Men Jesus lader sig ikke spærre inde af nogen ring omkring ham, eller anden form for indespærring. Han bryder ud af selv gravens mørke. Ud i lyset. Og han fører os med sig derud i det fri.

Jesus lader ikke sig og sit sætte på formel. Kærligheden kan ikke forklares. Nåden er ikke et regnestykke. Det guddommelige kan ikke bare siges ligeud. Men det kommer til os ad snørklede veje. Det lyder til os, som når hyrden med sin røst kalder fårene sammen og fører dem videre ud til græssende grønne dale og bakker. Og hjem igen. Hans røst lyder til os alle mulige steder – den, der har ører at høre med, høre(!) – også på steder vi måske ikke sådan lige havde forventet det. Måske gennem en strofe i en god popsang. Eller et andet menneskes røst. En af dine kæres stemme. Eller i et salmevers, som vi synger det i en salme (100 Salmer, nr. 850) med ord om, at: ”Troen, håbet, kærligheden, livet / alting får jeg af din gode hånd, / fremtidsmål og drømme får jeg givet, / bind mig tæt til dig med stærke bånd, / så jeg aldrig kommer til at glemme, / hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme.”

Kærlighed forlanger krop – også i coronaens tid

(Fra en prædiken til denne søndag – 1. søndag efter påske – dengang i de gode gamle dage, hvor vi kunne, om ikke kysse, så kramme eller i hvert fald give håndtryk til både den ene og den anden på vores vej…)

Kærlighed forlanger krop. ”Elsker du mig? Har du mig kær?” spørger Jesus igen og igen sin gamle ven og discipel, Simon Peter. Og det er som den opstandne, han spørger ham. Det er efter påske, ved bordet, ”da de havde spist” Jesus spørger: ”Elsker du mig? Har du mig kær?” Og Peter svarer: ”Ja, Herre, du ved at jeg har dig kær.” Tre gange får han anledning til at svare: Ja! Han som tidligere, natten mellem skærtorsdag og langfredag, kort før morgengry, tre gange havde svaret nej, da de spurgte ham, om ikke han havde noget med ham Jesus fra Nazareth at gøre? Ham der aftenen før var blevet bragt i forhør og nu stod med en dødsdom hængende over hovedet – ”Nej, jeg kender ham ikke!” havde Peter bange svaret, og tredje gang endda med trumf, bedyret.

Da var det hanen galede, og Peter huskede, hvordan Jesus få dage forinden sørgmodigt havde sagt til ham, da Peter med store ord svor Jesus troskab til døden: ”Peter, Peter, før hanen har galet to gange har du forrådt mig tre gange!” Og Peter gik udenfor og græd og græd. – Nu fik han, her efter påske, kors og opstandelse, på forunderlig vis mulighed for at sige ja, hvor han før havde sagt nej.

Fra nej til ja. Fra død til liv. Fra mørke til lys. Fra sorg til glæde.

Alt sammen er det opstandelsens og kærlighedens vej, og den vej vi må gå, og kan gå, når kærligheden går i kødet på os. Når kærligheden på ny finder sted hos os og i os. Jo, for kærlighed forlanger krop. Ord, krop og kærtegn. Ordene hører med. Det skal siges. Og det skal siges højt, på den ene eller den anden måde for at blive virkelighed. Sådan er dét.

”Elsker du mig?”, spørger hun. ”Ja”, svarer han, ”og det har jeg jo sagt dig for længe siden”! Men den går ikke. Det skal siges igen og igen. Med rene ord og på anden vis: Kropssprog, kærtegn. Så sker der noget.

Det er ikke alt, der kan siges med rene ord. Heller ikke i kirken. Derfor har vi fået musikken. Toner og musik kan nogle gange nå længere end ord! Jeg synes, det er så fint, at vi i Vær kirke med orglet deroppe på pulpituret, så tydeligt kan se, at musikken rangerer højere end ordet – orgelpulpituret er lidt længere oppe mod himlen end prædikestolen! – Og kan vi ikke sige det med hverken ord eller musik, så prøv med blomster? Når vi står med kærligheden mellem hænderne, og ordene ikke slår til, så siger vi det af og til med blomster. Eller når vi, som vi ser det i kirken, hver gang vi holder begravelse, står med tabet af den elskede og med sorgen – og det er også kærlighed – så siger vi det med blomster.

Sig det med blomster! Kærlighed forlanger krop. Kropssprog. Kærtegn. Sig det med blomster! Med hvad som helst! Men sig det, for Guds skyld! ”Tag det sorte kors fra graven! / plant en lilje, hvor det stod!” (DDS 241), som vi synger det i en af Grundtvigs stærkeste påskesalmer. Og ”Se Marie Magdalene” – nu ikke længere helt alene – ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I en grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” – Det er meningen med det hele: At vi liver op – og hjælper hinanden dertil, i Jesu navn. Peter, og alle I andre, siger Jesus – hver og én af os: Har du mig kær? Og har du det, så vogt mine lam! Vær hyrde for mine får! Helt enkelt: Pas på hinanden! Vær gode ved hinanden!

Så enkelt og simpelt, og samtidig til tider så svært, så alligevel: Bliv ved med at knokle løs med det! Sætte både ord og handling på! På hvad? På kærlighedens liv derude hvor livet leves i medgang og modgang. Uden for gravene. For det er her, jeg nu er, siger Kristus den opstandne. Her, hvor kærlighed og nyt liv finder sted: Følg mig! Amen.

 

Grundtvigs trefoldige påske-JA

Der er gang i fællessangen (sammen hver for sig) i Danmark i disse coronatider. Nu hvor det er påske, og kirkerne fortsat står lukkede som gravhulen påskelørdag, er der forhåbentlig og formodentlig alligevel mange, der rundt omkring har fået sunget 2-3 af de helt store folkekære påskesalmer. Grundtvig-salmerne: ”Hil dig, frelser og forsoner” (DDS 192); ”Påskeblomst, hvad vil du her” (DDS 236); ”Tag det sorte kors fra graven” (DDS 241).

Undtagelsestider kan give øjenåbnere for fænomener og forhold, man før ikke havde øje for. Eller som bare bliver tydeligere for én nu, hvor baggrunden er en anden. Sådan er det gået mig nu i denne påske i forhold til de tre ovennævnte salmer og et ganske specielt element i dem alle tre. Nu, hvor så meget, på coronaens baggrund, ligger som ”åh nej” i én (”åh nej, skal vi virkelig først kunne mødes i kirken til gudstjeneste igen engang efter den 10. maj!” og lignende ”åh nej”-er) er der en særlig kraft i at få øje på Grundtvigs ”ja” i det sidste af versene i hver af disse tre salmer:

”Ja, jeg tror på korsets gåde” (DDS 192,9)

”Ja, jeg ved, du siger sandt” (DDS 236,6)

”Ja, han er her, Guddoms-manden” (DDS 241,5)

Der er, som enhver, der synger disse salmer, tydeligt mærker det, ikke på nogen som helst måde tale om et forbeholdent ”tja”, et tvivlende spinkelt lille ”ja”, men om et fuldrungende ”JA”. Et ”ja” i slægt med det ”ja” vi i vores englificerede (englefikserede) tider kan bruge/udbryde på dansk, når det overvældende møder os, når hjemmeholdet scorer i sidste sekund, når sejren er hjemme, når den vildt glædelige overraskelse indfinder sig og vi reagerer med et spontant berusende glædesfyldt: ”YES”!

Sådan klinger Grundtvigs trefoldige påske-JA med i disse dage, hvor så meget af det vi lever godt af, er lukket ned. Men som vi må tro igen skal åbne sig for os, så vi kan komme både ind og ud. Som når en længe lukket kirkedør, som den bortvæltede kæmpesten for graven gjorde det for kvinderne den første påskemorgen, glider op og bliver til en åbning ind til det guddommelige og fælleskabet herom. Så vi kan oplades herinde og igen komme ud til dagliglivet, hvor den opstandne i virkeligheden huserer i hver en afkrog, til hver en tid, fuldt og helt tilstede her og nu med al sin kærligheds rigdom – ”YES”! Eller: ”Ja, jeg tror på korsets gåde” – ”Ja, jeg ved, du siger sandt” – ”Ja, han er her, Guddoms-manden” – Hallelu-JA!