Shalom! Salam aleikum! Guds fred! Med englenes sang julenat: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” – ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. Guds fred tager så mange skikkelser i det menneskelige – i det helt almindelige daglige liv. Normaliteten hvis rige velsignelse vi har det med at overse betydningsfylden, for ikke at sige underfuldheden, af, så længe det bare er der som netop normaliteten og det selvfølgelige.

Vi mærker det, vi aner og fornemmer det, på en særlig måde, ved barnets fødsel. Når et lille barn kommer til verden. Det hører til normaliteten og det helt selvfølgelige OG det er stort og overvældende, hver gang det går godt. Og det lille barn lever og bliver svøbt og lagt hos sin mor, og i vuggen eller krybben(!) med alle mulige gode lyde omkring sig i rummet – forældres og andres inderlige forundringslyde og gode, varme udsagn: ”hvor er hun smuk!” – ”Se, ham lige! Hvor er han dejlig!” Suppleret måske med de lidt større firbenedes gode gumlelyde i stalden. Som vi kan forestille os det med juleevangeliets beretning, om hvordan Gud kommer til verden i det helt almindelige, i skikkelse af en lille dreng – barn Jesus. – Shalom! Salam aleikum! Guds fred! ”en stor glæde, som skal være for hele folket”.

Vi kan komme til at gå så meget fejl af hinanden – i både de store samfundsmæssige og storpolitiske sammenhænge, såvel som i de inderste forhold og nære relationer. Med krig og ufred til følge. Brudte relationer. Kolde skuldre og hjerter med. Den unge (34 år) irske forfatter Sally Rooney – det er hende med romaner som (den også filmatiserede) ”Normale mennesker” og romanen ”Skønne verden, hvor er du” – fortæller om det i romanen ”Intermezzo”. Om brødrene Peter og Ivan, som er gået så grueligt fejl af hinanden. Storebror Peter (32) og lillebror Ivan (23), som i året der gik har mistet deres far, der ellers var den der holdt dem sammen som brødre. Peter er menneskerettighedsadvokat med professionel sans for undertryktes ret. Men det betyder ikke, at han så også har det i det private og de helt nære relationer. Lillebror Ivan er et ungt skakgeni, lidt skæv i det sociale, og – som det har udviklet sig – helt færdig med sin storebror, som bare tror, at han har så meget ret(!) til altid at dømme og kritisere. Nu senest her hvor Ivan har indledt et, for øvrigt varmt og rent, kæresteforhold til den 13 år ældre Margaret. Så Ivan har blokeret sin bror på mobilen. Peter roder selv rundt i det med relationen til en purung kæreste og til, samtidig, sin egen jævnaldrende ekskæreste. Han er i alt dette rod, i al sin ufred, nu også kommet godt i gang med at udvikle et stof- og alkoholmisbrug.

”Intermezzo”, som romanen altså hedder, er indenfor skak ”et uventet træk”. Et såkaldt mellemtræk, som kan føre til en afgørelse. – Da Ivan ind under jul deltager i en skakturnering med mulighed for at rykke op i en højere norm(!), tager storebror Peter chancen og møder op og venter tålmodigt udenfor skaklokalet for om muligt at få sin lillebror i tale, når turneringen er afgjort. Det lykkes. Ivan har vundet og er rykket op. Nu går de en tur de to brødre i aftenmørket i Dublin i nærheden af floden: ”Hvor har jeg dog været en idiot, siger Peter. – Det har vi begge to, siger Ivan.” De går videre hen mod katedralen. Peter siger: ”Far ville have været så stolt af dig, hvis han var her. Det var derfor, jeg gerne ville være her (nu i dag), bare for at sige det. Og for at sige, at han elskede dig, og jeg elsker dig. – Ivan svarer dæmpet: Jeg elsker også dig. – Det behøver du ikke, siger han (Peter). Jeg ville tilgive dig, hvis det var. – Efter en tøven svarer Ivan: Nej, det gør jeg. Selv om du nogle gange irriterer mig rigtig meget. Med en skælvende latter ser han (Peter) op i den glatte himmel. Du irriterer også mig, Ivan, siger han. Det er gensidigt. De er standset uden for kirkeporten… Tror du på Gud, spørger Ivan. – Nå, siger Peter. Jeg er ikke sikker, det ved jeg ikke. Jeg ville nok sige, at jeg prøver. – Ivan drejer hovedet og ser på ham, roligt og på en måde klogt. Samme her, siger han. Jeg prøver. Det virker ikke altid, men jeg gør mit bedste. – Peter mærker en sød, dirrende smerte i brystet, som en hånd der griber og holder fast. Mm, siger han. Også mig.” Så spørger Ivan: Har du lyst til at komme til middag juledag, sammen med Margaret og mig? “Tag bare hvem som helst med, siger Ivan. Alle dem, du gerne vil have med, skal du bare tage med.” – Peter ler, mens tårerne løber, tørrer øjnene. Hm, siger han. Okay. I skal have mange tak for invitationen. – Så ler de, de to brødre. Og får sagt farvel og på gensyn, og endnu engang: Jeg elsker dig – inden de går hver til sit. – Og Peter tænker på hjemvejen, hvor forunderligt det er at få skabt fylde og mening i noget så flygtigt som livet. Og han ser dem for sig sidde samlet ved julemiddagen: ”Ser dem alle sammen for sig der.” Jo, for som Peter tænker det: ”At forestille sig er også livet: det liv man kun forestiller sig. Skramlende gryder, dampen fra kedlen. Bare at tænke på det er at leve… Det virker ikke altid, men jeg gør mit bedste. Se hvad der sker. Under alle omstændigheder leve videre.” (lyder romanens slutord).

Intermezzo – det uventede træk, som kan føre til sejr. Til den ”højere norm”, hvor ufred og smerte afløses af glæde og fred. Forsoning med forløsning af liv og kærlighed. Sådan må vi se barnet i krybben i stalden julenat i Betlehem som Guds eget uventede træk. For at vinde freden. Vinde os freden og fylden her i det helt almindelige menneskeliv. Hvor mennesker kan samles og sætte sig til bords med hinanden og ønske hinanden alt godt. Shalom! Salam aleikum! Guds fred! og nu og her: Glædelig advent – og siden jul!

”Hvem sidder der bag skærmen?” – engang var det Jens Vejmand. Nu er det os alle i større eller mindre grad. Jeg kom til at sprutte af grin en dag, da jeg lidt før vi skulle begynde kom ind til en flok konfirmander – en tyve stykker der sad der i lokalet rundt i hesteskoen – ”hvad griner du af, Gudmund?”, var der én, der spurgte – ”jeg griner, fordi jeg pludselig kunne se, at I ligner en flok fromme mennesker, der sidder med foldede hænder og beder bordbøn – som I sidder der med bøjet hoved over hver jeres skærm”.

”Skærm Ånden” hedder en lille bog i serien ”Kristendommen ifølge…” den og den, her idehistoriker Agnete Braad: Skærm Ånden. Ja, for det drejer sig om Ånd. Det gør det altid. Og her altså vel at mærke med stort Å. Ånden, den gode livgivende Ånd, som i grunden er Guds gode Skaberånd, skal skærmes. Æres og respekteres. Den skal vi åbne os for og lade os fylde af. Så altså: Skærm Ånden, for skærmånden(!) får nemt alt for stor magt iblandt os og forhindrer nærvær og tilstedeværelse. Ægte medmenneskelighed. Også i allerhøjeste grad sammen med vores i virkeligheden allernærmeste. Skærm Ånden!

Kom ud i lyset, livet og legen. ”Lev som lysets børn”, som apostlen Paulus skriver det: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren” (Efes. 5,8). Lev som lysets legesyge børn! Det kan vi allerbedst når vi løfter blikket fra de små skærme og vores egne navler og får øje på hinanden, og gør noget sammen. Måske noget så enkelt som at lave et bål, sidde sammen og snitte en pind og fortælle hinanden historier. Eller bygge en hule, spille et spil, tage på vandretur, sove i telt, i shelter eller bare med hovedet i fodenden i sengen derhjemme. Gøre noget andet. Gøre noget sammen. Gøre af og til noget godt for nogle andre. Det giver mening. Det giver fylde – livsfylde. Sjovt nok allerbedst, når du selvforglemmende er optaget af noget andet end dig selv. Og meget gerne sammen med nogle andre. I leg eller arbejde.

Som jeg læste en forfatter (Jeppe Krogsgaard Christensen) skrive om dét en tidlig morgen at opdage, at nu har han bare siddet og fået skrevet i flere timer: ”en særlig selvforglemmende lykkefølelse”, som han skriver det, og fortsætter: ”sådan som det måske er for den troende at mærke Guds nærvær. Jeg vil nok hellere (skriver forfatteren) tale om en helt særlig fornemmelse af tilværelsesfylde, om en dyb, vibrerende meningsfuldhed…” Ja, og jeg vil helt sikkert tale om det som sider af samme sag: Guds nærvær OG meningsfylde!

Herhjemme i skovkanten Sondrup, hvor jeg bor sammen med min kone, og hvor der er nok at se til med både heste og brændeovn og alt det andet både ude og inde, der dagligt kalder på os, siger vi gang på gang til hinanden: ”Vi leger jo bare”. Og dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. For os alle. Den bedste ånd at være til i. Og sammen i. I meningsfuldt samvær – hvor det går som en leg – hvor vi er åbne for indtryk og gode ånders virke. Åbne for inspiration.

Der findes et sted derovre i Vestjylland på Lemvig-egnen en forening, der kalder sig ”Foreningen til forundringen over at kornet gror”. I øvrigt en forening der hylder ”lediggangen” – denne næsten glemte og truede gangart: Lediggangen. Måske i slægt med den gangart, vi kalder kirkegang – hvor vi går i kirke, sætter os ind i kirken, åbne og ”ledige” for forundring med tak til Gud.

Lea Korsgaard, chefredaktør for mediet Zetland, har skrevet bogen: ”Inden året er omme” med undertitlen: ”Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”. Sidste år i 2024 satte hun sig for (inden året var omme) at opsøge, finde og få fotograferet de i alt 64 forskellige sommerfuglearter, der (endnu) findes her i Danmark. Bogen er samlet sagt en fantastisk fin forundringsbog.

I sin fine fortællemosaik fortæller Lea Korsgaard også om sommerfuglen som symbol. Gennem dens mærkværdige forvandling, metamorfose, gennem sin egen opløsning: fra larve til puppe til farvestrålende frit flyvende sommerfugl. Sommerfuglen er og har således fra ældgammel tid været anvendt som symbol for liv af døde, for tanken om genfødsel, om opstandelse og evigt liv.

Som hun fortæller det om Anden Verdenskrigs KZ-lejre, hvor man efter krigen kunne se, hvordan masser af fanger i træværket rundt omkring i KZ-lejren havde skåret deres navne, initialer eller tegninger, hvor særligt ét motiv gik igen og igen: Sommerfugle – alle vide vegne. Hvorfor ridsede kz-fangerne sommerfugle i væggen her i dødslejren? Som Lea Korsgaard skriver det: ”De måtte have forventet, at de skulle dø. Alt var taget fra dem, deres forældre, deres børn. Deres fremtid. De levede med brutalitet, kolde og forpinte, skelettynde, angste. Alligevel havde nogle af dem en kraft i sig, der fik dem til at snitte symbolet på genfødsel i barakkernes vægge, hvilket må fortælle os noget om, at selv dér – i et levende helvede – var der noget, der sagde disse mennesker, at deres liv var mere end resultatet af materie og biologi, at det var dyrebart. At det er værd at være i live…” – i grunden forunderligt.

Og Lea Korsgaard fortæller fra sine egne, ind imellem stressede, vandringer rundt omkring i Danmark i jagten efter at finde endnu én af de 64 sommerfuglearter – hvor hun også gang på gang bare betages og gribes af det hemmelighedsfulde landskab, hun lige nu befinder sig i. Som hun et sted fortæller: ”Jeg strakte mig og så igen ud over landskabet. Det var, som om jeg havde fået en vidunderlig hemmelighed betroet. Hvad jeg så var ikke længere en græsmark, men et sælsomt sted, hvis undere kun de indviede kendte til, her kunne man få lov at vandre med græssernes svirp op ad buksebenene og beundre det hele, men kun hvis man kendte stedets løsen. – Jeg så også mange sommerfugle”, som hun skriver det.

Og et andet sted hen mod slutningen, hvor hun er sammen med sin mor på en sådan sommerfugletur: ”Jeg bevægede blikket hen over græsserne og blomsterne og mærkede, hvordan det strømmede igennem mig, landskabet omkring mig, som en flod, alle farverne, duftene. Noget uendeligt vemodigt vældede op i mig som fra et klippedyb, eller også var det glæde, jeg mærkede. Synet af sommerfuglen gav adgang til en følelse af undergang, men også til noget uendeligt frydefuldt, det var forvirrende, men jeg ville hellere mærke det end slet ikke noget.” Og tilføjer: ”Jeg smilede til min mor. – Skal vi gå?”

Ja, vi skal så! Også ud fra gudstjenesten – videre i livet – åbne for forundring og livstaknemmelighed.

… Bedstemor, som var født ved århundredskiftet i år 1901, har fortalt mig om sine morbrødre, der som så mange andre i slutningen af 1800-tallet udvandrede til Amerika. Én af dem var, som det dengang var almindeligt blandt fattige bønder og husmænd, kommet ud at tjene en sommer som 6-7-årig.

Det var en dårlig plads med både sult og tørre tæsk. En dag da der i gården var bagedag, og hvor den yngste i gården skulle kravle ind i den afkølede ovn og hive de inderste af brødene ud, lykkedes det min bedstemors morbror, at smugle et lille brød med ud under skjorten og med op på høloftet, hvor han i dagene derefter på den måde havde et lille supplement til den sparsomme kost. Men værst af alt, så bildte gårdmandsfolkene knægten ind, at hans mor var død og at hans far ikke ville have ham tilbage igen. Til sidst stak han af. Under flugten tabte han sin ene træsko men løb videre. En bondemand i hestevogn fik ham til at stoppe op og sætte sig op i vognen til ham. Og knægten brød sammen og fortalte det hele til bondemanden, som til gengæld kunne fortælle, at han samme dags morgen havde set drengens mor stå og hænge vasketøj op, og nu skulle han nok køre ham hjem til sine forældre. Her blev drengen, fortalte bedstemor, heldigvis taget godt imod.

Ligesom den fortabte søn, kunne jeg allerede dengang sidde og tænke, for ham havde bedstemor forinden fortalt mig om. Og om Josef i Ægypten. Og om Moses og Abraham. Og Kain, Abel, Eva og Adam. Om alle Guds børn. Men først af alt og mest af alt om Jesus, hvis historie forstået som livshistorien over dem alle bedstemor fortalte om og om igen. Så at jeg på den måde vitterligt er vokset op sammen med Jesus. Eller for at sige det, som det er blevet til i det lange løb, så er jeg vokset sammen med Jesus. I hans livshistorie hører jeg hjemme. Med al bedstemors ånd og fortælling i ryggen vil jeg endda sige: helt uden tvivl.

Op over alle ruiner og med jorden jævnede hjemstavnssteder rager himmelhøjt min bedstemors, og sidenhen min egen mors, fortælling i form af såvel slægtshistorie som bibelhistorie. Her har jeg, hvad angår hjemstavn, på ganske særlig vis helt uforglemmeligt fået min hjertelige tilknytning til barndommens land. Til det og dem der var engang, og som jeg på bedste vis lever med den dag i dag. Holdt i live af erindring og fortælling. For det skal det, for at det kan leve videre og kaste liv af sig: det skal siges højt. Det skal fortælles. Det uforglemmelige er ikke det, som ikke kan glemmes, men som ikke bør glemmes, ikke må glemmes. Og derfor skal det fortælles videre igen og igen.

Det kan hverken Facebook og sociale medier eller AI og kunstig intelligens med nok så kæmpestore datacentre og kapaciteter gøre for os. Hvis det skal virke og virke allerbedst, så skal det gøres ansigt til ansigt med levende ord fra mund til mund. Måske siddende sammen på ens egen oldefars gamle hjemmelavede køkkenstole – nu selv som bedstefar sammen med mit barnebarn, som gerne på alle mulige måder må vokse op til at kunne fornemme hvor godt det i grunden er at høre til og høre hjemme.

Jeg var for få år siden på en motorcykeltur til barndommens land sammen med min gode ven helt tilbage fra dengang for omkring 60 år siden, hvor vi begge voksede op på Esbjergkanten. Vi så mest ruiner og gravsteder. Mine bedsteforældres fine ejendom, som spiller en særlig rolle for mig som hjemstavn, var fuldstændigt jævnet med jorden. Alt var væk.

I stuen her hvor vi nu bor og har hjemme, min hustru og jeg, står der to meget enkle og særdeles robuste køkkenstole. Sandsynligvis med indbyggede håb og drømme. Min oldefar har lavet dem sammen med andet indbo, da han i 1876 stod for at skulle giftes med min oldemor og de to sammen flytte ind på den nybyggede ejendom lidt udenfor Andrup. Det sted som blev både min bedstefars og sidenhen min mors fødehjem. Et ganske særligt sted for mig i min egen barndoms historie, og hvor jeg også selv boede hos mine bedsteforældre godt et halvt års tid i min tidligste ungdom.

Det var for mig som barn, som om gården – mine bedsteforældres – havde ligget der altid og for altid ville blive liggende. Også haven med tornebuskhækken omkring som afgrænsning og værn mod verden derude. Klatretræet. Bærbuskene. Gemmestederne. Stalden og stuehuset med de mange rum og møbler, hele indretningen, herunder køkkenet med den faste bænk, køkkenbordet og oldefars solide køkkenstole.

Nu er både huset og haven, det hele, fuldstændig væk. Hvert et rum, hver en sten – jævnet med jorden. Bygningerne og markerne med er blevet opkøbt af Facebook med planer om etablering af et kæmpe datacenter. En ny tids form for hukommelses- og erindringssted. Hvor er da nu min hjemstavn – hvis den da overhovedet findes? Min hjemstavn er indeni mig. I mit hjerte. I min erindring. P.t. rimelig velbevaret og intakt. Her vil den blive liggende, så længe det varer – med de mennesker, der engang befolkede min hjemstavn som det ganske særlige og centrale element: Mine afdøde bedsteforældre og min morbror. Min vældigt nulevende 91-årige mor.

Men også min for længst afdøde oldefar, som jeg aldrig selv har kendt, men hvis gamle køkkenstol jeg den dag i dag kan sætte mig på og helt konkret og meget mærkbart fornemme, hvor godt det er, trods alle tings ubestandighed og altings forgængelighed, at hvile i forbundetheden med det og dem der var, dengang da hjemstavnen fandtes også i det ydre og konkret geografiske. Inklusive dens lyde og lugte, krinkelkroge og særlige steder.

Jeg ser for mig bryggerset med den grå klynekasse, linoleumsgulvet, de grøntmalede faste skabe, døren med klinkehåndtaget og dens særlige lyd, når bedstefar ind under aften kom ind ude fra stalden og ved vaskebaljen under gasvarmeren på sin egen karakteristiske, meget grundige måde vaskede hænder, arme, hals og hoved og tørrede sig grundigt med det lille håndklæde, inden han efter et kig i spejlet satte sig ind til køkkenbordet med bedstemors gode, brasede kartofler, koldt flæsk og solbærsyltetøj samt til bedstefar en portion reven gulerod.

Jeg ser for mig dagligstuen og krogen med den lille sofa, sofabordet og bedstemors lænestol med standerlampen, så hun altid kunne få lys til sit håndarbejde. Her har jeg ofte siddet som barn og purung og lyttet til bedstemors fortælling. Mine bedsteforældre var indremissionske. Bedstefar på sin egen både inderlige og grublende vis. Bedstemor på sin, som jeg så det, helt ubesværede og enfoldige måde med bibelhistorie og trosfortælling som sit ganske særlige kald overfor børn og børnebørn og i grunden enhver hun mødte på sin vej.

Bedstemor var en god fortæller. Udover bibelhistorie holdt hun af at fortælle slægtshistorie. Man skal vide noget om, hvor man kommer fra. Og sandelig også noget om, hvor vi i sidste ende skal hen. For begge genrers vedkommende i grunden noget om at høre til og høre hjemme… (fortsættelse følger)

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet om kærligheden til naturen og det enkle liv. Om livet i skovene. I bogen ”Om at vandre og andre essays om natur” skriver han nu for snart 200 år siden med en sær aktualitet ind i vores tid om ikke at lade dig fylde med alt muligt nyhedsskrammel og lade tomme ord og ligegyldigheder strømme ind, men øve dig i at leve opmærksomt, tilstedeværende på livsvandringen: ”Brug alle slags kneb og advarsler”, skriver Thoreau, ”for at uddrive det, som trænger sig ind på det (eneste) sted, der er dig helligt. Det er så svært at glemme, hvad det er værre end unyttigt at huske! Hvis jeg skal være en gennemfartsvej, foretrækker jeg, at den er til bjergbække og strømme fra parnasset og ikke til byens kloakker. Man kan lade sig inspirere af det, som fra himlens sale når den opmærksomme sjæls øre.” Ja, eller af alt muligt skidt og skrammel: ”Jeg tror”, skriver Thoreau, ”sjælen kan blive varigt vanhelliget af at hengive sig til trivielle sager, så alle vore tanker præges af almindeligheder…” – “Hvis vi således har vanhelliget os selv – og hvem har ikke det? – vil kuren være med omhu og hengivenhed atter at indvie os selv og gøre en helligdom ud af sjælen. Vi bør behandle vore sjæle, og det vil sige os selv, som uskyldige og troskyldige børn, for hvem vi er værger…”

Kan du følge mig? Eller sagt med Jesu eget helt enkle: ”Følg mig!” – for jeg tror, det er Hans Ånd, der er på spil som her hos en Thoreau fra midten af 1800-tallet – med dugfrisk bud også til os nu i dag. Som ung vin på nye sække. Eller som en lap af et flot gammelt stykke stof til istandsættelse og ”heling” af en gammel kappe og klædning til fortsat brug. Som ord til tiden. Passende pointer til os, der trænger til at kunne både faste og feste. Holde igen med det ene og give los med det andet. Hver ting til sin tid. Og med menneskesønnen inde i billedet – med Jesus og Hans gode livgivende Ånd nærværende – tilstede i og iblandt os – ”med al sin kærligheds rigdom” – så er tiden virkelig langt mere inde til at feste end til at faste. Til at åbne op, lukke sig op, end at skærme sig og lukke ned.

”Følg mig!”, siger Jesus og åbner op til livet, med det livssyn på færde, at livet er en gave. Ja, at hvert et hjerteslag, hvert åndedrag, hvert et øjeblik du får at leve, er en gave givet af Gud. Hvem i alverden ellers! Jeg har ikke givet mig selv det. Og jeg har uendeligt svært ved at betragte mit eget liv som en tom ligegyldighed opstået i et univers af ren og skær tilfældighed: Tak, Gud!

Kan du følge mig? Kan du mærke, at det er godt at sige ”tak”? Og endnu mere: At det er, i sig selv, velsignet godt at have et sted at gå hen med din tak! ”Så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed!”

Med evangelieord til pinsedag siger Jesus: ”… jeg lever, og I skal leve” (Joh. 14,19). Leve og elske. Finde fylden allerede her, i det nærværende – dagen, som nu åbner sig for os – dagen og dette øjeblik. Det er så afgørende – så afgørende velsignet godt, når det sker. Når tomhed bliver til fylde. Når der bliver lukket op for os til dagligdagen. Den velsignede hverdag nu set og oplevet som fyldt med mening fremfor udelukkende tab og truende tom trummerum. Men hvordan får vi fat i det? Eller det i os? Livets fylde – dagens fylde – hvordan regner man den ud? Eller rettere, hvordan beskrive og udleve denne fylde? Finde ord og form for livet i livet? Og da særligt, når store tab opstår? Når en grundlæggende præmis forandres og livet synes gået helt i stå?

Forfatteren Solvej Balle kredser på sært fascinerende vis herom i romanføljetonen med titlen ”Om udregning af rumfang” – nu (2024) nået til bind V af syv planlagte bind i alt. En titel som bærer i retning af noget med ”fylde” og ”omfang”. Hovedpersonen i romanværket, Tara, er fanget i den 18. november. Ja, det lyder mærkeligt, men man vænner sig til en vis grad til det. Tara vågner, som vi vil sige det, ”hver ny dag” op til den 18. november. Sådan har det været nu i – som vi siger det – årtier. For langt de fleste andre mennesker går tiden som normalt. Men for Tara og nu her i bind V med ophold på et gammelt nedlagt universitet i Val Benoit drejer det sig om flere hundrede mennesker. Alle fanget i den 18. november, forsamlet her. Overfor den samlede flok, forsamlet i et auditorium på det gamle universitet her i Val Benoit, træder kvinden Gita nu for første gang frem og holder en sært bevægende tale. Lavmælt livsnær og bevægende. Det er Tara, der fortæller os om Gitas tale den dag: ”Hun talte om de faser, de fleste af os havde gennemgået. Forvirring og uro, en sårbarhed. At man følte sig forkert. Fanget. Ramt. Faldet af verden. Fortabt. Fortvivlet. Som om man havde gjort noget forkert… Og så en slags resignation … Men ved I hvad, sagde hun. Resignere betyder ikke at gå i stå. Resignere betyder at tage seglet af et brev. Resignare. At åbne forseglingen og se, hvad der står. At resignere er at åbne noget, ikke at forstene eller forstøve eller standse…”

Åbne et brev. Åbne sin bibel. Åbne sig for nye ord og vinkler. Få det ene og det andet vendt om. Vendt til det bedste – selv det værste. ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”, siger Jesus, ”jeg kommer til jer… for jeg lever, og I skal leve.” Leve og elske. Åbne for dagens fylde i det nærværende.

”At resignere er faktisk at åbne noget, sagde Gita. Men hvad er det, der skal åbnes? Det kan man jo spørge om. Og mit svar vil være, at det allerede er åbnet. – At vi har åbnet et brev, en magisk æske … Hvor heldig kan man være? Vi er standset og har resigneret og BOOM, sagde hun og slog begge sine arme ud i luften: døren går op. Det var det, der skete, da vores dag gik i stå. Men ville vi se det? Nej. Og ja. Vi ville gerne se det, men vi skulle lige vænne os til tanken. For der var sket noget. Vi var blevet nysgerrige. Vi var begyndt at søge forklaringer. Og så blev det klart: ikke hvor vi skal give op, men hvor vi skal begynde… det mærkelige, som vi ikke hele tiden taler om, men som vi måske hele tiden burde tale om, er, hvor heldige vi er. At vi har fået nøglen til en dør, som man ikke uden videre kan få nøglen til. Gentagelsens dør. Iagttagelsens dør. Indsigtens dør…”

Hvor ”heldige” vi er, siger Gita. Eller som vi vil sige det med kirkens sprog, hvor ”velsignede” vi er. At døren har åbnet sig for os, ind til denne dag. Dagen i dag. Sagt med salmens ord: ”Denne er dagen, som Herren har gjort, / den skal hans tjenere fryde…” (DDS 403,1)

Gitas tale havde nu helt klart grebet forsamlingen, og hun fortsatte: ”Og hvad stod der så i brevet, da vi brød seglet. Da vi resignerede? Der stod: vi er slet ikke færdige, vi er først lige begyndt. Der stod ikke, at vi er fanget i tiden, og at nu kan vi sætte os ned og håbe på, at vi en dag kommer ud af den attende. Der stod, at vi er fanget i et privilegium. Ja, det er ikke sådan, vi plejer at se det, men det er sådan det er…”, sagde Gita, og talte stille begejstret videre om at vende omkring ”og vandre mod hulens udgang” – ”gå ud af sin hule” – ud af skyggerne, ud til lyset og de andre – alene ”bundet til nuets nærvær” – ”Det var”, som Gita sagde det, ”ikke fremtidshåb, det var nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb.” Som Tara noterer det om dette, ja, pinseunder: ”Jeg tror, Gita har fået en ild til at blusse op. Som om en gnist er sprunget ind i et landskab, hvor der længe har været tørke. Jeg kan se, hvordan ilden tager fat, først i det ene hjørne, så i det andet. Måske har hun ret. I at vores hjerner (og hjerter!) har ventet på at blive budt op til dans. Ilddans. Begejstring. Blus. … Jeg mærker en gnist af glæde…” Og som Tara fortæller det om tiden derefter: ”Vi holder møder, og jeg møder op, og folk fortæller, og alle klapper begejstret, og jeg klapper begejstret. Vi er på vej, og vi gnistrer, når vi går ud på de våde stier…” – jo: ”Gitas tale havde pustet til ilden.”

Som den dag, pinsedag i Jerusalem, da Guds hellige Ånd kom over disciplene og de talte hjertesprog, som greb de mange, der var forsamlet. Som genoplukkede for dem alle døren til livets og dagens velsignede fylde: ”Denne er dagen, som Herren har gjort” – ”… jeg lever, og I skal leve” genlød Hans ord med ild og gnist og glød i dem, Hans kærligheds ånd, Guds egen hellige Ånd, kom over dem, satte sig i dem, med nutidshåb, nærværshåb. – Som for dem dengang, den første pinsedag, således også for os nu i dag: Der er jul, påske og pinse. Vi er døbt i Faderens og sønnens og Helligåndens navn, til liv i tro, håb og kærlighed. Og nu er det pinse. Ja, fra nu af er vi ”fanget” i pinsedagen. På bedste vis fanget i og af pinsedagen som åbningen til al livets fylde, til livet og dagen og dette øjeblik som privilegium og velsignelse ud over alle grænser – selv dødens. Med Jesu ord: ”… jeg lever, og I skal leve” Glædelig pinse!

Jeg er her i skrivende stund pensionist på tredjedagen. Det er ikke nogen stor erfaring at skrive ud fra. Jeg vil dog sige, at den umiddelbare følelse er lettelse. Lettelse og taknemmelighed. Det gik godt (læs: meget gik godt) OG jeg mærker en byrde være taget af mine skuldre. Jeg skal ikke (i hvert fald ikke lige foreløbig) stille op i ornat overfor en forsamling og levere en form for opbyggelig tale. Jeg skal ikke præstere noget i den sammenhæng. Det er nok det, jeg i særlig grad mærker som lettelse.

Vi mødte for nogle måneder siden i en forretning inde i byen en gammel kollega og spurgte: ”Hvor lægger du så din kirkegang, nu hvor du er gået på pension?” Hvortil den gode pastor emeritus med glød i stemmen svarede: ”Jeg er bare færdig med folkekirken”!

Sådan har jeg det ikke. Jeg er IKKE færdig med folkekirken. Tværtimod glæder jeg mig over, at den findes. Og det endda i enhver krog af landet. Og jeg glæder mig til nu for alvor at indtage det allervigtigste embede i den folkekirkelige sammenhæng: Kirkegængerembedet. At sidde på kirkebænken søndag efter søndag. Synge, lytte, bede. Være med sammen med de andre. Og få noget med ud i pensionisthverdagen.

Præster kommer og går – menighed består. Hvor er det godt, at det er sådan det er.

Da kvinderne, endnu før solen var stået op, gik til Jesu grav påskemorgen for at salve hans døde legeme, talte de med hinanden om, hvordan de i det hele taget skulle komme derind i gravhulen. En kæmpesten var jo, vidste de, blevet rullet for indgangen.

Jeg tænker altid på disse kvinder, når jeg kommer til Vær Kirke fra den nordlige side og ser den gamle tilmurede kvindedør i kirkeskibets nordside, så stærkt markeret ved de smukt tilhuggede granitkvadre.

Hvordan kommer vi derind?

Og selvfølgelig for at kunne komme ud igen. Fordi det er altid meningen med at gå i kirke: at komme ud igen. Ud til dagliglivet og alle sammenhængene og nærværet der.

Men først må vi ind. Sætte os ind i det – her, i kirkeskibet – for at få noget ud af det. Men hvordan kommer vi derind? Det gør vi ved, som kvinderne påskemorgen, trofast at gå dertil – til helligstedet – med den tanke og det håb, at der mod alle realistiske odds må vise sig at være en vej. En indgang.

”Kanske”, som de siger det i Norge. Og det kan det. Det kan ske, at det førhen lukkede som ved et under åbner sig for os, og vi finder ind og finder ud af det. Ikke alt – det hemmelighedsfulde består – men nok til at vi endnu engang kan komme videre fra mørke til lys, fra død til liv, fra udgang til indgang.

”Der er dem, der holder dørene på klem”, som vi synger det med Benny Andersen i Go´ nu nat-sangen – ”jeg tar hele døren af / venter på dig nat og dag”. Sådan er vor Herres egen holdning til os. Sådan har Gud stillet os fra og med påskemorgen:

Hele døren taget af.

En åben favn.

Kærligheds varme, lys og liv.

Stenen er rullet fra.

Udgangen fra gravmørket findes.

Der er åbnet op for indgangen til liv og lys.

Vi får se! Vi får se!

Nu er det forår igen. Solen skinner over engen og fjorden dernede. Hvor er det godt være her. I anledning af min snarlige pensionering fra embedet som sognepræst i Vær og Nebel sogne har jeg udgivet bogen ”Til livsmod – Tanker fra kirkeåret”. Følgende er fra bogen her: Hvis jeg skulle holde et foredrag om bibelske kvindeskikkelser, så ville jeg ikke begynde med hverken Eva eller jomfru Maria, men så ville jeg indlede med at introducere den unavngivne kana´anæiske kvinde fra Matthæusevangeliet (Anden søndag i fasten, første række, Matt.15,21-28), som er så kraftfuld og overbevisende. Som i al sin umådelige vælde og udholdenhed rokker ved gudsbilledet. Sprænger rammerne. Udvider ved sin bøn og sin kraftfulde insisteren feltet for guddommelige kræfters virke. “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.” Ikke kun hendes tro, men måske endnu mere hendes håb og kærlighed. Hendes frygt og forfærdelse og kærlighedsbårne længsel efter at se sin datter om muligt gå mod livet og ikke døden. Det er stærkt. Det er det hver gang, et menneske ud over alle grænser insisterer på det andet menneskes mulige redning.

Min egen far, som var af husmandsæt, lærte mig ved sit eget eksempel, at det sikreste, specielt over for kvinder, når de foreslår noget, er at sige “nej”. Men jeg så jo også godt, hvor ofte min mors vedholdende insisteren rykkede ved min fars snævre grænsesætninger. Da min far i den sidste del af sit liv udviklede en alzheimers demens, blev hans “nej” endnu mere markant og omfattende. Så en sommerdag hvor vi sad sammen i køkkenkrogen i det, der viste sig at blive min fars sidste sommer derhjemme – og den dag var der noget mere ro på og små lyssprækker i demensen – spurgte jeg min far: “Far, er det ikke rigtigt, at du efterhånden siger nej til det hele?” “Jow,” lød svaret.

Grænser kan rykkes og brydes. Måske ligefrem nedlægges som i teksten hos Matthæus, hvor det bliver klart for enhver, at Gudsfolket og “de fortabte får” ikke, i og med Jesus, er begrænset til Israels hus og det jødiske folk, men at hvem som helst kloden rundt hører flokken og Gudsfolket til. Det er denne mor, den kana´anæiske kvinde med al sin store tro, håb og kærlighed, i et samvirke med vor Herre selv med til at implementere. Hendes udholdenhed og vedholdenhed. Hendes bøn: “Herre, hjælp mig!” Ja, og hendes udlægning af Jesu lille lignelse om børnenes brød, der ikke skal gives til de små hunde: “Men hun svarede: ’Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.’” Hun svarede igen med sin udvidende udlægning. Og hvor var det godt, for her talte hun lige ind i hjertet af vor Herre selv. Ind i kærligheden, den guddommelige, hvoraf der opstår lys og liv af død og mørke.

“Hvad var det dog, der skete?” Nyt liv bryder frem derude – op og ud i lyset – måske i form af en blå anemone, en “lille amazone”, som gør “mit hjerte atter glad.” Råb til vor Herre! Lær af den kana´anæiske kvindes vedholdende insisteren: “Herre, hjælp mig!” Bange var hun. I allerhøjeste grad bange for at skulle miste sin allerkæreste, her i skikkelse af sin datter. Bange, men ikke mundlam. Ikke, endnu ikke, fuldstændigt handlingslammet. Men tværtimod i stand til at møde op og over for vor Herre selv at sætte ord på. – Og se, så kan det ske. Underet. At længsel møder svar. At tro og håb møder kærlighed og opstandelse: “Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”