Pinse i coronaens tid

Nu åbner det sig. Genåbning finder sted.

Det sker for fulde gardiner i naturen derude, hvor alting grønnes og brister og blomstrer, så vi endnu engang næsten slås omkuld af al denne livskraft, duftene og sangfuglelydene inklusive.

Det sker i samfundet og kulturlivet. Om end stadig behersket, så allerede nu sidst i maj klart mærkbart. Og vildt glædelig for os alle, at vi nu igen kan nærme os hinanden og igen i langt højere grad end i de seneste godt og vel to måneder dele liv og oplevelser med hinanden, nu hvor kirker og museer og alle mulige andre(!) forlystelsessteder genåbnes.

Det sker i kirken og kirkeåret netop nu på en ganske særlig måde, at genåbning finder sted, fordi nu er det pinse. Pinse er i kirken og kristendommen på en ganske særlig måde genåbningens tid. Nu åbner det sig for alvor for disciplene og for os deres sene efterkommere.

Det som kvinderne og disciplene ved Jesu tomme grav påskemorgen, via englens ord til dem, fattede en lille flig af, det folder sig nu for alvor ud for dem og griber dem i deres hjerter. Ånden, Guds hellige ånd, kommer over dem og de begejstres og munden løber over med nye ord. Ildtungerne danser og ord og påstande vildere og varmere end de selv havde forestillet sig det muligt må, som den i positiv forstand varmeste tænkelige kartoffel, nu bare spyttes ud af deres egne tunger og munde. Fortælles. Forkyndes og viderebringes. Fordi det ER sandt! Han ER opstanden! Kristus er opstanden og med al sin guddommelige kærligheds rigdom er han i sin ånd tilstede hos os her og nu i dag i dette øjeblik.

Nu åbner det sig. Genåbning finder sted. Centrum for det hele er stadig det, der skete i og med påsken med bevægelsen fra langfredag til påskemorgen. Alt det der fik sin spæde begyndelse ved juletid og som med Jesu død og opstandelse fandt sted i påsken med langfredags og påskemorgens hændelser det folder sig nu, hvor det bliver pinse, ud med al sin rige betydning for dig og mig. For vores liv som på så mange måder er truet af nedlukning.

Sagt på en lidt anden måde: Påskemorgen bliver det først for alvor, når det bliver pinse – når hjerte taler til hjerte, når sproget åbner sig – når ordet går i kødet på os (inkarnerer sig ved Ånden) og bliver til levet liv. Til kropssprog og tale. Til samliv og til tider til noget nær lykke. Til tro, håb og kærlighed. Fordi nu åbner det sig. Genåbning finder sted. Og vi går, i Guds Ånd, og ved Guds hellige Ånd, fra det lukkede til det åbne. Fra truende død til glædelig opstandelse og nyt liv. Fra ensomhed og modløshed til livsmod og tro. Det er Guds vej her hos os. Det er pinse for Herren.

Med Benny Andersens ord fra Go´ nu nat sangen: ”Der er dem, der holder dørene på klem / jeg tager hele døren af / venter på dig nat og da´…” Sådan er Guds ånd. Sådan er ånden i det Gud ved Kristus har sat ind i verden. Her og nu virksomt i og iblandt os ved Helligånden, Guds gode Ånd.

Nu åbner det sig. Nedlukningens tid er forbi. Genåbning finder sted. Døren er taget af (stenen rullet fra). Også kirkedøren står nu mere end på klem. Kom selv og se! Ja, kom til gudstjeneste i den genåbnede kirke pinsedag og anden pinsedag og så videre…

Den forårsaften den 4. maj 1945

Min far var født i januar 1932 på en lille landejendom i Nørre Nebel nord for Varde. Han huskede både den 9. april 1940 med de mange tyske fly brummende ind over landet og de mange tyske køretøjer fyldt med soldater på vejene i dagene derefter. Og han huskede i den grad den 4. maj 1945 om aftenen med frihedsbudskabet i radioen.

Allerede som 11-årig kom min far, som var nummer tre i en børnerig husmandsfamilie, ud at tjene. De følgende år indtil konfirmationen var han fra forår til sensommer tjenestedreng på en lille gård et par kilometer derhjemmefra hos gode folk, Marie og Kristian, som også var hans forældres gode venner.

Min far har fortalt om sin del af modstandskampen bestående i, at han en sommerdag, 11-12 år gammel, da han var på vej op på møddingen med en børrefuld møg, så en tysk lastbil med åbent lad og en flok bevæbnede tyske soldater sidde der – da greb min far til våben – det vil sige: han tog møggreben og holdt den op som et gevær og ”sigtede” ud mod soldaterne. Det så én af de tyske soldater og han løftede straks sit gevær og sigtede tilbage. Da kapitulerede min far. Da opgav han for altid modstandskampen og smed sig ligeså lang han var ned i møddingen.

Fredag den 4. maj 1945 om aftenen sad min far, 13 år gammel, inde i stuen hos Marie og Kristian og hørte de danske nyheder fra Radio BBC – ”Her er London” fulgt af en række krigsnyheder – og så midt i det hele en længere pause – efterfulgt af ordene: ”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske Tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager:…”

Da havde min far, som han selv har fortalt det, kun én ting i hovedet: at få det fortalt til dem derhjemme. Og så løb han ellers ud af stuen, ud af Maries og Kristians gård, sydvestover mark og eng og henover banen (Nebelgrisen). Min far sprang over grøfter og bæk – sprang som aldrig før eller siden – hjem for at fortælle, hvad der var blevet sagt i radioen. – Sådan har der til alle tider været mennesker, der glædesprængte er løbet afsted med det glade budskab, som for øvrigt på græsk hedder: evangelium.

Jeg kan godt lide at se min far for mig den forårsaften den 4. maj 1945, løbende henover markerne, med et stort bævende smil om læben og godt nyt til dem derhjemme.

Livet er langt, lykken er kort

(Her endnu en prædiken i coronatiden – nu den 3. søndag efter påske – den første søndag i maj hvor vi skulle have haft konfirmationer, men de er udskudt til først i september – og hvor vi går og glæder os til forhåbentlig meget snart igen at kunne mødes til gudstjenester i vores kirker)

”Når nu min verden bliver kold og forladt / finder jeg trøst i min kæreste skat / klipper motiver med drømme og saks / papirsilhouetter af den fineste slags. // Her er et af min far og min mor / de som gav mig til denne jord / kærlige kys og en duft af jasmin / altid solskin og sødeste min. // Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…”

Ja, det er Kim Larsen i sangen ”Papirsklip” fra ”Midt om natten”. Det er ord mange af os har sunget og fundet rum og hvile i. Måske endda som godnatsang sammen med sange som ”Jeg ved en lærkerede” eller ”Solen er så rød mor”. Og hvad handler de så om disse sange? Joo – at det er godt at have et sted at være. Være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude.

”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus. Det er godt, at være rummet og kunne have et sted at være med det hele (all inclusive!). Alt det der gik godt, og alt det der gik galt i løbet af dagen. Og så alligevel med tryghed og sindsro kunne lægge sig til hvile. Som et barn i trygge kår i boligen og sengen ved aftentide derhjemme hos far og mor, lægge sig til at sove.

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – Jesus er den, der giver det hele bort – sig selv, sit liv, sin kærlighed. Og er som sådan Gud for os: ”Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig” siger Jesus. Vil du kende noget til, hvem Gud er og vil være for os, så må du kende noget til Jesus. ”Jeg er vejen og sandheden og livet”, siger Jesus; ”ingen kommer til Faderen uden ved mig.” Han er den, det hele drejer sig om for os som kristne. Og det er godt, for han er rummelig og den der virkelig giver os grund til at tro på, at der ”i min fars hus er mange boliger” – at der er god plads hos Gud – i liv og i død: plads til dig og mig med det hele.

Det er blandt andet det, der ligger i de store ord, vi slutter vores trosbekendelse med – nemlig, at ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. At vi trods svigt og fejhed og diverse fejlskud må høre til hos Gud, i Guds kærlighed – med hud og hår, og det til evig tid: ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”.

Hvor er det godt at blive rummet. Eller som det siges i romanen ”Nogenlunde på størrelse med universet” af Jon Kalman Stefánsson: ”Det er så godt når nogen vil sige ens navn”. (s. 332) Hovedpersonen, den midaldrende Ari, har svigtet og fejlet og er ”gået galt i byen” med det ene og det andet i sit liv, herunder kommet væk fra hende, der var hans livsledsager og børnenes mor. Efter et par år i København er Ari nu vendt hjem til Island. På et tidspunkt ligger han på et hotelværelse i Keflavík og lytter til en kvinde i naboværelset, som synger: ”Sig mit navn som kun du kan sige det, så ved jeg at jeg er til”. (Åh ja) Hvor stor kan sorgen være? Ja, nogenlunde på størrelse med universet.”

Det ved Ari noget om. Og det ved hans far, Jakob, kræftsyg og rent faktisk døende, sandelig også noget om. Åh, så meget liv han også har spildt og spoleret både for sig selv og for andre. Nu har Jakob på plejehjemmet delvist slået kludene sammen med jævnaldrende Anna, som også har levet et rimeligt hårdt liv med også alt for meget sprut. Hun kan tage Jakob. Stryge ham over håret. Kysse ham, og sige: Kære Jakob.

Anna er, som romanen siger det: ”Det eneste menneske, som har fået Jakob til at sige Sindsrobønnen højt, andre steder end under (alkoholafvænnings)behandlingen som han har været igennem to gange, og hun tre: ”Gud, giv mig sindsro til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskel.” Men, som det siges: ”Men hvor skal visdommen komme fra, og hvad hvis Gud ikke kan give dig det nødvendige mod, det er måske udsolgt, ikke længere på lager, du må vente, der arbejdes på skift her i himmerige, men vi kan bare ikke følge med, himmerige er for lille til menneskers lidelser.”

Ja, sådan kan man have det, og føle det, når ens verden bliver kold og forladt – også som forladt af den gode Gud. Eller, som det siges om Jakobs tanker i en nattetime på kanten af livet: Eller at Gud slet ikke er ”interesseret i at give dig mod eller visdom, ja, i det hele taget give dig noget som helst, for du fortjener det ikke, dit liv er mislykket, du har svigtet alle, mest dig selv, levet sådan i over halvfjerds år, hvilket spild. – Jakob græder. Så, hvisker Anna, så, så. Hun kysser ham på skulderen og trækker ham derefter ned til sig, jeg skal hjælpe dig, mumler hun halvt i søvne, det er aldrig for sent at ændre tingene, ikke så længe man lever, i morgen er der atter en dag, og den er vores. Jakob falder til ro, hun falder i søvn, han lytter til hendes vejrtrækning som bliver tungere og tungere og stryger hende varsomt, måske endda kærligt over armen.” – Hvor er det godt at være rummet og kunne finde hvile og tryghed trods alle farer derude – og fejheder og fortvivlelser herinde. ”I min fars hus er der mange boliger”, siger Jesus. Der er god plads hos Gud. Der er på nådefuld vis plads til dig og alt dit, sådan som du i glimt og gyldne stunder kan opleve det her i livet hos det andet menneske. I hans eller hendes favn, og med dit navn kærligt nævnt og sagt højt eller bare hvisket. Jo: ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig!” siger Jesus.

Og lidt senere den nat, hvor Jakob er faldet til ro hos Anna, som nu er faldet i søvn igen, står han op og stavrer hen i køkkenkrogen, hvor han sætter sig, og rækker ud efter en kuglepen og en yatzy-blok, hvor han river en side af og skriver på bagsiden: ”Mit liv har ikke været præget af ro. Det er min egen skyld. Og det værste var ikke at kunne tale med dem som stod mig nærmest. Tale om det der absolut ikke burde ties om. Det lykkedes mig at ødelægge meget med det. Jeg” – og han river endnu en side af yatzy-blokken, sidder lidt og skriver så: ”… nej, jeg tror at jeg går, ja, ja, eller rettere stavrer ned til strandkanten og kigger lidt på vandet inden jeg fortsætter. Og så er jeg overbevist om at jeg endelig kan få sagt det som er vigtigt.”

”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – ”I min fars hus er der mange boliger; hvis ikke,” siger Jesus, ”ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer?” Der er (i Jesu navn) ikke noget der er for sent eller for ødelagt til, at der ikke kan sættes ord på det – så godt som muligt – over for Gud og over for det andet menneske. Og hvor der ved at ”tale om det der absolut ikke burde ties om” vil kunne findes vej til nyt liv. I Jesu navn. Han som med guddommelig legitimitet om sig selv siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!”

Der er god plads hos Gud – i Himlen – og her hvor vi er og lever her og nu, hver især. Plads til at være her med det hele. Både det, der gik godt og det der gik galt. Herunder alt det jeg gjorde galt, eller skulle have gjort men ikke fik gjort. Få sat ord på det! Tal om det! Tal højt om det der absolut ikke burde ties om! Tilgivelse findes. Nyt liv opstår, selv på kanten: ”vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – husk det nu! Der skal slet ikke så sjældent ikke stort andet til end at kapitulere. Gi slip. Gå nedenom og hjem. ”Livet er langt / lykken er kort / salig er den der tør give det bort…” – og give sig hen til det liv, der endnu er at leve – så fuldt og så helt som muligt – i grundet rummet og favnet – selv ind gennem nattens mørke – ”Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig!” I Jesu navn, amen.

 

Den gode hyrde

(Fra en prædiken til 2. søndag efter påske (om Jesus som den gode hyrde) – den 26. april nu her i coronatiden hvor de forårskåde frie løb og sammenrend (som var vi får og lam), herunder at mødes i kirken til gudstjeneste, endnu ikke er mulig – men snart – snart skal vi ses igen – også i kirkeskibet til gudstjeneste!)

Da jeg var barn på landet bestod en del af sommertjansen for en knægt som mig i at hente køerne fra marken “ude til vester” hjem til malkning. De gode dage var, når køerne genkendte stemmen og lød dens kalden. Når det lykkedes mig fra lang afstand at kalde dem til mig med et ”hep, hep, hep”, og jeg ikke skulle hele vejen ned på marken og bag om de bagerste, før jeg kunne få flokken med hjem. Men var der bare én, der ikke adlød røsten, ja, så var det af sted på den lange tur.

Jesus bruger billeder fra det liv, som har været kendt af alle i tusindvis af år: Hyrden, der leder sin flok – kalder og fører ved hjælp af stemmen – lader sin røst lyde – og ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig …”. Sådan er livet, når det er godt. Så hører vi stemmer(!) og genkender blandt alle andre den stemme, som vi har godt og allerbedst af at lyde og høre til hos. Tilhøre. Som når mor kaldte i stormagasinets mylder eller fra køkkenvinduet ud i haven – måske bare mit navn – mors stemme og mit navn – så hang verden sammen – rigtigt godt endda. Så hørte vi sammen – for det er jo det, stemmen og ordene kan: Få os til at høre sammen.

Når vi sidder i kirken i kirkeskibet til gudstjeneste, så bliver det så tydeligt, at vi hører sammen, og at vi netop og i særlig grad gør det ved at høre sammen. Sammen høre stemmer, røst og ord, og i det og bag det alt sammen høre vor Herres egen stemme kalde. Som hyrden, kalde på os, og kalde os for sine egne får – men også og endnu mere for sine elskede børn – fortabte og genfundne sønner og døtre af huset – alle dage i Hans hånd, som ingen og intet skal rive os ud af.

Jo, det er sandelig godt at høre til og høre hjemme – OG det er godt at være fri og komme ud, og få luft i håret og afstand til dem og det derhjemme. Som et får eller en ko at komme på nyt græs, måske endda i fjerne enge. Ja, og så jo altså blive hentet hjem – komme hjem igen, og igen, hver gang tiden er inde til det.

”Inderst inde er vi alle langt ude”, som jeg hørte én sige det (Lilian Munk-Rösing) – inderst inde er vi langt ude! Det er en grundkonflikt vi også som mennesker lever i: Vil vi have for meget tryghed, så bliver det til indespærring og truende indelukkethed. Vil vi på den anden side have for meget frihed i form af ubundethed, så bliver trygheden en by i Rusland. Helt ligetil er det ikke. Og går vi til kristendommen for at få enkle ligefremme svar og forklaringer, ja, så får vi det ikke.

”Da slog jøderne ring omkring Jesus”, står der, ”og de spurgte ham: ”Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud”. Men Jesus lader sig ikke spærre inde af nogen ring omkring ham, eller anden form for indespærring. Han bryder ud af selv gravens mørke. Ud i lyset. Og han fører os med sig derud i det fri.

Jesus lader ikke sig og sit sætte på formel. Kærligheden kan ikke forklares. Nåden er ikke et regnestykke. Det guddommelige kan ikke bare siges ligeud. Men det kommer til os ad snørklede veje. Det lyder til os, som når hyrden med sin røst kalder fårene sammen og fører dem videre ud til græssende grønne dale og bakker. Og hjem igen. Hans røst lyder til os alle mulige steder – den, der har ører at høre med, høre(!) – også på steder vi måske ikke sådan lige havde forventet det. Måske gennem en strofe i en god popsang. Eller et andet menneskes røst. En af dine kæres stemme. Eller i et salmevers, som vi synger det i en salme (100 Salmer, nr. 850) med ord om, at: ”Troen, håbet, kærligheden, livet / alting får jeg af din gode hånd, / fremtidsmål og drømme får jeg givet, / bind mig tæt til dig med stærke bånd, / så jeg aldrig kommer til at glemme, / hvem jeg er, og hvor jeg hører hjemme.”

Kærlighed forlanger krop – også i coronaens tid

(Fra en prædiken til denne søndag – 1. søndag efter påske – dengang i de gode gamle dage, hvor vi kunne, om ikke kysse, så kramme eller i hvert fald give håndtryk til både den ene og den anden på vores vej…)

Kærlighed forlanger krop. ”Elsker du mig? Har du mig kær?” spørger Jesus igen og igen sin gamle ven og discipel, Simon Peter. Og det er som den opstandne, han spørger ham. Det er efter påske, ved bordet, ”da de havde spist” Jesus spørger: ”Elsker du mig? Har du mig kær?” Og Peter svarer: ”Ja, Herre, du ved at jeg har dig kær.” Tre gange får han anledning til at svare: Ja! Han som tidligere, natten mellem skærtorsdag og langfredag, kort før morgengry, tre gange havde svaret nej, da de spurgte ham, om ikke han havde noget med ham Jesus fra Nazareth at gøre? Ham der aftenen før var blevet bragt i forhør og nu stod med en dødsdom hængende over hovedet – ”Nej, jeg kender ham ikke!” havde Peter bange svaret, og tredje gang endda med trumf, bedyret.

Da var det hanen galede, og Peter huskede, hvordan Jesus få dage forinden sørgmodigt havde sagt til ham, da Peter med store ord svor Jesus troskab til døden: ”Peter, Peter, før hanen har galet to gange har du forrådt mig tre gange!” Og Peter gik udenfor og græd og græd. – Nu fik han, her efter påske, kors og opstandelse, på forunderlig vis mulighed for at sige ja, hvor han før havde sagt nej.

Fra nej til ja. Fra død til liv. Fra mørke til lys. Fra sorg til glæde.

Alt sammen er det opstandelsens og kærlighedens vej, og den vej vi må gå, og kan gå, når kærligheden går i kødet på os. Når kærligheden på ny finder sted hos os og i os. Jo, for kærlighed forlanger krop. Ord, krop og kærtegn. Ordene hører med. Det skal siges. Og det skal siges højt, på den ene eller den anden måde for at blive virkelighed. Sådan er dét.

”Elsker du mig?”, spørger hun. ”Ja”, svarer han, ”og det har jeg jo sagt dig for længe siden”! Men den går ikke. Det skal siges igen og igen. Med rene ord og på anden vis: Kropssprog, kærtegn. Så sker der noget.

Det er ikke alt, der kan siges med rene ord. Heller ikke i kirken. Derfor har vi fået musikken. Toner og musik kan nogle gange nå længere end ord! Jeg synes, det er så fint, at vi i Vær kirke med orglet deroppe på pulpituret, så tydeligt kan se, at musikken rangerer højere end ordet – orgelpulpituret er lidt længere oppe mod himlen end prædikestolen! – Og kan vi ikke sige det med hverken ord eller musik, så prøv med blomster? Når vi står med kærligheden mellem hænderne, og ordene ikke slår til, så siger vi det af og til med blomster. Eller når vi, som vi ser det i kirken, hver gang vi holder begravelse, står med tabet af den elskede og med sorgen – og det er også kærlighed – så siger vi det med blomster.

Sig det med blomster! Kærlighed forlanger krop. Kropssprog. Kærtegn. Sig det med blomster! Med hvad som helst! Men sig det, for Guds skyld! ”Tag det sorte kors fra graven! / plant en lilje, hvor det stod!” (DDS 241), som vi synger det i en af Grundtvigs stærkeste påskesalmer. Og ”Se Marie Magdalene” – nu ikke længere helt alene – ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I en grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” – Det er meningen med det hele: At vi liver op – og hjælper hinanden dertil, i Jesu navn. Peter, og alle I andre, siger Jesus – hver og én af os: Har du mig kær? Og har du det, så vogt mine lam! Vær hyrde for mine får! Helt enkelt: Pas på hinanden! Vær gode ved hinanden!

Så enkelt og simpelt, og samtidig til tider så svært, så alligevel: Bliv ved med at knokle løs med det! Sætte både ord og handling på! På hvad? På kærlighedens liv derude hvor livet leves i medgang og modgang. Uden for gravene. For det er her, jeg nu er, siger Kristus den opstandne. Her, hvor kærlighed og nyt liv finder sted: Følg mig! Amen.

 

Grundtvigs trefoldige påske-JA

Der er gang i fællessangen (sammen hver for sig) i Danmark i disse coronatider. Nu hvor det er påske, og kirkerne fortsat står lukkede som gravhulen påskelørdag, er der forhåbentlig og formodentlig alligevel mange, der rundt omkring har fået sunget 2-3 af de helt store folkekære påskesalmer. Grundtvig-salmerne: ”Hil dig, frelser og forsoner” (DDS 192); ”Påskeblomst, hvad vil du her” (DDS 236); ”Tag det sorte kors fra graven” (DDS 241).

Undtagelsestider kan give øjenåbnere for fænomener og forhold, man før ikke havde øje for. Eller som bare bliver tydeligere for én nu, hvor baggrunden er en anden. Sådan er det gået mig nu i denne påske i forhold til de tre ovennævnte salmer og et ganske specielt element i dem alle tre. Nu, hvor så meget, på coronaens baggrund, ligger som ”åh nej” i én (”åh nej, skal vi virkelig først kunne mødes i kirken til gudstjeneste igen engang efter den 10. maj!” og lignende ”åh nej”-er) er der en særlig kraft i at få øje på Grundtvigs ”ja” i det sidste af versene i hver af disse tre salmer:

”Ja, jeg tror på korsets gåde” (DDS 192,9)

”Ja, jeg ved, du siger sandt” (DDS 236,6)

”Ja, han er her, Guddoms-manden” (DDS 241,5)

Der er, som enhver, der synger disse salmer, tydeligt mærker det, ikke på nogen som helst måde tale om et forbeholdent ”tja”, et tvivlende spinkelt lille ”ja”, men om et fuldrungende ”JA”. Et ”ja” i slægt med det ”ja” vi i vores englificerede (englefikserede) tider kan bruge/udbryde på dansk, når det overvældende møder os, når hjemmeholdet scorer i sidste sekund, når sejren er hjemme, når den vildt glædelige overraskelse indfinder sig og vi reagerer med et spontant berusende glædesfyldt: ”YES”!

Sådan klinger Grundtvigs trefoldige påske-JA med i disse dage, hvor så meget af det vi lever godt af, er lukket ned. Men som vi må tro igen skal åbne sig for os, så vi kan komme både ind og ud. Som når en længe lukket kirkedør, som den bortvæltede kæmpesten for graven gjorde det for kvinderne den første påskemorgen, glider op og bliver til en åbning ind til det guddommelige og fælleskabet herom. Så vi kan oplades herinde og igen komme ud til dagliglivet, hvor den opstandne i virkeligheden huserer i hver en afkrog, til hver en tid, fuldt og helt tilstede her og nu med al sin kærligheds rigdom – ”YES”! Eller: ”Ja, jeg tror på korsets gåde” – ”Ja, jeg ved, du siger sandt” – ”Ja, han er her, Guddoms-manden” – Hallelu-JA!

Sammenhænge i coronaens tid

”Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt”, som Den Gamle Hankat (Kim Larsen) sang og synger det i sangen om, at: ”Om lidt, om lidt / er vi borte / vi ses måske igen”. – Forladt og alene sidder den ene og den anden medborger nu i coronaens tid. Der er nogle, der mener, at tiden lige nu er endnu værre for dem, der i forvejen er ikke blot alene men tillige ensomme. Det er jeg ikke så sikker på. Jeg tror, at det forhold, at vi lige nu alle sammen har fået at vide, at vi så vidt muligt skal blive hjemme, måske ligefrem kan være en lille lettelse i livet for den i forvejen forladte og ensomme. Det er nu i coronaens tid blevet et langt mere synligt og udbredt vilkår – at være alene. Vi er så at sige sammen om det. – Det er vi i grunden altid: Sammen om det. Sammen om dette at være mennesker. Også når vi er alene. Selvvalgt alene, eller alene tvunget af diverse omstændigheder. Så lever vi i grunden altid sammen med hinanden.

Jeg hørte engang en teolog fortælle, at undersøgelser havde vist, at de sociale kompetencer hos eremitmunke i urkirkens tid var særdeles veludviklede. Eremitmunke var personer, som havde valgt at leve i afsondrethed. De mest ”ekstreme” var søjlemunkene, som i måske årevis levede på en lille platform på en søjle i udkanten af ørkenen med en assistent eller to, der sørgede for at bringe dem mad og drikke. Disse eremitmunke levede i allerhøjeste grad sammen med de andre, men altså nu i deres fravær.

Sådan er det. Ingen kan være menneske fuldstændig alene. Menneske er noget vi er sammen. At være menneske er en meget sammensat affære. Også forstået som dette at være blevet sat sammen med andre mennesker i fællesskaber og sammenhænge lige fra parforhold og familieliv til forening, folkekirke og fædreland.

Det bliver, som jeg selv ser det, måske ikke tydeligere, end når vi sidder sammen i kirkeskibet til gudstjeneste (åh, kom snart igen, kære åbne kirkedør og søndagsgudstjeneste!). Her er vi alle i samme båd. ”Adel og borger, præster og bønder, / glæder og sorger og dyder og synder! / Mågerne fly’er, taber de no’et? / Vi er alle i samme båd!” Det er vi nemlig. I grunden. Her i kirkeskibet til gudstjeneste med Guds ord til os mindes vi om, at vi er rummede i Guds kærlighed og nåde, med alt det vi er, hver især og sammen. Her sidder vi og hører sammen Guds ord og mærker herigennem på en særlig måde, at vi hører sammen.

”Forladt og alene danser cirkusprinsessen rundt” – det bliver godt igen at mødes i kirkeskibet og ”sejle ud” sammen en times tid en forårssøndag formiddag. Det længes jeg efter. Og det er vi flere, der hver for sig er sammen om. – I mellemtiden kunne vi, blandt så meget andet, øve os i at synge en smuk salme af Lisbeth Smedegaard Andersen med ord som: ”Du, som er i det høje / jeg kalder på dig / fra det dybe, min Herre og Gud, / for jeg længes, men tror selv / det tungeste sind / har et sted hvor din magt foldes ud… lær mig kunsten at tie… giv mig glæden tilbage… læg din fred i mit hjerte”.

Vi ses (måske) igen!

Taknemmelighed i coronaens tid

Der er forskel på glæde og taknemmelighed. Glæden er spontan og følelsesbåret – kan ikke være andet. Jeg har aldrig set nogen med held anstrenge sig frem til glæden, vælge eller tvinge glæden frem. Glæden kommer og går. Nyd den, når den er der og giv den de bedst mulige betingelser i dit eget levede liv.

Hertil tjener os taknemmeligheden. Taknemmeligheden, vel at mærke, forstået ikke som primært en følelse men som en livsholdning. En grundholdning i livet. En holdning du kan vælge til eller fra.

Jeg anbefaler, at vælge taknemmeligheden til. Blandt andet i forsøget på at virke med til at give livsglæden gode betingelser i dit liv. Men også allerede, og længe før glædens eventuelle opdukken, som et kæmpeværn mod den værst tænkelige tilstand af alle i det menneskelige – nemlig bitterheden. I bitterheden afsvides al betydning og meningsfylde. I taknemmeligheden åbnes der op for tanken om betydning og mening i livet – selv i trange tider.

Hertil tjener os kirkens rum. Gudstjenesten. Forkyndelsen. Gudsforholdet. Det er godt og i sig selv givende at have et sted at gå hen med sin tak i grunden. Et sted at rette takken hen. Det er jo dog, gudskelov, ikke alting et menneske har at takke sig selv for! Så må vi rette takken udad til andre mennesker, og opad til Gud i himlen. Tak, Gud!

På den sidste søndag før påskeugens indledning, på den søndag vi fra gammel tid har kaldt Mariæ Bebudelsesdag, hører vi om hvordan englen Gabriel kommer til den purunge Maria og lader hende vide, at hun skal føde et barn og give ham navnet Jesus. Maria bliver mere bange end glad ved englens ord. Og samtidig så vælger hun – efter at have sundet sig, og for alvor taget englens ord til sig – at betragte det, som skal ske, som en gave og en velsignelse: ”Lad det ske mig efter dit ord!” – Let it be! Og Maria synger lovsang. Og lovsang det er nu engang at rette takken udad og opad. At sige Gud tak og lov. Ja: Gud ske tak og lov!

Let it be! Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Også her og nu hos os hver især her i coronaens tid, hvor vi er blevet anderledes udfordrede og meget lige nu synes tabt. Som nu her natten mellem lørdag og søndag hvor der oven i det hele røg en hel time! Vi skal nok få den igen. Og mange andre med. Og en hel del af dem, snart igen, sammen med hinanden, og endda af og til flere end to eller ti samlet i flok og til fest. Gud ske tak og lov!

Påskønnelser i coronaens tid

Det er virkelig blevet fastetid. Faste forstået som afholdenhed og tilbagetrækning fra vante former. Meget mere end vi bryder os om. Og nu er påsken, som skulle være den festlige ophævelse af fastetiden, også blevet lukket ned. Det er virkelig for meget af det gode, selv for de mest hardcore fastere og forsagere iblandt os.

Jeg hører i disse coronatider en del udtalelser i retning af, at: hvor vil vi dog i langt højere grad påskønne det at kunne mødes og komme sammen og røre ved hinanden, om så bare med et gammeldags håndtryk, når alt dette her er overstået.

Det tror jeg ikke på. Jeg tror ikke, at påskønnelsen automatisk får bedre kår efter coronatiden. Jeg tror, at påskønnelsens tid, det er lige nu. Det er det sådan set altid. Men altså også lige nu, hvor vi så tydeligt mærker alt det vi i det almindelige daglige liv har at skønne på – fordi vi mangler det.

Det er en øjenåbner. Coronatiden er en øjenåbner for det almindeliges særlighed. Det selvfølgeliges uundværlighed. Det er lige nu (i fastetiden) påskønnelsen af alt dette melder sig hos os i form af længsel og savn.

Skal vi have påskønnelsen med over i det normalliv, der igen vil komme om uger eller højst måneder, så skal vi virkelig ville det. Som automatik-mekanisme forsvinder påskønnelsen som dug for solen, så snart vi igen opsluges af det (gode) almindelige hverdagsliv.

Som forfatteren Dostojevskij et sted har en beretning om den særlige livsintensitet, der melder sig hos den dødsdømte på vej til retterstedet. Og med en tanke hos dette menneske om, at kunne jeg bare blive benådet, så ville jeg fremover leve mit liv langt mere intenst og med langt større påskønnelse af det helt almindelige liv. Og så bliver han benådet. Og i løbet af, om ikke minutter, så timer og dage, damper påskønnelsen af.

Jeg tror, at påskønnelsen – livspåskønnelse – ligesom taknemmelighed får de allerbedste vilkår hos os hver især, når vi ikke betragter den som primært en følelse, men langt mere, eller langt bedre: en livsholdning. Et sted at stå i livet og vinkle tilværelsen og det daglige liv fra.

Altså, jeg må vælge taknemmeligheden til, vælge påskønnelsen til som det sted og den vinkling, jeg – alt det jeg kan – vil betragte tilværelsen og mit eget dagligliv fra.

Mere om det i en anden blog…

Jesus, dét store brød

(En midfasteprædiken i coronaens tid) ”Jeg er livets brød”, siger Jesus, ”Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Se hele prædiketeksten, Joh. 6,24-35)

Hamstring er her ikke bare unødvendigt men umuligt som en vej til at få del i det brød, Jesus taler om og er. Sådan som det også fortælles om jøderne i ørkenen og mannaen, himmelbrødet, som heller ikke kunne hamstres uden at gå til men kun modtages som dagligt brød på denne jord. Sendt fra himlen. Jo: ”Alle gode gaver / de kommer ovenned, / så tak da Gud, ja pris dog Gud / for al hans kærlighed!” (DDS 730)

I Berlin ligger, eller lå engang, lufthavnen Tempelhof. Et kæmpeområde inde midt i byen Berlin, nu i dag: ”Tempelhof”. Navnet klinger af kirke og katedral, af tempel og tempelgård. Et imponerende bygningsværk. Nu er den lukket. Engang var lufthavnen selve livsnerven for vestberlinerne. I et lille års tid mellem den 24. juni 1948 og 11. maj 1949 var der blokade fra Østtysklands (og Sovjetunionens) side af alle veje til Vestberlin, de allieredes zone af byen, langt fra moderlandet Vesttyskland. Hvad gjorde man så for at få mad og fornødenheder ind til Berlin til vestberlinerne? Man etablerede en luftbro. Fik maden ind fra luften. Fra himlen – som jøderne dengang i ørkenen fik manna og brødkorn fra himlen.

Luftbroen til Vestberlin kunne mod sin slutning levere 2000 tons fragt om dagen. Der landede fly med fragt hvert tredje minut. Piloterne fra USA og andre allierede lande blev elskede og beundrede. Nogle af piloterne lavede små faldskærmspakker med slik og sager til børnene i byen. Pakker som de kastede ud af vinduerne når de fløj ind over Vestberlin. Dét var en helt anden slags bomber, end Berlin havde oplevet blot få år forinden. ”Madpakkerne” fra himlen fik hurtigt tilnavnet ”Rosinbomberne”. – Nu står den, som sagt, tom. Tempelhof. Ligger der som en stor tom plads i byen. Og har således stadig sin fine funktion: Et kæmpe åndehul. Et stort pusterum i byen. Med til at holde vinden i bevægelse. Et rekreativt område. Et sted for nyskabelse og liv. Også selv om der ikke længere kommer fly og forsyninger ind til byen ad denne vej.

Den opmærksomme prædikenlæser vil måske kunne fornemme, at præsten her nok også taler om noget andet end det konkrete Tempelhof i Berlin? ”Luftbro” og ”åndehul”? Et sted for ”livgivende næring”? ”Vinden (ånden!) i bevægelse”? – Som så ofte i kirkens sprog og formidling taler vi (i vid udstrækning) ”udenom” – for at få det sagt – det, der skal siges. Taler i lignelser og billeder. Metaforer, som det hedder med det fine ord. Det er ikke så mærkeligt. Jesus gør det selv hele tiden: ”Jeg er livets brød”, siger han. Jesus – dét store brød! Himmelbrødet fra Gud. Ved Helligåndens kraft, Guds gode ånd: luftbro og livsnerve for alt det vi i grunden lever af.

Og kirken, med sin gudstjeneste, som en lufthavn. Tempelhof. Et sted for modtagelse af næring kommet til os ovenned, fra himlen, fra Gud. Spørgsmålet er om den virker, også når den står tom, kirken? Det gør den nu nok. Kirken står der og udgør alene i kraft af sin særprægede bygning en form for baggrundsstråling i samfundet. Fjern og dog altid tilstede. Man kan vel nærmest ikke stille sig noget sted i dette lille land uden at kunne få øje på mindst én eller flere kirker? Og det virker. Kirken står der, allerede og alene som bygning, som et åndehul i landskabet – et pusterum – en plads som er med til at holde ånden i bevægelse.

Og dog så er jeg ikke i tvivl om, at hvis ikke ordet lyder herinde og bringes med ud herfra af mennesker – hvis ikke der holdes gudstjenester og kristendommens og evangeliets fortælling gives videre – så vil kirken og dens bygning allerede i løbet af en generation eller to miste sin forunderlige livgivende kraft.

Og så udgår der ikke længere næring og livgivende forsyninger fra dette rum. Så er kirken som bygning blot en tom skal omkring lidt mugne madrester og et par tørre krummer. Et sted for højst en smule nostalgi og lidt vemodig museumsstemning.  Og det vil være synd. Synd for os, som ikke og aldrig lever af brød og materiel velfærd alene, men behøver åndelig føde tillige for vor menneskeligheds, ja, vores medmenneskeligheds og samfundssinds skyld.

Gid vores kirker snart igen må åbnes som gudstjenesterum – som rum og mødested for Gud og menneske – for modtagelse af livets brød. Rosinbomben over dem alle: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig / at nat og dag du være må / min sjæl umistelig!” Amen.