I sommeren 2013 rejste min hustru og jeg rundt i det sydvestlige USA med besøg en af dagene på John Steinbeck-museet i Salinas i Californien. I øvrigt læste vi som højtlæsningsbog på rejsen John Steinbecks ”Øst for Paradis” (kan netop nu ses i en splinterny filmatisering som serie i syv afsnit på Netflix).

I efteråret 1960 rejste Steinbeck selv tværs over Amerika sammen med sin aristokratiske brune puddelhund Charley i en grøn husvogn, en autocamper kaldet Rosinante, opkaldt efter Don Quixotes krikke. Fra rejsen gennem efterårslandskabet ved rejsens begyndelse fortæller John Steinbeck i bogen ”På rejse med Charley”: ”Min rute førte mig nordpå i Vermont og så mod øst til New Hampshires White Mountains. Der var boder langs vejkanten med dynger af gyldne græskar og brunlige meloner og kurve med rødmende æbler der var så sprøde og søde at det var som om de eksploderede af saftpresset når jeg bed i dem… Klimaet skiftede rask, det blev koldt og træerne brød ud i flammende farver, røde og gule kulører man knap ville tro på. Det er”, som Steinbeck skriver det, ”ikke bare farver men en indre glød, det er som om bladene har nedsvælget efterårssolens lys og langsomt lader det sive ud igen. Der er noget af ildens egenskaber i de farver.” Sådan som vi nu så småt begynder at se det derude her først i oktober. ”Nu falmer skoven” eller rettere: Nu flammer skoven trindt om land! ”og røn står rød og slåen blå / og purpursort står hylden.”

John Steinbeck rundede sin odysse af i Sydstaterne New Orleans, hvor han var vidne til de voldsomme raceuroligheder dengang først i 1960´erne, hvor en lille sort pige blev ledsaget af store stærke Marshals (betjente) til skole hver dag gennem mange måneder, fordi hujende vrede hvide voksne ville forhindre hende i at gå i en skole for hvide. Raceadskillelsen mellem sorte og hvide var for alvor begyndt at krakelere og førte frem til blandt andet den store fredelige protestmarch i sensommeren 1963. Den 28. august i Washington D.C. med 250.000 deltagere, hvor præsten og borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King holdt sin berømte tale under overskriften ”I have a Dream” med slutordene: ”Dette er vort håb – Lad frihed klinge – lad friheden klinge, så vi fremskynder den dag, da alle Guds børn, sorte og hvide, jøder og hedninge, protestanter og katolikker kan tage hinanden i hænderne og synge den gamle Negro Spirituals ord: ”Free at last” Endelig frie! Endelig frie! Tak Gud den almægtige, endelig er vi frie!”

Jo, der er kommet meget godt derovre fra det store, brogede, nu lettere falmede Amerika, til alle os som lever her øst for Paradis med konstant behov for næring til store drømme og vilde håb, med fokus på det allervæsentligste af alt: At kærlighed og medmenneskelighed må flyde frit. Som Steinbeck skriver det om træerne, der ved efterårstide bryder ud i “flammende farver, røde og gule kulører man knap ville tro på”, og som han skriver det: ”ikke bare farver men en indre glød,” og hvor ”det er som om bladene har nedsvælget efterårssolens lys og langsomt lader det sive ud igen”, sådan må vi åbne vores røde hybenhjerter for kærligheden og lade den ”sive” videre ud i det daglige liv.

”Følg mig!” siger Jesus, når han kalder sine disciple. ”Følg mig!” siger han, når han kalder mennesker ud fra gamle vaner og vinklinger, blindheder og forblændelser, ind i et nyt liv med nye syner og fornyet sansning af det nærværende. Det der i virkeligheden betyder noget. ”Kan du følge mig?” sådan kunne man godt høre Jesu ord, hans gentagne ”Følg mig!” i let oversat form forstået som: Kan du følge mig ind i den og den tankegang? I den Ånd? I det livssyn, det menneskesyn, Han/Jesus/Menneskesønnen med alt sit, i ord og krop og ånd, bringer nær?

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet om kærligheden til naturen og det enkle liv. Om livet i skovene. I bogen ”Om at vandre og andre essays om natur” skriver han nu for snart 200 år siden med en sær aktualitet ind i vores tid om ikke at lade dig fylde med alt muligt nyhedsskrammel og lade tomme ord og ligegyldigheder strømme ind, men øve dig i at leve opmærksomt, tilstedeværende på livsvandringen: ”Brug alle slags kneb og advarsler”, skriver Thoreau, ”for at uddrive det, som trænger sig ind på det (eneste) sted, der er dig helligt. Det er så svært at glemme, hvad det er værre end unyttigt at huske! Hvis jeg skal være en gennemfartsvej, foretrækker jeg, at den er til bjergbække og strømme fra parnasset og ikke til byens kloakker. Man kan lade sig inspirere af det, som fra himlens sale når den opmærksomme sjæls øre.” Ja, eller af alt muligt skidt og skrammel: ”Jeg tror”, skriver Thoreau, ”sjælen kan blive varigt vanhelliget af at hengive sig til trivielle sager, så alle vore tanker præges af almindeligheder…” – ”Hvis vi således har vanhelliget os selv – og hvem har ikke det? – vil kuren være med omhu og hengivenhed atter at indvie os selv og gøre en helligdom ud af sjælen. Vi bør behandle vore sjæle, og det vil sige os selv, som uskyldige og troskyldige børn, for hvem vi er værger…”

Kan du følge mig? Eller sagt med Jesu eget helt enkle: ”Følg mig!” – for jeg tror, det er Hans Ånd, der er på spil som her hos en Thoreau fra midten af 1800-tallet – med dugfrisk bud også til os nu i dag. Som ung vin på nye sække. Eller som en lap af et flot gammelt stykke stof til istandsættelse og ”heling” af en gammel kappe og klædning til fortsat brug. Som ord til tiden. Passende pointer til os, der trænger til at kunne både faste og feste. Holde igen med det ene og give los med det andet. Hver ting til sin tid.

Alting står for fald. Alt er under konstant forvandling. Tyngdekraften og det der med det fine ord fra fysikkens verden kaldes entropien er overalt på færde. Er der da noget, der holder os oppe? Trækker os op fra det dybe? Som kan holde os menneskeligt varme ind gennem kolde tider? Holde os sammen i medmenneskelighed med barmhjertighed i højsædet? Ja, det er der – ved Gud(!) – og netop ved Guds nåde og barmhjertighed som altings både begyndepunkt og endepunkt.

Man kan godt på kort form sige, at evangeliet, som vi hører det til 17.s.e.trinitatis, 1. tekstrække, Luk. 14,1-11 (læs det!) med sine to tekstafsnit handler om dette: at møde barmhjertighed. At blive trukket op – op af brønden. Blive helet. Reddet. Frelst. At være langt nede – og så opleve at blive hevet op – og sat til højbords. Æret og tilkendt høj værdi. Set som dyrebar. Kort sagt (som sagt): at møde barmhjertighed. Og derfor ikke gå til i ensomhed, mørke og forfald.

Som jeg læste det i en roman (”Under brostenene, stranden!” af Johan Harstad), hvor en taler ved en fysikerkonference går udenfor sit specifikke faglige emne og taler om angsten for at forsvinde og gå ned, og at vi derfor må bestræbe os på at være der for hinanden: ”Jeg taler om Ensomheden”, som taleren siger det (og det er Ensomheden med stort E – som et væsen) – ”Jeg taler om Ensomheden og vigtigheden af ikke at blive siddende alene i sine faglige grubleriers skyttegrav. Vigtigheden af at tale sammen og finde en forankring i hinanden, og i verden. Ellers går det ikke.”

Og han taler om depression og det at være virkelig langt nede, nedtrykt i svær grad: ”Den deprimerede har, hvis jeg har forstået det rigtigt, så store psykisk og muligvis fysisk manifesterede smerter, at selve grundstenen i selvopholdelsesdriften krakelerer, alt bliver mørkt, jeg mener virkelig, virkelig mørkt, indtil al tro på ens egne bedrifter og fremtid og selvværd og troen på, at denne tilstand nogensinde vil gå over, går i stykker. Ordet deprimeret er interessant her, at blive trykket ned, angiveligt af en så stor kraft, at man må have oplevet det for at forstå det. Frygtelige smerter…”

Tænk sig, at blive trukket op fra et sådant dyb af mørke og udsigtsløshed. Møde barmhjertighed, som vel at mærke nogle gang først virker over tid. Og som aldrig nogensinde bør blive mødt med forargelse og menneskelig smålighed, som den sabbatsdag, da Jesus helbredte en mand. Trak ham op og ud af sin sygdoms dynd – ”og lod ham gå”, som der står. Gå fri, frelst og frejdig videre på livsvejen.

Hvor godt, at det kan ske. At du og jeg kan møde barmhjertighed. Menneskelig varme frem for smålighed og forargelse. Blive trukket op – på både den ene og den anden måde. Op af hullet. Også forstået som det at få ”livsfjederen” trukket op endnu engang med ny livskraft og energi til følge.

Vi kan alle i større eller mindre grad gennem livet opleve at gå ned, gå kold – måske ligefrem gå død. Og som ved et under blive livet op, varmet op, trukket op og hevet ud til livet igen. Møde barmhjertighed og menneskelig varme, som i virkeligheden er guddommeligt. Guddommeligt godt: ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed!”

Martin A. Hansen fortæller i romanen ”Lykkelige Kristoffer” (1945) tilbage fra reformationstiden i midten af 1500-tallet om ynglingen, den unge enfoldige, naive og godtroende Kristoffer, som opildnet af Ånd og store ord og tanker, af udlængsel og lyst til liv og kamp for alt, hvad han tror på og har kært – han drager nu som helt ung afsted fra Skrokhult i Halland nord for Skåne – som en don Quijote-agtig ridder i selskab med den storbrovtne ridder Pål; klerken/munken, den lærde og let reserverede og skeptiske, broder Martin samt præsten, den hjertegode, livskloge fader Matthias, som ligesom de andre i følget har svært ved i denne omvæltende reformationstid at skulle slippe alt fra den gamle katolske kirkes og tros skatkammer.

Undervejs en aften, i en ordveksling mellem broder Martin og fader Mattias på et tidspunkt, hvor de begge i høj grad er i knibe, siger Martin: ”Jeg er sortseer, fader” – ”Sortseer, føj for pokker!” udbrød fader Mattias ”sig ikke det, broder Martin! Jeg vil hellere sidde til bords med en tyv end med en sortseer. Tyven stjæler da kun, hvad man ejer, men sortseeren stjæler også alt det, man sådan set ikke ejer, lyset, luften…”

Det er godt sagt. Og selv om det så på stort set alle mulige måder går galt for vores hovedpersoner i romanen her, så er det lyset og livsglæden, der, gennem den afsluttende beretning om Kristoffers skæbne, vinder. Den ”lykkelige Kristoffer”, fordi han glæder sig over sit liv – han elsker – og han kæmper for alt, hvad han har kært. I hans unge liv er taknemligheden og lyssynet grundtonen. Han tror på opstandelse og gensyn. – I det belejrede og gennem mange måneder udsultede København kæmper Kristoffer sin sidste kamp. Umiddelbart inden kalder han op til broder Martin, som er med ham i København: ”Broder Martin” råbte han, ”nu skal du synge for mig. Det er længe siden sidst. Men i dag ønsker jeg ikke en sørgelig vise…” Og så sang klerken. ”Syng bedre til, broder Martin!” råbte Kristoffer. Og klerken sang da fuldere til, om sommer i by og stærke heltes dans.

Som han synger det den gamle jødisk-canadiske sanger Leonard Cohen, som mange af os godt kan lide og selv om han nu er død stadig kan høre for os hans gode, dybe, troværdige stemme, som han, Leonard Cohen, synger det til sidst i Halleluja-sangen med ordene: ”And even though it all went wrong / I’ll stand here before the Lord of song / With nothing, nothing on my tongue but Hallelujah” – og selv om det så gik galt med både det ene og det andet, så vil jeg stå foran sangenes Herre med intet andet på min tunge end Halleluja!

”Sortseer, føj for pokker!” Du må ikke stjæle det andet menneskes livsmod! Du må ikke i livssjusk og virkelig ånds-svag ubetænksomhed trampe rundt som en elefant i en porcelænsbutik og ødelægge det andet menneskes livsmod. Og da slet, slet ikke barnets iboende og fra begyndelsen, jeg havde nær sagt, ”automatiske” mod på livet.

Digteren Nis Petersen skriver så stærkt om det med de ord: ”Forlad os vor skyld for hver drøm vi har dræbt / i barnets uskyldige sind. / Forlad os hver drøm, vi har tankeløst slæbt / ud i kulden og hverdagens vind… // Man tramper sin vej og er voksen og dum / og tramper små drømme ihjel. / Men barnets bebrejdelse, sløret og stum, / gør ondt i vor ribbede sjæl…”

Forlad os vor skyld! Den bøn har vi hver især gentagne gange gennem livet brug for at bede. Og sandelig også at tage Guds nåde og tilgivelse til os og begynde på ny, igen og igen, og hvor galt det så end gik. Så vidt det overhovedet måtte være muligt: Stille os på livsmodets side, åbne for Guds gode Helligånd og alle gode gaver – Guds velsignelse og godhed ud over alle grænser.

Det er godt at have noget, eller én, at holde sig til. Og stå ved. Vores nu tidligere biskop i Århus Stift, Henrik Wigh-Poulsen, fortæller i en lille bog (om ”Paulus´ Brev til Romerne”) om at stå ved altret i Aarhus Domkirke og mærke forbundethed og sammenhæng – med det åndelige så nært koblet til det historiske, det evige med det timelige: ”Bordpladen på alteret i Aarhus Domkirke”, skriver han, ”er oprindelig en gravsten over en af mine fjerne forgængere, en af byens første biskopper. Han hed Jens Assersen, var en magtfuld mand af fornem byrd og angiveligt med stor indflydelse på kong Erik Menved i en ellers politisk ustabil tid. Assersen døde i 1306, og når jeg fra tid til anden står foran alteret, kan jeg godt lide at lægge mine hænder på den kølige kalksten med de halvt udviskede inskriptioner. Det gør godt, at fornemme fortiden og forbinde mit skrøbelige og flygtige nu med dem, der stod her før, og dem, der sad nede på bænkene. De døde i deres kister og under tunge epitafier, børnene, der blev døbt i den sirligt udsmykkede malmfont og alle dem, der kom fordi med hvert deres. Hele rummet, bygningsværket, udsmykningen, billederne, inskriptionerne taler magtfuldt om det, der var. Herinde får du sat historiens lange lys på. Herinde er du en del af noget meget større.”

Sådan kan man stå eller sidde i kirken og besinde sig – eller sidde bagest i haven, som vi synger det med Lisbeth Smedegaards fine salmeord (100 Salmer, 891) : ”Bagest i haven der sidder jeg tit / kikker på blomster og blade / tænker på livet og det der blev mit / det jeg engang skal forlade.” Sidde der bagest i haven, spørgende, bedende og besinde sig – og mærke forbundetheden: ”fuglene kvidrer i hassel og pil / her er det sted du (Herre) vil være / lyse din fred her hvor livet bliver til / midt i det kendte og nære.” Sådan er det åndelige i livet så fint forbundet med tider og steder. Sådan kommer Gud til os i det konkrete og fysiske med sin kærlighed og fred, så vi af og til helt uden tvivl godt kan mærke, hvor vi må have vores livs åndelige grundlag og i grunden urokkelige base: i og af Guds kærligheds ånd. Men det må vi så samtidig tage, at vi i kristentroens verden har dette stærke livsgrundlag med basis i Guds kærlighed, uden håndgribelige beviser og klippefaste sikringer og garantier. Sådan er det i det åndelige. I troens verden.

Søren Kierkegaard talte, som bekendt, om troens spring. Troen set som et spring ud på de 70.000 favne vand, hvilket vil sige ud på de bundløse dybder. Og Grundtvig talte ikke mindre svimlende om troen som ”vidundertroen”, der ”slår over dybet sin gyngende bro, / som isgangen trodser i brusende strand, / fra dødningehjem til de levendes land…” (DDS 321,4) – det er den vej, der går. Og altså med troen, kristentroen, i billedet af en svajende, gyngende hængebro ud over dybet. Dét er, i åndelig forstand, vejen, vi har at gå. Og den kan gås – i Jesu navn.

Det er nu et år siden, jeg efter godt 36 år som præst i Vær og Nebel sogne gik på pension. Følgende er en forkortet udgave af min afskedsprædiken søndag den 27. april 2025 (1.s.e. påske):

Der er for alting her i livet en første gang. Og der er en sidste gang. Der er vemod og sorg. Og der er fryd og glæde. Bedst af alt: Livsmod. Mod til livet – på trods af, at alting – som vi kender til det – har en ende. Også det som var så godt. Umisteligt godt… Der er for alting her i livet en første gang. Og der er en sidste gang. Ja. Men med Kristus, den opstandne, er vi sat ind i den virkelighed, hvor der – for evigt og altid – venter en ny begyndelse. Både her og hisset. Både her og nu og på den anden side alt det vi kender til.

Med evangeliet (kortest sagt ordene: ”Kristus er opstanden”) er vi sat ”i begyndelsen” – her er vi med Ham, med Kristus den opstandne, stillet med en ny begyndelse foran os som mulighed – for altid – for evigt – lige så vel som her og nu. Vi tror, som vi slutter vores trosbekendelse med at sige det: ”Vi tror på syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv” – Sikke et crescendo! Her er nok at ”smage på”, tænke på og tro på til et helt langt liv – og mere end det! For evigt!

”Fred være med jer!” med de ord og gode hilsen kommer den opstandne til dem, som han før var kommet. Som han i sin Ånd kommer til os nu i dag: ”Fred være med jer!” ”Modtag Helligånden!” Drag videre ud i verden og livet med Guds nåde, Guds dødsovervindende kærlighed som livsgrundlag. Med syndernes forladelse. Som betyder, at det liv der var gået i stykker, kan blive sat sammen igen. Også når det i givne situationer gik i stykker, fordi jeg selv svigtede – ”missede målet” og ramte ved siden af (som ordet ”synd” i sin oprindelse betyder) – så kan det blive sat sammen igen. Heles. VI kan blive sat sammen igen. Ja, for hele og helede mennesker, det bliver vi nu engang ikke i os selv alene, men sammen! Sagt med de uforglemmelige ord af Benny Andersen (Danmarks femte evangelist!): ”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”

Vi er her, som Paulus siger det et sted, ”som medarbejdere på hinandens glæde”. Vi skal give videre af det, vi selv har modtaget – syndernes forladelse, Guds nåde – ”Åndsgnisten”. Så at Guds godhed, Guds nåde, kan ”rumstere” i os og mellem os. Det gælder præst og menighed, i grunden uden forskel. For at opstandelse, igen og igen, kan finde sted. Og vi kan gå, som vi synger det med Grundtvig: ”Fra dødningehjem til de levendes land” (DDS 321,4) Fra det liv, hvor vi er gået i stykker og gået død, til igen at blive sat sammen og på forunderlig vis live op igen. Og vejen dertil går, som Grundtvig siger det, via ”vidundertroen”, der som en gyngende hængebro fører udover, henover alt det der truer med at opsluge os, ”fra dødningehjem til de levendes land”. Det er den vej, det går…

”Fred være med jer!” Livgivende godt er det at få del i Hans fred. Den fred, som overgår al forstand. Til det formål, med det sigte, har vi fået Guds gode ord og kirken med dens gudstjeneste. Her kan vi få ”tanket op”. Her bliver det med dåb og nadver og alle gode, stærke ord sagt til os. ”For at I”, som det lyder med evangeliets slutord til denne søndag: ”for at I, når I tror, skal have liv i hans navn” – i Jesu navn. Det er et godt sted at slutte. For her begynder det. Det nye liv. For evigt!

Forfatteren Jeppe Krogsgaard Christensen fortæller i bogen ”et år med læsning og skrivning – en fastholdelse” (2024) om en dag i et smukt og sommervarmt septembervejr at mødes og være sammen på den årlige tur med de samme to gamle studiekammerater. Nu er de blevet til tre midaldrende mænd et sted sidst i fyrrerne. De kender måske egentlig slet ikke længere ret meget til hinandens liv: ”Men i dag”, skriver han, ”var det som om en forandring fandt sted. Som om vi fandt ind til en ny måde at være sammen på. Mens vi stod dér i underbukser, på vej til at bade i Avnsø, var det som om noget ændrede sig. Efter 25 år. Jeg brugte vist ordet omsorg. At vi skulle ind til den (omsorgen). For hinanden. Vi badede nøgne i søen, lysende hvide midaldrende kroppe i det brungyldne vand, og det var som om vi steg op fornyede, forrykkede, for hinanden. Med ordet omsorg som et prisme hvorigennem vi forhåbentlig vil se og møde hinanden fremover. Jeg tror faktisk det ene ord gjorde forskellen. Omsorg. Det sidder som en varme i kroppen nu, ligesom kulden efter badet i søen gør det.”

Sammen om sorgen, som kvinderne og disciplene var det, påskelørdag og nu ved Jesu tomme grav påskemorgen – sammen om sorgen over kæmpetabet ved hans død langfredag på korset – og allerede heri var der omsorg – den særlige grundform for medmenneskelighed, hvor vi godt vil være sammen i det der er – også når det er svært – når vi er ude af os selv, rystede og bange – og endnu uden ord for det, der sker og er sket.

”… de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” (Mark. 16, 8) Jo, men det kom de til. De kom til sig selv på ny. De kom til sig selv på en ny måde, hvor ordene kom til. Hvor de sagde noget til nogen. Kort sagt, sagde de: ”Kristus er opstanden!” Eller, de gentog englens grænsesprængende, utrolige og mærkeligt omsorgsfulde ord fra halvmørket derinde i gravhulen – de ord: ”Han er opstået, han er ikke her… gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa, Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” (Mark. 16, 6)

De ord kom til at sidde ”som en varme i kroppen”, nu hvor rystelsen og frygten fortog sig. Nu hvor halvmørket og kulden i gravhulen, i tomheden derinde, erstattedes af lyset og varmen derude. Hvor en helt uventet fylde og forventning kom til – åbenbarede sig for dem, da engleordene med tiden, minutterne, timerne, dagene derefter, satte sig i dem og bredte sig som en varme i krop og sjæl og sind. En guddommelig, himmelsk omsorg, som helt uden tvivl nu måtte bringes videre.

For vel var det, set fra fornuftens og den rene realismes sted, for godt til at være sandt – men fra hjertets, fra troens og håbets og længslens sted, var det det, det var og blev, netop: Sandt! Og virkeligt. Og troværdigt: At døden i og med Ham, med Kristus, den opstandne, nu (for evigt!) var overvundet af kærligheden. Guds kærligheds sejr over døden.

Dét skal fortælles videre – VI skal fortælle det videre – englens ord fra påskemorgen. Eller sagt på en lidt anden måde: Ordet må gå i kødet på os og blive til levet liv. Det er meningen med det hele. Det er frelsende og livreddende. Det skaber opstandelse – også lige her og nu.

”Du ved det sikkert allerinderst inde, / selvom jeg sjældent bruger store ord. / Du ved, at du er den der gennem livet / og stadig i mit hjerte bor.” Det er fra sangen ”Forårsdag” af Anne Linnet – med ord så ømme om afstand og nærvær. Om omsorgen. Om at komme til sig selv på en ny og livgivende måde. Blive varmet godt og grundigt op i krop og sjæl med tanke på kærligheden – også i mit sølle liv. Kærligheden, som i pagt med engleordene er guddommeligt levende til stede midt inde i det menneskelige. Og som venter os derude – i forvejen – der skal vi se Ham, som han har sagt os det: Så ved jeg ”at al min sidste tid skal leves, / jeg ved at tiden tæller hjertets slag. / At alt det vi har grædt igennem livet / det svinder på en forårsdag.” Glædelig påske!

Kristendommens vej er ydmyghedens vej. Og således kærlighedens og klarsynets vej. Sagt med gode salmeord af Jens Rosendal: ”Du, skabelsens Gud, som vil bøje / dig ned til din verden i dag. / Du, Skaber, som åbner mit øje / og kender mit hjertes slag” (DDS 28,5) – det hjerte, som først for alvor slår og giver liv, når det banker for noget og for nogle. Når der er kærlighed på spil, og det ene menneske står klar til i givne situationer at give af sit eget og bøje sig for det andet menneske.

Som nu afdøde tidligere chef for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, sagde det: ”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde, også når det ligger ned!” Godt sagt! Godt set! Helt klart i slægt med den ydmyghed og det klarsyn, som med Jesus så uforglemmeligt er sat ind i verden. ”Hvorfor ser du splinten”, siger Jesus, ”Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Luk. 6,41) Hvorfor denne emsighed, som er at regne for en væsentlig del af den bølleadfærd og magtfuldkommenhed, der til hver en tid truer det sandt menneskelige? Piet Hein har grebet Jesus-ordet om splinten og bjælken i øjet så fint med ordene: ”Med splinten i broderens øje / skal ingen brobygger regne. / Nej, broerne mellem os bygges / af bjælkerne i vores egne.”

Efter Hamas´ terrorangreb ind i Israel den 7. oktober 2023 og med de efterfølgende voldsomme israelske bombardementer ind i Gaza skrev chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik kort tid derefter bogen ”En smal bro over afgrunden”. Bogens titel har Krasnik via den gamle overrabbiner Bent Melchior, som ofte fortalte om den smukkeste jødiske sang, der findes: ”Kol Ha´olam Kulo” hedder den, og den stammer fra en berømt ortodoks rabbiner fra Ukraine i begyndelsen af 1800-tallet. Titlen betyder ”Hele verden”, og teksten lyder: ”Hele verden er en smal bro. / Det vigtigste er ikke at være bange.” Det er, som Krasnik skriver det: ”vigtigere end nogensinde at finde modet og fantasien til at forstå, at andres lidelse og liv er lige så smertefulde, og deres perspektiv lige så virkeligt som ens eget. – Det er den største udfordring; for israelerne og palæstinenserne og for alle andre. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi prøver ikke at være bange.” Ja, OG at være ydmyge. ”Hele verden er en smal bro”. Som vi må henover for at møde medmennesket i øjenhøjde. I sand medmenneskelighed, hvortil hører både det at bøje af og bøje sig.

”Den genfundne bro”, som vi her lokalt godt véd siden 2014, efter at have været tildækket i 86 år, nu ligger synlig derude i bakkelandet i nærheden af Vestbirk: Den genfundne bro, som Jesus i det sandt menneskelige vil være for os med den vej, han går. Den guddommelige kærligheds og ydmygheds vej, hvor Gud i Ham har lagt sig for os som en ”Bridge over troubled Water”, som de (Simon and Garfunkel) i sin tid sang det – En smal bro over afgrunden, hvor vi kan nå hinanden.

Den tjekkoslovakiskfødte jøde, Edith Eger, nu i dag 98 år gammel, fortæller så stærkt i bogen ”Valget – Fra fangenskab til frihed” (2017) om som purung pige at blive interneret i udryddelseslejren Auschwitz, OG på mirakuløs vis at overleve. Eger indleder sin bog med en række barndomserindringer, og skriver: ”Måske udgør enhver barndom det terræn, som vi bruger til at forsøge at fastslå, hvor meget eller hvor lidt vi betyder, et landkort, hvor vi gransker dimensionerne og grænserne for vores eget selvværd. Måske er hvert eneste liv et slags studie af de ting, vi ikke har, men ville ønske, at vi havde, og de ting, vi har, men ville ønske, at vi ikke havde. Det tog mig mange årtier at opdage, at jeg kunne gå til livet med et andet spørgsmål. Ikke: Hvorfor overlevede jeg? Men: Hvad stiller jeg op med det, der er blevet mig givet?”

Edith Egers bog har originaltitlen ”The Choice: Embrace the Possible” – altså: ”Valget: Omfavn det mulige”. Eller sagt med andre ord: Løft dit ansigt! som det lød fra Gud Herren allerede til Kain, efter brodermordet – løft dit ansigt! Løft blikket! Lyder det til enhver af os: Se ud og op – og indad! Og hav alle vegne blik for det mulige. Det mulige og livfulde i dit liv. Modtag det! Omfavn det mulige som den gave det er i dit liv. Omfavn det mulige!

”Nåden er din dagligdag”, som vi synger det i Møllehaves fine lille salme. Forfatteren Niels Brunse skriver så fint om netop den salme: ”Nåde er et ord, som de fleste nutidsdanskere kun kan bruge spøgende eller famlende. Alene af den grund er det godt, at Johannes Møllehave for en god menneskealder siden indkredsede det med sit fine, enkle digt…” Det slående ved salmen er, som Brunse skriver det: ”at nåden ikke bliver fremhævet som det exceptionelle, som noget man skal gøre sig fortjent til, noget der kun sker en sjælden gang – at nåden i den mest radikale formulering slet og ret er ”at være”…. Mange af os kender fornemmelsen af at have forskertset alt, mistet sin berettigelse, opført sig så tåbeligt, at alle døre er lukket. Men så kan der ske et hverdagsunder: ”Nåden er, når alt er tabt / at få alt tilbage.” Salmen opfordrer ”ikke til at handle, men til at vente og lytte. Nåden og livshåbet skal ikke erobres, de bliver ”grundløst givet”. – Salmen kan bruges nærmest når som helst og hvor som helst. Jeg bærer den med mig i hverdagen, og jeg ville meget nødig undvære den.”, slutter Niels Brunse.

Det er nådefuldt, helt ufortjent, gådefuldt underfuldt at være til som menneske, som dig og mig i hver vores livshistorie, fra fødsel til død, ind gennem selv dødens mørke, i lyset af Guds nåde.

Det er som om der, også indenfor i det bibelske, i det nytestamentlige, forskellige steder er en sær tilbageholdenhed i forhold til at beskrive Guds nåde og kærlighed i al sin mest tænkelige radikalitet og fylde. Sådan som det, ja: Gudskelov, alligevel kommer til udtryk både det ene og det andet sted. Som når Paulus sine steder, vidunderlige bibelsteder, taler om, at han er vis på, at INTET nogensinde vil kunne skille os fra Guds kærlighed i vor Herre Jesus Kristus. Guds kærlighed som engang skal blive alt i alle. Det er visionen. Det er endemålet. Det er dén gode vin, som skal føre festen og hver en gæst, hvert et menneskebarn til hver en tid, i al evighed, frelst igennem.

Men i stedet for at satse på dét – på Guds nåde og kærlighed i al sin ypperste storhed og radikalitet – så overfører vi gang på gang (også, som sagt, indenfor i det bibelske) vores egen menneskeligt udbredte tendens til smålighed. Til kræmmermentalitet, betingelser og udelukkelser. For ikke at sige fordømmelse af dem der ikke på snæversynet, teologisk korrekt vis har troen. Hvordan så end denne ”korrekte tro” (som adgangsbillet i evigheden) måtte se ud og blive beskrevet af den ene og den anden.

Det afgørende og dén helt afgørende faktor, det er, at Guds kærlighed må komme til og blive ført igennem i al sin underfulde vælde og vidunderlige virkning. Som når seks renselseskar fyldt op med hver to-tre spande vand forvandles til den mest vidunderlige velsmagende vin – med bryllupsfesten reddet – NB. Og tømmermændene kraftigt reduceret (fordi sådan virker ”den gode vin” også!). Kærligheden i sin reneste, fyldigste skikkelse er – og vi véd det jo godt – betingelsesløs. Vi véd det jo fra det menneskelige, når kærligheden for alvor sætter sig igennem. Hvor meget mere da ikke med den rene guddommelige kærlighed? Hvordan i alverden kunne vi tro, at Guds kærlighed ikke skulle ville sætte sig igennem, så betingelsesløst og radikalt nådefuldt som tænkes kan?

Tankerne her er, udover fra et langt præstevirke, påvirket af, at jeg har læst teologen Lars Sandbecks: ”Når kærligheden dømmer” (2024) med undertitlen: ”Den kristne tro på alles frelse”. Op mod den klassisk kirkelige tanke om det, der i kirkehistorien (i teologihistorien) kaldes ”den dobbelte udgang” – altså tanken om, at (i evigheden) nogle vil blive frelst og andre gå fortabt – op herimod skriver Lars Sandbeck med stor overbevisningskraft et uforfærdet frimodigt forsøg på at tage talen om Guds kærlighed ”for gode varer” så radikalt og fyldigt og omfattende forstået som overhovedet muligt. Det er slet ikke til at stå for. Det er som når en fest var ved at lukke ned, truet af elendige, eller manglende, forsyninger, og der så – som ved et gennemført under – blev fremskaffet nye festforlængende, helt ufatteligt festforøgende forsyninger.

Mennesket er skabt i Guds billede. Som den oldkirkelige teolog Gregor af Nyssa betoner det, skabt i Guds billede – ikke forstået som enkeltindivid – men som menneskehed. Og den kristne tanke og forkyndelse om Guds frelse er, som Sandbeck skriver det, visionen ”om hele menneskehedens ultimative forening og alle ødelagte relationers fulde genoprettelse i og ved Jesus Kristus. Det ender i den store bryllupsfest og ikke i den store skilsmisse… Vi skal (derfor) i dette liv ikke adskille, hvad Gud for evigt ønsker at holde samlet.” Vi må finde os i – og virkelig finde OS i – at de andre, med Guds overvældende overstrømmende kærlighed i Jesus Kristus inde i billedet, hører med. Hver og én. Ikke én eneste undtaget.