Beretningen om den 12-årige Jesus i templet i Jerusalem i ivrig samtale med præster, lærere og skriftkloge er det eneste glimt vi overhovedet i det bibelske har fra Jesu barndom udover fødselsberetningerne. Knap og nap konfirmandstor og gammel nok til at træde fra barndommen ind i ungdomstiden, teenageårene, møder vi her den 12-årige – som, vidunderbarn eller ej, er et særligt sted i livet.

Sådan vil jeg ud fra min egen livserfaring kunne betragte det. Udover hormonernes rasen og kroppen der så småt begynder at forandres, sker der også i sind og tanker nye ting og forskubninger. En åbenhed og bevægelighed men også nye store spørgsmål at stille til det ene og det andet. En begyndende adskillelse fra mor og far og deres meninger og holdninger. En selvstændiggørelse, ikke uden knubs, men også med helt nye berusende perspektiver for det at være til.

Da jeg selv var 11-12 år gammel, fik jeg flere og flere sammenstød og uoverensstemmelser med min, syntes jeg dengang, alt for jordiske far. Så kunne jeg i de situationer finde på at smide mig på sengen i mit værelse eller på halmloftet eller et andet uforstyrret sted og ligge der med lukkede øjne og godt med næring fra de drengebøger, jeg dengang slugte, og forestille mig, at jeg i virkeligheden havde en helt anden far end ham stivstikkeren derude i stalden eller ved bordet i køkkenet eller hvor vi nu stødte sammen. Nej, i virkeligheden så var jeg en indisk fyrstesøn. Og snart, meget snart, ville min indiske fyrstefar komme på sin sorte hingst og befri mig til et helt nyt liv, hvor jeg kunne lyse og stråle i min egen ret og sande identitet. Sådan! Han kom aldrig. Men jeg flyttede få år senere hjemmefra. Og fik i mange år derefter lov at beholde min jordiske far som netop min, ikke himmelske, men gode jordiske far.

Hvem er vi hver især? Hvor hører vi til? Hvor hører vi hjemme? Ja, i hver vores jordiske sammenhæng med de roller og titler og funktioner, der her måtte høre til. Inklusive, med tiden, diverse forandringer og forskubninger. Og husk, som dronning Margrethe i sin næstsidste nytårstale formulerede det omkring generationskløft og forskellen på unge og ældre som ikke blot kløft men et sted for bro til ny erkendelse. ”Og husk”, som dronningen understregede det – ”husk, at man kan gå over broen i begge retninger.” – så at vi kan mødes og sammen ”gå ind i det nye år med fortrøstning, forståelse og nyt mod”.

Den første lyd i verden var din mors hjertelyd: ”Dung, dung, dung…” sådan var det og sådan er det for ethvert menneske på denne jord: ”Dung, dung, dung…” – ikke som lyden af eksploderende granater og faldende bomber men din mors måske endda helt rolige puls og hjerteslag. Vi er blevet til ved lyden af en andens hjerte. Det er godt at tænke på. Godt at huske. Selv om vi ikke selv husker det. Så huske at alting begyndte godt – med et hjerte, en andens, der slog for dig.

Det er sådan, kristendommen vil understrege det for os, i det helt overordnede, ved, som i skabelsesberetningens ord om Gud, der tænder lys i mørket og skaber liv på jord, efter hver ny skabelsesdag at lade det omkvæd lyde: ”Gud så, at det var godt” – ”Gud syntes godt om det” hedder det i den nyeste oversættelse – så kan jeg nu allerbedst lide oversættelsen i den helt gamle, hvor ordene lyder: ”Og se, det var såre godt.” – Såre godt. At alting altså begyndte godt, og var fra Guds side ment udelukkende godt. Såre godt. Også dit og mit liv, hvad så end det blev til. Det var og er fra begyndelsen ment godt og begyndte godt. Det er godt at vide. Og hvad kan det så ikke blive til? Ja, det er, som vi siger det, ikke godt at vide!

Ind i den verden hvor, uanset hvor godt det så begyndte, alt muligt går galt, og kan gå galt – som bibelen sandelig også kan fortælle om det – ind i den verden kommer nu Gud, gennem sit julebud, i skikkelse af barnet født i Betlehem. I det almindelige udsatte sårbare menneskeliv på bunden kommer Gud her til os for at give os en ny begyndelse. Give os at kunne, så at sige, begynde fra bunden af, med barn Jesus i stalden julenat med mor Marias og barnets hjerteslag som Guds eget bankende hjerte i verden. Nu helt nært: ”Dung, dung, dung…” Jo, der er et hjerte derude – længst ude og dybest inde – der slår som det skal! Kærligt og vedholdende. Og se, dét er såre godt!

Gid da hjerteslag må vinde over bombebrag! Gid julefreden må indfinde sig i både den ydre og den indre verden! Gid vi hver især må komme godt hjem! Finde hjem til jul – til hinanden – ind til glæden ved barnet født i stalden julenat i Betlehem – med englenes sang over os alle: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! / Fred til mennesker med Guds velbehag!” Glædelig advent! Glædelig jul!

Lad os tale om troen, alt det vi kan. Men hvordan? Som det lige for tiden drøftes med afsæt i det tværkirkelige initiativ ”Lad os tale om tro”, så kan det vinkles vidt forskelligt.

Skal der kigges indad mod din tro som en slags beholdning, du kan have i dig selv, i dit sind? Eller skal der kigges udad og hen mod det, din tro måtte have at rette sig imod? Jeg vil sige som et muligt godt og givende udgangspunkt: Lad os tale om kristentroen, ikke som noget vi har eller ikke har, lidt eller meget af, men som noget vi gør. Troen set som noget vi gør, meget mere end som noget vi har! Troen har du ikke, som én eller anden opsparet beholdning i sindet, psyken, sjælen. Din tro gør du, hvorved den bliver til. Igen og igen. Også når du var kommet væk fra det. Måske bare på grund af almindelig sjusk eller ligegyldighed. Dette at vi gør troen. Herunder af og til udfører den særlige form for gangart, som vi kalder kirkegang.

”Troen kommer af ordet der høres”, siger Luther. Ja, det skal til. Men endnu mere: Troen kommer af ordet, der gøres og siges og ikke bare høres (og ties). Og her tænker jeg ikke i første omgang på såkaldt gode gerninger som at rejse sig i bussen for en anden, hjælpe én over gaden, give en hjælpeløs en hånd, en hjemløs en halvtredser, en kollega en undskyldning osv. osv.  Nej, jeg tænker på at ”gøre troen” som det at sige og synge med så godt som muligt på alle gode ord fra det skatkammer vores kristne tradition er. Sige med på trosbekendelsens ord. Bede Fadervor – dagligt! Bede bordbøn – hvorfor ikke? det er dog en gavmildhed og barmhjertighed i grunden, en gave så guddommelig stor at have mad på bordet og siden i munden og maven til ny kraft og styrke i krop og sind. Tak Gud, for alle gode gaver!

Det at gøre det, det at sige det højt, udvider rummet helt vildt – himmelhøjt – uendeligt stort bliver rummet med evighed til følge. Herigennem, gennem en sådan gøren, bliver troen til. Lad endelig være med at ”mærke efter”, om du nu så også ”har” troen. Troen tåler – som håbet og kærligheden – ikke selvbefamling, afvejning og målinger. Troen lever, som håbet og kærligheden, af at rette sig udad og opad, bort fra dig selv og din egen lille navle og snævre egeninteresse. Troen tåler ingen selvbeskuelse – så fordufter den som dug for solen. – Lad os gøre troen! Være tro!

I nyudgivne “Til livsmod – Tanker fra kirkeåret” skriver jeg i bogens sidste kapitel til kirkeårets mange søn- og helligdage under overskriften Godthåb:

Den sidste søndag i kirkeåret hører vi ord om dom og fortabelse (Matt.25,31-46). For det er nok det, vi først hæfter os ved. At på dommens dag skal alle vi, der ikke havde øje for og ikke tog os af den sultne, den tørstige, nøgne, fremmede eller fængslede, gå ad Helvede til. Bort fra vor Herre “til den evige ild, som er bestemt for Djævelen og hans engle.”

Jeg er selv vokset op inden for det missionske og kender så udmærket tanker og ideer om fortabelse – fortalt af min kærlige mor og lige så kærlige og varme bedstemor. Jeg trøstede mig dengang med, at det jo da i hvert fald ikke var nogle af dem, jeg kendte, der skulle den vej. Alle var jo missionske og frelste. De andre, naboer og skolekammeraters familier, kom vel bare i andre missionshuse end det jeg selv var med til møder i sammen med mine forældre. Jeg var faktisk et stykke oppe i skolealderen, før det gik op for mig, at det forholdt sig helt anderledes. Ja, at kun et absolut mindretal – og i min egen klasse kun én mere, og det var min træfætter – hørte til inden for det missionske. Det var som et slag i mellemgulvet, et skud for boven, jeg ikke siden er kommet mig over. For hvad nu? Betød det, at Tonny, Frants, Carlo, Palle, Jan og alle de andre kammerater skulle gå ad Helvede til?

Mange kender historien om manden, der kommer i himlen og bliver ført rundt i de himmelske boliger af Sct. Peder. Der er mange rum. Inde fra et af dem lyder det af fest, højskolesang og bægerklang. “Det er de grundtvigske,” siger Sct. Peder. Et andet sted synges der “Pris Herren!”, gospels og salmer med moderne rytmer. “Det er pinsefolkene,” siger Sct. Peder – “men se, nu skal du lige være lidt stille, når vi går forbi det næste rum. Det er nemlig de missionske, der holder til derinde, og de tror, de er de eneste, der er her i himlen.”

Nej. Forståelsen er helt gal. Og det tror jeg faktisk også mine egne forældre og mange andre fra det missionske nu i dag ville mene. Og min bedstemor, som gik bort for mange år siden, er, forestiller jeg mig, nu fuldstændig overbevist om en langt større virkelighed i det hinsidige end den, hun først havde forestillet sig! Gud er ikke bare velsignelsens, nådens og barmhjertighedens Gud. Gud er også overraskelsens Gud…

Sidst i september 2024 udgiver jeg på forlaget Eksistensen en bog med titlen ”TIL LIVSMOD – Tanker fra kirkeåret”. I bogens forord skriver jeg:

I alle mine mange præsteår i Vær og Nebel sogne ved Horsens har prædikenarbejdet været den helt store glæde. Koblet til det konkrete møde med mennesker i deres forskellige livssituationer, i sorg og i glæde, har gudstjenesteforberedelsen med fokus på tale og prædiken været livsnerven for mig i mit virke som sognepræst i Den danske folkekirke. Tænk sig, at have det som en væsentlig del af sit arbejde og virke kirkeåret rundt at skulle gøre sig tanker om det med Gud og os. Om det at være menneske i lyset af evangeliet, af kristendommens budskab. Så godt som muligt få sat ord herpå, så vi som kirkegængere måtte blive hjulpet – når det går godt. og det gør det af og til i gudstjenesten – med at få noget ud af det og selv gå videre med.

I mine tanker og overvejelser om, hvad det egentlig skal gøre godt for det med kirken og dens gudstjenester og kirkelige handlinger er jeg i alle årene blevet godt hjulpet af en lille engel. En såkaldt putto, som sidder på et lille fremspring midtfor på det store epitafium i prædikestolssiden på kirkeskibets søndre væg i Vær Kirke (se bogens forside). En mindetavle fra sidst i 1600-tallet over sognepræst Jens Pedersen Bay i den tids barokstil. Puttoen, den lille buttede bevingede drengeengel, sidder oven på et kranium med et pusterør i hænderne og sat for munden. Ifølge traditionen sidder puttoen her på kraniet og blæser sæbebobler som tegn på livets forgængelighed. Memento mori – husk, du skal dø! Som mest af alt må betyde: Husk, du skal leve!

Jeg tillader mig derfor i pagt med det, jeg fornemmer som ånden i evangeliet, at se røret ikke som et sæbeboblepusterør, men mere som en lille spillefløjte stemt i evangelisk toneart. Med evangeliets grundtone forstået som den guddommelige kærligheds opstand imod døden og al dens væsen. Et fuldtonende ’husk, du skal leve!’ Leve og elske. Giv dig håbet og troen og livsglæden i vold op mod alt det, som truer, og som vil spærre dig inde i gravmørket. Med Jakob Knudsens uforglemmelige ord i morgensalmen over dem alle: ”Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.” Som sådan betragter jeg puttoen, min lille engel i Vær Kirke, som gennem årene, sammen med alt muligt andet godt i kirkerummet, har hjulpet mig så godt på vej med sin dødsforagtende livsglade sang og musik. En livsmodsfigur, som har været med til at holde mig på sporet af den tanke og overbevisning, at vi har kirken og kristendommen, gudstjenesten, for livsmodets skyld.

Hvad skal det til for, alt det med dåb og nadver, bibellæsning, bøn og bekendelse, salmesang og prædiken? Hvad skal det til for? Og det korte svar lyder: til livsmod. Til mulig lettelse og livsmod i livet derude uden for kirkens tykke mure. Som sådan håber jeg, denne bogs tekststykker med tanker fra kirkeåret og dets prædikentekster (i helt overvejende grad første rækkes evangelietekster) må kunne medvirke: til livsmod.

Jeg kendte engang en gammel mand. En, gennem hele livet sparsommelig og nøjsom gammel ungkarl nu midt i firserne med fire millioner på kontoen. Han var frustreret over, at han på grund af sin opsparing og sparsommelighed ikke var berettiget til nogle som helst pensionstillæg fra det offentlige, som alle mulige andre, der ikke havde sparet op, kunne få. ”Jeg bruger 100.000 kroner af opsparingen hvert år – og det kan jo ikke blive ved med at gå”, som han sagde det. ”Nej”, sagde jeg til ham, ”men så vidt jeg kan regne ud, så skal du blive hen i retning af 130 år, før det for alvor bliver kritisk. Så mon ikke det nok skal gå!”

Vi har SÅ mange måder at ”samle os skatte” og ”samle til huse”. Også selv om der bliver ryddet grundigt op, og kørt læssevis på genbrugspladsen, og vi flytter fra store ejendomme til tiny houses og mindre lejligheder. Nissen (den berømte) har det med at flytte med.

Jesus taler stærkt kritisk om griskhed af enhver art. ”Se jer for og vær på vagt over for al griskhed” (Luk. 12,13-21), siger Jesus. Og så bruger han som betegnelse for det virkeligt gode liv udtrykket ”at være rig hos Gud”. Hvad skal vi da forstå ved dette udtryk? At være ”rig hos Gud” er vel, som noget væsentligt, at have sans for livets gave. Livet og dette øjeblik, og hvert et øjeblik, du får som i grunden ren og skær gave. En fuldstændigt ufortjent Gudgivet gave. Sagt med Kingo (DDS 743,2): ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder”. At kunne stå – også de dage og morgener, hvor livet meget mere ligner opgave end gave – i livstaknemmeligheden. Det er velsignet godt og givende og i sig selv en Guds gave.

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet i bogen ”Walden – livet i skovene” om kærligheden til naturen og det enkle liv. Thoreau skriver fra en periode på to år, hvor han levede og boede i sin lille selvbyggede hytte og omkringliggende jordlod i skoven ved søen Walden Pond i Concord, i Massachusetts. Nøjsomt, såre enkelt og ofte noget nær lykkelig. Med de berømte ord: ”Jeg flyttede ud i skovene fordi jeg gerne ville leve bevidst, befatte mig udelukkende med livets grundlæggende kendsgerninger og se om jeg ikke kunne lære hvad det havde at lære mig, så jeg ikke når min død nærmede sig, skulle opdage at jeg ikke havde levet.”

Der er noget sært moderne eller aktuelt, evigt aktuelt(!) over denne næsten 200-årige tekst. Thoreau taler stærkt kritisk om at ville spare op for at sikre sig: ”Denne anvendelse af livets bedste år til at tjene penge for at kunne nyde en tvivlsom frihed i den mindst værdifulde del af det får mig til at tænke på den englænder der rejste til Indien for at skabe sig en formue, så han siden kunne vende tilbage til England og leve en digters liv. Han skulle være flyttet op på et tagkammer med det samme.” Og et andet sted skriver han: ”jeg vil sige til mine medmennesker én gang for alle: Lev frit og ustraffet så længe I kan. Det gør kun en lille forskel om man er indsat som ejer af en gård eller som fange i et fængsel.” Thoreau ser hen til indianeren, der med sin wigwam lever et liv, hvor boligen ikke er meget mere end et godt stykke overtøj.

Ja, ja – sikkert er det, at – med Jesu ord: ”et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod” – men at det bedste og mest livgivende af alt er, at være ”rig hos Gud” – velsignet, og elsket, og båret ind gennem både livet og døden.

Jeg har ansøgt om deltagelse i et fem dages kursus, mandag-fredag, på FUV (Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter) i Løgumkloster i februar 2025. Kurset hedder ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Nu har jeg så modtaget en besked fra FUV med følgende ordlyd: ”Som følge af de nyligt indførte tidsregistreringsregler har FUV måttet ændre på tidspunkterne for dit kursus. Det betyder, at du i stedet for et kursusforløb fra mandag aften til fredag middag nu skal på kursus: fra mandag, kl. 12.00 til torsdag, kl. 16.00. Herved bliver det muligt at afspadsere om fredagen.”

Man tror ikke sine egne øjne! Jeg skal sandelig love for, at der her med en helt uventet aktualisering af kurset, med dets indhold i øvrigt, er lagt op til ”Tro og tvivl i præstens identitet og arbejde”. Jeg tvivler stærkt på, at der hermed, via de nyligt indførte tidsregistreringsregler, og en konsekvens som denne, skulle kunne tænkes at være tale om en respekt for mit arbejde endsige min identitet som præst i folkekirken. Tværtimod, så oplever jeg det som disrespekt, benspænd og latterliggørelse af mit arbejde som præst (læs: præstekald). ’

Min far var i mange år landmand på det lille husmandssted i Sydvestjylland, hvor jeg selv voksede op. Jeg forstod ikke rigtig, når jeg som barn af og til hørte ham sige: ”Huha, det er dejligt at være landmand – så bestemmer man selv over sin tid!” Det synes jeg jo ikke var sådan i umiddelbar overensstemmelse med det jeg så, hvor både mark og stald kaldte på min far i tide og utide. Og hvor sommerferien var en enkelt søndagseftermiddag med badetur til Rømø. Men jeg er sidenhen blevet klar over, at det min far talte om var følelsen af, i hvert fald en form for frihed. Han kunne jævnligt blive siddende en time længere med naboen ved formiddagskaffen, hvis det var det, han ville. Han kunne knokle med høet til langt ud på aftenen. Han var til rådighed, og der var nok at se til, nok der kaldte. Men det var stadig hans tid, og i vid udstrækning ham selv der med eget ansvar bestemte hvad og hvordan.

Jeg har i alle årene (snart 36) som sognepræst i folkekirken haft en lignende følelse som min fars: Huha, det er godt at være præst – så bestemmer man selv over sin tid! Eller rettere: Sådan var det. – Nå, men nu er der en arbejdsopgave, der kalder. Og jeg tror, helt uden nogen som helst tvivl, at dét er både godt og i øvrigt selve sagen i mit arbejde og min identitet som præst.

Onsdag den 5. juni er det Grundlovsdag med fejring af folkestyret, og søndag den 9. juni er der valg til EU-parlamentet med din og min stemmeafgivning. Selv om demokrati og folkestyre bestemt ikke er nogen speciel luthersk opfindelse, så kunne man måske godt sige, at reformationen alligevel har været med til at styrke det med, hvor vigtigt og afgørende det er, at det almindelige menneske stemmer i og selv er med til at tage til orde. Det gælder i kirken. Og det gælder derude på torvet – i det politiske og samfundsmæssige: Vi må tage del. Altså deltage. På forskellige planer og niveauer. Ja. Men ikke stille dig udenfor. Hvis for mange gør det, så er det noget skidt. Det gælder både i kirken og i det politiske og samfundsmæssige. Vi er alle i samme båd. Som det for øvrigt så fint kommer til udtryk, når vi sidder sammen til gudstjeneste i det der fra gammel tid er blevet kaldt kirkeskibet, og stemmer i, så godt vi kan.

Paulus taler i Romerbrevet kapitel 13 om at vi alle skal underordne os de myndigheder, der står over os, fordi det er, siger Paulus, en guddommelig ordning, hvor øvrigheden og magthaverne er Guds tjenere: ”Derfor betaler I jo også skat, og de styrende er Guds tjenere, når de tager vare på det”. Ja når de gør det! Det går jo ikke altid alt for godt med den del. Det gjorde det nu nok heller ikke på Paulus´ tid. Mon ikke skattesnyderi og dårlig eller lemfældig styring og administration er en gennemgående faktor i menneskehedens historie? Men Paulus´ ord munder også ud i en langt bredere og dybere pointe: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære”.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker.

Gud: ”Lov og tak og evig ære”, som det hedder med de ord, der altid afslutter prædikenen og samtidig indleder kirkebønnen: ”Lov og tak og evig ære være dig vor Gud” – som vi skylder at ”frygte” forstået på den gode – og gamle sproglige – måde det er, når vi her taler om at frygte. Gudsfrygten også kaldet, som ikke handler om at være bange, men at antage og tro på, at der er én over os og alle ting – Gud, vor skaber og frelser. ”Hellig, hellig, hellig er Herren”, siger vi. Og dét hellige og Dén Hellige må vi omgås med den form for frygt og ære, som vi kalder netop: Ærefrygt. Ærefrygten overfor Gud, som giver livet dets højde og dybde – tilværelsens vertikalitet. Vi skylder at skatte Gud.

Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. En mønt har to sider. Sider af samme sag. En sag om værdi – og værdig-hed. Giv Gud, hvad Guds er – og mennesker, hvad menneskers er. Vi skylder alle nogle noget. Vi skylder at tage os så godt som muligt af hinanden. Konkret skylder vi hinanden både det ene og det andet – en middag i byen, en tur i biffen – en tanke, en tjeneste, en del af min tid – en tak for sidst, og for nu, og fordi du er her – eller for den sags skyld: penge og gældsposter med afdrag til tiden. Og i grunden, altid og til hver en tid, skylder jeg at se det andet menneske som mit medmenneske. Det hører til tilværelsens horisontalitet nøje sammenvævet som den er med vertikaliteten: Gud OG mennesker.

Hvad angår det med at give skat, så har vi i kirken og gudstjenesten at gøre med en skat så stor. Kirken og gudstjenesten er et fortællerum, et skatkammer, for uforglemmelige historier, for videregivelse af et stort og hemmelighedsfuldt mysterium, som aldrig bare kan siges ligeud, men som der alligevel kan sættes ord på og siges noget om. Som kan fortælles videre – også til kommende generationer. Det skylder vi at gøre: At stemme i både her og der. I givne situationer endda at afgive vores stemme.  Vi skylder alle nogle noget. Både Gud OG mennesker. Sider som sagt, af samme sag.

Pinse handler om begejstring. Om at elske, og holde fast ved et ord. Det lyder luftigt. – Tirsdag den 30. april 2024 døde forfatteren Paul Auster 77 år gammel, lungekræftramt, i sit hjem i Brooklyn i New York. Paul Auster var inkarneret ryger. Herudover en fabelagtig forfatter af en lang række mærkeligt lette og luftige romaner med helt særegen tyngde samt manuskriptforfatter til nogle få film, herunder i særlig grad den uforglemmelige ”Smoke” fra 1995. Se/gense den!

I Paul Auster og Wayne Wangs film ”Smoke” er der ikke vildt meget handling i almindelig filmforstand og alligevel så handler filmen om det vigtigste af alt. ”Smoke” betyder både smøg og røg. Omdrejningspunktet i filmen er da også en cigarkiosk i Brooklyn i New York, hvorfra smøg, røg og fortællinger stiger op. Cigarkiosken ejes og bestyres af den midaldrende Auggie Wren (Harvey Keitel). Omkring ham og hans kunder vikler et utal af små og store historier sig ud og ind imellem hinanden som røgringe. Nogle af dem med afgørende betydning. For, som det siges: ”De dyrebareste ting er lettere end luft”. – I Auggies tobaksforretning kommer jævnligt forfatteren Paul Benjamin (William Hurt), hvis liv og forfatterskab er gået i stå, siden hans hustru meningsløst blev skudt på gaden. Men Paul henter, som tiden går, stille og roligt, inspiration og ny livskraft ved at komme hos Auggie, der selv er god til at fortælle historier.

Auggie har et kamera. Med det fotograferer han hver dag fra hjørnet af Third Street, hvor han har sin forretning. Præcist kl. 8 hver morgen, gennem nu 12 år. 4.000 billeder er det foreløbig blevet til. Sat ind i album, et for hvert år, i præcis rækkefølge. En dag tager Auggie Paul med hjem for at vise ham sit, som han siger: ”Livsværk”. ”Jeg foreviger min lille plet”, som han siger det. Paul bladrer, nikker påtaget anerkendende, men ser ikke andet end fuldstændig ens billeder. Auggie smiler og efter lidt tid siger han: ”Du forstår ingenting, hvis ikke du dvæler ved dem.” Og først da han gør det, forstår Paul, at Auggie har ret. Da han ser fotografiernes detaljer, forandringerne, menneskene fra dag til dag, skiftende stemninger, ser han, at det er et livsværk. Et værk, en fortælling, om liv. Det liv som stille og roligt via fortællinger, personer og hændelser igen får sit tag i Paul.

”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Ind under jul får Paul en opfordring om at levere en julefortælling til New York Times. Fristen er kort og han kommer ingen vegne. Så han går til Auggie, som lover ham, mod at få en frokost, at fortælle ham den bedste julefortælling han nogensinde har hørt. ”Og”, som han siger det, ”jeg garanterer at hvert ord i den er sandt.” Det er en historie om ham selv, hans kiosk, en tyv, en tegnebog. En gammel bedstemor og et stjålet kamera. Men allermest en historie om at få ånden over sig og for livets skyld ”lade som om”. Auggie véd af egen erfaring, at det er sådan det er her i livet. En tid har han strittet imod at skulle være far til 18-årige Felicity, sådan som hendes mor, Ruby, en halvbesværlig kæreste fra gamle dage, for nylig er kommet til ham i kiosken og har påstået det. Felicity lever et miserabelt liv som narkoman. Hun har hårdt brug for et afvænningsprogram.  Og pludselig en dag havde Auggie henvendt sig til Ruby, stukket hende alle sine sparepenge og sagt: ”Til vores datter”. De havde stået lidt sammen, han havde smilt og spurgt: ”Er hun min datter?” og Ruby havde svaret: ”Det er sådan fifty-fifty.” Men Auggie havde beholdt sit smil og gløden i øjnene. – På samme måde, husker Paul, da han tænker tilbage på den dag, Auggie sad og var færdig med sin julehistorie: Et saligt smil havde bredt sig over hans ansigt. ”Jeg var ikke helt sikker, men udtrykket i hans øjne i det øjeblik var så mystisk, så ladet med gløden af en indre fryd, at det pludselig faldt mig ind, at han havde fundet på det hele. Jeg skulle til at spørge ham om han havde snøret mig, men indså at han aldrig ville indrømme det. Jeg var kommet til at tro ham, hans beretning, og det var det eneste som betød noget…” Og som Paul tænker det: ”Så længe der findes en person der tror på den, er der ingen historie, som ikke kan være sand.”

”De dyrebareste ting er lettere end luft”. Svæver bort og bliver til ingenting, ser det ud til her fra hvor vi står. Men det passer ikke. Hvor let og luftig, ja, lettere end luft, ånden så end er, så svæver den ikke bort, men kommer tværtimod oven ned til os. Talsmanden, Guds gode Helligånd, som i Kristi navn, vil bringe os mod, glæde og storsind nok til endda, om nødvendigt, for livets skyld, at ”lade som om”. Og fortælle hinanden historier lette og luftige som røg, men i den ånd, hvor gløden tændes og hvor mennesker på ny blomstrer op. Glædelig pinse!

Alting forandres. ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig”. Ordene vi her hører, er fra Jesu såkaldte ”afskedstaler” til sine venner, disciplene, kort før hans død. Men det kunne næsten også høres som en pubertets-ung pige eller dreng på vej ud af døren – ”jeg er den, der er smuttet” – og så går der alligevel slet ikke så længe, så står han/hun der igen. Om ikke andet så for at spørge efter flere penge. Blå mandag får jo også en ende.

”Mødes og skilles og mødes igen” – det er det vilkår vi, i så mange forhold, er her under. Alting forandres. Tabene, adskillelsen, hører med. Det forunderlige er, at det gør, til tider, også gensynet og glæden ved atter at mødes. Glæden, i det hele taget, ved at der ind gennem tabene alligevel bliver nyt liv til. Som en 90-årig kvinde engang fortalte det: ”Sidste sommer kunne jeg klare dørtrinnet i sommerhuset. Det kunne jeg ikke i år. Sidste sommer kunne mit lille oldebarn ikke klare dørtrinnet. Det kunne hun i år. Den lille får gave for gave af livet, mens jeg langsomt må afgive de gaver, jeg selv i sin tid fik”.

”Det bedste er”, som Søren Ulrik Thomsen siger det i sin digtsamling om det værste og det bedste, med 10 digte om det værste og ét mere, elleve, om det bedste: ”Det bedste er at gi op omsider – og pludselig mærke det hele begynde: – Det er det bedste for mig”. – Det gælder om at turde give slip. Som kvinden der føder og som på et tidspunkt midt i sin trængsel ikke længere må holde igen, men i stedet for turde give slip. Eller: Give sig veerne i vold, arbejde med på det, der gør ondt, for at forvandlingen kan finde sted: fra skræmmende og uforståelig smerte til ubeskrivelig glæde over at et barn er kommet til verden. Hele det syn og det nærvær vi længes efter, specielt da når tilværelsen er trang, det syn ser vi først, når vi tør give slip på vores egne fastlåste forestillinger. Først da kan vi fornemme vor Herres nærvær og hans livsforvandlende kraft kan finde sted.

”I skal sørge”, siger Jesus, ”men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glædes”. Alle gode historie handler om det, ligesom kristendommen selv i særlig grad gør det – at glæden har ret. At længslen efter nærvær skal opfyldes. At noget nyt og noget godt kan ske ind gennem trængselstider, fordi forandringens og forvandlingens livsskabende kraft findes.

I forårsdage med konfirmationsfester over hele landet vil mangen en far eller mor rejse sig og slå på glasset og holde en tale for deres store pige eller dreng, og som en væsentlig del af det hele sige ord som: ”Vi vil altid være der for dig”. Det sure syn på en sådan sætning og et sådant udsagn vil være: Jamen, det kan ingen jo være. Ingen kan være der altid og hele tiden for den anden. Nej. Men ikke desto mindre, sådan taler kærligheden altså: ”Jeg vil al tid være der for dig”. Og vel hører forladtheden med – og livet er ingen dans på roser – men en dans det er det.

Om en kort tid ser I mig ikke længere, siger Jesus – og om en kort tid ser I mig igen. Når Jesus taler om fravær – en kort tid – og så nærvær igen, så hører jeg det som en trøst i slægt med ens mors, når den var allerbedst. Og samtidig som en trøst og en tale, der overtrumfer al anden trøst og tale: Det bliver ikke ved, siger Jesus – det, der gør ondt – OG glæden er det sidste! Eller: Det hører med – det, der gør ondt – ventetiderne, de trælse, og det at skulle skilles for en tid – det hører med – OG det gør glæden også – glæden og fryden, som vi altid er på vej til – som er det første og det sidste – fordi vi hører til hos glædens Gud – Han som er alfa og omega. Det skal nok gå! Ja, ikke bare det: det kommer i sidste ende til at gå godt. Stol på dét!