Gudsforladtheden. Pink Floyd´ The Wall

”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”, lyder ordene fra Jesus på korset langfredag. Der er i kunstens verden – maleriet, teatrets, litteraturens – filmens og fortællingens verden givet en mængde bud på mennesket i gudsforladtheden. Et af de meget fine bud er rockgruppen Pink Floyds store flotte sang og musik-fortælling ”The Wall” – ”Muren” – udgivet i 1979. Et stort musikalbum med en stærk, stærk historie digtet og fortalt af, i helt særlig grad, Roger Waters fra Pink Floyd. Siden hen i 1982 blev albummet af Alan Parker udvidet til også at være filmen ”The Wall”. Stadig med rockmusikken og sangene fra Pink Floyd som selve fortællingen om mennesket Pink.

Pink vokser op som barn i 40´ernes og 50´ernes England. Han er født kort før Anden Verdenskrig brød ud. Som så mange andre af efterkrigstidens børn i England og mange andre lande er det her fra krigen, Pink har hentet sit livs traume – tabet af faderen, som sammen med tusindvis af andre døde en grusom død i en skyttegrav i Frankrig. ”Mother do you think they’ll drop the Bomb?”, synger drengen, som igen og igen ser for sig, faderen blive dræbt af bomben. Moderen har sin sorg og ser, som så mange andre mødre (og fædre) i den situation ikke i tilstrækkelig grad sin lille søn og hans store ensomhed og forladthed. I stedet for bruger hun ham. Hun overbeskytter ham på en måde og som sangen siger det: ”Mor skal nok sørge for, alle dine mareridt bliver til virkelighed…” – ikke af ondskab men af uformåenhed. Resultatet bliver bare nogenlunde det samme for drengen: Endnu mere ensomhed og forladthed. ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Drengen Pink med det sarte sind udvikler en poetisk åre, men møder i skolen ingen forståelse for den del. Tværtimod har han en lærer, som i sin totale indskrænkethed og deciderede ondskab udstiller og håner drengen. Og som om det ikke var nok, forsøger læreren tillige at banke en smule ”fornuft” (tal, kvadrater og matematikformler) ind i knægten. – Reaktionerne fra den ene og den anden overfor den sårbare knægt, som ingen i virkeligheden ser som den han er, er – som man kan høre – klassiske og kendte. Og det er resultatet også: Drengen lukker sig mere og mere inde. Det bliver alt sammen – alle tab, overgreb og svigt – det bliver alt sammen og hver for sig til ”bare endnu en sten i muren”. Den mur, som uden drengen selv har villet det, er opstået omkring ham, men som han nu, jo ældre han bliver, selv i stadig højere grad bygger med på. Medbygger er han blevet på sin egen store eksistentielle ensomhed og forladthed. Opbygningen af den mur han med sin egen traumatiske baggrund og det der siden gik så galt, ser som en mulig beskyttelse af sig selv, men som kun bliver til en fortsat ødelæggelse af det liv, han ellers hungrer så voldsomt efter: ”Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?”

Med det skrig som baggrund folder filmens fortælling sig nu med en særlig styrke ud i det, vi kunne kalde for nutidslaget – Pink som den voksne. Succesfuld, ombejlet rockstjerne, men mere ensom end nogensinde. Ægteskabet, kærlighedsforholdet, ødelagt fordi det her blev ham, der svigtede. For lidt liv, for meget død. For mange shows, for meget narko, for meget bifald. ”Min Gud, jeg råber om dagen, men du svarer ikke, og om natten, men jeg finder ikke ro.”

Den rastløse, fortvivlede, til tider vanvittigt vrede Pink, er på turne i USA. Han forsøger at dulme sig igennem ensomheden på fremmede hotelværelser med gamle film, sprut og røg, men han kan ikke undslippe. Mere og mere spærres han inde og trykkes nede bag det murværk, han nu selv så absolut er blevet hovedentreprenør på. Han oplever sig selv så fuldstændigt som ”en orm, ikke en mand, en skændsel for mennesker, foragtet af folk.” I flere af scenerne ser vi ham i attituder som den korsfæstede selv. I hotellets pool flyder han rundt i det, der i Pinks egen mareridtsprægede oplevelse bliver til, ikke vand, men blod. – Som en sidste vanvittig drøm om befrielse forestiller Pink sig selv som despoten. En Hitler-agtig fører overfor en kæmpeskare af tilbedere med det ene budskab at hade. Hade, forfølge og ødelægge den, der er anderledes end mig. Syndebukkemekanismen vendt, så ikke længere jeg men du får rollen som offer og jeg bliver bødlen. Er det så løsningen? Er det så rockfilmen ”The Wall”s bud på, hvordan man kommer over muren – bliver sat fri? Nej. Ødelæggeren, den hadefulde Pink, er nu til sidst som spærret inde på bunden af en brønd. Hadet repræsenterer, forstår vi, absolut ingen sammenhængskraft. Med salmistens ord: ”Jeg er som vand, der hældes ud, alle mine knogler falder fra hinanden, mit hjerte er som voks, det smelter i livet på mig.” Alt liv er nu ved at løbe ud af ham. Og da – da er det dommen falder. I filmen vist i en tegnefilmsekvens, hvor en frygtindgydende dommer tager til orde overfor den ynkelige Pink, nu så fuldstændigt spærret inde bag sin mur – og dommen lyder da: ”Siden, min ven, du nu har afsløret din dybeste frygt” – nemlig (må vi tro) frygten for at blive forladt – ”dømmer jeg dig til at blive udstillet for dine ligemænd” – m.a.o.: Til at stå frem overfor medmennesket uden nogen barriere imellem – og derfor, og det er selve dommen: ”Tear down the Wall!” – ”Bryd muren ned!”.

Da sprænges muren i tusinde stumper og stykker. Der lades ikke sten på sten tilbage. Det er ødelæggelse og befrielse i ét hug. Lyden og kraften af krigens bombeeksplosion transformeret til en livskraft. Det er nedbrydning og opbyggelse på samme tid. Muren falder. I filmens slutsekvens ser vi, hvordan en flok børn går rundt og leger og rydder op i resterne og, blot som en del af legen, kører murbrokkerne væk. – I filmens indledning lød sangen om ”Den lille dreng, som julemanden glemte” sunget af Vera Lynn, sangerinden fra 2. verdenskrig. Nu ved filmens slutning synger Pink Floyd om, hvordan der altid går én eller flere rundt derude, som husker dig og virkelig elsker dig. Frem og tilbage går de udenfor muren, din mur, og gør hver for sig alt hvad de kan for at nå ind til dig. ”Nogle af dem”, lyder sangens sidste ord: ”vakler og falder – for når alt kommer til alt, så er det ikke nemt at banke ens hjerte ind mod én eller anden skør fyrs mur.” Nej, men det er fantastisk, når det så alligevel lykkes. Når muren falder og et menneske frisættes. Når ensomhed og forladthed erstattes af nærvær og sand medmenneskelighed.

Nyaars-Morgen

For Grundtvig blev 1824 et af de helt store år. Med åndeligt gennembrud og stordigtning fra hans ånd og hånd. Især som yngre var Grundtvig vildt fascineret af den nordiske mytologi og Asa-tro. Nu i 1824 brød kristentroen med ny styrke og nyt omfang, ja, åndefang, igennem hos ham. Og han udgav da blandt andet det vildt storladne digt ”Nyaars-Morgen”. Et kæmpedigt, hvor Grundtvig i en række af versene tager os med tilbage til nogle af de mørkeste stunder i én af overgangstiderne (kriserne) i hans eget liv, op mod 1824, hvor han var trængt både udefra af manglende anerkendelse, eller rettere: truet og trængt af udelukkelse, OG indefra af kulde og mørke og mangel på tro og livsmod. – Vi skal have et par af disse vers her som en slags nytårsgave, livsnært bevægende, fra ham, som har givet os så meget godt i det kirkelige, og hvis fulde navn var: Nicolai Frederik Severin Grundtvig. Ordene lyder – med deres nu i 2024 to hundrede-årige ælde og Grundtvigs særlige stil oveni:

Jeg følde, at slaget

Af Marken, paa Fjeld,

Af Skygger bedraget,

Jeg raved i Kveld;

Bortblæst var min Størke,

Og myrdet min Ro,

Det tordned i Mørke:

Og havde du Troe

Til Bjerge at flytte,

Det kan ikke nytte,

Naar steenhaardt er Hjertet og koldt!

 

Mig tykdes, at Staven

Var over mig brudt,

Til værre end Graven

Af Herren forskudt;

Mit Støv jeg foragted,

Min Sjæl var mig Alt,

Jeg Døden betragted

I aandig Gestalt,

Med Døden i Hjerte,

Jeg følde ei Smerte,

Men blegned og gjøs for mig selv!

Da lærde jeg Arme,

I Midvinter sval,

At Lys uden Varme,

Er Helvedes Kval;

Ei græde jeg kunde

For Gud eller Ven,

Kun grue og grunde,

Og grue igjen,

Jeg kæmpe mig vilde

Til Kjærligheds-Kilde,

Omskabe jeg vilde mig selv!

Men det kan intet menneske. ”Man skal ikke skabe sig”, som de sagde, der hvor jeg kommer fra. Og, nej, det skal man ikke. For vi er skabte og skænket livet hver især af vor Herre. Og bliver det fra øjeblik til øjeblik: skænket livet – og at kunne leve det, fra morgen til aften, året rundt, livet igennem, i Jesu navn. Og så kan det ske, og det gør det, at mørkets pinsler og hjertets kulde og hårdhed viger for lys og varme og fred. Sådan som Grundtvig både indleder og afslutter kæmpedigtet ”Nyaars-Morgen” med at fastslå det med ordene:

Guds Fred og God Morgen!

Paa Mark og paa Fjeld!

Forvundet er Sorgen,

Mig pinde i Kveld…

Jo:

I Kveld var det broget,

I nat var det tyst,

I Morges fuldtaaget,

Men nu er det lyst;

Hvad dagen skal bringe,

Det gjættes vel kun…

Hvad nytåret 2024 vil bringe os hver især, det ved vi ikke. Uanset eventuelle nok så planlagte abdiceringer og pensioneringer, eller kroninger og tiltrædelser. Men sikkert er det, at vi må gå ind i det med Guds velsignelse i det alt sammen. Med tak for det, vi fik. For livet og året der gik. Og med i grunden stor fortrøstning til det kommende. Godt nytår!

 

Er du den, som kommer?

Jeg har i mit nu 35-årige virke som sognepræst i Vær og Nebel sogne fået et særligt forhold til visse af de evangelie- og bibelsteder, vi kommer omkring i løbet af kirkeåret. Evangeliet til 3. søndag i advent (efter første tekstrække) med Johannes´ bævende bange: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” overfor Jesus er for mig for længe siden blevet et ganske særligt sted i evangeliet. Det vil jeg gerne fortælle om i en personlig erindring fra det år, hvor min far, for os alle, uventet måtte indlægges på lukket (eller rettere: skærmet) psykiatrisk afdeling på Esbjerg Sygehus. Men det var virkelig som om det på alle måder pludselig var blevet lukketid i min fars dengang 60-årige liv.

Hen over ganske få efterårsuger, eller måneder var det jo nu nok, havde min far udviklet en svær depression, hvor der til sidst ikke var andet at gøre end, for første gang i sit liv, at lade sig indlægge på psykiatrisk afdeling. Det blev han den 10. december 1992, altså ind under jul for 31 år siden i ugen op mod 3. søndag i advent. Det nævner jeg, fordi jeg et halvt års tid i forvejen havde aftalt med vores præst derhjemme, at jeg – som den forholdsvis nybagte præst jeg var (jeg var begyndt her i Vær og Nebel sogne fire år før i december 1988) – skulle komme hjem og stå for aftengudstjenesten det år 3. søndag i advent i Jernved kirke. Det ville jeg gerne. Jeg havde glædet mig meget til det. Også fordi min far og mor det efterår var blevet nyansatte som graverpar og kirketjenere ved kirken.

Nogle dage før det blev søndag besøgte jeg min far på sygehuset. Eller i fangehullet, havde jeg nær sagt – og det er sagt uden nogen som helst kritik af det psykiatriske behandlingssystem. Men det var selvfølgelig en hård omgang at se min ellers altid så stolte og ranke og ret ofte glade far sidde sammensunken og udslukt og skræmt som en lille forpjusket fugleunge spærret inde i sit bur. Man har – jeg havde – i den situation en voldsom trang til at forsøge at trøste. Jeg kan huske, jeg sagde til min far om han, som søndag efter søndag igennem så mange år som almindelig kirkegænger havde siddet i kirken og på så mange måder blevet mindet om, at vi med hvert vores liv uanset, hvordan det så end går, er i Guds hånd – om han da ikke kunne holde fast i noget af det. Og min far kiggede uendelig bedrøvet og rådvild op og sagde: ”Det er det, jeg prøver på, men det er jo det, jeg ikke kan”. Jo, der kan være meget at fortryde. Også nogle af de gange, hvor man – i virkeligheden allermest af egen nød – både forgæves og malplaceret forsøgte at trøste nøden væk hos det andet menneske.

Så blev det søndag, 3. søndag i advent. Jeg havde selvfølgelig overvejet, om jeg skulle melde afbud, men jeg ville gerne holde aftalen. Og det var også på en mærkelig måde som om, at så var jeg da alligevel med til måske at gøre noget for min far – eller for begge mine forældre. Min mor var jo til stede der i kirken den aften. – ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” – Johanes´ bævende, bange tvivlende spørgsmål til Jesus – og med Jesu budskab til Johannes der i fangehullet: ”Gå hen og fortæl ham, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.” Tegnene findes. Saligt er det da at se tegn på andet og mere mellem himmel og jord end al den elendighed, der også findes og som kan trække et menneske ned i det dybeste mørke. Saligt er det, at underfulde helbredelser finder sted og at et menneske, der var så godt som død, udslukt og færdig, kan få sit gode liv igen og komme til for eksempel at virke i en længere årrække som en glad graver. For sådan gik det rent faktisk for min far. Men det vidste vi ikke den aften i kirken.

Hvad jeg til gengæld véd og aldrig glemmer, det er hvor godt og givende det vitterligt var at være i kirken derhjemme den aften og at få lov til at dele evangeliet og alle gode ord og salmer sammen med de mange mennesker, der var kommet i kirke den adventsaften. Kirken var propfyldt. Ikke i særlig grad fordi et bortløbet sognebarn var kommet hjem i fuld ornat, men helt klart for at vise min mor og min nu og her desværre sygdomsramte og fraværende far al mulig støtte og opbakning – fra naboer og venner og bekendte – folk af alle slags i sognet her, hvor mine forældre allerede dengang havde boet længe. Det var i sig selv så stærkt et tegn på, at noget væsentligt og bærende kan hænge rigtig godt sammen, selv nu hvor noget andet er gået helt i stykker.

”Er du den, som kommer?” – JA – og ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn” – og velsignet være du, som i liv og i død, og hvor meget der så end måtte stå ”Fragile” hen over dig og dit liv her og nu, hører til hos ham – Jesus Kristus, som i sin ånd vil være hos dig – også når du ikke mærker det, ikke føler det og slet ikke tror det – i mørket og dødens skygge, eller hvilket fangehul, du måtte være havnet i. Han er den, som kommer. Du skal ikke vente nogen anden. Men ham, vor Herre Jesus Kristus, ham skal du vente – og i grunden vente dig alt godt fra! Det er ”Julebudet til dem, der bygge / her i mørket og dødens skygge, / det er det lys, som, aldrig slukt, / jager det stigende mulm på flugt…” – Glædelig advent! Og sidenhen: Glædelig jul!

For evigt skal vi sammen, samme vej

”Evigt i tiden” hedder en nyudkommet roman af bondeforfatteren Jens Smærup Sørensen – ”Evigt i tiden” – for vi lever altid i tiden – og samtidig er der i tiden, til enhver tid, noget der går igen – noget som har evigheden for sig – kortest sagt: Kærligheden – relationen – dette, at det at være menneske i grunden er noget, vi er sammen – og for alvor kun kan være sammen – ikke til perfektion men meget gerne med, for evigt, dedikation. NB. ”For evigt, skal vi sammen samme vej…” (Volbeat)

Hen over små 250 år følger vi landmandsægteparret Lone og Jakob Gojesen, sådan som det godt kan gøres i en roman (et stykke fiktion). Vi møder dem lige før udskiftningen allersidst i 1700-tallet. Vi møder dem igen godt hundred år efter i andelsbevægelsens tid sidst i 1800-tallet. Vi møder dem endnu engang godt hundred år efter i den tid der er vores nu i dag som økologikvægbønder med litauiske ansatte og nu snart en ny mælkerobot installeret til de flere hundrede malkekøer på gården i nærheden af Nibe.

Og så møder vi Jakob og Lone i romanens rammefortælling, hvor vi befinder os i en ikke særlig fjern fremtid, hvor noget voldsomt, klimamæssigt, er sket – hvor lyset fra solen udebliver – hvor mørket råder – med romanens egne ord i indledningen: ”Himlen var sort. Der var bælgravende mørkt. Det var sådan det nu var. Dag efter dag. Det blev nat. Så endeløst” – en omvendt skabelsesberetning i et liv og en verden med gråd og tænderskæren: ”Alle var bange. Al den angst. Vi vidste ikke hvad vi skulle gøre af os selv.” Og så håbet alligevel, nu hvor der efter en to-tre måneder begynder at trænge lidt lys igennem. Som Jakob tænker det: ”Vi er da nogle underlige nogen. Bare det at der nu trænger en lille smule lys herned til os, har straks fået os til at tro at alting bliver godt.” Eller i hvert fald håbe. Fordi sådan er det, for evigt, når dedikationen i det menneskelige er på spil.

Og Jakob tænker på det med at støtte hinanden de to. Prøve på at hjælpe hinanden, ”… når vi ellers selv har villet hjælpes. Jeg har nok helst villet nøjes med et blik fra hendes side, eller med et par ord, og gerne om noget helt andet end det jeg gik og døjede med. Ikke kunne finde ud af, var ved at segne under. Bare et blik, en berøring, nogle lyde fra hendes mund som ikke skulle betyde andet end at hun var der. Alene det betød mere end noget andet. Det kunne give mig mange flere nye kræfter end nogen nok så indfølende og kærlig snak om det der nu plagede mig, kunne have gjort. Den ville bare trække mig dybere ned i det. Og jeg ville videre …”

Så fin en beskrivelse af manden, som han – nok nær for evigt – har kunne have det i menneskehedens historie. Som Jakob videre tænker det: ”Jeg ville bare videre. Om det så var videre på vejen til helvede, nej ligefrem trøstes, aldrig i livet, så svag var det langtfra jeg kunne blive. Og jeg véd heller ikke om hun ville, om hun nu i grunden vil det, sådan trøstes, nu vi begge er så svage at det ville være som at tage det sidste af livet af os selv og hinanden at lyve sig fra det, og trøste, ja, enhver lille trøst ville minde os om noget der ikke er nogen trøst for.”

De skal være sammen de to, Lone og Jakob. Det er det, der står fast – for evigt (lige nu). Med Jakobs ord: ”Vi skal ikke nogen steder videre. I mørket, i helvede har vi været, og vil nogen himmel atter åbne sig for os, og solen vise sig, i al sin glans. ” Åh ja, det kunne jo være! ”Vi kan bare prøve at være her. Vi kan prøve stadig at være her, jeg prøver, og hun prøver. – Som altid jo på hver vores måde…” Åh ja, sådan er dét. Og sådan skal det være, når det er godt – for evigt – uanset mørke, gråd og tænderskæren. For, som vi synger det med Jens Rosendals ord i én af tidens mest elskede bryllupssange: ”… kærligheden er og bliver / og hvad end hele verden sir, / så har den vore hjerter”.

Menneskelig værdighed

Ydmyghed hører med som grundposition i det gode liv. Ikke jantelovsmentalitet, hvor du ikke skal tro du er noget – men ydmyghed, hvor du må tro på, at du er noget – hele vejen – ja, i både liv og i død – i kraft af noget større end dig selv. Kort sagt: Gud. Guds kærlighed. Guds nåde og velsignelse. Det kommer så godt og så fint til udtryk, når vi som i denne tid holder høstgudstjeneste med tak til Gud for alle gode gaver, ”for al hans kærlighed”, inklusive kornet på marken og brødet på bordet, og alt det andet vi høster og får til opretholdelse af livet. Ja, til liv og helse for os alle – tak, Gud!

Frihed, selvstændighed og kamp for alt, hvad du har kært, er sandelig godt. Men altid koblet til en sand og sund ydmyghed, hvor du sammen med din kamp og din insisteren på frihed og selvstændighed kender og erkender din afhængighed og udleverethed i alle grundlæggende forhold. Vi ER underlagt noget større end os selv og vores egen frie vilje. Selvbestemmelse og selvberoenhed må kende sine grænser for ikke at blive til magtfuldkommenhed og blindhed for det væsentligste af alt.

Der kører, som alle ved, lige nu – igen – en diskussion om, hvorvidt vi i Danmark skal have indført en lovliggørelse af såkaldt ”aktiv dødshjælp”. Sådan som man allerede kender det fra en række lande: Holland, Belgien, Schweitz, Canada o. a. – Det er helt sikkert, at vi, som man siger det: ”skylder alle vor Herre en død”. Vi fik og vi får fra dag til dag, fra øjeblik til øjeblik, livet som en gave – for en tid – kort eller lang. Det bliver høsttid engang – også i hvert vores liv. Vi skylder alle vor Herre en død. Spørgsmålet er, om vi også selv skal kunne gøre os til herre over hvordan og hvornår. Om vi altså, i givne situationer og tilstande, på fuld lovlig vis skal kunne beslutte os for og anmode om selv at få en lægeassisteret aktiv dødshjælp. Fordi, som det bliver sagt, at et menneskeliv kan blive så domineret af håbløs, uhelbredelig og smertefuld sygdom, at det er uværdigt for det menneske at skulle leve videre endnu en tid således, og ikke på fuld lovlig vis kunne bede om hjælp til at dø og få det afsluttet – efter ens egen bestemmelse og afgørelse. – Selvbestemmelse og selvstændighed bliver her set som en ganske særlig og grundlæggende del af begrebet værdighed. Noget med som det værdigste af alt at kunne klare sig selv – og kan du ikke længere det, og endda slet, slet ikke, så er det liv, vil man kunne sige, uværdigt.

Jeg tror, det er et helt galt spor at komme ind på. Men både det ene og det andet i tiden kan virke med til, at vi bliver blinde for vores grundlæggende udleverethed og i alt for høj grad fokuserer på selvstændighed og selvbestemmelse som det særlige. Sagen er bare, at menneskelig værdighed er IKKE som det særlige baseret på selvbestemmelse men i langt højere grad en størrelse, jeg skænkes. Får givet i det menneskelige fællesskab. I ganske særlig grad, når kærlighed og omsorg finder sted. Så bliver der virkelig høstet gode frugter med stort udbytte i det menneskelige.

Se på de små. Det lille barn lever et værdigt liv – ikke i kraft af selvbestemmelse og egen indsats, men i kraft af det, barnet skænkes. At der er nogle, der tager sig godt af den lille. Sådan er det, når vi er små og nye her i livet. Sådan er det, når vi engang igen bliver små og måske endda meget gamle her i livet. Sådan er det i grunden hele vejen op gennem livet: Værdighed finder sted i relationer af alle mulige slags, fra de helt nære til de rent professionelle – med omsorg, opmærksomhed og tilstedeværelse, hjælp, smertelindring og nærvær i højsædet. Sådan! Så opstår der i selv de mest håbløse situationer menneskelig værdighed.

Som Jesus let oversat siger det til en flok regelfikserede magtfuldkommenhedstruede skriftkloge: Hvem vil ikke gøre alt, hvad han eller hun kan, for at redde en anden, der er i nød? – Det er det, vi må rette os ind efter. Også her og nu i dagens samfund med alt det vi her har at tage stilling til. Hvis vi for alvor skal kunne være et velfærdssamfund og høste frugten af alt det gode, vi har fået skænket, så må vi bestræbe os på den ydmyghed, hvor vi holder medmenneskeligheden i højsædet og således virker med til sand menneskelig værdighed.

Islandstur – litteratur og natur

For første gang i mit liv har jeg været på Island. Denne knap to en halv gange så stor som Danmark nordligt beliggende ø nær Grønland. Vi var godt tyve kvinder og mænd afsted på et rejsekursus under overskriften ”Moderne islandsk litteratur” med diverse ekskursioner ud i landet og langt op nordpå i Island. Fordi sådan hænger, og helt sikkert i netop Island, litteratur og natur nært sammen.

Fra Islandsrejsedagbogen tirsdag den 5. september 2023: ”Jeg sidder på en bænk i solen hernede ved vigen i Reykjavik og kigger udover vandet og fjeldene. Jeg forsøger at få øje på Snæfellsjøkull. Det godt 1400 meter høje vulkanfjeld små 120 kilometer derude i det fjerne nordvest. Men der er lidt diset, og måske er det min fantasi, der spiller mig et puds, når jeg ind imellem synes at ane det. Sådan er det her i sagalandet helt almindeligt at opdigte, eller nok rettere: tildigte landet og landskabet sine særlige steder og særlige historie. – Ved busturen forleden op til Skagafjorden mod nord blev det yderligere åbenbaret for os, hvor kæmpestort et øde, Island består af. Her finder sagaen sine steder. Her sætter menneskene ord på og tilegner sig landet og landskabet. Gør det beboeligt. Finder sig på ganske særlig vis tilrette via fortællinger, som skaber liv i det golde øde og gør landet beboeligt ind gennem også nok så megen storm og regn, sne og vinter i (historisk set) nedgravede tørvehytter og åbne fiskerbåde på havet derude.

Vi har mødt en række islandske forfattere. Heriblandt Audur Ava Olafsdottir, hvis førstenavn betyder, eller kan betyde, ”tomhed”, ”øde”. – Overalt derude i det store, store øde er der rundt omkring sprækker, geysere og størknet lava fra de vulkanudbrud, som hele tiden har fundet sted på Island. Og som gør det, eller som er på vej, også nu i dag. Som en glødende lava, der af og til bryder frem og strømmer ud i landskabet, ligger sagafortællingen under al anden fortælling  i dette land og denne nordiske/norrøne kultur.

Varmeforsyningen hentes i øvrigt direkte op fra varme, spilkogende kilder, og sendes i fjernvarmerør op til i hvert fald 70 kilometer med et varmetab på kun 1-2 grader. Her i Island er der ingen vindmøller eller solvarmeanlæg. Alt leveres fra undergrundsvarmen, der jo så altså vel at mærke består af kilder og glødende materie, som kan eksplodere og bryde frem, ud og op i omfattende ødelæggelser og forandringer i landskabet.”

NB. Læs endelig nyudkomne ”Eden” af Audur Ava Olafsdottir, og bliv gennem læsningen her opvarmet helt ind i sjælen som sad du og dasede i en hot pot i Island. Det er ikke farligt, selvom også litteratur og fortælling kan forme og forandre.

Lad os besinde os

I en sommer med ikke alene voldsomme skovbrande men også bogafbrændinger og brændende ytringsfrihedsytringer kan der være grund til at besinde sig på, hvad vi (også) har at gøre med i hele dette felt: 1) Afbrænding af bøger (nok så hellige eller uhellige) har aldrig ført noget som helst godt med sig. 2) Det har så sandelig heller ikke fundamentalistiske læsninger af helligskrift som legitimation for afbrænding af bygninger og mennesker.

Altid skal man være ekstra opmærksom og varsom i omgangen med ”hellige bøger” og bogstaver. ”Man skal”, som forfatteren Paul Auster skriver det i romanen ”Brooklyn dårskab” (2005) i den sidste sætning inden romanens allersidste lille kapitel: ”Man skal aldrig undervurdere bogens magt” – Det gælder på både godt og ondt. Bøger kan være skønne og livgivende. Og bøger kan være dræbende.

I ”Brooklyn dårskab” hører vi om den godt og vel 60-årige Nathan Glass, som ramt af en alvorlig kræftsygdom ”ledte efter et stilfærdigt sted at dø”, som det siges i indledningen, men som fandt et sted at leve – i New York. Kræftsygdommen bliver han helbredt fra, og menneskelige relationer han troede tabt for evigt, på grund af egen dårskab og uopmærksomhed genopstår. Ja, Nathan, får sig en kæreste – den blot få år yngre Joyce, som virkelig bliver hans livs joy og rejoice – glæde og genopstandelse. Vi to havde, som Nathan fortæller det, ”ikke nået vores livs december, men der var ingen tvivl om at maj lå langt bag os…” Nu først i september har Nathan været indlagt nogle dage på grund af noget i virkeligheden ukompliceret. Han er nu denne morgen blevet udskrevet – ikke af historien, men fra hospitalet. Det er et dejligt sted at blive udskrevet fra. Og så lyder ordene sådan her i romanens lille afsluttende kapitel:

”Så lod de mig gå. Jeg trådte ud i den kølige morgenluft, og jeg følte mig så glad over at være i live at jeg havde lyst til at skrige. Over mig var himlen ren og dybblå. Hvis jeg gik hurtigt nok, kunne jeg nå hen til Carroll Street før Joyce tog på arbejde. Vi kunne sidde i køkkenet og få en kop kaffe sammen, se børnene rende rundt som jordegern mens deres mødre gjorde dem klar til at gå i skole. Så ville jeg følge Joyce til subwayen, lægge armene om hende og kysse hende farvel. Klokken var otte, da jeg trådte ud på gaden, klokken otte om morgenen den 11. september 2001 – bare seksogfyrre minutter før det første fly brasede ind i det nordligste tårn i World Trade Center. Bare to timer efter det ville røgen af tre tusind brændte lig drive hen over Brooklyn og styrte ned over os i en sky af aske og død. Men lige nu var klokken stadig otte, og mens jeg gik hen ad avenuen under den strålende blå himmel, var jeg lykkelig, kære venner, så lykkelig som noget menneske der nogensinde havde levet.”

Kære venner – og fjender – lad os ikke lege med ilden. Lad os besinde os. Der er nok at brænde for og glæde sig over og sågar kæmpe for uden at behøve at brænde noget som helst af – hverken bøger eller mennesker.

Ude godt, hjemme bedst

I romanen ”De usynlige” og de tre følgende romaner af norske Roy Jacobsen er vi hen over generationer i en stærk livsfortælling med den lille klippeø Barrøy i det nordvestlige Norge i Norskehavet som fixpunkt. Selve øen Barrøy repræsenterer bestandigheden i alt det foranderlige. – I det første bind, i romanen ”De uynlige”, hører vi om Hans Barrøy engang i 1930´erne på vejen hjem fra hovedøen ud for kysten heroppe i det nordvestlige Norge – på vejen hjem til Barrøy, hvor de som eneste familie har boet og levet i generationer. Hans Barrøy er fiskerbonde. Hvert år i nogle vintermåneder er han væk sammen med sin bror og ”fisker på Lofoten”. Nu er han denne dag på vejen hjem. Han har været hos præsten og aftalt, at de to nu forældreløse børn, som for nogle måneder siden er kommet med hjem på Barrøy, at de skal blive hos dem der på øen. Det står nu fast, at det må være det bedste for dem. Og så må vi se, hvad der sker.

Som sagt, Hans Barrøy er nu på vejen hjem i sin egen lille sejlbåd, og tænker mens han sejler hjemad: ” – Matutinum, matutinum… Det er latin og betyder i morgen, i morgen, havde han set i en bønnebog på anlægget, og ordene var blevet siddende i ham som prydgenstande, der var gode at have i munden, og han var sjældent højtidelig til mode over at være hjemme igen på sin egen ø, han, som kunne alle hundekunster og kneb med at længes hjem uden at gå til grunde, nu var det endelig afgjort, også derinde hos præsten, at når alting revner, holder øen stand, det vidste han jo godt, men havde ikke mærket det så religiøst som nu, hvor det gik så skævt med verden, og han havde en tungere byrde på sine skuldre end nogensinde, tænkte han og slap sejlet ud for landingen, så båden kunne glide de sidste favne ind og sætte jernet i træværket.”

Hjemme! Hvor er det dog uvurderligt godt at have et sted at høre hjemme. At bygge og bo. Og som her i ”De usynlige” nogle at have hjemme og høre hjemme sammen med. Så er det ikke de nok så ”mægtige gerninger” derude i verden, der i virkeligheden betyder noget, men så er det stedet og ånden og hvad vi bygger og bor på derhjemme, der er det afgørende. – Som det siges i romanen ”De usynlige”, efter at de har fået træhuset, det gamle hjem på Barrøy, udvendigt malet og givet farve: ”De gik ud på jorderne om aftenen, vendte sig om, kiggede hjem og tænkte, der bor vi. Det var også det første, de gjorde om morgenen: De gik ud og kiggede på huset. De fik kræfter af at se på det, håb og humør.”

”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – sådan har jeg det også, hver gang jeg fra nordsiden kommer hjem til Vær og ser kirken. Smukke, hvide Vær kirke – liggende, som nu i små tusind år her på bakketoppen ovenfor søen. Og sådan tror jeg, eller: véd jeg, at mange andre har det på lignende vis. Om ikke Vær kirke specielt, så én af de tusinde andre kirker her i landet. Kirkehuset som et særligt fælles hjemsted: ”De fik kræfter af at se på det, håb og humør” – og sandelig også af at gå ind i det, til gudstjeneste, og få noget ud af det. Fornemme ånden herinde i kirkehuset og gudstjenesten – og i den bedst tænkelige ånd, kunne gå ud herfra – opbyggede – på ny opladte og oplagte til hverdagslivet derude og derhjemme hos os selv hver især.

Køkkenhaveglæden

På motorcykeltur sammen med fem andre ældre gutter op gennem Gudbrandsdalen, med mange store fine, flotte biler på vejene, så vi flere steder på gårde og lader store bannere udspændt, hvorpå der stod: ”Norge trenger bonden” altså: Norge har brug for bonden – Norge behøver landbruget. Selv rige olie-Norge har brug for, at der er nogle der dyrker korn og græs og producerer mælk og kød og brød til bordet. Det er stadigvæk for mennesker, hvor teknologisk højtudviklede og rige vi så end måtte være blevet i vores vestlige velfærdssamfund – det er stadigvæk grundlæggende nødvendigt, at vi kan få mad på bordet. At der er bønder og alt muligt andet godtfolk, der sørger for den del af forsyningerne til menneskelivet.

”Norge trenger bonden” – vi mennesker trænger til livstaknemmelighedens og forundringens åbenhed for virkelig at kunne modtage livets gave fra øjeblik til øjeblik – nu og her. Norge – Norges land og kultur – har så umådelig meget stort og godt at byde på. Herunder gode forfattere som for eksempel Karl Ove Knausgård. Det er ham med seksbindsværket ”Min kamp”. Men også så meget andet godt, som i romanen ”Ulvene fra evighedens skov”, hvor Knausgård et sted skriver så fint om køkkenhaveglæden. Opmærksomheden og sansen for underet i det nærværende. Hør bare her, hvor han skriver om: ”At trække gulerødderne op færdigudvoksede, med de grønne fjerduske der giver dem et islæt af middelalderens riddere, og skinnende orange, slanke kroppe, skrånende ned mod spidsen fra alle sider, når de slipper grebet i den fede, sorte muld, er ikke kun æstetisk smukt og etisk tilfredsstillende – jeg har selv dyrket dem i min egen have – men også dybt meningsfuldt. – Det samme gør sig gældende for hindbærrene, når de lyser rødt i det grønne, bugtede og matte, med de mange små puder af saftigt bærkød og bittesmå tørre frø, eller ribsenes næsten glasagtige skal, også de knaldrøde i søen af grønt, eller for den sags skyld kartoflerne der ligger blinde og stumme ned i jorden og selv ligesom er blevet jordede med de mørke, tørre skræller, rugende på en hemmelighed som er at kødet nedenunder er lysende gulhvidt, som veddet under barken på et træ eller som tænderne bag læberne på menneskene for hundrede år siden. At grave i jorden, at dyrke frugt og grøntsager og bær, at se årstidens gang, er at være en del af verden, det er at være en del af det samme som gulerødderne, hindbærrene, ribsene eller kartoflerne er en del af.”

Sikke en glæde at få ord som disse skænket. Og smage på dem. Og mærke hvor underfuldt godt det er, at leve i modtagelsen af livets rige gave – herunder hindbærrene, ribsene, nyopgravede gulerødder og kartofler. – Intet af det vi i grunden lever af, har vi ret til. Intet menneske kan i det hele taget leve af at have ret (det skulle da lige være i en vis forstand advokater!). Tværtimod, så dør vi af at se livet som en ret og af udelukkende at fokusere på, hvad vi måtte mene at have ret til.

”Se jer for”, siger Jesus, ”og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.” (Lukas 12,15) Se jer for. Tag ikke fejl. Men ”Se jer for”, betyder også: Kig op fra din skærm og din sparekassebog! Kig op og kig ud og se hvilken rigdom du og jeg får givet alene ved det at være her til stede, her i live, endnu en dag – det er nådens tid! Så rig hos Gud, hvor meget aktiekurserne så end hamrer mod bunden og inflationen stiger. Så umådelig meget givet, at vi også i virkeligheden altid har noget at give videre af – give slip på – slippe og give videre. Give op, om det skulle være – og det skal det af og til og engang endegyldigt. Og stadigvæk så skal du også her være i Guds nåde.

Kære unge klimakæmpere

Kære konfirmander! Så er vi her – til jeres store festdag. Og I skal have en lille tale med på vejen. I har alle sammen hørt om tidens unge klimakæmpere. Det kan endda være, at nogle af jer allerede selv er det – helt unge mennesker, skoleelever, der kæmper for klodens klima.

Se, det håber jeg, at I alle sammen vil være i årene, der kommer: Unge klimakæmpere. Men selv om det så er umådeligt vigtigt det med klodens klima og miljøforhold, så vil jeg nu i dag dreje den lidt og fokusere, sådan som vi altid gør det her i kirken, i særlig grad på det menneskelige klima! På medmenneskelighed. At I, kære konfirmander, mere end noget andet, vil være unge klimakæmpere på netop dét område: medmenneskelighedens. At der må kunne være et rigtig godt klima her. For det er nu engang sådan, at menneskelivet, det er – ligesom klodens liv – noget, vi har sammen. Man kan ikke gå rundt og være menneske fuldstændig for sig selv. Menneske og menneskelige det er noget, vi er sammen.

Det er også en hovedpointe i kirken og kristendommen. Her, hvor vi på en ganske særlig måde hører sammen på tværs af alle mulige forskelligheder. Vi hører i grunden sammen, alle sammen. Sammen rimer på amen! Det er altid godt at finde sammen. Gøre noget sammen. Gøre noget for hinanden. Sammen kæmpe for det gode menneskelige klima. Det er vigtigt. ”Det er dejligt at være alene” – ja, og det er nødvendigt at kunne være det – ”men det er bedst at have en ven”, som vi synger det med Benny Andersen. Noget og nogen at leve for. Der er, som Astrid Lindgren siger det i ”Brødrene Løvehjerte” – ”der er visse ting, man bare bliver nødt til at gøre, hvis man ikke vil være en lille lort.”

Nej, det passer ikke, som ordsproget siger det, at enhver er sin egen lykkes smed. Tværtimod: Ingen er sin lykkes egen smed! Som Benny Andersen et sted lader Svante sige det: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”! Ja, og først og sidst, vil jeg sige: Ved Guds hjælp. Guds velsignelse. – Kære konfirmand! Om et øjeblik skal du konfirmeres og hermed mindes om din dåbs nåde. Velsignelsen og kærligheden fra Gud, som du må leve i livet igennem. Tro og håbe. Som det siges med ord af Kim Larsen, fra de gode gamle Gasolindage:

Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting der skal komme / før end livet er omme.

Der er solstrejf og der er vanddråbestrejf. ”Som et strejf af en dråbe” – som dåbens vand, der strejfede dit og mit hoved engang som tegn på, at der er altid mer´ at håbe på – at vi hører sammen i det store håb Gud har givet os som mennesker – og medmennesker! – Guds velsignelse, kære konfirmander! Guds velsignelse til jer, kære unge klimakæmpere, i det liv, der venter jer – alle ”de ting der skal komme – før end livet er omme.”!