Min smilende far

Min far døde 87 år gammel den 9. oktober 2019, kl. 7 om morgenen efter tiltagende svaghed og forskellige komplikationer efter at have boet på plejehjem i godt og vel tre år med en demensdiagnose. – Når jeg de sidste år besøgte min far på plejehjemmet lå han nogle gange og sov, når jeg kom. Når jeg så gav mig til kende, og min far vågnede op, så var det slet ikke så sjældent med et forundret eller forbavset smil på læben. Et smil som hurtigt slukkedes – og ikke kun, tror jeg(!), fordi han så, at det var mig – men fordi hele den tunge del af fars virkelighed satte ind i næste sekund. Jeg oplevede det sådan, at far vågnede op fra en drøm. Et sted hvor han selvfølgelig var vågen og i live i den grad og i gang med noget, sådan som vi altid er det i drømme og sådan som han førhen lige siden barndommens dage selv altid havde været det.

Demenssygdommen tog rigtig meget fra min far, og fra os der kendte ham og stadig levede med ham som den nu gamle demensramte mand. Samtalens træghed. Manglen på mimik – både smil og gråd. Som jeg lærte det for mange år siden, så må vi gøre alt, hvad vi kan, for at huske, at der bag den demente, står et menneske, der IKKE var dement. Det er slet ingen sag nu, hor jeg er begyndt at leve med min døde far. Nu hvor min demensramte far er død, er det som om min far liver op. Ved min fars død er jeg begyndt at få min far igen.

I mindet – ja – men det er også meget værd. Jeg ser ham for mig dengang tilbage i tiden i gang fra morgen til aften i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, sådan som det længe var for ham. Og så kan jeg ikke lade være med at se ham for mig, som den der er vågnet op i evigheden med et forundret smil på læben – et smil som vel at mærke bliver siddende! – Min sorg over tabet af min far er den gode sorg, så fuld af taknemmelighed for livet sammen med ham. Min far var en mand af jorden. ”På det jævne, på det jævne” var én af hans yndlingssange. Nu er han i det høje. I Himlen. I evigheden. Det er godt at vide, hvor man har sin far.

Æblehøst og kærlighed

Æblet er pr. tradition syndefaldets frugt. Og den bid skulle nok tages. I hvert fald lever vi nu alle øst for Paradis, og må – trods synd og død og alt det, der kan gå galt her østen for Eden – finde ud af det med hinanden, så godt som overhovedet muligt. Dele liv og livskår med hinanden. Og æblerne med. Leve Guds vor Fars vilje og kærlighed ud, så vidt muligt – ”fylde med hæderligt virke min dag / … hjælpe og værne om den, som er svag, / … elske, thi deri er livet” (DDS 728,4)

Det kan siges – og endnu vigtigere: det kan gøres – på så mangfoldige måder. Sagt enkelt og nænsomt med digtet ”Dagligdag” fra digtsamlingen ”Dagligdagen” af Knud Sørensen, så kan det siges og gøres sådan her. Med Knud Sørensens ord:

”Jeg tror / når jeg f. eks. på onsdag / kører ud til planteskolen / og køber det æbletræ, der skal vokse / et solrigt sted / dér syd for vores hus, / så vil verden / endnu en gang blive ny,

og jeg håber at et vindpust en efter- / årsdag / lister omkring hushjørnet og løsner / det store røde æble / der hænger alene på den kvist / der rækker helt op i himlen. / Så vil jeg gribe / det med to af mine ivrige hænder

og jeg vil række dig æblet / sammen med min svejtsiske / lommekniv. / Æblet vil dufte af evighed / og vokse sig ind i dine øjne. / Så vil du dele det / og give hver af os / den andens halvdel”.

Sådan kan det siges, hvad det er du og jeg er her for: Dele liv og vilkår og give hver af os hinandens halvdel. Sikken velsignelse at få del i og medvirke til – ”så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed”!

Livet kom og tog mig tilbage igen

”Livet kom og tog mig tilbage igen”, som Lis Sørensen synger det i en storslået sang fra halvgamle dage. Livet kom og tog mig tilbage igen. Som de pårørende fortalte mig det ved en begravelsessamtale om deres mor, der nu som 90-årig var afgået ved døden – at hun, da hun som 60-årig var blevet enke og ramt af sorg, at hun alligevel, som de sagde det: fik et helt nyt liv. Mange, mange gode år, hvor hun altid glædede sig til, når der skulle ske noget. Selv nu den sidste del af livet med hospitalsindlæggelser og på et tidspunkt ondt i maven, men som hun sagde det til datteren derinde på sygehuset: Det kan man godt få (ondt i maven), når man skal noget, man glæder sig til! Men hvad skulle det dog være? lyder det, lidt sure, såkaldt realistiske syn på tingene. Hvad skulle der dog være at glæde sig til for en gammel kvinde på sygehuset? Ja, hvem véd! Måske mulig lettelse og lindring? Måske et besøg af endnu en kær? Eller bare det at vejen ind gennem det kommende og ukendte uanset hvad må åbne sig for mig. At der må være en livets vej også her…

Som Benny Andersen så livstaknemmelig skriver det i digtet ”Ode til døden”: ”Det ku ha gået meget værre / Men det gik dog meget bedre / Du fik rigeligt / Du har bestået / Du består / God dag at dø på / Hvis det skulle være / Om end mandag ville passe bedre.” Døden må godt vente. Den findes, men den skal ikke tage livet af os. Og da slet ikke nu på denne dag. ”Livet kom og tog mig tilbage igen / aldrig vil jeg glemme hvad jeg så.” – Lars Busk Sørensen skriver så fint om det i en salme, som desværre ikke er taget med i salmebogen. En salme af, som så fint og sanseligt tager os med til opvækkelsen af Lazarus: ”Lazarus i morgenlyset / og med ryggen mod din død / bleg endnu af kuldegyset / fra de sidste nætters nød / – hvilken lykke det må være / blot at lugte græs igen, / stå der mellem dine kære / hos din gode Kristus-ven.” Som en septembermorgen med et dug- eller regnfulde græs derude og dagen og sammenhængene, også alle de gode og livgivende, liggende foran mig endnu engang. Hvilket under! Livet kom og tog mig tilbage igen. Og det sker på så mangfoldige måder.

Hjemmest

”Har du haft en god sommerferie?” – ”Den bedste i hele mit liv” – ”Hvor har du da været henne?” – ”Hjemme”. Ordvekslingen er fra kirkedøren efter en gudstjeneste den sidste søndag i juli, hvor én af kirkegængerne var så venlig at spørge til min sommerferie tidligere på måneden. – Vi er nu her sidst i maj i år flyttet i vores eget hus, som ligger i skovkanten ved fjorden i Sondrup. Efter at have boet i tjenestebolig i 30 år har jeg nu, efter menighedsrådets og min ansøgning længere opad i hierarkiet, fået dispensation fra boligpligten og er sammen med min hustru flyttet i egen bolig.

Som en god ven, der også har været præst og boet i tjenestebolig og nu bor i egen bolig, lavmælt formulerede det: ”Jeg tror heller ikke, at man skal underkende glæden ved at have sit eget”. Nej, det tror vi heller ikke. Og oplever den nu – denne glæde – for fuldt udtræk i disse smukke sommermåneder. Huset og stedet, vi har købt, kalder på en kærlig hånd, og har allerede i rigt mål fået det. Kærlige hænder kombineret med dygtige håndværkerhænder i etableringen af hestestald, folde og indhegninger og i istandsættelsen af beboelsen med blandt andet nye vinduer i sydfacaden og en masse maling til både mur, døre og vinduer. Herudover klargøring af vinterbrænde, samling af Ikea-reoler og skabe m.v. samt en hel del ture til byggemarkedet såvel som til genbrugspladsen med diverse frasorterede dele og affald. Alt sammen uhyre meningsfuldt, kombineret med de smukke udsigter ud over fjorden og ind i skoven. Og udsigten til i det hele taget at have fået nok at se til i lang tid fremover. For den sags skyld, vil jeg sige, gerne resten af livet.

Som vi synger det med Piet Hein i en dejlig sommersang: ”Hvergang en sommer igen kommer dragende, / dvælende, farende hen, / er det som kom man i dybet af dagene / hjem til sin hjemegn igen”. Det er godt at have hjemme og at kunne komme hjem. En væsentlig del af meningen med at tage på ferie et andet sted, måske endda et helt andet sted på kloden, er netop at kunne komme hjem. Det kan man kun, hvis man er taget afsted. Det er lige nu én af de helt særlige udfordringer for mig: At acceptere tanken om, at vi i de kommende år nok bliver nødt til engang imellem at tage af sted herfra på ferie et helt andet sted. For, som sagt – dybest set – at kunne komme hjem. Denne første sommer her på vores nye sted, vores nye hjem, er speciel. Netop fordi vi har været et andet sted henne. Ja, mange andre steder henne. Også steder hvor vi har haft vores hjem, før vi nu endelig er kommet hertil. Til vores dejlige sted. Til vores nye hjem. Her, hvor vi sagt bennyandersensk har det ”hjemmest” og i disse dage og uger og måneder slet ikke behøver tage herfra for at være tindrende klar over det. Og hvor vi hver eneste ny morgen med forundring kommer hjem. – Kom godt hjem!

Tirpitz, båden og troen

Som en del af årets sommerferie (og det var sidste år) med ture ud i det danske sommerland var vi sammen med vores lille knapt treårige nevø, Asger, på besøg i Tirpitz-bunkeren i Blåvand. Tirpitz-stillingen, den ufærdiggjorte kanonstilling fra 2. verdenskrig, og nu også med hele udstillingen, anlægget og museet derude (åbnede den 29. juni 2017), lagt ind i klitten, i hovedlinjerne så fint tænkt og tegnet af arkitekten Bjarke Ingels. – Tirpitz blev som andre nazi-bunkere efter krigen forsøgt bortsprængt. Det lykkedes ikke. Og alligevel faldt den. For den var, i enhver forstand, bygget på sandgrund. Alt muligt af det Tirpitz-bunkeren stod for, det holdt, Gudskelov, ikke i det lange løb. Bunkeren var med alt sit umenneskelige tankegods bygget på sandgrund – ”Og huset faldt, og dets fald var stort”, som Jesus siger det i sin lignelse om at bygge sit hus på sandgrund.

Hvad er tro og kristendom? Hvad vil det sige, som Jesus taler om det, at bygge sit liv på klippegrund eller på sandgrund? Troen og kristendommen er en åndelig sag. Levende, bevægelig virkelighed. Fundamentet ligger fast. Hovedhjørnestenen er i skikkelse af Kristus urokkelig. Men vi må være varsomme med, hvordan vi i øvrigt tænker dette med fundamentet. Tror vi, at det er vores egen tro, der er fundamentet – måske endda ligefrem egen klippefaste tro – så bliver vi fundamentalister. Og det er ikke så godt. Det er slet ikke godt, for så er Fanden løs. Bliv derfor aldrig for klippefast i din tro! Vogt dig for fundamentalismer af enhver art! ”Troen er ikke en klippe”, som vi synger det i en fin lille, forholdsvis ny salme af Jens Rosendal: ”Troen er ikke en klippe / midt i et stormpisket hav, / tro er at sejle trods bølger / over en truende grav”. – ”Tro er det levende nære” – ”Tro er utrolige kræfter”.

Det er så fint derude på Tirpitz i Blåvand med museet og udstillingen ved siden af bunkeren om 20.000 års historie med mennesket ved den jyske vestkyst. Bygget ind i klitten centreret omkring den godt og vel 100 år gamle redningsbåd, som man gerne må gå op i. Og det gjorde vi. Her hvor rummet hver halve time automatisk mørklægges og et dias- og filmshow ”fra mammutslette til spidstelt” vises på vægge og loft, så vi alle må løfte vores ansigter og se forunderlige og dramatiske glimt udfolde sig fra menneskeheden lange historie. Da vi bagefter spurgte lille Asger: Hvad kunne du allerbedst lide, da vi var på Tirpitz? svarede han uden betænkning: Båden – jeg kunne bedst lide redningsbåden! Den vil jeg tage med fra Asger – og fra Jens Rosendal tillige – redningsbåden som et godt billede på troen: ”… at sejle trods bølger / over en truende grav”.

Pinsesnittet

Pinsesnittet talte man om i gamle dage. Og jeg troede som helt ny præst først, at det var noget med, hvordan man ”skærer” en pinseprædiken til. Hvor og hvordan man ”lægger snittet”. Men pinsesnittet, det nye pinsesnit, har at gøre med, at man førhen fik nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til gudstjenesten pinsemorgen. I dag hvor vi får nyt tøj hele året rundt, nogle gør i hvert fald (har jeg lagt mærke til herhjemme) – tales der ikke så meget om pinsesnittet mere. Og dog så vil jeg da lige nævne, at jeg pinsedag i år stod i min splinternye præstekjole i kirken til pinsegudstjeneste. Min sidste nye (og nye sidste – for nu skal jeg ikke have flere – NB. Vi får en ny cirka hvert tiende år) – min sidste nye og nye sidste præstekjole. Mit pinsesnit, der jo så alligevel som det vigtigste og det, som det drejer sig om i gudstjenesten har at gøre med, ikke præstens tøj, men prædikensnittet. Prædikenens ord og tale. Ånden og budskabet heri. Med tanke, altid i grunden, på det, der med Jesus er blevet sat ind i verden. Ved Helligånden skænket os at leve i. Som en iklædning. Det nye pinsesnit.

”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”, siger Jesus. Ved sit fravær opstår der gennem Ånden et nyt nærvær: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”.

Journalisten, forfatteren og foredragsholderen, Charlotte Rørth, som i 2015 udgav bogen ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende” er lige nu aktuel med bogen ”Gud, du er jo lige her” – med undertitlen: ”Sådan lever jeg med min tro”. Charlotte Rørth fortæller her blandt andet om det, der kaldes ”hjertebønnen”. Om hvordan hun helt konkret ”iklæder sig” sin kristentro gennem for eksempel hjertebønnen. Som helt enkelt består i at ånde ind og ånde ud på ordene ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig.” Charlotte Rørth skriver: ”Jeg beder hjertebønnen med min vejrtrækning. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig”. Sådan lyder det inde i mit hoved hele tiden. – Åndedrættet ind og ud. – Uden det var vi ikke i live, så det er ikke sært, at alle religioner har en bøn, der passer til vejrtrækningen. Jeg har læst mange, lange forklaringer på, hvorfor det virker, men lige i denne sammenhæng har jeg ikke brug for forklaringerne, ej heller for min tankekraft. At vide, at millioner af andre har sagt og siger de samme ord, er for mig en foræring så svimlende stor, at jeg bliver mundlam og oftest blot siger bønnen for mig selv. Bønnen kommer bare. Er der. Som skyerne på himlen og blæsten i træerne…” (s. 80)

Ånde ind og ånde ud på ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig”. Også sådan, og så enkelt, kan vi som kristne – ved Ånden – iklæde os troen. Nært forbundet med åndedraget og selve dette at være til i verden. – Og så fortæller Charlotte Rørth i øvrigt også så fint om at erfare Guds kærlighed og lægge krop til den. At også jeg er elsket. Elsket af Gud. Og Gudskelov – for hende og mange andre – måske endda også elsket af nogle mennesker omkring dig. Men altid elsket af Gud. I grunden fra morgen til aften og natten med være iklædt Guds kærlighed og fred. – Og hun fortæller om glæden også ved at sidde til gudstjeneste i Budolfi kirke og være en af mange og samtidig med netop alt sit eget være og blive velsignet af Gud: ”Så meget i mit liv vælter rundt. Her er ro. Men plads til min uro.”

Låneord – en samtalebog

Nu her sidst i april 2019 har jeg på forlaget Eksistensen udgivet den tredje bog i rækken af samtalebøger om litteratur, kristendom og menneskeliv. Denne gang med titlen ”Låneord”. Fra forordet:

”Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog.” Sådan har jeg her lånt ord fra Wikipedia for at formidle til min læser, hvad ordet låneord betyder. Vi gør det hele tiden. Låner. Det bliver for mig ved med at være nogle af de bedste ord, jeg gennem hele livet har fået, eller lånt, fra litteraturen – de to små sætninger hos Kerstin Ekman i romanen ”Springkilden”: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden”. Du og jeg, vi har hver især i os selv alt muligt af det, der skal til, for at livet kan leves, og i gyldne stunder godt endda – og – det bliver kun til noget, og af og til noget godt, når vi ”låner det af hinanden”. Når vi vekselvirker, og ikke bilder os selv ind, at vi skulle kunne få noget ud af livet ved at holde det ene og det andet for os selv. Det gælder alt muligt af det, der hører menneskelivet til. Det gælder ikke mindst sproget. Ordene. Fortællingen. Det levende ord, som for mig at se aldrig finder bedre sted end i den gode samtale to, eller flere, mennesker imellem. Men sandelig også i fortællinger af alle mulige slags. Herunder i den skønne litteratur. Altså, med andre ord, i skønlitteraturen.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Fra et andet sted. Sådan som for eksempel skriftsteder kan være et andet sted, et andet sprog. Og her tænker jeg skriftsteder både i og uden for biblen. Skønlitteraturen er et sådant sted, hvorfra der kan hentes såvel indsigter som udsigter. Øjenåbnere for forhold i såvel det indre liv som i det ydre liv. Således låner romanen mig ord og vinkler til om muligt at se mere end jeg ellers så. Eller erindrer mig om noget af alt det, jeg har glemt eller fortrængt. Bidrager til at kunne få sat ord på også de dele.

Forfatteren Jan Kjærstad taler et sted om romanens ”underliggørelse”. Dette at en roman kan skabe en form for positiv fremmedgørelse ved sin anderledeshed eller skævhed og herigennem give mig adgang til at se noget andet og mere. Som en rejse ud i det fremmede kan hjælpe mig til at få øje på det hjemlige på nye måder, sådan kan litteraturen skabe afstand for mig, til det som ellers i mit daglige liv er så alt for nært på mig, til at jeg i virkeligheden kan få ordentligt øje på det. Nærvær gennem fravær, kunne vi kalde det. Sådan som ret mange opslugte romanlæsere gennem tiden for øvrigt har oplevet at blive betegnet af ens nærmeste som netop fraværende.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Således også på lignende vis med evangeliet. Guds Ord. Hvor meningen med det hele er, at ordet, Guds Ord, skal gå i kødet på os og blive til levet liv. At Guds Ord må blive ”indarbejdet” hos os på en måde, som svarer til det, vi i kristendommen, med det fine ord, taler om som inkarnationen. Underet, som vi i særlig grad fejrer ved juletid. Dette at Gud bliver menneske i Jesus Kristus. At Guds Ord går ind i det menneskelige i skikkelse af Menneskesønnen. At Gud her i Kristus lægger krop til sit ord og sin kærlighed. For at låne os heraf. For at Guds Ord, gennem Hans Ånd, må kunne blive indarbejdet hos os i krop, sind og sjæl. I en sådan vekselvirkning finder det velsignede menneskeliv sted. Gud låner øre hos os og vi låner ord hos Ham. Hertil hjælper os den gode fortælling, det levende ord, i alle dets mange skikkelser. Inklusive den gode roman.

Landingslettelse

Det fortælles om kvinderne ved Jesu åbne og tomme grav påskemorgen, at de løb bort derfra ”med frygt og stor glæde”. Fordi, kan man sige, det var for godt til at være sandt OG det ER sandt! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

For godt til at være sandt? Fake News er ikke en ny opfindelse. Det kunne være aprilsnar og løgn det hele. Ja, det er sandt(!), det kan det være. Og som sagt – lige fra den første påskemorgen – deraf frygten. Og tvivlen. Og så samtidig glæden og fryden, så umulig at holde tilbage, i og med ordene: Kristus er opstanden! Eller på den tids internationale sprog, den tids ”engelsk”: Kristos anastas! som er græsk – og som er kristendom på kortform. Den kortform hvormed det løb ud i verden og op gennem tiderne til også os nu i dag. Fordi kvinderne den påskemorgen løb bort fra Jesu tomme grav ”med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det” – Kristos anastas! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Jeg har en kammerat, som i forbindelse med sit arbejde flyver en del, og som samtidig lider af flyskræk. Specielt når der er godt med lufthuller og turbulens deroppe, bliver han bange. Det er virkelig hårdt for mig, siger han. Men det har så den store fordel, at jeg mere end de fleste andre i den grad er lettet, når jeg er landet!

Når jeg er landet er jeg lettet(!) Det umiddelbart set modsætningsfyldte kan godt hænge meningsfuldt sammen. Som påskemorgenens både frygt OG store glæde hos kvinderne. Da de var landede var de lettede. Langfredags gru og påskelørdags store sorg blev brudt af engleord, som sidenhen ikke slap sit tag i dem, men tværtimod fyldte tomheden med håb og med tro på, at så var det alligevel sandt, det, han, Menneskesønnen, hele tiden havde sagt til dem og med alt sit villet vise dem, at kærligheden overvinder døden – ”at døden intet finder hos / den, som har elsket meget” (DDS 731,3)

Vinklingen er afgørende. Vi skal alle ind i den gravhule, i Jesu tomme grav, for at påskemorgenens budskab kan få sit tag i os – og vi kan blive genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ja, det er selvfølgelig i overført betydning, jeg taler. Det er det altid, når vi taler om det allervæsentligste i livet – så må vi ty til billeder, og lignelser – så må vi tænke og tale i overført betydning. Vi må med ind i gravhulen – ind i halvmørket. Eller måske ligefrem gå med derind Langfredag ind under aften, hvor de bærer hans døde legeme til graven. Og så blive derinde, når kæmpestenen rulles for, og der bliver mørkt og udsigtsløst. Blive derinde og vente indtil det kan ske – det er ikke sikkert, det sker, men det kan ske, at kæmpestenen som ved et under rulles fra – og det der før, set herindefra udelukkende lignede en lukket udgang, nu står foran dig som en lysende indgang til liv og sammenhæng derude. Som en fødsel. En genfødsel.

Som et par drenge lidt forvildede og forpustede spurgte Storm P. om det, da han en dag var ude at gå sin sædvanlige tur med sin lille hund på Frederiksberg Kirkegård: ”Hvor er den indgang, man går ud af”? Den fik Storm P. en hel del ud af: ”Hvor er den indgang, man går ud af”?

Det gælder om at komme til verden – at komme ud – ud til en verden udenfor alle små snævre indelukkede rum. Herunder gravhuler. Og kirkerum! Ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde er vi genfødte til et levende håb – til liv og lys derude i det forårsliv, der venter. Med englens ord påskemorgen: ”Se, han går i forvejen for jer til Galilæa”. Det var der, de kom fra. Det var deres dagligliv. ”Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og som sagt så gjort. Så må også vi – og meget vel som kvinderne påskemorgen – med både frygt og stor glæde ud herfra og videre ud i det levede liv med det, vi nu har fået med os. Det er her, vi lander – i grunden lettede – for: Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Foråret så sagte kommer

Jeg læser for tiden Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer” fra 1942 og bliver mindet om, hvor godt og stærkt og hvor uendeligt skrøbeligt livet er. NB. Som jeg læste det forleden i Helle Helles ”de” om den pubertetsunge datter og hendes livstruende alvorligt syge mor i deres skrøbelige lille liv og konstellation dernede i Rødby på Lolland – moderen tænker: der sker noget hele tiden – ofte noget godt. – Ja, tænker jeg, og af og til noget forfærdeligt.

Kaj Munk er født den 13. januar 1898 som førstefødte og eneste-fødte af garver Carl Petersen i Maribo, som forholdsvis sent i livet (39 år gammel) var blevet gift med sin godt 10 år yngre hustru Mathilde. Allerede den 8. august 1899, da den lille Kaj var kun godt halvandet år gammel, døde hans far pludselig efter en dejlig eftermiddagstur til Lysemose sammen med gode venner og sin hustru Mathilde. Hjertet kunne ikke mere. Han nåede sammen med Mathilde hjem til huset i Maribo, hvor han smed sig på sengen og kort tid efter døde. – Kaj Munk skriver herom i de indledende afsnit i ”Foraaret saa sagte kommer”. Og får så fint både gruen og glæden, sorgen og takken, vævet sammen i et. Her, hvor han en augustdag i 1942 nu selv, som sin far dengang, 44 år gammel sidder og skriver, og med sin forestilling om den augustdag 1899, fortæller om sin fars sidste minutter og øjeblikke:

” I det Øjeblik maa Far have følt, hvad Fare han var i. Tanken om det store Forbi maa have været den kraftige og livsglade Mand saa fjern, at den umuligt kunde komme til ham før i yderste Stund. Nu kom den. Paa eengang vidste han, at han var kun 2 Minutter fra Døden. Til hvad skal man bruge to saa dyrebare Minutter af sit Liv? Tale kan man ikke mere. Haanden hænger slap og lam.

Er der Tid at tænke bagud paa Livets Lange Kæde af Sekunder, tænke paa Glæderne med Taknemlighed, paa Synderne med Anger? er der Tid til at tænke fremad paa den bundløse Ensomhed og Mørket, hvis Slugt gaber foran En, allerede nærmere end Vinduet, der er blevet borte. Men nærmere endnu er der en Kvinde, hvis Øjne er vilde af Rædsel, og hvis Strube svælger og svælger for at kvæle Skriget, der trænger paa. Og tale kan man ikke mere, og løfte Haanden til et Kærtegn kan man heller ikke.

Da stolprer det af smaa bitte Ben etsteds i Stuen, smaa bitte faste velsignede Ben. Aah, man vilde saa gerne… men tale kan man ikke, og Armen er blevet lam. Saa fylder man Øjnene med det bristende Livs sidste Kraft: Tak, siger Øjnene, Tak, du kære, kære, kære. Tak, at du gav mig din Kærlighed, at du kronede mit brogede Liv med Lykke til Slut, Tak, at jeg ikke ligger her ensom, men du staar hos mig, og Barnet leger ved min Seng. Tak, at du fik skabt Mening i min tilfældige Tilværelse, at du lod mit Liv lykkes, saa jeg nu kan dø glad.

Man vilde saa gerne smile, men Ansigtsmusklerne lystrer ikke mere. Saa stolprer de smaa faste Ben igen rundt i Stuen; det blev den sidste Lyd, den flygtende Hørelse tog med sig, og Smilet; til Barnet fra Kvinden, der for dets Skyld gjorde sig tapper, var det sidste, Øjnene greb, før de brast. Saa var der ikke mere. Og Læberne, de tørre, der havde forsmægtet efter Vandet, mærkede ikke, de blev læsket af Fortvivlelsens Taarer og Kys.”

Pris på livet

Livet er en gave. Døden er vores fjende. Så enkelt kan det siges. Og det kan ateister og kristne være hjerteligt enige om, når bare ingen af os falder for det, jeg her vil kalde den brinkmannske ”stoicismefristelse”, hvor døden bliver selve meningsgiveren til livet. Fordi, som Brinkmann (og mange andre med ham vil gøre det) inspireret af stoikernes filosofi understreger det i bogen ”Stå fast” – så er det i bevidstheden om at vi skal dø, at livet her og nu får mening,

Ib Ulbæk, som præsenterer sig selv som ateist, skriver så fint om det i Weekendavisen den 1. februar 2019 under overskriften ”I dødens skygge”, hvor han følger Brinkmann et godt stykke af vejen. Men, som Ulbæk skriver det: ”Jeg er skeptisk over for den tanke, at filosofiens ultimative opgave er at lære os at dø, så vi kan lære at leve livet… Problemet er det banale, at døden stopper det at være i live, at det stopper livets strøm og tager alt fra mig og gør mig til intet og også har frataget mig mine forældre og venner og andre vigtige personer i mit liv. Den realitet kan filosofien ikke tænke væk.”

Vi kommer så sent, er her så kort og skal så hastigt afsted igen. Er det bevidstheden om dette perspektiv, om selv at skulle dø, der giver nuet indhold? Er døden således en (slags) ven i forhold til livsfylde og mening i livet?

Nej, døden forholder vi os bedst og livligst til ved at betragte den, som det den er i forhold til livet, nemlig, vores ultimative fjende. Sådan forstår jeg også grundtanken i kristendommen. Og sådan hører jeg kristendommen som et budskab, der ikke fjerner dødens brod ved at forlige sig med den, men ved at overvinde den gennem dét ene, som kan sige at være stærkere end døden: kærligheden. Som Anne Linnet synger det i en nyere sang: ”det må døden leve med / at størst af alt er kærlighed”. Også det kan ateister og kristne, tror jeg, være hjerteligt enige om.

Tilbage bliver om dødens overvindelse gennem kærligheden åbner for et endnu større perspektiv hinsides døden. Det kan vi ikke vide. Vi får se. Vi kan lade det stå åbent i det mindste. Og måske sige som Søren Ulrik Thomsen i ”Hårnålen”: ”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.