Landingslettelse

Det fortælles om kvinderne ved Jesu åbne og tomme grav påskemorgen, at de løb bort derfra ”med frygt og stor glæde”. Fordi, kan man sige, det var for godt til at være sandt OG det ER sandt! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

For godt til at være sandt? Fake News er ikke en ny opfindelse. Det kunne være aprilsnar og løgn det hele. Ja, det er sandt(!), det kan det være. Og som sagt – lige fra den første påskemorgen – deraf frygten. Og tvivlen. Og så samtidig glæden og fryden, så umulig at holde tilbage, i og med ordene: Kristus er opstanden! Eller på den tids internationale sprog, den tids ”engelsk”: Kristos anastas! som er græsk – og som er kristendom på kortform. Den kortform hvormed det løb ud i verden og op gennem tiderne til også os nu i dag. Fordi kvinderne den påskemorgen løb bort fra Jesu tomme grav ”med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det” – Kristos anastas! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Jeg har en kammerat, som i forbindelse med sit arbejde flyver en del, og som samtidig lider af flyskræk. Specielt når der er godt med lufthuller og turbulens deroppe, bliver han bange. Det er virkelig hårdt for mig, siger han. Men det har så den store fordel, at jeg mere end de fleste andre i den grad er lettet, når jeg er landet!

Når jeg er landet er jeg lettet(!) Det umiddelbart set modsætningsfyldte kan godt hænge meningsfuldt sammen. Som påskemorgenens både frygt OG store glæde hos kvinderne. Da de var landede var de lettede. Langfredags gru og påskelørdags store sorg blev brudt af engleord, som sidenhen ikke slap sit tag i dem, men tværtimod fyldte tomheden med håb og med tro på, at så var det alligevel sandt, det, han, Menneskesønnen, hele tiden havde sagt til dem og med alt sit villet vise dem, at kærligheden overvinder døden – ”at døden intet finder hos / den, som har elsket meget” (DDS 731,3)

Vinklingen er afgørende. Vi skal alle ind i den gravhule, i Jesu tomme grav, for at påskemorgenens budskab kan få sit tag i os – og vi kan blive genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ja, det er selvfølgelig i overført betydning, jeg taler. Det er det altid, når vi taler om det allervæsentligste i livet – så må vi ty til billeder, og lignelser – så må vi tænke og tale i overført betydning. Vi må med ind i gravhulen – ind i halvmørket. Eller måske ligefrem gå med derind Langfredag ind under aften, hvor de bærer hans døde legeme til graven. Og så blive derinde, når kæmpestenen rulles for, og der bliver mørkt og udsigtsløst. Blive derinde og vente indtil det kan ske – det er ikke sikkert, det sker, men det kan ske, at kæmpestenen som ved et under rulles fra – og det der før, set herindefra udelukkende lignede en lukket udgang, nu står foran dig som en lysende indgang til liv og sammenhæng derude. Som en fødsel. En genfødsel.

Som et par drenge lidt forvildede og forpustede spurgte Storm P. om det, da han en dag var ude at gå sin sædvanlige tur med sin lille hund på Frederiksberg Kirkegård: ”Hvor er den indgang, man går ud af”? Den fik Storm P. en hel del ud af: ”Hvor er den indgang, man går ud af”?

Det gælder om at komme til verden – at komme ud – ud til en verden udenfor alle små snævre indelukkede rum. Herunder gravhuler. Og kirkerum! Ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde er vi genfødte til et levende håb – til liv og lys derude i det forårsliv, der venter. Med englens ord påskemorgen: ”Se, han går i forvejen for jer til Galilæa”. Det var der, de kom fra. Det var deres dagligliv. ”Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og som sagt så gjort. Så må også vi – og meget vel som kvinderne påskemorgen – med både frygt og stor glæde ud herfra og videre ud i det levede liv med det, vi nu har fået med os. Det er her, vi lander – i grunden lettede – for: Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Foråret så sagte kommer

Jeg læser for tiden Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer” fra 1942 og bliver mindet om, hvor godt og stærkt og hvor uendeligt skrøbeligt livet er. NB. Som jeg læste det forleden i Helle Helles ”de” om den pubertetsunge datter og hendes livstruende alvorligt syge mor i deres skrøbelige lille liv og konstellation dernede i Rødby på Lolland – moderen tænker: der sker noget hele tiden – ofte noget godt. – Ja, tænker jeg, og af og til noget forfærdeligt.

Kaj Munk er født den 13. januar 1898 som førstefødte og eneste-fødte af garver Carl Petersen i Maribo, som forholdsvis sent i livet (39 år gammel) var blevet gift med sin godt 10 år yngre hustru Mathilde. Allerede den 8. august 1899, da den lille Kaj var kun godt halvandet år gammel, døde hans far pludselig efter en dejlig eftermiddagstur til Lysemose sammen med gode venner og sin hustru Mathilde. Hjertet kunne ikke mere. Han nåede sammen med Mathilde hjem til huset i Maribo, hvor han smed sig på sengen og kort tid efter døde. – Kaj Munk skriver herom i de indledende afsnit i ”Foraaret saa sagte kommer”. Og får så fint både gruen og glæden, sorgen og takken, vævet sammen i et. Her, hvor han en augustdag i 1942 nu selv, som sin far dengang, 44 år gammel sidder og skriver, og med sin forestilling om den augustdag 1899, fortæller om sin fars sidste minutter og øjeblikke:

” I det Øjeblik maa Far have følt, hvad Fare han var i. Tanken om det store Forbi maa have været den kraftige og livsglade Mand saa fjern, at den umuligt kunde komme til ham før i yderste Stund. Nu kom den. Paa eengang vidste han, at han var kun 2 Minutter fra Døden. Til hvad skal man bruge to saa dyrebare Minutter af sit Liv? Tale kan man ikke mere. Haanden hænger slap og lam.

Er der Tid at tænke bagud paa Livets Lange Kæde af Sekunder, tænke paa Glæderne med Taknemlighed, paa Synderne med Anger? er der Tid til at tænke fremad paa den bundløse Ensomhed og Mørket, hvis Slugt gaber foran En, allerede nærmere end Vinduet, der er blevet borte. Men nærmere endnu er der en Kvinde, hvis Øjne er vilde af Rædsel, og hvis Strube svælger og svælger for at kvæle Skriget, der trænger paa. Og tale kan man ikke mere, og løfte Haanden til et Kærtegn kan man heller ikke.

Da stolprer det af smaa bitte Ben etsteds i Stuen, smaa bitte faste velsignede Ben. Aah, man vilde saa gerne… men tale kan man ikke, og Armen er blevet lam. Saa fylder man Øjnene med det bristende Livs sidste Kraft: Tak, siger Øjnene, Tak, du kære, kære, kære. Tak, at du gav mig din Kærlighed, at du kronede mit brogede Liv med Lykke til Slut, Tak, at jeg ikke ligger her ensom, men du staar hos mig, og Barnet leger ved min Seng. Tak, at du fik skabt Mening i min tilfældige Tilværelse, at du lod mit Liv lykkes, saa jeg nu kan dø glad.

Man vilde saa gerne smile, men Ansigtsmusklerne lystrer ikke mere. Saa stolprer de smaa faste Ben igen rundt i Stuen; det blev den sidste Lyd, den flygtende Hørelse tog med sig, og Smilet; til Barnet fra Kvinden, der for dets Skyld gjorde sig tapper, var det sidste, Øjnene greb, før de brast. Saa var der ikke mere. Og Læberne, de tørre, der havde forsmægtet efter Vandet, mærkede ikke, de blev læsket af Fortvivlelsens Taarer og Kys.”

Pris på livet

Livet er en gave. Døden er vores fjende. Så enkelt kan det siges. Og det kan ateister og kristne være hjerteligt enige om, når bare ingen af os falder for det, jeg her vil kalde den brinkmannske ”stoicismefristelse”, hvor døden bliver selve meningsgiveren til livet. Fordi, som Brinkmann (og mange andre med ham vil gøre det) inspireret af stoikernes filosofi understreger det i bogen ”Stå fast” – så er det i bevidstheden om at vi skal dø, at livet her og nu får mening,

Ib Ulbæk, som præsenterer sig selv som ateist, skriver så fint om det i Weekendavisen den 1. februar 2019 under overskriften ”I dødens skygge”, hvor han følger Brinkmann et godt stykke af vejen. Men, som Ulbæk skriver det: ”Jeg er skeptisk over for den tanke, at filosofiens ultimative opgave er at lære os at dø, så vi kan lære at leve livet… Problemet er det banale, at døden stopper det at være i live, at det stopper livets strøm og tager alt fra mig og gør mig til intet og også har frataget mig mine forældre og venner og andre vigtige personer i mit liv. Den realitet kan filosofien ikke tænke væk.”

Vi kommer så sent, er her så kort og skal så hastigt afsted igen. Er det bevidstheden om dette perspektiv, om selv at skulle dø, der giver nuet indhold? Er døden således en (slags) ven i forhold til livsfylde og mening i livet?

Nej, døden forholder vi os bedst og livligst til ved at betragte den, som det den er i forhold til livet, nemlig, vores ultimative fjende. Sådan forstår jeg også grundtanken i kristendommen. Og sådan hører jeg kristendommen som et budskab, der ikke fjerner dødens brod ved at forlige sig med den, men ved at overvinde den gennem dét ene, som kan sige at være stærkere end døden: kærligheden. Som Anne Linnet synger det i en nyere sang: ”det må døden leve med / at størst af alt er kærlighed”. Også det kan ateister og kristne, tror jeg, være hjerteligt enige om.

Tilbage bliver om dødens overvindelse gennem kærligheden åbner for et endnu større perspektiv hinsides døden. Det kan vi ikke vide. Vi får se. Vi kan lade det stå åbent i det mindste. Og måske sige som Søren Ulrik Thomsen i ”Hårnålen”: ”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.

Hvad er et menneske?

Den overvejelse må vi jævnligt stoppe op og gøre os: Hvad er et menneske? Der er ikke indgange alle mulige steder til det Jesus kalder ”Guds rige” – til det vi også kunne kalde: sandt menneskeliv. Men sikkert er det, at de indgange, der er, de går aldrig fuldstændig uden om magtesløsheden. – I romanen ”En uskyldig familie” af Katrine Marie Guldager følger vi en række personer op gennem sidste del af 2000-tallet i en bestemt ikke uskyldig familie – for de findes i virkeligheden slet ikke. En del går godt. Meget går galt undervejs. – Da Jytte et godt stykke op i årene bliver ramt af en livstruende uhelbredelig kræftsygdom, går hendes biodynamiske mand, Holger, i gang med en række tiltag i retning af streng diæt og kamp mod kræften ved siden af kemobehandlingerne. Men en dag, da de sidder i toget på vej hjem fra en af behandlingerne, siger Jytte til Holger, at hun ikke orker mere – at hun ikke vil have ”valleproteinpulver og hørfrøolie. Hun vil have KAGER, vil hun, og nej, hun gider ikke hverken gå til energitræning eller mindfulness hos Kræftens Bekæmpelse i Odense. Hun vil ligge på sofaen og lide. Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø. – De sidder ved siden af hinanden med ryggen mod kørselsretningen”.

Ja – toget er kørt og det er ikke til sådan lige at komme af, eller vide hvad der kommer, når man sådan sidder med ryggen mod kørselsretningen, som vi jo i mange henseender gør på livsrejsen. Men som vi også hører det: ”Jytte nyder trods alt at køre gennem sommerlandet, kornmarkerne, de hvidmalede kirker. Hun nyder, at Holger sidder så roligt ved siden af hende, hans hånd, hvor blodet bevæger sig roligt, som tidevand over glatte sten…” – Se, sådan kan det også se ud – det gudgivne, velsignede, bøvlede, sorgfulde menneskeliv med al dets magtesløshed. Tydeligst når vi er helt små – i hvilken ende af livet det så måtte være! – Som Jytte siger det til Holger: ” – Hvis jeg skal dø, Holger, skal jeg dø. – Holger siger, at hun skal kæmpe, men Jytte ønsker ikke at kæmpe. – Ikke mod min egen krop, Holger”. – Sådan kan det være – at være menneske: ”Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø”.

Hvad er et menneske? Meget kan vi gøre, og skal vi gøre, efterhånden som vi vokser til og vokser op og får kræfterne til det. Men sikkert er det også, at magtesløsheden hører med. Og at den til tider er stor: Når vi er små og nyfødte og skal i gang med livet. Når vi er små og gamle og måske uhelbredeligt, livstruende syge og skal tage afsked med livet. – Hvor så end vi er i magtesløsheden, så må vi være her, som dem vi nu er. Som det lille barn i al dets udleverethed. Her i denne livsholdning findes indgangen til Guds rige. Såvel her og nu som engang.

Godt, at være til. Og have et sted at være. Med det hele. Og det til hver en tid.

Godt nytår!

Vær velkommen

Det er nok noget af det bedste, der findes her i livet – at blive budt velkommen. Som filosoffen Hannah Arendt engang sagde det i en tale: ”Bedre end at blive anerkendt er det at blive budt velkommen”. Blive fri for at skulle vurderes og vejes eller noget som helst på forhånd men blot og bar blive budt velkommen. Så er man, ligegyldig hvor og hvor langt ude det måtte finde sted – så er man hermed rykket fra udkanten ind mod midten. Ind i varmen og medmenneskeligheden. Et godt sted. Et velsignet godt sted at være. Det står alt sammen på en særlig måde sin prøve nu hvor det er jul. Har du et sted at være? Et sted at komme hjem til? Et sted at blive budt velkommen, eller selv byde den ene og den anden velkommen, og dele en time eller to, en aften, et helt liv, eller bare et stykke liv, sammen med? For har du det, så er du allerede hermed ret rig.

Gud bliver menneske. Gud kommer til os i udkanten. På kanten af verden. Og vil med alt det barn Jesus repræsenterer, og er og vokser op til, bane for enhver af os vejen. Ind mod midten og varmen og kærligheden. Og det under det i virkeligheden er at have et hjem, eller steder at føle sig hjemme og blive budt velkommen.

I den forbindelse vil jeg gerne viderebringe en romangodbid, som så fint siger noget om denne store – ja, juleglæde. Det er fra romanen ”Purity” af amerikanske Jonathan Franzen, hvor hovedpersonen, den unge kvinde Purity, kaldet Pip, efter længe at have været væk, er kommet hjem på besøg hos sin mor Anabel i hytten i Redwoodskoven uden for Felton nær San Fransisco. Pips mor er endnu ikke kommet hjem fra arbejde, men Pip ved, at hun er velkommen, og er gået ind indenfor: ”Der var mørkt i hytten. Inden døre var lyden af hendes barndom, regnens trommen mod taget der kun bestod af tagspån og nøgne brædder, ingen isolation, intet indvendigt loft. Hun forbandt lyden med sin mors kærlighed som havde været lige så pålidelig som regnen i den våde periode. At vågne og høre regnen der stadig trommede ligesom den havde gjort da hun var faldet i søvn, høre den nat efter nat, havde mindet så meget om at være elsket at regnen lige så godt kunne have været kærligheden selv. Regn der trommede ved spisetid. Regn der trommede mens hun lavede lektier. Regn der trommede mens hendes mor strikkede. Regn der trommede ved juletid over det triste lille træ man kunne få gratis juleaften. Regn der trommede mens hun pakkede sine gaver op som hendes mor havde sparet sammen til hele efteråret. – En tid sad hun i kulden og mørket ved bordet i køkkenet og lyttede til regnen og følte sig sentimental. Så tændte hun en lampe og åbnede en flaske og lagde brænde i komfuret. Regnen faldt og faldt”.

Som en nåde. Som kærlighed og godhed fra himlen. Fra ens mor og andre mennesker med. Som håb og drømme, der kan gå i opfyldelse – Something better to come – og da i ganske særlig grad, når vi tør være mennesker. Når vi bliver mennesker, som Gud selv julenat i barnet, der kommer til verden i udkanten og vil vokse indover i medmenneskelighed, og aldrig uden.

”Vær velkommen, du min fred”! Ja, og min uro. Juleuroen. Fordi den må høre med, hvis vor Herre skal høre med.  Tak derfor også for uroen, som må høre til troen ligeså nært som t i alfabetet ligger på u! Troen og uroen – og trøsten – og glæden med – velkommen igen, med i virkeligheden en glædelig og velsignet jul til mennesker overalt på denne jord!

De urolige

I Linn Ullmanns stærkt selvbiografiske roman ”De urolige”, hvor hun skriver om både sin mor Liv Ullmann og sin far Ingmar Bergman, fortæller hun om sin far som nu gammel næsten halvfemsårig mand i huset på Hammars på Fårø – og deres plan, de to, far og datter, om at lave en interviewbog sammen om ham og hans liv:

”Længe var det ikke bare det ene eller det andet ord som var væk. Måske halvdelen. De glemte ord dannede en lang, snirklet sti… Lyde og billeder hulter til bulter. Jeg tænkte: Men han er jo ikke længere ved sine fulde fem, vi kan ikke lave interviewene nu, det er for sent, men bagefter overvejer jeg om begrebet ved sine fulde fem er misvisende. Bag brilleglassene kunne min far se lidt på det ene øje og ingenting på det andet, i dagbogen som lå på skrivebordet, stod der at han skulle til Visby Lasarett den 18. juni for at gennemgå en laseroperation. Det ville give ham lidt af synet tilbage. – Det ene øre var i god stand, af og til måtte jeg råbe, men kun hvis jeg forglemte mig og stod eller sad på den forkerte side og talte til det døve øre. Det var mit ansvar at huske hvilket øre jeg skulle tale til. Berøringssansen var nok syvdoblet. Han kunne fare sammen ved den mindste berøring, som om jeg rørte ved ham midt i et hamskifte. Jeg lagde ikke hånden på hans kind så ofte som jeg plejede. Han lukkede og åbnede sig ustandseligt. Det var et stort arbejde at få sig selv i gang hver morgen, især hvis man er niogfirs år, og af og til er det mest åbenlyse valg at falde i søvn igen, eller slet ikke at vågne”. (s. 75)

En bog om at blive gammel, ville de lave de to, far og datter. For som Ingmar Bergman understregede det: ”At blive gammel er et arbejde. At stå op er et arbejde. At vaske sig er et arbejde, at klæde sig på er et arbejde, at komme ud i frisk luft er et arbejde, at møde andre mennesker er et arbejde. Der er ingen der taler om arbejdet”.

Nej, og deres projekt blev ikke til det, de først havde tænkt sig. Men vi står nu, alle vi læsere af romanen ”De urolige”, alligevel med en stærk bog om blandt andet det med at blive gammel. Der kom alligevel noget ud af det – det gamle liv – det uanseelige, sølle liv. Et levet liv og et vidnesbyrd herom – inden mørket helt tog over.

”You want it darker” hedder det album, som blev det sidste fra sangeren Leonard Cohens side. ”You want it darker”. Det bliver mørkere. Og engang bliver der helt slukket. ”Hineni, hineni”, synger den gamle jødiskfødte Cohen i omkvædet: Hineni – det er, på hebraisk, Abrahams ord til Gud Herren: Her er jeg. Hineni / I´m ready my Lord”!

Som et strejf af en dråbe

Jeg læste for mange år siden en anmeldelse af en Kim Larsen koncert, hvor anmelderen (jeg tror, det var Klaus Lynggaard) omtalte koncertens absolutte højdepunkt som afslutningssangen, hvor Kim Larsen havde sunget ”Som et strejf af en dråbe”, som anmelderen omtalte med ordene: ”Danmarks korteste og måske smukkeste sang”.

Det vil jeg sige, nu ved afskeden med Kim Larsen – men jo, vel at mærke, ikke med hans sange – at det er for mig at se det absolut bedste bud fra hele Kim Larsen-kataloget på, hvad der må kunne komme til at stå efter ham som den helt særlige sanggave til danskerne: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme” – Danmarks korteste og smukkeste sang!  Gid den må blive sunget alle mulige steder i mange generationer fremover.

Sangen, set som en salmenær sang, har en enkelhed i sig svarende til den enkelhed, som jeg tror er grunden til, at salmen ”Dejlig er jorden” (som selvfølgelig også er med i Kim Larsens eget bagkatalog) i disse årtier ligger som nr. 1 på top ti listen over danskernes yndlingssalmer. Bare det at få lov til sammen at synge midterlinjen fra det midterste vers med ordene: ”slægt skal følge slægters gang”. Det er der sorg i. Og det er der taknemmelighed i. ”Slægt skal følge slægters gang” – vi skal tage afsked med hinanden, miste hinanden undervejs – heraf sorgen. OG der kommer nogle, der kommer børn og nye generationer, efter os – heraf taknemmeligheden.

”Som et strejf af en dråbe” er for mig umulig at synge uden at tænke på dåben med dens tre små håndfulde vand strejfende barnets hoved ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Dåbsbarnet, nu i dåben mærket for pande og for bryst med korsets tegn, som tegn også på den lidelse, der altid i forskellig grad hører til det at være menneske, og allermest på kærligheden, den guddommelige, som overgår alt andet – nu i dåben mærket med korsets tegn og med de tre små håndfulde vand ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” – og således strejfet af et håb så stort og stærkt, at vi herigennem får ”lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.

Velvidende, at der hører alt muligt andet til livet, end det vi håber og ønsker, så er det dog nok, dette strejf af nåde, til at vi må give os håbet i vold ”før end livet er omme”. Ja, og med dåbens nåde in mente: Ind på den anden side alting, ind gennem den død, der venter –  ”fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme”.

Tak for sangen, Kim Larsen. Hvil i fred!

Tak til Danmarks femte evangelist, Benny Andersen!

“Bennys bukser brændte. / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.” (Halfdan Rasmussen)

Benny Andersens jordiske liv brændte ud for få uger siden. Det er blevet bemærket i alle medier alle steder. Ikke at der landet over er blevet råbt åh! af smerte og sorg. Men sørge gør vi ved Benny Andersens død. Vi har godt nok ikke Bennys bukser på, men vi er her i Danmark i større eller mindre grad gennem årtier blevet iklædt Benny Andersens digte som et udtryk for folkesjælen, ja, som en del af vores folkesjæl.

Jeg har i alle mine snart 30 år som sognepræst og formidler i feltet kristendom og menneskeliv øst på livet løs af Benny Andersens forfatterskab. Danmarks femte evangelist er han blevet kaldt. I Biblen i Det Ny Testamente har vi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og så har vi Benny.

Det var bestemt ikke noget, han selv i sine sidebemærkninger om sit eget forhold til kirke og kristendom lagde op til at skulle være. Her forholdt Benny Andersen sig livet igennem klart distanceret og betragtede ikke sig selv i nogen form som bekendende kristen. Det skal han heller ikke nu i døden gøres til. Ikke desto mindre så er han som livsmodets såvel som den kærlige revsers digter med sine digte blevet brugt utallige gange som afsæt for forkyndelse af evangeliet. Det måtte og det må(!) han finde sig i. Benny Andersen har udgivet sine digte. Givet dem ud. Nu tager vi dem til os på hver vores præmisser. Og det bliver vi ved med i mange, mange år frem i tiden. Benny Andersen er død. Men ikke hans stemme. Hans digte lever og liver os op. Tak, Benny!

Selv vil jeg specielt fremhæve digtsamlingen ”Denne kommen og gåen” fra 1993, hvor Benny Andersen i digtet ”Mit hjertes indvandrer” indleder med ordene: ”Jeg mødte dig som en fremmed / men fandt ud af at du kendte mig / bedre end jeg selv.” Og fortsætter i de følgende digte med en række, også nu i dag højst aktuelle betragtninger som: ” I begyndelsen var isen / derpå kom alle vi indvandrere…” Og i det følgende digt om ”Mit liv som indvandrer” med indledningsordene: ”Det var en mørk og kold novembermorgen / jeg kom til denne verden / lille frysende indvandrer i Norden / fordrevet fra mit tropiske hjemsted / med en middeltemperatur på / næsten 38 grader i skyggen / hvor jeg trygt kunne bade dag og nat / i mit lille lune to liters ocean”. – Og så i øvrigt fulgt af digtet ”Noget at leve op til” med ord som: ”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde / noterer mig bare at tallet stiger støt / men hvad er døde tal / mod sprældøde venner.” Nej, netop. Og nu er Benny Andersen selv en af vores fælles ”sprældøde venner”.

Selv er jeg allermest taknemmelig for de mange stærke livspointer, vil jeg kalde dem, som Benny Andersen har givet med ofte få ord og enkle udtryk. Livspointer (nærevangeliske) som ”hjemme er der, hvor du er”. Eller som når Svante siger, at han livet igennem ”har lært at klare sig selv ved andres hjælp”. Eller, og det skal være slutordene her, stærke, stærke ord som i ”Mørkets sang”, hvor det i et af versene (som desværre i mange udgaver, blandt andet Højskolesangbogens nr. 133, er faldet ud) lyder:

”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte, der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”

Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre

Fornylig var jeg sammen med mine tre sønner på besøg på plejehjemmet hos min far, som har alzheimers. Der er ikke meget godt at sige om alzheimers sygdom, for ikke at sige slet ingenting. En ondartet demenssygdom, som ændrer det kendte land. En sygdom, som mere og mere isolerer den sygdomsramte i et ukendt land langt borte.

Men det var nu godt at sidde sammen den sommereftermiddag, endnu engang, og trods sygdommen og min fars ændrede betingelser, mærke samhørigheden. Opleve at han tog godt imod os, og – som en selvfølge – hånd i hånd sammen med min mor fulgte os ud til bilen, og – som de altid har gjort det, de to – stod og vinkede, da vi kørte bort derfra.

Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan tidligere biskop og meget andet, Jan Lindhardt, blev ramt af alzheimers sygdom umiddelbart efter sin fratrædelse som biskop. En af Lindhardts døtre (Eva Mila Lindhardt), beskrev sin fars historie ud fra sine besøg hos ham på plejehjemmet, blandt andet med følgende ord: ”Min far gav mig et billede på, hvordan han indimellem tænker om sin sygdom: ”Du ved, man kan godt nogle gange stå af toget i en egn, som man aldrig har været i før, og så er der alligevel nogle træk, som man kan genkende. Måske vokser der noget på markerne, som man kender, eller banegården ligner en banegård, man har set før. Man vil gerne have, at nogen står sammen med en på perronen og tålmodigt lytter til ens beskrivelse af egnen, fordi den måske derved kan komme til at føles mere kendt”.

Datteren mærkede sin fars behov for, at hun og den nærmeste familie tog med ham til den ukendte egn, som hans alzheimer var, for at hjælpe ham med at ”erobre” den verden eller i det mindste give den et skær af genkendelighed. At følge et elsket menneske ind i det ukendte land, så der måske kan blive en smule genkendelighed tilbage – så meningsfyldt kan det også være at slå følge med et andet menneske! Hvem er du? Hvem er jeg?

En anden af Jan Lindhardts døtre (Anne Lindhardt) udtalte ud fra sin fars situation med alzheimer og på det tidspunkt bosiddende på et plejehjem i Odense: ”Vi mennesker er mange ting og behøver ikke at have influenza i mere end to uger, før vi begynder at tvivle på, hvem vi er. Når du har levet et langt liv, ved du også, at der er mange varianter af dig selv. Alzheimer tilføjer en ny variant af dig selv. Det er afgjort ikke sjovt, men det er en ny farve på paletten, og det er vigtigt at holde fast ved det, at du stadig er dig. Og kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”, sagde datteren om den sidste del af sin fars liv og følgeskabet med ham her: ”Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”.

Havde det ikke været for tanken

Der er – tørt bemærket, af gode grunde – afbrændings- og bålforbud i Danmark i disse uger. Ildløs, som det hed i gamle dage, er, og specielt da i tørketider, en farlig og livstruende sag. Det oplevede de i det centrale Portugal et par hundrede kilometer fra Lissabon sidste sommer. Midsommeren 17 udbrød en kæmpe skovbrand i området her – 62 menneskeliv gik tabt. Men havde det ikke været for kvinden Maria do Céu Silva, så havde dødstallet været noget højere. Som der stod i overskriften til artiklen, jeg læste: ”12 personer overlevede ved at gemme sig i en vandtank”. Blandt de reddede var Maria Silva´ handicappede mor og 81-årige far og flere andre ældre og børn samt hende selv og hendes mand. Det var blevet for sent at flygte og umuligt at komme væk fra branden, som nu nærmede sig alle steder fra. Så var det Maria do Céu Silva fandt på, at få sin handicappede mor og gamle far og de andre og sig selv med, op i den store vandtank og ned i dén – med, jo altså, en hel del vand i. Som hun selv udtalte det til avisen bagefter: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”.

Havde det ikke været for tánken, ville vi alle være døde! Eller, med en lille trykændring: Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde! Havde det ikke været for tanken…! Hvilken tanke da? Ja, i grunden den kristne tanke og grundfortælling om bevægelsen fra død til liv, fra mørke til lys, fra sorg og desillusion til glæde og livsmod. ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for alle store, gode ord skænket os på en ganske særlig måde gennem kristendommen var vi så godt som døde.

Her kommer jeg så apropos det med trykket og trykændringen til at tænke på en lille bog, som Niels Hausgaard og (Den Gyldne Løve) Jens Memphis talte om at udgive, for en del år siden. Det skulle være en madopskriftsbog udsprunget af deres lyst til noget natmad, når de hver for sig kørte hjem sent om natten efter en koncert og kun havde tankstationskiosker som mulige indkøbssteder –  bogen skulle hedde: ”Det bliver ved tanken”! NB. Én af de retter de udtænkte var, kan jeg huske: Radiatoropvarmet dåsemakrel med vingummibamser strøet udover!

Det bliver ved tánken. Det bliver ved tanken. Det gør det ikke, nødvendigvis. Og slet ikke, når sindet åbner sig for oplivende ord og tanker. Ord der, når du altså selv skænker dem en tanke, kan gå i kødet på dig og blive til levet liv. Det er det, det hele handler om. Det er det, der meget gerne må ske – også en søndag til gudstjeneste i en eller anden kirke i sommerlandet: At Ordet og ordene båret af Ånden må gå i kødet på os og blive til levet liv derude. Det er meningen. Og det er i virkeligheden livsnødvendigt: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for sangene og alle de skønne oplivende ord… – Af Ord er du kommet, til Ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå – for nu at stramme den lidt op! Det handler, allerede nu, om opstandelse. Det handler ikke alene om at undgå at dø (selv om det sandelig er en god idé). Det handler ikke kun om at være her så længe som muligt. Det handler ikke bare om at overleve. Med det dyrebare liv i sigte – altså ikke ”bare liv” men det dyrebare liv, handler det altid om opstandelse. Om tilstedeværelse og nærvær nu i dette øjeblik. Sagt med Benny Andersen i digtet ”Til” (fra digtsamlingen ”Kram” (2009) på kanten til de 80): ”På mine gamle dage / bliver jeg mere og mere opsat på at være til / bare være til stede / til gavn og glæde / helst uden at være til besvær / til grin / til fals / til overs / nej, bare føle mig vel til mode / ved tanken om alt det jeg har til gode / af liv og levned / af leg og lyst / Jeg er især til kvinder / men koncentrerer mig kun om hende / som nu på mine gamle dage / gør mig mere og mere opsat på at være til / bare til / til / og atter til!”