Pinsesnittet

Pinsesnittet talte man om i gamle dage. Og jeg troede som helt ny præst først, at det var noget med, hvordan man ”skærer” en pinseprædiken til. Hvor og hvordan man ”lægger snittet”. Men pinsesnittet, det nye pinsesnit, har at gøre med, at man førhen fik nyt tøj til pinse. Derfor kaldte man det nye sommertøj for pinsesnittet, som stolt blev vist frem til gudstjenesten pinsemorgen. I dag hvor vi får nyt tøj hele året rundt, nogle gør i hvert fald (har jeg lagt mærke til herhjemme) – tales der ikke så meget om pinsesnittet mere. Og dog så vil jeg da lige nævne, at jeg pinsedag i år stod i min splinternye præstekjole i kirken til pinsegudstjeneste. Min sidste nye (og nye sidste – for nu skal jeg ikke have flere – NB. Vi får en ny cirka hvert tiende år) – min sidste nye og nye sidste præstekjole. Mit pinsesnit, der jo så alligevel som det vigtigste og det, som det drejer sig om i gudstjenesten har at gøre med, ikke præstens tøj, men prædikensnittet. Prædikenens ord og tale. Ånden og budskabet heri. Med tanke, altid i grunden, på det, der med Jesus er blevet sat ind i verden. Ved Helligånden skænket os at leve i. Som en iklædning. Det nye pinsesnit.

”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”, siger Jesus. Ved sit fravær opstår der gennem Ånden et nyt nærvær: ”Jeg går bort, og jeg kommer til jer”.

Journalisten, forfatteren og foredragsholderen, Charlotte Rørth, som i 2015 udgav bogen ”Jeg mødte Jesus – bekendelser fra en modvilligt troende” er lige nu aktuel med bogen ”Gud, du er jo lige her” – med undertitlen: ”Sådan lever jeg med min tro”. Charlotte Rørth fortæller her blandt andet om det, der kaldes ”hjertebønnen”. Om hvordan hun helt konkret ”iklæder sig” sin kristentro gennem for eksempel hjertebønnen. Som helt enkelt består i at ånde ind og ånde ud på ordene ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig.” Charlotte Rørth skriver: ”Jeg beder hjertebønnen med min vejrtrækning. ”Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig”. Sådan lyder det inde i mit hoved hele tiden. – Åndedrættet ind og ud. – Uden det var vi ikke i live, så det er ikke sært, at alle religioner har en bøn, der passer til vejrtrækningen. Jeg har læst mange, lange forklaringer på, hvorfor det virker, men lige i denne sammenhæng har jeg ikke brug for forklaringerne, ej heller for min tankekraft. At vide, at millioner af andre har sagt og siger de samme ord, er for mig en foræring så svimlende stor, at jeg bliver mundlam og oftest blot siger bønnen for mig selv. Bønnen kommer bare. Er der. Som skyerne på himlen og blæsten i træerne…” (s. 80)

Ånde ind og ånde ud på ”Herre Jesus Kristus – forbarm dig over mig”. Også sådan, og så enkelt, kan vi som kristne – ved Ånden – iklæde os troen. Nært forbundet med åndedraget og selve dette at være til i verden. – Og så fortæller Charlotte Rørth i øvrigt også så fint om at erfare Guds kærlighed og lægge krop til den. At også jeg er elsket. Elsket af Gud. Og Gudskelov – for hende og mange andre – måske endda også elsket af nogle mennesker omkring dig. Men altid elsket af Gud. I grunden fra morgen til aften og natten med være iklædt Guds kærlighed og fred. – Og hun fortæller om glæden også ved at sidde til gudstjeneste i Budolfi kirke og være en af mange og samtidig med netop alt sit eget være og blive velsignet af Gud: ”Så meget i mit liv vælter rundt. Her er ro. Men plads til min uro.”

Låneord – en samtalebog

Nu her sidst i april 2019 har jeg på forlaget Eksistensen udgivet den tredje bog i rækken af samtalebøger om litteratur, kristendom og menneskeliv. Denne gang med titlen ”Låneord”. Fra forordet:

”Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog.” Sådan har jeg her lånt ord fra Wikipedia for at formidle til min læser, hvad ordet låneord betyder. Vi gør det hele tiden. Låner. Det bliver for mig ved med at være nogle af de bedste ord, jeg gennem hele livet har fået, eller lånt, fra litteraturen – de to små sætninger hos Kerstin Ekman i romanen ”Springkilden”: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden”. Du og jeg, vi har hver især i os selv alt muligt af det, der skal til, for at livet kan leves, og i gyldne stunder godt endda – og – det bliver kun til noget, og af og til noget godt, når vi ”låner det af hinanden”. Når vi vekselvirker, og ikke bilder os selv ind, at vi skulle kunne få noget ud af livet ved at holde det ene og det andet for os selv. Det gælder alt muligt af det, der hører menneskelivet til. Det gælder ikke mindst sproget. Ordene. Fortællingen. Det levende ord, som for mig at se aldrig finder bedre sted end i den gode samtale to, eller flere, mennesker imellem. Men sandelig også i fortællinger af alle mulige slags. Herunder i den skønne litteratur. Altså, med andre ord, i skønlitteraturen.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Fra et andet sted. Sådan som for eksempel skriftsteder kan være et andet sted, et andet sprog. Og her tænker jeg skriftsteder både i og uden for biblen. Skønlitteraturen er et sådant sted, hvorfra der kan hentes såvel indsigter som udsigter. Øjenåbnere for forhold i såvel det indre liv som i det ydre liv. Således låner romanen mig ord og vinkler til om muligt at se mere end jeg ellers så. Eller erindrer mig om noget af alt det, jeg har glemt eller fortrængt. Bidrager til at kunne få sat ord på også de dele.

Forfatteren Jan Kjærstad taler et sted om romanens ”underliggørelse”. Dette at en roman kan skabe en form for positiv fremmedgørelse ved sin anderledeshed eller skævhed og herigennem give mig adgang til at se noget andet og mere. Som en rejse ud i det fremmede kan hjælpe mig til at få øje på det hjemlige på nye måder, sådan kan litteraturen skabe afstand for mig, til det som ellers i mit daglige liv er så alt for nært på mig, til at jeg i virkeligheden kan få ordentligt øje på det. Nærvær gennem fravær, kunne vi kalde det. Sådan som ret mange opslugte romanlæsere gennem tiden for øvrigt har oplevet at blive betegnet af ens nærmeste som netop fraværende.

Låneord er et indarbejdet ord hentet fra et andet sprog. Således også på lignende vis med evangeliet. Guds Ord. Hvor meningen med det hele er, at ordet, Guds Ord, skal gå i kødet på os og blive til levet liv. At Guds Ord må blive ”indarbejdet” hos os på en måde, som svarer til det, vi i kristendommen, med det fine ord, taler om som inkarnationen. Underet, som vi i særlig grad fejrer ved juletid. Dette at Gud bliver menneske i Jesus Kristus. At Guds Ord går ind i det menneskelige i skikkelse af Menneskesønnen. At Gud her i Kristus lægger krop til sit ord og sin kærlighed. For at låne os heraf. For at Guds Ord, gennem Hans Ånd, må kunne blive indarbejdet hos os i krop, sind og sjæl. I en sådan vekselvirkning finder det velsignede menneskeliv sted. Gud låner øre hos os og vi låner ord hos Ham. Hertil hjælper os den gode fortælling, det levende ord, i alle dets mange skikkelser. Inklusive den gode roman.

Landingslettelse

Det fortælles om kvinderne ved Jesu åbne og tomme grav påskemorgen, at de løb bort derfra ”med frygt og stor glæde”. Fordi, kan man sige, det var for godt til at være sandt OG det ER sandt! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

For godt til at være sandt? Fake News er ikke en ny opfindelse. Det kunne være aprilsnar og løgn det hele. Ja, det er sandt(!), det kan det være. Og som sagt – lige fra den første påskemorgen – deraf frygten. Og tvivlen. Og så samtidig glæden og fryden, så umulig at holde tilbage, i og med ordene: Kristus er opstanden! Eller på den tids internationale sprog, den tids ”engelsk”: Kristos anastas! som er græsk – og som er kristendom på kortform. Den kortform hvormed det løb ud i verden og op gennem tiderne til også os nu i dag. Fordi kvinderne den påskemorgen løb bort fra Jesu tomme grav ”med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det” – Kristos anastas! Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Jeg har en kammerat, som i forbindelse med sit arbejde flyver en del, og som samtidig lider af flyskræk. Specielt når der er godt med lufthuller og turbulens deroppe, bliver han bange. Det er virkelig hårdt for mig, siger han. Men det har så den store fordel, at jeg mere end de fleste andre i den grad er lettet, når jeg er landet!

Når jeg er landet er jeg lettet(!) Det umiddelbart set modsætningsfyldte kan godt hænge meningsfuldt sammen. Som påskemorgenens både frygt OG store glæde hos kvinderne. Da de var landede var de lettede. Langfredags gru og påskelørdags store sorg blev brudt af engleord, som sidenhen ikke slap sit tag i dem, men tværtimod fyldte tomheden med håb og med tro på, at så var det alligevel sandt, det, han, Menneskesønnen, hele tiden havde sagt til dem og med alt sit villet vise dem, at kærligheden overvinder døden – ”at døden intet finder hos / den, som har elsket meget” (DDS 731,3)

Vinklingen er afgørende. Vi skal alle ind i den gravhule, i Jesu tomme grav, for at påskemorgenens budskab kan få sit tag i os – og vi kan blive genfødte til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde. Ja, det er selvfølgelig i overført betydning, jeg taler. Det er det altid, når vi taler om det allervæsentligste i livet – så må vi ty til billeder, og lignelser – så må vi tænke og tale i overført betydning. Vi må med ind i gravhulen – ind i halvmørket. Eller måske ligefrem gå med derind Langfredag ind under aften, hvor de bærer hans døde legeme til graven. Og så blive derinde, når kæmpestenen rulles for, og der bliver mørkt og udsigtsløst. Blive derinde og vente indtil det kan ske – det er ikke sikkert, det sker, men det kan ske, at kæmpestenen som ved et under rulles fra – og det der før, set herindefra udelukkende lignede en lukket udgang, nu står foran dig som en lysende indgang til liv og sammenhæng derude. Som en fødsel. En genfødsel.

Som et par drenge lidt forvildede og forpustede spurgte Storm P. om det, da han en dag var ude at gå sin sædvanlige tur med sin lille hund på Frederiksberg Kirkegård: ”Hvor er den indgang, man går ud af”? Den fik Storm P. en hel del ud af: ”Hvor er den indgang, man går ud af”?

Det gælder om at komme til verden – at komme ud – ud til en verden udenfor alle små snævre indelukkede rum. Herunder gravhuler. Og kirkerum! Ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde er vi genfødte til et levende håb – til liv og lys derude i det forårsliv, der venter. Med englens ord påskemorgen: ”Se, han går i forvejen for jer til Galilæa”. Det var der, de kom fra. Det var deres dagligliv. ”Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det”. Og som sagt så gjort. Så må også vi – og meget vel som kvinderne påskemorgen – med både frygt og stor glæde ud herfra og videre ud i det levede liv med det, vi nu har fået med os. Det er her, vi lander – i grunden lettede – for: Kristus er opstanden! Glædelig påske!

Foråret så sagte kommer

Jeg læser for tiden Kaj Munks erindringer ”Foraaret saa sagte kommer” fra 1942 og bliver mindet om, hvor godt og stærkt og hvor uendeligt skrøbeligt livet er. NB. Som jeg læste det forleden i Helle Helles ”de” om den pubertetsunge datter og hendes livstruende alvorligt syge mor i deres skrøbelige lille liv og konstellation dernede i Rødby på Lolland – moderen tænker: der sker noget hele tiden – ofte noget godt. – Ja, tænker jeg, og af og til noget forfærdeligt.

Kaj Munk er født den 13. januar 1898 som førstefødte og eneste-fødte af garver Carl Petersen i Maribo, som forholdsvis sent i livet (39 år gammel) var blevet gift med sin godt 10 år yngre hustru Mathilde. Allerede den 8. august 1899, da den lille Kaj var kun godt halvandet år gammel, døde hans far pludselig efter en dejlig eftermiddagstur til Lysemose sammen med gode venner og sin hustru Mathilde. Hjertet kunne ikke mere. Han nåede sammen med Mathilde hjem til huset i Maribo, hvor han smed sig på sengen og kort tid efter døde. – Kaj Munk skriver herom i de indledende afsnit i ”Foraaret saa sagte kommer”. Og får så fint både gruen og glæden, sorgen og takken, vævet sammen i et. Her, hvor han en augustdag i 1942 nu selv, som sin far dengang, 44 år gammel sidder og skriver, og med sin forestilling om den augustdag 1899, fortæller om sin fars sidste minutter og øjeblikke:

” I det Øjeblik maa Far have følt, hvad Fare han var i. Tanken om det store Forbi maa have været den kraftige og livsglade Mand saa fjern, at den umuligt kunde komme til ham før i yderste Stund. Nu kom den. Paa eengang vidste han, at han var kun 2 Minutter fra Døden. Til hvad skal man bruge to saa dyrebare Minutter af sit Liv? Tale kan man ikke mere. Haanden hænger slap og lam.

Er der Tid at tænke bagud paa Livets Lange Kæde af Sekunder, tænke paa Glæderne med Taknemlighed, paa Synderne med Anger? er der Tid til at tænke fremad paa den bundløse Ensomhed og Mørket, hvis Slugt gaber foran En, allerede nærmere end Vinduet, der er blevet borte. Men nærmere endnu er der en Kvinde, hvis Øjne er vilde af Rædsel, og hvis Strube svælger og svælger for at kvæle Skriget, der trænger paa. Og tale kan man ikke mere, og løfte Haanden til et Kærtegn kan man heller ikke.

Da stolprer det af smaa bitte Ben etsteds i Stuen, smaa bitte faste velsignede Ben. Aah, man vilde saa gerne… men tale kan man ikke, og Armen er blevet lam. Saa fylder man Øjnene med det bristende Livs sidste Kraft: Tak, siger Øjnene, Tak, du kære, kære, kære. Tak, at du gav mig din Kærlighed, at du kronede mit brogede Liv med Lykke til Slut, Tak, at jeg ikke ligger her ensom, men du staar hos mig, og Barnet leger ved min Seng. Tak, at du fik skabt Mening i min tilfældige Tilværelse, at du lod mit Liv lykkes, saa jeg nu kan dø glad.

Man vilde saa gerne smile, men Ansigtsmusklerne lystrer ikke mere. Saa stolprer de smaa faste Ben igen rundt i Stuen; det blev den sidste Lyd, den flygtende Hørelse tog med sig, og Smilet; til Barnet fra Kvinden, der for dets Skyld gjorde sig tapper, var det sidste, Øjnene greb, før de brast. Saa var der ikke mere. Og Læberne, de tørre, der havde forsmægtet efter Vandet, mærkede ikke, de blev læsket af Fortvivlelsens Taarer og Kys.”

Pris på livet

Livet er en gave. Døden er vores fjende. Så enkelt kan det siges. Og det kan ateister og kristne være hjerteligt enige om, når bare ingen af os falder for det, jeg her vil kalde den brinkmannske ”stoicismefristelse”, hvor døden bliver selve meningsgiveren til livet. Fordi, som Brinkmann (og mange andre med ham vil gøre det) inspireret af stoikernes filosofi understreger det i bogen ”Stå fast” – så er det i bevidstheden om at vi skal dø, at livet her og nu får mening,

Ib Ulbæk, som præsenterer sig selv som ateist, skriver så fint om det i Weekendavisen den 1. februar 2019 under overskriften ”I dødens skygge”, hvor han følger Brinkmann et godt stykke af vejen. Men, som Ulbæk skriver det: ”Jeg er skeptisk over for den tanke, at filosofiens ultimative opgave er at lære os at dø, så vi kan lære at leve livet… Problemet er det banale, at døden stopper det at være i live, at det stopper livets strøm og tager alt fra mig og gør mig til intet og også har frataget mig mine forældre og venner og andre vigtige personer i mit liv. Den realitet kan filosofien ikke tænke væk.”

Vi kommer så sent, er her så kort og skal så hastigt afsted igen. Er det bevidstheden om dette perspektiv, om selv at skulle dø, der giver nuet indhold? Er døden således en (slags) ven i forhold til livsfylde og mening i livet?

Nej, døden forholder vi os bedst og livligst til ved at betragte den, som det den er i forhold til livet, nemlig, vores ultimative fjende. Sådan forstår jeg også grundtanken i kristendommen. Og sådan hører jeg kristendommen som et budskab, der ikke fjerner dødens brod ved at forlige sig med den, men ved at overvinde den gennem dét ene, som kan sige at være stærkere end døden: kærligheden. Som Anne Linnet synger det i en nyere sang: ”det må døden leve med / at størst af alt er kærlighed”. Også det kan ateister og kristne, tror jeg, være hjerteligt enige om.

Tilbage bliver om dødens overvindelse gennem kærligheden åbner for et endnu større perspektiv hinsides døden. Det kan vi ikke vide. Vi får se. Vi kan lade det stå åbent i det mindste. Og måske sige som Søren Ulrik Thomsen i ”Hårnålen”: ”Døden kan jeg umuligt forestille mig, men opstandelsen kunne godt være lyden af en blank lille cykelklokke et sted derude i morgenmørket”.

Hvad er et menneske?

Den overvejelse må vi jævnligt stoppe op og gøre os: Hvad er et menneske? Der er ikke indgange alle mulige steder til det Jesus kalder ”Guds rige” – til det vi også kunne kalde: sandt menneskeliv. Men sikkert er det, at de indgange, der er, de går aldrig fuldstændig uden om magtesløsheden. – I romanen ”En uskyldig familie” af Katrine Marie Guldager følger vi en række personer op gennem sidste del af 2000-tallet i en bestemt ikke uskyldig familie – for de findes i virkeligheden slet ikke. En del går godt. Meget går galt undervejs. – Da Jytte et godt stykke op i årene bliver ramt af en livstruende uhelbredelig kræftsygdom, går hendes biodynamiske mand, Holger, i gang med en række tiltag i retning af streng diæt og kamp mod kræften ved siden af kemobehandlingerne. Men en dag, da de sidder i toget på vej hjem fra en af behandlingerne, siger Jytte til Holger, at hun ikke orker mere – at hun ikke vil have ”valleproteinpulver og hørfrøolie. Hun vil have KAGER, vil hun, og nej, hun gider ikke hverken gå til energitræning eller mindfulness hos Kræftens Bekæmpelse i Odense. Hun vil ligge på sofaen og lide. Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø. – De sidder ved siden af hinanden med ryggen mod kørselsretningen”.

Ja – toget er kørt og det er ikke til sådan lige at komme af, eller vide hvad der kommer, når man sådan sidder med ryggen mod kørselsretningen, som vi jo i mange henseender gør på livsrejsen. Men som vi også hører det: ”Jytte nyder trods alt at køre gennem sommerlandet, kornmarkerne, de hvidmalede kirker. Hun nyder, at Holger sidder så roligt ved siden af hende, hans hånd, hvor blodet bevæger sig roligt, som tidevand over glatte sten…” – Se, sådan kan det også se ud – det gudgivne, velsignede, bøvlede, sorgfulde menneskeliv med al dets magtesløshed. Tydeligst når vi er helt små – i hvilken ende af livet det så måtte være! – Som Jytte siger det til Holger: ” – Hvis jeg skal dø, Holger, skal jeg dø. – Holger siger, at hun skal kæmpe, men Jytte ønsker ikke at kæmpe. – Ikke mod min egen krop, Holger”. – Sådan kan det være – at være menneske: ”Hun vil falde i et med sin skygge, det, hun er: et menneske, der er ved at dø”.

Hvad er et menneske? Meget kan vi gøre, og skal vi gøre, efterhånden som vi vokser til og vokser op og får kræfterne til det. Men sikkert er det også, at magtesløsheden hører med. Og at den til tider er stor: Når vi er små og nyfødte og skal i gang med livet. Når vi er små og gamle og måske uhelbredeligt, livstruende syge og skal tage afsked med livet. – Hvor så end vi er i magtesløsheden, så må vi være her, som dem vi nu er. Som det lille barn i al dets udleverethed. Her i denne livsholdning findes indgangen til Guds rige. Såvel her og nu som engang.

Godt, at være til. Og have et sted at være. Med det hele. Og det til hver en tid.

Godt nytår!

Vær velkommen

Det er nok noget af det bedste, der findes her i livet – at blive budt velkommen. Som filosoffen Hannah Arendt engang sagde det i en tale: ”Bedre end at blive anerkendt er det at blive budt velkommen”. Blive fri for at skulle vurderes og vejes eller noget som helst på forhånd men blot og bar blive budt velkommen. Så er man, ligegyldig hvor og hvor langt ude det måtte finde sted – så er man hermed rykket fra udkanten ind mod midten. Ind i varmen og medmenneskeligheden. Et godt sted. Et velsignet godt sted at være. Det står alt sammen på en særlig måde sin prøve nu hvor det er jul. Har du et sted at være? Et sted at komme hjem til? Et sted at blive budt velkommen, eller selv byde den ene og den anden velkommen, og dele en time eller to, en aften, et helt liv, eller bare et stykke liv, sammen med? For har du det, så er du allerede hermed ret rig.

Gud bliver menneske. Gud kommer til os i udkanten. På kanten af verden. Og vil med alt det barn Jesus repræsenterer, og er og vokser op til, bane for enhver af os vejen. Ind mod midten og varmen og kærligheden. Og det under det i virkeligheden er at have et hjem, eller steder at føle sig hjemme og blive budt velkommen.

I den forbindelse vil jeg gerne viderebringe en romangodbid, som så fint siger noget om denne store – ja, juleglæde. Det er fra romanen ”Purity” af amerikanske Jonathan Franzen, hvor hovedpersonen, den unge kvinde Purity, kaldet Pip, efter længe at have været væk, er kommet hjem på besøg hos sin mor Anabel i hytten i Redwoodskoven uden for Felton nær San Fransisco. Pips mor er endnu ikke kommet hjem fra arbejde, men Pip ved, at hun er velkommen, og er gået ind indenfor: ”Der var mørkt i hytten. Inden døre var lyden af hendes barndom, regnens trommen mod taget der kun bestod af tagspån og nøgne brædder, ingen isolation, intet indvendigt loft. Hun forbandt lyden med sin mors kærlighed som havde været lige så pålidelig som regnen i den våde periode. At vågne og høre regnen der stadig trommede ligesom den havde gjort da hun var faldet i søvn, høre den nat efter nat, havde mindet så meget om at være elsket at regnen lige så godt kunne have været kærligheden selv. Regn der trommede ved spisetid. Regn der trommede mens hun lavede lektier. Regn der trommede mens hendes mor strikkede. Regn der trommede ved juletid over det triste lille træ man kunne få gratis juleaften. Regn der trommede mens hun pakkede sine gaver op som hendes mor havde sparet sammen til hele efteråret. – En tid sad hun i kulden og mørket ved bordet i køkkenet og lyttede til regnen og følte sig sentimental. Så tændte hun en lampe og åbnede en flaske og lagde brænde i komfuret. Regnen faldt og faldt”.

Som en nåde. Som kærlighed og godhed fra himlen. Fra ens mor og andre mennesker med. Som håb og drømme, der kan gå i opfyldelse – Something better to come – og da i ganske særlig grad, når vi tør være mennesker. Når vi bliver mennesker, som Gud selv julenat i barnet, der kommer til verden i udkanten og vil vokse indover i medmenneskelighed, og aldrig uden.

”Vær velkommen, du min fred”! Ja, og min uro. Juleuroen. Fordi den må høre med, hvis vor Herre skal høre med.  Tak derfor også for uroen, som må høre til troen ligeså nært som t i alfabetet ligger på u! Troen og uroen – og trøsten – og glæden med – velkommen igen, med i virkeligheden en glædelig og velsignet jul til mennesker overalt på denne jord!

De urolige

I Linn Ullmanns stærkt selvbiografiske roman ”De urolige”, hvor hun skriver om både sin mor Liv Ullmann og sin far Ingmar Bergman, fortæller hun om sin far som nu gammel næsten halvfemsårig mand i huset på Hammars på Fårø – og deres plan, de to, far og datter, om at lave en interviewbog sammen om ham og hans liv:

”Længe var det ikke bare det ene eller det andet ord som var væk. Måske halvdelen. De glemte ord dannede en lang, snirklet sti… Lyde og billeder hulter til bulter. Jeg tænkte: Men han er jo ikke længere ved sine fulde fem, vi kan ikke lave interviewene nu, det er for sent, men bagefter overvejer jeg om begrebet ved sine fulde fem er misvisende. Bag brilleglassene kunne min far se lidt på det ene øje og ingenting på det andet, i dagbogen som lå på skrivebordet, stod der at han skulle til Visby Lasarett den 18. juni for at gennemgå en laseroperation. Det ville give ham lidt af synet tilbage. – Det ene øre var i god stand, af og til måtte jeg råbe, men kun hvis jeg forglemte mig og stod eller sad på den forkerte side og talte til det døve øre. Det var mit ansvar at huske hvilket øre jeg skulle tale til. Berøringssansen var nok syvdoblet. Han kunne fare sammen ved den mindste berøring, som om jeg rørte ved ham midt i et hamskifte. Jeg lagde ikke hånden på hans kind så ofte som jeg plejede. Han lukkede og åbnede sig ustandseligt. Det var et stort arbejde at få sig selv i gang hver morgen, især hvis man er niogfirs år, og af og til er det mest åbenlyse valg at falde i søvn igen, eller slet ikke at vågne”. (s. 75)

En bog om at blive gammel, ville de lave de to, far og datter. For som Ingmar Bergman understregede det: ”At blive gammel er et arbejde. At stå op er et arbejde. At vaske sig er et arbejde, at klæde sig på er et arbejde, at komme ud i frisk luft er et arbejde, at møde andre mennesker er et arbejde. Der er ingen der taler om arbejdet”.

Nej, og deres projekt blev ikke til det, de først havde tænkt sig. Men vi står nu, alle vi læsere af romanen ”De urolige”, alligevel med en stærk bog om blandt andet det med at blive gammel. Der kom alligevel noget ud af det – det gamle liv – det uanseelige, sølle liv. Et levet liv og et vidnesbyrd herom – inden mørket helt tog over.

”You want it darker” hedder det album, som blev det sidste fra sangeren Leonard Cohens side. ”You want it darker”. Det bliver mørkere. Og engang bliver der helt slukket. ”Hineni, hineni”, synger den gamle jødiskfødte Cohen i omkvædet: Hineni – det er, på hebraisk, Abrahams ord til Gud Herren: Her er jeg. Hineni / I´m ready my Lord”!

Som et strejf af en dråbe

Jeg læste for mange år siden en anmeldelse af en Kim Larsen koncert, hvor anmelderen (jeg tror, det var Klaus Lynggaard) omtalte koncertens absolutte højdepunkt som afslutningssangen, hvor Kim Larsen havde sunget ”Som et strejf af en dråbe”, som anmelderen omtalte med ordene: ”Danmarks korteste og måske smukkeste sang”.

Det vil jeg sige, nu ved afskeden med Kim Larsen – men jo, vel at mærke, ikke med hans sange – at det er for mig at se det absolut bedste bud fra hele Kim Larsen-kataloget på, hvad der må kunne komme til at stå efter ham som den helt særlige sanggave til danskerne: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme” – Danmarks korteste og smukkeste sang!  Gid den må blive sunget alle mulige steder i mange generationer fremover.

Sangen, set som en salmenær sang, har en enkelhed i sig svarende til den enkelhed, som jeg tror er grunden til, at salmen ”Dejlig er jorden” (som selvfølgelig også er med i Kim Larsens eget bagkatalog) i disse årtier ligger som nr. 1 på top ti listen over danskernes yndlingssalmer. Bare det at få lov til sammen at synge midterlinjen fra det midterste vers med ordene: ”slægt skal følge slægters gang”. Det er der sorg i. Og det er der taknemmelighed i. ”Slægt skal følge slægters gang” – vi skal tage afsked med hinanden, miste hinanden undervejs – heraf sorgen. OG der kommer nogle, der kommer børn og nye generationer, efter os – heraf taknemmeligheden.

”Som et strejf af en dråbe” er for mig umulig at synge uden at tænke på dåben med dens tre små håndfulde vand strejfende barnets hoved ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Dåbsbarnet, nu i dåben mærket for pande og for bryst med korsets tegn, som tegn også på den lidelse, der altid i forskellig grad hører til det at være menneske, og allermest på kærligheden, den guddommelige, som overgår alt andet – nu i dåben mærket med korsets tegn og med de tre små håndfulde vand ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” – og således strejfet af et håb så stort og stærkt, at vi herigennem får ”lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.

Velvidende, at der hører alt muligt andet til livet, end det vi håber og ønsker, så er det dog nok, dette strejf af nåde, til at vi må give os håbet i vold ”før end livet er omme”. Ja, og med dåbens nåde in mente: Ind på den anden side alting, ind gennem den død, der venter –  ”fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme”.

Tak for sangen, Kim Larsen. Hvil i fred!

Tak til Danmarks femte evangelist, Benny Andersen!

“Bennys bukser brændte. / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.” (Halfdan Rasmussen)

Benny Andersens jordiske liv brændte ud for få uger siden. Det er blevet bemærket i alle medier alle steder. Ikke at der landet over er blevet råbt åh! af smerte og sorg. Men sørge gør vi ved Benny Andersens død. Vi har godt nok ikke Bennys bukser på, men vi er her i Danmark i større eller mindre grad gennem årtier blevet iklædt Benny Andersens digte som et udtryk for folkesjælen, ja, som en del af vores folkesjæl.

Jeg har i alle mine snart 30 år som sognepræst og formidler i feltet kristendom og menneskeliv øst på livet løs af Benny Andersens forfatterskab. Danmarks femte evangelist er han blevet kaldt. I Biblen i Det Ny Testamente har vi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og så har vi Benny.

Det var bestemt ikke noget, han selv i sine sidebemærkninger om sit eget forhold til kirke og kristendom lagde op til at skulle være. Her forholdt Benny Andersen sig livet igennem klart distanceret og betragtede ikke sig selv i nogen form som bekendende kristen. Det skal han heller ikke nu i døden gøres til. Ikke desto mindre så er han som livsmodets såvel som den kærlige revsers digter med sine digte blevet brugt utallige gange som afsæt for forkyndelse af evangeliet. Det måtte og det må(!) han finde sig i. Benny Andersen har udgivet sine digte. Givet dem ud. Nu tager vi dem til os på hver vores præmisser. Og det bliver vi ved med i mange, mange år frem i tiden. Benny Andersen er død. Men ikke hans stemme. Hans digte lever og liver os op. Tak, Benny!

Selv vil jeg specielt fremhæve digtsamlingen ”Denne kommen og gåen” fra 1993, hvor Benny Andersen i digtet ”Mit hjertes indvandrer” indleder med ordene: ”Jeg mødte dig som en fremmed / men fandt ud af at du kendte mig / bedre end jeg selv.” Og fortsætter i de følgende digte med en række, også nu i dag højst aktuelle betragtninger som: ” I begyndelsen var isen / derpå kom alle vi indvandrere…” Og i det følgende digt om ”Mit liv som indvandrer” med indledningsordene: ”Det var en mørk og kold novembermorgen / jeg kom til denne verden / lille frysende indvandrer i Norden / fordrevet fra mit tropiske hjemsted / med en middeltemperatur på / næsten 38 grader i skyggen / hvor jeg trygt kunne bade dag og nat / i mit lille lune to liters ocean”. – Og så i øvrigt fulgt af digtet ”Noget at leve op til” med ord som: ”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde / noterer mig bare at tallet stiger støt / men hvad er døde tal / mod sprældøde venner.” Nej, netop. Og nu er Benny Andersen selv en af vores fælles ”sprældøde venner”.

Selv er jeg allermest taknemmelig for de mange stærke livspointer, vil jeg kalde dem, som Benny Andersen har givet med ofte få ord og enkle udtryk. Livspointer (nærevangeliske) som ”hjemme er der, hvor du er”. Eller som når Svante siger, at han livet igennem ”har lært at klare sig selv ved andres hjælp”. Eller, og det skal være slutordene her, stærke, stærke ord som i ”Mørkets sang”, hvor det i et af versene (som desværre i mange udgaver, blandt andet Højskolesangbogens nr. 133, er faldet ud) lyder:

”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte, der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”