Alle indlæg af Gudmund Rask Pedersen

Hellere skuffe end brænde

Der er mange, der gerne vil ansætte folk, som ”brænder for” det ene eller det andet virke inden for hvilket fagområde det nu måtte være: Skolelærer, sygeplejerske, pædagog, præst, pedel – hvad som helst – bare du ”brænder for det”, så kan det godt tænkes at være lige netop dig, vi søger.

Det er, som jeg ser det, for meget af det gode at forvente, at vi nødvendigvis skal brænde for det, vi beskæftiger os med arbejdsmæssigt. Derfor blev jeg opmuntret, da jeg så en artikel på Kirke.dk, hvor en graver fortæller om sit virke på kirkegården under overskriften: ”Jeg vil hellere skuffe, end jeg vil brænde”. Graveren fortæller her om sin foretrukne form for ukrudtsbekæmpelse velvidende udtalelsens dobbelte betydningslag med ordene: Hellere skuffe end brænde.

Godt sagt. Og her forlader jeg straks ukrudtsbekæmpelsen i det rent konkrete aspekt, for i stedet for at anvende udtalelsen til at tale for en tiltrængt udlugning i det sproglige omkring vores forventning til den enkeltes arbejdsindsats og indstilling til ens eget og andres professionelle virke.

Det er, og det er det i øvrigt inden for også andre vigtige livsområder end ens arbejde, nødvendigt at kunne ville skuffe. Det er for mange af os bestemt ikke rart at skulle skuffe. Men gør vi det ikke af og til, eller arbejder hele tiden på på for alt i verden ikke at komme til at gøre det, så er det meget sandsynligt, at du der, hvor du i et væk forsøgte at brænde i dit virke og leve op til de andres overdrevne forventninger (eller måske allermest bare din egen forestilling herom) – at du her ender med at brænde ud.

Ja, det gælder også i alle de mellemmenneskelige forhold i øvrigt. Vi må hver især tage på os, af og til, at skuffe hinanden. ”Rådighedsforpligtelsen” er ikke uendelig.

Jeg tænker, at det må være nok – ja, faktisk umådeligt passende – at forsøge at gøre sit arbejde ordentligt. Og i det hele taget bestræbe os på at behandle hinanden ordentligt og respektfuldt. Også ind i de helt nære relationer, hvor nok så varme følelser kan finde sted, må vi være varsomme med (hjemme)brænderiet, som kan have store omkostninger og øve os på i givne situationer hellere at ville skuffe end at brænde. Også i en sommerferietid med nok så store forventninger til at få indhentet det ene og det andet forsømte. Vi skulle jo nødig brænde hinanden af.

Vi må ikke blive kræsne over for hinanden

Der må være noget, der må være vigtigere for os hver især end al mulig afholdenhed og kræsenhed, restriktioner og forbeholdenhed. Vigtigere end alt andet. Og det må være i det fælles, vi finder det. I det samfundsmæssige. Ja, samfund som i grunden netop det at finde sammen. Samfundssind, som sagt igen og igen gennem coronatiden. Luther har så fin en måde at sige noget om det i sin lille katekismus i forklaringen til Fadervor og bønnen om at give os ”det daglige brød” – hvad er så det daglige brød? Ja, det er – og så remser Luther op om alt det, vi har brug for af føde, klæde, hjem osv. og slutter så med at sige, at det daglige brød det er: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende”.

”andet lignende” – bare det at kunne gå ind i en butik, på besøg på plejehjemmet, se sin frisør i spejlet (og således også (igen) sig selv), samles til foredrag, til fest, til hvad som helst med nok så fremmede mennesker – ja, til selv, som det hed i min barndom, at ”få fremmede”. Det andet mennesket, og samværet og samlivet her, som en umistelig, livgivende del af det menneskelige. Vi mærker det. Vi véd det tydeligere end ellers. For vi har fastet – længe!

Jeg hørte en radio-kok i Mad-radio fortælle mundvandsfyldt og begejstret om den ene konkrete ret og madingrediens efter den anden, mens han stod og kokkererede. Men så slog han pludselig om, og sagde – som det jeg vil kalde et meget, meget vigtigt kostråd – at det lige nu og fremover, for radiokokken at se, vil være meget vigtigt, at vi ikke splitter hinanden unødigt op i diverse madrestriktionsgrupper med folk, som ikke kan eller vil spise sammen. Fordi en er vegetar eller veganer, en anden spiser ikke gluten, eller drikker ikke alkohol, eller kaffe, spiser kage osv. Der kan være virkelig gode grunde til både den ene og den anden form for afholdenhed, men vi må ikke blive kræsne over for hinanden!

Vi må gøre alt, hvad vi hver især kan for at kunne komme sammen – også på tværs af alle mulige barrierer – og meget gerne sidde sammen ved samme bord (som ved nadverbordet for eksempel) – bordfællesskabet, det daglige brød: ”gode venner, trofaste naboer og andet lignende” – det er den vej, vi skal.

Sogne-nedlukning og genåbnede sind

Nu er så det og det sogn blevet nedlukket, har man i den seneste tid dagligt kunnet høre. Da jeg første gang hørte det, tænkte jeg: nå, ja, men det er jo den vej det går i det folkekirkelige med stadig større pastorater og sogne-nedlukninger. Men nej, det var sandelig betegnelsen ”sogn” anvendt uden for det kirkelige – her og nu i corona-sammenhængen, hvor man har fået brug for at kunne operere med langt mindre enheder end region og kommune.

Sognet er den helt gamle betegnelse for, hvem der hører sammen i et bestemt afgrænset område med de fællessager, der her fra gammel tid har været at stå sammen om. I de seneste tusind år, kirken inklusive. Og nu i dag jo altså, bortset fra en undtagelsessituation som nu med coronaen, en betegnelse som udelukkende anvendes i det kirkelige. Sognerådet findes ikke længere, men menighedsrådet gør stadig, om end ofte nu i dag med flere sogne slået sammen med ét pastorats-råd som styrende organ.

Ordet sogn udspringer af verbet at sogne, som betyder: dem, der søger sammen. Søger sammen om samme kirke, ting og retsområde. Selv om jeg nu har fundet ud af, at begrebet sogne-nedlukning lige for tiden udelukkende handler om forsøget på at kontrollere corona-smitten, så gyser det i mig, hver gang jeg hører det. Jeg er nok bange for, at det smitter! At sogne-nedlukninger i fremtiden skal komme endnu mere massivt tilstede som – isoleret set – udtryk for en folkekirkelig deroute. Men også som udtryk for en mere generel medmenneskelighedsderoute, hvor vi i stadig ringere grad vil ”sogne” og søge sammen i det geografisk set nære, lokale område.  Vi er jo blevet så vældigt mobile. Coronaen den har først og fremmest holdt os hjemme og for en tid spærret os inde i bittesmå sociale bobler. Nu letter den. Og det gør vi nok også snart i vidt omfang. Mod ret så fjerne rejsemål endda. Og vi glæder os. Glæder os til en ordentlig god gang gammeldags normalitet med fester og samvær langt uden for ikke bare hjemmets men sandelig også sognets grænser. Og samtidig så håber jeg, at vi længe endnu vil blive ved med at sogne i tilstrækkelig høj grad til, at vi kan holde liv i sognekirken, som på ét plan er bygget af marksten og mursten for måske endda meget længe siden, men som på et andet plan, og i grunden, er bygget af aktuelle nulevende stene (tak, Grundtvig!) – dig og mig.

Lad os alle sogne! Søg kirken og gudstjenesten! Og lad os ikke bevæge os mod yderligere nedlukninger men mod stadige genåbninger af såvel evangeliet som vores egne sind!

Et solstrejf i en vandpyt

Til påskens evangelium (2. påskedag – Lukas 24,13-35) hører beretningen om de to nedslåede disciple på vejen til Emmaus den første påskedag, sammen med en fremmed, som på vejen åbnede skrifterne for dem, og som de ved bordet om aftenen med et, da han brød brødet, i et glimt så, var Ham! Den opstandne. Den døde, men nu opstandne Kristus, vor Herre. Hos dem ved bordet og på vejen! Mødet med Guds magt ser måske i udgangspunktet ikke ud af så meget. Og dog, så gør det en verden til forskel. I bogen ”De gudsforladtes Gud” (2012) taler teologen Lars Sandbeck om Guds magt, som det han kalder: subtil magt. Ikke bastant, rå, brutal, primitiv magt, men sart, fin, underfundig og forunderlig magt. Sandbeck skriver: ”En tsunami er f.eks. ikke en subtil, men en brutal og ubestridelig magt; et kys derimod kan være en subtil magt, det er sart og fint, næsten umærkeligt, og alligevel kan det ændre alt. Formlen for den subtile magt er: ”der skal så lidt til at ændre så meget”.”

”Et solstrejf i en vandpyt” som Grethe og Jørgen Ingemann i sin tid (1963) sang det i ”Dansevise”: ”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder / sit spind i dit sind / Et sølvfløjt fra en trætop / en svag tagfat-lyd af en kat / en rislen i bækken / en hvislen i hækken / der si’r, at det ikke mer’ er nat…”

Vi er omgivet af subtil magt af så mange slags. Og den guddommelige er al tid den gode. Som Sandbeck siger det: Gud er kærlighed. ”Guds magt er måske nok sindrig, til tider måske ligefrem udspekuleret, men den er ikke tvetydig, den er ikke subtil i den forstand, at vi ikke kan vide, om et kys fra Gud er en kærlighedserklæring eller et dødskys. Hvis evangelierne har ret, så er Gud ikke tvetydig i sin subtile magt, men entydig, dvs. han virker igennem den lille forskel, der gør en stor forskel, på en entydigt kærlig og god måde.”

”Et solstrejf i en vandpyt / et lille kindkys af en vind / og sivet, der nynner / at livet begynder…” Åh ja! At livet begynder på ny. Igen og igen. Og engang: for evigt. Vi får se. Vor Herre fører os, som den gode hyrde. Fører os ad snoede veje. Og livet er bestemt ikke altid en dans på roser. Men en dans det er det. – Også for Marie Magdalene, som vi synger om det (og snart skal vi igen synge sammen, også indenfor i kirken) i Grundtvigs salme ”Tag det sorte kors fra graven!” – om den første påskedag, med Marie Magdalene derude ved gravhulen, som var tom – tom og forladt – ligesom hun selv. Da var det hun midt i al sin gråd og store forladthed hørte sit eget navn blive nævnt – ”Maria!” – og det var med hans stemme det lød. Den dødes. Nej, den opstandnes! Herrens. Hyrdens. Den gode hyrdes stemme, med hendes navns nævnelse. Så lidt, og så med et alt forandret! Med salmens ord, så fine og sarte, om Marie Magdalenes nye begyndelse denne påskemorgen: ”Se, af øjets tåreflod / morgensolen mildt opstod. / I den grav, hvor han har hvilet, / hun har fundet englesmilet.” Glædelig påske!

Perseverance – udholdenhed

På planeten Mars kører nu, siden torsdag den 18. februar 2021, et lille sekshjulet robotkøretøj rundt i ensom majestæt og foretager undersøgelser med det særlige formål at forsøge at finde ud af, om der har været liv på Mars. Køretøjet hedder Perseverance og er begyndt at sende fotos i en lind strøm til jorden, hvilket den gerne skulle kunne fortsætte med i en rum tid endnu.

Perseverance betyder udholdenhed. Her på planeten Jorden skulle der efter sigende være en hel del liv. Men meget er i denne tid gået i dvale, for ikke at sige gået helt død, præget som det menneskelige samfund p.t. er det, af coronavirus og langvarig nedlukning. Det mærkes. Det er udfordrende for de mange af os, som er så vante til fri og livlig omgang med hinanden. Nu spørger jeg så: Er Perseverance, altså: Udholdenhed, udelukkende et robotkøretøj på Mars fjernt fra jorden, eller findes den også her på planeten?Hvordan står det til med udholdenheden? Din og min? Der er tæret på den, ingen tvivl om det. Men mon ikke den stadig kører rundt et sted derinde i sindet på de fleste af os. Som et lille sekshjulet køretøj der humper af sted i et støvet og hullet og kraterfyldt landskab. Engang imellem helt uden radiokontakt. Uden signaler at modtage. Men så pludselig så er den der igen. Udholdenheden er en fantastisk faktor i det menneskelige. I virkeligheden, tror jeg, nært beslægtet med nysgerrigheden.

Jeg kender en mand på 66. Han har siden han var 22, altså i 2/3 dele af sit liv, tumlet med kræftsygdom. Nu er han af lægerne erklæret for terminal, hvilket han så p.t. har været i omkring to år. Med smil på læben fortæller manden mig, at hans daglige liv er nærmest helt upåvirket af coronaen. Når hjemmehjælperne og sygeplejerske har fået ham hjulpet op og gjort i stand og gjort klar til dagen er det allerede blevet hen midt på formiddagen. ”Så vil jeg jo gerne”, siger manden som nu sidder rank i sin kørestol, ”have kræfterne til at få tegnet lidt og læst nogle sider i en roman eller kigget i en af kunstbøgerne”. Hans lille lejlighed er et righoldigt bibliotek med masser af gode bøger samlet gennem mange år. Jeg fortæller ham, at jeg ser ham som en modstandsmand, en frihedskæmper. Et af de mest udholdende mennesker, jeg har kendt. ”Hvor får du mon din udholdenhed fra?”, spørger jeg ham – og han svarer efter en lille betænkningstid, med det jeg vil kalde et drenget smil: ”Jeg tror, det skyldes min nysgerrighed. Jeg vil gerne vide, hvad der er henne om det næste hjørne. Hvad der kommer til at ske.” Og et øjeblik efter: ”Og nu er det jo ved at være forår. Og så er der jo også alle fuglene.” Se, sådan kan man have det, også i en coronatid, når man er landet godt og grundigt her på jorden med en tilpas stor nysgerrighed. Uanset betingelserne og oddsene, så med udholdenheden kørende rundt derinde, bakke op og bakke ned, som et lille fartøj, der bare vil videre ud over stepperne, så længe der overhovedet er den mindste smule kraft på batterierne.

Hvem ku vid i 19?

Jeg sad for ikke så længe siden i et videomøde med nogle kolleger, herunder vores provst, som på et tidspunkt reagerede på en udtalelse fra én af de andre om vores pandemiprægede virkelighed med ordene: ”Ja, hvem ku vid´ at…”

Det gav mig ideen til at bruge noget af isolationstiden lige nu, hvor alle foredrag og diverse møder og arrangementer er blevet corona-aflyst, til at udarbejde et foredrag under overskriften ”Hvem ku vid i 19?” Hvem kunne vide før coronakrisen med Covid 19´ hærgen, hvor afhængige vi i virkeligheden er af hinanden og af friheden til at kunne komme sammen? Sågar synge sammen?

Er der noget, vi allerede nu med sikkerhed har lært i coronatiden, så er det hvor udsatte vi lever som mennesker, der lever i samfund med hinanden. Hvor smittefarlige vi er for hinanden, og hvor livsnødvendig afstanden kan være (sagt med én af de vitser der florerer på nettet lige for tiden: ”I 2019 holdte jeg mig væk fra negative mennesker. I 2020 holdt jeg mig væk fra positive mennesker”) – og samtidig så mærker vi hudsulten og, som tiden går, savnet efter fællesskab og samvær og nærhed. Nærheden rent kropsligt som en virkelig væsentlig del af det gode liv med det menneskelige nærvær som særlig markør.

Jeg stod en aften ved et foredrag i Frederikshavn og fortalte spontant en lignelse. Det med at være menneske, sagde jeg, det er ligesom i computerverdenen, hvor der er både hardware og software. Hardware det er alt det håndgribelige – tastatur, skærm, harddisk – det svarer i det menneskelige til alt det der har med gener og DNA at gøre – krop, hud og hår, indvoldene med. Så er der software. Det er i computerverdenen programmerne, det ikke-håndgribelige, alt det der får skidtet til at virke. Det svarer i det menneskelige til bevidsthed, sprog, sjæl og ånd, fantasi og forestillingsevne. – Jeg var under kaffepausen ret godt tilpas med min lille spontane lignelse, da en ældre herre kom hen til mit bord og sagde: ”Ved du hvad, præst, det er da godt nok med det der hardware og det der software, men vi jyder vi ved da, at det vigtigste, det er samwær”. Tak for dén! Og sikke en udvidelse af pointen, som med stor sandsynlighed gælder, ikke for jyder alene, men også for både fynboere og sjællændere og mennesker udover hele kloden.

Hvem ku vid i 19?

  • et livsmodssmittende foredrag om nærvær, hudsult og kærtegn i coronaens tid

 Hvem ku vid i 19, i hvor høj grad vi lever udleverede til hinanden i sind OG krop? Ud over de i forvejen isolerede og ensomme? Coronakrisen i 2020-21 sendte det samfund vi kendte i karantæne med nedlukninger, restriktioner og retningslinjer, mundbind, afstandskrav og forsamlings- og fællessangsforbud. Samfund er at finde sammen, også helt konkret og kropsligt. Hvor er det godt at kunne komme sammen. Finde sammen. Synge, lytte, tænke, tale, drikke kaffe, trykke hænder og danse tæt. Coronakrisen var en øjenåbner. Vi har altid brug for øjenåbnere til det virkelige liv. Sådan som også litteraturen og det levende ord i dets mangfoldige former kan være det. Og hjælpe os med at finde ud af det – sammen. 

Troen skænkes

(Fra en prædiken til 2. søndag efter helligtrekonger, Joh. 2,1-11) Hvordan tror vi, når vi tror, hvad vi tror – hvis vi tror? Lad os gå en omvej – med en lignelse – det gør Jesus selv også så tit, for ikke at sige hver gang, de kom og spurgte ham om det med Gud og os – så fik de en lignelse:

Ved brylluppet i Kana i Galilæa troede skafferen og brudgommen og bryllupsgæsterne, Maria og disciplene med ikke deres egne øjne, eller rettere: smagsløg, da den gode vin blev skænket i glassene – og det på et tidspunkt, da der ellers var blevet hvisket for ikke at sige snakket højt i krogene om, at der var nok ikke mere at komme efter. Festen var løbet tør for forsyninger. Flere havde pakket forventningerne godt og grundigt sammen og var på vej i overtøjet, da det skete. – De troede ikke deres øjne, og de fik ingen forklaringer. De fik såmænd bare(!) et under at smage og en noget finere fest end samtlige sandsynligheder og beregninger havde forudsagt det. – De troede ikke deres egne øjne, men det var heller ikke det, de skulle. De skulle ikke andet end at række glasset ud og tillade skaffer og tjenere at skænke op, føre bægeret til munden og lade den gode vin løbe ind i mund og svælg og videre ned og rundt i krop og sjælen med.

Hvor var det godt. Hvor var det godt, de ventede. Hvor var det godt, at timen nu var kommet, hvor Jesus viste ansigt og guddommeligt nærvær i den gode vin og festens glæde. Så nådefuldt. Så utroligt overraskende og overvældende og samtidig helt uafviseligt stærkt overbevisende. Det kunne jo smages! Det kunne jo mærkes! Men hvad har alt det med tro at gøre? Rigtig meget. Fordi det er sådan, det er med troen: den skænkes. Som vinen ved brylluppet i Kana i Galilæa, hvor Jesus og hans mor og hans disciple var med som gæster. Troen skænkes – vi har den ikke og aldrig nogensinde som ejendom og besiddelse. Min tro er sådan set ikke min egen. Den skænkes mig af den, min tro retter sig mod. Den troværdige. Det er ham, og med kristentroen: Kristus, der virker og udvirker min tro. Tak, Kristus!

Hvor har du dit fokus? Det er vigtigt. Det er det i alle sager. Sandelig også troens. Hvor har du dit fokus? Forhåbentlig ikke på din egen eventuelle tro forstået som en art præstation eller besiddelse, for da har du lynhurtigt slet ingen tro for dig selv at se. Troen tåler ingen selvbeskuelse og (af)vejning: hvor meget har jeg mon af den? Er der nok til endnu en dag – eventuelt oven i købet i præstekjolen med præstekald og det hele? Har jeg nok af den? Drop det! Drop det hver og én og ret blikket mod det, det drejer sig om i kristentroen: Kristus og alt hans. Alt hvad Gud her har skænket os i bredfuldt mål. Ingen smålighed her. Ingen trosbarometertest som forudsætning for at kunne komme i betragtning i forhold til Guds nåde. For Gud skænker op af sin kærlighed og livgivende nåde alle mulig steder og tider. Nåden kan slå ned som et lyn. Forvandle vand til vin. Vantro til tro. Liv af døde. Fest og glæde, der hvor vi overladt til vore egne sølle beregninger og ideer om, hvad der måtte være muligt, ville være fulde af desillusion og triste tanker om hvor skuffende småt og kort livet dog er.

Hvor har du dit fokus? Har du stirret dig blind på begrænsninger og din egen og alle de andres uformåenhed? ”Men vinen slap op”, som vi hører det. Det kan troen også til tider gøre. Specielt da hvis vi er begyndt at rage på den, og med mikroskop og måleudstyr er begyndt at måle og veje, hvor stor den monstro er – min tro. Så er der pludselig ingenting at komme efter. Så er den bare pist væk.

Hvor har du dit fokus? I kristendommens og kristentroens verden er fokus Kristus. ”Gør, hvad som helst han siger til jer.” sagde moder Maria til tjenerne ved brylluppet i Kana. – ”Vær ikke tøvende i jeres iver,” skriver Paulus i Romerbrevet, ”Vær ikke tøvende i jeres iver, vær brændende i ånden, tjen Herren.” (Rom. 12,11) Spring ud i det! Troens liv leves derude på de 70.000 favne vand, hvor ingen kan bunde, men hvor det, måske(!), alligevel kan bære. Som vi synger det med Grundtvigs vidunderlige ord: ”O vidunder-tro! / Du slår over dybet din gyngende bro, / som isgangen trodser i brusende strand, / fra dødningehjem til de levendes land.” (DDS 321,4) Til fest og lys og liv og glæde går vejen og retningen ifølge evangeliet. Og det også når du slet ikke kan se det eller føle det og i den forstand tro det. Det er med troen som med livet selv. Som John Lennon sang det: ”Life is what happens to you while you’re busy making other plans” – ”livet er hvad, der sker med dig, når du er travlt optaget af alt muligt andet.” Således også med troen.

Bekymring som Kummer eller som Sorge

(Fra en prædiken til 1. søndag efter helligtrekonger, Lukas 2,41-52) Alt kan ramle sammen. ”Alting kan gå itu – et hjerte kan gå i tusind stykker.” Det fantastiske er, hvordan det menneskelige samfund kan rejse sig igen. Hvordan mennesker, der er gået godt og grundigt i stykker, faldet fra hinanden – ja, netop fra hin anden – igen kan blive sat sammen. Finde sammen og blive om ikke hele mennesker, så dog mere end ingen. Ikke at det nødvendigvis sker. Der er mennesker der aldrig bliver til – ja – til mennesker igen. Men når det sker, så har det i allerhøjeste grad at gøre med medmenneskelighed, og det igen at finde sammen – os der er endnu er her – og således skabe samfund (som jo altså netop har at gøre med det at finde sammen). Finde og se hinanden. Og sammen finde og få fornyet tro på livet og fremtiden.

Men hvor er det dog alligevel mærkeligt, så bekymrede vi mennesker kan være. Også når alt muligt går godt. ”Alle går rundt og bekymrer sig”, som én skrev det med en omskrivning af en kendt sang. Alle går rundt og bekymrer sig, og det er der både gode og dårlige grunde til.

”Sorge” siger man på tysk om den gode bekymring. Den, der udspringer af omsorg, omtanke og pleje. I den gamle indgangsbøn har vi det i ordene: ”…at jeg af dit ord (Herre) kan lære at sørge over mine synder…” – eller sørge for mine synder. Bekymre mig om at gøre godt og ikke svigte mit medmenneske. Det andet ord man har på tysk om bekymring er ordet ”Kummer”, som betyder nød, elendighed og afmagt, og som er en bekymring for alting, der i sidste ende fører til handlingslammelse. Og på den måde nærmest bliver selvopfyldende. Hvad gør vi? Hvordan undgår vi den unødige ”Kummer”?

Da Maria og Josef var på vej hjem fra højtiden i Jerusalem havde de deres store dreng med. Og da de ikke kunne finde ham i følget gav det dem, ikke ”Kummer”, men forståeligt nok øjeblikkeligt en masse ”Sorge”. Uro og ængstelse for, hvad der dog kunne være blevet af ham. Og sådan må dét være. Når vi bliver væk for hinanden, så ængstes og sørger vi, indtil vi – om alt går vel – igen finder sammen. Alle vi der har, eller har haft børn – og da ikke mindst pubertetsbørn – véd noget om, hvor uundgåelig bekymringen – også den gode, den rimelige og naturlige – er, når ungerne river sig løs og begynder at gå deres egen veje. Men vi ved jo altså også, en hel del af os, noget om hvor ofte i hvert fald Kummer-delen er blevet gjort til skamme af selvsamme børn. Af skæbnen – den gode skæbne – men jo altså også af evner og af en ansvarlighed hos vores store børn, som vi jo nok burde kunne have sagt os de måtte have, når man tænker på hvilke pragtfulde forældre, de er vokset op med.  Men sådan er der ofte for lidt tillid og tro på færde, også i det rent menneskelige.

Mange kender billedet med motivet af den tolvårige Jesus i templet omgivet af forundrede og forbavsede skriftkloge og lærde gamle mænd. Ofte selvfølgelig set og sikkert også ment som udtryk for forundring over vidunderbarnet, den purunge Jesus, og hans helt usædvanlige og forunderlige indsigt. Men prøv nu bare at se billedet som udtryk for noget meget mere alment. Nemlig for det meget fine og meget livgivende det er, når voksne og gamle ser på barnet og den unge, ikke med bekymring og ængstelse men med forundring og tillid. Når børnene og de unge, den opvoksende generation, ikke betragtes med hovedrysten af alderdommen, men med anerkendelse og stille fryd, over alt det de dog kan og vil de unge. Deres evner. Deres forbavsende indsigt og energi. Hvor var det godt, når vi selv i sin tid blev mødt af den holdning fra de voksne og gamle. Og hvor tog de dog fejl, dem der så ned på os og mente at vi ingenting kunne og ikke duede til noget.

På alle mulige måder baner Jesus vejen for os. På alle mulige måder er Gud i Jesus Kristus gået foran os og har vist os vejen. Også som den tolvårige i templet. Her står han midt i kirkerummet og baner vejen for forbavselse, for forundring og tillid i stedet for bekymring. I hvert fald i stedet for ”Kummer”. ”Sorge” slipper vi ikke for. Og den kan som hos Josef og Maria meget vel være tilstede sammen med forundringen: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os?”. Som når vi hændervridende har gået og været ved at gå til i ængstelse for vores barn, som skulle have været kommet hjem for flere timer siden, og når så barnet kommer, så stor lettelse og glæde, men også en ordentlig skideballe – ”hvorfor gjorde du det mod os? Vi har ledt efter dig og været ængstelige.” Men Jesus sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far?” Og det forstod de ikke. Men Maria – som det så smukt hedder: ”Hans mor / gemte alle ordene i sit hjerte.” Og måske forstod hun senere noget af det hendes store dreng her havde peget på. At det er nødvendigt at være og vide sig forbundet ikke alene med mennesker men også med Gud. At det at være menneske her på jorden altid er forbundet med noget mere og noget større end det vi umiddelbart ser.

Barselsbesøg og uldne sager

Da de tre vise mænd, de helligtrekonger, kom på barselsbesøg hos Maria og Josef og barnet født i Betlehem var det med fine barselsgaver til den lille familie – guld, røgelse og myrra skær. – Da vi andre for en 30-40 år siden fik vores første børn, var uld guld. En oplagt barselsgave kunne fint være et par hjemmestrikkede uldbukser godt fyldt med lanolin (til at bruge i stedet for gummibukser) – virkelig gode til at holde på stofbleens fugtigheder. I det hele taget var der meget mere, der var uldent i gamle dage.

Hvad angår barselsbesøg, så er der én person, som fra gammel tid har haft lov til ikke at gøre besøget kort, men tværtimod blive og hjælpe til henover en række dage, nemlig moderens mor. Eller sagt og set fra en anden vinkel: svigermor! – Jeg har fået fortalt, at dengang jeg selv var kommet til verden som mine forældres førstefødte på det lille husmandsted derovre i Sydvestjylland kort før jul det år, ja da kom selvfølgelig min bedstemor, min mors mor, på længerevarende barselsbesøg. Og fordi der ikke var noget gæsteværelse og for øvrigt var meget koldt den vinter, ja så – og jeg synes selv det lyder meget mærkeligt, men det er altså sandt – min bedstemor sov inde i sengen i soveværelset sammen med mine forældre og deres lille nyfødte. Hun lå vel sagtens ovre i den ene side og min mor i midten. – Min bedstemor brugte selv flere lag uldne underbukser. Min far uldundertrøje, som han havde hængt over fodgærdet klar til at tage på næste morgen. Men da han stod op i vintermorgenmørket, og selvfølgelig ikke ville tænde lys og forstyrre de sovende hverken store eller små, så baksede han noget der i mørket med at få uldundertrøjen over hovedet. Det kunne bare slet ikke lade sig gøre. For selv om det var en kold vinter, så havde min bedstemor fået varmen og sparket det yderste lag uldunderbukser af i løbet af natten. Da min far kom ud i stuen og fik lyset tændt, viste det sig, at det var dem, han havde forsøgt at få over hovedet – svigermors uldne underbukser!

Om de tre vise mænd fortælles det, at de i drømme fik en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes. Der var noget virkeligt uldent i skræmmende grad ved den mand – ”og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.” Af og til må man gå en anden vej end den først planlagte for at komme bedst hjem. Det var glæden, de var gået efter, og det var med glæden de drog hjem. Trods alle sære uldne sager og forhindringer på vejen. Som vi hører om de tre vise mænd, da de så stjernen og barnet hos dets mor Maria, så ”var deres glæde meget stor”. Sådan som glæden meget vel kan tænkes at have været stor hos dem, da de efter barselsbesøget i Betlehem ad en anden vej vendte hjem til deres land. For nu havde de, ledt på vej af himlens lys, set det største i det mindste.

Godt nytår!

Juleaften 2020 – MED elefanten i rummet

For nogle uger siden havde jeg tænkt mig, at prædikenen her til juleaften i år skulle være helt og aldeles coronafri. Fuldstændig renset og fri for nogen som helst snak om corona. Men se, nu har jeg jo så for det første allerede nævnt den – og coronaen fylder også så umådelig meget i vores bevidsthed og samfund nu i disse dage (hvor julegudstjenesterne nu her i 11. time jo så også er blevet aflyst), at det ville være næsten umuligt, eller forkert, at forsøge at tale fuldstændig uden om det, som fylder så alt, alt for meget.

Det ville blive til ”Elefanten i rummet”, som vi siger det – det som fylder helt vildt meget, men som ingen vil tale om. Men se, nu har jeg så omtalt coronaen – og nu kommer der ikke mere om den del – fordi nu er det juleaften. Nu er vi med Josef og Maria og barnet i stalden i Betlehem, og det er et ganske særligt rum, fordi her er der plads – selv til elefanten i rummet!

Der var ikke plads til dem i herberget, nej, men her i stalden er der plads til alle – også, som sagt, elefanten i rummet – sammen med alle de andre dyr og mennesker, små og store, rige og fattige, hyrder og vise mænd fra Øster Land. Ja, engle med.

Her i og med stalden julenat, hvor barnet fra Gud – ja, Gud selv i skikkelse af det lille Jesusbarn – kommer til verden er der blevet plads til alt og alle. Hver og én med hvad der måtte fylde hos os hver især – sagt eller usagt – ingen pladsbegrænsning eller skrappe afstandskrav. – Og når der her i stalden er al den plads og uendelige rum, så udspringer pladsen ikke af tomrum men af en fylde af en anden verden.

Der er noget i luften! Der er noget, eller der er én, som nu i tidens fylde, juleaften, fylder endnu mere i rummet – trods sin umiddelbart set uanselige størrelse: det lille nyfødte barn i Marias favn – barn Jesus. Det er fylden fra det barn, og gennem det barn, der åbner rummet og giver os at kunne lade selv elefanten i rummet være i fred for en stund og bare stå derovre i halmen og gumle hø og vifte fluer med både halen og ørerne.

Det er et hjerterum, der bliver til med stalden i Betlehem julenat og barnets fødsel. Det er et hjerterum. Det største og det bedste og mest rummelige af dem alle. Og det ved vi, at hvor der er hjerterum er der plads. Og når det i virkeligheden er Guds eget hjerterum, så er der plads til alle.

På hedengangne Radio 24-7 var der blandt alt muligt andet godt henover mere end fire år programmet ”Jeppesens Bibelskole” – hvor journalist o.m.a. Michael Jeppesen sammen med filosof Rasmus Ugilt læste og kommenterede sig gennem hele bibelen fra ende til anden. Det er der nu kommet en bibelkritisk men også kærligt ment bog ud af med titlen: ”For han ved ikke hvad han gør – Et kærligt portræt af Gud.”

Gud bliver ingen sådan lige færdig med. Og da slet ikke, hvis man giver sig i kast med at læse hele bibelen. Der er mange vilde og også isoleret set stærkt utiltalende billeder af Gud på færde i bibelen. Der er også – for bibelen er på alle mulige måder en stærkt overraskende bog – virkelig gode grunde til at, ja, ende op i: Et kærligt portræt af Gud.

Gud nu julenat i skikkelse af barn Jesus – det mærkeligste af alt og af alle billeder af Gud: At himlens Gud kommer til verden i skikkelse af et lille afmægtigt, helt almindeligt sårbart udsat menneskebarn. Den største som den lille – og den lille som, nu her i tidens fylde, den største. Den mest givende og skaberen af et guddommeligt stort og helt igennem menneskeligt hjerterum. For det er for menneskelighedens og medmenneskelighedens skyld himlens Gud kommer til verden, kommer til os, i skikkelse af den lille og skaber nye rum – hjerterum, som sagt.

Jeg hørte i bilen i radioen (eller i radioen i bilen!) om kvinden Gitte fra kvindekrisecentret i Ringsted, hvor hun nu havde boet gennem nogle måneder – efter 36 års ægteskab fyldt med psykisk terror. Som Gitte fortalte om det, så var det først da manden forsøgte at køre hendes lille hund ned, at hun erkendte, hvor galt det stod til. Og den forårsdag pakkede Gitte i de 20 minutter, manden var væk, det allermest nødvendige og tog, sammen med sin lille hund, på krisecentret, hvor der var plads – her i Ringsted var der plads i herberget – og hjerterum. Og nu 6 måneder efter var Gitte klar til at få skilsmissen afsluttet. Hun havde fået en lejlighed, hvor hun nu glædede sig til at flytte ind. Ja, sammen med sin lille hund!

Den lille, og den lilles udsathed og sårbarhed, skulle til for at det største og bedste kunne ske. Det er – også – i et sådant felt, Gud dukker op og huserer i vores liv. I det uanselige. I det skæve og sære. I udkanten af alt det vi ellers går og regner for noget.

Gid vi da må kunne have blik for Guds velsignelse langt ude og midt inde i det menneskelige liv – i de liv og skæbner vi hver især tumler rundt i – slet ikke lige kønne og velfungerende hele tiden – men altid, hver gang der opstår hjerterum, smukke og dyrebare. Gid vi, igen og igen, må få løftet blikket fra hver vores egen navle – og kunne få øje på hinanden deromme bag beskyttelsesmasker og visir. Ja, gid vi – og måske allerede nu i aften – må kunne få blikket løftet så meget endda, at vi også kan kigge op og ud i det fjerne mod stjernehimmelen og det himmelske over os og om os – at vi må kunne mærke os rummet, nu juleaften i stalden i Betlehem (sammen med æslet og elefanten og alle de andre) og have julens glædelige budskab, inklusive Betlehemsstjernen, over os – for netop ved dét syn at kunne blive i stand til at fokusere og være tilstede i det nære, her hvor vi nu er hver især.

I norske Karl Ove Knausgårds nyudkomne roman ”Morgenstjernen” er der masser af sære ting på færde – blandt andet er en ny og hidtil ukendt, stærkt lysende stjerne dukket op på himlen – stemningen kan, romanen igennem, godt virke ret så truende og utryg. Alligevel så er der noget stærkt opløftende og forjættende i slutordene – i slægt med julens evangelium og hjerterummet her med det nye livs begyndelse – slutordene lyder:

”Og i går aftes dukkede en ny stjerne op på himmelen.

Den lyser deroppe over mig nu.

Morgenstjernen.

Jeg ved hvad den betyder.

Den betyder at det er begyndt.”

Det er det. Det er begyndt. Det er blevet jul. Nu er der åbnet helt op ind til Guds eget hjerterum. – Glædelig jul alle sammen! – i Jesu navn, amen.