Alle indlæg af Gudmund Rask Pedersen

Taknemmelighed i coronaens tid

Der er forskel på glæde og taknemmelighed. Glæden er spontan og følelsesbåret – kan ikke være andet. Jeg har aldrig set nogen med held anstrenge sig frem til glæden, vælge eller tvinge glæden frem. Glæden kommer og går. Nyd den, når den er der og giv den de bedst mulige betingelser i dit eget levede liv.

Hertil tjener os taknemmeligheden. Taknemmeligheden, vel at mærke, forstået ikke som primært en følelse men som en livsholdning. En grundholdning i livet. En holdning du kan vælge til eller fra.

Jeg anbefaler, at vælge taknemmeligheden til. Blandt andet i forsøget på at virke med til at give livsglæden gode betingelser i dit liv. Men også allerede, og længe før glædens eventuelle opdukken, som et kæmpeværn mod den værst tænkelige tilstand af alle i det menneskelige – nemlig bitterheden. I bitterheden afsvides al betydning og meningsfylde. I taknemmeligheden åbnes der op for tanken om betydning og mening i livet – selv i trange tider.

Hertil tjener os kirkens rum. Gudstjenesten. Forkyndelsen. Gudsforholdet. Det er godt og i sig selv givende at have et sted at gå hen med sin tak i grunden. Et sted at rette takken hen. Det er jo dog, gudskelov, ikke alting et menneske har at takke sig selv for! Så må vi rette takken udad til andre mennesker, og opad til Gud i himlen. Tak, Gud!

På den sidste søndag før påskeugens indledning, på den søndag vi fra gammel tid har kaldt Mariæ Bebudelsesdag, hører vi om hvordan englen Gabriel kommer til den purunge Maria og lader hende vide, at hun skal føde et barn og give ham navnet Jesus. Maria bliver mere bange end glad ved englens ord. Og samtidig så vælger hun – efter at have sundet sig, og for alvor taget englens ord til sig – at betragte det, som skal ske, som en gave og en velsignelse: ”Lad det ske mig efter dit ord!” – Let it be! Og Maria synger lovsang. Og lovsang det er nu engang at rette takken udad og opad. At sige Gud tak og lov. Ja: Gud ske tak og lov!

Let it be! Ske din vilje, som i himlen således også på jorden. Også her og nu hos os hver især her i coronaens tid, hvor vi er blevet anderledes udfordrede og meget lige nu synes tabt. Som nu her natten mellem lørdag og søndag hvor der oven i det hele røg en hel time! Vi skal nok få den igen. Og mange andre med. Og en hel del af dem, snart igen, sammen med hinanden, og endda af og til flere end to eller ti samlet i flok og til fest. Gud ske tak og lov!

Påskønnelser i coronaens tid

Det er virkelig blevet fastetid. Faste forstået som afholdenhed og tilbagetrækning fra vante former. Meget mere end vi bryder os om. Og nu er påsken, som skulle være den festlige ophævelse af fastetiden, også blevet lukket ned. Det er virkelig for meget af det gode, selv for de mest hardcore fastere og forsagere iblandt os.

Jeg hører i disse coronatider en del udtalelser i retning af, at: hvor vil vi dog i langt højere grad påskønne det at kunne mødes og komme sammen og røre ved hinanden, om så bare med et gammeldags håndtryk, når alt dette her er overstået.

Det tror jeg ikke på. Jeg tror ikke, at påskønnelsen automatisk får bedre kår efter coronatiden. Jeg tror, at påskønnelsens tid, det er lige nu. Det er det sådan set altid. Men altså også lige nu, hvor vi så tydeligt mærker alt det vi i det almindelige daglige liv har at skønne på – fordi vi mangler det.

Det er en øjenåbner. Coronatiden er en øjenåbner for det almindeliges særlighed. Det selvfølgeliges uundværlighed. Det er lige nu (i fastetiden) påskønnelsen af alt dette melder sig hos os i form af længsel og savn.

Skal vi have påskønnelsen med over i det normalliv, der igen vil komme om uger eller højst måneder, så skal vi virkelig ville det. Som automatik-mekanisme forsvinder påskønnelsen som dug for solen, så snart vi igen opsluges af det (gode) almindelige hverdagsliv.

Som forfatteren Dostojevskij et sted har en beretning om den særlige livsintensitet, der melder sig hos den dødsdømte på vej til retterstedet. Og med en tanke hos dette menneske om, at kunne jeg bare blive benådet, så ville jeg fremover leve mit liv langt mere intenst og med langt større påskønnelse af det helt almindelige liv. Og så bliver han benådet. Og i løbet af, om ikke minutter, så timer og dage, damper påskønnelsen af.

Jeg tror, at påskønnelsen – livspåskønnelse – ligesom taknemmelighed får de allerbedste vilkår hos os hver især, når vi ikke betragter den som primært en følelse, men langt mere, eller langt bedre: en livsholdning. Et sted at stå i livet og vinkle tilværelsen og det daglige liv fra.

Altså, jeg må vælge taknemmeligheden til, vælge påskønnelsen til som det sted og den vinkling, jeg – alt det jeg kan – vil betragte tilværelsen og mit eget dagligliv fra.

Mere om det i en anden blog…

Jesus, dét store brød

(En midfasteprædiken i coronaens tid) ”Jeg er livets brød”, siger Jesus, ”Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste.” (Se hele prædiketeksten, Joh. 6,24-35)

Hamstring er her ikke bare unødvendigt men umuligt som en vej til at få del i det brød, Jesus taler om og er. Sådan som det også fortælles om jøderne i ørkenen og mannaen, himmelbrødet, som heller ikke kunne hamstres uden at gå til men kun modtages som dagligt brød på denne jord. Sendt fra himlen. Jo: ”Alle gode gaver / de kommer ovenned, / så tak da Gud, ja pris dog Gud / for al hans kærlighed!” (DDS 730)

I Berlin ligger, eller lå engang, lufthavnen Tempelhof. Et kæmpeområde inde midt i byen Berlin, nu i dag: ”Tempelhof”. Navnet klinger af kirke og katedral, af tempel og tempelgård. Et imponerende bygningsværk. Nu er den lukket. Engang var lufthavnen selve livsnerven for vestberlinerne. I et lille års tid mellem den 24. juni 1948 og 11. maj 1949 var der blokade fra Østtysklands (og Sovjetunionens) side af alle veje til Vestberlin, de allieredes zone af byen, langt fra moderlandet Vesttyskland. Hvad gjorde man så for at få mad og fornødenheder ind til Berlin til vestberlinerne? Man etablerede en luftbro. Fik maden ind fra luften. Fra himlen – som jøderne dengang i ørkenen fik manna og brødkorn fra himlen.

Luftbroen til Vestberlin kunne mod sin slutning levere 2000 tons fragt om dagen. Der landede fly med fragt hvert tredje minut. Piloterne fra USA og andre allierede lande blev elskede og beundrede. Nogle af piloterne lavede små faldskærmspakker med slik og sager til børnene i byen. Pakker som de kastede ud af vinduerne når de fløj ind over Vestberlin. Dét var en helt anden slags bomber, end Berlin havde oplevet blot få år forinden. ”Madpakkerne” fra himlen fik hurtigt tilnavnet ”Rosinbomberne”. – Nu står den, som sagt, tom. Tempelhof. Ligger der som en stor tom plads i byen. Og har således stadig sin fine funktion: Et kæmpe åndehul. Et stort pusterum i byen. Med til at holde vinden i bevægelse. Et rekreativt område. Et sted for nyskabelse og liv. Også selv om der ikke længere kommer fly og forsyninger ind til byen ad denne vej.

Den opmærksomme prædikenlæser vil måske kunne fornemme, at præsten her nok også taler om noget andet end det konkrete Tempelhof i Berlin? ”Luftbro” og ”åndehul”? Et sted for ”livgivende næring”? ”Vinden (ånden!) i bevægelse”? – Som så ofte i kirkens sprog og formidling taler vi (i vid udstrækning) ”udenom” – for at få det sagt – det, der skal siges. Taler i lignelser og billeder. Metaforer, som det hedder med det fine ord. Det er ikke så mærkeligt. Jesus gør det selv hele tiden: ”Jeg er livets brød”, siger han. Jesus – dét store brød! Himmelbrødet fra Gud. Ved Helligåndens kraft, Guds gode ånd: luftbro og livsnerve for alt det vi i grunden lever af.

Og kirken, med sin gudstjeneste, som en lufthavn. Tempelhof. Et sted for modtagelse af næring kommet til os ovenned, fra himlen, fra Gud. Spørgsmålet er om den virker, også når den står tom, kirken? Det gør den nu nok. Kirken står der og udgør alene i kraft af sin særprægede bygning en form for baggrundsstråling i samfundet. Fjern og dog altid tilstede. Man kan vel nærmest ikke stille sig noget sted i dette lille land uden at kunne få øje på mindst én eller flere kirker? Og det virker. Kirken står der, allerede og alene som bygning, som et åndehul i landskabet – et pusterum – en plads som er med til at holde ånden i bevægelse.

Og dog så er jeg ikke i tvivl om, at hvis ikke ordet lyder herinde og bringes med ud herfra af mennesker – hvis ikke der holdes gudstjenester og kristendommens og evangeliets fortælling gives videre – så vil kirken og dens bygning allerede i løbet af en generation eller to miste sin forunderlige livgivende kraft.

Og så udgår der ikke længere næring og livgivende forsyninger fra dette rum. Så er kirken som bygning blot en tom skal omkring lidt mugne madrester og et par tørre krummer. Et sted for højst en smule nostalgi og lidt vemodig museumsstemning.  Og det vil være synd. Synd for os, som ikke og aldrig lever af brød og materiel velfærd alene, men behøver åndelig føde tillige for vor menneskeligheds, ja, vores medmenneskeligheds og samfundssinds skyld.

Gid vores kirker snart igen må åbnes som gudstjenesterum – som rum og mødested for Gud og menneske – for modtagelse af livets brød. Rosinbomben over dem alle: ”Min Jesus, lad mit hjerte få / en sådan smag på dig / at nat og dag du være må / min sjæl umistelig!” Amen.

Samfundssind og barnedåb

Der er mange aflysninger, eller rettere udsættelse, af barnedåb lige for tiden. Jeg oplever, at samfundssindet i denne sammenhæng også viser sig så fuldstændigt enkelt og ligetil, at når dem vi normalt ”finder sammen med” (= samfund), familie og venner, ikke kan inviteres med til kirke og fest, så udsætter vi dåben. Fordi det mest betydningsfulde og meningsfulde af alt det, vi gør, som for eksempel dette at døbe vores børn, det er noget, vi gør sammen. Og allerbedst og allerhelst selvfølgelig i kirken, som er vores fælleshus over dem alle.

Hele denne situation, som vi er i på grund af coronavirussen, har fået mig til at tænke på en roman, der foregår tilbage i midten af 1300-tallet i Italien i pestens tid. En roman som jeg varmt anbefaler at læse. Også netop nu i disse tider, hvor vi trænger til (også) opmuntring – ja, til ”håb og fortrøstning og godt mod”, som dronningen sluttede med at sige det i sin tale til folket tirsdag aften den 17. marts. Det kan den gode roman med sit eventuelle livsoverskud hjælpe os til at finde: håb og fortrøstning og godt mod. Så bestil den hjem! Download den! Eller hvad du nu kan og vil for nu i disse dage at kunne læse (måske netop) Bjarne Reuters sprudlende muntre roman, ”Løgnhalsen fra Umbrien” (2004), hvor Bjarne Reuter fortæller os om kræmmeren, apotekeren og ligrøveren Giuseppe Emanuele Pagamino fra 1300-tallets Italien.

Pagamino er en halvgammel gavtyv, som ofte nok forsøger at stikke halen mellem benene og stikke af fra diverse trængte situationer, men hele tiden indhentes han af livet og det andet menneske. Og det er i dette møde Pagaminos, til tider ligefrem, salighed ligger. – Vi kan ikke lade være med at holde af ham, den gamle kræmmer. Og da slet ikke, da han en dag, liggende, drivende i en jolle, på flugt ned ad en flod, bliver vidne til hvordan en flok ældre kvinder tæsker og tvinger en ung kvinde, en mor, til at give slip på sit ”uægte” barn derude i floden. Som en anden Moses driver barnet lige nøjagtig ud til jollen, og Pagamino samler den lille endnu levende dreng op, holder ham tæt ind til sig, alt imens han bebrejder sig selv for, hvor dum man dog kan være – sådan unødigt at forpligtige sig. Ja, lidt senere forsøger Giuseppe faktisk at slippe af med drengen. Han holder ham ned under vandet – ”det er bedst sådan”, hvisker han – men knægten ligger dernede med åbne øjne – nej, det går slet ikke. – ”Med et snuptag trak Giuseppe drengen indenbords og sank sammen i jollens bund.” Så ligger de dér: ”Den lille lå på hans mave. Vejede mindre end en spurv. Sov allerede tungt og dog så let, som var hans liv ikke blot reddet, men forsikret i årene fremover.” Ja, som var druknings-forsøget blevet transformeret til en dåb med al dens velsignelse.

“Hvilken tillid til livet”, tænker Giuseppe, ”Hvilken enfold… Jeg løber en stor og uventet risiko, tænker han, for jeg er ved at blive mere afhængig af ham end han af mig. Vi ser på hinanden med de samme øjne, og det vi ser, er et nyt menneske… jeg gamle hykler varmes af at se mig selv med barnets øjne. Måske”, tænker Giuseppe, ”Måske var det mig selv, jeg hev op af floden.” Ja, måske var det også det, for saligt er det, hjertenslykkeligt er det, at blive set af en anden med et sådant livsforvandlende nyskabende blik, og således hevet op. Saligt er det at blive frelst fra undergang, som Giuseppe gang på gang gennem historien bliver det, og bragt til live.

Et par dage efter at have frelst den lille – og sig selv med(!) – døber Pagamino den lille i floden – Piccolino – Piccolino Pagamino, og drengen smiler op til den gamle. – Åh, ”Al den tillid, hviskede Giuseppe, al den tillid der er her i verden…” – og salig er han, den gamle kræmmer, som har vist barmhjertighed og samfundssind, fordi der var bare ikke andet at gøre.

Undtagelsen der bekræfter reglen

Danmark er i undtagelsestilstand. Hele verden er mere eller mindre mærket af coronavirus. Forsøgene på at afbøde smitteudbredelsen og hastigheden heraf er talrige. I Danmark med, som sagt, undtagelsestilstand til følge. Jeg har aldrig i mit 62-årige liv oplevet noget lignende, bortset fra dengang der af og til var rigtig vinter i Danmark, og vi var sneet inde henover en række døgn. Men det her, det er noget helt andet. Omfattende og usikkert. Angstprovokerende. Hvad kommer det til at betyde? Hvor slemt kan det blive? Det havde vi slet ikke set komme. Den situation havde ingen af os (bortset fra nogle få) regnet med kunne ske her midt i vores velordnede velfærdsliv, hvor så meget synes så sikkert. Det ser vi nu, at det er det ikke – så sikkert, som vi troede og uden at skænke det ret mange tanker bare gik og regnede med.

Og så bliver det alligevel forår: ”Det er forår. Alting klippes ned. / Der beskæres i buskadser og budgetter. / Slut med fordums fede ødselhed. / Vi begynder at træne til skeletter.” Ja, men allerbedst og mest overbevisende skriver Benny Andersen i det sidste vers i sin Hilsen til forårssolen, med ordene: ”Tag da kun min sidste spinkle mønt. / Livets sol er min den sidste del af livet, / for som solfanger er jeg nu begyndt / at forstå, at Alt og Intet er os givet.”

Så stort og omfattende er det, at Benny Andersen skriver både Alt og Intet med store forbogstaver, fordi så stort er det: Intet mindre end Alt er os givet. Og samtidig så er Intet givet. Netop fordi livet og dette øjeblik, og hvert øjeblik vi får, er ingen og aldrig en selvfølge men en gave. En nådegave.

Intet er givet. Intet er sikkert – det er helt sikkert! Bortset fra at i grunden Alt er os givet. Selve livet. Selve dette at vi er her lige nu i dette øjeblik. At dit hjerte (endnu) slår. At dine lunger (endnu) hæves og sænkes. Det er, og alt muligt herudfra i dit og mit liv, fuldstændigt ufortjent. Livet og dette øjeblik er i grunden, uden tvivl, en gave.

Lad os, om muligt, betragte hele den undtagelsestilstand vi nu med coronavirussen er kommet i som undtagelsen der bekræfter reglen. Og således: ”forstå, at Alt og Intet er os givet. / Og en gang går solen sin / runde uden mig, / men når forårssolen skinner, / lever jeg”

En vismand

I min barndom havde vi, som jeg husker det, ingen vismænd. Ikke en eneste vismand. Men vi havde en avisdreng. Og det var vigtigt, for han kom med nyt fra det store udland og fra de hjemlige sammenhænge. Med nyt om stort og småt i den daglige avis, som jeg jo kunne se på min far, når han sad der ved bordet med avisen, var en gave. Måske ikke bare en gave, men også en op-gave. Noget der skulle passes. Og noget nær ligeså væsentligt og vigtigt som pressens radioavis, hvor vi alle sammen skulle være stille og høre efter. Fordi her blev der kastet lys fra den store verden ind over vores lille daglige liv og verden.

Vi er lige for tiden, som vores højtlæsning, herhjemme i gang med at læse om en gammel avismand, som jeg selv betragter som en vismand af de store. Han døde, denne vismand, søndag den 8. december, 92 år gammel, i sit hjem i Tel Aviv. Hans navn er: Herbert Pundik. Tidligere mangeårig chefredaktør og senere seniorkorrespondent for dagbladet Politiken. – Født som dansk jøde i 1927. Med familien, forældre og søskende, flygtet over Sundet til Sverige i oktober 1943, bort fra nazisterne og Holocausts rædsler. Pundik deltog herefter som ung frivillig efter krigen i den jødisk-arabiske krig i 1948-49, og bosatte sig med sin, som det blev, livslange ledsager og hustru, Sussi, og deres efterhånden tre børn, i Tel Aviv. I det hellige land. Eller vi kunne også bare sige: i Israel. Hvorfra han op gennem alle årene har haft sit virke, også på avisen, på Politiken, i København – og engageret sig i blandt andet fredsbevægelsen i Israel.

Herbert Pundik har selv fortalt om alt dette og meget mere i bogen ”Det er ikke nok at overleve”, der, som bagsideteksten siger det, er ”historien om en mand, der aldrig tøvede med at engagere sig, hvor han mente, han kunne gøre en indsats, heller ikke, når det kunne indebære en risiko for hans eget skind.” – Herbert Pundik var, som en israelsk forfatter, Yoram Kanyuk, der kendte ham indgående, skrev det – ”den bedste journalist, jeg kendte. (..) Han skrev på engelsk og tænkte på dansk og blev oversat til hebraisk. Han var en fremmed, der aldrig helt kom hertil, og en indfødt, der aldrig kom bort herfra… fyldt af en dyb identifikation og forpligtelse, en grænseløs vilje til at yde, fortrøstning, overlevelsesevne” – ja, trods også kæmpestore personlige tab.

En anden, det var Dan Tschernia, skrev i nekrologen: ”Når Herbert bad om hjælp, var det ikke til sig selv, men til andre, der havde behov for den. Han havde en utrolig sans for skæve, talentfulde eksistenser og viste dem varm overbærenhed og var det måske mest generøse menneske, jeg har kendt. Sussi har også i den henseende suppleret ham på smukkeste vis. – Han var i de senere år syg, men ville ikke lade sig styre af sygdommene… Og bevarede sin humoristiske sans…” – vi må, sagde han, om det at mødes med venner og bekendte: ”kun tale om en sygdom og et barnebarn!”

Selv får den gamle vismand (og avismand) her det sidste ord. Om det at være jøde. Ledemotivet i hele hans liv: ”At være jøde”, skriver Herbert Pundik, ”er at kunne drømme sig ind i et fotografi fra Auschwitz og tage plads blandt de nøgne, frysende mænd og kvinder i køen på vej til gaskammeret. At vågne af rædsel, røre ved sin elskede, stå op, gå ud og tisse, drikke et glas vand og lægge sig til at sove igen. Gå ud af fotografiet. Overlade de andre til deres skæbne. Og én selv til den dårlige samvittighed. Den overlevendes sorgtyngede glæde.”

Bibelhistorie inklusive Danmarkshistorie

Ved en dåbssamtale hjemme hos en lille familie, hvor det tredje barn nu var kommet til verden og snart skulle døbes, kom husets ældste, den 6-årige storesøster med det flotteste kraftfulde gulerodsfarvede hår og også på andre måder Pippi-agtige udstråling ind i stuen og lyttede lidt med på samtalen mellem forældrene og ham præsten. ”Det er så vigtigt, hvad I som forældre giver jeres børn med på vejen. Også hvad angår bibelhistorier. I er de i første 11-12 år af jeres barns liv de absolut vigtigste personer og rollemodeller for hende. Lærere og præster kan sige hvad de vil, hvis far og mor ikke i en eller anden grad taler med på sagen, så virker det ikke rigtigt. I hvert fald ikke rigtigt så godt som det kunne”.

Forældrene nikkede fint med på præstens lille tale og gav selv deres besyv med ved at nævne, at det også for deres ældste datter havde været så fint for både hende og dem, at der allerede fra hun var tre år gammel var blevet fortalt også bibelhistorier for hende. Så nu kunne hun faktisk allerede nu som seksårig en hel del bibelhistorie. Og storesøsteren som stod der og hørte på og nu var blevet direkte inddraget nikkede betydningsfuldt og sagde: ”Ja, det kan jeg. Vil I høre”? – ”Ja, tak. Det vil vi rigtig gerne”. Og så samlede pigen ellers det hele på korteste, fineste form med ordene:  ”Først kom Adam og Eva. Så kom Jesus. Og så kom tyskerne”.

Den lille død

I februar 1998 stiftede jeg sammen med min kammerat Ejlif en klub, som vi kaldte ”Vinterbadekammeraterne af 1998” – VBK 98 – med den grundregel for klubben at for at kunne opretholde sit medlemskab, så skulle man mindst én gang hvert år, i vintertiden, senest nytårsaftensdag, bade i havet eller fjorden med hele kroppen dækket af vand. Altså en dukkert. Ned under og så ellers bare op igen. – Klubben VBK 98 er blevet opløst for nogle år siden, men selve skikken med en kold dukkert den sidste dag i året er blevet vældig udbredt. – Inden vi gik i, og det blev jo så altså noget vi hvert år udsatte til nytårsaftensmorgen – havde vi et lille ritual, hvor der blev læst op af en tekst skrevet af løberen, idrætsmanden og forfatteren, Terje Nordberg, under overskriften ”Den lille død” og med undertitlen ”Fra en vinterbaders dagbog”:

kl. 8.50: ”At være vinterbader indebærer for en kort stund, at man risikerer livet. Det er den lille død, ligesom nyset og orgasmen. Når jeg opsøger stranden i januar er det for at danse på afgrundens rand og med et smerteligt glædeshyl lade fornuftens sorte boks synke til bunds på en halv meter iskoldt vand. – Jeg vil i nogle hidsige sekunder forlade livet og svømme ind gennem dødens kolde fiskeøje. Mærke desperationen og panikken. Mærke hvordan kulden slår piskeslag op i hjernen og løsner bidder af grusomme hukommelsesmosaikker. Mærke de overeksponerede lysglimt af gru og magtesløshed eksplodere inde i hovedet. Tænke på en titanisk nat i hav mellem isbjerge. – ”Nærmere Gud til dig”. Tibetanske munk i sneen uden for klostret i Jiachan. Krydsklip mellem Deep Blue, den lille pige med svovlstikkerne og en stormfuld nat på en fiskekutter på Østersøen. Jeg trøster mig med, at forfrysning skulle være den mest behagelige af alle dødsmåder. Men endnu svømmer og gisper jeg, altså er jeg. – kl. 8.51: ”It looks like freedom but it feels like death, it´s something in between I guess – it´s closing time.”…”

– her sprang vi så ud i det. Godt nytår!

Skal jeg nu også tro på dét, præst?

Søndag den 8. december, 2. søndag i advent, holdes der kl. 12-14 en bogreception i Meldrupgaard i anledning af at Peter Kjelstrup og jeg på forlaget Eksistensen udgiver bogen ”Skal jeg nu også tro på dét, præst?” – Journalisten og præsten om kætteri, kultur og kirke. Arrangementet indledes, for alle de der har lyst til det, med deltagelse i højmessen i Vær kirke, kl. 10.30, hvormed dagens samlede koncept bliver, som vi har kaldt det, ”Fra højmesse til bogmesse” – fra kirke til gård – velkommen!

Fra forlagets præsentation: “Hvordan skal et moderne menneske forstå jomfrufødsler, helvede, evigheden og undere? Har folkekirken et image-problem? Og hvorfor er den gamle bygning stadig rammen om danskernes mærkedage? I en ærlig og munter samtale udfordrer journalisten og folkekirkepræsten hinanden. Det sker ud fra deres respektive antagelser om, at journalister stiller dumme spørgsmål, og at præster er forstenede i deres tro på en to tusind år gammel fortælling om en mand, der kunne gå på vandet.”

Fra bogens forord: “Kirkeklokken kimer hver søndag, og det har den gjort klart og tydeligt i tusinde år i Danmark. Men spørger man det store flertal af danskerne om deres tro og forhold til kirken, er svaret bestemt ikke klokkeklart. Det er ikke rigtigt in at skilte med sin tro. Ja, det er vel nærmere in at skilte med sin mangel på tro. Sin mistro. Og alligevel er hovedparten af danskerne medlem af folkekirken og fylder kirken til jul, barnedåb, bryllup og begravelse. Hvordan kan det nu gå til? – Det har den gamle skeptiske og trosforskrækkede journalist Peter Kjelstrup og hans folkekirke-forelskede sognepræst i Vær Sogn ved Horsens, Gudmund Rask Pedersen, sat sig for at diskutere. Det sker ud fra deres respektive antagelser om, at journalister er hjerneblæste og stiller dumme spørgsmål, og præster er forstenede i deres tro på en to tusinde år gammel fortælling om en mand, der kunne gå på vandet. – Bogen er blevet til som en mail-udveksling, da de kun sjældent har kunnet mødes i kirken.  Udgangspunktet er, at præsten anerkender den uvidendes dumme spørgsmål, og at journalisten, om end nødigt, anerkender, at der ikke findes udtømmende svar på de store spørgsmål. – Der bliver i bogen skudt fra hoften med forstanden i behold og fornuften i højsædet i en holmgang, hvor kristendommen samtidig bliver forsøgt udlagt som en hjertesag og folkekirken som en god ide og ramme. Også for kommende generationer. Også for den store kulturkristne majoritet i Vær Sogn og i resten af landet.”

NB. Der er, som gode venner har gjort mig opmærksom på det, 22 afsnit i bogen. Med lidt god vilje (og det er der altid brug for) kan bogen således anvendes som en (slags) julekalender. – Glædelig advent! Og når den tid kommer: Glædelig jul!

Min smilende far

Min far døde 87 år gammel den 9. oktober 2019, kl. 7 om morgenen efter tiltagende svaghed og forskellige komplikationer efter at have boet på plejehjem i godt og vel tre år med en demensdiagnose. – Når jeg de sidste år besøgte min far på plejehjemmet lå han nogle gange og sov, når jeg kom. Når jeg så gav mig til kende, og min far vågnede op, så var det slet ikke så sjældent med et forundret eller forbavset smil på læben. Et smil som hurtigt slukkedes – og ikke kun, tror jeg(!), fordi han så, at det var mig – men fordi hele den tunge del af fars virkelighed satte ind i næste sekund. Jeg oplevede det sådan, at far vågnede op fra en drøm. Et sted hvor han selvfølgelig var vågen og i live i den grad og i gang med noget, sådan som vi altid er det i drømme og sådan som han førhen lige siden barndommens dage selv altid havde været det.

Demenssygdommen tog rigtig meget fra min far, og fra os der kendte ham og stadig levede med ham som den nu gamle demensramte mand. Samtalens træghed. Manglen på mimik – både smil og gråd. Som jeg lærte det for mange år siden, så må vi gøre alt, hvad vi kan, for at huske, at der bag den demente, står et menneske, der IKKE var dement. Det er slet ingen sag nu, hor jeg er begyndt at leve med min døde far. Nu hvor min demensramte far er død, er det som om min far liver op. Ved min fars død er jeg begyndt at få min far igen.

I mindet – ja – men det er også meget værd. Jeg ser ham for mig dengang tilbage i tiden i gang fra morgen til aften i et jævnt og muntert, virksomt liv på jord, sådan som det længe var for ham. Og så kan jeg ikke lade være med at se ham for mig, som den der er vågnet op i evigheden med et forundret smil på læben – et smil som vel at mærke bliver siddende! – Min sorg over tabet af min far er den gode sorg, så fuld af taknemmelighed for livet sammen med ham. Min far var en mand af jorden. ”På det jævne, på det jævne” var én af hans yndlingssange. Nu er han i det høje. I Himlen. I evigheden. Det er godt at vide, hvor man har sin far.