Forfatteren Jeppe Krogsgaard Christensen fortæller i bogen ”et år med læsning og skrivning – en fastholdelse” (2024) om en dag i et smukt og sommervarmt septembervejr at mødes og være sammen på den årlige tur med de samme to gamle studiekammerater. Nu er de blevet til tre midaldrende mænd et sted sidst i fyrrerne. De kender måske egentlig slet ikke længere ret meget til hinandens liv: ”Men i dag”, skriver han, ”var det som om en forandring fandt sted. Som om vi fandt ind til en ny måde at være sammen på. Mens vi stod dér i underbukser, på vej til at bade i Avnsø, var det som om noget ændrede sig. Efter 25 år. Jeg brugte vist ordet omsorg. At vi skulle ind til den (omsorgen). For hinanden. Vi badede nøgne i søen, lysende hvide midaldrende kroppe i det brungyldne vand, og det var som om vi steg op fornyede, forrykkede, for hinanden. Med ordet omsorg som et prisme hvorigennem vi forhåbentlig vil se og møde hinanden fremover. Jeg tror faktisk det ene ord gjorde forskellen. Omsorg. Det sidder som en varme i kroppen nu, ligesom kulden efter badet i søen gør det.”

Sammen om sorgen, som kvinderne og disciplene var det, påskelørdag og nu ved Jesu tomme grav påskemorgen – sammen om sorgen over kæmpetabet ved hans død langfredag på korset – og allerede heri var der omsorg – den særlige grundform for medmenneskelighed, hvor vi godt vil være sammen i det der er – også når det er svært – når vi er ude af os selv, rystede og bange – og endnu uden ord for det, der sker og er sket.

”… de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.” (Mark. 16, 8) Jo, men det kom de til. De kom til sig selv på ny. De kom til sig selv på en ny måde, hvor ordene kom til. Hvor de sagde noget til nogen. Kort sagt, sagde de: ”Kristus er opstanden!” Eller, de gentog englens grænsesprængende, utrolige og mærkeligt omsorgsfulde ord fra halvmørket derinde i gravhulen – de ord: ”Han er opstået, han er ikke her… gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa, Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.” (Mark. 16, 6)

De ord kom til at sidde ”som en varme i kroppen”, nu hvor rystelsen og frygten fortog sig. Nu hvor halvmørket og kulden i gravhulen, i tomheden derinde, erstattedes af lyset og varmen derude. Hvor en helt uventet fylde og forventning kom til – åbenbarede sig for dem, da engleordene med tiden, minutterne, timerne, dagene derefter, satte sig i dem og bredte sig som en varme i krop og sjæl og sind. En guddommelig, himmelsk omsorg, som helt uden tvivl nu måtte bringes videre.

For vel var det, set fra fornuftens og den rene realismes sted, for godt til at være sandt – men fra hjertets, fra troens og håbets og længslens sted, var det det, det var og blev, netop: Sandt! Og virkeligt. Og troværdigt: At døden i og med Ham, med Kristus, den opstandne, nu (for evigt!) var overvundet af kærligheden. Guds kærligheds sejr over døden.

Dét skal fortælles videre – VI skal fortælle det videre – englens ord fra påskemorgen. Eller sagt på en lidt anden måde: Ordet må gå i kødet på os og blive til levet liv. Det er meningen med det hele. Det er frelsende og livreddende. Det skaber opstandelse – også lige her og nu.

”Du ved det sikkert allerinderst inde, / selvom jeg sjældent bruger store ord. / Du ved, at du er den der gennem livet / og stadig i mit hjerte bor.” Det er fra sangen ”Forårsdag” af Anne Linnet – med ord så ømme om afstand og nærvær. Om omsorgen. Om at komme til sig selv på en ny og livgivende måde. Blive varmet godt og grundigt op i krop og sjæl med tanke på kærligheden – også i mit sølle liv. Kærligheden, som i pagt med engleordene er guddommeligt levende til stede midt inde i det menneskelige. Og som venter os derude – i forvejen – der skal vi se Ham, som han har sagt os det: Så ved jeg ”at al min sidste tid skal leves, / jeg ved at tiden tæller hjertets slag. / At alt det vi har grædt igennem livet / det svinder på en forårsdag.” Glædelig påske!

Kristendommens vej er ydmyghedens vej. Og således kærlighedens og klarsynets vej. Sagt med gode salmeord af Jens Rosendal: ”Du, skabelsens Gud, som vil bøje / dig ned til din verden i dag. / Du, Skaber, som åbner mit øje / og kender mit hjertes slag” (DDS 28,5) – det hjerte, som først for alvor slår og giver liv, når det banker for noget og for nogle. Når der er kærlighed på spil, og det ene menneske står klar til i givne situationer at give af sit eget og bøje sig for det andet menneske.

Som nu afdøde tidligere chef for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, sagde det: ”Det gælder om at møde sit medmenneske i øjenhøjde, også når det ligger ned!” Godt sagt! Godt set! Helt klart i slægt med den ydmyghed og det klarsyn, som med Jesus så uforglemmeligt er sat ind i verden. ”Hvorfor ser du splinten”, siger Jesus, ”Hvorfor ser du splinten i din brors øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?” (Luk. 6,41) Hvorfor denne emsighed, som er at regne for en væsentlig del af den bølleadfærd og magtfuldkommenhed, der til hver en tid truer det sandt menneskelige? Piet Hein har grebet Jesus-ordet om splinten og bjælken i øjet så fint med ordene: ”Med splinten i broderens øje / skal ingen brobygger regne. / Nej, broerne mellem os bygges / af bjælkerne i vores egne.”

Efter Hamas´ terrorangreb ind i Israel den 7. oktober 2023 og med de efterfølgende voldsomme israelske bombardementer ind i Gaza skrev chefredaktør på Weekendavisen Martin Krasnik kort tid derefter bogen ”En smal bro over afgrunden”. Bogens titel har Krasnik via den gamle overrabbiner Bent Melchior, som ofte fortalte om den smukkeste jødiske sang, der findes: ”Kol Ha´olam Kulo” hedder den, og den stammer fra en berømt ortodoks rabbiner fra Ukraine i begyndelsen af 1800-tallet. Titlen betyder ”Hele verden”, og teksten lyder: ”Hele verden er en smal bro. / Det vigtigste er ikke at være bange.” Det er, som Krasnik skriver det: ”vigtigere end nogensinde at finde modet og fantasien til at forstå, at andres lidelse og liv er lige så smertefulde, og deres perspektiv lige så virkeligt som ens eget. – Det er den største udfordring; for israelerne og palæstinenserne og for alle andre. Det kan kun lade sig gøre, hvis vi prøver ikke at være bange.” Ja, OG at være ydmyge. ”Hele verden er en smal bro”. Som vi må henover for at møde medmennesket i øjenhøjde. I sand medmenneskelighed, hvortil hører både det at bøje af og bøje sig.

”Den genfundne bro”, som vi her lokalt godt véd siden 2014, efter at have været tildækket i 86 år, nu ligger synlig derude i bakkelandet i nærheden af Vestbirk: Den genfundne bro, som Jesus i det sandt menneskelige vil være for os med den vej, han går. Den guddommelige kærligheds og ydmygheds vej, hvor Gud i Ham har lagt sig for os som en ”Bridge over troubled Water”, som de (Simon and Garfunkel) i sin tid sang det – En smal bro over afgrunden, hvor vi kan nå hinanden.

Den tjekkoslovakiskfødte jøde, Edith Eger, nu i dag 98 år gammel, fortæller så stærkt i bogen ”Valget – Fra fangenskab til frihed” (2017) om som purung pige at blive interneret i udryddelseslejren Auschwitz, OG på mirakuløs vis at overleve. Eger indleder sin bog med en række barndomserindringer, og skriver: ”Måske udgør enhver barndom det terræn, som vi bruger til at forsøge at fastslå, hvor meget eller hvor lidt vi betyder, et landkort, hvor vi gransker dimensionerne og grænserne for vores eget selvværd. Måske er hvert eneste liv et slags studie af de ting, vi ikke har, men ville ønske, at vi havde, og de ting, vi har, men ville ønske, at vi ikke havde. Det tog mig mange årtier at opdage, at jeg kunne gå til livet med et andet spørgsmål. Ikke: Hvorfor overlevede jeg? Men: Hvad stiller jeg op med det, der er blevet mig givet?”

Edith Egers bog har originaltitlen ”The Choice: Embrace the Possible” – altså: ”Valget: Omfavn det mulige”. Eller sagt med andre ord: Løft dit ansigt! som det lød fra Gud Herren allerede til Kain, efter brodermordet – løft dit ansigt! Løft blikket! Lyder det til enhver af os: Se ud og op – og indad! Og hav alle vegne blik for det mulige. Det mulige og livfulde i dit liv. Modtag det! Omfavn det mulige som den gave det er i dit liv. Omfavn det mulige!

”Nåden er din dagligdag”, som vi synger det i Møllehaves fine lille salme. Forfatteren Niels Brunse skriver så fint om netop den salme: ”Nåde er et ord, som de fleste nutidsdanskere kun kan bruge spøgende eller famlende. Alene af den grund er det godt, at Johannes Møllehave for en god menneskealder siden indkredsede det med sit fine, enkle digt…” Det slående ved salmen er, som Brunse skriver det: ”at nåden ikke bliver fremhævet som det exceptionelle, som noget man skal gøre sig fortjent til, noget der kun sker en sjælden gang – at nåden i den mest radikale formulering slet og ret er ”at være”…. Mange af os kender fornemmelsen af at have forskertset alt, mistet sin berettigelse, opført sig så tåbeligt, at alle døre er lukket. Men så kan der ske et hverdagsunder: ”Nåden er, når alt er tabt / at få alt tilbage.” Salmen opfordrer ”ikke til at handle, men til at vente og lytte. Nåden og livshåbet skal ikke erobres, de bliver ”grundløst givet”. – Salmen kan bruges nærmest når som helst og hvor som helst. Jeg bærer den med mig i hverdagen, og jeg ville meget nødig undvære den.”, slutter Niels Brunse.

Det er nådefuldt, helt ufortjent, gådefuldt underfuldt at være til som menneske, som dig og mig i hver vores livshistorie, fra fødsel til død, ind gennem selv dødens mørke, i lyset af Guds nåde.

Det er som om der, også indenfor i det bibelske, i det nytestamentlige, forskellige steder er en sær tilbageholdenhed i forhold til at beskrive Guds nåde og kærlighed i al sin mest tænkelige radikalitet og fylde. Sådan som det, ja: Gudskelov, alligevel kommer til udtryk både det ene og det andet sted. Som når Paulus sine steder, vidunderlige bibelsteder, taler om, at han er vis på, at INTET nogensinde vil kunne skille os fra Guds kærlighed i vor Herre Jesus Kristus. Guds kærlighed som engang skal blive alt i alle. Det er visionen. Det er endemålet. Det er dén gode vin, som skal føre festen og hver en gæst, hvert et menneskebarn til hver en tid, i al evighed, frelst igennem.

Men i stedet for at satse på dét – på Guds nåde og kærlighed i al sin ypperste storhed og radikalitet – så overfører vi gang på gang (også, som sagt, indenfor i det bibelske) vores egen menneskeligt udbredte tendens til smålighed. Til kræmmermentalitet, betingelser og udelukkelser. For ikke at sige fordømmelse af dem der ikke på snæversynet, teologisk korrekt vis har troen. Hvordan så end denne ”korrekte tro” (som adgangsbillet i evigheden) måtte se ud og blive beskrevet af den ene og den anden.

Det afgørende og dén helt afgørende faktor, det er, at Guds kærlighed må komme til og blive ført igennem i al sin underfulde vælde og vidunderlige virkning. Som når seks renselseskar fyldt op med hver to-tre spande vand forvandles til den mest vidunderlige velsmagende vin – med bryllupsfesten reddet – NB. Og tømmermændene kraftigt reduceret (fordi sådan virker ”den gode vin” også!). Kærligheden i sin reneste, fyldigste skikkelse er – og vi véd det jo godt – betingelsesløs. Vi véd det jo fra det menneskelige, når kærligheden for alvor sætter sig igennem. Hvor meget mere da ikke med den rene guddommelige kærlighed? Hvordan i alverden kunne vi tro, at Guds kærlighed ikke skulle ville sætte sig igennem, så betingelsesløst og radikalt nådefuldt som tænkes kan?

Tankerne her er, udover fra et langt præstevirke, påvirket af, at jeg har læst teologen Lars Sandbecks: ”Når kærligheden dømmer” (2024) med undertitlen: ”Den kristne tro på alles frelse”. Op mod den klassisk kirkelige tanke om det, der i kirkehistorien (i teologihistorien) kaldes ”den dobbelte udgang” – altså tanken om, at (i evigheden) nogle vil blive frelst og andre gå fortabt – op herimod skriver Lars Sandbeck med stor overbevisningskraft et uforfærdet frimodigt forsøg på at tage talen om Guds kærlighed ”for gode varer” så radikalt og fyldigt og omfattende forstået som overhovedet muligt. Det er slet ikke til at stå for. Det er som når en fest var ved at lukke ned, truet af elendige, eller manglende, forsyninger, og der så – som ved et gennemført under – blev fremskaffet nye festforlængende, helt ufatteligt festforøgende forsyninger.

Mennesket er skabt i Guds billede. Som den oldkirkelige teolog Gregor af Nyssa betoner det, skabt i Guds billede – ikke forstået som enkeltindivid – men som menneskehed. Og den kristne tanke og forkyndelse om Guds frelse er, som Sandbeck skriver det, visionen ”om hele menneskehedens ultimative forening og alle ødelagte relationers fulde genoprettelse i og ved Jesus Kristus. Det ender i den store bryllupsfest og ikke i den store skilsmisse… Vi skal (derfor) i dette liv ikke adskille, hvad Gud for evigt ønsker at holde samlet.” Vi må finde os i – og virkelig finde OS i – at de andre, med Guds overvældende overstrømmende kærlighed i Jesus Kristus inde i billedet, hører med. Hver og én. Ikke én eneste undtaget.

Shalom! Salam aleikum! Guds fred! Med englenes sang julenat: ”Fred til mennesker med Guds velbehag!” – ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. Guds fred tager så mange skikkelser i det menneskelige – i det helt almindelige daglige liv. Normaliteten hvis rige velsignelse vi har det med at overse betydningsfylden, for ikke at sige underfuldheden, af, så længe det bare er der som netop normaliteten og det selvfølgelige.

Vi mærker det, vi aner og fornemmer det, på en særlig måde, ved barnets fødsel. Når et lille barn kommer til verden. Det hører til normaliteten og det helt selvfølgelige OG det er stort og overvældende, hver gang det går godt. Og det lille barn lever og bliver svøbt og lagt hos sin mor, og i vuggen eller krybben(!) med alle mulige gode lyde omkring sig i rummet – forældres og andres inderlige forundringslyde og gode, varme udsagn: ”hvor er hun smuk!” – ”Se, ham lige! Hvor er han dejlig!” Suppleret måske med de lidt større firbenedes gode gumlelyde i stalden. Som vi kan forestille os det med juleevangeliets beretning, om hvordan Gud kommer til verden i det helt almindelige, i skikkelse af en lille dreng – barn Jesus. – Shalom! Salam aleikum! Guds fred! ”en stor glæde, som skal være for hele folket”.

Vi kan komme til at gå så meget fejl af hinanden – i både de store samfundsmæssige og storpolitiske sammenhænge, såvel som i de inderste forhold og nære relationer. Med krig og ufred til følge. Brudte relationer. Kolde skuldre og hjerter med. Den unge (34 år) irske forfatter Sally Rooney – det er hende med romaner som (den også filmatiserede) ”Normale mennesker” og romanen ”Skønne verden, hvor er du” – fortæller om det i romanen ”Intermezzo”. Om brødrene Peter og Ivan, som er gået så grueligt fejl af hinanden. Storebror Peter (32) og lillebror Ivan (23), som i året der gik har mistet deres far, der ellers var den der holdt dem sammen som brødre. Peter er menneskerettighedsadvokat med professionel sans for undertryktes ret. Men det betyder ikke, at han så også har det i det private og de helt nære relationer. Lillebror Ivan er et ungt skakgeni, lidt skæv i det sociale, og – som det har udviklet sig – helt færdig med sin storebror, som bare tror, at han har så meget ret(!) til altid at dømme og kritisere. Nu senest her hvor Ivan har indledt et, for øvrigt varmt og rent, kæresteforhold til den 13 år ældre Margaret. Så Ivan har blokeret sin bror på mobilen. Peter roder selv rundt i det med relationen til en purung kæreste og til, samtidig, sin egen jævnaldrende ekskæreste. Han er i alt dette rod, i al sin ufred, nu også kommet godt i gang med at udvikle et stof- og alkoholmisbrug.

”Intermezzo”, som romanen altså hedder, er indenfor skak ”et uventet træk”. Et såkaldt mellemtræk, som kan føre til en afgørelse. – Da Ivan ind under jul deltager i en skakturnering med mulighed for at rykke op i en højere norm(!), tager storebror Peter chancen og møder op og venter tålmodigt udenfor skaklokalet for om muligt at få sin lillebror i tale, når turneringen er afgjort. Det lykkes. Ivan har vundet og er rykket op. Nu går de en tur de to brødre i aftenmørket i Dublin i nærheden af floden: ”Hvor har jeg dog været en idiot, siger Peter. – Det har vi begge to, siger Ivan.” De går videre hen mod katedralen. Peter siger: ”Far ville have været så stolt af dig, hvis han var her. Det var derfor, jeg gerne ville være her (nu i dag), bare for at sige det. Og for at sige, at han elskede dig, og jeg elsker dig. – Ivan svarer dæmpet: Jeg elsker også dig. – Det behøver du ikke, siger han (Peter). Jeg ville tilgive dig, hvis det var. – Efter en tøven svarer Ivan: Nej, det gør jeg. Selv om du nogle gange irriterer mig rigtig meget. Med en skælvende latter ser han (Peter) op i den glatte himmel. Du irriterer også mig, Ivan, siger han. Det er gensidigt. De er standset uden for kirkeporten… Tror du på Gud, spørger Ivan. – Nå, siger Peter. Jeg er ikke sikker, det ved jeg ikke. Jeg ville nok sige, at jeg prøver. – Ivan drejer hovedet og ser på ham, roligt og på en måde klogt. Samme her, siger han. Jeg prøver. Det virker ikke altid, men jeg gør mit bedste. – Peter mærker en sød, dirrende smerte i brystet, som en hånd der griber og holder fast. Mm, siger han. Også mig.” Så spørger Ivan: Har du lyst til at komme til middag juledag, sammen med Margaret og mig? “Tag bare hvem som helst med, siger Ivan. Alle dem, du gerne vil have med, skal du bare tage med.” – Peter ler, mens tårerne løber, tørrer øjnene. Hm, siger han. Okay. I skal have mange tak for invitationen. – Så ler de, de to brødre. Og får sagt farvel og på gensyn, og endnu engang: Jeg elsker dig – inden de går hver til sit. – Og Peter tænker på hjemvejen, hvor forunderligt det er at få skabt fylde og mening i noget så flygtigt som livet. Og han ser dem for sig sidde samlet ved julemiddagen: ”Ser dem alle sammen for sig der.” Jo, for som Peter tænker det: ”At forestille sig er også livet: det liv man kun forestiller sig. Skramlende gryder, dampen fra kedlen. Bare at tænke på det er at leve… Det virker ikke altid, men jeg gør mit bedste. Se hvad der sker. Under alle omstændigheder leve videre.” (lyder romanens slutord).

Intermezzo – det uventede træk, som kan føre til sejr. Til den ”højere norm”, hvor ufred og smerte afløses af glæde og fred. Forsoning med forløsning af liv og kærlighed. Sådan må vi se barnet i krybben i stalden julenat i Betlehem som Guds eget uventede træk. For at vinde freden. Vinde os freden og fylden her i det helt almindelige menneskeliv. Hvor mennesker kan samles og sætte sig til bords med hinanden og ønske hinanden alt godt. Shalom! Salam aleikum! Guds fred! og nu og her: Glædelig advent – og siden jul!

”Hvem sidder der bag skærmen?” – engang var det Jens Vejmand. Nu er det os alle i større eller mindre grad. Jeg kom til at sprutte af grin en dag, da jeg lidt før vi skulle begynde kom ind til en flok konfirmander – en tyve stykker der sad der i lokalet rundt i hesteskoen – ”hvad griner du af, Gudmund?”, var der én, der spurgte – ”jeg griner, fordi jeg pludselig kunne se, at I ligner en flok fromme mennesker, der sidder med foldede hænder og beder bordbøn – som I sidder der med bøjet hoved over hver jeres skærm”.

”Skærm Ånden” hedder en lille bog i serien ”Kristendommen ifølge…” den og den, her idehistoriker Agnete Braad: Skærm Ånden. Ja, for det drejer sig om Ånd. Det gør det altid. Og her altså vel at mærke med stort Å. Ånden, den gode livgivende Ånd, som i grunden er Guds gode Skaberånd, skal skærmes. Æres og respekteres. Den skal vi åbne os for og lade os fylde af. Så altså: Skærm Ånden, for skærmånden(!) får nemt alt for stor magt iblandt os og forhindrer nærvær og tilstedeværelse. Ægte medmenneskelighed. Også i allerhøjeste grad sammen med vores i virkeligheden allernærmeste. Skærm Ånden!

Kom ud i lyset, livet og legen. ”Lev som lysets børn”, som apostlen Paulus skriver det: ”For engang var I mørke, men nu er I lys i Herren” (Efes. 5,8). Lev som lysets legesyge børn! Det kan vi allerbedst når vi løfter blikket fra de små skærme og vores egne navler og får øje på hinanden, og gør noget sammen. Måske noget så enkelt som at lave et bål, sidde sammen og snitte en pind og fortælle hinanden historier. Eller bygge en hule, spille et spil, tage på vandretur, sove i telt, i shelter eller bare med hovedet i fodenden i sengen derhjemme. Gøre noget andet. Gøre noget sammen. Gøre af og til noget godt for nogle andre. Det giver mening. Det giver fylde – livsfylde. Sjovt nok allerbedst, når du selvforglemmende er optaget af noget andet end dig selv. Og meget gerne sammen med nogle andre. I leg eller arbejde.

Som jeg læste en forfatter (Jeppe Krogsgaard Christensen) skrive om dét en tidlig morgen at opdage, at nu har han bare siddet og fået skrevet i flere timer: ”en særlig selvforglemmende lykkefølelse”, som han skriver det, og fortsætter: ”sådan som det måske er for den troende at mærke Guds nærvær. Jeg vil nok hellere (skriver forfatteren) tale om en helt særlig fornemmelse af tilværelsesfylde, om en dyb, vibrerende meningsfuldhed…” Ja, og jeg vil helt sikkert tale om det som sider af samme sag: Guds nærvær OG meningsfylde!

Herhjemme i skovkanten Sondrup, hvor jeg bor sammen med min kone, og hvor der er nok at se til med både heste og brændeovn og alt det andet både ude og inde, der dagligt kalder på os, siger vi gang på gang til hinanden: ”Vi leger jo bare”. Og dette ”bare” er ikke udtryk for en nedvurdering men tværtimod en opgradering. En anerkendelse af den selvforglemmende leg som den enkleste og bedste livsmodus af dem alle. For os alle. Den bedste ånd at være til i. Og sammen i. I meningsfuldt samvær – hvor det går som en leg – hvor vi er åbne for indtryk og gode ånders virke. Åbne for inspiration.

Der findes et sted derovre i Vestjylland på Lemvig-egnen en forening, der kalder sig ”Foreningen til forundringen over at kornet gror”. I øvrigt en forening der hylder ”lediggangen” – denne næsten glemte og truede gangart: Lediggangen. Måske i slægt med den gangart, vi kalder kirkegang – hvor vi går i kirke, sætter os ind i kirken, åbne og ”ledige” for forundring med tak til Gud.

Lea Korsgaard, chefredaktør for mediet Zetland, har skrevet bogen: ”Inden året er omme” med undertitlen: ”Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde”. Sidste år i 2024 satte hun sig for (inden året var omme) at opsøge, finde og få fotograferet de i alt 64 forskellige sommerfuglearter, der (endnu) findes her i Danmark. Bogen er samlet sagt en fantastisk fin forundringsbog.

I sin fine fortællemosaik fortæller Lea Korsgaard også om sommerfuglen som symbol. Gennem dens mærkværdige forvandling, metamorfose, gennem sin egen opløsning: fra larve til puppe til farvestrålende frit flyvende sommerfugl. Sommerfuglen er og har således fra ældgammel tid været anvendt som symbol for liv af døde, for tanken om genfødsel, om opstandelse og evigt liv.

Som hun fortæller det om Anden Verdenskrigs KZ-lejre, hvor man efter krigen kunne se, hvordan masser af fanger i træværket rundt omkring i KZ-lejren havde skåret deres navne, initialer eller tegninger, hvor særligt ét motiv gik igen og igen: Sommerfugle – alle vide vegne. Hvorfor ridsede kz-fangerne sommerfugle i væggen her i dødslejren? Som Lea Korsgaard skriver det: ”De måtte have forventet, at de skulle dø. Alt var taget fra dem, deres forældre, deres børn. Deres fremtid. De levede med brutalitet, kolde og forpinte, skelettynde, angste. Alligevel havde nogle af dem en kraft i sig, der fik dem til at snitte symbolet på genfødsel i barakkernes vægge, hvilket må fortælle os noget om, at selv dér – i et levende helvede – var der noget, der sagde disse mennesker, at deres liv var mere end resultatet af materie og biologi, at det var dyrebart. At det er værd at være i live…” – i grunden forunderligt.

Og Lea Korsgaard fortæller fra sine egne, ind imellem stressede, vandringer rundt omkring i Danmark i jagten efter at finde endnu én af de 64 sommerfuglearter – hvor hun også gang på gang bare betages og gribes af det hemmelighedsfulde landskab, hun lige nu befinder sig i. Som hun et sted fortæller: ”Jeg strakte mig og så igen ud over landskabet. Det var, som om jeg havde fået en vidunderlig hemmelighed betroet. Hvad jeg så var ikke længere en græsmark, men et sælsomt sted, hvis undere kun de indviede kendte til, her kunne man få lov at vandre med græssernes svirp op ad buksebenene og beundre det hele, men kun hvis man kendte stedets løsen. – Jeg så også mange sommerfugle”, som hun skriver det.

Og et andet sted hen mod slutningen, hvor hun er sammen med sin mor på en sådan sommerfugletur: ”Jeg bevægede blikket hen over græsserne og blomsterne og mærkede, hvordan det strømmede igennem mig, landskabet omkring mig, som en flod, alle farverne, duftene. Noget uendeligt vemodigt vældede op i mig som fra et klippedyb, eller også var det glæde, jeg mærkede. Synet af sommerfuglen gav adgang til en følelse af undergang, men også til noget uendeligt frydefuldt, det var forvirrende, men jeg ville hellere mærke det end slet ikke noget.” Og tilføjer: ”Jeg smilede til min mor. – Skal vi gå?”

Ja, vi skal så! Også ud fra gudstjenesten – videre i livet – åbne for forundring og livstaknemmelighed.

… Bedstemor, som var født ved århundredskiftet i år 1901, har fortalt mig om sine morbrødre, der som så mange andre i slutningen af 1800-tallet udvandrede til Amerika. Én af dem var, som det dengang var almindeligt blandt fattige bønder og husmænd, kommet ud at tjene en sommer som 6-7-årig.

Det var en dårlig plads med både sult og tørre tæsk. En dag da der i gården var bagedag, og hvor den yngste i gården skulle kravle ind i den afkølede ovn og hive de inderste af brødene ud, lykkedes det min bedstemors morbror, at smugle et lille brød med ud under skjorten og med op på høloftet, hvor han i dagene derefter på den måde havde et lille supplement til den sparsomme kost. Men værst af alt, så bildte gårdmandsfolkene knægten ind, at hans mor var død og at hans far ikke ville have ham tilbage igen. Til sidst stak han af. Under flugten tabte han sin ene træsko men løb videre. En bondemand i hestevogn fik ham til at stoppe op og sætte sig op i vognen til ham. Og knægten brød sammen og fortalte det hele til bondemanden, som til gengæld kunne fortælle, at han samme dags morgen havde set drengens mor stå og hænge vasketøj op, og nu skulle han nok køre ham hjem til sine forældre. Her blev drengen, fortalte bedstemor, heldigvis taget godt imod.

Ligesom den fortabte søn, kunne jeg allerede dengang sidde og tænke, for ham havde bedstemor forinden fortalt mig om. Og om Josef i Ægypten. Og om Moses og Abraham. Og Kain, Abel, Eva og Adam. Om alle Guds børn. Men først af alt og mest af alt om Jesus, hvis historie forstået som livshistorien over dem alle bedstemor fortalte om og om igen. Så at jeg på den måde vitterligt er vokset op sammen med Jesus. Eller for at sige det, som det er blevet til i det lange løb, så er jeg vokset sammen med Jesus. I hans livshistorie hører jeg hjemme. Med al bedstemors ånd og fortælling i ryggen vil jeg endda sige: helt uden tvivl.

Op over alle ruiner og med jorden jævnede hjemstavnssteder rager himmelhøjt min bedstemors, og sidenhen min egen mors, fortælling i form af såvel slægtshistorie som bibelhistorie. Her har jeg, hvad angår hjemstavn, på ganske særlig vis helt uforglemmeligt fået min hjertelige tilknytning til barndommens land. Til det og dem der var engang, og som jeg på bedste vis lever med den dag i dag. Holdt i live af erindring og fortælling. For det skal det, for at det kan leve videre og kaste liv af sig: det skal siges højt. Det skal fortælles. Det uforglemmelige er ikke det, som ikke kan glemmes, men som ikke bør glemmes, ikke må glemmes. Og derfor skal det fortælles videre igen og igen.

Det kan hverken Facebook og sociale medier eller AI og kunstig intelligens med nok så kæmpestore datacentre og kapaciteter gøre for os. Hvis det skal virke og virke allerbedst, så skal det gøres ansigt til ansigt med levende ord fra mund til mund. Måske siddende sammen på ens egen oldefars gamle hjemmelavede køkkenstole – nu selv som bedstefar sammen med mit barnebarn, som gerne på alle mulige måder må vokse op til at kunne fornemme hvor godt det i grunden er at høre til og høre hjemme.

Jeg var for få år siden på en motorcykeltur til barndommens land sammen med min gode ven helt tilbage fra dengang for omkring 60 år siden, hvor vi begge voksede op på Esbjergkanten. Vi så mest ruiner og gravsteder. Mine bedsteforældres fine ejendom, som spiller en særlig rolle for mig som hjemstavn, var fuldstændigt jævnet med jorden. Alt var væk.

I stuen her hvor vi nu bor og har hjemme, min hustru og jeg, står der to meget enkle og særdeles robuste køkkenstole. Sandsynligvis med indbyggede håb og drømme. Min oldefar har lavet dem sammen med andet indbo, da han i 1876 stod for at skulle giftes med min oldemor og de to sammen flytte ind på den nybyggede ejendom lidt udenfor Andrup. Det sted som blev både min bedstefars og sidenhen min mors fødehjem. Et ganske særligt sted for mig i min egen barndoms historie, og hvor jeg også selv boede hos mine bedsteforældre godt et halvt års tid i min tidligste ungdom.

Det var for mig som barn, som om gården – mine bedsteforældres – havde ligget der altid og for altid ville blive liggende. Også haven med tornebuskhækken omkring som afgrænsning og værn mod verden derude. Klatretræet. Bærbuskene. Gemmestederne. Stalden og stuehuset med de mange rum og møbler, hele indretningen, herunder køkkenet med den faste bænk, køkkenbordet og oldefars solide køkkenstole.

Nu er både huset og haven, det hele, fuldstændig væk. Hvert et rum, hver en sten – jævnet med jorden. Bygningerne og markerne med er blevet opkøbt af Facebook med planer om etablering af et kæmpe datacenter. En ny tids form for hukommelses- og erindringssted. Hvor er da nu min hjemstavn – hvis den da overhovedet findes? Min hjemstavn er indeni mig. I mit hjerte. I min erindring. P.t. rimelig velbevaret og intakt. Her vil den blive liggende, så længe det varer – med de mennesker, der engang befolkede min hjemstavn som det ganske særlige og centrale element: Mine afdøde bedsteforældre og min morbror. Min vældigt nulevende 91-årige mor.

Men også min for længst afdøde oldefar, som jeg aldrig selv har kendt, men hvis gamle køkkenstol jeg den dag i dag kan sætte mig på og helt konkret og meget mærkbart fornemme, hvor godt det er, trods alle tings ubestandighed og altings forgængelighed, at hvile i forbundetheden med det og dem der var, dengang da hjemstavnen fandtes også i det ydre og konkret geografiske. Inklusive dens lyde og lugte, krinkelkroge og særlige steder.

Jeg ser for mig bryggerset med den grå klynekasse, linoleumsgulvet, de grøntmalede faste skabe, døren med klinkehåndtaget og dens særlige lyd, når bedstefar ind under aften kom ind ude fra stalden og ved vaskebaljen under gasvarmeren på sin egen karakteristiske, meget grundige måde vaskede hænder, arme, hals og hoved og tørrede sig grundigt med det lille håndklæde, inden han efter et kig i spejlet satte sig ind til køkkenbordet med bedstemors gode, brasede kartofler, koldt flæsk og solbærsyltetøj samt til bedstefar en portion reven gulerod.

Jeg ser for mig dagligstuen og krogen med den lille sofa, sofabordet og bedstemors lænestol med standerlampen, så hun altid kunne få lys til sit håndarbejde. Her har jeg ofte siddet som barn og purung og lyttet til bedstemors fortælling. Mine bedsteforældre var indremissionske. Bedstefar på sin egen både inderlige og grublende vis. Bedstemor på sin, som jeg så det, helt ubesværede og enfoldige måde med bibelhistorie og trosfortælling som sit ganske særlige kald overfor børn og børnebørn og i grunden enhver hun mødte på sin vej.

Bedstemor var en god fortæller. Udover bibelhistorie holdt hun af at fortælle slægtshistorie. Man skal vide noget om, hvor man kommer fra. Og sandelig også noget om, hvor vi i sidste ende skal hen. For begge genrers vedkommende i grunden noget om at høre til og høre hjemme… (fortsættelse følger)

Amerikanske Henry David Thoreau skriver fra midten af 1800-tallet om kærligheden til naturen og det enkle liv. Om livet i skovene. I bogen ”Om at vandre og andre essays om natur” skriver han nu for snart 200 år siden med en sær aktualitet ind i vores tid om ikke at lade dig fylde med alt muligt nyhedsskrammel og lade tomme ord og ligegyldigheder strømme ind, men øve dig i at leve opmærksomt, tilstedeværende på livsvandringen: ”Brug alle slags kneb og advarsler”, skriver Thoreau, ”for at uddrive det, som trænger sig ind på det (eneste) sted, der er dig helligt. Det er så svært at glemme, hvad det er værre end unyttigt at huske! Hvis jeg skal være en gennemfartsvej, foretrækker jeg, at den er til bjergbække og strømme fra parnasset og ikke til byens kloakker. Man kan lade sig inspirere af det, som fra himlens sale når den opmærksomme sjæls øre.” Ja, eller af alt muligt skidt og skrammel: ”Jeg tror”, skriver Thoreau, ”sjælen kan blive varigt vanhelliget af at hengive sig til trivielle sager, så alle vore tanker præges af almindeligheder…” – “Hvis vi således har vanhelliget os selv – og hvem har ikke det? – vil kuren være med omhu og hengivenhed atter at indvie os selv og gøre en helligdom ud af sjælen. Vi bør behandle vore sjæle, og det vil sige os selv, som uskyldige og troskyldige børn, for hvem vi er værger…”

Kan du følge mig? Eller sagt med Jesu eget helt enkle: ”Følg mig!” – for jeg tror, det er Hans Ånd, der er på spil som her hos en Thoreau fra midten af 1800-tallet – med dugfrisk bud også til os nu i dag. Som ung vin på nye sække. Eller som en lap af et flot gammelt stykke stof til istandsættelse og ”heling” af en gammel kappe og klædning til fortsat brug. Som ord til tiden. Passende pointer til os, der trænger til at kunne både faste og feste. Holde igen med det ene og give los med det andet. Hver ting til sin tid. Og med menneskesønnen inde i billedet – med Jesus og Hans gode livgivende Ånd nærværende – tilstede i og iblandt os – ”med al sin kærligheds rigdom” – så er tiden virkelig langt mere inde til at feste end til at faste. Til at åbne op, lukke sig op, end at skærme sig og lukke ned.

”Følg mig!”, siger Jesus og åbner op til livet, med det livssyn på færde, at livet er en gave. Ja, at hvert et hjerteslag, hvert åndedrag, hvert et øjeblik du får at leve, er en gave givet af Gud. Hvem i alverden ellers! Jeg har ikke givet mig selv det. Og jeg har uendeligt svært ved at betragte mit eget liv som en tom ligegyldighed opstået i et univers af ren og skær tilfældighed: Tak, Gud!

Kan du følge mig? Kan du mærke, at det er godt at sige ”tak”? Og endnu mere: At det er, i sig selv, velsignet godt at have et sted at gå hen med din tak! ”Så tak da Gud, ja, pris dog Gud / for al hans kærlighed!”