Alle indlæg af Gudmund Rask Pedersen

Vær velkommen

Det er nok noget af det bedste, der findes her i livet – at blive budt velkommen. Som filosoffen Hannah Arendt engang sagde det i en tale: ”Bedre end at blive anerkendt er det at blive budt velkommen”. Blive fri for at skulle vurderes og vejes eller noget som helst på forhånd men blot og bar blive budt velkommen. Så er man, ligegyldig hvor og hvor langt ude det måtte finde sted – så er man hermed rykket fra udkanten ind mod midten. Ind i varmen og medmenneskeligheden. Et godt sted. Et velsignet godt sted at være. Det står alt sammen på en særlig måde sin prøve nu hvor det er jul. Har du et sted at være? Et sted at komme hjem til? Et sted at blive budt velkommen, eller selv byde den ene og den anden velkommen, og dele en time eller to, en aften, et helt liv, eller bare et stykke liv, sammen med? For har du det, så er du allerede hermed ret rig.

Gud bliver menneske. Gud kommer til os i udkanten. På kanten af verden. Og vil med alt det barn Jesus repræsenterer, og er og vokser op til, bane for enhver af os vejen. Ind mod midten og varmen og kærligheden. Og det under det i virkeligheden er at have et hjem, eller steder at føle sig hjemme og blive budt velkommen.

I den forbindelse vil jeg gerne viderebringe en romangodbid, som så fint siger noget om denne store – ja, juleglæde. Det er fra romanen ”Purity” af amerikanske Jonathan Franzen, hvor hovedpersonen, den unge kvinde Purity, kaldet Pip, efter længe at have været væk, er kommet hjem på besøg hos sin mor Anabel i hytten i Redwoodskoven uden for Felton nær San Fransisco. Pips mor er endnu ikke kommet hjem fra arbejde, men Pip ved, at hun er velkommen, og er gået ind indenfor: ”Der var mørkt i hytten. Inden døre var lyden af hendes barndom, regnens trommen mod taget der kun bestod af tagspån og nøgne brædder, ingen isolation, intet indvendigt loft. Hun forbandt lyden med sin mors kærlighed som havde været lige så pålidelig som regnen i den våde periode. At vågne og høre regnen der stadig trommede ligesom den havde gjort da hun var faldet i søvn, høre den nat efter nat, havde mindet så meget om at være elsket at regnen lige så godt kunne have været kærligheden selv. Regn der trommede ved spisetid. Regn der trommede mens hun lavede lektier. Regn der trommede mens hendes mor strikkede. Regn der trommede ved juletid over det triste lille træ man kunne få gratis juleaften. Regn der trommede mens hun pakkede sine gaver op som hendes mor havde sparet sammen til hele efteråret. – En tid sad hun i kulden og mørket ved bordet i køkkenet og lyttede til regnen og følte sig sentimental. Så tændte hun en lampe og åbnede en flaske og lagde brænde i komfuret. Regnen faldt og faldt”.

Som en nåde. Som kærlighed og godhed fra himlen. Fra ens mor og andre mennesker med. Som håb og drømme, der kan gå i opfyldelse – Something better to come – og da i ganske særlig grad, når vi tør være mennesker. Når vi bliver mennesker, som Gud selv julenat i barnet, der kommer til verden i udkanten og vil vokse indover i medmenneskelighed, og aldrig uden.

”Vær velkommen, du min fred”! Ja, og min uro. Juleuroen. Fordi den må høre med, hvis vor Herre skal høre med.  Tak derfor også for uroen, som må høre til troen ligeså nært som t i alfabetet ligger på u! Troen og uroen – og trøsten – og glæden med – velkommen igen, med i virkeligheden en glædelig og velsignet jul til mennesker overalt på denne jord!

De urolige

I Linn Ullmanns stærkt selvbiografiske roman ”De urolige”, hvor hun skriver om både sin mor Liv Ullmann og sin far Ingmar Bergman, fortæller hun om sin far som nu gammel næsten halvfemsårig mand i huset på Hammars på Fårø – og deres plan, de to, far og datter, om at lave en interviewbog sammen om ham og hans liv:

”Længe var det ikke bare det ene eller det andet ord som var væk. Måske halvdelen. De glemte ord dannede en lang, snirklet sti… Lyde og billeder hulter til bulter. Jeg tænkte: Men han er jo ikke længere ved sine fulde fem, vi kan ikke lave interviewene nu, det er for sent, men bagefter overvejer jeg om begrebet ved sine fulde fem er misvisende. Bag brilleglassene kunne min far se lidt på det ene øje og ingenting på det andet, i dagbogen som lå på skrivebordet, stod der at han skulle til Visby Lasarett den 18. juni for at gennemgå en laseroperation. Det ville give ham lidt af synet tilbage. – Det ene øre var i god stand, af og til måtte jeg råbe, men kun hvis jeg forglemte mig og stod eller sad på den forkerte side og talte til det døve øre. Det var mit ansvar at huske hvilket øre jeg skulle tale til. Berøringssansen var nok syvdoblet. Han kunne fare sammen ved den mindste berøring, som om jeg rørte ved ham midt i et hamskifte. Jeg lagde ikke hånden på hans kind så ofte som jeg plejede. Han lukkede og åbnede sig ustandseligt. Det var et stort arbejde at få sig selv i gang hver morgen, især hvis man er niogfirs år, og af og til er det mest åbenlyse valg at falde i søvn igen, eller slet ikke at vågne”. (s. 75)

En bog om at blive gammel, ville de lave de to, far og datter. For som Ingmar Bergman understregede det: ”At blive gammel er et arbejde. At stå op er et arbejde. At vaske sig er et arbejde, at klæde sig på er et arbejde, at komme ud i frisk luft er et arbejde, at møde andre mennesker er et arbejde. Der er ingen der taler om arbejdet”.

Nej, og deres projekt blev ikke til det, de først havde tænkt sig. Men vi står nu, alle vi læsere af romanen ”De urolige”, alligevel med en stærk bog om blandt andet det med at blive gammel. Der kom alligevel noget ud af det – det gamle liv – det uanseelige, sølle liv. Et levet liv og et vidnesbyrd herom – inden mørket helt tog over.

”You want it darker” hedder det album, som blev det sidste fra sangeren Leonard Cohens side. ”You want it darker”. Det bliver mørkere. Og engang bliver der helt slukket. ”Hineni, hineni”, synger den gamle jødiskfødte Cohen i omkvædet: Hineni – det er, på hebraisk, Abrahams ord til Gud Herren: Her er jeg. Hineni / I´m ready my Lord”!

Som et strejf af en dråbe

Jeg læste for mange år siden en anmeldelse af en Kim Larsen koncert, hvor anmelderen (jeg tror, det var Klaus Lynggaard) omtalte koncertens absolutte højdepunkt som afslutningssangen, hvor Kim Larsen havde sunget ”Som et strejf af en dråbe”, som anmelderen omtalte med ordene: ”Danmarks korteste og måske smukkeste sang”.

Det vil jeg sige, nu ved afskeden med Kim Larsen – men jo, vel at mærke, ikke med hans sange – at det er for mig at se det absolut bedste bud fra hele Kim Larsen-kataloget på, hvad der må kunne komme til at stå efter ham som den helt særlige sanggave til danskerne: ”Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme” – Danmarks korteste og smukkeste sang!  Gid den må blive sunget alle mulige steder i mange generationer fremover.

Sangen, set som en salmenær sang, har en enkelhed i sig svarende til den enkelhed, som jeg tror er grunden til, at salmen ”Dejlig er jorden” (som selvfølgelig også er med i Kim Larsens eget bagkatalog) i disse årtier ligger som nr. 1 på top ti listen over danskernes yndlingssalmer. Bare det at få lov til sammen at synge midterlinjen fra det midterste vers med ordene: ”slægt skal følge slægters gang”. Det er der sorg i. Og det er der taknemmelighed i. ”Slægt skal følge slægters gang” – vi skal tage afsked med hinanden, miste hinanden undervejs – heraf sorgen. OG der kommer nogle, der kommer børn og nye generationer, efter os – heraf taknemmeligheden.

”Som et strejf af en dråbe” er for mig umulig at synge uden at tænke på dåben med dens tre små håndfulde vand strejfende barnets hoved ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Dåbsbarnet, nu i dåben mærket for pande og for bryst med korsets tegn, som tegn også på den lidelse, der altid i forskellig grad hører til det at være menneske, og allermest på kærligheden, den guddommelige, som overgår alt andet – nu i dåben mærket med korsets tegn og med de tre små håndfulde vand ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” – og således strejfet af et håb så stort og stærkt, at vi herigennem får ”lov til at håbe / på de ting som skal komme / før end livet er omme”.

Velvidende, at der hører alt muligt andet til livet, end det vi håber og ønsker, så er det dog nok, dette strejf af nåde, til at vi må give os håbet i vold ”før end livet er omme”. Ja, og med dåbens nåde in mente: Ind på den anden side alting, ind gennem den død, der venter –  ”fik vi lov til at håbe / på de ting som skal komme”.

Tak for sangen, Kim Larsen. Hvil i fred!

Tak til Danmarks femte evangelist, Benny Andersen!

“Bennys bukser brændte. / Børge råbte, åh! / Børge havde nemlig / Bennys bukser på.” (Halfdan Rasmussen)

Benny Andersens jordiske liv brændte ud for få uger siden. Det er blevet bemærket i alle medier alle steder. Ikke at der landet over er blevet råbt åh! af smerte og sorg. Men sørge gør vi ved Benny Andersens død. Vi har godt nok ikke Bennys bukser på, men vi er her i Danmark i større eller mindre grad gennem årtier blevet iklædt Benny Andersens digte som et udtryk for folkesjælen, ja, som en del af vores folkesjæl.

Jeg har i alle mine snart 30 år som sognepræst og formidler i feltet kristendom og menneskeliv øst på livet løs af Benny Andersens forfatterskab. Danmarks femte evangelist er han blevet kaldt. I Biblen i Det Ny Testamente har vi Matthæus, Markus, Lukas og Johannes. Og så har vi Benny.

Det var bestemt ikke noget, han selv i sine sidebemærkninger om sit eget forhold til kirke og kristendom lagde op til at skulle være. Her forholdt Benny Andersen sig livet igennem klart distanceret og betragtede ikke sig selv i nogen form som bekendende kristen. Det skal han heller ikke nu i døden gøres til. Ikke desto mindre så er han som livsmodets såvel som den kærlige revsers digter med sine digte blevet brugt utallige gange som afsæt for forkyndelse af evangeliet. Det måtte og det må(!) han finde sig i. Benny Andersen har udgivet sine digte. Givet dem ud. Nu tager vi dem til os på hver vores præmisser. Og det bliver vi ved med i mange, mange år frem i tiden. Benny Andersen er død. Men ikke hans stemme. Hans digte lever og liver os op. Tak, Benny!

Selv vil jeg specielt fremhæve digtsamlingen ”Denne kommen og gåen” fra 1993, hvor Benny Andersen i digtet ”Mit hjertes indvandrer” indleder med ordene: ”Jeg mødte dig som en fremmed / men fandt ud af at du kendte mig / bedre end jeg selv.” Og fortsætter i de følgende digte med en række, også nu i dag højst aktuelle betragtninger som: ” I begyndelsen var isen / derpå kom alle vi indvandrere…” Og i det følgende digt om ”Mit liv som indvandrer” med indledningsordene: ”Det var en mørk og kold novembermorgen / jeg kom til denne verden / lille frysende indvandrer i Norden / fordrevet fra mit tropiske hjemsted / med en middeltemperatur på / næsten 38 grader i skyggen / hvor jeg trygt kunne bade dag og nat / i mit lille lune to liters ocean”. – Og så i øvrigt fulgt af digtet ”Noget at leve op til” med ord som: ”Jeg tæller ikke ligefrem mine døde / noterer mig bare at tallet stiger støt / men hvad er døde tal / mod sprældøde venner.” Nej, netop. Og nu er Benny Andersen selv en af vores fælles ”sprældøde venner”.

Selv er jeg allermest taknemmelig for de mange stærke livspointer, vil jeg kalde dem, som Benny Andersen har givet med ofte få ord og enkle udtryk. Livspointer (nærevangeliske) som ”hjemme er der, hvor du er”. Eller som når Svante siger, at han livet igennem ”har lært at klare sig selv ved andres hjælp”. Eller, og det skal være slutordene her, stærke, stærke ord som i ”Mørkets sang”, hvor det i et af versene (som desværre i mange udgaver, blandt andet Højskolesangbogens nr. 133, er faldet ud) lyder:

”Mødes og skilles og mødes igen, / varmt er det hjerte, der bløder. / Livet begynder bag smerten min ven, / lykken må danse på gløder.”

Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre

Fornylig var jeg sammen med mine tre sønner på besøg på plejehjemmet hos min far, som har alzheimers. Der er ikke meget godt at sige om alzheimers sygdom, for ikke at sige slet ingenting. En ondartet demenssygdom, som ændrer det kendte land. En sygdom, som mere og mere isolerer den sygdomsramte i et ukendt land langt borte.

Men det var nu godt at sidde sammen den sommereftermiddag, endnu engang, og trods sygdommen og min fars ændrede betingelser, mærke samhørigheden. Opleve at han tog godt imod os, og – som en selvfølge – hånd i hånd sammen med min mor fulgte os ud til bilen, og – som de altid har gjort det, de to – stod og vinkede, da vi kørte bort derfra.

Jeg er i den forbindelse kommet til at tænke på, hvordan tidligere biskop og meget andet, Jan Lindhardt, blev ramt af alzheimers sygdom umiddelbart efter sin fratrædelse som biskop. En af Lindhardts døtre (Eva Mila Lindhardt), beskrev sin fars historie ud fra sine besøg hos ham på plejehjemmet, blandt andet med følgende ord: ”Min far gav mig et billede på, hvordan han indimellem tænker om sin sygdom: ”Du ved, man kan godt nogle gange stå af toget i en egn, som man aldrig har været i før, og så er der alligevel nogle træk, som man kan genkende. Måske vokser der noget på markerne, som man kender, eller banegården ligner en banegård, man har set før. Man vil gerne have, at nogen står sammen med en på perronen og tålmodigt lytter til ens beskrivelse af egnen, fordi den måske derved kan komme til at føles mere kendt”.

Datteren mærkede sin fars behov for, at hun og den nærmeste familie tog med ham til den ukendte egn, som hans alzheimer var, for at hjælpe ham med at ”erobre” den verden eller i det mindste give den et skær af genkendelighed. At følge et elsket menneske ind i det ukendte land, så der måske kan blive en smule genkendelighed tilbage – så meningsfyldt kan det også være at slå følge med et andet menneske! Hvem er du? Hvem er jeg?

En anden af Jan Lindhardts døtre (Anne Lindhardt) udtalte ud fra sin fars situation med alzheimer og på det tidspunkt bosiddende på et plejehjem i Odense: ”Vi mennesker er mange ting og behøver ikke at have influenza i mere end to uger, før vi begynder at tvivle på, hvem vi er. Når du har levet et langt liv, ved du også, at der er mange varianter af dig selv. Alzheimer tilføjer en ny variant af dig selv. Det er afgjort ikke sjovt, men det er en ny farve på paletten, og det er vigtigt at holde fast ved det, at du stadig er dig. Og kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”, sagde datteren om den sidste del af sin fars liv og følgeskabet med ham her: ”Kærligheden er i hvert fald ikke blevet mindre”.

Havde det ikke været for tanken

Der er – tørt bemærket, af gode grunde – afbrændings- og bålforbud i Danmark i disse uger. Ildløs, som det hed i gamle dage, er, og specielt da i tørketider, en farlig og livstruende sag. Det oplevede de i det centrale Portugal et par hundrede kilometer fra Lissabon sidste sommer. Midsommeren 17 udbrød en kæmpe skovbrand i området her – 62 menneskeliv gik tabt. Men havde det ikke været for kvinden Maria do Céu Silva, så havde dødstallet været noget højere. Som der stod i overskriften til artiklen, jeg læste: ”12 personer overlevede ved at gemme sig i en vandtank”. Blandt de reddede var Maria Silva´ handicappede mor og 81-årige far og flere andre ældre og børn samt hende selv og hendes mand. Det var blevet for sent at flygte og umuligt at komme væk fra branden, som nu nærmede sig alle steder fra. Så var det Maria do Céu Silva fandt på, at få sin handicappede mor og gamle far og de andre og sig selv med, op i den store vandtank og ned i dén – med, jo altså, en hel del vand i. Som hun selv udtalte det til avisen bagefter: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”.

Havde det ikke været for tánken, ville vi alle være døde! Eller, med en lille trykændring: Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde! Havde det ikke været for tanken…! Hvilken tanke da? Ja, i grunden den kristne tanke og grundfortælling om bevægelsen fra død til liv, fra mørke til lys, fra sorg og desillusion til glæde og livsmod. ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for alle store, gode ord skænket os på en ganske særlig måde gennem kristendommen var vi så godt som døde.

Her kommer jeg så apropos det med trykket og trykændringen til at tænke på en lille bog, som Niels Hausgaard og (Den Gyldne Løve) Jens Memphis talte om at udgive, for en del år siden. Det skulle være en madopskriftsbog udsprunget af deres lyst til noget natmad, når de hver for sig kørte hjem sent om natten efter en koncert og kun havde tankstationskiosker som mulige indkøbssteder –  bogen skulle hedde: ”Det bliver ved tanken”! NB. Én af de retter de udtænkte var, kan jeg huske: Radiatoropvarmet dåsemakrel med vingummibamser strøet udover!

Det bliver ved tánken. Det bliver ved tanken. Det gør det ikke, nødvendigvis. Og slet ikke, når sindet åbner sig for oplivende ord og tanker. Ord der, når du altså selv skænker dem en tanke, kan gå i kødet på dig og blive til levet liv. Det er det, det hele handler om. Det er det, der meget gerne må ske – også en søndag til gudstjeneste i en eller anden kirke i sommerlandet: At Ordet og ordene båret af Ånden må gå i kødet på os og blive til levet liv derude. Det er meningen. Og det er i virkeligheden livsnødvendigt: ”Havde det ikke været for tanken, ville vi alle være døde”. Havde det ikke været for sangene og alle de skønne oplivende ord… – Af Ord er du kommet, til Ord skal du blive, af Ordet skal du igen opstå – for nu at stramme den lidt op! Det handler, allerede nu, om opstandelse. Det handler ikke alene om at undgå at dø (selv om det sandelig er en god idé). Det handler ikke kun om at være her så længe som muligt. Det handler ikke bare om at overleve. Med det dyrebare liv i sigte – altså ikke ”bare liv” men det dyrebare liv, handler det altid om opstandelse. Om tilstedeværelse og nærvær nu i dette øjeblik. Sagt med Benny Andersen i digtet ”Til” (fra digtsamlingen ”Kram” (2009) på kanten til de 80): ”På mine gamle dage / bliver jeg mere og mere opsat på at være til / bare være til stede / til gavn og glæde / helst uden at være til besvær / til grin / til fals / til overs / nej, bare føle mig vel til mode / ved tanken om alt det jeg har til gode / af liv og levned / af leg og lyst / Jeg er især til kvinder / men koncentrerer mig kun om hende / som nu på mine gamle dage / gør mig mere og mere opsat på at være til / bare til / til / og atter til!”

Solfyldte dage og mørkere tider

”Solfyldte dage med liv og lyst / sommeren sejrer fra kyst til kyst! // Midsommerbålene tændes her / livsilden blusser nu ganske nær”! (”Sollys og glitrende hav”, Michael Nielsen, 2017). Ved midsommertide tænder vi bål. Vi elsker vort land. Vi elsker vort liv – forhåbentlig da. Bålet vi tænder er et glædesblus, fordi nu står alting på sit højeste. Men det er også et lys vi tænder, og som vi har brug for, fordi nu går det jo rent faktisk den anden vej. Vi går mod mørkere tider.

Åh ja. Vel har året toppet ved Sankt Hans. Vel går vi mod mørkere tider. Men sortsynet har i grunden ikke og aldrig ret. Det har lyssynet og livsglæden. – Tingene skal ikke idylliseres. Ingen har brug for billig, letkøbt trøst. Så hellere en barsk humor a la Johnny Madsens: ””Husk – når du ser lys for enden af tunnelen, så kan det altså godt være et modkørende tog.” – Tingene skal ikke idylliseres. Det gør Anders på 5 år sandelig heller ikke, når han siger – i forbindelse med nogle tanker han har gjort sig om alderdom og om hvad en præst laver: ”Det er præsten, der bestemmer, når man skal graves ned. Han sender nogle på plejehjem, og så graver han dem ned, som bliver til overs.” – Tingene skal ikke idylliseres, men heller ikke det modsatte. Alting skal ikke problematiseres. Der er noget at tro på. Der er nok at tro på. Der er nok at se til, og der er noget at se hen til. Inklusive Gud, engle, himmel og håb. Som vi (med glæde) synger det: ”Livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær, på trods af det, der smerter…”

Det handler om vinkling og det handler om åbenhed. Det er med menneskesind ligesom med faldskærme – de virker kun, når de er åbne og kan åbne sig. Åbenhed for forvandling. At fremtiden rummer mulighed, selv når alle mulige andre måske synes, at nu er det da gevaldigt snævret ind. Selv når nogle i stedet for ville fokusere, for ikke at sige: stirre sig blinde på, at nu går det mod mørkere tider. ”Hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde,” – det er i denne her forbindelse sortseerne, dem der vil bilde os ind, at det går ad helvede til – men tro dem ikke! Nej: ”dem vil vi fra livet med glædesblus holde,” ”vi vil fred (og vi vil livsmod) her til lands, / sankte Hans, sankte Hans! / Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli´r / tvivlende kolde!”

Glæde hos Guds engle i himlen

Det er dejligt at forestille sig glæden hos Guds engle i himlen, som Jesus taler om det i evangeliet. Det er dejligt selv at mærke glæden. Og det er også dejligt at se og mærke glæden ramme et andet menneske, som måske endda i den grad trænger til det, fordi dagen og livet var blevet træls af modgang. – Jeg minder lige om, at det gode jyske ord ”træls” betyder noget med ”som en træl at være bundet til kår, man ikke bryder sig om”.

I bogen ”Tøsne og forsytia” med undertitlen ”Noget om livet med Alzheimers” fortæller Thomas Bredsdorff om livet sammen med sin Alzheimers-ramte hustru Lene. Erindringen om lysende, duftende forsytiaer det forår og den sommer, de mødtes de to for længe siden. Og om tøsneen som et billede på, hvad Alzheimers gør ved hjernen. Thomas Bredsdorff skriver: ”Jeg tror hjernen er som en bunke frisk frostsne, uhørt komplicerede mønstre med alle krystaller intakte. – Og så en skønne dag, begynder det at tø. Det fine netværk af strålende krystaller bliver til det svenskerne kalder snömos, strukturløse klatter. Sådan forestiller jeg mig Alzheimers sygdom. Som et tøvejr der breder sig langsomt, men ubønhørligt og forvandler det uendelig fine netværk af krystaller til strukturløse plamager”. (s. 181) – Er der noget, Alzheimers i den grad handler om, så er det at blive væk. Blive væk ved helt konkret at fare vild. Blive væk fra store dele af det, der engang var dig selv. Blive væk fra sit hjem og fra sit liv, som det var engang. – Johannes Møllehave skrev om det i et mindedigt (til vennen biskop Jan Lindhardt, der døde dement) med ord som: ”fortiden forsvinder / og fremtiden er forbi. / Og tid bliver til utid, / for der er heller ingen nutid. / Nærvær bli´r fravær, / som slukker livets glød, / når døden kommer, / er man allerede død”. (s. 14) Og alligevel så sker det, at der opstår sprækker eller adgange til endnu intakte dele af den dementes person og personlighed. For Lene Bredsdorff er det, langt ind i sygdommen, noget med gennem musikken og klaveret at finde dele af sit gamle selv: ”Lenes sprogcenter er smeltet. I musikcentret er det stadig klingrende frost”.

Min egen far er blevet ramt af Alzheimers og bor på plejehjem. Meget er blevet væk for ham – og af ham(!) – og bliver væk for ham. Men sangene og salmerne, de er der endnu. Og melodierne er endnu til at finde. – Da jeg for et års tid siden siden fortalte min far, og min mor, at jeg skulle på en motorcykeltur til Norge og blandt andet omkring Vossevangen, begyndte min far spontant at synge: ”På Vossevangen der vil jeg bo” – det var ikke alle ordene, der med det samme lod sig finde. Men med min mors hjælp lykkedes det stort set, at få sunget hele det første vers om Vossevangen, hvor: ”der vokser kløver over høje, / der går hver ungkarl med blanke sko / og med en sølverknappet trøje. / Der danser piger med bånd i hår, / de lange fletninger til jorden når. / Ja, tro du mig, / jeg siger dig, / der er det fagert at leve”! Fagert og glædeligt var det sandelig også, for en lille stund, at se en del af min fars gamle jeg leve op og vende tilbage. Det vil slet ikke undre mig, om det også gav glæde i himlen hos Guds engle!

Hvad er det at møde den opstandne?

Den amerikanske forfatter Marilynne Robinson har med romanen ”Lila” (2015), fulgt op på den meget roste ”Gilead” og senere romanen ”Hjemme”. Også her i ”Lila” er vi i den lille by Gilead i staten Iowa omkring 1950. Hovedpersonen Lila har stort set hele sit liv flakket omkring som hjemløs og vagabonderet sammen med en lille flok ligestillede. Nu er hun, meget kort fortalt, i en alder af omkring 35 blevet bofast i Gilead og gift med den cirka dobbelt så gamle præst i byen, John Ames. Han har i mange år levet alene siden han som ung mistede sin unge hustru såvel som deres lille nyfødte datter. Nu har han og Lila slået kludene sammen. For ham er det en gave så ufattelig stor, at finde sammen med Lila og få hende at følges med. Han kan næsten ikke tro det. Hun, Lila, har af sine gode grunde meget svært ved at finde troen og tilliden til, at han virkelig vil hende. Hun er hele tiden klar til at drage videre, selv om hun uendeligt gerne vil blive.

Fra en forårsaften i begyndelsen, hvor de to går en tur sammen, og taler godt med hinanden, skal vi have en lille bid – her hvor ordene lyder: ”Hvis der var én ting, hun ønskede at hun kunne tage med sig fra det alt sammen, så var det den følelse, hun fik, når hun gik ved siden af ham”.  Han sagde: ”Du ved, der er ting, som jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den her vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig”.

Hvor er det dog underfuldt at mødes og finde og få én at følges med i livet. Det er først og fremmest i det felt, den opstandne møder os. Det lød til kvinderne påskemorgen, da englen talte til dem i den tomme grav, og sagde: ”Han er ikke her. Han er opstanden, som han har sagt, og gået i forvejen for jer til Galilæa, der skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.” Galilæa var der, de kom fra: Dagligdagen, hverdagen, sammen med de andre – det er der, han er, den opstandne, og møder os i forskellig skikkelse.

”Hvad er det at møde den opstandne?”, som vi synger det i en stor og stærk og ret ny salme i salmebogen (DS 249). Hvad er det at møde den opstandne? Det er ikke ét og det samme, og heller ikke noget håndgribeligt og på den måde beviseligt. Men det er ligeså virkeligt og nært som at gå med en anden i hånden. Det er at have én at følges med til livets ende. Ja, i liv og i død. – ”Fred være med jer!” som ordene lød, da han igen stod midt iblandt dem – ”med al sin kærligheds rigdom”, som vi siger det i nadverbønnen. Kristus, den opstandne, er her hvor vi er og går ved min side, hvor så end jeg går. Vi har fået noget at holde os til. Evangeliets ord ikke mindst. Glædelig påske!

Låneord

Jeg sidder og forbereder endnu en studiekredsbog a la ”Lad os tale om det” (2015) og ”Sådan set” (2017). Denne gang lander titlen nok på et enkelt ord, nemlig: Låneord.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg selv gennem læsning af den norske forfatter Jan Kjærstads romaner fra og med den store trilogi, ”Forføreren” (1993), ”Erobreren” (1996) og ”Opdageren” (1999) om mennesket Jonas Wergeland, oplever at have fået et andet liv. I det mindste modtaget identitetsudvidelser. Nye syn og tanker om det at være menneske. Om det at være mig i min livshistorie. Jeg har gennem årene virkelig lånt masser af ord og vinklinger fra dette i ordets bedste og bredeste forstand, fantastiske forfatterskab.  – Det går som en rød tråd gennem fortælletæppet og vævningen, hele forfatterskabet, hos Kjærstad, at menneskelig identitet ikke er noget statisk. Menneske er ikke bare noget man er, men noget man er på vej til at blive. Et menneskes personlige livshistorie er under konstant tilblivelse. Under redigering og aldrig færdigfortalt. Et menneske er ikke én men flere, eller: mange. Menneskelig identitet handler om mangfoldighed. Det fastlåste og uforanderlige er det farlige. Det frugtbare og livgivende er forvandling og forvandlingens mulighed. At jeg kan blive genfortalt. Nyfortalt. At der findes, ikke bare tegn på kærlighed men tegn til kærlighed, som Jan Kjærstad understreger det med romanen af samme navn. Tegn, som udvirker og skaber kærlighed og liv, som det sker, når bogstavtegn transformeres til kærtegn, den smukkeste skrift af dem alle.

En del af dette og meget andet fik jeg her sidst i februar ved en middag i Oslo sammen med min hustru og Jan Kjærstad (sammenkomsten var en fødselsdagsgave til mig gavmildt arrangeret af min hustru) lejlighed til at lufte overfor ordmesteren selv. Jan Kjærstads (venligt smilende) indledningsreplik til påstanden om, at mit liv er blevet forandret gennem læsning af Jonas W.-trilogien var: ”Det tror jeg ikke på”.

Nej, men det gør jeg, fortsat, selv. Og det er læseren, der bestemmer. Eller rettere: Forfatteren har udgivet sin roman, sin fortælling. Givet den ud og givet den fra sig. Nu tager jeg, læseren, den til mig. Låner ord og motiver til mulig belysning og sågar mulig udvidelse af mit eget liv. Min egen eksistens. Og det alt sammen, selvfølgelig, for det levede livs skyld. Herunder at kunne mødes til en middag en aften i Oslo sidst i februar og dele både mad og vin og låne øre til hinandens ord og tanker.