Jeg er her i skrivende stund pensionist på tredjedagen. Det er ikke nogen stor erfaring at skrive ud fra. Jeg vil dog sige, at den umiddelbare følelse er lettelse. Lettelse og taknemmelighed. Det gik godt (læs: meget gik godt) OG jeg mærker en byrde være taget af mine skuldre. Jeg skal ikke (i hvert fald ikke lige foreløbig) stille op i ornat overfor en forsamling og levere en form for opbyggelig tale. Jeg skal ikke præstere noget i den sammenhæng. Det er nok det, jeg i særlig grad mærker som lettelse.

Vi mødte for nogle måneder siden i en forretning inde i byen en gammel kollega og spurgte: ”Hvor lægger du så din kirkegang, nu hvor du er gået på pension?” Hvortil den gode pastor emeritus med glød i stemmen svarede: ”Jeg er bare færdig med folkekirken”!

Sådan har jeg det ikke. Jeg er IKKE færdig med folkekirken. Tværtimod glæder jeg mig over, at den findes. Og det endda i enhver krog af landet. Og jeg glæder mig til nu for alvor at indtage det allervigtigste embede i den folkekirkelige sammenhæng: Kirkegængerembedet. At sidde på kirkebænken søndag efter søndag. Synge, lytte, bede. Være med sammen med de andre. Og få noget med ud i pensionisthverdagen.

Præster kommer og går – menighed består. Hvor er det godt, at det er sådan det er.