Med evangelieord til pinsedag siger Jesus: ”… jeg lever, og I skal leve” (Joh. 14,19). Leve og elske. Finde fylden allerede her, i det nærværende – dagen, som nu åbner sig for os – dagen og dette øjeblik. Det er så afgørende – så afgørende velsignet godt, når det sker. Når tomhed bliver til fylde. Når der bliver lukket op for os til dagligdagen. Den velsignede hverdag nu set og oplevet som fyldt med mening fremfor udelukkende tab og truende tom trummerum. Men hvordan får vi fat i det? Eller det i os? Livets fylde – dagens fylde – hvordan regner man den ud? Eller rettere, hvordan beskrive og udleve denne fylde? Finde ord og form for livet i livet? Og da særligt, når store tab opstår? Når en grundlæggende præmis forandres og livet synes gået helt i stå?

Forfatteren Solvej Balle kredser på sært fascinerende vis herom i romanføljetonen med titlen ”Om udregning af rumfang” – nu (2024) nået til bind V af syv planlagte bind i alt. En titel som bærer i retning af noget med ”fylde” og ”omfang”. Hovedpersonen i romanværket, Tara, er fanget i den 18. november. Ja, det lyder mærkeligt, men man vænner sig til en vis grad til det. Tara vågner, som vi vil sige det, ”hver ny dag” op til den 18. november. Sådan har det været nu i – som vi siger det – årtier. For langt de fleste andre mennesker går tiden som normalt. Men for Tara og nu her i bind V med ophold på et gammelt nedlagt universitet i Val Benoit drejer det sig om flere hundrede mennesker. Alle fanget i den 18. november, forsamlet her. Overfor den samlede flok, forsamlet i et auditorium på det gamle universitet her i Val Benoit, træder kvinden Gita nu for første gang frem og holder en sært bevægende tale. Lavmælt livsnær og bevægende. Det er Tara, der fortæller os om Gitas tale den dag: ”Hun talte om de faser, de fleste af os havde gennemgået. Forvirring og uro, en sårbarhed. At man følte sig forkert. Fanget. Ramt. Faldet af verden. Fortabt. Fortvivlet. Som om man havde gjort noget forkert… Og så en slags resignation … Men ved I hvad, sagde hun. Resignere betyder ikke at gå i stå. Resignere betyder at tage seglet af et brev. Resignare. At åbne forseglingen og se, hvad der står. At resignere er at åbne noget, ikke at forstene eller forstøve eller standse…”

Åbne et brev. Åbne sin bibel. Åbne sig for nye ord og vinkler. Få det ene og det andet vendt om. Vendt til det bedste – selv det værste. ”Jeg vil ikke efterlade jer faderløse”, siger Jesus, ”jeg kommer til jer… for jeg lever, og I skal leve.” Leve og elske. Åbne for dagens fylde i det nærværende.

”At resignere er faktisk at åbne noget, sagde Gita. Men hvad er det, der skal åbnes? Det kan man jo spørge om. Og mit svar vil være, at det allerede er åbnet. – At vi har åbnet et brev, en magisk æske … Hvor heldig kan man være? Vi er standset og har resigneret og BOOM, sagde hun og slog begge sine arme ud i luften: døren går op. Det var det, der skete, da vores dag gik i stå. Men ville vi se det? Nej. Og ja. Vi ville gerne se det, men vi skulle lige vænne os til tanken. For der var sket noget. Vi var blevet nysgerrige. Vi var begyndt at søge forklaringer. Og så blev det klart: ikke hvor vi skal give op, men hvor vi skal begynde… det mærkelige, som vi ikke hele tiden taler om, men som vi måske hele tiden burde tale om, er, hvor heldige vi er. At vi har fået nøglen til en dør, som man ikke uden videre kan få nøglen til. Gentagelsens dør. Iagttagelsens dør. Indsigtens dør…”

Hvor ”heldige” vi er, siger Gita. Eller som vi vil sige det med kirkens sprog, hvor ”velsignede” vi er. At døren har åbnet sig for os, ind til denne dag. Dagen i dag. Sagt med salmens ord: ”Denne er dagen, som Herren har gjort, / den skal hans tjenere fryde…” (DDS 403,1)

Gitas tale havde nu helt klart grebet forsamlingen, og hun fortsatte: ”Og hvad stod der så i brevet, da vi brød seglet. Da vi resignerede? Der stod: vi er slet ikke færdige, vi er først lige begyndt. Der stod ikke, at vi er fanget i tiden, og at nu kan vi sætte os ned og håbe på, at vi en dag kommer ud af den attende. Der stod, at vi er fanget i et privilegium. Ja, det er ikke sådan, vi plejer at se det, men det er sådan det er…”, sagde Gita, og talte stille begejstret videre om at vende omkring ”og vandre mod hulens udgang” – ”gå ud af sin hule” – ud af skyggerne, ud til lyset og de andre – alene ”bundet til nuets nærvær” – ”Det var”, som Gita sagde det, ”ikke fremtidshåb, det var nutidshåb, nutidsoptimisme, nærværshåb.” Som Tara noterer det om dette, ja, pinseunder: ”Jeg tror, Gita har fået en ild til at blusse op. Som om en gnist er sprunget ind i et landskab, hvor der længe har været tørke. Jeg kan se, hvordan ilden tager fat, først i det ene hjørne, så i det andet. Måske har hun ret. I at vores hjerner (og hjerter!) har ventet på at blive budt op til dans. Ilddans. Begejstring. Blus. … Jeg mærker en gnist af glæde…” Og som Tara fortæller det om tiden derefter: ”Vi holder møder, og jeg møder op, og folk fortæller, og alle klapper begejstret, og jeg klapper begejstret. Vi er på vej, og vi gnistrer, når vi går ud på de våde stier…” – jo: ”Gitas tale havde pustet til ilden.”

Som den dag, pinsedag i Jerusalem, da Guds hellige Ånd kom over disciplene og de talte hjertesprog, som greb de mange, der var forsamlet. Som genoplukkede for dem alle døren til livets og dagens velsignede fylde: ”Denne er dagen, som Herren har gjort” – ”… jeg lever, og I skal leve” genlød Hans ord med ild og gnist og glød i dem, Hans kærligheds ånd, Guds egen hellige Ånd, kom over dem, satte sig i dem, med nutidshåb, nærværshåb. – Som for dem dengang, den første pinsedag, således også for os nu i dag: Der er jul, påske og pinse. Vi er døbt i Faderens og sønnens og Helligåndens navn, til liv i tro, håb og kærlighed. Og nu er det pinse. Ja, fra nu af er vi ”fanget” i pinsedagen. På bedste vis fanget i og af pinsedagen som åbningen til al livets fylde, til livet og dagen og dette øjeblik som privilegium og velsignelse ud over alle grænser – selv dødens. Med Jesu ord: ”… jeg lever, og I skal leve” Glædelig pinse!