”Og det skete i de dage…” – der skete noget – noget betydningsfuldt – og det fik betydning ud over alle grænser og op i tiden – og for os nu i dag, som for dem, der skal komme efter os…

Det skete i de dage – og det skete kommer os nær – ligeså nær som et lille nyfødt barn på armen – ligeså nær, som når en anden taler til mig og ordene rammer mig lige der, hvor jeg er – ja, i hjertet. Det kræver åbne porøse sind og sprækker i alt det hårde for at noget sådant kan ske. Det er ad sådanne veje det guddommelige finder sted i det menneskelige. Gud i sin kærlighed finder sprækkerne og kommer til os – fødes midt i nattemørket – lyser og varmer op i forfrosne sind med ord til tiden.

Der er – som jeg engang kom til at sige det til nogle 4. klasses elever på besøg i kirken, og blandt andet til en snak om det med, at vi engang falder til jorden – der er, sagde jeg, to vældige kræfter her på kloden: Tyngdekraften og kærligheden. Med tyngdekraften lægger vi, når én af vore kære dør, alt det, der hører jorden til ned i jorden. Med kærligheden sender vi alt det, der ikke kan lægges ned i jorden, op til Gud i himlen – til at være i Guds kærlighed. Tyngdekraften og kærligheden. Og kærligheden overgår selv tyngdekraften og vinder over alt andet.

Så var det en dreng, der godt kunne ligne én med rigeligt tunge kår, rakte fingeren i vejret og spurgte: Hvordan kan det så være, at ens forældre skal skilles?  Åh ja, de unger, og deres ligefremme spørgsmål og kommentarer! Det er ikke altid så ligetil at holde fast i smukke teologiske tanker, når virkeligheden bryder ind, og tyngdekraften i form af et barns tunge tanker tager til orde. Men selv om jeg bliver svar skyldig overfor knægten, så vil jeg nu alligevel holde fast lidt endnu i tanken om tyngdekraften og kærligheden som to mægtige kræfter i menneskelivet her på kloden.

Og det skete i de dage, at kærligheden, Guds kærlighed, og tyngdekraften vævedes sammen i én skikkelse. At Guds kærlighed tog skikkelse her på jorden i det lille nyfødte barn. Helt hernede hvor tunge kår finder sted – hvor forældre skilles, hvor gamle forsvinder i demensens tåger, hvor så meget af det, der skulle være godt, falder til jorden, og vi selv en dag med – helt hernede, hvor tyngdekraften hersker, finder Guds kærlighed sted. Midt inde i det skårede, revnede, sprækkede, porøse, sårbare menneskeliv kommer Gud til verden. Varmer og lyser op for os i sind og hjerter, som barn Jesus i Marias favn i stalden i Betlehem julenat. Med englens ord: ”en stor glæde, som skal være for hele folket”. For Gud kommer til verden. Sidder ikke ophøjet i sin fjerne himmel, men kommer til verden i kærligheds og afmægtigheds skikkelse. Med guddommelig tyngdekraft. I ord til tiden. Lys i mørke. Liv af døde. Så: Tak til Gud, for både tyngdekraften og kærligheden!

Jeg glemmer ikke den søndag for nogle år siden i Vær kirke, hvor jeg under salmen før prædikenen var på vej op ad trappen op på prædikestolen, og kom til at se en lille mus dernede på kirkegulvet. Det var bare et kort glimt af den lille mus, der pilede fra gulvværket i den ene side over kirkegulvet og ind under trægulvværket i den anden side. Det særlige for mig var, at jeg samtidig bemærkede, at en kvinde, en kirkegænger dernede på bænken, havde set det samme. Og at vi to i et lille øjeblik under salmens slutning fik vekslet smil og blikke, der sagde mig noget om, at også hun varmede sig ved synet af den lille mus i kirken. Som om den ved sin tilstedeværelse og hurtige færd henover kirkegulvet havde mindet os om, hvordan det er her i kirkens rum med evangeliets ord til os om det største i det mindste. Ja, om at den mindste skal blive den største, og at Gud selv på en ganske særlig måde kommer til os i dét felt. Og det er godt. Og det er stort, hvor småt og uanseligt det så end måtte se ud i manges øjne.

Det er godt, at have noget at varme sig ved og glæde sig over. Som vi har det i kirken. Og, slet ikke så sjældent, hos hinanden. Blive fri for at puste sig selv unødigt op og i virkeligheden gøre en latterlig figur og på bundlinjen være ikke andet end til grin i al sin selvoppustede vælde.

Som i historien om musen, der sidder i biografen, og så oplever, at der kommer en elefant ind og sætter sig lige foran. Så kan det nok være musen tog affære og pilede ned til rækken af sæder foran elefanten og satte sig ind på sædet lige foran elefanten og så vendte sig om med ordene: ”Så kan du selv se, hvordan det er!”

Det er godt, igen og igen, at kunne komme hjem til sig selv og sin egen rette størrelse. Rejse ud og komme hjemmefra, som vi alle må det. Spejle sig i både den ene og det anden, og det ene og det andet. Og så, som det bedste og det største af alt, finde sig spejlet et sted, hvor man kan se sig selv som noget værd med den størrelse, man nu engang har. Skønt lille, så alligevel stor nok og værdifuld nok til at blive regnet med som hel, og ikke halv. Skønt lille, så dog fuldkommen hel.

Som vi bliver det i kirken og gudstjenesten gennem det kristne budskab, gennem evangeliet – regnet for hele og store nok. For Guds børn. Elskede og umistelige. Spejlede i Guds nåde. I dåbens vand og nadverens vin. I ord og tanker, i udsagn og fortællinger, som vil rumme os i stort og småt og med det hele, godt og skidt, meget eller lidt.

Som en fattig enke, der giver alt, hvad hun har, alt hvad hun havde at leve af, til Guds ære. Sådan kommer lyset og livet og varmen til os, påpeger Jesus (Mark. 12,41-44) – han, som har ”sig selv mig givet” (DDS 192,7). Sådan kommer det største til os i det små. Ikke i det spektakulære. Eller det spekulative. Ikke i larmen og spektaklet fra talkshows og se-hvor-gode-vi-er. Eller i forvredne hjerners og kloge hoveders bedreviden. Men: I det små. I det daglige, i det skjulte, i det der umiddelbart set ikke ser ud af noget som helst, men i virkeligheden rummer en rigdom så stor, fordi, deri er livet.

I romanen ”De små ting” af amerikanske Paul Harding ligger den nu gamle mand, George Washington Crosby for døden i sit hjem, engang i midten af 1990´erne et sted i det nordvestlige USA, i en hospitalsseng i stuen, omgivet af sine kære. Vi er hos George gennem de sidste døgn og timer af sit liv, hvor han ligger og tænker tilbage i tiden. Hallucinerer. Og ind imellem vågner op til de små ting og det der endnu er. Endnu huserer i ham en rest af ”den lillebitte gnalling varme, som hvert enkeltindivid har fået tildelt”, så spinkel og så skrøbelig og begrænset. George tænker tilbage på barndommens mørke vintermorgener, hvor der skulle tændes op og hentes brænde og han og hans søskende skulle hjælpe til. Og nu i erindringen lyder eftertanken i ham med romanens ord og deres varme til os: ”Dine kolde morgener er fulde af den hjerteskærende vished, at om end vi ikke finder os tilpas i denne verden, er det alt, hvad vi har, at den er vores, men fuld af strid og ufred, så det eneste, vi kan kalde vores eget, er striden, men selv den er bedre end ingenting, ikke sandt? Og mens du kløver rimbroderet brænde med følelsesløse hænder, så fryd dig, thi din usikkerhed er Guds vilje og Hans nådegave til dig, og det er smukt og led i en større vished, som din egen far altid sagde i sine bønner og til dig derhjemme. Og mens øksen bider i træet, så trøst dig med, at smerten i dit hjerte og forvirringen i din sjæl betyder, at du endnu lever, at du endnu er menneske og endnu er åben for verdens skønhed, endskønt du intet har gjort for at fortjene det”. George har repareret ure i mange år. Ligger nu her i stuen omgivet af ure og tiden, der endnu går, før han selv skal gå bort. Et af urene i stuen er et stort standur: ”Dengang hans børnebørn var små, havde de spurgt, om de godt måtte gemme sig inde i uret. Nu havde han trang til at samle dem omkring sig og lukke op til sig selv og byde dem ind, så de kunne gemme sig mellem ribbene og det svagt pulserende hjerte”, Ja, for Georges hjerte er blevet ”skrøbeligt og slidt og ude af takt”. Der er ”slør i bøsningerne”. Men endnu slår hjertet. Som urene omkring ham med deres tik-tak. Og mest tak!

Eller som det også siges om George på sit dødsleje i stuen omgivet af mennesker og ure og tiden, der går, da de der våger hos ham af misforstået hensyntagen på et tidspunkt har sat alle urene i stå, men nu på Georges anmodning har trukket dem op og sat pendulerne i gang igen: ”og det var, som om blodet i hans årer og luften i hans lunger bevægede sig friere, da han hørte den skrabende klakken af fjedre, der blev trukket op, og det tiltagende kor af ure, som for ham ikke tikkede, men åndede og bragte en gensidig trøst ved blot at være i selskab med hinanden som en menighed samlet til en kirkemiddag eller en forsamling til et lysbilledforedrag på det lokale bibliotek.”

På så mange måder med ord og billeder peges der i romanen her hen på de små ting som i sig selv og tilsammen livet for os hver især. Som Hans Edvard Nørregaard-Nielsen så uendeligt vemodigt skriver det i erindringsbogen ”Mands minde” om dette igen mange år efter at være tilbage i barndommens land, hvor de sidder der endnu, nogle af dem, han allerede som barn regnede for gamle. De siger ikke så meget mere. De sidder, skriver Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, i det tilbageblik, hvor man ser, ”at det, man engang regnede for ingenting, viste sig at være det hele”. Kristendommen peger med sit budskab, sit lys og sine billeder, hele tiden, igen og igen, hen på alt det, vi så nemt overser og fortrænger. Det glemte. Det ringeagtede. De små tings betydning.

Jeg har fornylig udgivet en samtalebog om litteratur, kristendom og menneskeliv med titlen ”Lad os tale om det” (Unitas Forlag, 2015, 104 sider, 89,-). Fra bogens forord:

”Alting begyndte med at Gud talte”, sådan indleder Johannes sit evangelium (ifølge DNA, Den Nye Aftale). På lignende vis begynder utroligt meget godt i det menneskelige med, at vi begynder at tale. Taler med hinanden. Snakker med hinanden. Mødes ansigt til ansigt og deler noget af det vi har i ord og samtale. Det er en af de væsentlige måder, hvorpå liv bliver til i det menneskelige. Og i øvrigt også den måde, hvorpå vi kan give videre af, hvad vi selv fik overleveret af gode ord og fortælling, herunder Bibelens og evangeliets.

Bibelen er med sin samlede fortælling, som det er blevet sagt, ”Den store kode” (Northrop Frye) under al vesterlandsk fortælling. Det er så fint, at Bibelselskabets mere mundrette oversættelse af Det Nye Testamente, kaldet Den Nye Aftale, forkortet går under betegnelsen DNA, som i biologiens og naturvidenskabens verden betegner organismens arvemasse. Genomet, også kaldet, som fastlægger den enkelte organismes karakteristika og funktioner. Således også åndeligt med DNA, Den Nye Aftale. Det er vores arvemateriale, det drejer sig om. Det er afgørende vigtigt, for ikke at sige, livsnødvendigt, at vi får det givet videre fra generation til generation. Hvor meget kristendommen så end findes institutionaliseret i vores kultur i form af bastante katedraler og kirkebygninger og årtusindårgammel tradition, så er kristendommen dog i grunden til stede i form af ikke andet(!) end ord og fortælling. En åndelig virkelighed, som gives videre først og fremmest i form af ord og samtale. Og gør den det ikke, så dør den ud. Kristendommen lever hele tiden én højst to generationer fra sin udslettelse. Hvis ikke den konstant fortælles videre og således overleveres fra generation til generation dør den ud, som et sprog, der ikke længere bliver talt, gør det. Det er vores åndelige arvemateriale, hvor nedarvningen går fra mund til mund.

Da jeg var barn, deltog mine forældre jævnlig i noget, de kaldte for ”samtalemøde.” Rundt i hjemmene mødtes de med andre ligesindede for at tale sammen om et stykke fra Bibelen. Altså i det man også ville kunne kalde en bibelstudiekreds. Nu i dag tænker jeg på udtrykket ”samtalemøde” som den fineste betegnelse af dem alle. Fordi så enkelt er det: Vi må mødes for at tale sammen om det væsentlige og livgivende. Tale sammen om det at være menneske. Og som det særlige: at være menneske i lyset af evangeliet. Det er vores arvemateriale til menneskeliggørelse. Den svenske forfatter Kerstin Ekman siger det et sted så fint med ordene: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden.” (”Springkilden”) Livet bliver til i vekselvirkning, når vi vekselvirker med hinanden, herunder låner øre og ord i mødet med hinanden.

Bibelske fortællinger som den om Abraham og Isak på Morija Bjerg med ubehagelige modhager og voldsomme billeder i sig må fortælles med og ikke frasorteres. Samtidig er det væsentlige og afgørende her, som overalt hvor mennesker indoptager fortælling, hvordan historien vinkles, vægtes, proportioneres, beskæres og belyses. Med andre ord: Fortolkes. Det er det, når vi forholder os til hver vores egen livshistorie og dets mange fortællinger i genfortællingen heraf, og det er det, når vi forholder os til Bibelens fortællinger. Vinkling, vægtning, proportionering. Hvad er vigtigst?

Selv er jeg med Abraham-Isak-historien vældig fokuseret på det sted i fortællingen, hvor Abraham i ofringen af sit eget barn standses af Herrens engel. Jeg er fascineret af en forestilling om den velsignede lyd det må give, når en englehånd standser en menneskearm hævet til drab. Når nåden finder sted og en far og en søn på én og samme tid befries fra det onde og overgives til kærligheden i stedet for. Det sker på så mange måder, også i sammenvævninger af bibelhistorie og livshistorie, at denne velsignede englelyd finder sted. Måske i form af bare et enkelt lille ord, som kan gøre en verden til forskel.

Den norsk-amerikanske forfatter, Siri Hustvedt fortæller i et essay, som hun har kaldt ”Uddrag af en historie om det sårede selv” om at føle sig udsat og ikke som de andre, og dog fra begyndelsen have store håb og tanker om fremtiden: ”…på trods af tegn på det modsatte, holdt jeg fast i min ensomme idé om min fantastiske fremtid, og jeg tror at jeg klyngede mig til denne irrationelle tanke af en eneste grund: mine forældre elskede mig højt. Det var tydeligt at min mor og min far syntes jeg var fantastisk. De fik mig til at føle, at alt var muligt for mig, og deres tro på mig og mine tre søstre var urokkelig, et fort hvortil vi kunne fortrække når vi havde behov for det.” Også når skolens ubarmhjertige verden var for hård og fjendtlig, eller som pigen Siri oplevede det i søndagsskolen: Når selv Gud viste sig fra en åbenbart rædselsfuld side. – Det var søndagsskolelærerinden og hendes genfortælling af beretningen om Abraham og Isak, og søndagsskolelærerindens ”…ord: ”Du skal elske Gud mere end nogen eller noget.” ”Mere end ens forældre?” spurgte jeg. ”Ja.” – Dette ”Ja” pinte mig i dagevis. Hvad er det for en gud som tvinger en mand til at slå sin søn ihjel? Hvad nu hvis Gud bad mig om at dræbe mine forældre? Det kunne jeg aldrig gøre… Efter at have ligget vågen en uge med sætningen, betroede jeg mig endelig til min mor: ”Mor, søndagsskolelærerinden sagde at vi skulle elske Gud mere end vores forældre.” Min mor så på mig og sagde et enkelt ord: ”Vrøvl.” – – ”Hun sad” fortæller Siri Hustvedt, ”Hun sad ved køkkenbordet da hun sagde det, og jeg stod ved siden af hende. Jeg kan stadig føle lettelsen i mit bryst og den lethed som strømmede gennem min krop. Jeg vendte mig om, pludselig vægtløs, og følte det som om jeg svævede ned ad trappen til mit værelse.”

Jeg var for en del år siden til en ordinationsgudstjeneste i Ribe Domkirke og så her et stærkt opbyggeligt syn. Under altergangen blev en gammel og meget gangbesværet mand med en spinkel kroget stok i den ene hånd hjulpet op af trappen fra skibet, op mod alteret. Her ovenfor trappen takkede han sin hjælper og signalerede, at nu kunne han selv. Det kunne han bestemt ikke. Men hvordan klarede han sig da frem mod alteret? Jo, den gamle mand styrede sine vaklende skridt frem mod døbefonten, som I Ribe Domkirke er som et ældgammelt trækar med et par håndtag øverst oppe. Her greb manden fat med den frie hånd og lænede sig så ellers op ad døbefonten, indtil der var klar til et nyt hold altergæster. Fra døbefonten til altergærdet var der også et stykke vej, et par meter. Nu brugte den gamle mand døbefonten som afsæt til at komme videre – frem til alterbordet og til det grænsesprængende fællesskab, der her så fint kommer til udtryk. Jeg lagde mærke til, at efter nadveren hjalp en kirketjener den gamle mand hen til trappen, hvor en ven stod klar.

Fra døbefont til nadverbord. Fra dagligdag til kirkerum og altergang, og atter tilbage til hverdagen. Og alle steder, hvor vi går, med det vi fik i dåben som grundlag. Dåben og dåbens nåde som det vi alle dage har at gribe fat i. Læne os op ad og bruge som afsæt for alt det vi kan og skal og vil derude i dagliglivet. Sammen med de andre. Alle vore brødre og søstre, som i virkeligheden er hvert eneste menneske, jeg møder på min vej.

Grundlovsdag er det nærmeste vi i Danmark kommer på en national mærkedag. Festen for folkestyret, junigrundloven af 1849 med senere tilkomne revisioner. Festen for demokrati og ytringsfrihed og hvad vi nu har, og som der vitterlig er grund til at glæde sig over og værne om og være med til at udvikle i den bedst tænkelige retning. Hvad så når vi er i kirkens og kristendommens regi – har vi så også en lov, en grundlov, at holde os til? Ja, det har vi sådan set. Og loven, grundloven, hedder: Du skal elske! Eller rettere: Du er elsket, elsk!Sådan er det med menneskelivet i evangeliets lys. Og bortset herfra så har vi ingen love at holde os til, når det gælder livet i grunden, for man kan ikke lovgive sig til liv. I grunden er menneskeliv grundet på kærlighed og kærligheden kan ikke med paragraffer. Ikke love men Love (engelsk).

Kristendommen, evangeliet, har os ikke noget udspecificeret at sige, når det gælder samfundsindretningen og familie- og samfundslivet i detaljen. Der findes ingen kristelig lovsamling vi kan henvise til og grunde vores specifikke initiativer og afgørelser på. End ikke med så smukke velmente tiltag som Grøn kirke eller engagement i asylsager og lignende. Bestemt heller ikke hvad angår den økonomiske politik og fordeling af goderne.

Kristendommens grundperspektiv er ikke haven (og hvilken haveejer kunne ikke godt drømme lidt om det synspunkt nu lige for tiden, hvor ukrudtet vælter op!) – ikke haven, men væren. Ikke skrabe til sig og forsøge at sikre sig sit liv på alle de måder, man nu kan forsøge at gøre det. For liv kan ikke sikres eller haves som ejendom. Livet er en gave. En morgengave – og ”sjælen er et pilgrimskor” – længslen har vi alle i os – og frygten med – og tendensen til hegn og aggression – men ”jeg vil helre slå min plæne / end slå løs på pæne folk.” ”Hvorfor skal man slå på tæven / eller bruge tæveord? / Jeg vil trykke folk på næven. / Jeg er ingen tævedor.” Nej, og hvor er det dog godt med fredelige mennesker, der vil ”enes med hinanden / og sig selv og ha det godt.” Og som kan se, at ”Livet er en dejlig gave. / Jorden er en herlig jord.”, som Halfdan Rasmussen skriver det i sit heltekvad (”Noget om helte”).

Man kan ikke hegne sig til liv. Man kan ikke skrabe sig(!) til liv (selv om mange drømmer om det). Man kan ikke skabe ved at skrabe og leve livet ved at holde på sit eget i et væk, hvad enten det så er ens penge og ejendom, eller meninger og ret. Det bliver man aldrig et rigtigt menneske af. Det er nok ikke helt tilfældigt at der i ordet ”griskhed” (som Jesus gentagne gange advarer imod), gemmer sig en gris: Med griskhed bliver man et svin. Griskheden nærer, uden tvivl, den indre svinehund.

Som Jesus advarer mod det i én af sine kendte Gudsriges-lignelser om den rige mand og al hans havesyge (Luk 12,13-21). Ikke din haven, din gøren og laden og lader nok så fulde, men det der altid kommer først og før alt det andet: Din åbenhed, din modtagelighed, din vilje og lyst til at dele livet med de andre og ikke bilde dig ind at du får noget ved alene at holde på dit eget. Det er i vekselvirkningen, livet bliver til. Vi låner alt af hinanden. Vi har i virkeligheden ingenting i os selv og af os selv. Tillid, åbenhed, tilstedeværelse og nærvær. Det er her, der skal investeres.

Det hedder, som Jesus siger det, at ”være rig hos Gud”. Det er godt at være det: Rig hos Gud. Og af Guds nåde. Som vi dybest set er det. For det er fra Gud det kommer, alt det vi i grunden lever vort liv på. ”Kærligheden er af Gud” (Joh). Eller sagt med Kingo: ”Hver morgen i min skål / en nåde uden mål / til mig nedflyder” (DDS 743,2). Så: Lad det strømme (videre)! ”Det er nu du skal leve dit liv, min ven”, som vi synger det i en højskolesang, det er nu, du skal synge, elske og leve. Og gøre det med Kristi grundlov og Guds velsignelse i ryggen, for det er i grunden et og det samme.

Forleden, på en dejlig solskinsdag, sad jeg i kajakken derude på fjorden på vejen hjem fra Brakøre til Husodde, ind under aften. Solen var så småt ved at lægge an til landing og gå ned derude i vest. Jeg sad lige direkte i solstriben og roede på vejen ind. Min kone sad i sin kajak ved siden af en 50-100 meter syd for – og jeg råbte til hende: ”Sidder du også lige i solstriben?” – ”Ja”, svarede hun, ”lige direkte”.

Jo, for sådan er det at være i solstriben – man oplever det, som om den er der, lige nøjagtig for mig – og måske kun for mig og slet ikke for den anden. Men det er den. For der er nok til alle. Hver og én kan vi gå ved siden af hinanden og hver især være lige præcis i solstriben. På samme måde med Guds kærlighed, Guds nåde. Den er der for dig, og for hver og én. Den skinner direkte på dig. Og den skinner på alle, hver især. Det er sådan noget, og det er tanker som disse, jeg håber, I får med jer her fra konfirmationstiden, kære konfirmander – nu i dag hvor vi skal skilles! ”Mødes og skilles og mødes igen”, som Benny Andersen siger det et sted. ”Mødes og skilles og mødes igen”. Det er sådan det er. Og her i kirken og omkring kristendommens budskab mødes vi altid igen. I lyset af Guds nåde. Det er et godt lys at være i. Her hører vi sammen.

Det er godt at høre noget sammen, som vi har gjort det nu i konfirmationstiden. Høre en gode historie sammen. Være sammen. Tale sammen. NB. Sammen rimer på amen! Jo, det er altid godt at finde sammen. Gøre noget sammen. Gøre noget for hinanden.

Det er også tanken i det lille 8 siders telegram, som I får med nu i dag som lykønskning fra kirken, som et minde fra dagen med det skriftord fra bibelen til dig den enkelte, som nu om lidt lyder til dig oppe ved alteret som en kærlig hilsen fra vor Herre. Og så er telegrammet med sit indhold i øvrigt en påmindelse om, hvor godt det er at være døbt og velsignet, at være rig – på venner, ikke mindst. Noget og nogen at leve for. Der er, som Astrid Lindgren siger det i ”Brødrene Løvehjerte” – ”visse ting, man bare bliver nødt til at gøre, hvis man ikke vil være en lille lort.” Det passer ikke, som ordsproget siger det, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er i hvert fald mindst lige så sandt, at ingen er sin lykkes egen smed! Som Benny Andersen et sted lader Svante sige det med de uforglemmelige ord: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”! Ja, og først og sidst, vil jeg sige: Ved Guds hjælp.

Kære konfirmand! Om et øjeblik skal du konfirmeres og hermed mindes om din dåbs nåde. Solstriben, kærligheden fra Gud, som du må leve i livet igennem. Tro og håbe. Som det siges med ord af Kim Larsen, fra de gode gamle Gasolindage i Danmarks korteste og måske smukkeste sang: “Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting der skal komme / førend livet er omme”. Der er solstrejf og der er vanddråbestrejf. ”Som et strejf af en dråbe” – som dåbens vand, der strejfede dit og mit hoved engang som tegn på, at der er altid mer´ at håbe på – at vi hører sammen i det store håb, Gud har givet os som mennesker og medmennesker! Guds velsignelse, kære konfirmander, i det liv, der venter jer – alle ”de ting der skal komme / førend livet er omme”.

Hjertet slår og slår – indtil det en dag ikke slår mere. Som nordmanden Karl Ove Knausgård skriver det i indledningen til romanværket ”Min kamp” bind 1: ”For hjertet er livet enkelt: Det slår så længe det kan. Så stopper det.”

Sådan er det. Og det er mærkeligt. Det er mærkeligt, at hjertet slår. At det begynder, denne stampende bevægelse, og fortsætter livet ud. Kort eller langt. Og det er, med tanke på ens eget og ens kæres hjerte, mærkeligt, at det stopper. At livet rinder ud, og den anden, eller en dag: jeg selv, ikke er mere. Det er mærkeligt, og helt uundgåeligt.

Jeg havde ikke været præst mere end ganske få år, da jeg en nat blev kaldt ind på sygehuset til en kvinde, jeg kendte fra kirken. Hun var alvorligt syg og døende. En kræftsygdom, som der ikke mere var noget at gøre ved. Og, hun var bange. Hun var så bange og angst, at jeg på det tidspunkt i mit liv aldrig før havde været i stue med én så fyldt med angst og uro. Fra søndagsgudstjenesten vidste jeg, at det havde betydning for kvinden at gå til alters. Jeg spurgte, om hun ville være med til, at vi holdt nadver her ved hendes sygeleje. Det ville hun gerne.

Klokken var omkring halv to om natten, da jeg på det lille bord dækkede op til nadver med brødet og vinen og et par stearinlys. Og allerede ved forberedelserne hertil faldt der lidt mere ro over kvinden. Og da vi gennemførte ritualet, og sammen modtog brødet og vinen i skæret af de levende lys og nadverens ord, faldt der endnu mere ro over hende. Hun døde rent faktisk henad morgenstunden. Hendes hjerte stoppede, inden det blev rigtigt lyst. Men forinden, i nattemørket og omkring nadverens fællesskab og brøds-brydelsen her, opstod der en stund, hvor kvindens hjerte, for en tid, endnu engang slog roligt og dæmpet. Og det var, uanset hvad, godt og betydningsfuldt!

Det var kun i et øjeblik, i en sprække i tiden, de sørgmodige Emmaus-disciple, i den fremmede genkendte Jesus. Og dog så var det uendeligt godt, og betydningsfuldt for dem, ud over alle grænser. Det er så fint et sted i Lukasevangeliet i Emmaus-beretningen (Luk. 24,13-35), som vi kalder hele denne hændelse, hvor de er nået frem til Emmaus. De to disciple stadig fyldte af frygtblandet sorg og uforstand – hvad skulle de tro? Hvad skulle de gribe og gøre i? ”Bliv hos os!” siger de til den fremmede. Og så er det, de kommer, de ord så fine og enkle: ”Så gik han med ind for at blive hos dem. Og mens han sad til bords sammen med dem, tog han brødet, velsignede og brød det og gav dem det. Da åbnedes deres øjne, og de genkendte ham; …”

Det var blot en stund, det var kun et øjeblik, men det var nok til, at de nu havde ligeså meget at gå videre med, som de kvinder iblandt dem, der tidligt om morgenen havde været ude ved graven – den tomme grav – og ”med frygt og stor glæde” var gået bort, nej, løbet bort fra graven med englebud: ”Han er opstanden!” – ”Kristus er opstanden!” – ”Herren er virkelig opstået.”

”Der faldt en sten fra mit hjerte”, som vi kan sige det, når en stor lettelse indfinder sig. Stenen for graven, for indgangen til gravhulen, var væltet fra. Og derinde i gravhulens talte en engel med lysende ord til dem – ”Han er ikke her. Han er opstanden fra de døde. Han er gået i forvejen for jer til Galilæa. Der skal I se ham.” – Og sten faldt fra deres hjerter. Tunge, tunge tanker, så tunge som kæmpesten, begyndte at falde fra deres hjerter. Som allerede i glimt på vejen til Emmaus: de to disciple sammen med denne fremmede – som ved bordet og brødsbrydelsen og velsignelsens ord om aftenen i Emmaus – tunge sten faldt fra deres hjerter. Og brændende begyndte deres hjerter igen at banke for alt det, der med Jesus var sat ind i verden. I deres liv, i deres tanker, sind og hjerter: ”Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?” Jo. Og nu ikke mindre aftenstunden sammen med den fremmede ved bordet, med brødsbrydelsen og velsignelsens ord, som den, ja, for dem, ganske særlige øjenåbner.

Her begyndte alting for dem på ny. Åbne øjne. Åbne skrifter. Åbne sind. Og varmt bankende hjerter i en aftenstund så fin.

Glædelig påske!

Uanset hvad Bille August selv måtte mene om filmen ”Stille hjerte”, så lægger den for mig at se klart og umisforståeligt op til at ville være fortaler for en lovliggørelse af aktiv dødshjælp. Det er et problem. For en lovliggørelse heraf er, som de 30 underskrivere af manifestet ”Ja til aktiv livshjælp – nej til aktiv dødshjælp” (nov. 2014) anfører det en meget dårlig ide. Det er et problem, at filmen ”Stille hjerte” har denne klare holdning, for film forfører. Eller kan forføre, som fortælling i det hele taget kan det. På både godt og ondt, selvfølgelig. Det er mig en gåde, at filmeksperten Søren Høy, ifølge Kristeligt Dagblad den 4. marts, kan mene, at fiktion og fiktionsfilm ikke skulle kunne påvirke en folkestemning. Hvad med Milos Formans ”Gøgereden” fra 1974 og den såkaldte antipsykiatri?

Det er en stille og fin film, Bille August og de dygtige skuespillere har bedrevet med ”Stille hjerte”. Men det er ikke en almengyldig fortælling om at være ramt af hård uhelbredelig sygdom. Det er for mig at se meget vigtigt at bemærke, at kvinden og hovedpersonen, Esther, i ”Stille hjerte” er en særdeles stærk kvinde. En meget, meget stærk og selvstændig kvinde, også nu med døden for øje. Så stærk, at hun ikke alene har bestemt, hvordan hun vil dø, men også hvem hendes mand skal leve sammen med sidenhen! Det er (heldigvis) ikke det gængse og almindelige. Det almindelige og udbredte er, at vi i den situation med alvorlig sygdom og truende død for øje bliver svage, bange, følsomme og forvirrede og uden tvivl mest af alt har brug for omsorg, nærvær, trøst og lindring. Brug for, at den person, som kommer ind på stuen nu, måske i en hvid kittel, kommer med udholdenhed og vilje til aktiv livshjælp, lige til det sidste, og ikke med en, skal vi sige: endegyldig løsning på min lidelse.

Til det sidste må vi sammen og for hinanden fastholde selv det svageste menneskelivs umistelighedskarakter og værdi.

”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen,” som det i Linn Ullmans roman ”Nåde” (kredser også om aktiv dødshjælp) bliver ved med at lyde i den kræftsyge, døende Johans indre: ”Det lysner om morgenen og mørkner om aftenen” – Det er nok for ham nu, og hvor ville han gerne være i det endnu en dag. Men måske vil hans hustru Mai, sådan som de for længe siden har talt om at gøre det, nu hjælpe(!) ham afsted.

”Stille, hjerte, sol går ned / sol går ned på heden,” med ordene fra Jeppe Aakjærs fine aftenssang. Vi må sammen turde tage natten med. Det bliver aften og nat. Mørk nat. Nattens mørke hører med. Og midt om natten, midt i mørket, kan noget afgørende ske, noget afgørende livgivende finde sted, og som et lille blafrende lys i mørket bringe et forunderligt, nådefuldt skær ind over vore liv og skæbner. Det har som regel med et andet menneskes nærvær og udholdenhed at gøre. Lad os for alt i verden blive i det spor. Så vidt mulig lige til det sidste hjerteslag.