Forleden, på en dejlig solskinsdag, sad jeg i kajakken derude på fjorden på vejen hjem fra Brakøre til Husodde, ind under aften. Solen var så småt ved at lægge an til landing og gå ned derude i vest. Jeg sad lige direkte i solstriben og roede på vejen ind. Min kone sad i sin kajak ved siden af en 50-100 meter syd for – og jeg råbte til hende: ”Sidder du også lige i solstriben?” – ”Ja”, svarede hun, ”lige direkte”.
Jo, for sådan er det at være i solstriben – man oplever det, som om den er der, lige nøjagtig for mig – og måske kun for mig og slet ikke for den anden. Men det er den. For der er nok til alle. Hver og én kan vi gå ved siden af hinanden og hver især være lige præcis i solstriben. På samme måde med Guds kærlighed, Guds nåde. Den er der for dig, og for hver og én. Den skinner direkte på dig. Og den skinner på alle, hver især. Det er sådan noget, og det er tanker som disse, jeg håber, I får med jer her fra konfirmationstiden, kære konfirmander – nu i dag hvor vi skal skilles! ”Mødes og skilles og mødes igen”, som Benny Andersen siger det et sted. ”Mødes og skilles og mødes igen”. Det er sådan det er. Og her i kirken og omkring kristendommens budskab mødes vi altid igen. I lyset af Guds nåde. Det er et godt lys at være i. Her hører vi sammen.
Det er godt at høre noget sammen, som vi har gjort det nu i konfirmationstiden. Høre en gode historie sammen. Være sammen. Tale sammen. NB. Sammen rimer på amen! Jo, det er altid godt at finde sammen. Gøre noget sammen. Gøre noget for hinanden.
Det er også tanken i det lille 8 siders telegram, som I får med nu i dag som lykønskning fra kirken, som et minde fra dagen med det skriftord fra bibelen til dig den enkelte, som nu om lidt lyder til dig oppe ved alteret som en kærlig hilsen fra vor Herre. Og så er telegrammet med sit indhold i øvrigt en påmindelse om, hvor godt det er at være døbt og velsignet, at være rig – på venner, ikke mindst. Noget og nogen at leve for. Der er, som Astrid Lindgren siger det i ”Brødrene Løvehjerte” – ”visse ting, man bare bliver nødt til at gøre, hvis man ikke vil være en lille lort.” Det passer ikke, som ordsproget siger det, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er i hvert fald mindst lige så sandt, at ingen er sin lykkes egen smed! Som Benny Andersen et sted lader Svante sige det med de uforglemmelige ord: ”Jeg har livet igennem lært at klare mig selv ved andres hjælp”! Ja, og først og sidst, vil jeg sige: Ved Guds hjælp.
Kære konfirmand! Om et øjeblik skal du konfirmeres og hermed mindes om din dåbs nåde. Solstriben, kærligheden fra Gud, som du må leve i livet igennem. Tro og håbe. Som det siges med ord af Kim Larsen, fra de gode gamle Gasolindage i Danmarks korteste og måske smukkeste sang: “Som et strejf af en dråbe / fik vi lov til at håbe / på de ting der skal komme / førend livet er omme”. Der er solstrejf og der er vanddråbestrejf. ”Som et strejf af en dråbe” – som dåbens vand, der strejfede dit og mit hoved engang som tegn på, at der er altid mer´ at håbe på – at vi hører sammen i det store håb, Gud har givet os som mennesker og medmennesker! Guds velsignelse, kære konfirmander, i det liv, der venter jer – alle ”de ting der skal komme / førend livet er omme”.