Jeg er på besøg, eller måske rettere: ophold, hjemme hos mine forældre i disse overrumplende varme løvfaldssommerdage sidst i september, først i oktober 2011. Jeg sidder en del af tiden i campingvognen heromme bagved det hele ved siden af Den Gamle Hønsegård, det mest mytologisk ladede landskab i mit liv. Her hvor alting, som i skabelsens tid, begyndte og blev til ud af ingenting.
Jeg er her for at færdigredigere manuskriptet til ”Jeg har ladet mig fortælle …”, en bog som, selv fortællende, kredser omkring temaet fortælling og identitet. Og som efter planen udkommer på Forlaget Aros sent i efteråret 2011. Om Den Gamle Hønsegård skriver jeg her blandt andet:
”Den Gamle Hønsegårds omkring 400 kvadratmeter bestod rent fysisk af mindre åbninger mellem høje elmetræer, lavere mirabeller og hyld. Men ét er det fysiske, noget andet og ligeså vigtigt er sjælen. Eller: Ånden.
Ethvert sted har sin ånd. Formet og farvet af de fortællinger, der hører stedet til og hele tiden på ny kommer til. Stedets ånd kan ikke indfanges, men fornemmes. Jeg er ikke i tvivl om, at Den Gamle Hønsegårds ånd var præget af dens første fritgående indbyggere og deres måde at være til. I hvert fald så var det her, vi børn, dag efter dag, foldede os ud i en stadig omsætning af materialer, som de voksne regnede for affald og gammelt skrammel… I Den Gamle Hønsegård var identiteten flydende, mulighederne mangfoldige, og dog var grænserne givet. Mor og far havde sat dem.”
Dette sidste genoplever jeg nu igen, som altid når jeg er hjemme hos mine forældre, på en ganske særlig måde.
Jeg ser og mærker og registrerer, hvordan dele af min fars og min mors kropssprog og mimik og vaner har sat sig i mig. Jeg, som er en midaldrende mand midt i halvtredserne og selv synes, jeg er kommet ret langt hjemmefra og i mange henseender blevet mig selv, må konstatere, at jeg samtidig også er del af en historie og en sammenhæng, som jeg på både godt og ondt aldrig undslipper i live. Min mors lidt urolige rastløse virren og pillen med fingrene og flytten sig rundt i stolen. Min fars let utålmodige bevægelser og springen rundt, for slet ikke at tale om hans mave, som i faretruende grad synes at bule ud nu også i min krop. Og umådelig meget mere end det. I væsen og væremåde og andet væsentligt ser jeg med taknemmelighed såvel som (noget nær) afmægtig konstatering mig selv som udrundet af og knyttet til en historie langt større end min egen isolerede livshistorie. Hvis man da overhovedet kan tale om et menneskes egen isolerede livshistorie!
I går var jeg på en halvdags køretur sammen med min far. Først på besøg hos hans mor, min farmor, på plejehjemmet (farmor fylder 103 den 26. november) og bagefter med min far rundt i barndommens landskab. Vel at mærke ikke først og fremmest hans barndoms land men min farmors: Fødehjemmet i Vrøgum, skolen, kirken og kirkegården.
Også her har jeg til en vis grad hjemme. Også herudaf er jeg kommet. Har jeg ladet mig fortælle. Er jeg blevet til. Og ligesom alle andre, uanset hvad og hvor kringlet og sært og sammensat, så dog blevet til noget!